Fra Blå Betænkning til Antorini's Blålys

I 1814 underskrev Kong Frederik den 6. en række skolelove, der gav syv års undervisningspligt for alle børn i Danmark. I 2014 fejres, at vi har haft 200 år med undervisningspligt og ny folkeskolereform. Men spørgsmålet er, om der er noget at fejre? 

Uanset hvilken ideologisk, politisk eller pædagogisk retning man abonnerer på, synes der at være en slags konsensus om, at skolens grundlæggende elementer stort set er forblevet de samme siden de første undervisningspligtige børn satte sig på skolebænken for 200 år siden. 

Der er en stor grad af rigtighed i den betragtning, men kun til en vis grænse. Skolen som institution for reproduktion af samfundets uligheder, er trods diverse politiske intentioner næste forblevet uændret igennem tiden. Mange politisk bestemte og højtideligt lovfæstede formålsparagraffer har haft en tendens til at fortone sig yderst fjernt i skolernes hverdag. Det ændrer dog ikke på, at skolens udvikling og de overordnede politiske og ideologiske rammer har været et resultat af modsatrettede politiske og ideologiske strømninger i samfundet. 

Det er derfor ikke en naturlov, der gør, at folkeskolen har udviklet sig, som den har igennem 200 år. Det er ej heller et simpelt resultat af samfundets generelle udvikling. Folkeskolens udvikling er på godt og ondt et resultat af ideologiske og politiske styrkeforhold mellem progressive og reaktionære strømninger indenfor den politiske pædagogik og den pædagogiske politik.  En kulturkamp mellem dem der vil mere lighed i samfundet og dem der vil det modsatte.

Det bedste eksempel til at illustrere hvor meget styrkeforholdet mellem progressive kulturradikale og kulturkonservative ideer, har ændret sig igennem de sidste 54 år, er at sammenligne den Blå Betænkning fra 1960 og så den nye anti-grundtvigianske heldagskolereform. Der er en verden til forskel på alle områder. 

Den Blå Betænkning står i dag som kulturradikalismens og reformpædagogikkens vigtigste ideologiske og politiske fingeraftryk på et af samfundets vigtigste kulturinstitutioner. 

Den Blå Betænkning søgte at begrænse skolens mulighed for deling af eleverne og enhedsskolen fik sin eksistens cementeret. Prøver og karaktergivning blev reduceret. Der blev adgang til gruppearbejde, emneorienteret – det, der senere kom til at hedde projektorienteret – undervisning og tværfaglighed. Arbejdet i dansk og regning kunne ”meget hensigtsmæssigt” indgå i sammenhæng med undervisningen i andre fag, f.eks. værkstedsundervisning og maskinskrivning. Betænkningens utal af faglige formåls- og indholdsbeskrivelser vidner om rækkevidden af reformpædagogikkens ambitioner.

I fagets historie er det vigtigt, ”at eleverne vænnes til at betragte problemerne ud fra synspunktet ligeberettigelse mellem folkeslagene”. I geografi er der ”rige muligheder for at vække børnenes erkendelse af folkeslagenes ligeberettigelse og de værdier, der knytter sig til forskellige kulturer, uanset race, sprog og religion”, ligesom faget kan bruges til at udvikle ”den følelse af samhørighed med andre nationer, som er nødvendig for vor kulturs beståen”. Biologi skal bibringe eleverne ”en interessebetonet orientering i naturen og indstille dem på den rent umiddelbare nydelse af den”. Undervisningen i naturlære skal ”optræde i harmoni med og ikke i modsætning til de humanistiske fag”. Legemsøvelser skal ikke alene fremme den fysiske, men også ”den mentale sundhed”, og Gymnastik er egnet til at udvikle ”egenskaber som samarbejdsevne, selvdisciplin, ordenssans, initiativ og selvstændighed”. I håndarbejde skal børnene bibringes lyst til ”at indrette smukke, personligt prægede hjem”, og i Formning skal de være kunstnere, men ikke alene skal deres evne for og lyst til at ”udtrykke sig i billeder” stimuleres – faget viser sig også at kunne bidrage til ”sider af karakteropdragelsen som selvstændighed, samarbejdsvilje, tolerance, sans for orden og ærlighed i udtryk”. Etc.

Skolen skulle ikke blot være en dannelsesrejse for alle eleverne. Det forventedes også, at den skulle kunne reformere samfundslivet, i hvert fald arbejdslivet. I formålsbeskrivelsen for faget erhvervsorientering hedder det, at uddannelsessystemet ”i større udstrækning, end det er tilfældet nu, gøres til et samlet hele med sikring af passende opstignings- og overgangsmuligheder”, og at der ”skal sigtes imod en løsning af de meget vigtige trivsels- og samarbejdsproblemer på arbejdspladsen”. Sådan! Et fingeraftryk som arbejderbevægelsen og venstrefløjen i dag kun kan drømme om.

