Enhedslistens parlamentariske linje i sidste valgperiode

af Mikael Hertoft, Marianne Rosenkvist, Jean Thierry, Jeanne Toxværd og Helge Bo Jensen, medlemmer af Enhedslistens Hovedbestyrelse.

I Enhedslisten burde vi stille os selv en række spørgsmål efter denne valgperiode: Har den almindelige befolkning fået det værre eller bedre? Er vores velfærdsordninger blevet forbedret eller forringet? Har arbejdsløse og udstødte fået det bare lidt lettere? Er stressniveauet steget eller faldet på de danske arbejdspladser? I den offentlige sektor? Er de offentlige ansattes indflydelse på deres arbejde blevet større? Fungerer vores folkeskole bedre? Er det blevet bedre at være barn eller ung? Fungerer vores uddannelsessystem bedre eller ringere med fremdriftsreform og SU-reform? Er Danmark for alvor blevet grønnere? Er landbruget blevet mere bæredygtigt? Er vores udenrigspolitik blevet mere fredelig? Støtter vi os i højere grad til FN og fredsbevarende tiltag?

Svarene giver i deprimerende grad sig selv!

Selvfølgelig er der heldigvis også sket positive ting, såsom afskaffelse af fattigdomsydelserne til flygtninge, homovielser og en del tiltag på miljøområdet.

Samlet set er det generelle billede desværre alt for tydeligt. Det sociale sikkerhedsnet er samlet set blevet markant ringere i Danmark efter fire år med en såkaldt centrum-venstre-regering med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag – livet er blevet mere stresset og mere utrygt for mange mennesker.

Hvad gik galt og hvad kan gøres bedre fremover? Det ser vi på med udgangspunkt i en række af de vigtigste aftaler, som blev indgået under den tidligere regering. Der var mange – så de er naturligvis ikke alle med.

Var forhåbningerne til socialdemokratiet for optimistiske?

På valgaftenen i september 2011 var vi fulde af håb og begejstring. Enhedslisten havde fået sit klart bedste valgresultat hidtil. Vi var sluppet af med den borgerlige regering efter 10 års VKO-styre med asociale nedskæringer, borgerlig værdikamp, menneskefjendsk flygtningepolitik og krigspolitikken.

Troede vi.

For vi slap ganske vist af med den borgerlige regering, men ikke af med den borgerlige politik.

Derfor har vi i hele den tidligere regeringsperiode i Enhedslisten det reelle og grundlæggende dilemma, at selvom regeringen førte borgerlig politik, så ønskede vi ikke at hjælpe Løkke tilbage til magten. Vi mener dog ikke Enhedslisten på noget tidspunkt har været i nærheden af at forårsage regeringens endeligt. Tvært imod har vores parlamentariske linje presset dem så lidt, at resultatet blev regeringens forudsigelige selvmord ved valget i juni.

Spørgsmålet er så, om vi på et tidligere tidspunkt kunne have taget højde for dilemmaet: En mere ædruelig analyse af situationen og forventninger til en kommende socialdemokratisk ledet regering havde nok været her været gavnlig. Desværre var det som om, at 10 års VKO-flertal helt havde fortrængt erfaringerne fra 90’erne, hvor en socialdemokratisk ledet regering i en helt tilsvarende parlamentarisk situation heller ikke i udpræget grad førte progressiv politik.

Selv efterfølgende var analysen af socialdemokratiets og SF’s politiske linje nok desværre for rosenrød.

Alligevel skriver HB i beretningen for 2011-12, at: ”Vi havde tre mål for valgkampen: En ny regering, et større Enhedslisten og rent rødt flertal. Det lykkedes at få en ny regering og Enhedslisten fik et langt bedre resultat end selv de mest optimistiske havde regnet med. Men desværre blev det ikke et rent rødt flertal. Tværtimod blev de Radikale meget styrket og brugte den styrke til at modsætte sig store dele af den røde politik, som S og SF havde lovet før valget.”

