Terror

Ifølge de seneste officielle meldinger var den mistænkte for de lige forekomne mord i København en enegænger (med mulig hjælp fra 2 af sine venner). Han var ikke medlem af noget netværk, ikke en del af en international organisation. Der var altså tale om en forbrydelse, et dobbeltmord, og må fordømmes som sådant. Omars forbindelse til ’den internationale terrorisme’ var sandsynligvis især mediernes beretninger om de forudgående drab i Paris og illustrerer i sig selv det symbiotiske forhold mellem terrorisme og de moderne massemedier. De moderne mediers massive omtale af enhver terrorhandling er, som det er blevet sagt, den ilt som er livsgivende for terrorismen.

Der er virkelig sket en udvikling her.

I 1992 blev et politisk mord i Danmark (mordet i Søllerødgade) på det nærmeste upåagtet, i dag kan mord fremkalde kommentarer fra alle politikere og massemøder over hele landet. Man øjner naturligvis også den politiske baggrund for den påfaldende forskellige reaktion den gang og nu.

Terrorismen synes i dag at være alle vegne og frygten for terror er blevet fremtrædende i nutidens verden. Fænomenet har sandsynligvis eksisteret altid, men efter 11 september 2001 synes begrebet herom at være blevet dominerende i medierne, i den politiske diskurs, og i den akademiske verden. Fænomenet forekommer at være så velkendt, alligevel er det aldrig lykkedes at nå frem til enighed om nogen definition hverken i stormagtsforhandlinger, i FN regi eller blandt forskere på feltet. Tværtimod karakteriseres mange og vidt forskellige fænomener som værende ’terroristiske’ og mange grupper og retninger og personer karakteriseres af nogle som ’terrorister’ medens andre bestrider dette prædikat. Én og samme organisation er af nogle blevet opfattet som en terrororganisation, af andre som ’frihedskæmpere’ (f.eks. IRA, ETA, PKK, Hamas). En Nelson Mandela oplevede endda i en periode at blive stemplet som terrorist for senere at blive hyldet som frihedskæmper og Nobelprismodtager.

Uklarheden i selve definitionen og den politiske tvetydighed og brisans gør det selvfølgelig også vanskeligt at registrere det nøjagtige omfang af terrorhandlinger i verden. Det er dog gjort forskellige forsøg herpå og ifølge en række opgørelser fra såvel det amerikanske efterretningsvæsen, som FN organisationer samt forskere på feltet lå det samlede globale antal af ofre for terror (uden for egentlige krigszoner som Irak og Afghanistan) i perioden fra 1968 frem til i dag på mellem 300 og 7oo pr år (her angivet efter Richard Jackson et al.: Terrorism, New York: Palgrave Macmillan 2011, pp 132-133). Det er tusinde for meget og forfærdeligt for ofrene og deres pårørende, men få sammenlignet med de enorme mængder af ofre for krige, diktaturer, forfølgelser og statsterror i det 20. århundrede og indeværende. Få også i forhold til ofre for sult og sygdomme. En anden sammenligning kan gå på antallet af ofre for bilulykker. Årligt omkommer her kloden over 2 millioner mennesker (Jackson op.cit., p 133).

Men frygten for terror synes i dag at være langt større end frygten for ikke blot sult, sygdom og bilulykker, men også for krige og forfølgelser. Frygten har her, som Tom Kristensen skriver, fået ’asiatiske dimensioner’.

Også kategoriseringen har voldt store problemer. Det viser sig nemlig, at vidt forskellige politiske og religiøse retninger og grupper i historiens løb – og i periodevist forskelligt vægtforhold- har udøvet terroristiske aktiviteter. De har også fundet sted under vidt forskellige symboler og ideer.  Mange af de handlinger som i nutiden klassificeres som ’terrorhandlinger’ blev desuden tidligere klassificeret i kategorier som politisk vold, borgerkrig, forfølgelser eller som simpel kriminalitet. Nutidens brede, vage og upræcise begreb om terrorisme har så at sige i sig opsuget alle andre fænomener og skabt en enorm frygt. Samtidig er analyse og forklaring, og dermed forebyggende foranstaltninger, blevet vanskeliggjorte.

Fænomenerne eksister. Man kan ikke borttrylle dem ved at kalde dem noget andet. Men måske skulle vi dog være mere præcise i vore problemformuleringer og målangivelser og tale om kriminalitet, forbrydelser, forfølgelser og vold og indrette den forebyggende politik på mere præcist afgrænsede forhold og problemstillinger. Sådanne mere præcise problemformuleringer og analyser måtte så igen indlejres i mere omfattende analyser af den verden vi lever i. Det ville skabe viden og forståelse og bane vej for forebyggelse. Det ville være en vejledning til handling. For at afskaffe verdens dårligdomme må man søge viden og indsigt og fremme samarbejde, solidaritet og tolerance. I disse år går udviklingen desværre i stik modsat retning: Igen appelleres der over hele kontinentet til frygt, intolerance, xenofobi og gensidigt had. Europa synes at bevæge sig i retning af krise, opløsning og en opadgående voldsspiral. Frygten er måske ikke så ubegrundet endda, men det står langt værre til end man tror.