Hvem slog ihjel og hvorfor?

Jeg bringer her en stærkt forkortet udgave af en længere artikel, som jeg har skrevet på Kritisk Debat, om   massemord og udryddelser i historien. Jeg påviser, at det har været et langt mere udbredt fænomen historien igennem end antaget i dag, at heller ikke 'Vestens' historie er snehvid, at årsagerne må søges i komplekse processer af modernisering og statsbygning samt gentagne civilisationsbrud. Ideologierne har betydet forholdsvis lidt idet forfølgelser og massemord er forekommet under vidt forskellige ideologier og symboler.Jeg griber her fat i myter  der i de senere mange år har været udbredt på højrefløjen og dermed dominerende i medierne. Venstrefløjens samlede mediemagt er omvendt såre beskeden. Men diskusionen er enormt vigtig, derfor også følgende forkortede version her på Modkraft af nævnte artikel.

Hvem slog ihjel og hvorfor?

Hvem slog ihjel og hvorfor? Det nemme svar er her: det var ‘de andre’ eller en ideologi, eller endnu bedre: ’de andres ideologi’. Men massemord og udryddelser har været tilbagevendende fænomener historien igennem. Menneskene slog ihjel også før de overhovedet kunne læse. Frygt, instinkter, had og primitiv identitetsskabelse har været større dræbere end doktriner og læresætninger.

    Forfølgelser og massemord er urgamle fænomener. Tilbagevendende er civilisationens tynde fernis krakeleret og barbariet brudt frem. [1] De moderne forfølgelser og massemord har ligeledes været præget af sådanne tilbagefald i barbari, men har tillige været knyttet sammen med den moderne stats- og nationsbygning og moderniseringsprocesser i det hele taget.[2]

     Den bitre sandhed er at mange forskellige i tidens løb slog ihjel og at de kunne lide det. Der kan anstilles mange regnskaber i menneskelig lidelse, og Vesten er ikke så snehvid, som man får indtryk af i megen af den aktuelle historieskrivning og offentlige debat. Ofrene for moderniseringen tæller godt med både i den østlige og den vestlige udvikling. Moderniseringens veje var forskellige, men overalt var forløbene enormt lidelsesfulde og dødelige.

 Den vestlige moderniserings ofre

 Det er ofte overset, eller fortrængt, at Europas egen interne moderniseringshistorie var ekstremt blodig. Europa var i flere århundreder hærget af borger- og religionskrige.

      De franske religionskrige i 1500-tallet kostede 3 millioner mennesker livet.^[3] Under trediveårskrigen døde i Tyskland måske op mod 4 millioner mennesker, svarende til 20 % af Tysklands befolkning.^[4] I England døde under borgerkrigene i 1600 tallet ¼ million mennesker ud af et befolkningstal på ca. 5 millioner, en højere tabsprocent end Storbritanniens tab under 1. verdenskrig.^[5]

     Religion (ideologi), borgerkrig og international politik flettede sig i den europæiske moderniseringsproces sammen i komplekse forløb. I så henseende foregreb religionskrigene i 1500 tallet og den første europæiske trediveårskrig fra 1618-1648, den efterfølgende senere europæiske trediveårskrig fra 1914 til 1945.

     Religionen var altså for det første ikke en enestående faktor. Den var stedse flettet sammen med en række andre forhold og aspeker. For det andet var forfølgelser, massemord og udryddelser udbredte fænomener allerede længe før ’den moderne tid’ og moderne ideologier. Men, for det tredje, akcellerede disse processer i og med moderniseringen.

     Napoleonskrigen var et nyt spring frem i voldsomhed. Der foregik nemlig her en accelereret statsbygning og en omfattende mobilisering, den militære kapacitet blev øget. Det samme blev tabene. 4 millioner mennesker døde under Napoleonskrigene. ^[6]

      Grusomheden blev fra og med Balkankrigene 1912-13 og 1. verdenskrig 1914-18 yderligere moderniseret. Vold, undertrykkelse og massedrab har som sagt været tilbagevendende historien igennem, men voldsmidlerne og ressourcerne til undertrykkelse og massedrab var blevet voldsomt udviklede, da vi nåede frem til det 20. århundrede.  Dertil kom at hele den moderne politik havde en ’mørk side’, en side som man ikke havde forudset i det 19. århundredes udbredte fremskridtsoptimisme. ^[7]

    Europa var i det hele taget et uroligt og voldsplaget kontinent. Demokratisering og demokrati var ingenlunde givet på forhånd. Der var flere muligheder og udviklingsforløbene forskellige. Demokratiet var også i Europas historie omstridt og begrebet ændrede flere gange undervejs betydningsindhold.[8] ’Demokratiet’ var aldrig en naturnødvendighed og relationen mellem kapitalisme og demokrati mere kompleks end ofte antaget. [9]Der var heller ikke nogen direkte lineær forbindelse mellem liberalisme og demokrati. Liberalismens førende 16- og 1700 tals teoretikere var ikke demokrater og i det følgende historiske forløb bekæmpede liberalismen i mange lande den almindelige valgret.[10]

