I dette spørgsmål ligger en tvivl – hvor man både kan svare nej og ja. Og denne tvivl - som jeg deler - vil jeg forsøge at begrunde.
Først vil jeg bevare spørgsmålet med et Nej. EU kan ikke blive et socialt Europa. Dernæst vil jeg alligevel forsøge at besvare spørgsmålet med et Ja. EU kan blive et socialt Europa for derefter at præsentere et par utopiske forslag til et socialt Europa, der måske kan blive realistiske på længere sigt. For uden visioner for Europa er kampen for et bedre Europa tabt på forhånd.
1. Nej – EU kan ikke blive et socialt Europa!
Euroens konstruktionsfejl
Allerede da man lavede den fælles valuta sagde mange økonomer, at den ville få meget svært ved at fungere, fordi den fælles valutaunion, man lavede, ikke levede op til de kriterier for en velfungerende valutaunion, som man empirisk og teoretisk antog, var gældende.
Det kræver en homogenitet mellem landene, en fleksibilitet og mobilitet mellem produktionsfaktorerne samt en solidaritet mellem landene. Man lavede en fælles pengepolitik mellem meget forskellige lande, men beholdt en national finanspolitik.
En ny liberal konstruktion
Dertil kom, at man lavede en europæisk centralbank, der kun havde til opgave at holde inflationen i ave og ikke at interessere sig for arbejdsløsheden, samtidig med at der blev lagt grænser for offentlige underskud og gæld. Systemet blev konstrueret til at gennemføre en ny liberal politik og forhindre en keynesiansk efterspørgselspolitik.
Statsgældskrise og arbejdsløshed
Resultatet af Euroens fejlkonstruktion og effekterne af finanskrisen ses i dag tydeligt. Konflikterne og uligheden mellem nord og syd i Euroen er blevet skærpet. Finanskrisen er blevet gjort til en statsgældskrise, og regeringerne har været tvunget til at føre en nødvendighedens nedskæringspolitik for at tilfredsstille finansmarkederne. Det har fastholdt arbejdsløsheden på et meget højt niveau, der har ført til social katastrofe i mange områder af EU.
Magtesløshed med teknokratisering og manglende demokratisk legitimitet
I dag står EU på en måde stille, og der er stor usikkerhed og forvirring omkring i hvilken retning, man skal gå. Man befinder sig i en situation af magtesløshed. Mulighederne for en national politikudøvelse er blevet låst fast af en neo-liberal EU-politik, og der er sket en stigende teknokratisering som følge af finanskrisen. EU fremtræder som et teknokrati uden en demokratisk legitimitet og med en stadig mere euroskeptisk befolkning i de fleste lande.
Fælles europæisk finanspolitik og en politisk union
I en vis forstand er det indlysende og meget enkelt at se, hvad der kræves for at komme ud af den stilstand og krise, EU systemet befinder sig i. Der må indføres en fælles europæisk finanspolitik, og en fælles finanspolitik er en af forudsætningerne for at EU kan blive et socialt Europa.
Alle råber, at EU ikke en social union
Men hos det store flertal af danske politikere vil man ikke tale om en fælles europæisk finanspolitik og et socialt Europa. Det så man forud for Europa-parlamentsvalget i maj måned. Her hørte man, fra politikere fra højre til venstre siger i kor, at EU ikke er og ikke skal være en social union, at EU ikke er en velfærdsstat, der omfordeler ydelser. Enhedslisten og Liberal Alliance krævede endda, at vi fik et velfærdsforbehold i forhold til EU-traktaten, ligesom vi har et rets-forbehold.
Konklusion
Konklusionen synes derfor i første omgang at være hel klar: EU kan ikke blive et socialt Europa. Euroen er konstrueret forkert. Det forhindre en fælles finanspolitik og politisk synes der slet ikke at være tilslutning til et socialt EU.
2. Ja, EU kan blive et socialt Europa!
Både rigtig og forkert
Når jeg så alligevel også vil argumentere for at EU kan blive et socialt Europa, skyldes det, at det både er rigtig og forkert, at EU ikke er og kan blive en social union.
Meget groft sagt er det rigtig, at der oprindelig lå en arbejdsdeling i hele EU-konstruktionen. EU tog sig af politikkerne vedrørende det økonomiske marked, mens nationalstaterne tog sig af den sociale og velfærdsmæssige politik.
Og så har der alligevel hele tiden været et overlap mellem EU og staterne i en del af velfærdspolitikken. EU bygger på friheden for de fire produktionsfaktorer – varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft – hvor fortolkningen af, hvad det vil sige at være vandrende arbejdstager hele tiden er blevet udvidet.
