Rina Ronja Kari's blog

EU-parlamentet vil opruste og løfte militærindustri

Rina Ronja Kari — Thu, 01 Dec 2016 10:20:45 +0000

Af Rina Ronja Kari

I sin årlige tale om unionens tilstand i september gjorde Jean-Claude Juncker klart hvad fokusset for EU det næste års tid skal være: militær-oprustning og et fælles EU-militær med et fælles hovedkvarter og fælles forsvarspolitik. Og nu er vi så i gang. For med afstemningerne i EU-parlamentet i Strasbourg tirsdag og onsdag i sidste uge, er to betænkninger blevet vedtaget: 1) Om den europæiske forsvarsunion - og - 2) Om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Radikal opfordring til oprustning

Hvad går det ud på? Det er en radikal opfordring til oprustning. Parlamentet vil have at medlemslande skal bruge minimum 2% af BNP på forsvaret, og roser lande, der har brudt med en årelang nedrustningsstrategi og nedskæring af udgifter til militæret.

Det er et ønske om et mere tæt og integreret militært samarbejde mellem medlemslandene, oprettelsen af et militært hovedkvarter i EU og en styrket rolle til det europæiske forsvarsagentur. Og fordi det er EU vi har med at gøre, har parlamentet selvfølgelig ikke glemt markedet: våbenindustrien.

EU vil styrke Europas militærindustri

Parlamentet vil at våbenindustrien skal vokse, så EU kan være selvforsynende, men der skal selvfølgelig være gode konkurrencevilkår og den europæiske våben- og militærindustri skal naturligvis også være konkurrencedygtig på globalt plan. Så kan vi slå to fluer med et smæk og på den ene side kraftigt genmilitarisere EU og på den anden side skabe jobs og vækst i militærindustrien. Lyder det ikke godt?

Industrien er i hvert fald glad, de har i lang tid forsøgt at få større indflydelse på EU's politik. Men sig mig lige: hvornår har oprustning nogen sinde været fredsskabende? Hvornår har øget våbenproduktion nogensinde været med til at nedtrappe internationale konflikter? Er det ikke netop det modsatte historien beviser? Stik imod parlamentets forventning har et EU med flere våben og en mere offensiv 'forsvarspolitik' nærmere en konfliktoptrappende end en konfliktløsende konsekvens.

EU ignorerer FN

Det her er en foruroligende udvikling. Oprustning og en mere 'effektiv og forenet' forsvars- og sikkerhedspolitik, i tæt samarbejde med NATO, lyder ikke ligefrem som noget der får færre mennesker dræbt i 'nærområderne' - hvor militæret primært skal rettes hen.

De militære styrker skal bruges til at beskytte og forsvare EU's egne interesser. Der står intet om FN-mandater i betænkningerne, derimod står en del om ønsket om et uafhængigt EU-militær, der kan gribe ind når NATO ikke kan eller vil.

Man udvander altså FN og FN-mandatets betydning, og formålet med militære interventioner bliver medlemslandenes egne økonomiske interesser, nu også helt officielt. Udover at EU vender det døve øre til FN, bliver ikke engang befolkningen i medlemslandene hørt. Hverken Juncker eller EU-parlamentet lægger op til folkeafstemninger på trods af, at arbejdet mod en EU-hær må siges at være en ret voldsom udvikling.

EU-hær skal gribe ind mod flygtninge

Den øgede og mere effektive militarisering af EU og især af de ydre grænser, med det nye SUPERFRONTEX (også kaldet EBCG) har ikke hjulpet mod at flere mennesker er druknet på middelhavet i år end sidste år. Oprustningen startede som et svar på den politiske krise i EU, det de kalder 'migrationskrisen'.

Og nu identificeres fjenden ikke længere kun som menneskesmuglerne, men som ISIS og Rusland, der truer sikkerhedssituationen i unionen og gør oprustning til den eneste vej mod sikkerhed.

Samtidig skal EU-hæren 'forebygge' og modvirke flygtningestrømme. Det er dybt, dybt bekymrende, at EU har ønsker og nu mere konkrete planer for at deltage aktivt i militære interventioner i Mellemøsten, på Afrikas Horn og hvor det ellers kan tænkes at foregå.

EU's grænseløse hykleri

Hykleriet er tydeligt: EU kalder sig selv et fredsprojekt. EU fik for nogle år siden sågar Nobels fredspris. Men nu skal EU være en aktiv 'supermagt' på det sikkerheds- og forsvarspolitiske felt ifølge unionens udenrigspolitiske chef Frederica Mogherini.

Samtidig føres der stadig voldsom nedskæringspolitik, for vi skal jo effektivisere og stramme op efter finanskrisen. Men nu er der lige pludselig milliarder til rådighed, som vi skal poste i våbensektoren og bruge til at etablere en europæisk droneindustri? Nej tak!