      Modstanden mod demokrati var langt mere fremtrædende i den europæiske politiske udvikling end man får indtryk af det i dagens politiske diskurs. I en lang række lande i Europa kom fascismen eller højre autoritære retninger i mellemkrigsårene til magten ombølget af velvilje og sympati fra de traditionelle magteliter, de øverste sociale lag samt de borgerlige partier i de pågældende lande.  Det kontinentaleuropæiske højres fascination af fascismen fortsatte også et langt stykke ind i 2. verdenskrigs periode. Det var først udfaldet af 2. verdenskrig der for alvor ændrede opfattelser og holdninger.[11]

 Den vestlige moderniseringsmodels udbredelse

Europas interne voldelige og lidelsesfulde moderniseringsproces blev fra et tidligt tidspunkt så at sige eksporteret til de oversøiske kontinenter og lande.  På de to amerikanske kontinenter var den præcolumbianske indfødte befolkning på mellem 60 og 100 millioner, deraf døde anslået over halvdelen under den europæiske ekspansion ind i kontinenterne.^[12] I USA alene er den præcolumbianske befolkning anslået til at have været på mellem 4 og 9 millioner. I år 1900 var der kun 237.000 tilbage. 95 % af urbefolkningen var blevet udryddet.^[13] I Californien alene blev 80 % af indianerbefolkningen udryddet i løbet af bare 12 år.^[14] Hitler brugte det samme antal år til at udrydde 70 % af Europas jøder.^[15] Californiens guvernør i 1850’erne erklærede ligeud at: “a war of extermination will continue to be waged between the two races until the Indians become extinct”.^[16]

Også i Australien for den hvide settler-befolkning hårdt frem mod urbefolkningen, hvoraf 80 % blev dræbt.^[17] Sygdom og sult var den store dræber, men både i USA og Australien myrdede de hvide kolonister også mere direkte løs blandt urbefolkningerne, foranstaltede ‘jagtselskaber’, gennemførte tvangsdeportationer, lagde forgiftede madvarer ud osv.^[18] Demokratiske institutioner og demokratisk sindelag var ikke nogen hindring. Ved slutningen af det 19. århundrede erklærede den senere amerikanske præsident Theodore Roosevelt: “I don’t go so far as to think that the only good Indians are dead Indians, but I believe nine out of ten are, and I shouldn’t like to inquire too closely into the case of the tenth”.^[19] Amerika og Australien var ‘demokratiske’ for den hvide befolkning, men myrdede millioner af farvede. Senere henviste Hitler ved flere lejligheder til det amerikanske folkemord på indianerne som et eksempel til efterfølgelse.^[20]

Slavehandlen var et andet mørkt kapitel i moderniseringens udvikling. I løbet af 1700- og 1800-tallene slæbtes under de forfærdeligste forhold anslået mellem 10 og 15 millioner mennesker over oceanet til en tilværelse som slaver i den nye verden.^[21] Imens delte europæerne i fremskridtets navn Afrika mellem sig. Selv det lille Belgien var med og under kong Leopold II’s rædselsregime i Congo døde mellem 4 og 8 millioner congolesere.^[22] Tyskerne, som også ville være med til at udbrede den europæiske civilisation, begik under ledelse af general Trotha nede i Tysk-Sydvestafrika i årene 1904-1907 folkemord på Herero-folket.^[23]

Sygdomme, mishandlinger og direkte drab var imidlertid ikke de eneste udryddelsesfaktorer. Hungersnød var en anden. Den amerikanske historiker Mike Davis beretter i sin Late Victorian Holocausts om hungersnøden i det nordøstlige Brasilien, i Indien og i Kina i 1870’erne og igen i 1890’erne, tilfælde af hungersnød som i høj grad var et resultat af fejlslagen økonomisk politik, og som tilsammen kostede mellem 31 og 61 millioner mennesker livet.^[24]

Massedød som følge af sult og dertil relaterede sygdomme er stadig en realitet. Ifølge UNICEF dør hvert år i vores egen nutid 6-7 millioner børn, før de bliver fem år af årsager, som nemt kunne have været undgået.^[25] På blot ti år bliver det til 60-70 millioner. Siden 1980 er hvert år kloden over 40 millioner mennesker døde af sult.^[26] Også her kan man gange op på ti- eller 20-års forløb, hvis man har lyst.