EU er allerede i dag en delvis social union for vandrende arbejdstagere, hvorfor det afgørende spørgsmål i dag er, om denne tilstand skal rulles tilbage, eller man skal udvikle EU som social union på stadig flere områder.
En delvis social union for vandrende arbejdstagere
Princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed i EU forstås i dag af EU domstolen ud fra et ligebehandlingsprincip således, at de vandrende arbejdstagere og deres familier skal stilles lige med statsborgerne i det land de arbejder i, hvilket betyder, at de har krav på de samme sociale ydelser som dem.
Derudover gælder et sammenlægningsprincip, der betyder, at ydelserne koordineres, således at det man har optjent i hjemlandet medregnes i de ydelser, man får i landet, man arbejder i.
Man står i dag en situation, hvor det er ved at gå op for politikere i flere lande, at EU allerede delvis er ved at blive en social union, fordi EU nu går ind på væsentlige arbejdsmarkeds- og sociale områder. EU regulerer arbejdstiden, dele af arbejdsmarkedsrettighederne, ligeløn, ligestilling mellem kønnene og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, og kan få effekter på kontanthjælpen, SU og børnecheck (hvis man starter som vandrende arbejdstager).
Konflikt om EU’s udviklingsretning
Der tegner sig efterhånden et billede af en større konflikt om, hvad EU er og skal blive i fremtiden. Merkel og Thorning prøver at berolige deres befolkninger ved at sige, at EU ikke skal være en social union. Men er det sandsynligt at man faktisk vil rulle EU integrationen tilbage på et så vigtigt område som arbejdskraftens frie bevægelighed?
En total fastlåst situation
Umiddelbart bliver det i medierne fremstillet som, hvis bare et flertal af lande på et topmøde kan blive enige om at ændre reglerne om nogle sociale ydelser (f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse og børnecheck), så vil det løse problemet. Men så let laver man ikke ny politik i EU. Den faktiske juridiske integration (igennem EU-domstolen) kan ikke uden videre ændres af en politisk demokratisk beslutning i rådet og EU parlamentet. Hertil kræves traktatændringer. Og det ved alle, at det er meget vanskeligt eller næsten umuligt med mindre det gælder store spørgsmål, der er meget bred enighed om og der arbejdes længe med.
Faktisk står EU med debatten om velfærdsydelser og social union i en næsten total fastlåst situation. Man prøver ivrigt fra politikeres, erhvervslivets og mange forskeres side at nedtone problemet, og politikerne siger endnu en gang, at nu går EU ikke længere i integrationen. Men faktisk har man igangsat en politisk-juridisk maskine, der næsten ikke er til at standse. Fremover vil man være nødt til at hoppe fra tue til tue med nye debatter om velfærdsturisme og svækket tillid til EU og demokratiet.
Den reaktionære velfærdsnationalisme benægter virkeligheden, at vi allerede delvis har en social union for vandrende arbejdstagere i EU og foregøgler befolkningen, at det forholdsvis nemt lader sig gøre at rulle EU integrationen på det arbejdsmarkedsmæssige og sociale område tilbage. Desuden har man ingen politik og visioner for, hvorledes EU skal udvikle sig i fremtiden eller proklamerer at vi hurtigst mulig skal ud af EU.
Demokratiet smuldrer
Situationen kan blive fuldstændig ødelæggende for tiltroen til, at EU kan udvikle sig demokratisk. Igennem de sidste 20 år er de demokratiske valgmuligheder i mange økonomiske og sociale spørgsmål i nationalstaterne gradvist blevet indskrænket af EU integrationen og WTO-regimet. Man kan så sige, at man har genvundet lidt af demokratiet ved at deltage i udformningen af EU politikken, der dog hele tiden har været begrænset af de traktatmæssige bindinger omkring produktionsfaktorernes frie bevægelighed og den økonomiske politik.
Samlet set må man dog konkludere, at hvor nationalstaterne tidligere havde en lang række policy-instrumenter, der kunne sætte grænser og disciplinerer markedet, og man med rette kunne have en tiltro til, at kapitalisme og demokrati kunne leve sammen, så er man i de sidste 10-15 år kommet i en situation, hvor balancen er fuldstændig ændret. Med EU’s og WTO’s institutionelle hjælp er kapitalismen kommet til at dominere demokratiet. Det er nu markedet der disciplinerer politikken, indsnævrer de politiske valg. Man kan ganske enkelt ikke foretage de politiske valg, man måtte ønske. Man kan indvende, at man også som isoleret nationalstat vil blive disciplineret af markedet.
