Et spørgsmål om ansvar

Følgende blogindlæg er affødt af et ønske om at skrive noget om voldtægtskultur; et emne der ganske ofte diskuteres i mit netværk. Men hvad er voldtægtskultur? 

Et udmærket eksempel, er den sproglige konstruktion ”at gå udfordrende klædt”.  Dette udtryk bruges gerne i en meget specifik sammenhæng, nemlig hvis en kvinde har været udsat for et seksuelt overgreb: ”Jaja, det er noget skidt, men man skal jo tænke på at hun gik udfordrende klædt”.

Heri ligger en simpel præmis, der er en af grundstenene i voldtægtskulturen, nemlig ansvarsforflyttelsen. Det er ikke (kun) overfaldsmandens skyld at kvinden er blevet voldtaget, for hvis blusen var lidt for nedringet eller kjolen lidt for kort, så er der en tendens til at antyde, at kvinden lidt selv "bad om det".

I et sådant udsagn ligger der to andre præmisser, der er værd at se nærmere på:

• Kvinder der ”klæder sig udfordrende” kunne umiddelbart lige så godt rende rundt med et skilt om halsen hvor der står ”gratis sex – med eller uden samtykke. Come get it”.
• Mænd er så store slaver af deres seksuelle drifter, at de er ude af stand til at styre trangen til seksuelt at erobre og undertvinge en kvinde, med eller uden hendes samtykke. De kan simpelthen ikke lade være med at have sex med en kvinde, hvis der er den mindste smule udsyn til gården eller gaden.

Når det bliver sat lidt på spidsen, som her, bliver det allerede tydeligt for en del, at begge udsagn er dybt sexistiske - og der foruden helt i skoven.
Og jeg skriver bevidst ”en del” i stedet for ”de fleste” eller slet og ret ”alle”, for det er langt fra klart for ”de fleste” eller ”alle”, hvor absurd det end lyder.

Du efterspørger eksempler? Fair nok.

I mit netværk har jeg en kvinde, der på en festival oplevede at blive krænket. Hun lå og sov alene i et telt og vågner ved at en fremmed mand er ved at flå tøjet af hende. I sig selv en voldsomt grænseoverskridende oplevelse, men det sluttede ingenlunde der. Desværre.

Det at stå frem og fortælle andre om oplevelsen, skulle vise sig at være næsten lige så stor en prøvelse. Faktisk blev det grænseoverskridende i så høj grad at vedkommende her i mit blogindlæg ønsker at være anonym. Konsekvenserne af at stå frem i første omgang var så voldsomme, at hun med egne ord, "ikke kan overskue at gøre det igen". Derfor kalder vi hende Anne.

Medierne fangede dengang hurtigt historien og det rystede Anne, at flere af dem nærmest gjorde lidt grin med hændelsen, da det var en hændelse, der sad dybt i hende flere måneder efter at det var sket.

Af denne årsag valgte hun efterfølgende at stå frem i medierne, og fortælle om sine oplevelser. Herpå fik hun naturligvis en del reaktioner, de fleste heldigvis positive, men kronikken affødte også nogle uventede reaktioner:

”…jeg fik mange mere eller mindre anonyme henvendelser på Facebook og i min mail om, at jeg var "naiv og dum" - det var de pæne henvendelser. De grimme var, at jeg "burde sprede ben og blive flækket igennem". Og der var mange af dem. Der sidder simpelthen folk derude, som muligvis er trolls, men som alligevel mener, de skal skrive til en kvinde, at hun "er en lukket fisse, der bare skulle have den i bund", når man har oplevet et voldtægtsforsøg. Det var for mig meget voldsomt at høre - det havde jeg slet ikke forestillet mig, at min kronik kunne afføde. Men det gjorde den, og det gør, at jeg i dag ikke længere har lyst til at stå frem.”

Det, folkens, er et udmærket eksempel på voldtægtskultur. Og hvis der sidder nogen og tror at den slags er begrænset til en håndfuld personer der gemmer sig bag deres trygge skærmes anonymitet, så tro om igen.

”En sexolog og læge mente sågar, at jeg var billedet på den "nypuritanske bevægelse, der afviser andre menneskers kærlighed". Jeg husker bedst ordet "nypuritansk" fordi det er noget af dem vildeste at sætte i forbindelse med et overfald, og så at han mente, at man netop gik til festivaler for at få spontan sex.”

Under den efterfølgende retssag skulle Anne ligeledes svare på, hvad hun havde haft på af tøj, da overfaldet fandt sted.

Hvis der sidder nogen derude, der kan forklare mig logikken i, at en person der er blevet udsat for en seksuel krænkelse, skal svare på sådan noget, så forklar mig det venligst i kommentarsporet.

