Den universelle velfærdsstat – hvor er visionerne?

Alle hylder velfærdsstaten

Alle politiske partier priser den danske velfærdsstat – og begrunder ofte forskellige politiske indgreb som bestræbelser på at ”fremtidssikre velfærdsstaten”. Men få politikere taler mere præcist om, at det specielt er de universelle træk ved den danske velfærdsstat, som det er værd at bevare og forsvare. Samtidig er det karakteristisk at ingen bekender sig åbenlyst til konkurrencestaten, skønt, der er meget der taler for at vi på mange områder nærmer os denne nye form.

En status

Forskningsmæssigt er der derfor et åbenlyst behov for at lave en slags status over, hvorledes det egentlig står til med den danske og nordiske universelle velfærdsstat. Denne opgave har Center for Velfærdsstatsstudier på Aalborg Universitet (i en antologi med 19 artikler) sat sig for at lave med Jørgen Goul Andersen og Christian Albrekt Larsen i spidsen: Den universelle velfærdsstat. Funktionsmåde, folkelig opbakning og forandring. 2015.

De spørgsmål man stiller er: Hvad er universalisme? Hvorfor universalisme? Hvad er holdningerne i den danske befolkning til velfærdsstaten?  Hvordan virker den universelle velfærdsstat? Og hvilke udfordringer står velfærdsstaten overfor?

Bogens synsvinkel

Hvad er bogens værdipræmisser? Ud fra hvilken synsvinkel skrives den? Det gøres der ikke meget ud af at forklare. Videnskab består for forfatterne først og fremmest i at beskrive og analysere samfundet, ikke i samtidig at reflektere over standpunkt og synsvinkel.  Det siges dog (s. 10), at flertallet af bogens forfattere mener, at de universelle velfærdsstater er godt gearet til at klare fremtidens udfordringer. Det fremgår klart indirekte, at man vil vise, hvor god den universelle velfærdsstat er, og der spores en bekymring for, at man afvikler en god velfærdsmodel. Samtidig siges, at man ikke vil begive sig ud i fjernere fremtidsprofetier.

Hvad er universalisme?

Hvad er universalisme så?  Det drejer sig kort fortalt om sociale ydelser skal omfatte alle (universalisme) eller målrettes mod de ”svage”, ”fattige” (residualisme). Det har fire elementer: 1. Alle er omfattet af det samme regelsæt for rettigheder. 2. Alle er berettiget til at modtage ydelsen. 3. Alle modtager den samme ydelse. 4. Ydelsen er tilstrækkelig.  Det bruges både om kontante sociale ydelser og serviceydelser.

De typiske universelle kontante ydelser er SU og folkepensionen, hvor kontanthjælp og førtidspension er målrettede, residuale ydelser.  De vigtigste universelle institutioner, der giver serviceydelser, er folkeskolen og sundhedsvæsnet.

Historisk er det interessant, der aldrig har været en plan eller et bestemt parti, som har stået for at gøre den danske velfærdsstat overvejende universalistisk.

Normative og økonomiske argumenter for og imod universalisme

Hvilke argumenter kan der fremføres for og imod universalismen.? Hvad er universalismens styrker og svagheder? De stærkeste normative argumenter for universalismen er, at de behandler alle lige, at den binder alle borgere sammen, at den forhindrer stigmatisering af ”de fattige” og, at den giver den største omfordeling. Argumenter imod universalisme er at den fremmer en krævementalitet, hvorimod en behovsprøvning (residualisme) styrker selvansvarligheden.

Med hensyn til økonomiske argumenter for og imod universalisme kan fremhæves, at målretning giver ”perverse incitamenter”, forstået på den måde at man opnår en ydelse ved at gøre sig svagere end man er, og marginalskat plus mistede offentlige tilskud giver meget høje marginalskatter. Det betyder til sammen, at universalismen har nogle stærke økonomiske effektivitetsargumenter. Selvom det giver højere udgifter er det langt lettere at administrere.

 Det interessante ved universalismen er, at den har været egnet til at samle venstre og højre i det politiske spektrum. Lighed og omfordeling har tiltalt venstresiden, mens de økonomiske effektivitetsargumenter har haft større tiltrækning på højresiden. (s. 44).

 Lighed og reduktion af stigmatisering

En ting er argumenter for og imod. En anden ting er, hvorledes universalismen rent faktisk har virket. Her viser Christian Albrekt Larsen en række interessante forskningsresultater, at universelle velfærdsstater med ydelser, hvor mange er omfattede, hvor ydelserne er ensartede og, hvor ydelsen opleves som tilstrækkelige er ganske effektive til både økonomisk lighed og til at forhindre fattigdom (s. 59) Desuden viser det sig, at de universelle ydelser er forbundet med meget lidt stigmatisering dvs. misbilligelse af flertallet i befolkningen fordi man modtager en ydelse i modsætning til en række residuale ydelser.

Befolkningens ambivalente holdninger til universalismen

Hvorledes er så befolkningens holdninger til universalisme eller målretning? Her viser sig flere interessante resultater. Spørger man generelt danskerne om, hvorledes de forholder sig til målretning af velfærdsydelserne, får man en meget stor del som synes, det er helt i orden (48 %) i betragtning af at vi siger, vi har en universel velfærdsstat. Spørger man derimod konkret til de enkelte ydelser om det skal uddeles som en ret eller efter økonomisk behov, går et flertal ind for at både folkepension, arbejdsløshedsdagpenge, efterløn og førtidspension skal være en ret, mens et flertal går ind for at børnepengene skal tildeles efter økonomisk behov. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid at hele 44 % går ind for at kontanthjælpen skal være en ret (det må være en slags basisindkomst!).

Konklusionen er altså at der eksisterer en stor forvirring og ambivalens til universalismen hos befolkningen. Men samlet set konkluderer forskerne, at den danske velfærdsstat sammen med de øvrige nordiske velfærdsstater stadig er karakteriseret ved en relativ lav ulighed, lav fattigdom, lav materiel deprivation og høj social sammenhængkraft.

Kan universalismen holde i fremtiden?

Dette på trods af at de universelle principper i de senere år har været udsat for tilbageslag på flere områder.  Der er generelt sket de-universalisering af de indkomsterstattende ydelse, på pensionsområdet er universalismen veget for de forsikringsprægede ordninger og der er skabt en dårligere indeks-regulering af overførselsindkomsterne.

I et afsnit hvor man punkt for punkt foretager en mere kristik analyse af udvikling i de forskellige elementer i den universelle velfærdsstat, må man derfor også konkludere, at det er lidt svært ”at få bukserne til at holde” når man taler om ”om verdens bedste velfærdsmodel” (s.179-190). Lakonisk slutter man med at sige: På sigt kan det blive svært at holde fortællingen i live, at ” vi er alle i samme båd” (s. 190).

Bekymring for afvikling af universalismen

Efter læsning af denne meget faktamættede bog om den danske universelle velfærdsstat står man med en lidt mærkelig fornemmelse. Som det indirekte kan udlæses af indledningen, er bogen et langt forsvarsskrift for den særlige danske velfærdsmodel. Derfor synes den også at have en politisk mission. Det, man forsøger, er at gøre beslutningstagerne og opinionsdannere opmærksom på kvaliteterne i denne model med en slet skjult advarsel om, at man måske uforvarende kan komme til at ødelægge noget, som har vist sig så effektivt og holdbart. ”Bekymringen kan også være, at man uden sikkert kompas kan risikere bid for bid at få afviklet den velfærdsmodel, man så gerne vil bevare” (s. 10).

Hvor er konkurrencestaten?

I betragtningen af den omfattende debat, der har været af konkurrencestaten som en eventuel afløser af velfærdsstaten både i samfundsvidenskabelige og politiske kredse forekommer det mærkeligt, at man slet ikke, bare i en enkelt artikel forholder sig til begrebet konkurrencestat i forhold til den universelle velfærdsstat. En sådan artikel kunne have afklaret, om det er velbegrundet at kalde velfærdsstaten i dag for en konkurrencestat. Indirekte må man forstå forfatterne til antologien således, at de mener, at talen om en konkurrencestat som en afløser af den universelle velfærdsstat er overdrevet eller fejlagtig. Ellers ville deres forsvarsskrift ikke have nogen mening, andet end historisk interesse.

Hvor er den ubetingede basisindkomst – den ultimative universalisme?

Ligeledes er det ejendommeligt, at man i antologien heller ikke nævner ideen om en ubetinget basisindkomst som en mulighed for en fastholdelse og videreudvikling af den universelle velfærdsmodel. Det er specielt ejendommeligt, i betragtning af, at nogle af disse forskere i 1990’erne benævnte borgerløn som den ultimative universelle velfærdsmodel.

Indførelsen af en ubetinget basisindkomst ville være udtryk for en styrkelse af de centrale elementer i universalismen. Den ville fjerne forskellen mellem kontanthjælpen og a-kassesystemet og derved styrke ligebehandlingen. Den ville fjerne den stigmatisering af ”de fattige” som stadig findes i den danske model samt de ”fattigdomfælder”, der hele tiden giver anledning til debatten om at det skal kunne betale sig at arbejde. Med en ubetinget basisindkomst vil det altid kunne betale sig at arbejde.

Når basisindkomst ikke nævnes og diskuteres i en sådan bog om velfærdsmodeller og universalisme skyldes det måske, at det anses for helt urealistisk, men måske også at forfatterene har skønnet at en sådan sammenkædning ville skade mulighederne for at komme i dialog med politikere og centrale opinionsdannere. Hvis universalisme sættes lig basisindkomst, vil mange i denne gruppe måske vende sig imod ideen om universalisme

Værdifuld men visionsløs

Antologien indeholder meget værdifuld viden om den danske velfærdsstat og er på den måde uomgængelig for alle, der vil diskutere den danske universelle velfærdsmodel. Det er en bog, der egner sig til brug på de samfundsvidenskabelige uddannelser. 

Men bogen viser samtidig hvor visionsløse dele af det samfundsvidenskabelige centrum- venstre er. Man holder sig til at beskrive og analysere historien og status quo. Man bringer i antologien lidt umotiveret en artikel om universalisme på kinesisk og en anden artikel om Liberal Alliances velfærdskritik – men ingen visioner om universalisme for et (nyt?) centrum-venstre.

 Litteratur:

Christian Albrekt Larsen & Jørgen Goul Andersen (red.) Den universelle velfærdsstat. Funktionsmåde, folkelig opbakning og forandring. Frydenlund Academic. 2015. 275 s.