At gøre de radikale til hovedansvarlige for regeringens borgerlige politik er i bedste fald forenklet. Det dokumenteres ikke kun af regeringens konsistente politik, men også af følgende udtalelser af Bjarne Corydon: »Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat«, og videre: »Naturligvis er vi som samfund sat under et pres. Men vores reformer handler kun delvis om økonomiske nødvendigheder skabt af globaliseringen og krisen. Vi gennemfører reformerne, fordi vi mener, at det er vejen til et bedre samfund. Mette Frederiksen har modigt sagt, at de reformer, hun har gennemført af kontanthjælp og fleksjob, ville hun også gå ind for, hvis ikke der var økonomisk krise.” (Information 23/8 2013) Enhedslistens kritik af disse udtalelser var ikke fraværende, men den var ikke vedholdende, og blandt mange borgere ramt af reformerne – herunder også enhedslistevælgere – begyndte tvivlen på Enhedslisten at sprede sig.

Det er god latin på venstrefløjen at påpege, at det ikke er gjort med at stemme hvert 4 år, men at man kun for alvor kan ændre på samfundet, hvis der også er bevægelse og pres udefra. Nogle kalder det klassekampsituationen, andre styrkeforholdene. Det kan være et reelt dilemma: Hvornår er det rigtig at stemme for et forslag og hvornår er en ja-stemme med til at minimere det folkelige pres fra bl.a. fagforeninger? Der er imidlertid udviklet en uheldig tendens til, at henvisning til styrkeforholdene konsekvent bruges som argument for at stemme for forlig med forringelser. Et problematisk styrkeforhold kan så skubbes ind som et bekvemt argument for at stemme opportunistisk og imod vores egen vedtagne politik.

Spørgsmålet er også om det er den rigtige strategi. Kunne man ikke forestille sig at stemmeafgivning og de politiske konfrontationer i folketinget – eller i kommunalbestyrelserne – faktisk kunne påvirke styrkeforholdene, og måske sætte gang i eller mere skub i en bevægelse?

Enhedslistens strategi for regeringssamarbejde op til 2011-valget

Vi havde ellers haft en stor diskussion på årsmødet i 2010 om netop forholdet til den kommende regering. Og her spiller finanslovene en hovedrolle. Den afgående hovedbestyrelse stillede følgende forslag: ”En ny regerings finanslove skal være markant bedre end VKO´s. Er en ny finanslov uden nye forringelser, men med forbedringer, vil det være et fremskridt Enhedslisten kan stemme for.” Forslaget blev imidlertid nedstemt af årsmødet. De fleste af os opfattede det som for svagt og uklart. ”Markant bedre” kunne betyde hvad som helst, og ”uden nye forringelser” åbnede op for at vi kunne redde en regering ved finanslovene, mens der blev skåret ned og forringet sammen med de borgerlige resten af året. Derfor vedtog årsmødets flertal et ændringsforslag stillet af Falle Hjort og Michael Voss med en helt anden tekst om Enhedslisten og finanslovene. En tekst der præciserede, at vi kun ville stemme for en finanslov, der indebærer et brud med VKO’s politik og som forhindrer, at vi kan stemme for finanslove, der ”opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen”. (note 1)

Finansloven for 2012

Finansloven for 2012 er ikke voldsomt kontroversiel i HB. Den skal vedtages få måneder efter folketingsvalget. Den lader til at være uden forringelser og med en række forbedringer. Der er næppe tale om noget grundlæggende brud med VKO’s politik, men indførelsen af dagpengereformen udskydes til begyndelsen af 2013 og HB lader tvivlen komme den nye regering til gode. 23 stemmer for i HB, 2 undlader.

Skatteforhandlinger juni 2012

Optakten til forhandlingerne om finansloven for 2013 kommer allerede med Skattereformforhandlingerne lige inden sommerferien i 2012. Regeringen ønskede skattelettelse, ikke mindst til rigeste. Enhedslisten strakte sig langt for at indgå et forlig – hvor kontanthjælpsmodtagere og andre på overførselsindkomster ikke kom til at betale for disse i sig selv asociale skattelettelser.

