Ny form for kapitalisme kræver ny politik
Kapitalismen har ændret sig og fået et nyt indhold og ansigt. Det har nogle neo-marxister registreret og analyseret sig frem til, hvorfor de også har foreslået en ny politisk strategi.
Jeg har tidligere orienteret om den postarbejderistiske analyse og nævnt den italienske økonom Andrea Fumagallis analyse af biokapitalismen og hans tanker om en ubetinget basisindkomst, som en ny politik, der passer til den nye situation. Se http://modkraft.dk/blog/erik-christensen/biokapitalisme-og-basisindkomst-en-bogomtale .
Den fagforeningsmæssige kamp for en højere løn og ret til arbejde må erstattes af en mere universel kamp for en basisindkomst for alle. Det vil skabe en aflønning af både formelt og uformel lønarbejde og skabe en ret til at vælge og fravælge lønarbejde.
En venstrelibertær analyse
Andre teoretikere - fra en helt anden filosofisk- politisk position – har også registreret kapitalismens ændrede karakter og kommer interessant nok frem til den samme teoretisk politiske konklusion, nemlig at det bedste politiske modsvar på den moderne kapitalisme er kravet om en ubetinget basisindkomst.
Den amerikanske politolog Karl Widerquist, der er en blanding af en venstrelibertær og republikansk politisk filosof har i en ny bog: ”Independence, Propertylessness, and Basic Income: A Theory of Freedom as the Power to Say No (2013) ud fra en libertær synsvinkel peget på at den eneste måde man kan opnå frihed – der er det højeste mål for liberale og libertære – er ved at indføre en ubetinget basisindkomst for alle.
”Big Casino”
Widerquist ser kapitalismen udvikle sig i retning af en stadig stigende monopolisering, hvor systemet får et stadig større kasinoelement dvs. forhold bestemt af nepotisme, tilfældigheder og betingelser der er skabt af nuværende og tidligere privilegier. En stadig mindre gruppe af formue- og ejendomsejere står overfor en stadig større gruppe af ejendomsløse.
Tvangen og uretfærdigheden i kasinokapitalismen
Selvom man bør stræbe efter at reducere det økonomiske systems kasinoelement, vil det aldrig helt kunne lade sig gøre. Hvor egalitær-politiske filosoffer altid har bestræbt sig på at udforme principper og institutioner for et retfærdigt økonomisk system uden et kasinoelement, går Widerquist en anden vej, stiller et andet perspektiv og spørgsmål.
Hvis man er konfronteret med et monopoliseret økonomisk system, der altid vil have et kasinoelement, hvordan skaber man så en mulighed for at mennesker ikke bliver tvunget til at blive del af dette uretfærdige system?
Med den stadig mere monopoliserede kapitalisme har vi ifølge Widerquist skabt et økonomisk system, der tvinger det store flertal af ejendomsløse mennesker til at tjene de få ejendomsejere for at tilfredsstille deres basisbehov.
Frihed som effektivt selvejerskab
Heroverfor fremholder Widerquist det libertære ideal. Frihed er fraværet af tvang til at gøre noget bestemt eller leve på en bestemt måde. I den libertære filosofiske tradition ses frihed som effektivt selvejerskab, dvs. at have ejendomsret til sin egen person. Det betyder, at individet ejer sig selv, og ingen kan tage ens rettigheder over sig selv fra en uden ens samtykke. Selvejerskab betyder ikke, at mennesker behandler sig selv som ejendom, men betyder, at hvert individ er frit fra at blive behandlet som ejendom af en anden person. En selvejer bestemmer altså, hvad han eller hun vil gøre i forhold til sin egen person.
Tvangen til at tjene et økonomisk system
I det moderne kapitalistiske samfund har private ressourceejere og regeringer kontrollen med ressourcerne, og alle dem, der mangler adgang til en tilstrækkelig mængde ressourcer til at dække deres basisbehov, må betegnes som ejendomsløse. De ejendomsløse er altså tvunget til at arbejde for dem, der kontrollerer ejendommen. De er ufrie, tvunget ind i en tjenerrolle, hvor de er tvunget til at tjene andres interesser. I forhold til staten er de formelt frie individer men i forhold til hele det moderne kapitalistiske ejendomsregime er de tvunget til lønarbejde. De er på det økonomiske område i en vis forstand lige så ufri som slaverne og fæstebønderne.
Højre- og venstrelibetarianere
Alle libertarianere anerkender ideen om et stærkt selvejerskab, men har forskellige opfattelser af den private ejendomsret, og i hvilket omfang mennesker har pligt til at beskytte denne. Højrelibertarianere mener således, at man skal respektere den eksisterende fordeling af den private ejendomsret til ressourcerne, selvom den er ekstremt ulige fordelt.
Højrelibertære tænkere er f.eks. James Buchanan, Robert Nozik og Murray Rothbard. De er også kendt som neoliberalister i den mere pragmatiske version og som anarkokapitalister i den mere ekstreme form.
Hos venstrelibertære bliver ideen om selvejerskab derimod koblet med en tro på en form for lige ret til ejendomsret til naturressourcerne. De er inspireret af tænkere som Thomas Paine, Henry George, og nogle af de mest kendte nutidige politiske filosoffer er Hillel Steiner og Philippe Van Parijs.
