En patetisk replik til Karen Hækkerup - og de mennesker vi er blevet

Måske har vi sagt det så mange gange nu, at det virker håbløst at sige det igen. Måske har jeg set det så mange gange nu, at jeg knap nok registrerer det længere. Måske er der blevet rykket så mange gange ved grænsen for fornedringen af den samfundsmæssige moral, at vi efterhånden har opgivet at rette op på den.

Men fuck! Hvad sker der for, at det er muligt at reagere på, hvor hæslig verden for tiden er, på den her måde? I en situation, hvor flere mennesker end normalt søger asyl hos os, hvordan kan man så, som justitsminister Karen Hækkerup i den seneste uge, reagere ved at udtale: "Vi tager situationen meget alvorligt. Vores asylsystem er under pres"? Og så følge det op med at foreslå at gøre det sværere for flygtninge fra Syrien at opnå permanent opholdstilladelse. Syrere? Altså de folk, der er flygtet fra en af de værste krige, vi har set i vores nærområde siden krigen i det tidligere Jugoslavien. En krig som har varet i år og som den danske regering intet gør for at stoppe. De folk? Dem skal vi placere i en mere usikker position, end vi behøver? Dem skal vi nægte den basale menneskelige tryghed i en forfærdelig situation, at kunne leve sit liv med en mulighed for at forestille sig en fremtid, hvor de er, og ikke leve i en konstant undtagelsestilstand (mere end den fortsatte krig og dens traumatiserende effekt allerede medfører)? Og hvorfor: fordi der kommer et par tusinde flere mennesker i nød til et af de rigeste samfund i verden?

Der er masser af pragmatiske argumenter, der fortæller om de skadelige effekter, både for det enkelte menneske og for det samfund, de befinder sig i, af denne unødvendige usikkerhed på fremtiden. Statistikker på succesfuld repatriering i sammenhæng med aktiv deltagelse i det asylgivende land. Der er masser at skrive om, hvordan det, selv efter en krig er afsluttet, er usikkert og kompliceret at vende hjem, både for det enkelte menneske og for det samfund, der skal bygges op igen. Der findes masser af erfaringer med dette - mange af dem skabt i forbindelse med krigen i det tidligere Jugoslavien og her i Bosnien, hvor jeg befinder mig for tiden.

Men fuck det, jeg gider det ikke i dag. I dag er jeg bare trist og vred. Vi er nødt til at adressere, at det her ikke alene er et spørgsmål om pragmatik, om at fordele de samfundsmæssige goder, men også et spørgsmål om moral, om hvad det gode er samfundsmæssigt.

Jeg kommer til at tænke på noget, den ungarnske forfatter Imre Kertész skriver i Kaddish for et ufødt barn: "Auschwitz [har] hængt i luften i umindelige tider, hvem ved, måske i århundreder, som en mørk frugt modnet i talløse fornedrelsers glitrende stråler, i venten på det rette øjeblik til at falde ned i hovedet på os."

Jeg kommer til at tænke på et af grundargumenterne i abolitionismen, om hvorfor kampen mod slaveri ikke kun var vigtig for sorte men også hvide og alle i samfundet. Det var (og er) moralsk forkert at gøre et andet menneske til slave, og den uret slaveri skaber i samfundet, breder sig til alle dele af mennesker i det samfunds sjæl og moral. Selvom der således tydeligt er forskel i magtforholdene, så fører den uret og det moralske vanvid til en både samfundsmæssig og individuel menneskelig råddenhed for alle.

Og jeg kommer til at tænke på, hvorfor det er naturligt - og ekstremt vigtigt - at mænd også er feminister. At vi erkender, at de samfundsmæssige strukturer såvel som hverdagssexismen ikke kun diskriminerer kvinder, men også skaber et moralsk forkvaklet samfund, som vi alle må leve med konsekvenserne af.

Uret og fornedrelse i samfundet skal ikke alene bekæmpes på vegne af de mennesker, der mest direkte rammes af den, men også fordi vi alle bliver påvirket af at leve i et samfund, hvor den eksisterer. Jeg sammenligner ikke direkte den danske asylpolitik med hverken slaveri eller Auschwitz her. Mit ærinde er at påpege, at samfundets moralske habitus - eller spørgsmålet om bestemmelsen af, hvad det gode er samfundsmæssigt - har store konskvenser, både for hvilket samfund vi lever i, og for hvilke mennesker vi, der lever i det samfund, er.

Hvor rådne mennesker må alle vi danskere ikke være, når vi har de lejre, vi har, og de love og de politikere, vi har? Hvor afstumpede og umulige at elske eller stole på må enhver person i dette samfund ikke være og vedblive med at være, så længe det er komplet acceptabelt og endda politisk opportunt at udføre den her type uret i samfundets navn? Tale om individuel forfølgelse, når folk flygter fra krig... Helt ærligt, danskerne er ikke så dumme, at vi ikke ved, hvad krig er - det er ondskab ikke uvidenhed, der får os til at lukke øjnene og lade som om, vi er idioter.

Ja for fanden, det er patetisk at svare tilbage moralsk. Og ja, det er svært at bruge til meget politisk, når jeg ikke argumenterer pragmatisk. Det ved jeg godt. Men i dag er jeg ligeglad, i dag er jeg fucking bange, ikke kun for hvilket samfund det er, vi skaber, men også bange for hvilke mennesker, vi gør os selv til - hvilket menneske jeg er ved at blive. Jeg læste nyhederne og så udtalelserne, og sukkede. Det var det. Jeg sukkede bare. Og det suk gjorde mig bange. Jeg var ikke overrasket, jeg blev ikke vred, jeg fik ikke brug for at reagere. Det var bare endnu en fornedrelse til at modne den mørke frugt over vores hoveder. Men det går ikke. Ikke kun fordi, det hærger med konkrete menneskers liv, ikke kun fordi, vi skaber en endnu mere fucked op verden på den måde. Men også fordi, vi bliver nødt til at kæmpe mod den råddenhed, det her skaber i vores liv. Vil vi virkelig være mennsker, der reagerer med frygt og egoisme på folk i nød?

Jeg får lyst til at parafrasere et Frantz Fanon citat: 'Et samfund, hvis løsninger er tvang og moralsk forfald, er ikke et levedygtigt samfund, men et samfund, der bør afløses af et andet. Det er borgerens pligt at sige det.'* Men jeg ved ikke, måske har det danske samfunds moralske råddenhed allerede spredt sig og gjort mig til et forkrøblet menneske, for jeg ved ikke rigtig længere, hvordan jeg skal sige det.

 * Det oprindelige citat er fra Fanons "Brev til ministerresidenten" og lyder: "Et samfund, der tvinger sine medlemmer til fortvivlede løsninger, er ikke et levedygtigt samfund, men et samfund, der bør afløses af et andet. Det er borgerens pligt at sige det."