Det her skal stoppes nu. Det sidste vi har brug for er flere væbnede styrker. Det sidste vi har brug for er at begynde at spille med musklerne over for resten af verden. Det sidste vi har brug for er en radikaliseret EU-hær, der via militære interventioner stopper migranter inden første grænse er nået. Vi vil have et fredsskabende europæisk kontinent, ikke et væbnet Fort Europa.

Nyt TiSA-læk afslører alvorlige problemer

Rina Ronja Kari — Fri, 23 Sep 2016 12:54:49 +0000

Af Rina Ronja Kari

I denne uge offentliggjorde Greenpeace et nyt læk med dokumenter fra forhandlingerne om TiSA (Trade in Services Agreement). Det er alvorligt for vores velfærd, miljø og demokrati.

TiSA er en handelsaftale, som EU og 22 andre lande er i gang med at forhandle på plads. Aftalen drejer sig kort fortalt om international handel af bl.a. ydelser inden for serviceområdet, og den omhandler således et meget bredt område, som stort set ikke er afgrænset. Der hersker ingen tvivl om, at aftalen vil få store konsekvenser for mange brancher.

Det er naturligvis dybt uacceptabelt og udemokratisk, at offentligheden holdes i uvidenhed om så vigtige emner. Derfor skal der endnu engang lyde den skarpeste opfordring til EU og de øvrige TiSA partnere om tage sig sammen og offentliggør hele aftaleteksten. På den måde kan vi have en ordentlig debat om emnet.

Overordnet er formålet at øge handel og at øge liberalisering af tjenesteydelser. Det bliver særligt underbygget med tre elementer; fastlåsning af nuværende situation, ingen fortrydelse og begrænsninger på ny lovgivning.

Fastlåsning og ingen fortrydelse

Når det kommer til liberalisering af tjenesteydelser, så gælder for det første, at alt hvad der er liberaliseret, når aftalen vedtages, også fremover skal være liberaliseret.

Dernæst gælder, at det som hovedregel ikke bliver muligt at gå tilbage. Hvis et land f.eks. beslutter sig for at liberalisere, men senere finder ud af, at det var en rigtig dårlig idé, så er det i langt de fleste tilfælde ikke muligt. Man kan kun gå én vej; mod mere liberalisering.

I sig selv behøver liberalisering af tjenesteydelser jo ikke være et problem, men uden fortrydelsesret bliver det straks en anden sag. Vi har i flere danske kommuner set, hvordan liberalisering af hjemmeplejen har givet gevaldige problemer, når private virksomheder går konkurs, og kommunerne derfor med ekstrem kort varsel må tage over, hvis ikke de ældre skal stå uden uundværlig hjælp. Her kan det give god mening at overveje, om liberaliseringen skal fastholdes eller ej. Men ikke efter TiSA - der bliver ikke grund til nogen demokratisk overvejelse.

Udgangspunktet vil endvidere være, at når der opstår nye sektorer, så skal de også som udgangspunkt liberaliseres. Denne automatiske liberalisering opnår man ved at have negativ-lister over, hvad man ikke ønsker at liberalisere. Disse lister kan ikke udvides senere hen, så alle nye typer offentlige tjenesteydelser skal være åbne for liberalisering.

Retten til nye love

Hvis et land - eller hele EU - skulle få lyst til at lave ny lovgivning, der på en eller anden måde har indflydelse på tjenesteydelser, liberalisering eller handel med dem, så er der klare begrænsninger i TiSA.

Ny lovgivning skal være velbegrundet, objektiv og upartisk. Det lyder umiddelbart fornuftigt nok, men problemet bliver naturligvis, hvem der har ret til at definere, hvornår noget er velbegrundet.

Det fremgår f.eks. ikke, hvorvidt forbrugerbeskyttelse er velbegrundet, hvilket betyder, at det afhænger af en senere vurdering. Hvis EU - efter TiSA er trådt i kraft - fremsætter lovforslag til at styrke forbrugerbeskyttelsen, så kan ét andet TiSA-land stille spørgsmålstegn ved, om det nu også er velbegrundet eller objektivt. I det tilfælde vil det være op til et tvistbilæggelsesorgan, om det nu også er i orden.

Dermed får virksomheder og stærke lobbyorganisationer flere redskaber til at forhindre - og forsinke - lovgivning, der efter deres mening er uhensigtsmæssigt. Der er her tale om en ret voldsom begrænsning på, hvordan vores fremtidige folkevalgte kan regulere f.eks. finansverdenen eller arbejdsregler, som vil mindske virksomhedernes indtjening.

Særligt om finansielle ydelser

Ud over de generelle problemer peger den Europæiske Forbruger Organisation, BEUC, i en ny analyse peget på et særligt problem omkring reglerne for finansielle ydelser (banker mv.).

De peger på, at når nu formålet med TiSA er at øge handlen, så må man følge op med forbrugerbeskyttelse, og her er et gabende hul.

Der følger simpelthen ikke nogle regler med, der skal sikrer forbrugerne. Hvis f.eks. en forbruger placerer sine penge i en udenlandsk bank, som derefter går konkurs, så giver TiSA ingen beskyttelse eller regler om erstatning. Forbrugeren bliver overladt til selv at finde ud af det.

Samtidig mangler der mulighed for, at et land kan bruger forbrugerbeskyttelse som begrundelse for at afvise autorisation til en finansiel serviceudbyder.

EU eller et medlemsland bør have ret til at afvise en finansiel serviceudbyder, hvis der er en risiko for at skade forbrugerne. Men i følge lækket om TiSA skal man kunne bevise, at der er legitime grunde til en sådan afvisning, og de grunde skal bunde i finansiel stabilitet - ikke forbrugerbeskyttelse.

Læs hele BEUC's analyse her.

TiSA kan skade klimaet

Energisektoren er inkluderet i TiSA, i meget bred forstand, og ud over liberalisering går teksten også efter teknologineutralitet, som må forventes at begrænse mulighederne for f.eks. at favorisere grøn energi. Dermed kan TiSA være med til at begrænse nye grønne tiltag til fordel for de gamle fossile brændstofmodeller.

Greenpeace peger derudover på, at man faktisk specifikt nævnte Parisaftalen fra december 2015 i TTIP (handelsaftalen mellem EU og USA). Klimaaftalen er dog ikke nævnt i TiSA dokumenterne, og det giver al mulig grund til at være bekymret for, at TiSA vil gøre det endnu sværere at nå i mål med at bremse klimaændringerne og den globale opvarmning.

Læs Greenpeace's analyse her.

Lukkede forhandlinger

Hele ovenstående indlæg bygger på lækkede dokumenter fra forhandlingerne. Sagen er nemlig den, at forhandlingerne om TiSA foregår i dybeste hemmelighed og uden mulighed for, at offentligheden kan følge med og diskutere temaerne.

Heldigvis er der modige mennesker, der har valgt at lække dokumenterne, så vi alligevel har en chance for at få et vist indblik i aftalen.

Men det er naturligvis dybt uacceptabelt og udemokratisk, at offentligheden holdes i uvidenhed om så vigtige emner. Derfor skal der endnu engang lyde den skarpeste opfordring til EU og de øvrige TiSA partnere om tage sig sammen og offentliggør hele aftaleteksten. På den måde kan vi have en ordentlig debat om emnet.

Når aftalen endelig bliver færdig, og skal vedtages, vil det efter alt sandsynlighed være umuligt at få lavet nogle ændringer. I EU-parlamentet kan vi kun sige ja eller nej. Og der er ikke lagt op til at spørge den europæiske befolkning via folkeafstemninger.

Vil du se det samlede læk, så se mere her på Greenpeace's hjemmeside.

Er der et liv efter EU?

Rina Ronja Kari — Thu, 07 Jul 2016 14:59:57 +0000

Af Rina Ronja Kari

I Folkebevægelsen mod EU arbejder vi det næste stykke tid på at indsamle gode ideer og tanker om, hvordan verden ser ud efter et dansk exit fra EU. Vi vil rigtig gerne høre jeres holdning.

I Folkebevægelsen mod EU bliver vi tit spurgt: Hvis I vil ud af EU, hvad er så alternativet? Er vi ikke nødt til at være med i unionen, hvis vi vil handle og samarbejde med de andre europæiske lande?

Man kan sagtens samarbejde internationalt og handle med andre lande uden at opgive den nationale selvbestemmelse eller underlægge sig diktater om en bestemt økonomisk politik.

Efter Brexit er det blevet endnu mere aktuelt at spørge, om der er et liv efter EU.

For Folkebevægelsen er svaret helt klart: Ja, det er der.

Man kan sagtens samarbejde internationalt og handle med andre lande uden at opgive den nationale selvbestemmelse eller underlægge sig diktater om en bestemt økonomisk politik, sådan som EU kræver det.

Vi har faktisk en bred vifte af alternativer, og et sted at starte er at se på de internationale organisationer der allerede findes og som bygger på menneskerettigheder og demokrati, og ikke først og fremmest på at tjene nogle bestemte økonomiske interesser.

Det gælder for eksempel FN og Europarådet, hvor mange af de internationale spørgsmål som flygtninge- og klimakrisen vil være bedre løst. Hvorfor ikke styrke disse fællesskaber i stedet for at overlade mere magt til EU?

FN’s flygtningeorganisation UNHCR har for eksempel en stor viden, men mangler desperat økonomiske midler. Hvis vi virkelig ønsker en løsning flygtningespørgsmålet, vil det på alle måder give mere mening at styrke UNHCR og koordinere på et globalt niveau.

Den norske model

Det er også vigtigt at huske på, at det langt fra er alle lande i Europa, der er med i EU.