I dag er selvforsørgelse i form af adgang til ny ejendomsret til ressourcer umulig for de fleste. Derfor er de venstrelibertæres synspunkt, at dem, der har privat ejendomsret til ressourcerne, har pligt til at kompensere dem, der er ejendomsløse. Det svarer til at give en erstatning for den tidligere adgang til ny ejendom, som vores forfædre havde. Van Parijs drager den konklusion, at en sådan kompensation bør tage form af en ubetinget basisindkomst for alle.
Frihed og uafhængighed
Widerquists synspunkt ligner venstrelibetarianernes i den forstand, at ejendomsret til ressourcer er central for alle individers frihed, hvorfor han også ser en ubetinget basisindkomst som en central mekanisme. Men hans synspunkt er ikke – som for venstrelibetarianerne - baseret på en tro på en naturlig ret til ejendomsret til ressourcer, men derimod på en tro på en lige frihed for indblanding fra andre indehavere af ressourcer. Det centrale for Widerquist er at etablere et ejendomsretsregime, hvor ingen kan tvinges til at deltage i økonomien gennem ressourcedominans. Derfor er uafhængighed (independence, indepentarianism) et centralt begreb hos Widerquist.
Frihed som status
For Widerquist er det centrale i argumentationen for en ubetinget basisindkomst skabelse af en frihed for alle. Frihed kan forstås i et kontinuum, som et spørgsmål om grader af frihed, eller som en status, som et enten – eller, enten er man fri eller også er man ufri. Widerquist forstår frihed som et statusbegreb. Frihed er en ”effektiv kontrol af selvejerskab”, som ”uafhængighed” eller ”magten til at sige nej”.
I den moderne kasinoøkonomi er det altså friheden til at kunne sige nej til at tjene ”the Big Casino”.
Reel frihed og negativ frihed
Van Parijs´ argument for en basisindkomst er, at den ikke blot skaber en formel og negativ frihed, men en reel frihed, fordi den giver en positiv frihed til at gøre med sit liv, hvad man måtte have lyst til. Man bliver ikke tvunget til en bestemt livsform.
Widerquist mener til gengæld, at Van Parijs' begreb om reel frihed er for svagt, fordi det bliver et upræcist gradsbegreb, der hverken forklarer hvorfor en basisindkomst må være ubetinget eller stor nok til at dække en persons basisbehov. Derfor fremhæver Widerquist frihedsbegrebets negative aspekt. Frihed er først og fremmest friheden fra tvang fra en anden part, en uafhængighed, hvor man har mulighed for at sige fra, at sige nej til forsøg på en uønsket påvirkning.
En frivillig deltagelsesøkonomi
Men er individuel uafhængighed ikke et problematisk ideal i en individualiseret verden, der har behov for fællesskab? Uafhængighed betyder for Widerquist ikke, at mennesker faktisk vælger at leve og handle uafhængigt, men at de kun deltager aktivt i projekter med andre, hvis de frivilligt har valgt at gøre det. Det problematiske ved mange politiske retfærdighedsteorier er ifølge Widerquist, at de accepterer en tvungen deltagelsesøkonomi. Hans ideal er en frivillig deltagelsesøkonomi, hvor alle individer har mulighed for et alternativ til aktiv deltagelse.
Basisindkomst er nødvendig for at skabe gensidighed (reciprocitet)
Normalt bliver basisindkomst set som ”noget for ingenting”, hvilket af nogle bliver forstået sådan, at dem, der modtager en basisindkomst, er forpligtet til at respektere andre menneskers ejendomskrav. Basisindkomst ses som brydende med en reciprocitetsforpligtelse.
Med Widerquist forståelseshorisont forholder det sig nærmere modsat. Problemet i det nuværende samfund med nogle få ressourceejendomsejere og mange ejendomsløse er omvendt. De nuværende ejendomsejere lever ikke op til deres forpligtelse til at kompensere de ejendomsløse for deres mangel på ressourcer, således at de kan opnå den samme frihed som dem med ressourcer. En ubetinget basisindkomst er altså nødvendig for skabe en reciprocitet i samfundet, at sikre at alle borgere bliver tildelt en løbende tilgang af ressourcer, som kan sikre deres frihed og uafhængighed.
”Big Cooperative” – den demokratiske planøkonomi
Hvad siger Widerquist så til den situation, man kunne forestille sig, hvor man får en demokratisk revolution, i hvilken ”Big Casino” bliver nationaliseret og man i stedet for et ”Big Casino” får et Big Cooperative” med en demokratisk planøkonomi, hvor man har fjernet mange af uretfærdighederne i ”Big Casino”?
I en sådan situation vil ingen borgere i den nye socialistiske planøkonomi have adgang til ressourcer med mindre de arbejder for ”Big Cooperative”. Man må formode, at der bliver en eller anden for arbejdspligt eller arbejdstvang. Hvis man i et sådant nyt økonomisk system er dissident, vil man altså være tvunget til at arbejde for det nye fællesskab.
Behovet for en basisindkomst i alle økonomiske systemer
Når ressourcerne enten er ejet af private (”Big Casino”) eller offentligt ejede (”Big Cooperative”) er individer uden ressourcer (ejendom) altså tvunget til at arbejde for dem, der kontrollerer ressourcerne.
For Widerquist er det et argument for, at uanset hvordan det økonomiske ejendomsregime ser ud, må man have en ubetinget basisindkomst, der kan garantere den individuelle frihed.
Litteratur: