Grækenlands krise – bureaukraternes neoliberale utopi og den kyniske fornufts dominans

Utopi – positivt og negativt forstået

Begrebet utopi bliver brugt med både en positiv og en negativ betydning. Det kan betegne et langsigtet samfundsideal, det ideelle samfund, men det bruges også om noget, der er helt urealistisk og som forsøges at tvinges ned over virkeligheden. I dag hører man tit begrebet brugt i en negativ betydning, som en betegnelse det etablerede samfund bruger om nye forslag og ideer.

Aktuelle eksempler

Man så det flere gange under den sidste folketingsvalgkamp brugt mod flere af det nye parti Alternativets forskellige forslag. Forslaget om skabelsen af en 30 timers arbejdsuge blev straks betegnet som helt utopisk. Det samme var tilfældet med forslaget om en totalomlægning af det danske landbrug til økologisk landbrug på lidt længere sigt.

Utopi bliver altså i dag brugt i den politiske retorik for at stemple noget som helt urealistisk.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der er realistisk? Hvem bestemmer det? Er det de aktuelle magthavere eller sociale bevægelser med visioner for fremtiden?  Og inden for hvilken tidshorisont skal det bedømmes? På kort eller lang sigt?

 Disse spørgsmål lå tydeligt gemt under debatten om arbejdstidsnedsættelsen.  Tænketanken Kraka kom hurtigt ud med et notat, der sagde at en 30 timers arbejdsuge førte til økonomisk tilbagegang og derfor blev betegnet som urealistisk, mens forslaget af andre økonomer blev kaldt realistisk, hvis det blev indfaset langsomt.

Den græske aftale

Når man ser på de såkaldte reformer (pension, arbejdsmarked, moms, privatiseringer), som den græske regering er blevet tvunget til at indgå, og tænker på, hvad de reelt betyder, så begynder man at blive svimmel. Tænk på hvilke store problemer et meget velordnet samfund som det danske har haft med at gennemføre bare en brøkdel af det, som kræves af grækerne (konstanthjælps- og førtidspensions-reform samt dagpengereform)

Det er ganske simpelt helt absurd at forestille sig, at disse planer kan blive gennemført på den måde og i det tempo, som man har tænkt. Det er en urealistisk neoliberal utopi, som forsøges tvunget ned over virkeligheden.

Da jeg læste planen, kom jeg til at tænke på to forskellige utopibegreber, som den nu afdøde norske kriminolog Nils Christie lancerede i en bog: ”Den gode Fiende” (1985) for 30 år siden (s. 191-192)

Bureaukraternes utopier

En type utopi er bureaukraternes utopier, som er realistiske i den betydning, at de kan få politisk tilslutning, men urealistiske i den betydning, at de ikke vil få nogen virkning, hvis de bliver forsøgt realiseret. Han kalder dem også statsutopier, fordi de foreslår ændringer i variabler, som der ikke er politisk modstand mod at ændre. Derfor kan de kaldes realistiske. Men de er utopier i den betydning, at deres variable (f.eks. arbejdsmarkedsreformer) kun har en ændringskraft i et ikke-samfund, et tænkt samfund (økonomernes modelverden).

Utopier for det ideelle samfund

Den anden type utopier er dem, der foreslår nogle ændringer af samfundsstrukturen i forhold til løsning af nogle vigtige samfundsproblemer (f.eks. omkring ejendomsforhold, skattesystemet eller vækstproblematikken). Man kan kalde dem realistiske i den forstand, at de ikke blot tager fat på nogle overflade symptomer og problemer, men kommer med mere gennemtænkte løsninger af nogle grundlæggende problemer. Men de er helt urealistiske (utopiske), hvis man venter at sådanne forslag kan få en umiddelbar politisk støtte.

Nils Christies ærinde i bogen var at vise, at statsbureaukraternes forsøg på at bekæmpe og kontrollere narkotika var realistiske, fordi de umiddelbart kunne opnår politisk støtte, men utopiske, fordi det ikke ville løse problemerne. Omvendt var hans egne (og andres tanker) om liberalisering af narkotikapolitikken og forsøg på løsning af de grundlæggende problemer vedrørende arbejdsløshed og kriminalitet realistiske, fordi der var et vist videnskabeligt belæg for at de kunne løse problemerne, men de var utopiske, fordi de ikke umiddelbart kunne opnå politisk opbakning.

