Når hvide mennesker taler

I disse dage har mange mennesker meget travlt med at mene en masse ting om det, der er sket i Paris, og om ytringsfrihed generelt. Det er derfor lidt imod min vilje, at jeg melder mig ind i koret af mennesker, der syntes, at det er vigtigt at sige noget om emnet, men jeg har svært ved at holde min kæft.

I den vestlige verden, hvor religion for længst er afviklet som en central komponent i den moderne stat og som en del af fundamentet i de fleste moderne menneskers liv, har der i de seneste år sneget sig et nyt ideal ind og stillet sig ved siden af retten til et fedt køkken, til at brænde sin friværdi af og til at skide sine medmennesker i munden i jagten på egen lykke, nemlig ytringsfriheden. Paradoksalt nok forsvares den med samme indædte iver og totale blindhed over for fakta, som religion i alle tider er blevet og stadig bliver. Den er absolut og kan ikke diskuteres.

Sådan italesættes den ofte af folk fra hele det politiske spektrum, men fra højrefløjen især hvor de nationalt grundfæstede bannerførere i Trykkefrihedsselskabet stolt vejrer ytringsfrihedens flag. Men for hvem? For en racismedømt kunstner, ved at insistere på at udstille hans hadske værker?

Det interessante ved de stålsatte forsvarere for den frie ytring i Trykkefrihedsselskabet, er imidlertid ikke kun dem de insisterer på skal have ret til at tale. ”Jamen det må da være alle. Ytringsfriheden gælder jo alle mennesker”, hører jeg nogen indvende fra bagerste række. Nej og nej. For ganske nyligt udtalte en imam fra Grimhøj-moskeen i udkanten af Aarhus støtte til IS. Ikke så snart var det kommet ud før politikerne stod i kø for at fordømme ham og hans udtalelser. Ledte man her efter Trykkefrihedsselskabet der jo, naturligvis, burde være de første til at fare i blækhuset med et harmdirrende forsvar af mandens ret til at ytre, hvad han vil, kunne man dog godt komme til at lede meget længe, og lad mig straks udløse spændingen ved at sige, at de ikke meldte sig overhovedet.

Men hvorfor dog ikke? Står de gæve frontkæmpere ikke værn om ytringsfriheden lyder det, igen fra bagerste række. Jo det gør de skam absolut. Bare kun hvis det er en person af vesteuropæisk æt, der udtaler sig. Der tegner sig nemlig et tydeligt billede af, at Trykkefrihedsselskabet kun kommer op af stolen, hvis det er folk der har samme dejfarvede teint som dem selv, der bliver pålagt at moderere deres udtalelser.

D. 29/7 – 2011 skrev sognepræst, og nær ven af Trykkefrihedsselskabets ideologiske tankegods, Sørine Gotfredsen en kronik i Berlingske Tidende kaldet ”Lad os bruge Anders Breivik rigtigt”. Sætninger som “…han er desperat og næppe ganske mentalt rask, men hans rationale står lysende tilbage” og afslutningen ”De, der fortsat dyrker den kulturløse ideologi, vil blive ved med at efterspørge det eneste middel, de kender til — pæn tale og mere tolerance, og som modvægt skal Anders Breivik også bruges på anden vis. Til at forstå hvor farligt mennesket er, når det føler sig presset, og at vi i denne multikulturelle tidsalder presser menneskene mere end klogt er”, kan ikke læses som andet end en anklage imod den norske stat, og den vestlige verden, der ifølge Sørine Gotfredsen har begået den synd at blande kulturer.

Hvor var politikerne dengang til at kalde hende landsforræder? Forestil dig lige, hvis omtalte imam i næste uge skrev en kronik, hvor han gav ovenstående karakteristik af de tre terrorister, der stod bag massakren i Paris. De følte sig jo bare pressede af det multikulturelle samfund…

Der har de seneste mange år eksisteret et stiltiende dogme, blandt andre hos Trykkefrihedsselskabet, men i stigende grad også hos den almene befolkning, der har været med til at ændre en præmis for den højt besungne ytringsfrihed. Præmissen lader efterhånden til at være, at ytringsfrihed kun er noget værd, hvis man bruger den til at træde på andre mennesker, og kun dem der har en anden livsanskuelse end en selv.

Som det er blevet påpeget andetsteds, så er ytringsfrihed noget man bruger til at tale dem imod, der er placeret over en selv i det sociale og politiske hierarki. Det sekund du bruger din ret til at ytre dig på at generalisere, nedgøre eller tilsvine dem, der har det sværere end dig selv, eller som har en anden kulturel baggrund end dig selv, så er der tale om mobning. Slet og ret.

Samtidig er det som om at retten til at ytre sig, især hvis den bruges til at ytre sig på en ufordelagtig måde om andre, er gået fra at være en ret til at være en pligt. Hvorfor?

Jeg husker tydeligt at jeg i timerne efter 9/11 snakkede i telefon med en svensk ven. Han sagde noget i retning af, ”det der er sket i dag, er frygteligt, men det der kommer nu, bliver meget værre”. Og hvad skete der? Terrorlovgivning, øget overvågning, indskrænkede rettigheder til borgerne og udvidede ditto til statslige tjenester.

Præcis på samme måde er det ved at ske nu. Det lysende eksempel kommer fra det oratoriske geni Pia Kjærsgaard, der med det vanlige udgangspunkt ”jeg syntes” (ingen plads til fakta her, det hele beror på almoderens umiddelbare fornemmelse for op og ned), argumenterer for, at ytringsfriheden nu ikke skal gælde alle. Tør man stille en kasse god øl på højkant til den, der kan gætte hvem den Dannebrogs-elskende hjemmehjælper mener det er, der fremover ikke må nyde godt af retten til frie ytringer? Jeg tør sgu ikke.

DF står til at blive et af landets største partier efter næste valg mine damer og herrer, og uanset at en plads i en regering med stor sandsynlighed vil ødelægge partiet totalt, idet at det vil fratage dem deres magelige position, hvorfra de uden at behøve indgå kompromiser kan sidde og galpe op som den halvgamle, cerut-lugtende snapsefulde onkel til julefrokosten som ingen gider tale med, og erstatte den med en position hvor de, som alle andre partier vil være nødt til at gå på kompromis, uanset det, så har vi her et parti, hvis officielle holdning umiddelbart er, at ytringsfriheden åbenbart ikke skal gælde for alle.

Jeg tør godt slå fast med det samme, at Trykkefrihedsselskabet også denne gang vil sidde med hænderne i skødet, uden at italesætte ytringsfriheden som uknægtelig, for når Pia taler om at begrænse andres rettigheder, så er det jo aldrig hvide mennesker, man taler om, og hvis det ikke er hvide menneskers ytringsfrihed der er i fare, så kan du være sikker på, at hyperhyklerne i Trykkefrihedsselskabet er flintrende ligeglade. For dem betyder det kun noget når hvide mennesker taler.