Det interessante er, at netop præmissen om ”at være udfordrende klædt” eller udøve dét, der kaldes ”risikofyldt adfærd” begrænser sig til at omhandle seksuelle krænkelser. Af kvinder vel at mærke.

Forestil dig en mand der møder op på en politistation og har været udsat for et røveri. Er det realistisk at han ville blive stillet følgende spørgsmål:

”Havde du et dyrt jakkesæt på? Pæne sko? Sad din pung i baglommen så alle kunne se den? For det ville jo nok kunne friste nogen over evne…”.

Nej vel? En i mit netværk kom med et interessant eksempel i forhold til spørgsmålet om at ens påklædning kan anses som ”risikofyldt adfærd”.

”…det er risikofyldt adfærd, når politiet rykker ud under gadeoptøjer. Så det er vel egentligt omsonst at rejse tiltale mod dem, der smider brosten og rammer. Politiet kan jo sige sig selv at den slags kommer til at ske, når man opholder sig sådanne steder på den tid af natten… iført polititøj”.

At præcis den slags logik gælder for kvinder, der udsættes for seksuelle overgreb, men for alle andre, er voldtægtskultur.

Som al anden sexisme er voldtægtskulturen ikke kun krænkende over for kvinder. Det er ligeledes krænkende over for mænd, der må se sig reduceret til væsener uden empati, selvstændig tænkeevne eller selvbeherskelse.

En anden almindelig analogi når man snakker om kvinders påklædning versus potentiel eller reel voldtægt er den om hunden og oksestegen: ”Man smider jo heller ikke en hel oksesteg foran en hund, for så æder den altså stegen”.

Alle der har haft med hunde at gøre professionelt, vil sige at "så er hunden ikke ordentligt opdraget" -og her ser jeg så helt bort fra det absurde, at sammenligne en hunds hjerne med en mands og en mands (potentielle) forståelse for begreber som etik og moral, kontra en hunds.

Voldtægtskultur er altså lige så meget en måde at tænkte og tale på, som det er selve handlingen voldtægt.

Men hvordan kommer man voldtægtskulturen til livs?

En måde er at konfrontere den, head on, for eksempel ved at italesætte den, som jeg gør her. Ved at eksemplificere, så alle kan forstå det: at skylden for voldtægt aldrig påhviler andre end krænkeren. Aldrig.

En anden måde er, at snakke med sine børn. Selv har jeg to børn, en pige på snart fire og en dreng der bliver et år til februar. Når de engang når den alder hvor de skal til at begive sig ud i verden på egen hånd, så skal jeg da klart have en snak med dem.

Inden de får lov til at gå nogen steder skal de begge være øvede i en eller anden form for kampsport. Og så er der selvfølgelig snakken. Og her finder jeg snakken med min søn vigtigst. For han skal lære, at sex er noget man er enige om. At flirt er flirt og intet andet. Det er ikke en slet skjult invitation til sex. At en pige der viser interesse, som udgangspunkt viser interesse i hans person og ikke i hans pik.

Det er drengene vi skal have fat i, og det er vores ansvar at lære dem at respekt er alfa og omega i forhold til spillet imellem kønnene. At det at kigge ind i pigernes omklædningsrum, at nive dem i de endnu umodne bryster ikke blot er ”drengestreger” der skal ses som et udtryk for en interesse som drengene endnu ikke forstår at sætte ord på. For det er det ikke. Det er krænkelser.

Små krænkelser, javist, men det er de hundrede små og socialt accepterede krænkelser, der baner vejen for den første store krænkelse. Den måske lidt mindre socialt accepterede krænkelse, men til gengæld en betydeligt mere alvorlig krænkelse.

De små krænkelser er voldtægtskulturen der sås og langsomt slår rod. Både hos drengene, der lærer at en sådan adfærd er ok og hos pigerne, der lærer at det er den slags man må finde sig i.

Ovenstående fører mig videre til den snak jeg skal have med min datter (der til den tid er erfaren inden for effektivt og nådesløst selvforsvar). Hun er allerede nu en viljefast pige med en klar forståelse for sine egne grænser, og en veludviklet evne til at sige fra når hun føler dem overskredet, og den egenskab skal voldtægtskulturen ikke have lov til at pille ud af hende.

Hun skal lære at hun skal klæde sig som det passer hende selv - og ingen andre. At ingen nogensinde skal kunne fortælle hende hvad der er og ikke er udfordrende påklædning - og hvordan man, såfremt man oplever et overfald, går skånselsløst efter øjnene, ørerne, struben og testiklerne.

Det er vores ansvar, som forældre, at komme voldtægtskulturen til livs og det er vores ansvar, som feminister eller ikke feminister, at italesætte problemet omkring voldtægtskulturen før det er for sent - og det er for sent den dag det er din egen datter/søster/mor/veninde der er blevet udsat for et overgreb.