Annonce

25. september 2013 - 15:14

Marx og fremmedgørelsen

Venstrefløjen i dag i Danmark taler stort set aldrig om fremmedgørelse. I den praktisk førte politik er temaet for længst helt forladt, men også i de politiske diskussioner internt på venstrefløjen er begrebet fraværende. Ikke desto mindre har netop kampen imod fremmedgørelse tidligere rent faktisk spillet en stor rolle for venstrefløjen og den politiske arbejderbevægelse.  Derfor er det måske på tide at tage begrebet op igen?

Allerede i sine tidlige skrifter er fremmedgørelsen i dens forskellige former et centralt emne for Marx. Fremmedgørelsestemaet er interessant for alle, fordi det vedrører alle. Ifølge Marx har det nogle helt klare politiske konsekvenser, hvordan man opfatter fremmedgørelsen, hvilket betyder, at formuleringen af et frigørelsesprojekt ikke kan adskilles fra fremmedgørelsestemaet.

I de økonomisk-filosofiske manuskripter fra 1844 udvikler Marx sit begreb om ”Gattungswesen” (på dansk oversat som Artsvæsen). Mennesket er et artsvæsen med en bestemt slags artskarakter. Med andre ord, så er artsvæsenet det, som mennesket i bund og grund er. Det specielle ved mennesket er dog, at det ikke er noget bestemt. I modsætning til andre ting i verden (huse, borde, stole etc.), så er mennesket frit til at skabe sig selv. Menneskets artskarakter er altså det, som Marx kalder den frie bevidste livsvirksomhed. Mennesket er ikke noget bestemt, men derimod det uendelige antal muligheder det har, for at skabe sig selv.

Mennesket er altså grundlæggende frit. Det er dog ikke frit forstået på den borgerlige måde, dvs. som et abstrakt individ. Mennesket er altid summen af sine sociale relationer. Dvs., at ud af menneskenes frie bevidste livsvirksomhed skabes et netværk af sociale relationer, som aktuelt bestemmer menneskene og deres forhold til hinanden. Der er her tale om en struktur-aktør dialektik, hvor menneskene altid befinder sig indenfor bestemte sociale relationer og forhold, men samtidig er frie til at ændre disse. Der findes altså ikke noget abstrakt individ.

I det kapitalistiske eller borgerlige samfund er menneskenes frie bevidste livsvirksomhed fremmedgjort på en helt bestemt måde. Menneskenes virksomhed kommer til at stå overfor dem som en fremmed magt. Deres magt til at skabe bliver til en magt over dem selv.

I det borgerlige samfund er der hovedsagligt fire grundtræk ved fremmedgørelsen af den menneskelige virksomhed. For det første påpeger Marx menneskets adskillelse fra sit produkt. Menneskets objektivisering i ting, dvs. dets skabelse af ting, fremtræder ikke længere som et produkt af mennesket selv, hvorfor tingene, dvs. produkterne fremstår som en fremmed magt overfor mennesket.

For det andet bliver selve arbejdet gjort fremmed overfor mennesket, arbejdet, både i form af produkt og virksomhed tilhører en anden, og fremstår derfor som fremmed overfor arbejderen. Menneskets frie bevidste livsvirksomhed, bliver som resultat heraf reduceret til et rent middel til opretholdelse af dets eksistens; en vare der sælges som alle andre varer. I stedet for fri bevidst skabelse bliver den menneskelige virksomhed til arbejde; et middel og en vare.

For det tredje påpeger Marx, at idet mennesket er fremmedgjort fra sin egen virksomhed, bliver mennesket også fremmedgjort fra andre mennesker, idet de også fremstår som rene midler til opretholdelsen af menneskets egen eksistens.

For det fjerde bliver menneskene som resultat af de tre forudgående grundtræk fremmedgjort fra selve det menneskelige artsvæsen. Det menneskelige artsvæsen som fri bevidst livsvirksomhed bliver til tingsliggjorte relationer menneskene imellem, som desuden fremstår og virker som en fremmed magt overfor dem. Menneskets forhold til sig selv bliver først virkeligt igennem dets samfundsmæssige forhold til andre mennesker, og disse forhold producerer menneskene selv. Men under den fremmedgjorte tilstand i det borgerlige samfund er disse forhold tingsliggjorte, de fremstår som en fremmed magt overfor menneskene på de fire måder jeg har opridset her.

Marx mener nu, at denne fremmedgjorte virksomhed, eller ”det fremmedgjorte arbejde”, er selve den private ejendoms væsen. Den private ejendom opstår fordi menneskets arbejde og produkt heraf ikke er under kontrol af dette menneske selv, men derimod en anden, dvs. ikke-arbejderen. Det fremmedgjorte arbejde er altså et magtforhold, og den private ejendom er konsekvensen heraf. Heri ligger kimen til hvad han senere skulle betegne som ”klassekamp”, samt teorien om kapitalistklassens udtrækning af merværdi fra arbejderklassen. I 1844 er omdrejningspunktet dog stadig fremmedgørelsen.

Senere teoretikere har også beskæftiget sig med emnet, som f.eks. Lukacs og hans begrebet om reifikation/tingsliggørelse eller Marcuse, som rammende karakteriserer den nyere form for fremmedgørelse som følger: ”The people recognize themselves in their commodities; they find their soul in their automobile, hi-fi set, split-level home, kitchen equipment. The very mechanism which ties the individual to his society has changed, and social control is anchored in the new needs which it has produced.” I dag er, som Franco “bifo” Berardi gør opmærksom på, alle sider af vores liv blevet globaliseret af kapitalismen. Alt kan værdisættes og hele vore sociale liv varegøres konstant. Selv vores intellektuelle, omsorgsfulde, affektive, sproglige og kreative forhold til hinanden, vores ”sjæl”, er ikke undtaget; også den går på arbejde.

De politiske konsekvenser af fremmedgørelsesperspektivet er gennemgribende. Et venstreorienteret projekt burde ikke handle om, bare at skabe en helt masse nyt arbejde indenfor det fremmedgørende samfund, kapitalismen. Det burde i stedet handle om at befri den menneskelige virksomhed fra det fremmedgjorte og udbyttede (løn)arbejde. I stedet for en keynesiansk produktionisme (eller værre endnu: en neoliberal konkurrencestat), burde det handle om at gøre op med vareproduktionen (både privat og offentligt) og den fremmedgørelse der følger heraf. I stedet for at fremmedgøre vores magt ved at lægge den i hænderne på en politisk elite, burde et venstreorienteret frigørelsesprojekt handle om at tage magten tilbage fra denne. I stedet for at deltage i produktionen og reproduktionen af det fremmedgørende samfund, bør vi skabe et liv eller en modmagt udenfor og overfor dette samfund (kapitalismen).

Ovenstående konsekvenser er egentlig, hvad den socialistiske arbejderbevægelse altid har kæmpet for. En fortløbende indskrænkning af arbejdstiden, dvs. den tid hvor man arbejder for en anden og under en andens kontrol, samtidig med udviklingen af et liv udenfor de herskende klassers kontrol, udenom kapitalismen og staten. Arbejderbevægelsen som social, politisk og kulturel bevægelse skabte et rum for sådan et andet liv. Indenfor i den eksisterende bevægelse, var der allerede udviklet solidaritet og en begyndende socialisme, udenfor eksisterede kapitalisme, fremmedgørelse, udbytning, stat og undertrykkelse.

Annonce