Lighed som ideal: Principielle overvejelser

I en nylig klumme i JyllandsPosten giver forfatter og debattør Lars Olsen sit bidrag til hvad der vel næsten er ved at blive en folkesport: At komme med gode råd til, hvordan Socialdemokraterne og Regeringen kommer på ret køl igen. Himlen vil vide at der er god brug for det.  Lars Olsen er en mand der er god grund til at lytte til, og jeg har også på denne blog anbefalet den gode bog  Det danske Klassesamfund, hvortil han er med forfatter. Men i denne omgang (og faktisk også i bogen) gør han sig til talsmand for, at Centrum-venstre i Danmark skal opgive idealet om lige muligheder, til fordel for et ideal om lighed.” Lighed kan ikke reduceres til »lige muligheder«” som han skriver. Inden vi for alvor omfavner idealet om lighed, er det værd lige at overveje nogle hele principielle problemer herved.

Hvad menes der med lighed?
Lige mange penge
Det første spørgsmål der melder sig er selvsagt hvad der egentlig menes med lighed. Olsen er ikke tindrende klar på det, men vi kan jo overveje en række muligheder. Den mest simple er selvsagt, at vi som samfundsideal bør stræbe efter at vi alle har lige mange penge. Det ideal kan man genfinde i Enhedslistens hovedbestyrelse, men skal det være et mål bredere på venstrefløjen?

Nogen vil nok sige at det er lige simpelt nok med lige mange penge. En af de berømteste kritikere af dette ideal er vel Karl Marx, der i diskussion af et lignende forslag gør opmærksom på at ” den ene arbejder er gift, den anden ikke; den ene har flere børn end den anden o.s.v. o.s.v. Ved samme arbejdsydelse og følgelig samme andel i samfundets konsumtionsfond får den ene altså faktisk mere end den anden, er den ene rigere end den anden o.s.v. For at undgå disse uheldige tilstande skulle retten være ulige i stedet for lige.” 
 

Kort sagt er et problem ved at give folk lige mange penge at de har vidt forskellige forudsætninger for at have glæde af dem. Nogen bokser med handicaps, andre med medicinudgifter, syge børn eller arbejdsløshed. De har mindre glæde af deres andel og der synes noget utilstrækkeligt over et lighedsideal, der ikke kan kompensere dem for deres trængsler.

Lige meget velvære
 Inspireret af ovenstående kan man præsentere et lighesideal der fokuserer mindre på penge. Men man kunne istedet mene, at vi skulle være lige lykkelige eller have lige emget velvære. Men også her melder de oplagte problemer sig hurtigt. For der er jo mange ting der påvirker menneskers lykke vi ikke nødvendigvis har lyst til at kompensere dem for. Mit humør er fx påvirkeligt at fodboldresultater, men de færeste vil vel kompensere denne verdens FC Fyn fans? Et andet og mere alvorligt problem ved tankegangen om at vi skal være lige i velvære eller lykke er at det medfører en besynderlig form for omfordeling. Fra de med beskedne behov til de med ekstravagante. Fra de der er opdraget til at nøjes med lidt til de der gennem livet tillægger sig dyre vaner. De færrreste mener sikkert i fuldt alvor at vi skal støtte den form for omfordeling.

Lige mange ressourcer
En sidste mulighed er at tage ved lære af at lige penge ikke er nok og lige velvære er lidt for meget, for så at foreslå at vi skal have en lige andel af ressourcer sat af til den enkeltes liv.  Modsat idealet om lige mange penge giver det mulighed for at kompencere dem, der lider med medfødte resourcekrævende skavanker. Vi kan forstå et medfødt handicap som en ressourcemæssig ulempe og kompensere en person herfor. Modsat lige velvære skal vi ikke kompensere nogen for deres tillagte vaner. Dem finansierer de selv af deres egen ressourceandel. Dette er givetvist den mest attraktive forståelse af lighed. Så vi kan jo håbe det er det Olsen og andre mener, når de ønesker mere lighed. Men som jeg har tænkt mig at skrive om i min næste blog, så er der stadig problemer med dette. Problemer der bør få os til at foretrække lige muligheder. Et ideal der når vi tænker lidt ekstra over det faktisk ikke er så uambitiøst som dets kritikere gerne vil fremstille det.

ps/ Ovenstående er en principiel diskussion. Mod alle lighedsideal findes der selvsagt praktiske indvendinger. Hvordan måles velvære? Hvordan skal omfordelingen finde sted? Jeg har for diskussionens skyld valgt at se bort fra disse praktiske indvendinger og nøjes med at fremføre hvad jeg opfatter som principielle bekymringer. Ovenstående trækker iøvrigt kraftigt på de sidste 20-30 års politisk teoretiske debat om lighed, så her gøres ikke noget forsøg på at tage æren for andres ihærdige arbejde.