Myten om videnssamfundet

Politikerne taler om det. Medierne skriver om det. Uddannelsessektoren proklamerer det. Professionelle uanset kerneopgave hylder det. Danmark er et vidensamfund.

For hvem kan være imod mere viden, indsigt og forskning? Hvem kan være modstander af beslutninger baseret på faktuelle forhold? Hvem kan være modstander af intelligente forandringer, der har afsæt i andet end overtro og fundamentalisme? 

Men når man kradser i overfladen, viser det sig hurtigt, at det er en myte. En myte der baserer sig på misforståelser og ideologiske blålys.

Vidensamfundet er først og fremmest en ideologi, der ikke tager sin egen fortælling seriøs. For hvis det var viden, indsigt og forskning der skulle danne baggrund for politiske beslutninger og handlinger på et oplyst grundlag, hvorfor sker det så så sjældent?

De fleste politikere, professionelle og mennesker i almindelighed, synes alle godt om viden, indsigt og forskning, men efterhånden kun hvis det bekræfter deres politiske, ideologiske, faglige og personlige udsyn.

Viden, indsigt og forskning der ikke leverer ’varen’ nedgøres, undergraves og tilintetgøres. Ideologi, særligt den fundamentalistiske slags, har det med at skygge for virkeligheden.

Så den næsten uanfægtede antagelse, at viden, indsigt og forskning får stadig større betydning i det nationale og det internationale samfund, er en antagelse, der må modificeres kraftigt.

Hvis vi levede i et vidensamfund, så ville vi jo f.eks. ikke:

• have indført den aktuelle skolereform, når viden, indsigt og forskning rent faktisk viser at en længere skoledag ikke giver en bedre skolegang.
• udsætte børn og unge for lektioner og hjemmelektioner, når viden, indsigt og forskning viser, at det ingen faglig effekt har og diskriminerer på køn, kultur og klasse.
• teste børn fra vuggestue til universiteter, når viden, indsigt og forskning viser, at det diskriminerer og eksluderer på køn, kultur og klasse.
• lade uddannelsessystemet forsætte med at reproducere den sociale ulighed i vores samfund, når viden, indsigt og forskning viser, at klassebaggrund betyder alt i uddannelsessystemet.
• forsætte med at øge arbejdstiden, arbejdspresset og arbejdstempoet, når viden, indsigt og forskning viser, at nedsat arbejdstid, flere kolleger, mindre arbejdspres og arbejdstempo vil nedslide færre og gavne alle.
• forstærke uligheden i samfundet, nationalt og internationalt, når viden, indsigt og forskning viser, at ulighed rammer hele befolkningen, ikke kun ’The Usual Suspects’, men også de rigeste.
• fortsætte med at gøre vækst til et mål i sig selv, når viden, indsigt og forskning viser at den globale opvarmning er menneskeskabt, og jagten på profit og uhæmmet vækst er årsagen.

Vi må erkende, at viden, indsigt og forskning og ikke mindst brugen af disse til at indrette og udvikle vores samfund, vores arbejdsliv og vores børns liv, er politiske, ideologiske og fagpolitiske spørgsmål, der mere handler om styrkeforhold og egen vinding end hvad der faktuelt kan begrundes. 

Der findes i dag massive mængder af viden, indsigt og forskning der beviser, at det er muligt at finde positive veje mod en mere fair og givtig fremtid med mindre ulighed. Men det kræver åbenbart, at vi får magt, som vi har agt.