Regeringens svigt er ikke det du tror

Socialdemokratiet skal ikke bedømmes på sin evne til at tilfredsstille den skrivende klasse eller akademikere.

Socialdemokratiet er i disse tider under konstant beskydning for at have glemt, hvad det vil sige at være venstreorienteret.

Det er muligt, at et svigt af Socialdemokratiets kerneværdier er ved at opstå, men det er næppe de eksempler, som den venstreorienterede intelligentsia typisk råber op om, der udgør problemet. Lærerkonflikten, salget af DONG-aktier, kontanthjælpsreformen og lignende eksempler bliver ofte enten misforstået eller overdrevet i et forsøg på at føre bevis for Socialdemokratiets ideologiske forfald.

Socialdemokratiets placering som venstreorienteret parti har altid været defineret ved ønsket om et rummeligt samfund – ”plads til alle, der vil”, som Oskar Hansen skrev – et samfund med lige adgang til uddannelse, sundhed osv. og et samfund, der tager hånd om de svageste. Hvis der eksisterer en udfordring for Socialdemokratiets ”venstreorienterethed” består den ikke i fejltolkede enkeltsager, men snarere i voksende ulighed, manglende forbindelse til partiets kernevælgere og et fravær af løsningsforslag til at dæmme op for det pres, som det europæiske fællesskab udøver på den danske arbejdsmarkedsmodel.

Lærerkonflikten er ofte det første, der nævnes som eksempel på, at Socialdemokratiet er blevet højreorienteret.

Antageligvis fordi konflikten ikke hænger sammen med Socialdemokratiets profil som beskytter af lønmodtageren. Mit problem med den beskyldning er, at man i venstreorienterede kredse i snart 20 år har diskuteret, hvordan man kunne skabe en mere rimelig omfordeling af goderne i uddannelsessystemet. Man forestillede sig en mere vidtfavnende folkeskole, der i højere grad var en del af elevernes liv og i stedet for lektier brugte skiftende aktiviteter i skolen til at samle selv de dårligst stillede børn op og fremelske deres skjulte talenter. Lærernes ekstremt priviligerede vilkår, der blandt andet talte et ferie- og aftalesystem, der langt overgik lignende offentlige lønmodtagergruppers, var en væsentlig hæmsko for en solidarisk fordeling af ressourcerne. Et opgør måtte komme, hvis man skulle realisere ”et uddannelsessystem, som omfatter alle og ikke bare lader 20% være tilbage i mørket,” som tidligere chefredaktør for Information og B.T., Erik Meier Carlsen, formulerede det. Regeringens eneste fejl var, at den ikke formåede at kommunikere, at det man nu gennemførte, var en hed venstreorienteret drøm og at den – som alle drømme gør det – ville komme til at koste noget at føre ud i livet.

Et andet emne, der tit bliver nævnt som årsag til socialdemokratisk forfald, er selskabsskattelettelser og salget af en mængde DONG-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Jeg er faktisk enig i, at begge sager er problematiske. Skattelettelser til det etablerede Danmark og en økonomisk aftale med en af finanskrisens skurke er ikke ligefrem eksempler på velkalkuleret symbolpolitik fra en såkaldt rød regering. Sandheden er dog, at begge disse gigantiske skandalesager får ganske lille betydning i virkeligheden. Selskabsskattelettelserne er så små, at de nærmest ikke er til at få øje på, og Goldman Sachs vil i realiteten få en meget lille, nærmest usynlig, indflydelse på DONGs drift.

Indførelsen af strengere kontanthjælpsvilkår for unge er også blevet udpeget som højredrejet.

Det er bare sådan, at frygten for ungdomsarbejdsløshed er et af de mest grundlæggende karaktertræk hos enhver socialdemokrat. Socialdemokratiets angst for, at en stor del af en generation skal ende i samfundets udkant, er så stor, at man med rette tager både gulerod og pisk i brug for at redde røven på så mange unge som muligt, før det er for sent. Man kan være uenig i metoden, men intentionen er så helt igennem venstreorienteret, at udsagnet om, at dette skulle være kimen til en højredrejning i Socialdemokratiet, forekommer komisk.

Der er flere sager, der bruges som eksempel på Socialdemokratiets påståede deroute og de fleste følger samme logik som de ovenstående. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er legitime kritikpunkter. Corydon og resten af regeringens velvillige indblanding i arbejdsmarkedets regulering taget i betragtning er det f.eks. forbløffende at være vidne til de fortsatte katastrofer, der omgiver Metrobyggeriet. Arbejdsskader, omgåelser af Arbejdstilsynets påbud, underbetaling og forhold, der mest af alt minder om industrien i tredjeverdenslande, plager byggeriet. Det udbytteri, der foregår, er så grotesk, at stilheden fra regeringens side er komplet uforståelig.

Socialdemokratiet lader i det hele taget til at være i vildrede hvad angår social dumping og den øgede etniske diversitet på det danske arbejdsmarked. Man har i så mange år været vant til at hylde det europæiske projekt, at man har været blind for dets sociale slagside. Det har medført en total lammelse over for Den Europæiske Unions kollision med det danske arbejdsmarked. Kollisionen truer med at nedrive nogle af de væsentligste forudsætninger for den arbejdsmarkedsmodel, som er prydstykket i det socialdemokratiske arvegods.

Hvis Socialdemokratiet har foretaget en højredrejning og hvis partiet risikerer at svigte sine politiske aner, så er det her, synderen skal findes.

I den manglende evne til at imødegå de problemer, som det danske arbejdsmarked står overfor, samt i de fejlslagne forsøg på at stoppe blødningen af helt almindelige danske vælgere til rivalerne i Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet skal ikke bedømmes på sin evne til at tilfredsstille den skrivende klasse eller akademikere der alligevel stemmer SF, R eller Ø, men på styrken af sin alliance med danske lønmodtagere i den lavere del af middelklassen.