Annonce

20. september 2013 - 13:21

LFS høringssvar: ”Forslag til Lov om ændring af Folkeskoleloven”

Høringssvar til ”Forslag til Lov om ændring af Folkeskoleloven”

Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) skal hermed afgive sit høringssvar til ”Forslag til Lov om ændring af Folkeskoleloven”. LFS er meget skeptisk overfor hele præmissen for skolereformen. Som minimum har vi som faglig organisation en forventning om, at en så radikal forandring af både folkeskolen og hele det fritidspædagogiske område hviler på et solidt grundlag af viden, indsigt og forskning. Der er dog ingen forskningsmæssig dokumentation som understøtter regeringens folkeskolereform.

Der findes masser af solid forskning, der vil kunne give pejlemærker for udviklingen af folkeskolen, inklusion, kreativitet og dannelse. Ved at fravælge viden, indsigt og forskning, i udkastet til folkeskolereform, er denne mulighed forspildt.

Det er iøjnefaldende, hvordan Regeringen og Undervisningsministeriet i sit reformarbejde har valgt at se stort på, ikke bare uafhængige forskeres undersøgelser, men også undervisningsministeriets egne evalueringsrapporter og resultater fra internationale undersøgelser. Regeringen tillægger ellers gerne dette stor vægt i andre sammenhænge.

LFS har ingen forventning om, at det politiske flertal for folkeskolereformen vil lade høringssvarene få indflydelse på den grundlæggende retning i folkeskolereformen. Dette uanset at mange høringssvar vil referere til vigtigheden af viden, indsigt og forskning.

LFS har heller ingen forventning om, at folkeskolereformens underfinansiering vil blive ændret. Vi konstatere blot, at vi allerede nu kan se konsekvenserne ude i landet. Følgerne af folkeskolereformens underfinansiering ses allerede i form af fyringer af pædagogisk personale og lærere. Vi kan også konstatere, at forskellige faglige organisationer kæmper indbyrdes, i forsøget på at underbyde hinanden overfor de kommunale arbejdsgivere, i håbet om at bevare flest mulige stillinger på deres område.

LFS har derfor valgt nogle nedslag, der har været fraværende i debatten om fremtidens skole, både fra tilhængere og modstander af regeringens ønske om at indføre heldagskoler og længere skoledage.

 

Child Labour eller Child Work?

Der er en grundlæggende manglende vilje til, både fagligt og politisk, at forstå hvad børns hverdagsliv er for en størrelse og hvordan den konstituerer sig. Det kan ses i hele præmissen for folkeskolereformen. Legen er barnets praksis i verden, og den bør derfor ikke adskilles fra arbejde.

Det legende barn må forstås som et ”arbejdende” barn i den forstand, at det er optaget af meningsfulde aktiviteter. Også selvom aktiviteterne kan se meningsløse og kaotiske ud for de voksne.

Tilhængerne af folkeskolereformen betragter ikke børn ikke som en del af arbejdstyrken (Child Labour). Derfor er der ingen øvre grænse for, hvor lang skoledagen kan blive i denne logik.

Derimod opfattes skolen, skolegang og skoledagen som ren og skær harmløs karakteropbygning via rendyrkede børneaktiviteter (Child Work). Det er denne sproglige, ideologiske og pædagogiske afstandtagen fra arbejde, når vi taler om børn, der har tilskyndet tilhængerne af folkeskolereformen til, at tale så varmt for heldagskoler og længere skoledage.

 

Lære børn mere jo længere de går i skole?

Skolesystemer, der tildeler eleverne flere årlige undervisningstimer, klarer sig ikke nødvendigvis bedre. Faktisk er der lande der klare sig bedre i PISA end Danmark, hvor timetallet er lavere. Finske elever ligger helt i top, men modtager 17 pct. mindre undervisning end OECD-gennemsnittet. Chilenske elever ligger i top på undervisningstid, 123 pct. af OECD-gennemsnittet, men de ligger 20 pladser under de danske elever i PISA. Længere skoledag giver altså ikke bedre skolegang.

 

Jo tidligere børn starter med skolevirksomhed, jo bedre for deres læring?

Erfaringerne fra Finland afviser denne myte. Tidlig skolestart er en Skoleficering af småbørn og en tendens, der er med til at reducere livet lige nu, til en forberedelse af det der kommer. Det forstærker skoletrætheden og udgrænser børns læringsbegær. Det øger tilmed reproduktionen af social ulighed i uddannelsessystemet. LFS mener at børn skal starte i fritidshjem som 5-5½ årige og med skolestart ved det 7. år. LFS er tilhængere af senere skolestart.

 

Lektier gavner børns læring.

