Pædagoger uden grænser? - Fra bollerum til pædofilskræk

Disclaimer: Alle børn og unge skal være trygge i landets daginstitutioner. Punktum. Alle forældre skal kunne sætte deres børn i daginstitution og vide, at de bliver passet på. Punktum. Men vi skal også som pædagogisk personale blive bedre til at stå fast på, at børn har lov til at have deres helt egen barnlige seksualitet, som gerne må være der. Uden at vi bliver bange for pædofilianklager. 

Fuck for noget lort, tænke jeg, da jeg hørte om dommen. Nu starter det igen. Thomas Vinterbergs drama Jagten fra 2012 med Mads Mikkelsen i hovedrollen bliver til virkelighed. Historien foregår i en lille dansk landsby omkring jul og følger en mand, der bliver mål for massehysteri efter fejlagtigt at være beskyldt for at have seksuelt misbrugt et barn.

Den 14. oktober 2015 blev en 61-årig pædagog idømt et års fængsel i landsretten for blufærdighedskrænkelse af 15 børn i alderen fire til syv år i en institution i Holbæk. 

Jeg kender ikke til detaljerne i sagen fra Holbæk. Men den får mig til at frygte en tilbagevenden til livet efter Vadstrupgårdsagen i 1997, hvor en mandlig medarbejder blev dømt for overgreb mod en række børn. Vadstrupgårdsagen satte sig lange og dystre spor i hverdagens daginstitutionsliv og satte en lavine af overgrebsanklager mod mænd i daginstitutioner i gang. Og dagsinstitutionsområdet er aldrig kommet sig. Sagen indførte pædofilskrækken og en kollektiv stempling af mænd som potentielle seksuelle rovdyr. 

Så Holbæk-sagen får mig til at frygte mere mistænkeliggørelse af mænd i daginstitutioner. Jeg frygter endnu flere regler i et forsøg ”bekæmpe” seksuelle overgreb mod børn. Jeg frygter, at uvidenhed, myter og fordomme om børns seksualitet skal sætte dagsordenen i daginstitutioners hverdag.

Sager der brændemærker 

10 til 20 gange om året bliver en medarbejder i en dansk daginstitution beskyldt for overgreb mod et barn. Heldigvis er det kun i de færreste sager, at politiet rejser tiltale – og det er

endnu sjældnere, at der rent faktisk falder dom. Men det ulykkelige er, at man, selv om man er uskyldig, ofte får et brændemærke, som nærmest er umuligt at vaske af. For de fleste kommer anklagerne til at betyde lange sygemeldinger, og at de aldrig kommer tilbage til deres fag. 

Det er ikke bare på det individuelle plan, at pædofilskrækken i de seneste 20 år har hærget daginstitutionsverden. Angsten for anklager har ført til selvcensur og indskrænkning af det pædagogiske personales professionelle omsorg for børn i daginstitutioner. 

Daginstitutionsområdet har nærmest kollektivt accepteret en systematisk devaluering af den pædagogiske viden, indsigt og forskning om børns seksualitet. Vi har tilladt uhensigtsmæssige adfærdsændringer over for børn og bidraget til underminering af mandens kulturelle identitet. Herunder især den mandlige pædagogs værdi på arbejdsmarkedet.

Årsagen til stigningen i anmeldelser og sager om overgreb er ikke, at der begås flere og flere overgreb mod børn og unge (Andreasen, 1999). Det er snarere, at børns hverdagsliv mere end nogensinde befolkes af voksne og foregår i institutioner. Det, sammenholdt med de pædofilisager, der er blæst op i medierne, har skærpet opmærksomheden, men også frygten for overgreb. 

Frygten resulterer som bekendt i mere overvågning og regulering af børns hverdagsliv. 58 procent af landets daginstitutioner har indført retningslinjer for personalets omgang med børn (Buch og Leander, 2012). Retningslinjer for nøgenhed, nusning og numselege er blevet hverdagskost. Misforstået beskyttelse af især mandlige ansatte har resulteret i, at der findes institutioner, hvor mænd ikke må være alene med børn i institutionen. Det er diskrimination og stigmatisering forklædt som omsorg. 