Se bare på Norge, Schweiz og Island, og nu har også Storbritannien valgt at løsrive sig. Mon ikke både handlen og samarbejdet med dem komme til at fortsætte også?

Den norske model er faktisk et ret interessant eksempel på, at det kan lade sig gøre at have både samarbejde og samhandel med EU uden at skulle købe hele pakken.

Norge har en aftale med EU gennem EØS. Aftalen betyder lidt forenklet, at Norge er en del af EU’s indre marked, og at de love som EU vedtager for det indre marked også skal gælde i Norge – dog uden at Norge selv er med til at vedtage dem i EU.

Det lyder måske ikke som så fed en deal, men dels har Norge to muligheder i forhold til de konkrete love; De kan bruge diplomati, da de deltager i f.eks. det lovforberedende arbejde, og så har de vetoret.

De har altså ret til at afvise en ny EU-lov – også på det indre marked!

At de så ikke bruger denne vetoret særlig tit er en anden sag. Faktisk kan man sige, at nordmændene har fuldstændig samme problem, som vi har i Danmark: Flertallet i deres Storting/Folketing har en betydelig anden holdning til EU end befolkningen. Men med et andet flertal kunne nordmændene bruge deres aftale med EU på en langt bedre måde. De kunne sikre samhandel og samarbejde, men samtidig opsætte klarer linjer for, hvor de ikke vil være med.

Som det er nu, overtager de ganske mange regler fra EU. Man skal dog huske, at Norge trods alt kun er med i det indre marked, hvorimod vi andre jo også hænger på den økonomiske politik, udenrigspolitikken og så videre og så videre.

Efter DAXIT

Så selvom den norske model langt fra er idealet, og bestemt ikke er mit drømmescenarie, så synes jeg godt man kan sige, at den er langt bedre end den danske model, nemlig et EU-medlemskab.

Og så siger den noget om, at mange lande har forskellige tilknytninger til EU. Det afhænger jo netop af, hvilke ønsker borgerne har det i det enkelte land.

Hvis Danmark løsriver sig fra EU, skal vi også finde en model, hvor vi kan fortsætte med at samarbejde og handle med hinanden, men uden at vi af den grund skal overtage EU’s skadelige regler for miljø, arbejdsvilkår, velfærd og så videre.

Og så skal vi ikke mindst genvinde vores solidariske internationale stemme, så vi kan stå op for de fattige lande og for klimaet i internationale forhandlinger.

I Folkebevægelsen mod EU arbejder vi det næste stykke tid på at indsamle gode ideer og tanker om, hvordan verden ser ud efter et dansk exit fra EU. Vi vil rigtig gerne høre jeres holdning.

I kan deltage i debatten under bloggen her eller på Folkebevægelsens Facebook-side.

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft Biblioteket.

Drop illusionerne! EU kan ikke forandres indefra

Rina Ronja Kari — Tue, 28 Jun 2016 13:21:18 +0000

Af Rina Ronja Kari

Forskellige bevægelser og partier har de sidste 40 år forsøgt at forandre EU i en mere progressiv og demokratisk retning indefra. Men udviklingen er kun gået i retning af mere EU-integration og mere politik til skade for arbejdstagere, velfærd og miljø.

Op til Brexit-afstemningen lød det igen og igen fra ja-siden i hele EU, at briterne skulle blive, så vi kunne få ændret alle problemerne i EU. De lovede reformer og de lovede at lytte til borgerne. Løfter som “et stærkere og slankere EU” eller at nu skulle EU fokusere på det, der er vigtigt for borgerne, blev slynget ud i pressen. Men det er tomme løfter, når man ser på de faktiske muligheder og handlinger indenfor EU-systemets rammer.

Det sidste år har EU-eliten tabt fire folkeafstemninger.

Først i Grækenland i juli sidste år, hvor den græske befolkning hårdt og brutalt afviste flere nedskæringsdiktater. Som bekendt valgte EU-eliten at trumle dem ned og totalt ignorere deres stemme.

EU er ikke mulig at ændre for borgerne. Det er der en grund til: I EU har man nemlig valgt at traktatfæste en stor del af politikken.

Anden gang var i Danmark i december, hvor vi afviste at overlade retspolitiken til EU. Tredje gang var i Holland, da hollænderne afviste en EU-Ukraine-aftale. Og nu har briterne taget det ultimative skridt, udmeldelse.

Alle fire gange er borgerne blevet truet med bål og brand og med at katastroferne ville vælte ned over dem. Men alle fire gange valgte borgerne alligevel at gå imod EU-eliten.

På trods af de fire nederlag har vi stadig til gode at se nogen form for selvreflektion hos eliten. Måske er det simpelthen ikke muligt for dem? Og allerværst; Vi har stadig til gode at se nogen former for handling bag de mange pæne ord om, at nu vil de sørme da også lytte til borgerne.

