EU fremmer miljøsvineri og sultelønninger

EU kan ikke se forskel på økologiske og konventionelle gulerødder, ergo er der ingen forskel. Forbrugerne kan godt se forskel, bl.a. takket være det røde Ø-mærke eller EU-blomsten.                                    

Priserne på øko-varer                

Økologisk dyrkning kræver lidt mere arbejdskraft og nogle gange går afgrøder tabt pga. skadedyr og svamp. Derfor er økologiske varer ofte dyrere end konventionelt dyrkede. Til gengæld sparer økologisk dyrkning samfundet for omkostninger til rensning af jord, grundvand og spildevand. Altså er økologiske fødevarer billigere end konventionelle varer for samfundet, men dyrere for forbrugerne. Hvorfor dette misforhold? Det giver et forkert prissignal til forbrugerne, ifølge neoklassiske økonomi-lærebøger. Samfundets udgifter til oprensning af pesticider skal internaliseres/indgå i varepriserne, lærer økonomi-studerende idag; Man kan pålægge konventionelt dyrkede fødevarer en afgift til samfundet, som betaling for svineriet af miljøet, eller økologiske fødevarer kan gives et tilskud fra samfundet.
F.eks. kunne man friholde økologiske varer for moms, som Enhedslisten m.fl. ønsker. "Hvor meget ville det koste?", spurgte Folketingets skatteudvalg. Men nej, det kan man slet ikke, svarede Skatteministeren: ”… dette vil medføre en forskelsbehandling på baggrund af produktionsformen og ikke selve varen. Såfremt man fra EU’s side tillod en forskelsbehandling af varer på baggrund af produktionsformen, ville det medføre en konkurrenceforvridning, da varerne, uanset produktionsformen, er substituérbare.” (uddrag af svar fra Skatteministeren 13. sept.). Med substituérbare tror jeg ministeren mener, at hvis der ikke er økologiske gulerødder køber man konventionelt dyrkede gulerødder og omvendt. Og det er jo selvfølgelig rigtigt, hvis man primært er ude efter gulerødder. Hvis man derimod handler 100 % ideologisk vil man erstatte de økologiske gulerødder, som ikke kan skaffes, med økologiske rødbeder eller noget andet økologisk. Og hvis man er imod giftfri dyrkning af fødevarer - og man ikke kan få konventionelt dyrkede gulerødder - vil man købe konventionelt dyrkede rødbeder i stedet - eller noget andet med pesticidrester i. I denne sidste "ideologiske-situation" er det ligegyldigt for forbrugernes valg at fjerne momsen. Livsstilseksperter i dag er vist ret enige om at forbrugerne som flest har en meget blandet indkøb - nogle varer skal være økologisk, andre varer kan være økologisk -  mens kun få er konsekvente imod økologi. Så EU og skatteministerens synspunkt er gyldigt nok, der sker en ændring af konkurrencevilkårene hvis momsen fjernes, men til gengæld kommer prisen mere i overensstemmelse med de samlede omkostninger (både de private og de kollektive) og det er hele formålet.  

EU's udviklingspolitik 

Et andet eksempel, som jeg har nævnt i tidligere blogs, er at import af økologisk og fairtrade-mærket tøj belægges med en højere told og højere moms end det sædvanlige miljøsvinske tøj lavet af folk på sultelønninger. Vel er tolden og momsen udmålt med samme procentsatser på fakturaen, men effekten er at et stykke tøj lavet på en ordentlig måde, skal pålægges langt flere kroner i told til EU og i moms til Danmark. Fremmer det salget af socialt ansvarligt tøj i EU? Nej, tværtimod, det hæmmer salget.

Hvordan hænger det sammen med EU’s politik om at ”fremme en bæredygtig udvikling i økonomisk, social og miljømæssig henseende i udviklingslandene med det hovedformål at udrydde fattigdom” (artikel 21, stk. 2, pkt. d i Traktaten om den Europæiske Union)? Og hvordan sikres sammenhæng (kohærens) mellem EU’s udviklingspolitik og EU’s politik på andre politikområder (som Maastrichttraktaten fra 1993 foreskriver)? Jeg kan ikke se det og hvad værre er professor i international udviklingsret, Morten Broberg konstaterer i sin nye bog at selv ”hvor EU-lovgiver er klar over, at tiltaget strider mod EU’s udviklingspolitik, udgør kohærens princippet altså ikke en formel forhindring.”

De dumme forbrugere 

EU’s argument er altså, at varerne er ens uanset om jord, miljø og mennesker lider under produktionen af de konventionelle varer, men ikke under den etiske produktionsform. Men hvis det var så simpelt, som EU (og den danske regering) hævder, hvorfor er der så overhovedet forbrugere, som betaler mere for de varer, som er mærket med røde Ø-mærke, det internationale Fairtrade-mærke eller Svanemærket? Selvfølgelig fordi varerne ikke er ens for forbrugerne.

Hvorfor modarbejder EU og den danske regering en forbrugerdreven bæredygtig og social ansvarlig udvikling af produktionen? 

Kilder:

S592 i Skatteudvalget - http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/sau/spm/592/svar/1342272/1663858.pdf

Den Europæiske Union og Udviklingslandene, Morten Broberg, Samfundslitteratur, 2016 (citat fra side 146)