Enhedslistens ”græsrødder”: The People's Front ?

Jeg synes at folk og særligt kammerater der tager initiativ til at forandre verden uanset hvor dårlige odds og sværere vilkår der er, skal have ros, masser af ros. Svaret på at fagbevægelsen, venstrefløjen og socialbevægelser er på hælene, - er ikke passivitet og resignation.

Disclaimer: Så denne blog handler ikke om at pisse på kammerater, der tager initiativer, arrangere møder, konferencer eller demo’er. Det ændrer nok ikke på at visse kammerater vil føle sig stødt på manchetterne.

Men intensionen er, at beskrive min oplevelse med den værste form selvretfærdighed og selvtilstrækkelighed, som findes hos sekter af enhver art.

En oplevelse jeg havde da jeg deltog i Enhedslistens græsrodskonference den 27.september på Mølleholmsskolen i Tåstrup. Der var stor ståhej for ingenting op til konferencen på Enhedslistens lukkede Facebook grupper som ”Stol På Det Røde Ø” og ”Ø’erne”. Det store ståhej stod på skulderne af sidste års første såkaldte græsrodskonference.

Den første konference var dels indkaldt som en reaktion på Enhedslistens såkaldte højredrejning og såkaldte forsøg fra ledelsen i at omdanne Enhedslisten til et Socialdemokrati 2.0 eller SF 3.0. og dermed tjente konferencen som et delvis tilløbsstykke for medlemmer af Enhedslisten, der havde et udestående med ledelse i Enhedslisten og skulle det senere vise sig, et udstående med flertallet af Enhedslistens medlemmer og særligt årsmødet. 

Hvor første såkaldt græsrodskonference måske havde sin politiske, ideologiske og demokratiske berettigelse, så var anden omgang en mere end tvivlsom affære. Der var intet græsrod over konferencen, under 100 kammerater deltog og det var mere end noget andet et åbent faktionsmøde for Komintern inspirerede sekter, med nyeste supplement af afskalningen fra Socialistisk Standpunkt som ekstra krydderi. En særlig dansk version af Monty Python’s The People’s Front

Selvom alle der deltog ikke var medlemmer af SAP, DKP, IS og x-Socialistisk Standpunkt, eller var enige med dem, så var der dømt fisketur for særligt to af ”partierne” i partiet. Oplægsholderne var stort set hentet fra kredsen omkring de såkaldte rigtige socialister (Læs: SAP, IS, Socialistisk Standpunkt). Arrangørernes undskyldning var at mange andre var blevet spurgt, men havde takket nej. Måske skulle arrangørerne reflektere over det!?

Ambitionen fra arrangørerne var at sætte fokus på "Hvor skal Enhedslisten hen?” Og styrke Enhedslisten som det brede antikapitalistiske venstrefløjsparti. Men som dagen skred frem, stod det mere og mere klart at det handlende mere om at fastholde illusionen om det ”leninistiske parti” som svaret på alle problemer. Det blev ikke sagt eksplicit, men det var til stede implicit, som undertekst.

Forsvarere af konferencen vil sige, at ”Man kan måske godt finde fejl og mangler ved konferencen. Men man kan også tage den positive hat på og anerkende, at den udfylder et tomrum der eksisterer.” men hvis tomrum er der tale om?

Selvom afdelingerne bag konferencen normalt gør sig til højtlytte talspersoner for mere ortodoks marxisme og klasseanalyse og meget mindre reformisme, så var hele dagen blottet for ethvert tilløb til noget der lignede marxistisk analyse, særligt af den akutelle klassekampssituation. Fraværet af seriøse forsøg på analyse, førte i stedet til rituelle markeringer og indspark.

Konferencen startede med oplæg og debat om Statens rolle under kapitalismen, mellem Mikkel Warming og Francesco Castellani (der efterlyste fakta baserede diskussioner og dialog).

Mikkel Warming var inviteret ind i løvens hule som et ledende medlem af Internationale Socialister formulerede det så diplomatisk. Men der var ikke meget debat. Der var mere tale om at bruge Mikkel Warming som en slags boksebold til træning og bekræftelse på egne såkaldte rigtige revolutionære synspunkter. Angreb er altid det bedste forsvar, så Mikkel Warming blev angrebet og motivforsket lang ind den reformistiske sump. Der var ingen forsøg på at gå i dialog med Mikkel Warmings særlige version af Poulantzas analyse af statens modsætningsfyldte handlinger, som fremhæver omfanget af statens indgriben i civilsamfundets kampe.

Der var ingen forsøg på at overveje hvor meget statens forskellige politiske initiativer, kan være dysfunktionelle for kapitalen og omfanget af statens forskellige politikområder, der kan være modsætningsfyldte. I stedet blev der scoret billige point, som de fremmødte kunne varme sig ved. Med to minutters taletid, kan man ikke have en seriøs dialog om staten, men man kan på to minutter afsløre hvor lidt man forstår ved statens klassekarakter. Særligt indlæg om lærerkonflikten var dissideret pinagtige. Men de Komintern-inspirerede kammerater var som fisk i vand. De fik fremført deres såkaldte "leninistiske" og instrumentalistiske analyse af den kapitalistiske stat. Så ingen blev klogere og det var nok heller ikke meningen? Men der blev ringet meget til 20'erne for råd & vejledning. 

