En smøg til kaffen: Om formynderi, sundhedsfascisme og det der er værre

 En sand perlerække af yngre socialdemokrater - Mattias Tesfaye (på facebook), Camilla Scwalbe og Peter Hummelgaard -  har for nyligt argumenteret for at venstrefløjen eller centrum-venstre er gået for vidt med tiltag der skal tilskynde folk til at leve sundere. Har de ret?

Særligt rygning optager debattørerne. Det fik min (parti)kammerat Leif Donbæk til at fare i det virtuelle blækhus i et indlæg der fint ridser flere faktuelle detaljer op.  Synspunktet fra de her folk er hverken nyt eller overraskende. I den ellers gode kronik ”Venstrepopulisme, Ja tak!”, skrev Nanna Westerby, Simon Tøgern, Peter Hummerlgaard, Gry Möger Poulsen, Larse Olsen tilbage i oktober:

”Det er en politisk opgave at højne befolkningens sundhedstilstand, men hvordan? Skru ned for afgifter og forbud, og lad folk tage ansvar for deres eget liv.”

Det synspunkt er klar tale. De nu fremførte er lidt mere moderate. Det bør selvfølgelig overvejes om vi (andre) står forkert? Det første man kan sige hertil er, at vi givetvis slet ikke står det sted som debattørerne ridser op. Den position de argumenterer imod tror jeg næppe findes bredt på venstrefløjen og det ligger ellers lidt i retorikken at det her er et opgør med en betydningsfuld strømning. På to punkter er kritikken særligt fantastifuld.

Absurde klichéer og rygning som noget forkert
Hummelgaard har sat kliche-maskinen på automatpilot med formuleringen: ” Vi kommer alt for let til at placere os i et elfenbenstårn, hvor alle de spelt-spisende, maraton-løbende, ingefær-drikkende hellige kan diktere, hvad der er det gode liv for arbejderklassen.” Tak for (filter)kaffe. Så sidder man jo tilbage, som ikke-rygende, rugbrødsspisende akademiker i middelmådig form med hang til både whisky og fastfood, med en følelse af at debatten bare er startet rigtigt fint. Ligeså når Tesfaye omtaler andres tanker som sundhedsfascisme. Men det skal selvsagt ikke handle om tonen i debatten. Fred være med de platheder (jeg nævner det mest fordi Tesfaye altid foreslår at vi skal tage den del af uenigheden over en øl og det er et stykke tid siden sidst).

Det er bemærkelsesværdigt, at debattørerne tror at vi der bestemte tiltag gør det fordi vi mener rygning er moralsk forkasteligt. Altså ud fra en eller anden ringeagt af det valg folk har truffet. Hummelgård skriver:  ” Det må bare aldrig handle om at moralisere og om at diktere det rigtige liv.”  Schwalbe ligeså, når hun beskylder andre for at mene at rygning er en synd og noget skamfuldt. Det ville være et mærkeligt synspunkt at rygere er dårligere mennesker. Det er også et uholdbart og usympatisk synspunkt, som jeg ikke tror nogen deler. Derfor lidt trættende at det er det der argumenteres imod.

Sagens kerne: Den sociale ulighed i sundhed
Min primære grund til at være bekymret over rygning og støtte politiske tiltag der har til formål at mindske dem er, at rygning leverer et enormt bidrag til den sociale ulighed i sundhed. Jeg er politisk bekymret over, at 3F’erene lever kortere end akademikerne og har flere år med sygdom. Og det er min primære motivation. Det har intet med ringeagt for folk der ryger at gøre. Det baserer sig på det simple synspunkt, at også arbejderklassens børn skal have bedsteforældrene med til de mærkedage der ligger efter afslutningen på folkeskolen.  Der er intet behov for at mene, at folk der ryger er dårligere mennesker eller at mene at rygere tager fejl i deres syn på hvad det gode liv er. Til gengæld går jeg ikke ud fra, at debattørerne for alvor vil bestride at liv med mange smøger oftere er kortere end andre.

Den sidste bemærkning er væsentlig, fordi der er en betydelig social ulighed i sundhed. Denne ulighed er ikke forskellen på de socialt udsatte og alle os andre, men derimod en ulighed der kan genfindes hele vejen op af den sociale rangstige.  Hver gang vi træder et skridt op gælder det, at den gruppe der befinder sig der lever længere og er mindre syge end gruppen under dem. At den tendens kan genfindes i det danske samfund, er fint dokumenteret i rapporten Ulighed i Sundhed – Årsager og indsatser og den nationale undersøgelse Hvordan har du det? Af sådanne undersøgelser (og mange andre) fremgår det tydeligt at rygning bidrager kraftigt til den sociale ulighed i sundhed. De sygedage og tabte leveår der følger af rygning rammer lige præcis de mennesker, som de unge socialdemokrater ellers vanligvis bekymrer sig om (ligesom os andre).