 Moderniseringens ofre i ’den tredje verden’

 Det vestlige moderniserings eksempel udløste overalt i det der senere blev kaldt ’den tredje verden’ bølger af moderniseringsanstrengelser for at komme på højde med det avancerede Vesten, men under samtidig bevarelse af den nationale egenart. Der opstod herved historisk særegne konstruktioner, hvis moderniseringsforløb ofte var særdeles lidelsesfulde. Både Kemael Atatürks tyrkiske nationalstat, Stalins Rusland, Chiang Kai-sheks og efterfølgende Maos Kina kan ses som sådanne konstruktioner og forløb. [27]Det første af det 20’ende århundredes store folkemord, mordet på armenerne i 1915-16, blev begået af ikke de gamle imperiale kræfter eller religiøse fanatikere, men af sekulære nations- og statsbyggere, Kemael Atatürks folk. [28]

Der er her en slående lighed til hungersdøden under Stalins tvangskollektivisering i trediverne eller under ‘det store spring frem’ i Maos Kina.^[29] Ofrene for Stalins moderniseringsproces sættes gennemgående i dag til 10-12 millioner.^[30] Ofrene for Maos moderniseringsproces angives til mellem 30 og 40 millioner.^[31] I Chiang Kai-sheks Kina døde i den hektiske moderniseringsperiode mellem 1916 og 1949 ca. 35 millioner mennesker af hungersnød og gennem militære handlinger.^[32] Moderniseringen kostede i Sovjetunionen og Kina enorme mængder af menneskeliv.

Men det gjorde andre former for modernisering i andre dele af verden også. I deres berømte undersøgelse Hunger and Public Action fremhæver Jean Dreze og Amartya Sen godt nok det indiske demokratis større evne i årene fra 1948 frem til omkring 1970 til at opfange og imødegå optrækkende hungersnød.^[33] Men de fremhæver også det bedre sundhedssystem i Kina, den lavere dødelighed, det bedre uddannelsessystem, den generelt bedre levestandard. Som følge af disse forhold var ‘overskudsdødeligheden’ i Indien i forhold til Kina i denne periode ca. 4 millioner om året. For hvert 8. år kostede overskudsdødeligheden flere menneskeliv i Indien end antallet af ofre i Kina under ‘det store spring fremad’ fra 1958 til 1961.^[34]

Men ikke al massedød var resultat af forsøg på moderniseringsspring. Nogle var faktisk udtryk for det modsatte: baglæns regression til barbari. Khmer Rouge, hvis ledere var ideologisk inspireret af en primitiv agrarkommunisme, men som i øvrigt i en lang periode blev understøttet af både USA og Kina, og omvendt bekæmpet af Nordvietnam, gennemførte et massemord på ca. 1 million i Cambodja, massemord som leder tanken hen på folkemordet i Rwanda i 1994.^[35] I 1979 blev Khmer Rouge væltet ved en nordvietnamesisk invasion, der således ret beset var den største ’humanitære aktion’ i nyere tid.

     Folk døde også af etniske og religiøse konflikter, sociale modsætninger og borgerkrige. Da Indien blev selvstændig i 1947 myrdede 400.000 hinduer og muhammedanere hinanden. [36]I 1965-66 blev 1 million indonesiske kommunister massakreret i Indonesien.[37]Mellem 1945 og 1990 døde 20 millioner mennesker i krige rundt omkring i verden, de fleste af disse i ’den tredje verden’.[38]

      Gennem hele det 20. århundrede var verden hærget af ikke blot militære konfrontationer, oprør og krige men også af de klassiske, historiske dødsformer. Vi har endda også et historisk eksempel på massemord udført i selve hjertet af den hvide, europæiske civilisation. Den mest berygtede af dem alle, nazismens vældige udryddelsesprogram og – praksis.

 Nazismens udryddelser

 I alt blev mellem 5½ og 6 millioner jøder udryddet under 2. verdenskrigs Holocaust.^[39] Men nazismens massedrab var endnu mere omfattende og spørgsmålet om gangen i de grusomme beslutningsprocesser har været under heftig diskussion blandt forskere på feltet. ^[40]

I Polen alene blev ud over 3 millioner jødiske polakker også 3 millioner ikkejødiske polakker myrdet under 2. verdenskrig.^[41] I Rusland myrdede SS, Einsatz-grupperne og Værnemagten i forening ud over jøderne ca. 3 millioner krigsfanger, samt 6-7 millioner ikkejødiske sovjetborgere.^[42] Dertil kom øvrige civile tab samt de civile ofre i den øvrige del af det besatte Europa, f.eks. nede på Balkan.^[43] Dertil kom massemordene på Romaer og Zintaer. I alt foranstaltede nazismen mord på godt 20 millioner civile og krigsfanger under 2. verdenskrig.^[44] Dertil kom de militære tab, som i Sovjetunionen var på næsten 9 millioner døde samt yderligere millioner af sårede.^[45]

Midt i det 20. århundredes Europa havde nazismen således etableret et imperialistisk imperium i klassisk stil, men forenet med en moderne statsmagts teknologi. Noget sådant var der ingen, der havde regnet med i den europæiske civilisations optimistiske opgangsperiode fra 1870 til 1914. Og da slet ikke med forankring i et så højt udviklet, civiliseret samfund som Tyskland. Og endnu flere massemord og tvangsforflytninger var planlagt i tilfælde af en vundet krig.^[46]Ifølge den såkaldte ’Generalplan Ost’ skulle mellem 40 og 50 millioner slaviske folk simpelthen udryddes.^[47]