Holdninger til den græske krise

Hvad siger de fleste kommentatorer til den græske krise? Taler de om den absurde og helt utopiske plan for ændring af det græske samfund?

Nej! De priser realismen i planen. Det var f.eks. tilfældet i Politiken, hvor Bo Lidegaard bakker op om planen: ”Ikke fordi den er ideel. Men fordi den er mulig”.  (Leder i Politiken den 14.7. 2015).

Hvordan kan en mand med høj uddannelse, lang embedsmandskarriere og stor viden om økonomi og politik skrive det?

Hvad får store dele af medieeliten til at sige, at planen er realistisk, nødvendig og værd at støtte ligesom Bo Lidegaard?

Jeg tror, at mange embedsmænd, eksperter, kommentatorer og helt almindelige mennesker egentlig er klar over at den plan, som grækerne nu er blevet påtvunget er helt urealistisk, er utopisk.

Det synes som om mange i den moderne verden går rundt med en splittet bevidsthed, en dobbelt-bevidsthed. På den ene side ved de, at en lang række politiske planer, der bliver forsøgt gennemført er helt urealistiske, er helt utopiske. I private og i mindre sammenhænge giver de måske udtryk for absurditeten. Men udadtil spiller de fleste et helt andet spil. De optræder som realister, giver deres tilslutning til planerne.

Den kyniske fornuft

Her kommer jeg til at tænke på den tyske filosof Peter Sloterdijk skarpe analyse af vor tid kynisme i bogen ” Kritik af den kyniske fornuft.”

Den moderne kynisme er ikke bare udtryk for ideologisk vildfarelse, som en traditionel ideologikritik kan afsløre. Sloterdijk kalder kynismen den ”oplyste falske bevidsthed”, som er et paradoks, fordi den både er oplyst og samtidig udtryk for falsk bevidsthed. Det er en bevidsthed, som er oplyst, men ikke har draget konsekvensen af det, hvorfor den handler mod bedre vidende. Viden i sig selv fører ikke til handling. Det gør det kun, når viden er forbundet med en interesse og en tro på noget større.

Den kyniske bevidsthedsforms dobbelthed bliver meget præcist beskrevet således:

”Mens de store politikere tidligere var dem, der var ”frie” nok til at blive kynikere, så de køligt kunne kalkulere med midler og mål, så er enhver lille funktionær i dag lige så erfaren i den henseende som Talleyrand, Metternich og Bismarck til sammen… således at den, der i vore dage tjener systemet, udmærket kan gøre med den højre hånd, hvad den venstre aldrig ville have tilladt…..funktionelt kapitalens agent, intentionelt demokrat; i forhold til systemet en funktionær for tingsliggørelsen, i forhold til livet en, der prøver at realisere sig selv; objektivt bærer af ødelæggelsen, subjektiv pacifist;  i sig selv den der udløser katastrofen, for sig selv harmløsheden selv.” (s. 47)

Mange i medieeliten er udmærket klar over det absurde i situationen, men udadtil holder man sin mund. Det er man nødt til, hvis man skal bevare sin stilling, sit image.

Udbredelsen af den kyniske fornuft – som Sloterdijk så rammende har beskrevet – er sikkert forklaringen på, at der ikke er flere der i medierne klart går ud og kalder EU’s planer for absurde og helt utopiske på den dårlige måde – en dystopi - et skræmmebillede.

Hvordan brydes den kyniske fornuft?

Hvornår og hvordan brydes denne kyniske fornufts dominans – således at flere åbent giver udtryk, for det, de godt ved? Det sker, når den skjulte viden forbindes på en tro på, at der er alternative muligheder.

Litteratur:

Nils Christie og Kettil Bruun. Den gode Fiende. Nakotikapolitikk i Norden. Christian Ejlers Forlag aps. København. 1985.

Peter Sloterdijk: Kritik af den kyniske fornuft. Hans Reitzels Forlag.1989.