Ikke desto mindre valgte regeringen i stedet et forlig med de borgerlige, og kontanthjælpsmodtagere og andre på overførselsindkomster betalte prisen. Et politisk valg til højre, der blev kendetegnende for hele valgperioden.

Man kan bestemt diskutere, om Enhedslisten strakte sig for langt i forhandlingerne. Om det forhandlingsresultat, der lå klar til underskrift, var tilstrækkeligt godt. Men det er vores opfattelse, at forskellene mellem et forlig med Enhedslisten, og det forlig, der blev indgået med de borgerlige, var tydelige. Og forskellene blev kommunikeret klart til offentligheden – i det mindste efter indgåelsen af forlig med V og K.

Johanne Schmidt-Nielsen: ”Det er jo helt vildt, at vi har en Socialdemokratisk ledet regering med en SF-skatteminister som nu sammen med højrefløjen beslutter sig for at tage fra den arbejdsløse SOSU-assistent, at tage fra den fyrede metalarbejder for at give til de mennesker der i forvejen har mest i vores samfund”

”Hvis de kommer til os (om finansloven, red) så skal de svinestreger som de har lavet i den her skatteaftale, overfor de arbejdsløse, de mennesker der har fået en fyreseddel på grund af krisen. Overfor førtidspensionisterne. De mennesker der har været udsat for en arbejdsulykke og som derfor er tvunget på førtidspension. De svinestreger skal der rettes op på krone for krone, hvis de skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om at lave en finanslov sammen med Enhedslisten.”

De bedste meningsmålinger gav os på dette tidspunkt omkring 15 % af stemmerne. Læren bør derfor være, at Enhedslisten sagtens kan vinde på at stille krav og stå fast på dem, også selv om det ikke fører til forlig.

Finanslov 2013

Men da finansloven for 2013 skal vedtages, går det for alvor galt for Enhedslistens parlamentariske linje. HB vedtager selv i september, at regeringens finanslovsforslag er helt uacceptabelt: ”Det er meget sigende, at udkastet til finansloven for 2013 har et blåt omslag. På afgørende punkter ligger finanslovsforslaget i forlængelse af VKO-regeringens politik. Ja på nogle stræk er den mere blå end den blå regering selv turde foreslå. F.eks. er et forslag om nulvækst i det offentlige forbrug et udspil som den tidligere regering aldrig kom i nærheden af. På den måde ligger finansloven også i forlængelse af den skæve skattereform regeringen lavede med V og K.”

Allerede i september fastslår HB således at finanslovsforslaget på flere punkter er i strid med de krav, der er opstillet i årsmødevedtagelsen.

Et af de afgørende krav til finanslovforhandlingerne er kravet om genopretning af dagpengesystemet. Et krav som både rejses i debatten og har stor genklang på de lyttemøder, vi afholder rundt om i landet. Kravet er så vigtigt fordi forringelser af dagpengene, gennem reduktionen fra 4 til 2 års dagpengeret samt forringelserne af mulighederne for genoptjening, som bekendt har til formål at øge det såkaldte arbejdsudbud: Når sikkerhedsnettet forringes skaber det utryghed og arbejdsgiverne kan lettere presse lønninger og arbejdsforhold. Det er en væsentlig del af, hvad man kunne kalde det nyliberale pres på arbejderklassen. Derfor burde vi i Enhedslisten have stået fast på dagpengekravet.

Men desværre står Enhedslisten ikke fast, men accepterer i stedet den midlertidige uddannelsesydelse på 60 % af dagpengesatsen (80 % for forsørgere), som en ordning, der kun gælder et halvt år. Margrethe Vestager omtaler den som indfasning af reformen, der halverer dagpengeperioden.  Et forsøg i HB på at kræve, at den midlertidige ydelse i det mindste skal vare et helt år - så det bliver muligt at slås videre ved næste finanslov - falder med 11 stemmer for og 12 imod. En enkelt stemme blev dermed afgørende for Enhedslistens strategi omkring dagpengene, og dermed måske afgørende for hele dagpengeperiodens længde.

