Fremmedgørelse, udbytning og klassekamp

Begreberne om ’merprodukt, ’udbytning’, ’undertrykkelse’ , ’klasser’ og  ’fremmedgørelse’ var hos Marx nøje sammenhængende kædet sammen i hans overordnede teori om menneskene i deres samfundsmæssige tilværelse  og forskellige samfundsformationers funktionsmåder og bevægelse som drevet frem af komplekse struktur-aktør relationer. I ethvert samfund over et eksistensminimum fremkommer der et merprodukt. I ethvert samfund hvor en lille minoritet tilegner sig dette merprodukt og bestemmer over dets videre anvendelse  foregår der en ’udbytning’, og ethvert sådant samfund er for Marx et ’klassesamfund’. Selve  udtræknings- og tilegnelsesprocessen er modsætningsfuld og foregår gennem forskellige former for undertrykkelse, men også modstand og kamp, ’klassekamp’.

       Dette har været det almindelige historien igennem. I kapitalistiske samfund er hele denne virkelighed imidlertid skjult idet selve de samfundsmæssige relationer for menneskene fremtræder ikke som det de er, menneskeskabte relationer, men som en fremmed, ’anden natur’, et fænomen Marx i sine ungdomsskrifter kaldte ’fremmedgørelse’ senere ’fetichisme’ og som den ungarske marxist Georg Lukacs kaldte ’reifikation’. Samtidig fik Marx i en fremadskridende teoretisk proces kædet de angivne begreber  sammen og udviklet sin  samlede analyse. ’Fremmedgørelsen’, ’fetichismen’ skjuler under kapitalismen den grundlæggende proces af klasseherredømme og udbytning. Kapitalismen forvrider tillige, fordi den er generaliseret lønarbejde og generaliseret vareproduktion,  det der skulle være menneskets livsproces, den frie skabende virksomhed.

      Vi kan klargøre Marx opfattelse yderligere ved at kontrastere den til en anden og dominerende opfattelse. Kontrasteringen tydeliggør også den centrale rolle som hans teori om udbytning og klassekamp og hans teori om fremmedgørelse spiller for hans politiske teori om den ultrademokratiske ophævelse af politik som en selvstændiggjort sfære. Hans ’kritik af den politiske økonomi’ og hans politikteori hænger nøje sammen.

        En helt anden hovedopfattelse, teoretisk artikuleret  historien igennem siden den moderne samfundsudviklings og statsbygnings begyndelse, har været liberalismens opfattelse af forholdet individ- samfund. Denne opfattelse har dog rummet flere varianter end ofte antaget. Men gennemgående har været dens ’metodologiske individualisme’ og opfattelsen af individet som primær i forhold til ’samfundet’, med heraf følgende behov for at  begrunde og legitimere samfundet som f.eks.  gennem de klassiske kontraktteorier. Hos John Locke tjente kontrakteorien til at begrunde og forvare individets rettigheder. Fornuften tjente for Locke egeninteressen  . Hos Thomas Hobbes tjente kontraktteorien derimod til at begrunde og legitimere den absolutistiske stat. Hverken Hobbes eller Locke demokrater, ikke en gang i det nutidige ’liberale demokrati’s’ forstand. Hobbes var direkte tilhænger af en autoritær stat og Locke gik imod almindelig valgret og forsvarede slaveriet.

      Immanuel Kant lagde vægten et andet sted. For Kant var mennesket et rationelt, autonomt individ, der eksisterede som et mål i sig selv. Ved fornuftens hjælp kan individet indse generelle og upartiske moralprincipper, som det har en pligt til at efterleve. Kant lagde stor vægt på dette pligtelement. Kant argumenterede politisk for oplysning og større frihed, men heller ikke Kant var dog demokrat.

