Vrede er venstrefløjens glemte ven

Vrede er langt mere håndterbar, hvis den rettes mod et fælles projekt, som vi kan være enige om at være imod. Men hvis vi på venstrefløjen ikke giver plads til vrede i egne rum, hvordan kan vi så mobilisere reel modstand mod systemet?

Illustration: Michael Schiøler Tingsgård

Venstrefløjen og det øvrige samfund har en absurd berøringsangst med alt, hvad der ikke dufter af 70’er-retorik og nullernes coach-girafsprog. Det er her de gamle paroler om, at det politiske er det private og omvendt ofte viser sig ikke at gælde i hverdagslivet, hvis ikke lige settingen er en sort-blokdemo.

Min vrede er min feministiske stolthed. Vrede er min allerbedste ven, der har givet mig så mange tæsk i skolegården og en hundelort tværret ud i håret trængt op ad hække på asfalterede stier.

Vrede er min bløde plyskappe, der omfavner mig med egenomsorg, og som får mig til at rejse mig og gå fra mennesker, der overskrider mine grænser eller gør sig uendeligt lidt umage – hvad end det er en ven eller et familiemedlem. Som den vise afdøde forfatter Audre Lorde skriver i Sister Outsider (1984): ”My anger has meant pain to me but it has also meant survival.”

Jeg frygter ikke vrede, jeg frygter langt mere at blive paralyseret, fordi der i vrede er et aktivt og handlende potentiale, hvorimod kroppen aldrig har været særligt handlende, hvis den forstenes af fortvivlelse.

Aldrig har jeg fortrudt, at jeg har trukket en fedladen fuck-finger til træge sexister, men jeg har fortrudt, når jeg flovt har kigget ned i bordet eller har ageret som et bævrende, knoldet hjortekid, der stirrer blindt ind i et par lastbillygter, mens et menneske overtræder min intimsfære.

Hvor går det arbejder-grove hen?

Vrede bliver bestandigt italesat som noget, vi bør afmontere, at nu skal vi videre – fra vreden. Der er ikke plads til sorg og vrede i vores sprog uden, at den skal dulmes, nedkøles og forsvinde. Der er ikke rum for vrede, fordi vrede er klistret ind i associationer som kontroltab; at én ikke behersker sig i middelklassens mådeholds navn.

Kan vi ikke give plads til høj stemmeføring, en intens energi og bombastisk kropssprog i politiske rum, uden at det bliver skammet som noget såkaldt kvindagtigt, menstruelt eller irrationelt?

Det er vigtigt at give plads til andre kulturer inden for venstrefløjen, ikke bare rituelt i velmenende candyfloss-ord, men simpelthen at have blik for, at et bombastisk verbalt og kropsligt sprog ofte knytter sig i højere grad til arbejderklasser.

Derfor er det altafgørende, at venstrefløjen spørger sig selv: Giver vi plads til det arbejder-grove? Hvor går dem af os, der ikke mestrer et såkaldt passende sprog hen?

Den røde pilles glorie

Hvorfor kan vi ikke omfavne vrede i stedet for at reproducere de selvsamme hierarkier, som vi postulerer at bekæmpe?

Kan det tænkes, at vrede er præcis det mulighedsrum, der ligger i at insistere på at leve sit liv i egen ret. Liv, der måske ikke kan genkendes som det såkaldt gode liv?

Feministiske og øvrige politiske bevægelser udspringer netop af, at mennesker samledes om at være vrede og ulykkelige over tingenes tilstand. Feminisme er at spise den røde Matrix-pille. Den røde pille er grum, og efterlader én med et sneglespor af sorg efter sig over, hvor lang vej vi har endnu. Men den sorg og vrede har tæt forbindelse til glæde og handlekraft.

Vredes potentiale er transformerende; vrede får kroppe til at dirre af harme over politisk uretfærdighed. Vrede kan virke som et åndehul fra følelsen af at være endnu en hamster, der løber i det danske neoliberalistiske hjul. Vrede tilbyder et space i det konforme hverdagsliv og bureaukrati. Den er det engagement, der kanaliserer demonstrationer på få uger, og som får folk fra forskellige steder på venstrefløjen til at stå sammen og mobilisere en faktisk synlig modstand.

Kys den satans vrede

Vredes forandrende potentiale er nødvendigt i et en-til-en-forhold og i nære sfærer som politiske grupper. Vrede bekræfter en investering – den er alt andet end ligegyldighed. Vrede er selfcare. Den er en smertelig påmindelse til hinanden om, at vi skal gøre os umage – alt det vi kan – for at fortjene de grupperinger og relationer, vi indgår i. Vrede er ikke en ansvarsfraskrivelse eller en legitimering af at forkaste dyder som empati, respekt og solidaritet.

At give plads til vrede betyder ikke at bekæmpe allierede, men det betyder heller ikke, at alle mennesker død og pine skal være enige eller kindkyssende venner på bedste normcore-vis. Relationer er så uendeligt mange-facetteret, alligevel synes der at herske en forestilling om, at vi skal være glatte, at vi ikke må lade os mærke af nogen relationer.

Jeg ville ønske, at der herskede mere ærlighed om relationer, hvor vrede har cirkuleret. At vi kunne give hinanden mere plads og omsorg til også at være i det. Vi kan altid forsøge at nærme os hinanden med sproget, men der findes menneskelig handlen, hvor sproget kommer til kort – og det er okay.

Skrøbelige rum

Hvis en aktivist gør en anden aktivist ondt, der da resulterer i vrede, så er det et aktivistisk rums opgave at skabe tryggere rammer for at kunne udvide sig af vreden, lære med den, vokse med den. For som dybsindige Audre Lorde skrev allerede i 1980’erne:

”It is not the anger of other women who will destroy us, but our refusals to stand still, to listen to its rhythms, to learn within it, (…) to tap that anger as an important source of empowerment.”

For vrede er langt mere håndterbar, hvis den rettes mod et fælles projekt – noget andet derude – som vi kan være enige om at være imod. Men det er overdrevet svært at give vrede plads i rum, én selv indgår i, når vi gør hinanden kede af det. Og derfor skyder andres vrede ofte af mennesker som vanddråber på fedtede svanefjer, som noget uvedkommende, fordi en person, der er vred bliver en urovækkende figur på mageligheden, usynlige hierarkier og manglende stillingtagen.

Kan et politisk rum ikke håndtere vrede, bliver det skrøbeligt. Vrede er nødvendig at give plads til i nære rum for at kunne mobilisere solid vrede mod systemet. For hvis vrede skal tages af som en høflighedsgestus i den gode stemnings tjeneste i politiske/aktivistiske fora, udvikler vi ikke kreative og normundergravende strategier. At ransage verdens uretfærdigheder er også at ransage egne rum.