I deres analyser af historieskrivningen om Holocaust fremførte den israelske historiker Saul Friedländer og den canadiske historiker Michael Marrus det unikke i netop jødedrabene.^[48] Der har været mange andre forfærdelige massedrab i historiens løb og senere igen i det 20. århundrede, men Holocaust var helt unik: “Unlike the case with any other group, and unlike the massacres before or since, every single one of the millions of targeted Jews was to be murdered. Eradication was to be total. In principle, no Jew was to escape.”^[49] Også en anden israelsk historiker, Otto Dov Kulka, talte i et indlæg i debatten med den tyske historiker Martin Broszat om “the uniqueness of the Holocaust and its world-historical significance” og “the truly uncomparable singularity of the National Socialist attempt to exterminate the Jewish People.”^[50] Massedrabet på jøder blev som bekendt et langt stykke vej fuldbyrdet, men nazismens delvist gennemførte og planlagte yderligere massemord mod andre og videre befolkningsgrupper var også en kendsgerning.^[51]Et forhold som ofte overses i den nutidige diskussion og de nutidige talopgørelser.

 Stalinismens massemord

  Det andet store eksempel på massemord i Europas historie i det 20. århundrede er stalinismens massemord og udrensninger.^[52] Ofrenes antal er igen forfærdende højt.^[53] Man kan her ikke nøjes med at se på begivenhederne i 1937-1938. Til ofrene for udrensningerne i 1937-1938 skal lægges ofrene for hungersnøden, tvangskollektiviseringerne, deportationerne, døden i lejrene m.m. og perioden må udvides.  Den beregnede samlede overskudsdødelighed for hele perioden 1927-1938 blev så af forskere som Wheatcroft og Davies beregnet til 10 millioner.^[54] Alec Nove nåede til et lignende tal.^[55] Det samme gør Michael Mann sammenfattende resultatet fra den nyere forskning.^[56] Richard Overy når til sammenlagt et antal af ofre på 6-7 millioner.^[57] Disse opgørelser ligger betragteligt under Robert Conquests tidligere opgørelse på 20 millioner, men der er dog stadig tale om et højt tal.^[58] Der synes nu at være stigende konsensus i den nyere forskning om, at den russiske stalinismes ofre i alle perioder tilsammen og for alle kategorier af dødsfald beløber sig til 10-12 millioner, heraf de 6-8 millioner som følge af den store hungersnød i 1931-1933.^[59]

Der har været fremført mange forskellige teorier til forklaring af stalinismens massemord og dens  skueprocesser, udrensninger og massehenrettelser i 1937-1938. Teorier, der generelt fokuserer på systemets ‘totalitære’ karakter,^[60] teorien om gennemførelsen af Stalins revolution ovenfra med ham selv som moderniseringsdespot,^[61] teorien om tilbagefaldet under de givne omstændigheder i ‘det asiatiske despoti’ og en skærpelse af kampen mellem despot og bureaukrati,^[62] teorien om Stalins sygelige mistænksomhed og hans følelse af usikkerhed og ønske om at sikre sin position,^[63] teorien om Stalins ønske om på forhånd at udrydde enhver tænkelig potentiel og eventuelt kommende opposition,^[64] teorien om det afgørende brud med og ødelæggelsen af den revolutionære tradition og kontrarevolutionens politiske konsolidering,^[65] samt teorien om udviklingen af en intern magtkamp i eliten.^[66]

      Hele dette forløb kan dog bedst forklares ud fra den særegne karakter af den russiske socioøkonomiske udvikling i perioden, af den særegne karakter af den russiske stats- og nationsbygning og af landets internationale situation samt den egenartede skæring af disse processer. Den russiske revolution i 1917 havde været  et produkt af ophobede problemer i den sen-zaristiske samfundsformation samt af 1. verdenkrig. Uden 1. verdenskrig , næppe nogen russisk revolution. Aktørernes teorier spillede herunder en underordnet rolle. De faktiske omstændigheder, interne og eksterne, var afgørende for oktoberrevolutionen og bolsjevikernes sejr i borgerkrigen, men også for revolutionens nederlag i 1921. I løbet af 20’erne og 30’erne udviklede der sig så en særegen samfundskonstruktion og politisk regimeform, en transformation og en form som derpå – i 1936- af Stalin blev proklameret som ’den realiserede socialisme’. Det var den erklærede ideologi.

      Ovenstående rejser under alle omstændigheder spørgsmålet om karakteren af det samfund og den stat, der gennemførte alle disse deportationer, lejranbringelser, massehenrettelser og udryddelser. Totalitarismeteoretikerne ser dette som udtryk for noget moderne, nemlig det ‘totalitære diktatur’. Men den russiske virkelighed var mere kompleks end som så, en særegen blanding af traditionelt og moderne. Selve moderniseringsanstrengelsen, den forcerede økonomiske og sociale udvikling og nationalstatsudviklingen var naturligvis i sig selv ‘moderne’ og samtidig uhyre lidelsesfuld og kostede millioner af døde. Det politiske regime derimod var, som tilbagevendende i Ruslands historie, et gammeldags despoti benyttende sig af traditionelle og grusomme despotiske metoder. [67]Despotiet var forlenet med en moderne vision om og praksis for modernisering og begge elementer trak i retning af massedøden.