Hule løfter

Det klinger hult, når EU-eliten gentager budskabet igen og igen om, at de nu vil lytte.

Javel, ligesom dengang Holland og Frankrig stemte nej til EU’s nye forfatning, og EU-eliten bagefter tog selvsamme traktat, gav den et nyt navn (Lissabontraktaten), beholdt indholdet, men skrev det mere besværligt at læse, og derefter vedtog den uden folkeafstemninger i hverken Holland eller Frankrig? Hvis det er at lytte til befolkningen, så kan det ikke undre, at borgerne ikke længere tror på de tomme løfter.

Og det er jo problemet i sin kerne. EU er ikke mulig at ændre for borgerne. Det er der en grund til: I EU har man nemlig valgt at traktatfæste en stor del af politikken.

Det svarer groft sagt til, at grundloven ikke bare beskriver, hvordan vores demokrati skal fungere, men også hvilken økonomisk politik vi skal føre. Så kan borgerne vælge lige præcis de politikere, som de har lyst til, men politikken ligger fast.

I EU’s finanspagt, som det danske Folketing ligesom resten af EU’s nationale parlamenter har indført uden at spørge befolkningen, står der blandt andet, at landene skal indføre en grundlovsagtig budgetlov med lofter over både statslige, regionale og kommunale budgetter og en automatisk "straffemekanisme" ved overskridelse af lofterne.

Her fremfører EU-tilhængerne så gerne, at også traktater kan ændres. Ja, i princippet kan grundloven jo også ændres. Og det sker. Men forandringer i traktaterne har aldrig haft noget at gøre med, hvad borgerne faktisk ønsker. De er blevet lavet som studehandler mellem regeringsledere, EU-kommissionen og EU-parlamentet, bag lukkede døre, uden offentlig debat og ja, uden at lytte til borgene.

Mens borgerne bliver overhørt, lyttes der i stedet ihærdigt til de mere end 20.000 pengestærke lobbyister - to tredjedele af den samlede lobbyiststyrke i Bruxelles - som erhvervslivet har ansat til at påvirke beslutningstagerne i EU.

Spillet har ofte handlet om at ramme en balance for, præcist hvor meget mere EU-integration man kan indføre uden at få alt for meget ballade med borgerne.

40 år uden resultat

Man kan også sige det på denne måde: Forskellige bevægelser og partier har de sidste 40 år forsøgt at forandre EU i en mere progressiv og demokratisk retning indefra. Men udviklingen er kun gået i retning af mindre demokratisk selvbestemmelse og mere politik, der er til fordel for arbejdsgiverne og de store virksomheder og til skade for arbejdstagere, velfærd og miljø.

Og problemet er, at vi ikke bare snakker om at ændre en enkelt paragraf. Hvis EU skal blive et godt samarbejde, så skal hele unionen grundlæggende ændres.

Vi skal have byttet rundt på prioriteterne, så det indre marked ikke er hævet over arbejdernes rettigheder og forbrugerbeskyttelsen. Vi skal have fjernet kravet om en stadig tættere union. Vi skal fjerne hele den økonomiske nedskæringspolitik. Vi skal fjerne princippet om én EU-hær. Vi skal grundlæggende ændre på beslutningsprocesserne og så videre og så videre. Vi skal tage EU’s nuværende traktater og smide dem ud, så vi kan starte på en frisk.

Og så må man jo spørge sig selv: Er det mest realistisk at satse på, at samtlige 27 (vi tæller ikke UK med længere) regeringsledere, EU-Kommissionen OG EU-parlamentet på én og samme tid vågner op og vil være med på den?

Eller er det i virkeligheden ikke meget fornuftigt at melde sig ud og i stedet styrke samarbejdet med gode kræfter i verden, som for eksempel FN og Europarådet, som jo har et helt andet grundlag og struktur, og hvor mellemstatsligt forpligtende samarbejde sagtens kan ske i respekt for et levende demokrati.

I Folkebevægelsen ved vi godt, hvad vi svarer.

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft BIblioteket.

Drop illusionerne! EU kan ikke forandres indefra.

Rina Ronja Kari — Tue, 28 Jun 2016 13:20:45 +0000

Af Rina Ronja Kari

Det sidste år har EU-eliten tabt fire folkeafstemninger.

EU er ikke mulig at ændre for borgerne. Det er der en grund til: I EU har man nemlig valgt at traktatfæste en stor del af politikken.

Alle fire gange er borgerne blevet truet med bål og brand og med at katastroferne ville vælte ned over dem. Men alle fire gange valgte borgerne alligevel at gå imod EU-eliten.

Hule løfter

Det klinger hult, når EU-eliten gentager budskabet igen og igen om, at de nu vil lytte.

Og det er jo problemet i sin kerne. EU er ikke mulig at ændre for borgerne. Det er der en grund til: I EU har man nemlig valgt at traktatfæste en stor del af politikken.