Men Mikkel Warming fremstod som ”vinderen” af debatten, - klart og tydeligt formulerede han sine synspunkter og analyse, uanset om man er enig eller ej. Alle kritikkerne hævede sig aldrig udover teksten i intropjecerne.

Der var en del gruppearbejde og workshop. Jeg deltog i workshoppen om forholdet mellem socialdemokratiet og reformismen. Jan Helbak, redaktør af Kritisk Debat, er altid er klog og indsigtsfuld at lytte til og debattere med, så det var hele togturen værd. I opsamlingen virkede det som om at de aktivistiske ”initiativer” kunne have været klaret på mail.

Konferencens sidste programpunkt var en paneldebat mellem Finn Sørensen, et HB-medlem og et par unge kammerater, om hvordan vi kommer ud over rampen og får gang i aktivismen. De unge kammerater var veltalende og gode, selvom der ikke var skyggen af realisme i forhold til mulighederne i den nuværende situation. HB-medlemmet i paneldebatten havde intet at byde ind med udover almindeligheder. Tilbage var Finn Sørensen som igen, ligesom Mikkel Warming fremstod med en analyse, vurdering og konkrete bud på hvad der må gøres. Finn Sørensen startet i øvrigt med en åbningsreplik, der lukkede munden på de fleste: ”Jeg går stadig ind for et revolutionært massearbejderparti”  Tju Bang Chokolademand (Det Er Mig, Der Bestemmer Her)

Så vi endte op med et møde i min optik, som så mange andre møder på venstrefløjen. Masser af teatertorden. Masser af  masochismen. Masser af substitutionisme, stedfortræderpolitik og aktivisme, der mere minder om Münchhausens løgnehistorier, hvor han rider i en dam og må hive sig selv op ved håret, end en faktabaseret indsigt og viden. Ureflekterede udsagn som ”Socialister har aldrig haft større muligheder” (den sætning har jeg hørt på i 35 år) og beretninger om hvor fantastisk det står til i det faglige ungdomsarbejde, fik mig til at tænke på hvor meget venstrefløjen lyver for sig selv, og dermed andre. Og der var ikke meget hjælp at hente fra Enhedslistens hovedbestyrelsesmedlemmers indlæg fra gulvet. Særligt enkelsags hovedbestyrelsesmedlemmet fra 2400 Kbh NV fremstod mere som politisk pauseklovn, end et ledelsessansvarlig medlem for et parti med 10.000 medlemmer.

Så på den måde er det vist meget godt at der ikke deltog så mange på ”Enhedslistens græsrodskonference”. Der er ingen grund til at udsætte flere for den yderste venstrefløjs revolutionære mandagstrænere og skrivebordsgeneraler. Men det er ærgeligt for de af arrangerørerne som har en dybtfølt ambition om et aktivistisk masseparti og ingen undertekster eller implicit dagsorden.

Sandheden om hvad konferencen måske i virkeligheden var og skulle være, blev formuleret meget tydeligt på en af Enhedslistens lukkede Facebook grupper, af et ledende medlem af International Socialister som i et svar til Mikkel Warmings refleksion over sin deltagelse:

” Det kunne jo være vi i stedet skulle kalde os for "Enhedslistens venstrefløj", men mange mener at det er forkert at tage patent på ordet "venstrefløj" mens andre mener at ordet venstrefløj er indholdsløst. Vi kunne derfor også overveje om vi i stedet skulle kalde næste konference "De revolutionære i Enhedslisten".. for at tydeligøre vores politiske uenigheder og skille den ene strategi fra den anden.. Eller måske er "Anti-kapitalistiske aktivister i Enhedslisten", det rigtige sted at lande, så holder vi en skarp politisk profil og retning samtidig med at folk der ikke er overbeviste om at revolution er vejen til socialisme stadig kan dukke op..”

Dagbladene har en årlig begivenhed for landets skoleelever der hedder: Leg redaktør for en dag. Tænk hvis det eksperiment blev afprøvet på Enhedslisten! Hvor de nuværende såkaldte rigtige revolutionære socialister fik ansvaret for Enhedslistens politiske, ideologiske og handlingsmæssige udvikling, blot for en dag! Det ville I min optik svare til at overlade retspolitik til HA & Bandidos eller overdrage teenagere nøglerne til barskabet og bilerne.

For der findes ingen vilje eller evne til kælderkolde analyser af den danske klassekampssituation eller vores udfordringer, muligheder og hvad der må gøres. Det viste konferencen til fulde. 

Det er sgu sørgeligt at den revolutionære Komintern inspireret venstrefløj i Danmark har så lidt at tilbyde og har så svag en tiltrækningskræft. Som en klog mand engang skrev:

”For at partiet kan være i stand til at føre en dialog med masserne, er det ikke blot nødvendigt at partiet har tillid til den aktionerende arbejderklasses enorme evnerigdom, men også at partiet har en korrekt forståelse af situationen i landet og af arbejderklassens materielle og moralske forhold. Ethvert selvbedrag i partiet afstumper dialogen og forvandler den til en kedsommelig monolog.”

Måske skulle en masse gode revolutionære kammerater skrive sig det bag ørerne. Livet i ghettoen og som vogternes råd, har ingen fremtid hvis man vil en verden uden kapitalisme.

Lidt mere Podemos meget mindre ortodoksi og endnu mindre zinovjevisme