     En tredje opfattelse i den liberalistiske tradition blev artikuleret af Jeremy Bentham og James Mill. Ifølge denne opfattelse var menneskene umættelige forbrugere og forfølgere af egeninteressen. Den fornuftsmæssige adfærd, de rationelle valg, tjener her nyttemakisimeringen. Heller ikke hos Bentham og James Mill var der nogen sympati for den almindelige valgret. Selv en skikkelse som John Stuart Mill var ambivalent og frygtede en for indførelse af almindelig valgret.

    Andre af liberalismens klassiske teoretikere argumenterede  enten direkte mod demokrati ( : Benjamin Constant), mente at dette nok var uundgåeligt, men at dets skadende virkninger kunne begrænses ( : Alexis de Tocqueville) eller gik ind for en modvirkende elitær politisk konstruktion (: Max Weber). Den gennemgående holdning  og opfattelse blev meget træffende formuleret af den danske nationalliberale Orla Lehmann i 1859: ”Magten og ansvaret tilkommer ikke almuen selv eller en skare demagoger, men de begavede, de dannede, de rige”. Dette modsvarede også liberalismens praksis i store dele af det 19. århundredes Europa. Historisk var liberalismen overvejende mod demokrati.

      Marx angreb liberalisternes abstrakte filosoferen om rettigheder og frihed samt modsætningen i  det klassiske , beskårne, ’liberalistiske demokrati’ der var under begyndende udvikling . Der er, påpegede Marx,  en grundmodsætning mellem den formelle politisk-juridiske lighed og den faktiske økonomisk-sociale ulighed.”Lige som de kristne er lige i himlen, men ulige på jorden, er borgerne lige  i deres (: liberalisternes) politiske verdens himmel, men ulige i deres samfundsmæssige tilværelse”.  

       Det borgerlige demokrati , som på hans tid kun var i en spæd begyndende udvikling i ganske få lande, var for ham  desuden stadig et elite- og klassedomineret styre. Som han formulerede det i en kritik af den 2. franske republiks forbigående demokrati fra 1848-1851: ”Denne forfatnings (: den demokratiske forfatnins) hovedmodsigelse består imidlertid i følgende: ved hjælp af almindelig valgret giver den politisk magt til de klasser, hvis sociale slaveri den skal forevige, proletariat, bønder og småborgere…”

      Heroverfor satte han visionen om et radikalt demokrati, hvor skellet mellem regerende og regerede ville blive nedbrudt og folket regere sig selv. Som han begejstret udtrykker det i sin hyldest til Pariserkommunen: Kommunen var et oprør mod selve den centraliserede , bureaukratiske statsmagt, ’dette uhyre for undertrykkelse ’. Den indførte ”virkelig demokratiske institutioner som grundlag for republikken…Den var væsentlig en arbejderklassens regering, resultatet af den producerende klasses kamp mod den udbyttende klasse, den endeligt opdagede politiske form under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå.”

        Teoretisk var Marx i sin samfunds- og demokratiforståelse inspireret af den antike forståelse af menneske og samfund og den atheniensiske demokratiopfattelse. Marx mente lige som grækerne at ’mennesket’ var et samfundsvæsen. Det var det i  to henseende. For det første levede menneskene altid i konkrete samfund. Liberalisternes atomiserede ’individer’ , grundlaget for al liberalistisk teori, fandte slet ikke.  For det andet var mennesket også et samfundsvæsen i den forstand at det kunne nå sin fulde udfoldelse i det sociale fællesskab. Marx mente at menneskene kan komme til at leve i et genuint socialt fællesskab. Han forestillede sig her  en ’association’ hvor enhvers frie udvikling skulle være betingelsen for alles frie udvikling. Et samfund uden undertrykkelse og udbytning, og hvor skellet mellem regerende og regerede var brudt. ”Die Rücknahme der Staatsgewalt durch die Gesellsschaft als ihre eigene lebendige Macht, an Stelle die Gewalt , die sich die Gesellschaft unterordnet und sie unterdrückt; das ist die Rücknahme der Staastsgewalt durch die Volksmassen selbst.” Dette er ikke, som det ofte er blevet misforstået en proklamation af ’end of politics’ og et uniformt enhedssamfund, men visionen om nedbrydelsen af skellet mellem regerende og regerede og om menneskenes frie politiske udfoldelse i autonom politisk selvstyre. Ejheller er der tale om en proklamation af ’historiens afslutning’, men tværtimod af dens begyndelse.