Spillet har ofte handlet om at ramme en balance for, præcist hvor meget mere EU-integration man kan indføre uden at få alt for meget ballade med borgerne.

40 år uden resultat

Og problemet er, at vi ikke bare snakker om at ændre en enkelt paragraf. Hvis EU skal blive et godt samarbejde, så skal hele unionen grundlæggende ændres.

I Folkebevægelsen ved vi godt, hvad vi svarer.

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft BIblioteket.

SUPERFRONTEX skal kunne kontrollere EU landes grænser

Rina Ronja Kari — Thu, 16 Jun 2016 09:28:46 +0000

Af Rina Ronja Kari

Fort Europa vil blive en styrket realitet, hvis EU Kommissionen får sin vilje med et nyt forslag, der skal styrke den europæiske grænse- og kystvagt for at lukke for flygtninges adgang til Schengen-landene. Hvis den nye grænseaftale vedtages, vil EU reelt kunne indsætte overstatslige patruljer og overtage medlemslandenes grænsekontrol - også selvom landene modsætter sig. Flygtningene bliver de store tabere.

Det kan tit være en frustrerende oplevelse at sidde i EU-Parlamentet, men jeg må ærligt indrømme, at EU Kommissionens sidste forslag til et endnu mere militariseret EU virkelig har været rystende læsning. For hvis man troede, at EU’s kontroversielle flygtningeaftale med Tyrkiet var slem, så er det vand i forhold til, hvad vi måske har i vente.

EU Kommissionen har nemlig præsenteret et nyt forslag, EU Border and Coast Guard, som skal gøre grænsesamarbejdet Frontex til et Superfrontex. Formelt set skal forslaget styrke bevogtningen af EU’s lande- og havgrænser, men reelt set vil initiativet medføre øget militarisering og centraliseret kontrol.

EU’s svar på nyere tids største humanitære krise er altså at forvandle Den Europæiske Union til et hermetisk lukket Fort Europa, hvor flygtninge ikke kan få adgang.

I EU Kommissionens forslag kan de humanitære hensyn til flygtninge da også ligge på et meget lille sted. En kystvagt kommer normalt nødstedte til undsætning, men Kommissionens coast guard skal kun beskytte EU’s maritime grænser mod flygtning. Desuden vil EU Kommissionen oprette ”forced return escorts” med deportationsspecialister, som skal deportere flygtningene ud af EU.

Nej, det er bestemt ikke nemt at være internationalist og ønske en solidarisk og fælles løsning på flygtningekrisen.

Fælles EU myndighed for grænser

Som jeg ser forslaget, så er et af de mest vidtgående punkter, at man vil skabe en EU-myndighed, som skal stå for den overordnede indsats inden for grænse- og kostbevogtning. Tanken er, at hvert medlemsland skal lave en risiko- og sårbarhedsvurdering af det eksisterende grænse- og kystberedskab.

Denne vurdering skal gælde alt fra kapacitet til at modtage større grupper mennesker til at registrere fingeraftryk digitalt. For forslaget indebærer nemlig, at der skal foretages en fælles EU registrering af flygtninges persondata, som skal deles på tværs af medlemslandene. Flygtninge skal altså mistænkeliggøres og behandles som kriminelle, og deres persondata deles på helt utilstedelig vis.

EU vil stå over statslige myndigheder

EU’s nye overstatslige myndighed skal kunne stille forslag om indsatser og forandringer til de forskellige medlemslande. Disse indsatser vil være juridisk bindende, og hvis medlemslandene ikke følger dem, vil EU Kommissionen kunne køre det tunge skyts frem i form af repressalier.

En af de mest radikale ændringer i Frontex’ mandat består i, at Kommissionen og Rådet vil få større mulighed for at intervenere i de enkelte medlemslande via Superfrontex’ såkaldte Rapid Border Interventions. Men hvad indebærer dette helt konkret? Jo, det er her, at det bliver virkelig langt ude - og meget bekymrende.

EU vil kunne kontrollere grænser mod landenes egen vilje

Lad os forestille os, at en stor gruppe flygtninge ankommer til et EU land, som man så i Grækenland i 2015. EU-Kommissionen mener, at flygtningepresset bringer Schengen samarbejdet i fare. Kommissionen mener heller ikke, at medlemslandet enten gør tilstrækkeligt - eller har mandskab og materiel nok til at lukke grænsen for flygtningene.

Derfor fremsætter Kommissionen et forslag om at gribe ind. Det vil sige, at EU skal sende mandskab og materiel til grænserne i det pågældende land for at sikre, at grænserne forbliver lukkede, så Schengen og EU ikke får flere flygtninge.

Kommissionens forslag om intervention skal først godkendes i Rådet, som består af EU’s ledere. Og det er tanken, at en intervention skal kunne vedtages i Rådet ved almindeligt flertal. EU vil altså kunne fratage de enkelte medlemslandes suverænitet og overtage grænsekontrollen med magt i de medlemslande, som ikke makker ret - også selvom de pågældende landes regering er imod denne intervention.

