Om held, uheld og at klare sig selv

”Unlucky!”  lyder det højt gennem lokalet Et par opmuntrende, insisterende klapsalver følger. Den svære aflevering lykkedes lige akkurat ikke eller også var det langskuddet der sneg sig lige forbi stolpen. Denne gang blev det lige ved og næsten. Også denne gang fristes man til at tilføje. Stemningen er trykket, der vrides hænder og der kigges nervøst op på det lærred der kobler tyve skotske Arsenal fans til begivenhederne på stadions landet over. Det har været en lang sæson for Arsenal tilhængere. Tit er tingene ikke lykkedes, så der har været så rigeligt brug for de opmuntrende ord til spillerne.

Den lille forsamling af Arsenal-tilhængere på den lidt mærkelige pub i Glasgow, hvor jeg har brugt en del weekendtimer har også andre gloser og udtryk, der flittigt bruges: ”Fucking hell” og  ”Ah, come on!” hedder det, når fløjen umotiveret løber bolden ud over baglinjen, et indlæg sejler langt væk eller angriberen sparker et stort hul i luften. En bog jeg netop har læst fik mig til at tænke på, hvad forskellen på ”unlucky! Og ”fucking hell” består i. Og bare rolig – det handler ikke om fodbold det hele.  Det handler også om Crickett (nu bliver du bange), og en hel del om politik og samfundssyn.

Ed Smith har skrevet en spændende og tankevækkende bog med titlen ”Luck – A fresh look at fortune.” Heri beskriver han hvorledes han gennem hele sin succesfulde Crickettkarriere spillede ud fra et kodeks, hvor der ikke var noget der hed uheld. Der var muligvis ting og begivenheder der reelt var uheld- men det var forbudt at tale om det som sådan. Uheld var ikke en brugbar forklaring. Hvad er alternativet til uheld, når vi skal forklare dårlige resultater eller præstationer? Dårlig forberedelse og manglende indsats (under træning eller kamp). Tankegangen var klar. Hvis vi bandlyser uheld, så fralægger vi os den bekvemme forklaring på nederlag og dårligt spil. Vi fralægger os søforklaringer og ammestuesnak. Mens vi insisterer på at forbedre os. At minimere fejl og med flid og vilje nå endnu længere.  Vi har kun os selv at takke når vi fejler – og ligeså når vi lykkes.

Smith gør sig egentligt ikke mange tanker om, hvorvidt den tankegang er frugtbar og god at lægge for dagen som sportsmand. Men han er i dag overbevist om at den som forklaringsmodel , som beskrivelse af hvordan (sports)verdenen faktisk fungerer er grundlæggende forkert. Ikke fordi flid er uden betydning, men fordi held spiller en langt større rolle end det er bekvemt at indrømme. Hvordan kan vi ellers forklare, at en lang række statistikker helt tydeligt demonstrerer at en række faktorer , hvis tilfældighed ikke er til diskussion betyder vældigt meget for, hvem der får succes i sportens verden? Det er velkendt at der i en lang række sportsgrene er en klar overrepræsentation af de, der er født først på året blandt de fuldtidsprofessionelle. En sammenhæng der fik opmærksomhed i forbindelse med udgivelsen af Malcolm Gladwells bog Outliers. De der er født i årets første måneder drager fordel af deres fysiske udvikling i ungdomsårene, får ekstra opmærksomhed og bliver dygtigere. 

Nå ja vil nogen måske sige. Er det nu ikke blot et oktober-barn der brokker sig? Måske, andre ting spiller jo også ind. Fx kan vi se på sammensætningen af Crickett og Rugbyhold, at det er en enorm fordel af have gået på privatskole. De bedre træningsfaciliteter spæder godt til de fordele der i øvrigt opsamles undervejs. Nu bekymrer det måske lidt mere. Man kan mene at vi har lige chancer for at blive født i januar, men hvem der kommer på privatskole, det synes at følge et lidt mere sikkert mønster. Altså et med fordel til de, der har mest med hjemmefra.

OK. So tough luck, Efterårsbørn på offentlige skoler. Og hvad så? Der er jo også mange folk på privatskoler der ikke klarer den og endnu flere børn der givetvist ikke føler de er blevet snydt for noget ved at gå glip af OL i Rugby. Og er det nu også så vigtigt? Smith presser pointen endnu hårdere. For Smith ved nu, hvad han ikke vidste dengang. At forklaringen hvor fejlene og sejrene er dine egne – hvor held er bandlyst ikke bare bare er ideologien på et Cricketthold fra 90’erne og sikkert i meget elitesport. Det er også tankegangen den voksende industri af selvhjælpsbøger farer frem med.  Klar dig selv. Red dig selv. Og måske vigtigst af alt: Forvent ikke at vi andre gør det.

Og han stiller et oplagt vigtigt spørgsmål. Har vi ikke som samfund i stor stil overtaget disse måder at forklare folks succes of fiasko på? Det er bekvemt både for dem der lykkes i tennis og i livet i almindelighed at forklare det med egen indsats. At forklejne betydningen af gener, sociale forhold og andre ting, der ligger uden for vores kontrol. Med en tennismetafor skriver Smith, at vi bedst kan lide at tænke på livet som om vi står med bolden i hånden klar til at serve. Men måske er en mere rimelige beskrivelse, at vi står på den anden side af nettet. Klar til at modtage en serv, hvis fart, nedslag og opspring vi ikke har nogen indflydelse på. Hvor vi må få det bedste ud af situationen.

Smith har skrevet en tankevækkende bog, som de fleste vil finde provokerende. Måske bliver han fra tid til anden for fascineret af en tanke om at alt er held. Den behøver man dog ikke at acceptere for at anerkende, at meget er held og uheld. At mange fordele, uligheder og goder handler om held. At mange privilegier og succes’er har meget med livets tilfældigheder at gøre – og mange nederlag ligeså.  Måske nogen endda kunne blive provokeret til, at ville indrette et samfund med lige muligheder og hvor livets rå tilfældigheder betyder mindre for om du lykkes. Det er hårdere arbejde end at lade som om vi allerede lever i et sådant samfund. Men det er da i det mindste ærligt arbejde.