Det postulerede tankepoliti og den faktiske ordensmagt

I Danmark er vi verdensmestre i at råbe gennem vores imaginære mundkurv. Det er i hvert fald det indtryk, jeg sidder tilbage med i kølvandet på Dan Park-sagen, dramaet om Astrid Lindgrens abdicerede n-ord-konge og sønderjyske Erling Jepsens pinlige generaliseringer om koreanere. Selv Brett Baileys rejsende udstilling Exhibit B fik omtale, da The Barbican i London måtte tage den af plakaten efter blot en enkelt aften (i flere andre europæiske storbyer kom det også til protester, men dét blev ikke overraskende aldrig en nyhed i Danmark). Det måske største ramaskrig afstedkom dog Athena Farrokhzads anmeldelse-cum-åbne brev hhv. af og til Yahya Hassan allerede i januar. Den danske modtagelse heraf skulle på mange måder komme til at lægge det diskursive fundament for de efterfølgende kontroverser: 2014 blev i dén grad året, hvor utrolig mange hvide mennesker havde utrolig mange meninger om, hvad ikke-hvide bør være villige til at finde sig i. 

Aktion – reaktion
Heldigvis har det ikke skortet på kvalificeret kritik af den diskurs, der primært i de danske medier omgav den velkendte kollision mellem racisme på den ene side og ytringsfrihedens grænser på den anden. Peculiar.dk kan man altid regne med, når det gælder, og forskerkollektivet offentliggjorde da også hele to indlæg om de verserende sager. ”Der er forbløffende lidt diskussion af, hvordan racisme i sig selv fungerer som en censurerende instans i vores samfund. Og hvordan kravet om friheden til racisme begrænser raciale minoriteters mulighed for at deltage i en demokratisk debat. Racisme er censur”, lød en delanalyse derfra. Heller ikke DenFri sad de gentagne påstande om kunstneres knægtede ytringsfrihed overhørig, og tak for dét. 

Stridens æble
Imidlertid er der i forlængelse af ovenstående et aspekt, der for mig at se endnu ikke er blevet fyldestgørende belyst. Skulle man tage debatten til troende, har vi ubegrænset ytringsfrihed i Danmark, så længe udsagnene ikke kommer i karambolage med § 266 b (den famøse ”racismeparagraf”). På dén præmis bliver enkeltsagerne ofte reduceret til et fortolkningsspørgsmål: Har en given debattørs ytringer overtrådt loven, eller holder de sig (lige akkurat, for vi skulle jo nødig vise respekt uden at være tvunget til det) inden for de juridiske rammer? Er det f.eks. forhånelse af og trusler mod en befolkningsgruppe at udstille en kendt afrosvensk person med en løkke om halsen, eller er det et velment (om end noget klodset) forsøg på at fremme forståelsen ved hjælp af overdrivelse? Dén ja/nej-diskussion kommer ofte til at foregå gå bekostning af en mere grundlæggende, nemlig hvilke udsagn der kan siges af hvem og med hvilke konsekvenser. 

Tvetydigere end politiet tillader
På en mangeårig venstreradikal aktivist virker forestillingen om, at ”vi” i øvrigt har ubegrænset ytringsfrihed, temmelig absurd. Nød Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe dén frihed, da de råbte ”Push!”* oppe fra højttalervognen under COP15? Hvordan skal jeg forstå ”no tolerance”-politikken, der har været ført mod graffiti i det offentlige rum de seneste 20 år, hvis ikke netop som et forsøg på at dæmme op for demokratisk dialog på dåse? Eller hvad med at tilbringe natten på Station Bellahøj, fordi man har forsøgt at sætte et klistermærke med påskriften ”Jagtvej” op på en mur?** Der findes borgere, som får deres ytringsfrihed begrænset hele tiden! Risikoen for racistisk tilsvining, som enhver ikke-hvid debattør til stadighed må løbe, er ganske rigtigt én måde, denne begrænsning udfolder sig på: som selvcensur. Den logiske konsekvens i form af demokratisk underskud burde om noget have fået spalteplads, men også andre problemer unddrager sig meget belejligt mediernes opmærksomhed. Hvad med den håndgribelige repression, der ofte følger udøvelse af dét, der angiveligt er ”vores” grundlovssikrede ret? 

(Tanke)forbrydelse og straf
”Solidarität muss praktisch werden / Feuer und Flamme / den Abschiebebehörden!”*** gjalder det, når Fæstning Europa-kritiske demonstranter marcherer gennem Berlins gader. Første gang, det lykkedes mig at dechifrere kampråbet, troede jeg ikke mine egne ører: ”Det er jo opfordring til brandstiftelse og beskadigelse af statens ejendom!? Dén var aldrig gået i Danmark!” ... Og det var den sikkert heller ikke. Sagen er nemlig den, at man her kan dømmes – som vi så det med Tannie og Stine Gry, der hver fik fire måneders betinget fængsel – for forbrydelser, som ikke engang bliver realiseret. For nok blev der skubbet, men den vold og uro, som de to blev tiltalt for at have anstiftet, fandt aldrig sted. Fra Rockerloven over udvisningsdomme (= de facto dobbeltstraf til udenlandske statsborgere) til Lømmelpakken: Her til lands er det helt legitimt at definere og straffe samme lovovertrædelse forskelligt afhængig af den kriminaliseredes identitet. Dette er jeg personligt langt mere bekymret over end ”den største myte af dem alle: ’Dette må man jo ikke længere sige her i landet!’ – Har du faktisk sagt det? Har du måske tilmed brugt et helt blogindlæg, en debatartikel eller en samtale på at tale om lige præcis det her? Ja, så kan du åbenbart godt sige det”.**** Ligesom der findes mange stilheder og uvidenheder, findes der også mange (ytrings)friheder, og ligesom verdens goder er de i sandhed ulige fordelt. Dét opdager man bare sjældent, før man selv vover at tænke & tale magten midt imod. 

* Underforstået: ”.... for climate justice”.
** Et anonymiseret eksempel fra den virkelige verden anno 2007.
*** Frit oversat: ”Solidaritet bør gøres konkret / sæt ild til Udlændingestyrelsen”.
**** http://vardagsrasismen.wordpress.com/2014/05/09/allt-ar-rasism-nufortiden. Min oversættelse fra svensk.