Et af de vigtigste argumenter omkring folkeskolereformen, har været spørgsmålet om lektier. Argumentationen har været, at lektier og lektie caféer ville kunne øge chanceligheden i folkeskolen. Men dette har intet hold i viden, indsigt og forskning:

  1. Hovedparten af studier i lektier viser kun en mulig forbindelse og ikke nogen årsagssammenhæng mellem lektier og indlæring.
  2. Viden om, hvor mange lektier børn og unge laver, bygger på formodninger.
  3. Studier i lektier forveksler karakterer og testpræstationer med læring.
  4. Lektier betyder mindre, jo længere det undersøges. Når der findes positive effekter af hjemmelektier, er de ofte meget små.
  5. Der findes ingen videnskabelig dokumentation for, at der skabes ”akademiske fordele”      af lektier i folkeskolen.
  6. Resultater af nationale og internationale eksaminer stiller kraftige spørgsmålstegn ved hjemmelektiers rolle. Anden forskning har også rejst stor tvivl om hjemmelektiers effekt.

Når forældre, politikere og fagfolk fastholder lektierne, så er det en total dis respekt for de videnskabelige undersøgelser og forskere som har dokumenteret, at lektier ikke øger indlæringen. Men det er også udtryk for:

  1. En totalt manglende vilje til at sætte spørgsmålstegn ved eksisterende praksis og  skoleformer.
  2. Grundlæggende  misforståelse af læringens og indlæringens natur. Børn har et naturligt  lærings-, sprogligt- og narrativt begær.

 

 

 

 

Kan børn godt have fri tid og egen tid i heldagsskole?

Forskning peger på, at 75 pct. af al læring finder sted uden for skolemiljøet. Børn lærer hele tiden, men kun når de er modtagelige for læring og når de føler, at det giver mening for dem. Det er det, der skaber motivation for læring.

Dette gælder i øvrigt også for voksne. Det hedder livslæring. Læring er altså ikke en automatisk følge af undervisning. Det er oftere en aktivitet, børn udfolder i deres fritid, leg eller sammen med deres venner! Læring er at opdage og se meningsfulde sammenhænge.

Fritidshjemmet er den eneste arena for børn og unge der, i modsætning til eksempelvis skole, heldagskole, SFO eller sportsaktiviteter, ikke er specifikt målsat i aktivitet eller læring. Det betyder et langt bredere udviklingspotentiale for den enkelte. Skoleficering af fritidspædagogikkens virksomhed er ikke fri-tid eller fritidspædagogik, men noget helt andet. Desværre er fritidshjem en uddøende institutionstype og i forbindelse med skolereformen vil afviklingen af denne unikke institutionstype være tilendebragt.

 

Friheden og fritiden der blev væk

Den frihed, børn har haft til at lege, til at skabe deres egne rum og vælge deres symboler, uden at voksne har skelet til læring og til hvad der er rigtigt og forkert, er ved at forvitre og forsvinde.

Tankerne og perspektiverne i Ny Nordisk Skole og skolereformen er en fortsættelse af den udvikling, hvor børn socialiseres ind i en institutionel tid, et strengt bindende system, der kræver underdanighed og disciplinering.

Leg underlægges en planlagt tid og bliver en videnskab og en industri, hvor legen bliver mere og mere organiseret og brugt som et centralt pædagogisk lokkemiddel og redskab i børns læreprocesser og læringsoptimering.

Konsekvenserne af legens formalisering og strukturering er, at legens kreative aspekter undertrykkes og erstattes af forudbestemte snævre læringsmål.

 

Reformpædagogikken der blev væk

Skolereformen viser hvor langt Danmark har bevæget sig væk fra den kulturradikale reformpædagogiks mentor C. C. Kragh-Müllers udadvendte progressive og moderne pædagogik.

Vi er lysår væk fra den ”Den Blå betænkning” fra 1960. Den Blå Betænkning betød på mange måder et pædagogisk vårbrud.  Reformpædagogiske ideer, der havde været en del af den pædagogiske debat fra 30erne, blev nu alment accepterede mål og metoder.

Den Blå Betænkning ønskede først og fremmest, at gøre skolen meningsfyldt for den enkelte elev. Derfor gik man ind for en funktionelt tilrettelagt undervisning, der skulle fremme elevernes arbejdsmetoder og bidrage til at give færdigheder og indsigt, som de lettere kunne bruge i samfundet uden for skolen. Skolen havde tidligere været præget af den mekaniske indlæring.

Undervisningen skulle som noget nyt tage udgangspunkt i dagliglivets situationer og i den interessebetonede virksomhed. Børn havde ret til både frihed og fritid.  Men alt det er historie.

Ritt Bjerregård skrev i 1976: ”Det nytter ikke at lave en nok så god planlægning, hvis man ikke kan vinde folkelig forståelse for at den er god. Der er her i landet tradition for at uddannelseslove skal kunne accepteres over et bredt politisk spektrum. De må opleves som rimelige af det overvældende flertal af befolkningen, …”.

Regeringen og det politiske flertal bag folkeskolereformen har i stedet valgt, at være argument-, videns- og forskningsresistent.

LFS’ håb er, at der med tiden igen kommer et paradigmeskift, som vil tage afsæt i det bedste fra den righoldige reformpædagogiske tradition og revitalisere en folkeskole og et fritidsliv, hvor børns lærings- og livsbegær er i centrum for den alsidige dannelsesproces. 

 

 

Med venlig hilsen

p.o.v.

 Jan Hoby, Næstformand i LFS

 

 

Annonce