Et flertal på 15 mod 9 godkender derefter, at vi stemmer for finansloven. På trods af at der ingen dagpengeløsning er, og at den med en offentlig udgiftsvækst på kun 0,1 % er den strammeste finanslov i mands minde. Der er reelt tale om væsentlige forringelser af velfærden. SF og S kunne drage et første lettelsens suk! Især SF kunne nu lune sig i læ af Enhedslistens blåstempling.

På Enhedslistens hjemmeside kan man læse hovedbegrundelsen for at indgå finanslovsforlig for 2013: ”Selvom dagpengeløsningen i finansloven ikke er god nok, så kunne vi ikke forsvare at sige nej. Vi kunne ikke forsvare at sige nej til en aftale, der redder tusindvis af mennesker, herunder mange forældre med børn, fra at miste hele deres indkomst. Også selvom problemet kun er løst for et halvt år.”

Med andre ord er argumentet for, at vi har stemt ja: Hvis vi ikke havde været med ved bordet, var det blevet meget værre. Der er flere problemer med dette argument. Det er rent moralsk begrundet; det er svært at afgøre om det er korrekt. Måske var andre partier også interesserede i en midlertidig løsning – men det er et problemet, at logikken ville være lige så rigtigt, hvis den midlertidige løsning fx ikke var på et halvt år, men to måneder eller 14 dages ekstra kontakthjælp.

Men som det senere skal vise sig, så er hovedproblemet at denne midlertidige lappeløsning netop blev det som Margrethe Vestager kaldte den: En indfasningsydelse, der har resulteret i at mere end 60.000 mennesker røg ud af dagpengesystemet i Socialdemokratiets regeringsperiode, mange af dem røg ud til ingenting. Hver gang regeringen bliver afkrævet en dagpengeløsning henviser de til lappeløsningen, hvilket er med til at svække protesterne og kravet som ellers er vedholdende i befolkningen. Enhedslistens linje tog med andre ord ikke højde for styrkeforholdende i klassekampen, og søgte ej heller at påvirke dem. (note 5)

Pinseforliget 2013

I foråret 2013 stemmer Enhedslisten for den såkaldte Pinsepakke. Pakken indeholder igen en lappeløsning – den midlertidige arbejdsmarkedsydelse – for dem som står til at falde ud af dagpengesystemet. Selv om ydelsen er midlertidig og for lav, så er den en forbedring for de mennesker, som kommer på den. Men det kan igen diskuteres, om det var at stemme for, fordi den muligvis var med til at stå i vejen for en reel dagpengeløsning. Det havde måske været bedre at stå fast på kravet om en reel genopretning af dagpengesystemet. Hvad der imidlertid er mindre diskutabelt er, at pinsepakken indeholder en række forringelser for andre grupper af mennesker. Finansieringen af den sker bl.a. ved besparelser på danskuddannelserne for udlændinge – en alvorlig forringelse, som flertallet i HB lod som om man ikke så. Ligeledes indeholder pakken også en gevaldig forringelse for ca. 3.000 personer, der skulle på denne lave ydelse før de kunne komme i seniorjobs – forringelsen af seniorjobordningen fik endog store økonomiske konsekvenser for denne gruppe af mennesker.

Finansloven 2014

Også ved forhandlingerne om finansloven for 2014 opgiver vores forhandlere at holde fast i dagpengekravene. Det gør de, fordi der lige er indgået et pinseforlig, hvor den midlertidige Uddannelsesydelse afløses af en endnu ringere Arbejdsmarkedsydelse, med bl.a. ulønnet arbejdsaktivering i stedet for uddannelseskrav. Ligesom regeringens stramme økonomiske ramme for finanslovsforhandlingerne accepteres. I stedet satses der på at sikre velfærdsforbedringer, helt konkret i form af ret til rengøring eller bade til de ældre.