Betingelser for et rigtigt socialt Europa
Hvis man skal have et rigtig socialt Europa i fremtiden må det hurtigt komme til en erkendelse blandt politikere i EU, at man har skabt en uholdbar dybt modsætningsfyldt politisk konstruktion, der ikke er levedygtig i længden.
Den indeholder nogle uhyre værdifulde samarbejdsstrukturer og procedure, men lægger også op til en intensiveret konkurrencekamp mellem staterne, hvor der bliver et pres på lønninger, sociale overførsler og skat, der truer de enkelte velfærdsstater. Der eksister en fundamental konflikt mellem EU’s neo-liberale økonomiske orden og de forskellige typer af nationale velfærdsstater, fordi de fundamentale friheder for varer, serviceydelser, arbejdskraft og kapital har den øverste juridiske og politiske prioritet.
Denne orden må ganske enkelt ændres, således at de grundlæggende sociale rettigheder indskrives i EU's konstitution, og de gives klar forrang for konkurrencereglerne, så det klart fremgår at EU’s mål er skabelsen af sociale fremskridt og økologisk bæredygtighed, hvortil økonomisk vækst kun er et middel.
Hvilken type velfærdsstat i Europa?
Hvad vil et socialt Europa så sige? Vil det betyde, at man skal skabe en harmonisering af de forskellige velfærdsstater i EU? Eller vil det betyde at en af de bestående velfærdsmodeller skal gøres til en fælles velfærdsmodel?
Det forekommer fuldstændig urealistisk både at foretage en harmonisering af velfærdsmodellerne og skabe en stor velfærdsstat med fælles arbejdsmarkeds- og socialpolitik på alle områder i EU
Hvad man derimod kunne forestille sig inden for en kortere årrække ville være, at man langsomt begyndte at indfase f.eks. fælles minimums social standarder, en fælles europæisk børnecheck, en EU dividende, minimumspension og minimumslønninger tilpasset nationale forhold samt etablering af en vis automatisk omfordeling set i forhold til konjunkturudviklingen.
Det kunne ske ved etablering af en social stabilitetspagt, som kobler den sociale velfærd betalt af de enkelte stater til deres økonomiske niveau, en korridor model (som der tales om i nogle kredse) som giver rum for at styre de sociale udgifter i forhold til de enkelte landes økonomiske kapacitet.
Det forudsætter et fælles euro-zone budget, en ny euro-zone skat og en vis koordination af velfærdsoverførsler.
Nogle vil måske indvende, at ligesom det er helt urealistisk at forestille sig en fælles arbejdsmarkeds- og socialpolitik på alle områder i EU, er det også svært at forestille sig en enighed om minimumslønninger tilpasset nationale forhold, da det vil bryde mange nationale traditioner.
3. En vision: Nogle utopiske forslag – som måske kan blive realistiske på længere sigt
Derfor vil jeg til slut nævne to mere enkle forslag – som set i forhold til den politiske dagsorden i dag forekommer utopiske – men måske ikke er det på lidt længere sigt.
En EU-dividende
Det første forslag er skabelsen af en EU-dividende, en dividende (i begyndelsen af en beskeden størrelse), der bliver betalt til alle EU-borgere uden betingelser. Det har den belgiske filosof og samfundsforsker, Philippe Van Parijs foreslået ( http://www.social-europe.eu/2013/07/the-euro-dividend/).
Van Parijs forslag er kort fortalt, at man bør indføre begyndelsen på ubetinget basisindkomst, som han kalder en Euro-dividende på ca. 200 euro pr. måned for alle EU borgere. Det kunne finansieres igennem en EU harmoniseret merværdiskat VAT(EU-moms) på omkring 20 %, hvilket vil være tæt på 10 % af EU’s BNP. Resultatet vil være, at der skabes et universelt gulv for alle, et sikkerhedsnet spændt ud over hele Europa. Van Parijs forestiller sig, at det i begyndelsen kan variere mellem landene efter leveomkostninger.
En EU-dividende ville være forholdsvis lettere at skabe og administrere end fælles minimums social standarder. Den umiddelbare fordel ved en sådan ordning ville desuden være, at den ville være en automatisk stabilisator (en delvis finanspolitik), der ville skabe en omfordeling, der ville modvirke konjunkturerne.
En EU-dividende vil også kunne være en form for befolkningsstabilisator, så man kunne undgå en for kraftig vandring af arbejdskraft mellem de fattige dele og de mere velstående dele af Europa.
