Som en lus mellem to fløje

I den verserende debat om terrorangrebene i København har jeg følt mig som et dådyr, paralyseret i lyset fra en lastbils forlygter. Skingerheden har skabt en så skarp opdeling mellem debattens deltagere, at de i klammeriet tilsyneladende har mistet blikket for et par ellers ret jordnære sandheder. I dette indlæg vil jeg gennemgå tre af dem.

På den ene side har selvudnævnte ”humanister” blændet op for så mærkværdige standpunkter, som at ytringsfriheden ikke er truet, blot fordi det kan være dødeligt at skrive eller tegne ting. Andre gav udtryk for at ytringsfrihedsdiskussionen var blæst ud af proportioner. Tegneren Jakob Martin Strid mente f.eks., at debatten om ytringsfriheden var  »løbet løbsk« (eller, det mente han i hvert fald indtil han slettede sit opslag). Journalisten David Trads gik så langt som til at mistænke ”tonen” for at have en del af skylden, bare for at minde os om at 00’erne stadig spøger i afkrogene af debatten.

Den anden distanceblænder der fryser mit dådyr-jeg fast på debattens motorvej, er højrefløjens ligeså absurde opråb: at granskninger af de sociale omstændigheder, der ledte til gerningsmandens radikalisering, er ren hippie-snak. På meningsdanneren Anna Sophie Hermansen kunne man forstå, at valget om først at begå rå kriminalitet og senere udforske karriestien ”bindegal religiøst fanatiker” var et, som Omar El-Hussein nærmest havde taget efter nøje overvejelser af et rigt udvalg af alternative livsforløb. Den oftest knivskarpe Mikkel Andersson beskrev El-Husseins beslutning som et »ideologisk og taktisk valg,« som El-Hussein »alene bærer ansvaret for.«

I mine øjne ville det være sundt, hvis yderpositionerne i debatten tog en god mundfuld luft, og nærmede sig hinanden bare en smule, i forhold til de mest åbenlyse kendsgerninger.

Kendsgerning #1: Ytringsfriheden er truet

Mange af de samme mennesker fra centrum-venstre, som deler David Trads’ og Zenia Stampes selvgode hashtag ”#humanisme2015,” har i den forgangne uge genåbnet kassen med gamle floskler. David Trads accepterer på den ene side, at ytringsfriheden er under pres, men på den anden side er vores ”frie levevis” det ikke (???). Mange af Trads’ ligesindede går videre end det: ytringsfriheden er ikke under angreb, må vi forstå, bare fordi der bliver skudt på et par tegnere. Ej heller har det noget med ytringsfriheden at gøre, at mange andre, som f.eks. førnævnte Mikkel Andersson, siger at de bevidst fravælger satireemner af frygt for konsekvenserne. Uffe Ellemanns klassiker – »Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet« –  står som det ultimative eksempel på hvor rabiat fornægtelsen af truslen mod ytringsfriheden er.

For mange er debatten om ytringsfrihed en abstrakt diskussion om forskellige tegningers kvalitet og politiske substans. Således bliver der ført to seperate ytringsfrihedsdiskussioner: en, der handler om hvorvidt tegningerne af Muhammed er god eller dårlig stil overfor minoriteter, og en, der handler om hvorvidt det kan være rigtigt at man skal frygte for sit liv, blot fordi man tegner og skriver.

Det som er så enerverende ved de to diskussioner, er at den ene åbenlyst bør prioriteres højere end den anden. Det er mig en gåde hvordan så mange kan insistere på at føre en indholdsmæssig diskussion om tegningernes politiske merit, mens deres medborgere pløkkes ned på sidelinjen. Jeg begræder de såkaldte humanisters manglende medmenneskelighed, når de viser sig i stand til at bekymre sig over politiske uenigheder om hvad tegningerne er et udtryk for, altimens deres politiske modstandere dræbes på baggrund af netop denne uenighed. Når man på denne måde mener at den politiske diskussion om tegningerne er vigtigere end det problem, at der er folk der lader livet for dem, så har man for alvor tabt proportionalitetssansen.

Kendsgerning #2: En del af årsagen til Omar El-Husseins radikalisering var højst sandsynligt marginalisering og sociale omstændigheder

Den borgerlige spinatfugl Anna Sophia Hermansen brokkede sig forleden over, at man i følge hende så på Omar El-Hussein som et ”offer”: »et offer for hvad, undskyld mig? Et samfund, der har givet hans forældre beskyttelse, bolig, velfærdsydelser og deres søn uddannelse, muligheder og rettigheder? Jeg forstår jer ikke. Jeg forstår ikke tolerancen overfor intolerance og omfavnelsen af en fjende af det åbne samfund.«

Kimen til ASHs forvirring lader til at være, at siden den danske velfærdsstat fordrer en højere grad af social mobilitet end vi ser i andre lande, kan man i Danmark ikke rammes af sociale omstændigheder uden for ens kontrol. En slags ”jamen, tænk på de sultne børn i Afrika, som har det meget værre end dig”-argument. Således skriver ASH: »[Omar var] bare en simpel kriminel, der søgte efter nogen at lade sin hæmningsløse vrede gå ud over. At han pludselig har hidset sig voldsomt op over Lars Vilks tegning virker også tilfældigt på mig.«

Årsagen til angrebet var altså blot et samspil mellem en ung mands uforklarlige vrede, og tilfældigheder. Vilkårlighederne slog 55-årige Finn Nørgaard ihjel. ”Det er bare ærgerligt”, siger ASH: ”men der er ingen øvrige årsagsforklaringer at hente.”

Imidlertid er det virkelig dumt at afskære sig fra at kigge på, hvordan det kunne gå så galt, som det gjorde, for Omar. Vi ved fra statistiske undersøgelser, at diskrimination og marginalisering leder til lavere social tillid. Vi ved at følelser af relativ deprivation kan få mennesker til at opgive fællesskabet. Vi ved at bander og religiøs ekstremisme appelerer stærkt til utilpassede unge, som føler sig ekskluderet fra hjem og omgivelser. ASH har ret når hun siger at velfærdsstaten hjælper til at mitigere disse faldgrupper, men hun tager grueligt fejl, hvis hun påstår, at den har udraderet dem.

Intet kan undskylde Omars gerning. Der er masser af mennesker med ulykkelige skæbner, som ikke lader deres vrede og frustration gå udover uskyldige. Sandheden er dog, at det kun gør det vigtigere at vi grundigt undersøger, hvordan vi kan forhindre at fremtidige unge følger i Omars fodspor. Her er ASH på rette spor når hun spørger: »det skyldes muligvis dit og dat, men hvad gør vi ved det?«, men hun lader ikke til at forstå, at for at løse et problem skal man finde ud af, hvorfor det opstår. Det er ”dit og dat”, vi skal identificere, for at komme problemet til livs.

Kendsgerning #3: Angrebet havde noget med islam at gøre

Selv mens jeg skriver dette afsnit har jeg svært ved at forstå at det overhovedet er nødvendigt. I Frankrig åbner to bevæbnede mænd ild mod et helt redaktionslokale fuld af tegnere, og motivet er, at nogen har tegnet religiøst symbol. I Danmark dræbes to: den ene til en debat om en tegning af Muhammed, den anden fordi han befinder sig i en synagoge, og selv er jøde. Den mærkværdige kommentar, at ”religion ingen rolle spiller i angrebene,” kommer typisk fra akademikere, som er i stand til at pseudo-teoretisere angrebene i en sådan grad at al jordisk fornuft fordamper. Derfor er det mest oplagte svar til disse abstraktionens mestre, Dennis Pragers tidsløse formaning:

»The foolishness of that comment is so deep, I can only ascribe it to higher education. You have to have gone to college to say something that stupid.«

Formaningen rammer plet i en kontekst hvor pladderhumanister forvilder sig selv til at tro at angreb der starter, pågår og slutter med religion, ”ikke har noget med religion at gøre.” Niels Ivar Larsen, en af de tilstedeværende under angrebet, har skrevet en udemærket satire om den slags selvmodsigelser.

Religion er muligvis ikke den eneste faktor, bevares... men det er tydeligvis en meget tungtvejende del, og det er udtryk for håbløs, misforstået solidaritet med moderate, religiøse medborgere at man for deres skyld afviser at Omar El-Husseins islam var relateret til hans forbrydelse. Det ville være lige så bizart at påstå, at Ho Chi Minhs overgreb intet havde med socialismen at gøre, for at skåne socialisten Casper Gronemann. Selv som Socialdemokrat må man leve med, at velfærdsstaten kan misbruges til overgreb mod borgernes menneskerettigheder. Demokratiske socialister har altid måtte balancere mellem stalinister på den ene side og borgerlige på den anden. Det eneste nye er at siderne nu opgøres af islamister og nationalister. Demokratiske muslimer trives allerede i den gruppe, som udgøres af rimelighedens ambivalens.

Opsummering

Det jeg har forsøgt at præcisere her, blev sagt kort og præcis på Facebook, af SF’eren Claus Christoffersen:

Som sædvanlig når fløjene er ved at kløjes i deres egen tribalisme og forstokkede ensidighed, er kuren en god dosis rimelighed og nuancering. Det bør være muligt for os alle at acceptere et udgangspunkt for debatten der både kan rumme, at ytringsfriheden åbenlyst er truet, at det er rimeligt at interessere sig for, hvorfor det gik så galt som det gjorde, med Omar El-Hussein, og at man ikke peger fingre af sin venlige, muslimske sidemand, fordi man mener at islam er en uafviselig del af den moderne terrorisme.

Med disse tre bittesmå og ukontroversielle sandheder som fundament for debatten kunne vi måske begynde at snakke om, hvordan vi bygger et samfund der værner mod gentagelse af så sorgfulde begivenheder. For det er til syvende og sidst det, som er hele årsagen til, at det er værd at diskutere.