Efter tidligere erfaringer med at afsætte puljer, der ofte ikke resulterer i reelle forbedringer, men bruges til alt muligt andet, lægges vægten på at der skal være tale om rettigheder. Regeringen vælger imidlertid i sidste øjeblik at indgå forlig med V og K i stedet og Enhedslisten stemmer dermed – for første og sidste gang i denne valgperiode – imod finansloven.

Finansloven 2015

Forhandlingerne om finanslov 2015 virkede på den ene side som en gentagelse. De overordnede – borgerlige – økonomiske rammer blev accepteret.

Dagpengekravene blev opgivet. Ikke engang den forringede lappeløsning, Arbejdsmarkedsydelsen, kunne forlænges, i stedet blev den afløst af den endnu ringere Kontantydelse, der ikke var knyttet til dagpengesystemet, men i stedet til kontanthjælpssystemet. En dårlig lap blev afløst af en endnu ringere. Man kan forstå, hvis eftertiden vil kalde lappeløsningerne for hold-kæft-bolsjer, der primært havde til formål at mindske protesternes styrke og stå i vejen for en reel løsning.

Vi forsøgte at presse regeringen til venstre ved at gå til forhandlingerne sammen med SF. Spørgsmålet er, om vi ikke i realiteten snarere pressede os selv ved at gå sammen med det SF, som i deres regeringstid havde vist sig villige til at stemme for alle nedskæringer og overgreb og selv efter deres udtræden stemte for DONG-salget til Goldman Sachs.

På den anden side var regeringen klar over, at det ville være den sidste finanslov inden folketingsvalget, hvorfor de ikke var interesserede i at genere befolkningen alt for meget. 

Sikkert derfor fremstod finansloven mindre asocial end de to foregående år. Vi fik blandt andet en tilsyneladende indrømmelse i form af en afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt (note 2), men sigende nok er denne gensidige forsørgerpligt vedtaget af S-SF-R-regeringen og de borgerlige, som en del af kontanthjælpsreformen i foråret 2013.

Netop derfor er det også absurd at påstå, at der her er tale om et brud med VKO-politikken som årsmødevedtagelsen kræver, som Mikkel Warming skriver i en blog på modkraft d. 14/11-2014: ”Det er et markant brud med den førte politik, at det lykkedes at få rullet en af de mest lede hjørnestene i Mette Frederiksens kontanthjælpsreform tilbage.”(note 3) 

Derudover indeholdt finanslovsforslaget en række mindre forbedringer bl.a. for unge kontakthjælpsmodtagere (en gruppe som også Mette Frederiksen har været med til at forringe vilkårene for). Endelig indeholdt den en række problematiske elementer i forhold til ulandsbistanden, såkaldte effektiviseringsbesparelser og grønthøsterbesparelser. Endelig er det højst tvivlsomt om ikke også uddannelsesområdet blev ramt af besparelser og/eller opsummerede besparelser: Det lykkedes aldrig HB at få fuldt klarhed over sammenhængen mellem finansloven, forringelserne af SU’en og implementeringen af fremdriftsreformen.

HB godkendte finanslovsaftalen med stemmetallene 17 for og 8 imod.

Bruddet der aldrig kom

Selvom man kan finde små forbedringer i finanslovsforligene, den tidligere regering indgik, så står et overordnet billede tilbage. Nemlig at S-R(-SF)-regeringen har ført en borgerlig politik. Flertallet i HB har efter vores opfattelse gennem hele perioden haft en meget fri holdning til årsmødevedtagelserne om Enhedslistens forhold til finanslovene. Et brud med VKO’s politik er det meget svært at få øje på. Vi har i Enhedslisten dermed accepteret nulvækst i de offentlige udgifter – dvs. reelt nedskæringer og færre offentlige ansatte i flere af årene. Ligeledes er kravet om, at nedskæringer i løbet af året skal ”tælle med” i regnestykket, meget svært at få øje på.

