Annonce

12. juni 2016 - 11:20

Naser Khader og den gode tone

Om Naser Khader og den gode tone i debatten.

Det er som om, at hver gang TV2 news behandler noget der sker i mellemøsten hiver de Naser Khader i studiet. Roligt og tillidsvækkende forklarer han om styrkeforholdene i de forskellige lande, hvem der er fundamentalister og om vigtigheden af at bekæmpe terrorismen. Af en eller anden grund bliver han ofte behandlet som ekspert frem for politiker. Nok fordi han altid holder en forklarende og god tone, når han deltager i den slags.

Den gode tone på facebook

På facebook er tonen dog en anden. En helt anden. Her er et opslag han lavede i går:

Naser Khaders facebook væk 11. juni 2016

AnneLise Marstrand-Jørgensen er venligbo og forfatter og er tidligere blevet beskyldt for at lyve af Inger Støjberg samt diverse DF’ere da hun kritiserede teltlejrene. Nu bliver hun så kaldt den store forsvarer af barnebrude af Naser Khader. Årsagen er at AnneLise har kritiseret regeringens lov der udelukkende rettes imod asylansøgere hvor par splittes ad hvis den ene er under 18.  Bemærk at i Danmark kan man så vidt jeg kan google stadig blive gift som 15-årig hvis kommunen og forældrene er giver lov. Kommunen kan endda overrule forældrene hvis forældrenes grund til at nægte ægteskab ikke vurderes er god nok. Det er altså let at forstå hvorfor AnneLise kalder loven diskriminerende. For mere information kan man læse hendes saglige svar på tiltale her

 

Antidiskrimination er ikke pædofili

At insistere på at love ikke skal laves særligt imod beboere på asylcentre gør næppe nogen til ”den store forsvarer af barnebrude”. Men det er en særdeles grov beskyldning at komme med. Specielt når artiklen omhandler pædofili.

Lidt senere i debatten går Khader endnu mere til den

Naser Khaders facebook debat 11. juni 2016

 

Godwins lov

At bringe pædofili ind i en debat på internettet er lidt det samme som at bringe Hitler ind i en debat. Medmindre der rent faktisk diskuteres nazisme eller pædofili tjener det aldrig noget sagligt formål og den der gør det bør automatisk betragtes som debattens taber jævnfør godwins lov om internetdebatter. Det er et forsøg på at ramme dybtliggende kollektive forargelser i samfundet og bør generelt betragtes som ualmindeligt lavt i enhver debat. Man bør altid være meget påpasselig med analogier der involverer pædofili og nazisme. Det er ikke beskyldninger der skal bruges for billige politiske points da det er ualmindeligt grove anklager.

Her til morgen har Naser Khader slettet hele opslaget. Det kan skyldes to ting. Enten har hans opslag fået så mange negative reaktioner at det er lettere at slette det hele end at fjerne alle de negative kommentarer en ad gangen. Naser Khader er meget glad for at blokere politisk uenighed. Alternativt er han bange for at hans egne ekstremt lave og uunderbyggede beskyldninger bliver kendt offentligt.

Fuck den gode tone!

Jeg har aldrig været særlig stor tilhænger af den gode tone i en politisk debat. Selv bruger jeg jævnligt provokationer, aktioner og andre alternativer til konstruktiv debat i min politiske kamp. Den gode tone er en social konstruktion og en løgn der opretholder de priviligeredes adgang til medier og udbredte talerør. Om en uge er Naser Khader igen i TV2News og lyde som en professor i mellemøststudier. Han kan stort set uhindret forsøge at sværte politiske modstandere til med insinueringer om pædofili og bevare sin priviligerede position i samfundsdebatten. Den slags kan man kun slippe afsted med hvis man befinder sig i toppen af den politiske fødekæde. Hans ord bliver betragtet som ligeværdige med AnneLises selvom hun altid argumenterer tusind gange mere anstændigt og sagligt.

Naser Khader har ”frihed og ytringsfrihed” tatoveret på sin krop. Men jeg tror slet ikke vi har ytringsfrihed i Danmark. Vi har ytringskapital og han har langt mere af den end de fleste af os. Jeg ser ingen grund til at overholde den gode tone i debatten før ytringsfriheden er mere ligeligt fordelt.

Annonce