Tanker om det forestillede venstreorienterede subjekt

Hvor kragerne vender

I den landsby, hvor jeg er vokset op, findes der ét vejkryds. Den nærmeste postkasse (lige ved Asylcenter Lyngbygård) må man køre knap tre kilometer efter, den eneste folkeskole i miles omkreds yderligere to og stationsbyen, hvorfra bumleturen til Ååårhus hypotetisk set kan begynde, endnu én (der var dog mange fra min folkeskoleklasse, der aldrig havde sat deres ben i Smilets by før fællesudflugten dertil på Blå mandag). Herude kører man med cykellygter for at kunne se vejen – ikke for at blive set af bilister, for dem er der sjældent nogen af. Umiddelbart før Grenå støder man endelig på et decideret lysfyr, og her kan man også købe ind i et rigtigt supermarked og gå på gymnasiet. Hypotetisk set. 

Dét var der to fra min klasse, der gjorde: Den ene var mig, den anden, som var tilflytter fra Sjælland, gik ud (og flyttede tilbage til Sjælland, så snart hun blev myndig). Fresh out of Stenløse spurgte hun mig i 8. klasse, ”om mine forældre også holdt Information”. Derhjemme stillede jeg ordret samme spørgsmål og måtte dagen efter overbringe hende min fars kortfattede ”nej”. Først syv år senere fandt jeg ud af, at det drejede sig om en avis, og at den ikke blev leveret øst for Rønde – min klassekammerats fortsatte daglige adgang til Den Mindst Ringe skyldtes udelukkende, at hendes far arbejdede i Tirstrup Lufthavn. 

Også min far droppede ud af gymnasiet i sin tid, men dengang fandtes der noget, der hed Præparandklassen, så han blev alligevel optaget på lærerseminariet, som han dog var seks år om at færdiggøre, fordi han måtte arbejde så meget ved siden af. I de lokales øjne gjorde hans og min mors mellemlange videregående uddannelser dem til en art intelligentsia, hvilket blandt andet udmøntede sig i en kniv hugget ind i vores dørstolpe (omkring EF-afstemningen i 1972 – nejsigere var ikke populære på de kanter) og deres afkoms melasseklæbrige øgenavn, som ikke engang de voksne holdt sig for gode til at hvisle, når vi blev sendt ned til storbonden for at købe æg: ”Degneunger”. Blandt jævnaldrende var min overlevelse direkte betinget af min evne til at lægge overbevisende afstand til alt dét, mit hjem stod for. Holde lav profil. Holde gode miner for slet spil. Holde kæft. Holde ud.
 

Ryk frem til Start

I modsætning til min far lykkedes det mig faktisk at blive student. Jeg hadede ganske vist hvert minut, men havde øjnene stift rettet mod en fremtid på universitetet, som jeg godt nok ikke havde den fjerneste anelse om, hvad gik ud på, hvilket mine karakterer på Grunduddannelsen da også i dén grad afspejler. Men til Århus emigrerede jeg, og fem år senere videre til København, hvor jeg efterhånden kendte hele tre mennesker. Min umiskendelige dialekt er jeg dog aldrig blevet kvit, og også andre vaner (såsom at bestille et ”sort svin” i baren, mens jeg i ånden ser min onkels digre gris Amanda for mig – ens associationer rundes gerne af ens erfaringer) skulle vise sig at være særdeles sejlivede. 

Alt det, der før havde været for meget, rakte nu øjensynlig slet ikke til. Hvor jeg hele min barndom havde nedtonet mine forældres interesse i politik og litteratur (men sådan noget rygtes jo), bestod øvelsen nu pludselig i at puste den op. Jeg følte mig som en del af et dannelsesproletariat og gøs ved tanken om, hvordan det måtte være at komme fra et hjem helt uden den interesse – uden de forudsætninger, jeg trods alt havde fået med i bagagen. Samme (mindreværds)følelse havde jeg i det venstreradikale miljø, som jeg med skiftende held forsøgte at mænge mig ind hos (”hvorfor kan vi ikke bare stemme om det?”) Jeg havde ingen anelse om, hvor Det Fri Gymnasium lå, og KUA udtalte jeg ”K.U.A.” til 12’erens chauffør! Vi kan sige, jeg var en vejrhane. Vi kan sige, jeg var en vatpik.
 