Det helt centrale er, at hele systemets logik ikke er udfordret, men tværtimod accepteret: Efter årsmødernes nærmest rituelle vedtagelse af krav og principper om foråret, er regeringens udspil til finanslovsforhandlingerne efter sommerferien accepteret uden nævneværdig modstand. Tilsvarende med de lukkede forhandlingsforløb, hvor finansministeren har fået lov til at styre fremstillingen i medierne. På den måde er mulighederne for mobilisering og bevægelse, der kunne have påvirket forhandlingerne og resultatet, blevet ringere end nødvendigt. Meget tyder på, at tilliden til Enhedslisten ligeledes er svækket i takt med indgåelse af aftaler med forringelser og manglende fokus på at mobilisere modstand mod S-R(-SF)-regeringens asociale politik.

Der har løbende været forslag i Hovedbestyrelsen om at Enhedslisten skulle gå offensivt ud med klare krav til finansloven, i håb om at kunne skabe en folkelig stemning og måske folkelige aktiviteter, der kunne presse regeringen i forhandlingerne. Men dette blev afvist eller vandet ud, for ikke at komme på konfrontationskurs med regeringen.

Mistillid, men ingen mistillidserklæringer

Efter vores opfattelse var der to lejligheder, hvor det var helt oplagt at skærpe den politiske situation og finde et særligt værktøj i folketingsmedlemmernes værktøjskasse. Nemlig mistillidsvotum. Ikke til regeringen som sådan, men til Bjarne Corydon som finansminister. Det ene tilfælde var den velplanlagte udåd i form af angrebet på lærerne og Danmarks Lærerforening i foråret 2013. Helt oplagt planlagt og gennemført af Moderniseringsstyrelsen og Finansministeriet i tæt samarbejde med Kommunernes Landsforening. Det andet tilfælde i anledning af forløbet af salget af en del af Dong. Begge disse tilfælde handler nemlig ikke blot om sager, hvor Enhedslisten er imod den politik, der bliver ført – så kunne vi få travlt med mistillid - men om sager, som vi er imod, og hvor der også spilles med urene kort og tilsidesættes grundlæggende demokratiske principper og retningslinjer.

Uanset om et sådan mistillidsvotum kunne blive vedtaget eller ej, ville det i hvert fald tydeligt vise, at Enhedslisten ikke er automatisk støtteparti for regeringen. Men vigtigst: Det vil være et præcist udtryk for den omfattende vrede, politikerlede og mistillid til systemet, som store dele af befolkningen følte i situationen – og et mistillidsvotum kunne derfor være med til at styrke modstanden mod regeringens udemokratiske og borgerlige økonomiske politik.

At vi ikke stiller mistillid er med til at legitimere systemet og den førte politik og er med til at fremmedgøre vælgere, som burde vælge os, men i stedet vælger at udtrykke deres utilfredshed via sofaen eller en stemme på DF eller Alternativet.

En ny parlamentarisk strategi og praksis

Vores nuværende principper for det parlamentariske arbejde er for så vidt gode nok: Det er et rigtigt princip at stemme for enhver forbedring og mod den mindste forringelse.

Det samme gælder hensigten i vedtagelserne om finansloven: At der kræves et brud med den borgerlige politik, at finanslovene også skal rette op på/annullere tidligere forringelser.

Men erfaringerne viser, at der i praksis er behov for nogle præciseringer: På den ene side er der brug for præcisering af hvad et ”brud” eller ”markant brud” indebærer, nemlig at der er tale om et strategisk brud med den politiske retning – og i hvert fald ikke blot en ændring på et enkelt delområde (som fx udfasning af den gensidige forsørgerpligt, som samme regering vedtog et år eller to før) – på den anden side en præcisering af at de tidligere forringelser skal regnes med – også selvom de er vedtaget før den seneste finanslov.