De utilstrækkelige oplysningskampagner
En tanke man kunne få i denne debat er, at hvis nogen synes at det er lidt for meget med alle de regler så kan vi prøve med lidt mere oplysning. Problemet ved den ”ide” er dog det at oplysningskampagner og anbefalinger fra sundhedsstyrelsen ikke har den ønskede effekt for de, der har allermest brug for det.  Det er de ressourcestærke der tænker at nu er det også på tide, når de ser en reklame ved busskuret for rygestop. I litteraturen kaldes det ”the prevention paradox” Vil man mindske rygningen der hvor den er mest omfattende, så tyder meget på at det er strukturelle tiltag der skal til. Som man så det med rygeloven og som man ser det med tiltag, der skal fjerne rygningen på nogle offentlige arbejdspladser. Jeg tror i øvrigt heller ikke, at alle de respektive debattører ville støtte mere oplysning om de sundhedsmæssige konsekvenser ved rygning. Det virker ikke sådan når man læser deres udfald og selv hvis de ville er effekten altså tvivlsom.

Er rygningen et problem?
Det er selvfølgelig muligt både at anerkende at rygning og de sygdomme der følger er mest udbredte i under og arbejderklassen – og at en strategi til at begrænse dette baseret på kampagner har begrænset effekt, men alligevel fastholde at vi ikke skal tage yderligere tiltag i brug. En grund kunne være at man ikke mener problemet er så stort. Det vil jeg dog se nogen sige, før jeg vil bruge tid på at argumentere imod det. Et andet synspunkt, som Scwalbe synes snublende nær er, at det ikke er så alvorligt fordi folk jo selv vælger at ryge. Hun skriver i hvert fald at  ”Dem der ryger, er bekendt med konsekvenserne” og i dag på facebook at ”Der er ingen i dagens Danmark, der ikke ved, at alkohol, smøger og fedt er usundt.”  At netop hun skriver det er overraskende, da hendes indlæg udviser den største grad af bekymring for social ulighed i sundhed. Det er svært at mene at rygning er helt selvvalgt. En del af forklaringen findes jo i folks omgangskreds, sociale forhold og hos tobaksindustrien. Alligevel fastholder Hummelgaard at også arbejder- og underklassens rygere synes at ”de ved hvad der er bedst for dem selv og de ønsker at tage ansvar.”

Er det ikke lige let nok? Er det ikke et ekko af al historisk ubekymrethed over arbejderklassens kår? At de dårligdomme de bokser med har de selv valgt. At det mere er manglende vilje og evne end strukturelle forhold der er problemet. Skulle en lignende ubekymret hed også udbredes til ringe arbejdsforhold, der som bekendt er steder folk selv har valgt at arbejde og til folk der aldrig fik taget sig en uddannelse? Jeg medgiver gerne at det er et forsimplet billede at beskrive folks rygevaner som helt uden for deres egen kontrol. Men det er ikke en grund til at hoppe i den helt anden grøft, der i stor stil ignorere alle mulige sociale forhold.

Om brede tiltag, strukturer og det der virker
I virkeligheden er der god ræson i at have en bred tilgang til sundhedspolitik. Om folk er syge eller raske bestemmes ikke bare af serviceniveauet på vores hospitaler og sygehuse. Det påvirkes også af de boliger vi lever i, de steder vi arbejder (og om vi har et), de byer hvor vi bor. Mange strukturelle tiltag kan forbedre sådanne faktorer. Herunder at sikre folk bedre muligheder, bedre levevilkår og bedre økonomisk råderum.  Det kan være meget fint og rigtigt at pointere, at alle disse elementer skal tænkes ind i vores sundhedspolitik. Så langt er jeg ikke uenige med de af debattørerne der mener dette. Ingen mener givetvis at forbud skal stå alene.

Det sørgeligste ved debattørernes udfald er, at der slet og ret ikke præsenteres et alternativ til det nuværende. Hummelgaard mener håbefuldt at der ”ganske enkelt må være andre metoder” uden at give skyggen af bud på, hvad de handler om. Han har tidligere afvist et ret markant strukturelt tiltag og afviser nu en stribe til. Schwalbe taler om at give muligheder, men fortæller ikke hvorfor det ikke kan kombineres med nogle forbud og noget oplysning.  Det er fint og godt at ville skabe et mere lige samfund og give lige muligheder, og det er velberettiget at tro at det vil gavne folks sundhed og mindske uligheden i sundhed. Jeg har dog svært ved at forstå, hvorfor vi skal tolerere så alvorlige uligheder i sundhed mens vi venter på at det lykkes. Det ville i mine øjne være at overlade folk til tobaksindustrien og livets rå tilfældigheder. Næppe et attraktivt projekt.