Man kan tage drengen ud af Djursland, men kan man tage Djursland ud af drengen?

Under et besøg i Vestjylland forrige år blev jeg trods min karakteristiske jyske dræven beskyldt for at være vokset op på ”Djævleøen” (ude på ”Næsen” omtales Sjælland heller aldrig som andet): De øvrige gæster tog simpelthen ikke mine bedyrelser om østjysk herkomst for gode varer. Man skulle umiddelbart tro, at jeg ville blive smigret – at dette var det ultimative bevis på min tilpasningsevne til akademia, hovedstad og revolutionær undergrund – men til min egen overraskelse blev jeg virkelig harm: Jeg ville fandeme have credit for de 24 år, jeg havde henslæbt i Hovedlandet (som jeg i øvrigt stadig besøger 4-5 gange om året). 

Tilsyneladende annullerede min genkendelighed som blandt andet venstreorienteret (og queer, antagelig) simpelthen min jyskhed! Kan vi sige, at noget af det her handler om kulturel kapital? Hvad ansporede ellers de andre festdeltagere til at bortfiltrere det auditive aspekt af min fremtoning fra det samlede indtryk? Spørgsmålet er for mig at se ikke, hvorvidt der eksisterer politiske subjekter, som både er minoriserede og opvokset i ”Det Mørke” (et ligeledes diabolsk sjællandsk øgenavn for en vis landsdel). Det er snarere et spørgsmål om, hvilke subjekter der er diskursivt forståelige og levedygtige i en given kontekst.
 

Dét ”land” / som alle børn kender

For nylig kom jeg for skade at melde ud på min Facebook-profil, at jeg var ”DYBT DYBT splittet” over en vis David Hansens artikel på Kontradoxa. Sagen er nemlig den, at jeg er vokset op langt fra alt undtagen DR’s Bonderøven og ... Djurs Sommerland! Sidstnævnte må jeg i løbet af 1980’erne have løst billet til minimum 10 gange (forud for åbningen i 1981 var Dyrskuet i Grenå det årlige trækplaster); om sommeren var det bare op på cyklen og derud, hvis solen skinnede (og min venindes forældre sponsorerede)! Artiklen gik i rette med den attitude og retorik, som visse kritikere af de racistiske stereotyper i parkens såkaldte ”Afrikaland” ifølge Hansen havde benyttet et par måneder tidligere, og argumenterede for, at kritikken havde haft en kontraproduktiv effekt. Hvad min splittelse handlede om, burde jeg selvfølgelig have uddybet, da jeg delte artiklen på Facebook. Den skyldtes ikke ”Afrikaland”: Hvis det stod til mig, skulle det lukkes. 

Nu kan man indvende, at det lugter langt væk af hvide privilegier at kunne hengive sig til kommunikationstekniske overvejelser frem for en kritik af selve dét fænomen, der afføder dem (i dette tilfælde racistiske stereotyper i en dansk forlystelsespark). Jeg er enig. Man kan også indvende (hvilket flere gjorde – både i kommentarsporet efter den oprindelige Kontradoxa-artikel, i tråden under min Facebook-deling af samme og endelig i et yderst præcist modsvar på QueerKraft), at racismekritikere altid bliver bedt om at ”være venlige” og ”tale til det hvide hjerte” – et imperativ, som David Hansen ansås for at videreføre, hvilket selvsagt heller ikke er min intention. 

I kølvandet på min artikeldeling på Facebook blev jeg gentagne gange taget til indtægt for holdninger, som jeg sådan set bare afslørede eksistensen af: Jeg blev så at sige fisens ejermand. Men at påpege, at der findes transfobi, for eksempel, er jo heller ikke det samme som at reproducere den. At påpege, hvordan tokønssystemet er en virkningsfuld teknologi, er ikke det samme som at hævde, at køn er et biologisk faktum, som retfærdiggør forskelsbehandling. Det var tankevækkende for mig, at ”min sandhed” åbenbart var så ilde hørt: At mine førstehåndserfaringer med den pågældende egn simpelthen ikke blev anerkendt som netop dét. Selvom jeg var i Tivoli med mine forældre som 8-årig, skal jeg nok afstå fra at påberåbe mig ekspertstatus, hvad københavnere og København angår. Noget for noget?
 