Ofrene for de to store europæiske diktaturer. En sammenligning

En sammenligning af nazismens og stalinismens udryddelser og massemord er ganske oplysende: Nazismens aggression var primært rettet udadtil. Ganske vist begyndte den internt i Tyskland og de første ofre var den tyske venstrefløj. Kz-lejrenes første indbyggere var tyskere. Men i det samlede forløb var de nazistiske forfølgelser, udryddelser og massemord primært rettet udadtil mod fremmede folk, og en postuleret ’fremmed race’, og processen kom netop til fuld udfoldelse i forbindelse med krig og erobring. På det punkt mindede nazismen om den europæiske kolonialisme, og var, som hævdet af Hannah Arendt måske endda direkte inspireret herfra. [68]

       Der var her en slående forskel til den russiske stalinisme. Medens langt største delen af nazismens ofre var fremmede folk, jøder slæbt sammen fra hele Europa, romaer, zintaer, polakker, russere og folk på Balkan, russiske krigsfanger osv., så var Stalins ofre omvendt og primært store grupper i hans egen befolkning. Det samme gjaldt i øvrigt perioden under Chang Kai-Sheiks moderniseringsanstrengelse i 30’erne og 40’erne og senere Maos regime i Kina. På dette punkt er der altså større lighed mellem den nazistiske imperialismes og den vestlige imperialismens model: Det gik altid primært ud over fremmede folk. I Eurasien gik det primært ud over de egne befolkninger.

       For det andet er det bemærkelsesværdigt, at over halvdelen af dødsofrene for Stalins regime simpelthen døde af sult. Dette forekom ikke i det langt mere udviklede Tyskland. Nazismen henrettede omkring og kort efter magtovertagelsen tusinder af tyskere, men millioner af tyskere omkom aldrig af noget så elementært som sult. Det siger i sig selv meget om de to samfunds og regimers forskellige udgangspunkt og karakter, trods overfladiske lighedspunkter i magtudøvelsens teknologi. Største delen af stalinismens ofre var ofrene for den store hungersnød i 1931-33. De var ofre for en fejlslagen økonomisk politik, for en i første omgang fejlslagen udviklingsanstrengelse, og for en despotisk reaktion herpå.[69]På dette punkt er det stalinismen, der minder om kolonialismen.

       Nazismens ofre var endvidere ofre for en bevidst udryddelsespolitik, med Holocaust og masse-gasningen af jøder og slaviske folk som en kulmination. Der var omvendt ikke i Sovjetunionen regulære udryddelseslejre som Ausschwitz, Birkenau, Sobibor, Treblinka og Belzeck. [70] Der var heller ingen medizinske eksperimenter som i nazi-lejrene. Også hvad angår lejr-systemet befandt Hitlers Tyskland sig på et ’højere’ niveau af – en perverteret- ’civilisation’. Stalins lejre var det plumpe primitive despotis lejre, dog kombineret med en moderne økonomisk rationalitets, i øvrigt fejlslagne, målsætning.

      Dette fører over i en fjerde, og vigtige, forskel: årsagerne til radikaliseringen og eskaleringen over i massemord var vidt forskellige. I Sovjetunionen var stalinismens udvikling et produkt af 2 hinanden gensidigt forstærkende processer, nemlig dels tilbagefaldet i den konkrete situation, der forelå i 20’ernes Sovjetunion, til et ’arkaisk despoti’,[71] og dels den forcerede tvangskollektivisering og industrialisering i det relativt tilbagestående agrarsamfund. Begge processer var igen indlejrede i Ruslands problemfyldte historiske udviklingsproces,[72] en proces som tillige vedvarende var præget af Ruslands geopolitiske situation og skiftende herskeres og eliters forsøg på at piske landet fremad, så det kom på omgangshøjde med de mere fremskredne vestlige stormagter. Stalinismen var den sidste, men også mest brutale, af denne tilbagevendende moderniseringsanstrengelse.

      I Tyskland var årsagerne til radikaliseringsprocessen anderledes.[73] Afgørende var her i perioden op til nazismens magtovertagelse i 1933 kombinationen af nazismens vældige Volksgemeinsschafts-appél og de traditionelle eliters og dominerende klassers fjendtlige holdning til republikken og deres samspilspolitik i forhold til den opstigende nazibevægelse.[74] I årene efter magtovertagelse foregik der derefter en intern magtforskydning med heraf følgende forandrede elite-struktur og Førerens styrkede position.[75] Af betydning blev videre det administrative kaos der udviklede sig samt den mekanisme, som den engelske historiker Ian Kershaw har kaldt ”Working towards the Führer” som begge igen frembragte en ’kumulativ radikalisering’.[76] Endvidere spillede raceideologiens dynamik en vigtig rolle.[77] Dertil kom Hitlers udenrigspolitiske sejre. Alle disse faktorer tilsammen trak i retning af den radikalisering, som igen udløste sig i angrebskrig, folkemord og masseudryddelse.  

