Valgplakater

Næsten alle valgplakater forestiller en smilende kandidat med sit partis logo/bogstav. De kan virke påtrængende og det er nok derfor de udsættes for hærværk. Hærværket tolkes ofte som manglende respekt for demokratiet. Men valgplakater er ikke demokratiske, de er det ultimative oppe-fra-og-ned-til-folket, på ingen måde inkluderende og de lægger ikke op til diskussion.

Ved hvert valg udspiller der sig en unfair kamp om pladserne, når plakaterne skal sættes op – nogle tyvstarter, overholder ikke regler om minimumsafstand til jorden, osv. Kandidaterne med flest penge og/eller flest tilhængere, får flest plakater op, de bedste steder. 

Mange politikere og partier er sikkert enige om, at valgkampen ikke ville miste noget politisk indhold, hvis man droppede plakaterne. Det ville også være billigere og mere miljøvenligt. Men ingen partier tør droppe plakaterne af frygt for at være det eneste parti, som ikke hænger i lygtepælen på valgdagen.

Plakater virker

En analyse af kommunalvalget i 2009 viste, at opsætningen af valgplakater faktisk er indsatsen værd.

»Valgplakater er det kampagneredskab, der har størst effekt ved en kommunal valgkamp. Sætter en kandidat valgplakater op, så kan de flytte mellem seks og syv procent af stemmerne fra et andet parti til deres eget,« udtalte Jens Hoff til Videnskab.dk 26. okt. 13 og fortsatte: ”Hvis en kandidat sætter flere op end de andre fra det samme parti, så kan han eller hun internt flytte mellem 12 og 13 procent af stemmerne.”

"Man er langt mere tilbøjelig til at stjæle fra andre fra samme parti, end man er til at flytte stemmer fra et andet parti", konkluderede Kasper Møller Hansen, der lavede undersøgelsen sammen med Jens Hoff (Kilde Newspaq, 2011).

Forskerne undersøgte hvor mange stemmer kampagneredskaberne flyttede mellem partierne men også internt i partiet. Mellem partierne havde det en effekt at deltage i radio og tv-indslag, og at stemme dørklokker. Deltagelse i gadearrangementer havde ingen effekt. Vælgermøder og sociale medier flyttede kun stemmer internt i partiet. Men med en Facebookprofil kunne en kandidat flytte mellem 2 og 3 procent at stemmerne internt i partiet.

(Hele undersøgelsen kan læses i: ”Gør den kommunale kampagne en forskel” af Kasper Møller Hansen og Jens Hoff i ”KV09. Analyser af kommunevalget 2009”. Syddansk Universitets forlag. Redigeret af Jørgen Elklit og Ulrik Kjær) 

Sideordnet opstilling kontra partiliste

Når de personlige valgplakater kommer op i stort antal under valgkampen hænger det sammen med at næsten alle partier har sideordnet opstilling. Det betyder, at kandidaterne med flest stemmer bliver valgt. Alternativt kan et parti vælge partiliste, hvor det er rækkefølgen, som partiforeningen har valgt, der afgør hvem, der bliver valgt.

Personer kontra politik

Sideordnet opstilling fører ofte til valg af de mest kendte. Derimod har vælgerne ikke stort kendskab til hvilke kandidater, der bedst tegner partiets politik. Når et parti har sideordnet opstilling opstår der en konkurrence mellem kandidaterne i stedet for at man arbejder sammen om at formidle partiets politik med hver sine evner eller måske ligefrem sætter aktiviteter i gang i kommunen. Budskabet bliver ikke at ”vi mener”, men ”stem på mig”. Konkurrence fører til at man hugger hinandens møder og plads i medierne, i stedet for at deles om arbejdet.

Den kultur tager kandidaterne med sig ind i kommunalbestyrelsen (eller folketinget). Tænk på alle de sologængere, der uafladeligt skal have markedsført sig selv på enkeltsager og på andre synspunkter end partiets. Det kan de gøre med en vis ret, for vælgerne har jo valgt dem. Mens vælgerne ved folketingsvalg lige så ofte sætter kryds ved en liste/parti som en person, gælder det for kommunevalg, at langt hovedparten af stemmerne sættes ud for en person. Derved bliver kommunalpolitik et spørgsmål om hvad enkeltpersoner synes og kommunalpolitikerne er også meget troløse; de skifter parti og stifter nye lokale lister, som vinden blæser. Det skaber forvirring og politikerlede og det er nok en af årsagerne til den lave stemmeprocent.

I Enhedslisten har langt de fleste afdelinger valgt partiliste-opstillingen og valgplakater med Ø’et, et gruppebillede eller et slogan. Men ikke i Helsingør, hvor jeg er opstillet. Her synes flertallet at det er mest demokratisk at vælgerne bestemmer, hvem de vil have ind i byrådet. Derfor kan vælgerne nu vælge mellem gamle garvede partimedlemmer og helt nye medlemmer, som er flygtet fra SF, eller aldrig har været i noget parti før. Jeg er ofte uenig med flertallet i denne afdeling og jeg følte ingen trang til at bakke op om de andre kandidater, da de midt om natten var ude og sætte deres ansigter op .. og i morgen efter stormen, hvor de skal ud igen. Det er meget hyggeligere at sidde her inden døre og skrive læserbreve, som næsten alle bliver bragt - helt gratis - i den lokale avis.  Om jeg bliver valgt? nej sikkert ikke, men jeg har gjort et forsøg på at præge holdninger og det holder måske længere end valgkampen.