Djævleøen findes

Systemisk racisme kan ikke omstyrtes ved, at ”racialiserede minoriteter [...] forbedre[r] deres formidlingsstrategier”, som Lene Myong og Anders Riel Müller så rigtigt skrev i den omtalte replik. Lige så lidt kan dét at gøre opmærksom på det udprægede elitehad, som hersker mange steder i Udkantsdanmark, affejes som en reproduktion af selvsamme elitehad. I den geografisk marginaliserede bevidsthed har de forestillede økonomiske, sociale og kulturelle privilegier en tendens til at fusionere under rubrikken ”København”. Analytisk set er det måske nok en smule reduktivt at udpege ”Djævleøen” som trope for og årsag til udgrænsning af den ikke-sjællandske Anden. Dét bliver oplevelsen af marginalisering og dén dæmonisering, der ofte vælges som forsvars- og modstandsstrategi, bare ikke mindre reelle af. Derfor kan det også for lige netop denne pointes vedkommende være irrelevant, om det var faktisk var en hvid velbjærget akademiker fra brokvartererne, der rejste en bestemt diskussion, eller ej: Enhver kritik i den givne kontekst vil blive takseret som en overtrædelse af Jantelovens tredje, fjerde og femte bud* uanset. Den vil oftest blive læst som nok en nedgørelse. 

Det må alt andet lige være nyttigt for udenforstående at vide, hvilke diskurser de risikerer at tale ind i, når de henvender sig til mennesker, de ellers ikke har megen berøring med: Konstateringen af én form for marginalisering kan hurtigt ramme lige ned i folks egen oplevelse af en anden. Brødrene B. Nielsen – Djurs Sommerlands direktører, som driver faderens livsværk videre – er formentlig hverken mere eller mindre kapitalistisk indstillede, end fabriksejere er flest: De tjener penge, som deres kunder giver dem mandat til. Med sine 500 medarbejdere buldrer dette Wirtschaftswunder af sted, mens alt andet bare lukker & slukker: Det var udelukkende en tilfældighed, at jeg tilbragte sommerferien mellem 1. og 2. g ved kasseapparatet i Polderrev Camping i stedet for at sælge candyfloss i skyggen af en vis karrusel. Desuden giver det land, som i hvert fald alle de lokale børn kender, rabat til skoleklasser, så jeg spår desværre ikke en boykot mange chancer. Parkens brugere er parkens ansatte er parkens indehavere; det er den én for alle-mentalitet, der svarer igen, hvis nogen udefra vover at italesætte et problem. 

Følelsen af geografisk fortrængning og isolation findes også, men den kan man faktisk slippe af sted med at ignorere, hvis man aldrig drister sig ud i provinsen. Den motiverer såvel Kjærsgaards tilhængere som Ku Klux Klan, og den gør mig bange. Jeg ved, hvordan det er blive gjort til syndebuk for den og samtidig godt kunne forstå den vrede, den kommer af. Men jeg har ikke rigtig nogen, jeg kan tale meningsfuldt om den angst med. Kunne det også skyldes, at folk i de større byer – snarere end at forholde sig til, hvad det var for problematikker, der kom op til overfladen efter bundvendinger som den, vi så i forbindelse med Djurs Sommerland – er mere optagede af at dræbe budbringerne? De privilegier, der muliggør en sådan refleks, synes jeg, at vi skulle tale noget mere om. Det kunne måske også være med til at skabe grundlag for, at diskussioner om udkantsproblemstillinger ikke kommer til at foregå på racialt og andre minoriserede kammeraters bekostning.

* Henholdsvis: ”Du skal ikke tro, at du er klogere end os”, ”Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os” og ”Du skal ikke tro, at du ved mere end os”.

 Provinsen – her fanget en route på en novemberdag i 2013.