Hævnen

 Efter krigsnederlaget begik de allerstørste tyske krigsforbrydere selvmord, nogle blev straffede, mens de fleste slap fri. Men hævnen over en bestemt del af den almindelige befolkning var frygtelig. Millioner af civile tyskere flygtede ved krigens slutning af frygt for de fremrykkende sovjethære fra Østeuropa og under frygtelige lidelser: massevoldtægt, bombardementer, sult og sygdomme.[78] Andre millioner, efterkommere af befolkninger, som i århundreder og nogle steder mere end 1000 år havde levet i Sudeterland, Schlesien, Pommern og helt nede i Voivodina, Banatet og Transylvanien, blev i løbet af samme periode og i de første efterkrigsår tvangsfordrevne.[79] Ikke blot de fremrykkende sovjethære, men i høj grad også hævngerrige polske, tjekkiske og jugoslaviske militser og befolkninger drev på i en fremadskridende voldsspiral af henrettelser, vold, mishandlinger og fordrivelser. I Prag var der tyskere, der blev overhældt med benzin og hængt op i lygtepæle som brændende fakler.[80] I alt blev omkring 14 millioner tyskere fordrevet fra Østeuropa og måske helt op til 2 millioner tyskere mistede livet under flugten og fordrivelserne.[81]

  Yeltsin-moderniseringens ofre

Ifølge den gængse, i ikke mindst de vestlige medier udbredte, opfattelse foregik der i årene 1989-1991 i Sovjetunionen en kamp mellem på den ene side befolkningens flertal, som støttede ’den demokratiske opposition’, og som blev anført af Boris Jeltsin, og på den anden side den gamle parti-/statselite, der forsvarede sine privilegier og det system, der havde sikret dem disse. Denne kamp endte med oppositionens sejr. Den gamle elite blev væltet, det ’socialistiske system’ brød sammen, og i stedet blev der indført ’demokrati’ og ’kapitalisme’. En rigtig mediehistorie. Enkel og letforståelig og med ’en god slutning’.

      Parti/statseliten var imidlertid selv en vigtig faktor, ja, den afgørende drivende kraft, i transformationsprocessen. Den foretog herunder en ’conversion of power’, idet den skiftede sin hidtidige politiske kapital ud med en anden kapital, økonomisk og social.[82] Nogle personer i den gamle elite formåede endda at fastholde deres politiske kapital, medens de skiftede symboler og retorik, samtidig med at de erhvervede sig en ny kapital.[83] Dette gælder f.eks. netop Boris Jeltsin og hans følgeskab. Jeltsin var lige så meget som Gorbatjov og Ligatjov medlem af det gamle kommunistiske parti og den gamle statselite.

      Den virkelige russiske transformationsproces var ikke et resultat af et pludseligt sindelagsskift, en konvertering fra ’socialisme’ til ’demokrati’ og ’markedsøkonomi’. Den var betydeligt mere kompleks og mere rå, formet af skiftende magtrelationer og interessemodsætninger. Det var en proces, tillige, hvor den hidtidige erklærede ideologi blev skiftet ud med en ny erklæret ideologi, fordi et sådant skift i ideologi og symboler var formålstjenligt for den nye elitekonstellation, der var under udvikling. Betydningsfuld var imidlertid også den nye reformelites erfaringsdragelse og heraf udviklede nye situationsopfattelse.[84] Interesser, magt og faktiske ideologier flettede sig sammen i en yderst kompleks proces, en proces som dog i de vestlige medier fremtrådte som ganske enkel, som en kamp mellem ’de onde’ og ’de gode’.

      Resultaterne var lige så opsigtsvækkende: Sovjetunionen/Rusland blev bombet tilbage i udvikling: Nationalproduktet, GDP, var i 1996 faldet med 42 % (til sammenligning kan anføres, at under den store depression i USA fra 1929-1933 faldt det amerikanske GDP med 30 %). Industriproduktionen var i 1996 faldet med 46 %, realindkomsten var i 1995 faldet med over 50 %, uligheden var steget fra et skandinavisk niveau til niveauet i USA, procenten af befolkningen under fattigdomsgrænsen var steget fra 5 % i slutningen af 1980’erne til 36 % i 1992.[85] Fødselsraten faldt fra 1989-1993 med 36 %, og levealderen for mænd faldt fra 65,5 år i 1990 til 57,3 år i 1993, hvilket bragte Rusland ned på niveau med lande som Indien og Ægypten.[86]

    ’Overskudsdødeligheden’ i disse år er i nyere undersøgelser blevet opgjort til mellem 6 og 7 millioner.[87] Hvis disse beregninger er korrekte, nærmede de menneskelige omkostninger ved chokterapien i 1990’erne sig tallet for hungersdøde i forbindelse med Stalins ligeledes ovenfra gennemførte accelererede moderniseringspolitik i 1930’erne. Nye tider, en ny ideologi, nye symboler, men stadig en ovenfra påtvunget modernisering og store lidelser for befolkningen.

