Når du skal bestemme hvad du skal stemme – så se på hvad partierne har gjort – ikke hvad de siger de vil gøre.
Dansk Folkeparti siger at de vil forbedre arbejdsløse på dagpenge. Men det var Dansk Folkeparti der foreslog den såkaldte ”reform”, der satte dagpengeperioden ned.
Socialdemokratiet kritiserer Venstre for at ville skære ned på den offentlige sektor. Men der er kommet færre sosuhjælpere, børnehavepædagoger, lærere mens de har siddet i regering
Socialdemokraterne skælder også ud på Venstre for at ville lave skattelettelser til de rige – men socialdemokraterne glemmer at de selv i regeringsperioden har lavet en skattereform med Venstre, der gav skattelettelser til de rige. De glemmer også at de næsten – næsten – havde lavet en aftale med Enhedslisten, der gav højere skatter til de rige, og skattelettelser til de laveste indkomster.
Socialdemokraterne snakker om at forbedre sundhedssektoren, men der har været store nedskæringer på sygehusene i de sidste 4 år.
De radikale siger de er grønne og vil fjerne olie, kul og gas – men de stemmer for den ene motorvej efter den anden, og vil bygge en Femern bro.
SF er ikke længere i regering – og har glemt hvad de stemte for, mens de var i regeringen. Det var blandt andet salget af aktier i DONG – den danske energisektor – til de amerikanske spekulanter Goldmann Sachs.
SF er i øvrigt også tilhængere af køb af nye angrebskampfly som vil koste 30-50 milliarder kroner – hvad der ville være nok til en stor social genopretning i Danmark.
Det er kun Enhedslisten som har gjort, hvad vi sagde – og vil fortsætte med det efter valget. Vi har stemt imod salget af DONG. Vi har kæmpet for forbedringer af dagpengene. Vi har afsløret hvordan personer der ikke kan arbejde bliver jaget igennem det ene umenneskelige ”jobprøvningsforløb” efter det andet – i stedet for at få et værdigt liv med førtidspension.
Vi har foreslået igangsættelse af offentlige arbejder og stemt imod nedskæringer i Folketing, såvel som i kommuner.
Enhedslisten er partiet for den brede befolkning, som beskytter de små i samfundet.
Det er os der fortjener din stemme til valget 18. juni.
Mikael Hertoft.
Folketingskandidat for Enhedslisten i Tåstrupkredsen
Red. note: Se også linkbox på Modkraft Bibloteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.