Annonce

14. juli 2015 - 20:19

Enhedslistens forspildte muligheder - Hvad kan vi lære af Folketingsvalget 2015?

'Gæsteblog' af Mikael Hertoft, Marianne Rosenkvist, Jean Thierry, Jeanne Toxværd og Helge Bo Jensen, medlemmer af Enhedslistens Hovedbestyrelse.

 

En fremgang for Enhedslisten fra et flot valgresultat i 2011 på 6,7 % til nu 7,8 % virker som et fint resultat. Men kun ud fra en overfladisk betragtning.

For situationen siden 2011 har været katastrofal for det centrum-venstre-projekt, som befolkningen blev præsenteret for op til valget i 2011. Fra dag et førte Socialdemokraterne borgerlig økonomisk politik "i bredeste forstand", som der stod i regeringsgrundlaget. Ikke på grund af De radikale, som flere ledende kammerater ofte har fremstillet det, men i tæt samarbejde med De Radikale og SF.
Det fik det velkendte resultat, at S-SF-R-regeringen gennemførte den ene asociale og ødelæggende reform efter den anden. Et lavpunkt blev nået med skattereformen og topskattelettelser med de borgerlige i sommeren 2012 - hvor EL og alle vælgerne til venstre for Bertel Haarder blev kørt over. I meningsmålingerne raslede SD's vælgeropbakning ned på 15-17 % og Enhedslistens nåede tilsvarende op på 13-14 % i flere omgange. 
Senere fulgte andre "højdepunkter" i regeringens politiske og ideologiske sammenbrud som fx lockouten af lærerne (hvor Enhedslisten nåede op på næsten 15%), dagpengeskandalen, Dong-salget, Kontanthjælpsreformen og flygtningestramningerne. Det er derfor en vigtig diskussion, hvordan Enhedslisten taklede den forrige regering og dens politik, mens den levede. Men det er et tema, vi vender tilbage til i et senere indlæg. Her drejer det sig om valgkampen, valgresultatet og Enhedslistens politik og praksis i den forbindelse. 

 

Stemmeforskydninger
Tilbage står, at et valgresultat på 7,8 % - og en fremgang til SD - er et skuffende resultat for Enhedslisten i forhold dybden af regeringens og SD's krise i de sidste fire år.
Man kan vel sige, at Enhedslisten kun i ringe grad var i stand til at opfange den brede folkelige vrede og frustration over angrebene på vores velfærdsordninger, som regeringen har gennemført. Oprøret og vreden er i stedet blevet til stemmer på Alternativet - og DF.

På landsplan tabte AFB i alt hele 8,4 %. Alternativet tog sig af de 4,8 %, 1,1 % voksende Enhedslisten med og 2,6 % gik netto til de borgerlige, formentlig langt overvejende til DF. Et overfladisk sammendrag, men det tegner et billede - det bliver spændende at se nogle analyser af vælgervandringerne. Tilsvarende bør vi kunne blive klogere af at analysere de forskydninger, der skete geografisk, hvor Enhedslisten gik direkte tilbage i Københavns Storkreds og i dele af Århus - netop i områder hvor Alternativet fik et særligt godt resultat - i resten af landet gik vi heldigvis frem.


Enhedslistens politiske linje i valgkampen

Hvordan kunne det komme dertil?

En del af svaret kan formentlig findes i vores politiske linje i valgkampen. Som Johanne formulerede det i et interview med Niels Krause-Kjær d. 5/6: "Vi går til valg med to mål. Det ene er at holde Lars Løkke ude af statsministeriet, det andet er at sikre et stærkere Enhedslisten". Det samme blev gentaget i en valgkampsmail til alle medlemmer af Enhedslisten på valgdagen: "Det er i dag, vi skal sørge for, at Lars Løkke Rasmussen ikke bliver statsminister. Og det er ikke mindst i dag, vi skal sørge for, at vi får et stærkt Enhedslisten."

Det solide fokus på Lars Løkke indebar naturligvis en - medgivet indirekte - støtte til Helle Thorning Schmidt og blokerede for vores kritik af den politik, der er blevet ført de sidste 4 år. I stedet for at udtrykke modstand mod den asociale politik, bidrog vi til den misledende "rød blok/blå blok"-retorik og fredede reelt den socialdemokratiske ledelse.

 

Valgmaterialet

Vores tilbageskuende valgfilm, der trods store økonomiske omkostninger vist ikke kom særligt bredt ud, tegnede mest af alt et billede af at Enhedslistens vision er "Det Danmark du kendte". At vi ville juble, hvis vi bare kunne få Anker Jørgensen som statsminister igen.

Vores øvrige valgmateriale og plakater skilte sig desværre heller ikke ud i forhold til de andre partier. Vores plakater var helt uden budskaber - de fortalte på ingen måde hvad vi mente. Selv et ønske om ansigter på plakater burde ikke forhindre plakater med politiske budskaber. Eller at vores materialer blev mere spændende i det hele taget – i stedet for fx at være i stort set samme kedelige røde nuance som Socialdemokraterne. Slet ikke i et parti med mange kreative medlemmer, der let kunne bidrage til at give vores materiale et langt mere sprælsk og mangfoldigt indhold.

Mange har da netop også bemærket at vores valgkamps udtryk var meget pænt og kedeligt. At den manglede noget skarphed. Spørgsmålet er om det er tilfældigt, udtryk for partiets høje alder eller om det måske hænger sammen med den politiske linje: Nemlig linjen om at vi skulle være mildt tiltrækkende, uden at skræmme nogen væk med alt for røde markeringer. Vi mener at det desværre er det sidste.

 

Systemoverskridende eller samfundsbevarende?