Terror og statsterror i nutiden

 Terrorismen synes i dag at være alle vegne og frygten for terror er blevet fremtrædende i nutidens verden. Fænomenet har imidlertid eksisteret altid, og i skolen lærte vi om mordet på Cæsar og Sullas proskriptioner. I nyere tid blev terroristiske attentater forbundet med mordene på Alexander, d. II, Frans Ferdinand, kejserinde Elizabeth, kong Alexander, udenrigsminister Barthou og i øvrigt som noget der mest foregik ned på Balkan. Men efter 11 september 2001 synes begrebet herom at være blevet dominerende i medierne, i den politiske diskurs, og i den akademiske verden. [88]

       Den mest udbredte og effektive terror i nyere tid har dog været det man kunne kalde ’statsterror’, simpelthen fordi den statslige magt er så kolossal sammenlignet med hvad private aktører kan præstere i så henseende. Statsterroren var en integrerende bestanddel af det 20. århundredes store diktaturer, men forsvandt ikke ud af verden med disse.

    Et eksempel fra nutidens Europa er Ex-Jugoslavien i 1990’erne, hvor 300.000 blev slået ihjel og 4 millioner drevet på flugt. [89]Der var ganske vist også mange ‘private’ militser i aktion, men statslig magt var altid involveret.  Alle parter begik grusomheder. Og, hvilket overraskede mange, borgerkrig, forfølgelser og mord foregik midt i processer af generel ’demokratisering’ [90]’Demokratisering’ var ingen garanti mod disse fænomener. Det jugoslaviske eksempel illustrerer tillige hvor tæt sammenvævet ’krig’, ’borgerkrig’, ’massemord’ og ’terrorisme’ ofte er.

      Men over hele kloden har forfølgelser, interventioner, krige, borgerkrige, indre opgør og massemord været tilbagevendende og er som bekendt stadig fremtrædende: I Mellemøsten, Østasien, Afrika og Latinamerika kom disse fænomener til fuld udfoldelse under den kolde krig og de er bestemt ikke ophørt i og med den kolde krigs afslutning.

      Allerede i 1953 havde det amerikanske CIA for eksempel i samarbejde med den britiske efterretningstjeneste gennemført et kup mod den demokratiske Mossadeq-regering i Iran og fået installeret Mohammed Reza som shah, der forblev en fast allieret for Vesten helt frem til Khomeini-revolutionen i 1979, hvor han måtte flygte ud af landet.^[91] Shahens regime havde indadtil været et af de værste diktaturer i Mellemøsten og i det berygtede sikkerhedspolitis, Savaks, fængsler udfoldede der sig torturscener af nærmest pornografisk karakter.^[92] Men shahen af Iran var en ven af Vesten.

      Det samme gjaldt i en årrække Saddam Hussein i Irak, en sekulær leder og en af medspillerne for Vesten i Mellemøsten.^[93] Også i Saddats fængsler, blandt andre i det af amerikanerne senere brugte Abu Ghraib fængsel, udspillede der sig ubeskrivelige torturscener.^[94] Og under Iraks krig mod Iran i 1980’erne så Vesten passivt til medens Saddam Hussein i stor stil anvendte giftgas, både mod iranerne og mod kurderne.^[95] Først da Hussein med sin intervention i Kuwait i 1990 kom på tværs af vestlige interesser begyndte man, både under Golfkrigen i 1990-1991 og forud for og under invasionen i 2003 og i de følgende år, blandt Vestens politikere og i medierne at tale om, at han i grunden altid havde været en grusom diktator. Efterfølgende døde 500.000 irakiske børn som følge af sanktionerne over for landet og efter 2003, under interventionskrigen og borgerkrigen, dræbtes mindst 100.000 civile irakere, ja, ifølge det britiske The Lancets skøn måske endda helt op til 900.000.^[96] 

      Et andet voldscentrum var Mellemamerika. I Nicaragua, hvor Sandinist bevægelsen i 1979 væltede den korrupte og brutale militærdiktator Anastasio Somosa, som i årevis var blevet understøttet af USA, eskalerede Reagan administrationen, til trods for at Sandinist regeringen i 1984 faktisk havde afholdt frie valg,^[97] i løbet af 1980’erne sin støtte til de højreorienterede contraer, der var rekrutteret fra Somosas tidligere Nationalgarde.