EU’s historiske svigt

Superfrontex grænseaftalen er endnu et skridt imod et militariseret, usolidarisk og isolationistisk Fort Europa, hvor vi velstillede eurpæere kan hytte vores eget skind, mens verden står i flammer omkring os.

Heldigvis er EU Kommissionens groteske forslag ikke blevet vedtaget endnu, og jeg vil kæmpe med næb og klør for, at EU Parlamentet sender Superfrontex lige lukt i papirkurven.

Solidaritet med protesterne i Frankrig

Rina Ronja Kari — Tue, 31 May 2016 10:20:50 +0000

Af Rina Ronja Kari

Den arbejdsmarkedsreform, der lige nu skaber voldsomme protester i Frankrig, er ligesom tidligere reformer et resultat af EU’s politik. Derfor er den bedste solidaritet også sammenhold og modstand mod unionens nedskæringsdiktater.

Protesterne med nedskæringer spredes i Europa!

I Danmark var der protester mod velfærdsforringelser i 74 danske kommuner den 12. maj da Velfærdsalliancen rullede sig ud, i Belgien holder den offentlige transport stille i dag på grund af generalstrejke og i Frankrig har i hundredetusindevis af mennesker været på gaden igen og igen de seneste dage.

Det er ikke med ét enkelt mål, men det er protester imod forringelser af velfærden af arbejdsmarkedet.

I Frankrig, hvor man må sige at bølgerne går højt netop nu, har protesterne mange ansigter og mange mål. En af de udløsende faktorer var dog præsident Hollandes arbejdsmarkedsreform, som gør det lettere at fyre folk, at forlænge arbejdsugen fra 35 til op til 65 timer og at ansætte folk på midlertidige kontrakter uden om fagforeningerne.

Reformen har forståeligt nok udløst voldsom vrede hos fagforeninger og arbejdstagere i det hele taget og så bliver den ovenikøbet vedtaget uden afstemning i det franske parlamentet.

Nedskæringspolitikken fra Bruxelles

Jeg skal ikke tage protesterne til indtægt for en bestemt holdning til EU. De, der demonstrerer, er helt sikkert delte på spørgsmålet, men for mig viser den franske arbejdsmarkedsreform og angrebene på arbejdsmarkedet og velfærden overalt i EU et samlet billede, nemlig at EU på alle måder fremmer en arbejderfjendsk politik, som forsøger at spille arbejdstagerne ud imod hinanden.

Når der kommer en reform som den franske, så skyldes det blandt andet to forhold;

På det strukturelle plan har Frankrig haft kroniske problemer siden euroen blev indført, og alene det forhold at de har samme møntfod som Tyskland giver problemer. Med forskellige valutaer kan kursen jo justeres efter konkurrenceevne, men med samme valuta kan forskellen i konkurrenceevnen ikke udlignes dér, men i stedet ved f.eks. at presse arbejderne til at arbejde mere og billigere.

På det lidt mere aktuelle plan har Frankrig haft mere eller mindre stagnation siden den økonomiske krise brød ud med stigende arbejdsløshed og budgetunderskud. EU's svar er det samme over hele linjen, de kræver reformer og nedskæringer, og ligesom Frankrigs nedskæringsreformer var et resultat af EU og EU's regler, så er den nuværende reform det også.

Vejen frem: Modstand

Det er naturligvis ikke en undskyldning for den franske præsident, ligesom det heller ikke er en undskyldning for den danske regering, når nedskæringerne på den danske velfærd bliver drevet frem af EU-krav.

Til gengæld viser det vejen for, at vi må stå sammen med en klar kritik og modstand mod forringelserne overalt i Europa. Det betyder en kritik af toppen i de enkelte lande, men også en kritik af det EU, som ovenikøbet har traktatfæstet en stor del af den økonomiske politik.

Et evigt fokus på at øge konkurrenceevnen – koste hvad det vil for arbejdstagerne – og en konstant strøm af reformer, som kun tilgodeser de store virksomheder, det er ikke opskriften på et fredeligt Europa i velstand, men derimod på et Europa skarpt delt op mellem de rigeste og de fattigste og langt væk fra et velfungerende og inddragende demokrati.

Vi må stå sammen med en klar kritik og modstand mod forringelserne overalt i Europa! Det betyder også en kritik af EU.

Stop EU’s angreb på velfærden!

Rina Ronja Kari — Thu, 12 May 2016 07:10:07 +0000

Af Rina Ronja Kari

EU dikterer hvert år nye nedskæringer på velfærden i medlemslandene. Det rammer også Danmark, hvor offentligt ansatte mærker konsekvenserne hver dag.