Men tilbage til det politiske indhold. Valgkampen er en enestående lejlighed til at komme ud med vores politik - også den mere principielle del af slagsen. Allerede i kandidathåndbogen lægges der imidlertid en ekstrem defensiv linje, når det drejer sig om de grundlæggende samfundsforandringer, vi ønsker. I praksis bliver vores program omskrevet i kandidathåndbogen. Det kunne være interessant at vide, om valgkampledelsen har godkendt formuleringerne. Enhedslistens Hovedbestyrelse har i hvert fald hverken godkendt formuleringerne eller strategien.
I kandidathåndbogen kan man bl.a. læse følgende spørgsmål og svar: "I jeres partiprogram skriver I, at I vil ændre grundloven, så samfundet kan overtage virksomhederne uden kompensation. Så I vil tage min virksomhed fra mig? Nej det vil vi ikke! med mindre du altså ejer DONG?... Hvis et flertal af danskerne er enige om det, vil vi altså gerne ændre grundloven, så demokratiet igen kan overtage DONG."
"Skal LEGO og Mærsk så nationaliseres eller overtages af arbejderne? Det er et meget teoretisk og her og nu ligegyldigt spørgsmål. Men hvis vi engang får flertal for en socialistisk samfundsforandring, så har vi altså ikke en detaljeret masterplan liggende klar i skuffen"

 

I det nye Principprogram - som medlemmerne af Enhedslisten på demokratisk vis har udformet - står der imidlertid noget helt andet. Hvorfor er det ikke denne linje, der gennemsyrer vores kandidathåndbog og får plads i valgkampen: "Et nyt og reelt demokratisk samfundssystem forudsætter grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne, som virksomheder, jord og naturressourcer. Her vil kollektive ejendomsformer blive dominerende. Derfor arbejder vi for, at offentlige myndigheder, medarbejdere, lokalsamfund og andre sammenslutninger af mennesker skal eje og drive virksomheder. Den kapitalistiske udbytning, hvor de få lever af de manges arbejde, skal afskaffes. Det er afgørende, at samfundsbærende sektorer ejes og kontrolleres af fællesskabet. Det betyder, at den økonomiske magt forvaltes af befolkningen og dens valgte repræsentanter." Kan man afskaffe den kapitalistiske udbytning uden at røre Mærsk og LEGO? Næppe, men man kan åbenbart godt skrive en kandidathåndbog uden at røre principprogrammet!



Eller et andet sted i programmet: "Socialisme indebærer, at økonomien bygger på fælleseje og demokrati, og at der ikke produceres efter profithensyn, men ud fra menneskers reelle behov og på en måde, som respekterer det globale miljømæssige råderum. Kun ved at tage fat på overgangen til et socialistisk demokrati kan vi for alvor sætte ind mod klima- og miljøkrisen, ressource-, fattigdoms- og fødevarekriserne og gennemføre en omstilling til et økologisk bæredygtigt velfærdssamfund." Mon de ansvarlige for kandidathåndbogen mener, at Mærsk og LEGO vil holde op med at producere efter profithensyn, med de nuværende ejere?

 

Ingen formidling af vores politik
Selvom man kan argumentere for, at formuleringer i en kandidathåndbog måske ikke i sig er selv et problem, så viser eksempler fra medierne hvorfor denne linje i praksis betyder, at vi ikke argumenterer for vores politik.

Johanne Schmidt Nielsen følger i et interview med Niels Krause-Kjær i Deadline d. 5/6 linjen fra kandidathåndbogen. Niels Krause-Kjær stiller en række helt relevante spørgsmål om vores nye principprograms formuleringer om nationalisering af virksomheder. Johanne bruger næsten hele interviewet på at undlade at svare på spørgsmålene - og undlader derfor også at forsvare indholdet i vores program. Til slut omdefineres vores ønske om grundlæggende samfundsforandringer og vedtagelser om kontrol med vigtige produktionsmidler til kun at være et spørgsmål om at vise en retning, et langsigtet mål.


Pernille Skipper følger op i duellen mod Brian Mikkelsen d. 11/6 med udtalelser om "Danmark er det land i verden det er bedst at starte virksomhed ifølge Forbes Magazine og det er ikke småting". "Det med at støtte de små innovative iværksættere, der skal starte helt fra bunden, det vil vi rigtigt, rigtigt gerne". Det er uden tvivl en svær debat og en besværlig ramme for diskussionen der præsenteres. Men det er nyt for os, at Enhedslisten mener, det er meget vigtigt, at der hurtigst muligt skabes flere privatkapitalistiske virksomheder.


Derfor skal vi argumentere for vores politik
Vi arbejder med næb og klør for alle forbedringer for almindelige mennesker, og mod forringelser, store som små. Men det vigtigste er at slås for et helt andet samfund, et socialistisk samfund. Vi skal som minimum kunne begge dele. Fordi det hænger sammen, fordi vi er marxister og ved at økonomisk magt er det afgørende – fordi vi skal sige det vi mener. I en tid med vrede, frustrationer og politikerlede (der resulterede i stemmer til DF og Å) bliver det kun vigtigere at fortælle, at Enhedslisten vil en fundamental anden vej end de andre partier. Derfor skal vi kunne bruge valgkampe til at argumentere for grundlæggende samfundsforandringer. Vi skal ikke føre valgkamp for det Danmark - eller den statsminister - du kender!

 

PS!

Vi har valgt at citere nogle af vores spidskandidater i dette indlæg. Men vores ærinde er langtfra at gøre kritikken personlig. Vores valgkamp er en kollektiv sag, og den hovedlinje der følges i en valgkamp er et fælles ansvar for Enhedslistens ledelse. Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget har beklageligvis ikke været reelt inddraget i diskussionerne eller beslutningerne.

 

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015, venstrefløjen og EFTER valget.

Annonce