Fanget mellem pædofilforskrækkelse og pornoficering 

Barnekroppen har mistet sin uskyld. Den er på den ene side blevet seksualiseret og problematiseret, og på den anden side er børns seksualitet blevet mistænkeliggjort.

I min barndom i 60’erne blev doktorlege set som harmløse, uskyldige og naturlige. I dag bliver doktorlege tillagt en voksenseksuel betydning, selv om der er tale om to vidt forskellige ting. Der er en kollektiv uvidenhed om børns seksualitet – også hos professionelle, der på papiret burde vide bedre. For selv om børns seksualitet kan være besværlig og ømtålelig at beskæftige sig med, så er vi forpligtet til det som professionelle. Seksualitet er faktisk en rettighed. Allerede i 1980 skrev verdenssundhedsorganisationen, WHO:

”Alle børn har ret til en seksualitet og til muligheden for en fordomsfri opdragelse” og ”masturbation og seksuel leg er sunde og normale aktiviteter.”

Der er en grund til, at en drengs penis af og til stritter, når han ligger på puslebordet, og at piger gnubber sig mellem benene, til de er gasblå i hovedet. Og der er en grund til, at de skal have frihed til det, uden at blive ramt at skam. For det er det, der sker, hvis ikke vi skiller voksne og børns seksualitet ad. Vi indgyder skyld og skam hos børnene og frygt hos de voksne.

Danmark år 2015 er historien om en skizofren kultur. På den ene side er vi voldsomt pædofiliforskrækkede og nypuritanske, så det tangerer det frelste. På den anden side er vores kultur, det offentlige rum og medierne gennemgribende pornoficerede. Det betyder, at piger ned i 10 års alderen gør sig til med trutmund og kavalergang på Instagram, samtidig med at forældrene ikke tør give deres venners børn en ren ble på. Eller også tør morfar og farfar ikke  være alene med deres børnebørn af frygt for mistænkeliggørelse. 

Skizofrenien gør, at alle kan risikere at stå i en situation, hvor de bare lytter til den indre stemme, der råber højest. Og det er som regel forargelsens stemme, der er mest skinger.

De farlige børn

Tillid er et grundvilkår i al dannelse, opdragelse og understøttelse af alle børns opvækst. Men vi er på mindre end 20 år gået fra en tillidskultur til en mistillidskultur, når det kommer til vores syn på og omgang med børn. 

Faren er, at børnene går glip af en hel masse omsorg, kærlighed og opmærksomhed, hvis vi  bliver bange for børn og synes, de er farlige at omgås. Der er også en stor risiko for, at de voksne, der insisterer på at tage udgangspunkt i børns kultur, og som vælger at gøre det rigtige og give børn den kropskontakt, de har brug for, vil blive anklaget for at være grænseoverskridende. Så risikerer vi sager, hvor pædagoger bliver fyret for at have høj faglighed, stor viden og indsigt i børns udvikling, og sager hvor medarbejdere vil blive fyret for ikke at underkaste sig tidens moralskfunderede og kropsforskrækkede politiske pædagogik.

Sæt børns seksualitet på dagsorden

Det er på høje tid, at det pædagogiske område går i kødet på uvidenhed, fordomme og myter om børns seksualitet blandt os selv og forældrene. Det skal ske i dialog med alle landets forældre til børn i daginstitutioner om småbørns sunde, naturlige seksuelle udvikling, og hvordan det pædagogiske personale kan og skal understøtte den. 

Det er den eneste måde, vi kan undgå, at mandelige kolleger udsættes for den værste anklage, man som menneske kan udsættes for: Pædofil. Det er den eneste måde, vi kan forhindre regler, der umuliggør pædagogisk arbejde.

Der er nemlig det tydelige mønster, at forældre typisk er langt mere restriktive end det pædagogiske personale i forhold til denne type lege. Som en børnehaveleder i undersøgelsen "Doktorleg i børnehaven" udtrykker det, kommer det ofte helt bag på forældre, at deres daginstitutionsbørn interesserer sig for egne og andres kønsdele. Derfor skal det pædagogiske personale turde tage fagligheden frem og fortælle om den naturlige barnlige seksualitet, som skal have lov til at være der – og om hvorfor det inter har med voksenseksualitet at gøre.