Kønshonnør for bureaukratiet? En kritik af den nye lov om juridisk kønsskifte

I februar 2014 afgav regeringens tværministerielle arbejdsgruppe om juridisk kønsskifte en rapport. Denne anbefalede, at muligheden for at skifte juridisk køn ikke længere skulle betinges af fjernelse af kønskirtlerne (testikler eller æggestokke), og dét kan man jo kun juble over, skulle man synes. Der var da heller ingen ende på lovordene fra LGBT Danmark (som i 2008 trods alt kom Folketinget i forkøbet, hvad inklusion af transkønnede angår), da lovforslaget med et snævert flertal blev vedtaget i juni. Jeg er dog mindre begejstret, og eftersom jeg netop er kommet i blogstald hos Modkraft, har jeg nu muligheden for at dele min galde og bitterhed med en større skare end mine facebook-venner. Det er med andre ord tid til lidt bloddryppende feministisk glædesdrab. 

”Kønsskifte” for hvem?
Grundlæggende er jeg skeptisk over for termen ”kønsskifte”. Det sammensatte ord trækker på forestillingen om, at man går fra A til B, selvom de fleste transkønnede vil hævde, at de hele tiden har identificeret sig som B (eller de begærer ny personstatus, fordi de har identificeret sig som B i et ikke nærmere defineret tidsrum – det ligger mig fjernt at tilbageholde Autenticitetens blåstempel pga. noget så arbitrært som (tr)anciennitet). Desuden rækker den nye lov ikke just ”hånden ud” (som Manu Sareen formulerede det) til de grænseoverløbere, der identificerer sig som intet- eller alle køn.

Systemkritik
For mig at se er det imidlertid det kønsspecifikke CPR-nummersystem, der (også for cis-kvinder!) skaber et problem ved at insistere på kønsbinaritet! Tankevækkende nok står der da også i rapporten, at ”[a]nsøgningen ikke må […] være begrundet i andre forhold, så som et ønske om at skifte køn ’for sjov’, som led i en aktion for større ligestilling mellem mænd og kvinder mv.” (pp. 46-47). Selv arbejdsgruppen har altså været opmærksom på, at en opblødning af det nuværende system indebærer en sådan risiko. Hvorfor er dette så ikke blevet en fællesfeministisk ambition? 

Et hyppigt anført argument mod at pille ved status quo er, at det ville gøre det sværere at lave statistik. Dertil kan man dels indvende, at det lykkes andre lande at føre kønsrelateret statistik uden et lignende registreringssystem, og dels, at det er begrænset, hvad statistik på (u)ligeløn, helbredsspørgsmål osv. hidtil har formået at afstedkomme af forandring. 

Foucault får ordet
Desuden får hele retorikken omkring, at transkønnede skal erklære sig som sådan for at få indflydelse på deres eget juridiske liv, mig til at tænke på Foucaults berømte udsagn: ”Do not ask who I am and do not ask me to remain the same: leave it to our bureaucrats and our police to see that our papers are in order”. Selvom decideret patologisering heldigvis glimrer ved sit (næsten)fravær i rapporten, rummer den altså et gammelkendt krav om bekendelse, som burde få enhver foucauldianer op af stolen. Og formuleringer som ”et misforhold mellem deres biologiske køn og det køn, som den pågældende oplever sig selv som tilhørende” lugter lidt henad, at den første term er indiskutabel, mens den anden er up for grabs: Hvordan lykkes det at fritage bestemte opfattelser (f.eks., at vi til enhver tid kan vide, hvad biologisk køn ”er”, og at sandheden sidder i kroppen snarere end i interpellationen*) for problematisering, mens konkurrerende opfattelser eksotiseres med fremmedgørende sprogbrug? 

En forskydning af ”misforholdet”?
Bevares. Jeg har da overvejet, om jeg skulle ansøge om at få mit pas og mit kørekort forsynet med det eftertragtede ”M”. Det kommer bare ikke til at ændre på de misbilligende blikke, der brænder sig ind i min ryg, uanset hvilket offentligt toilet jeg vælger. Nok er det officielle kastrationskrav bortfaldet, men spørgsmålet er, om den obligatoriske (og i mine øjne umyndiggørende) refleksionsperiode på seks måneder ikke geninstallerer et indirekte påbud om kropslige modifikationer? For mig at se er der en risiko for, at ét (påduttet) ”misforhold” – nemlig dét mellem kønsidentitet og ID – blot bliver erstattet af et nyt, såfremt man ikke ønsker at gå hormonvejen. Med et ulige CPR-nummer ville jeg stadig skulle gøre kønshonnør for bureaukratiet, og uden hormonterapi vil jeg sikkert komme til at møde lige så megen vantro, som jeg gør i min aktuelle konfiguration (hvis ikke mere). 

Hvilken vej er ”frem”?
Er lovændringen et fremskridt? På et pragmatisk plan, ja: Nu & her vil den uden tvivl gøre tilværelsen lettere for den gruppe af transkønnede, som ønsker at få afsluttet papirarbejdet så hurtigt som muligt – jeg ønsker dem oprigtigt tillykke! På den lange bane kan jeg dog godt få armene ned: Vi har ikke just givet genderqueers bedre vilkår til at undergrave det binære kønscistem (som Mads Ananda Lodahl så rammende kalder det), for eksempel. 

Hvordan kunne Patriarkatet sådan gå fri? Hvilke afledningsmanøvrer bør vi være mere opmærksomme på næste gang? Jeg ser frem til de diskursive brydekampe, som nødvendigvis må gå forud for mere paradigmatiske forandringer. 

* Interpellation: Et begreb, jeg har hentet fra den franske marxistiske filosof Louis Althusser. Det betegner den proces, hvorigennem ideologien henvender sig til – eller anråber – individet.