Men det vigtigste er nok at rammerne for forhandlingerne skal udfordres. Både de økonomiske rammer og den måde forhandlingerne foregår på. Det bør være en forudsætning for indgåelse af finanslovsforlig, at der planlægges med større vækst i det offentlige end i det private forbrug. Det vil dels sikre at kommuner og regioners mulighed for at opretholde velfærden ikke udhules, dels vil det forsikre mod en langsom privatisering af vores samfund. Vi skal have en omvendt ”Claus Hjort Frederiksen” Note 4)

Desuden skal vi sikre offentlighed om forhandlingernes forløb, temaer og egne positioner undervejs (det indebærer ikke nødvendigvis læk af dokumenter). Ingen forhandling uden presse før, under og efter! Som et absolut minimum skal partimedlemmer orienteres grundigt undervejs. Ellers kan vi ikke bruge den styrke som et stærkt parti og tusindvis af aktive medlemmer udgør – og vi kan da slet ikke medvirke til at opbygge bevægelse, når det er allermest nødvendigt.

For vi skal jo huske, at vi ikke blot er i Folketinget for at skaffe små og store forbedringer ved forhandlingsbordene. Vi skal skaffe små og store forbedringer for at stå bedre i slagsmålet om de grundlæggende samfundsforandringer, vi arbejder for. Forhandlingsbordene skulle nødigt komme til at stå i vejen.

Noter:

Note 1) ”En finanslov er både en opsamling på det foregående års politik og et budget for det kommende. Enhedslisten opfordrer en ny regering til at gennemføre et markant brud, der erstatter VKO-politikken med en social, solidarisk og bæredygtig politik. En finanslov, der markerer sådan et brud, får også vores stemmer. Men vi stemmer under ingen omstændigheder for en finanslov:

- som indeholder forringelser

- som ikke indeholder markante forbedringer

- som opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen”

Note 2) Dog kun nedtrappet, så den gensidige forsørgerpligt fungerer med halv kraft i 2015, frem til afskaffelsen pr. 1/1-2016. Den nye borgerlige regering har dermed mulighed for at annullere afskaffelsen. Et forslag i HB om at stille krav om øjeblikkelig afskaffelse faldt.

Note 3) Mikkel Warming vælger kun at citere en lille del af vedtagelsen fra 2013 og ser derfor bort fra det krav om brud med VKO-politikken, der er en del af årsmødevedtagelsen såvel i 2010 (note 1) og i 2013.

Note 4) Claus Hjort Frederiksen om sin strategi for omformningen af samfundet: ”..efter 10 år vil den offentlige sektor kun være øget med 5 %, mens den private er blevet 20 % større. Så opstår et nyt Danmark” (Børsen 16/2-2004)

Note 5) Tidslinje for dagpengevedtagelserne:

20/11-2011: Som et led i finanslovsaftalen mellem regeringen og Enhedslisten udskydes indfasningen af dagpengereformen med 6. måneder til 1/1-2013

31/8-2012: Regeringen præsenterer den første akutpakke målrettet de der falder ud i første halvdel af 2013. De bliver pålagt et intensiveret jobformidlingsforløb.

24/10-2012: Regeringen indgår aftale om Akutpakke 2 med bl.a. KL, Danske Regioner og DA om 12500 frivilligt etablerede akutjobs. Bjarne Corydon udtaler: ”Det her er en rigtig god løsning. I stedet for bare at udskyde problemet for de her mennesker igen og igen, så sikrer vi faktisk, at de får et job”, og ”Fra regeringens side er det en hel og dækkende løsning på det problem, vi har diskuteret igennem længere tid i Danmark, nemlig at en ekstraordinær stor gruppe risikerer at falde ud af dagpengesystemet”. I virkeligheden fik næsten ingen langtidsledige ansættelse i disse akutjobs.

11/11-2012: Regeringen og Enhedslisten indgår i finansloven for 2013 aftale om akutpakke 3 om bl.a. uddannelse til arbejdsløse, der er ved at falde ud.

20/5-2013: Regeringen og Enhedslisten indgår aftale om redningspakke, der dels forlænger uddannelsesordningen, dels indfører en ny arbejdsmarkedsydelse, der udfases frem mod 2. halvår af 2016.

13/11-2014 : I finanslovsaftalen for 2015 med Enhedslisten og SF indgår en ny midlertidig kontantydelse til de ledige, som i 2015 vil opbruge retten til dagpenge og arbejdsmarkedsydelse.