Var det terror? Var han islamist?

Følgende indlæg er skrevet sammen med min gode ven og kammerat, Silas Marker.

Kaos hersker altid, når den slags sker. På venstrefløjen evnede vi desværre ikke at træde et skridt tilbage og kigge lidt mere nøgternt på situationen. Det her er ikke et forsøg på at negligere eller bagatellisere hverken det ene eller det andet angreb. Vi sender vores varmeste tanker til ofrene og deres pårørende, og vi fordømmer angrebet. Men i bagklogskabens lys bør vi altid undersøge, hvad vi som venstrefløj skal gøre bedre fremover. Her er et bud på to af dem.

Var det terror?

Adskillige medier og politikere var hurtigt klar med et svar: Det ligner terror. Hurtigt blev svarene mere skråsikre: Det er terror. Flere talte endda om, at Danmark har mistet sin uskyld, da landet nu er trådt ind i klubben af lande, der er blevet ramt af terror. På venstrefløjen har vi ukritisk accepteret præmissen om, at det var terror. Men når hele holdet af systempartier er enige om at udråbe en gerning til terror, bør alarmklokkerne ringe hos os revolutionære. Dels fordi anerkendelsen af gerningen som værende terror også medvirker til at legitimere den stramning af politiets beføjelser og indskrænkning af arbejdernes frihedsrettigheder, der sten sikkert vil blive foreslået de kommende uger. Men også fordi vi nøje må overveje, netop hvad brugen af ordet terror har af konsekvenser. At sige ”terror” er et diskursivt greb, der kan anvendes på samme måde som ”cafépenge” og ”misundelsesskat”.

For hvad er terror for noget? Terror i dag er en fortælling eller et led i en fortælling om et angreb på civile begået af vores fjende. I denne ansats til en definition er aktøren ”vores fjende” helt central, når vi vil forstå, hvad terror er.

Hvem, der udfører handlingen, er nemlig helt afgørende for, hvad systempolitikere og journalister vil betragte som terror. Terrorfortællingen skal kunne bruges politisk. Lad os se på to eksempler.

I 1992 sprang der en bombe på Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade i København. Det var et klart politisk angreb begået af en eller flere nazister. Men nyheden om, at terroren nu var kommet til Danmark, udeblev. Fortællingen om, at ”Danmark har mistet sin uskyld” hørte vi ikke. Ingen borgerrepræsentation arrangerede en mindehøjtidelighed, og DR2’s Deadline indkaldte ikke den talende klasse til at diskutere, i hvor høj grad ytringsfriheden var truet.

Hvorfor ikke? Fordi det ikke kunne bruges som politisk våben i den herskende klasses interesser. Hvorfor skulle de forsvare venstrefløjens mulighed for at organisere sig – og hvorfor skulle de angribe de nazister, der på et andet tidspunkt kunne blive nyttige fjolser i kampen mod arbejderklassen?

Heldigvis har nogle venstreorienterede været gode til at gøre opmærksom på Søllerødgadebomben i 1992. I nogen udstrækning kan det være en afhjælpning af problemet, at vi forsøger at udvide det gængse terrorbegreb, men stort set al opmærksomheden har været rettet mod lørdagens begivenheder, og der har vi været lige så ivrige som alle andre efter at udråbe dét som terror.

På samme måde kunne man spørge, hvorfor den lange række af hærværk mod moskéer og overfald på muslimer i Frankrig, der fulgte i kølvandet på angrebet mod Charlie Hebdo, ikke affødte en tilsvarende reaktion Europa – eller en reaktion overhovedet.

Terror er altså en komponent i en historie om dem og os – og det finder anvendelse, når de angriber os. At nazister ikke vil lade venstrefløjen være i fred, og gentagende gange angriber os med både vold og hærværk, ses ikke som terror. Men når en muslim angriber en højreorienteret tegner, er politikerne på pletten. Når vi på venstrefløjen anvender ordet terror, er det altså ikke bare en objektiv betragtning over nogle kendsgerninger. Det er en ubevidst opbakning til det system af propaganda, der siden 2001 har brugt ”kampen mellem Vesten og Mellemøsten” som den store historie, der skulle splitte arbejderklassen i det nye årtusind.

Interessant er det i øvrigt også i denne kontekst, at BBC Arabic har droppet ordet ”terrorist” i deres reportager. Hvad BBC gør er ikke altid det rigtige, men det må alligevel give os stof til eftertanke, at et borgerligt massemedie kan mene, at terror er for stærkt ladet et ord..

Så når det næste store ”terror”-angreb kommer (det kommer desværre nok på et tidspunkt), må vi altså tænke os meget grundigt om, inden vi hopper med på vognen. Naturligvis kan og bør vi fordømme drab på civile, men vi må gøre det uden at deltage i terror-koret.

Var han islamist?

Lad os se lidt på gerningsmanden i det aktuelle tilfælde. Ifølge Ekstra Bladet er han vokset op i Mjølnerparken, og haft tilnytning til de såkaldte Brothas, en lokal bande. Man skal passe på med at skrive hans biografi ud fra fordomme, men det er næppe urimeligt at antage, at hans opvækst har været kraftigt præget af kriminalitet og stigmatisering fra omverdenen. Hvis vi på venstrefløjen reducerer baggrunden for hans handlinger til ”terror” og ”ekstremisme,” glemmer vi fuldstændig alt det, Marx og forskerne i hans tradition fortæller os om ens sociale baggrunds betydning for hans holdninger og handlinger. Den dybereliggende, reelle årsag i lørdagens angreb skal vi hverken finde i Koranen, i Muhammedtegningerne eller i en eller anden abstrakt ”idékamp” mellem islam og Vesten, der nu er nået hertil. Årsagen finder vi i hans baggrund.

Igen ser vi en underlig tendens i venstrefløjens fortælling i denne sag. Hans baggrund ligner jo til forveksling baggrunden hos mange af dem, der deltager i de skiftende bandekrige her i landet. Når der bliver skudt gaderne, er venstrefløjen altid hurtig med både en fordømmelse af det, men samtidig en forståelse af problemets reelle karakter: Social armod, marginalisering og økonomiske uligheder. Her bidrager vi ikke til noget terrorkor, men kalder en spade for en spade og tager problemerne alvorligt. Hvorfor handler vi helt anderledes nu, bare fordi det er Lars Vilks og ikke almindelige borgere på Nørrebro, der bliver skudt på?

Mandens handlinger er altså ikke en del af nogen konflikt mellem fundamentalistiske islamister på den ene side og de borgerlige demokratier på den anden. En sag om nogle tegninger har formodentlig været den sidste gnist, men helt ærligt – man skyder ikke på andre mennesker kun pga. en tegning. Der ligger andre årsager bag, og det er vores opgave som socialister at afdække disse og forholde os til dem – i stedet for blindt at abonnere på den gældende historie.

Var han så terrorist og islamist?

Om han var terrorist er som nævnt ikke noget, man kan konkludere objektivt. Men netop dette bør gøre os tilbageholdende med at springe ind i det store kor. I stedet bør vi forholde os kritisk til brugen af ordet – og de følger, det har.

På samme måde skal vi passe på at acceptere præmissen om, at fordi angrebet umiddelbart har tilsnit af religiøst motiveret vold, så er religion forklaringen på det hele. Man skal huske sin marxistiske barnelærdom.