       Dette var Marx’ store vision. Som bekendt  gik den faktiske udvikling i mange henseender i en helt anden retning. Men måske netop af samme grund er visionen i dag mere nødvendig end nogensinde. Hidtil er den samfundsmæssige bevægelse gået i retning af en stadig styrkelse af mægtige økonomiske, politiske og ideologiske eliter og dominerende klassers position og interesser. Dette gælder også i dag under  ideologiske konstruktioner som ’det frie marked’, ’det liberale demokrati’, og ’det internationale samfund’ , medens omvendt de historiske anti-system bevægelserne led nederlag igen og igen. Dette tilbagevendende resultat af de sociale kampe rejser imidlertid netop spørgsmålet om hvilken retning de menneskelige samfund fremover skal bevæge sig i . Eller sagt på en anden måde: Jo mere en Max Weber fik ret i sin   dystre profeti om bureaukratisering og eliteherredømme desto mere aktuel er Marx blevet med sine problematiseringer heraf og ikke mindst sin vision for en helt anden politik.

       Det drejer sig ikke om ’bare’ at føre den ene eller den anden økonomiske krisepolitik,  eller om  –midt i historiens største vækstmaskine- at gennemføre ’grønne reformer’ eller midt i en verden domineret af enorme statsapparater og gigantiske økonomiske magtkoncentrationer at sikre økonomisk udvikling indadtil samt  bistand, ’humanitær aktion  og ’international retfærdighed’ udadtil . Det rejer sig om en kamp om selve magten. Det drejer sig om at bryde kapitalens og statens magt hævet over og styrende folkenes liv. Det drejer sig om i det mindste at bane vej for en modgående udvikling i retning af genuint folkestyre og –kontrol.

      Det der oprørte den unge Marx var det grundforhold, at menneskene hidtil har skabt og stadig skaber en verden der gør dem ufri. Der er ganske vist, erkendte han, en række grundforhold i verden og tilværelsen     (: sygdom, alderdom, død o.s.v.)som man ikke kan gøre noget ved, men resigneret må bære med oprejst pande. Men en række forhold kan menneskene gøre noget ved netop fordi de er menneskelige forhold, forhold der er fremkomne i en historisk proces og som derfor også er foranderlige.  Ja, selve ’den menneskelige natur’ er socialt formet og foranderlig. Modsat de liberalistiske teoretikere opererede Marx ikke med en forestilling om en ’uforanderlig menneskelig natur’. Den menneskelige natur var netop for ham foranderlig, ja, menneskets artskendetegn var  den frie skabende virksomhed, den viksomhed der var blevet tilsløret og forvredet af kapitalismen og den moderne stat.

     Marx var noget så sjældent som en revolutionær stoicist. Hvor en Adam Smith udviklede en optimistisk fortælling om  arbejdsdelingens og markedets udvikling og afstak et evolutionistisk udviklingsperspektiv, hvor en Max Weber i sin berømte ’kosmiske pessimisme’  resignerede i sin teori om en uundgåeligt fremadskridende bureaukratisering,  og hvor en Emile Durkheim mere og mere kom i tvivl om bærekraften i den nye ’organiske solidaritet’ der havde efterfulgt det traditionelle samfunds ’mekaniske solidaritet’ forkyndte Marx, under fuld anerkendelse af tilværelsens begrænsende faktorer,  handlingens  kraft og mulighed i de menneskelige samfund. Og hvor de andre lukkede historien åbnede han den.