Katalysator for det europæiske medborgerskab
Den største fordel ved EU-dividende er, at den kan blive en katalysator for det europæiske medborgerskab. Den ville meget konkret være med til at styrke identifikationen med EU og dermed EU institutionernes legitimitet, hvilket almindelige teknokratiske finanspolitiske instrumenter ikke ville kunne.
Van Parijs sammenligner det med Bismarcks nye pensionssystem i det 19. århundrede, der fik stor symbolsk betydning for samlingen af Tyskland, hvorved tyskerne fra de forskellige delstater kom til at føle sig som tyske statsborgere. På samme måde kunne en EU dividende få flere europæere til at føle sig som EU-borgere.
Utopisk og realistisk på mellemlag sigt
En EU-dividende er naturligvis ikke realistisk politik i dag. En ubetinget basisindkomst i EU er dog ikke helt væk fra toppolitikeres bevidsthed. I 2006 gav den nye kommissionsformand Jean-Claude Juncker et interview til den tyske avis Frankfurter Rundschau (http://www.gouvernement.lu/906488/20juncker_rundschau), hvor han sagde, at EU måtte blive en social union, og hvor han endda gik så langt at tale om at alle EU borgere måtte sikres en minimumsindkomst. Og for få dage siden sagde den nye belgiske kommissær for sociale forhold, Marianne Thyssen i høringen i parlamentet, at hun personligt gik ind for en garanteret minimumsindkomst. (http://www.euractiv.com/sections/eu-priorities-2020/thyssen-successful-balancing-act-social-europe-308862).
Hvad hun og Juncker helt præcist lagde i disse begreber er selvfølgelig uklart. Men klart er det, at sociale minimums-standarder for EU allerede er på EU’s dagsorden.
En EU børnecheck
Det andet forslag er et forslag til skabelsen af en ubetinget børnecheck for alle børn i EU. Det er faktisk blevet foreslået og undersøgt af et europæisk forskerteam i januar 2014 (en græsk og en engelsk professor sammen med en forsker fra OECD): http://www.unicef.org/socialpolicy/files/CPI_Manos_January_2014.pdf
I dag lever næsten 27 millioner børn i Europa i fattigdom og social eksklusion eller i risiko herfor. Det vil sige hvert fjerde barn i EU. Alene mellem 2008 og 2012 er antallet af fattige børn i Europa vokset med næsten en million. Ifølge EU’s fattigdomskriterie er børn fattige og i risiko for social udelukkelse, hvis familien lever for under 60 procent af den nationale gennemsnitsindkomst, hvis der er svag tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvis børnene lider under "betydningsfulde materielle afsavn".
I den omtalte rapport forslår forskerne en børnecheck på 50 Euro pr måned pr barn. Det er mindre end det der i dag gives i Danmark, men mere end i en række andre lande. Effekten ville være at fattigdommen blandt børn blev reduceret dramatisk. De centrale spørgsmål vil naturligvis være: Hvem skal betale? Det kunne klares ved en kombination af nationale skatter og en EU skat, men finansieringen kunne også ske igennem at reducere landbrugsstøtten og dele af regionalstøtten i EU. Billig ville det ikke være, og det ville betyde en omfordeling mellem de rige nord- og mellemeuropæiske lande og de østeuropæiske lande.
Tænk hvis..
Tænk hvis der i EU parlamentsvalgkampen i maj, hvor man talte meget om hvem der var berettiget til en børnecheck havde været blot en enkelt kandidat til EU-parlamentet, som havde dristet sig til at bryde den massive velfærdsnationalistiske ideologiske dominans ved at komme med en vision for skabelsen af en EU børnecheck.
EU har behov for en ny stor fortælling
Mange taler om, at EU har behov for en ny fortælling. Der er ligefrem nedsat grupper, der forsøger at komme med bud på en sådan. De har uden tvivl fat i noget væsentligt.
Hvis EU f.eks. fra 2020 ville begynde indfasningen af en fælles børnecheck, ville EU kunne starte på et helt nyt symbolsk kapitel i sin historie. Så ville man begynde at få en helt ny type af EU- borgere. Man ville gå fra hovedsagelig at være et fællesskab af arbejdstagere og produktionsfaktorer til at være et reelt politisk fællesskab af borgere. Her ligger muligheden for den ny legitimitet for EU.
Hvis EU ikke i fremtiden udvikler sig til et virkeligt politisk fælleskab af borgere med en social dimension, vil EU efter min vurdering langsomt smuldre og forfalde. For at skubbe EU i en social retning, må man have nogle visioner, nogle sigtelinjer. Jeg har her blot givet to mere konkrete sigteliner her.
Indlæg på Den danske Sonnenbergkreds konference Mit Europa Den 6. oktober 2014