      I El Salvador støttede USA den alliance mellem oligarkiet og militæret der, havde magten i landet. Da regeringens forfølgelser af reformvenner udløste en modstandsbevægelse, FMLN, satte statsmagten ikke blot hæren, men også særlige dødspatruljer ind mod oprørerne og udløste en omfattende terror.

      Mest omfattende var massakrerne og terroren i Guatemala. Efter den CIA organiserede invasion og kuppet mod Arbenz regeringen i 1954 blev dette fattige land regeret af skiftende generaler. Den amerikanske støtte til regimet fortsatte gennem årene og eskalerede under Reagan i 1980’erne. Det samme gjorde borgerkrigen og den organiserede statsterrorisme. Den statslige terror ude i landdistrikterne var ubeskrivelig: ofrene blev regelmæssigt torterede, lemlæstede og endnu levende smidt i gruber eller brændt.^[98] Masseterroren antog også i dele af landet karakter af folkemord på maya indianerne, der blev udslettede eller fordrevet. I de sandhedskommissionsrapporter, der blev udarbejdet af henholdsvis den katolske Archdiocese i Guatemala city og af FN og offentliggjort i 1989 og 1999, blev antallet af ofre i Guatemala opgjort til over 200.000. Heraf var godt 95 % faldet som ofre for den statslige terror.^[99] Guerillaerne tegnede sig for mellem 3 og 4,8 %.^[100]

      I alt blev mindst 300.000 mennesker myrdet under den af Reagan administrationen støttede og af oligarkiske regimer, militæret og de højreorienterede dødspatruljer i 80’erne Centralamerika gennemførte offensiv mod venstreorienterede, befrielsesteologer og tredje verdens nationalister. Dette rokkede dog ikke det mindste ved Reagan administrationens selvforståelse og hele opfattelse af den kolde krig. Som den norske koldkrigs forsker Odd Arne Westad udtrykker det: ” Its worldview …stayed intact: the Cold War was a conflict between good and evil, in which the United States was on the side of the angels”.^[101]     

 Konklusion

Det har ikke været religionernes og ideologiernes nærmere kognitive indhold, striden om dogmer, fortolkninger og ritualer eller erklærede samfundsanalyser, men de faktisk virksomme ideologiers udløsning af primitive behov og lidenskaber, såsom åbenlys glæde ved at pine, ydmyge og dræbe, især når dette kunne ske over for værgeløse ofre, der har pisket processerne fremad til et barbarisk crescendo. Samtidig har gerningsmændene og deres sociale basis i aggressionen mod andre grupper søgt en primitiv identitetsskabelse.

Men oven i dette har den moderne stats- og nationsbygning så, føjet et uhyre destruktivt potentiel. Den uhyre organisation, viljen til styring og kontrol samt nations- og statsbygningens egne interne udviklingsproblemer skabte og skaber en generelt farlig situation. Og udviklingens ’mørke side’ er ikke alene et produkt af forvreden stats- og nationsbygning, men også af massepolitikkens udfoldelse og dynamik, den socioøkonomiske moderniseringsproces og det internationale systems udvikling og krigene samt videre globaliseringen og vestliggørelsens dialektik. Den stærke og hurtige socioøkonomiske udvikling fremkaldte nye konflikter, der lejrede sig oven på de gamle og forstærkede disse. Samtidig frembragte den en vældig social mobilisering, der i det politiske rum slog over i en omfattende deltagelseskrise. Globaliseringen og vestliggørelsens dialektik, endelig, skabte internt i landene et stærkt øget moderniseringspres og eksternt nye brudflader i det internationale system.

Det 20. århundredes excesser skyldes ikke det forhold at nogle mennesker har skrevet og læst nogle ’farlige bøger’ eller at nogle ’extreme’ randelementer i befolkningerne er blevet grebet af pludselige anfald af sindsyge. Problemet er langt mere alvorligt: De udspringer af selve den cenrale moderniseringsproces samt tilbagevendende frisætninger af ‘the dark side’ af den ‘menneskelige natur’. De har været forankret i de pågældende samfunds historie, grundstruktur og udviklingsproblematik, herunder dets internationale placering. Moderniseringen, i den ene eller den anden form og på godt og ondt, reaktiverede urgamle instinkter og frembragte samtidig midlerne for deres moderne udløsning. Jungletrommerne rungede, men i en moderne marchtakt.

Kan det nogensinde blive anderledes? Måske. Men det kræver et radikalt brud med fundamentale magt- og udbytningsstrukturer og en frisættelse af menneskenes skabende potentiel. De sociale forhold er menneskeskabte og kan derfor også ændres af disse. Fundamentale menneskelige vilkår kan derfor ændres i retning af et mere solidarisk og genuint demokratisk samfund, et samfund uden undertrykkelse, udbytning, ulighed, fattigdom, forfølgelser, mord og krige og hvor menneskene kan udfolde sig som frie og skabende individer i et fællesskab. Dette var og er også såvel den nødvendige løsning som den store vision.  Den er mere nødvendig end nogensinde. Dens virkeliggørelse afhænger imidlertid af folk selv.