I sit pædagogiske mesterværk: ”I morgen er for sent” (1963) noterer den kulturradikale reformpædagogiks hovedeksponent, lederen af Bernadotteskolen C. C. Kragh-Müller med triumf, at der med Den Blå Betænkning forelå ”et både gennemtænkt, dristigt og konstruktivt forslag til skolens indhold”. Helt den samme bedømmelse anlægges af pædagogen Ingrid Markussen i hendes historisk orienterede bidrag til U90-rapporten (bind 2, 1978). Hun skriver:

”Den Blå Betænkning betød på mange måder et pædagogisk vårbrud. Reformpædagogiske ideer, der havde været en del af den pædagogiske debat fra 30’erne, blev nu alment accepterede mål og metoder. Inden for formålsformuleringens rammer kunne skolen få et delvist nyt indhold. Den Blå Betænkning ønskede først og fremmest at gøre skolen meningsfyldt for den enkelte elev. Derfor gik læseplansudvalget ind for en funktionelt tilrettelagt undervisning, der skulle fremme elevernes arbejdsmetoder og bidrage til at give dem et sæt af færdigheder og en indsigt, som de lettere kunne bruge i samfundet uden for skolen end tilfældet havde været med den mekaniske indlæring, som skolen ofte havde været præget af tidligere. Undervisningen skulle altså tage udgangspunkt i dagliglivets situationer og i den interessebetonede virksomhed...”.

Men den Blå Betænkning er længe siden. Den kulturradikale og reformpædagogiske vision om den lighedsorienterede uddannelsespolitik, eksisterer ikke mere. Rød blok har for længst overgivet sig til Blå bloks uddannelsespolitiske logikker. De ideologiske og politiske styrkeforhold mellem progressive og reaktionære pædagogiske strømninger er markant ændret til fordel for tilhængerne af konkurrencestaten, ulighed og kulturkonservatisme. Som professor, filosof of teolog Peter Kemp, siger: ”Det fine danske dannelsessystem forfalder hurtigt, mens man prøver at erhvervsrette alle uddannelser. Det, Danmark kunne stå for, nemlig en kulturel dannelsestradition, pakkes bort, og i stedet indfører vi den standardvare, alle andre lande har i forvejen”

Undervisningsminister Christine Antorini fik med sin anti-grundtvigianske "Ny Nordisk Skole" og skolereform, overbevist flertallet om, at uddannelsessystemet fra vuggestue til Ph.d., skal sikre Danmarks konkurrenceevne og topplacering i den globaliserede markedsøkonomi. Et Blålys byggende på ideologiske mavefornemmelser uden respekt for børns læringsbegær, leg og fritid.  

Dermed fuldbyrdede hun aflivningen af det 20. århundredes progressive kulturradikale og reformpædagogiske forsøg på at skabe en skole med et menneskeligt ansigt. Med loven fra 2006 kan vi for første gang i folkeskolens lange historie sige, ”at skolen ikke har som primær opgave at danne den enkelte til at være borger eller deltager i et demokrati, men at udvikle den enkelte til ”soldat” i nationernes konkurrence. Skolen skal nu primært fremme en forestilling om individ og samfund, der har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om et mere demokratisk samfund” (Ove. K. Pedersen i Konkurrencestaten.) Det er ikke kun klassesamarbejdet på arbejdsmarket der er ensidigt opsagt. Klassesamarbejdet er opsagt på alle samfundets områder, - folkeskolen og uddannelsessektoren er ingen undtagelse. Den nyliberalistiske hegemoni har fået sin drømmeskole, hvor klasseskel og klassedeling igen skal være et adelsmærke.

I 2014 - 200 året for undervisningspligten - er den danske folkeskole ikke kun en skole med meget lange arbejdsdage. Danske skolebørn hører også til de mest testede og stressede i Europa. Det kan godt være at vi kan overbevise hinanden om, at skolens grundlæggende elementer stort set er forblevet de samme. Men for titusindvis af børns skolegang har de ideologiske og politiske rammer omkring deres hverdag afgørende betydning for deres livskvalitet i nogle af deres vigtigste timer, dage og år. 

Et barndomsliv med korte (skole)arbejdsdage, reduceret antal test, prøver og karaktergivning og masser af fritid og frihed, er sgu da at fortrække frem for en folkeskole anno 2014, som er alt det modsatte. 

Uanset hvor meget folkeskolelærerne og pædagogerne, vil forsøge at give mening til skolereformens meningsløshed, så ændrer det ikke på, at folkeskoleforliget dikterer langt ned i detaljen og dermed fratager folkeskolelærerne og pædagogerne store dele af deres faglige indsigt, viden og dømmekraft. Og dermed vil folkeskolelærere og pædagoger være tvunget til at reproducere tidens politiske pædagogik og pædagogiske politik, uanset deres professionelle og personlige syn på samme. 

Måske Rød blok og alle progressive folkeskolelærere, pædagoger og forældre skulle overveje at genopdage vores kulturradikale og reformpædagogiske tradition. De kunne passende starte med at genlæse den Blå Betænkning. Den holder stadig og giver ståpels 54 år efter den blev skrevet.