Internationale Socialister opfordrer til at deltage i den politiske protest ved Helle Thornings tale 1. maj i Fælledparken.
Det er vigtigt at skabe protest mod regeringen. Og det er vigtigt at få protest og modstand tilbage på 1. maj.
Men den planlagte fløjte-protest er indkaldt på et for snævert grundlag. Ikke alle, som er vrede over regeringens angreb, vil synes, det er fedt at skulle deltage i et forsøg på at overdøve Thorning.
Derfor opfordrer vi til at gøre protesten mere politisk og inkluderende. Hvordan, vender jeg tilbage til.
Helle Thorning er i front for en nyliberal regering, som igen og igen angriber flertallet: Arbejderklassen og de svage i samfundet. De vil skabe en “konkurrencestat”.
Danske arbejdere skal trynes, vores organisering skal svækkes, og vi skal gerne blive bange for at blive arbejdsløse og ende på bunden af samfundet. Derfor skaber de fattigdom og stigende ulighed.
Derfor skal 1. maj bruges til protest. Vi går derfor til Helle Thornings tale i Fælledparken under sloganet “Nedskæringer og fattigdom – skal mødes med sammenhold og modstand”.
Sidste års 1. maj fandt sted kort efter at regeringen havde afskaffet dagpengene og angrebet lærerne. Lærerne var efter tre ugers konflikt meget vrede og det fik afløb 1. maj.
Det var en massiv arbejder-protest, som vi var vidne til. Det var derfor, den var så magtfuld og umulig at bedømme som andet end en bredt funderet vrede.
I år er situationen en anden: Der er ikke en stor arbejdergruppe, som kan mobilisere til fylde pladsen. Derfor vil protesterne være mindre – men vreden vil stadig være der.
Det er vigtigt at tage i betragtning, når man vælger sine paroler og kampformer.
Når radikaliteten er mindre i befolkningen i år, vil det være meget lettere politisk at isolere de aktivister, som vil overdøve Thorning. Derfor kan vi ikke bare gentage sidste års succes.
At undlade at protestere med henvisning til, at Thorning leder et “arbejderparti”, er at glemme, at hendes regering har gennemført de mest brutale angreb i årtier. Det er opportunisme.
At undlade at tage højde for, at Thorning er leder af et parti, som mange 1. maj-deltagere stemmer på, er sekterisme.
IS mener, det er rigtigt at protestere. Men vi ønsker at protestere på en måde, så vi har en chance for at komme i dialog med dem, der både er utilfredse, men stadig mener, Thorning skal have en plads på 1. maj.
Derfor opfordrer IS til at deltage i protesten. Og vi ønsker at vrede og utilfredse arbejdere, studerende, Enhedslistefolk osv. kan deltage med egne paroler – også selv om man ikke ønsker at overdøve Thorning.
Vi ønsker at være med til at skabe en diskussion om, hvordan vi skaber en stor og bred bevægelse, der kan sige stop. Hvis arbejdere, arbejdsløse og studerende handler kollektivt – så kan vi slå igen mod regeringen og systemets ødelæggende politik.
Lad os møde op med politiske skilte på dagen og forsøge at skabe et rum, hvor den politiske protest fylder så meget som muligt, men hvor vores mål ikke er at overdøve Thorning.
Vi arrangerer en workshop 30. april fra kl. 17 på Christianshavn, hvor du kan være med til at lave dine egne skilte, bannere o.l. Vi opfordrer alle, der vil protestere til at deltage. (Kontakt Jesper Juul Mikkelsen, tlf. 6168 3616, hvis du vil vide mere.)
Check Facebook-eventet – vi ses!