Nogle dage er man mere ærgerlig over ikke at være hjemme i Danmark end andre. I denne uge har har vi samling i EU-parlamentet i Strasbourg, og derfor er jeg selvfølgelig nødt til at være her.

Men for dælen, hvor ville jeg gerne være med til Velfærdsalliancens store demonstrationsdag i Danmarks 98 kommuner i dag. Det er så sejt og vigtigt, at så mange går på gaden!

Jeg trøster mig med, at det alligevel giver god mening at kæmpe mod angreb på velfærden hernede i EU-parlamentet. Rigtig mange af de økonomiske nedskæringer, som rammer ansatte i kommuner og regioner så hårdt, kan nemlig føres direkte tilbage til EU-diktater.

Kravene om nedskæringer i den offentlige sektor kommer ikke bare fra Christiansborg. De er dikteret fra Bruxelles.

Nedskæringerne kommer blandt andet gennem EU’s årlige nedskæringsprogram, Det Europæiske Semester, som hvert år vedtager henstillinger til de enkelte medlemslande om nye reformer og velfærdsforringelser. For eksempel var både efterlønsreformen og dagpengereformen i Danmark ’henstillinger’ fra Det Europæiske Semester.

Et flertal i Folketinget har også bundet Danmark til EU’s finanspagt, som fastlægger en række krav til, hvor mange penge de enkelte lande må bruge på deres offentlige sektor.

Blandt andet er det et krav i finanspagten, at landene skal indføre en budgetlov, som betyder, at der fire år frem fastlægges et loft over serviceudgifterne i kommuner og regioner.

Der er også finanspagten, der dikterer, at Danmark hvert år skal stå skoleret i EU for at få godkendt, om finansloven nu overholder kravene til en stram, nyliberal økonomisk kurs.

Kravene om nedskæringer i den offentlige sektor kommer altså ikke bare fra Christiansborg. De er dikteret fra Bruxelles.

TTIP og TiSA

EU’s angreb på velfærden bliver også optrappet markant i de nye handelsaftaler, som Kommissionen i øjeblikket forhandler med USA om på medlemslandenes vegne.

Det gælder TiSA, som lægger op til omfattende privatiseringer af den offentlige sektor, og det gælder EU-USA-aftalen TTIP, som vil øge de store virksomheders indflydelse på lovgivningen og gøre det muligt at lægge sag an mod lande, der opstiller såkaldte “handelsbarrierer” i form af lovgivning om beskyttelse af offentlige ressourcer og gode arbejdsforhold.

Fars hammer

Finanskrisen og den økonomiske krise bliver altså brugt til at indføre strammere og strammere regler med medlemslandenes økonomier, som bindes til at føre en nedskæringspolitik.

Hvis et medlemsland ønsker at bryde med disse rammer og føre en anden politik med flere offentlige investeringer, bliver der slået hårdt ned.

Det så vi især sidste sommer, da den græske befolkning tillod sig at vælge en regering, som lovede et markant brud med EU's nedskæringspolitik.

Da Syriza-regeringen forsøgte at ændre på de gældsaftaler, som tvang landet ud i fattigdom, blev Grækenland tromlet ned af EU med nye brutale sparekrav og mere detailstyring fra Bruxelles og forhandlingerne endte med en ny nedskæringsaftale, som indeholdt privatiseringer for 50 milliarder euro samt voldsomme angreb på pensionsordninger og kollektive forhandlinger.

Men også Danmark og resten af EU’s medlemlande kan blive idømt store bøder af EU-domstolen, hvis de bruger flere penge på service – altså pleje, pasning, undervisning og anden velfærd – end budgetloven tillader.

Lars Løkke og hans støtter på Christiansborg har selvfølgelig ansvar for de velfærdsnedskæringer, de har stemt for med omprioriteringsbidraget og de stramme økonomiaftaler i kommuner og regioner. Heldigvis er der også masser af seje offentligt ansatte som er parat til at stille dem til ansvar ved velfærdsdemoerne i dag.

Men der er samtidig god grund til at rette skytset mod Bruxelles, når den offentlige sektor skal forsvares.

Rigtig god demo!

1. maj: Kampen for vores rettigheder er også kampen mod EU

Rina Ronja Kari — Mon, 02 May 2016 15:51:18 +0000

Af Rina Ronja Kari

I går havde jeg fornøjelsen af at holde tale på blandt andet Rød 1. Maj i Fælledparken i København. Her er min tale.

Kære venner!

Hvor er det dejligt, at det er blevet en lille smule sol! Og hvor er det dejligt at vi har fri og kan stå her i dag sammen.

1. maj handler om rettigheder. Det handler om retten til at holde fri i dag og retten til at kæmpe i sin fagforening. Det handler om retten til ordentlige arbejdsforhold, en løn man kan leve af, og et velfærdssamfund, der holder hånden under en, hvis man ikke har noget arbejde.

Det er rettigheder, som generationer af seje kvinder og mænd har kæmpet for før os, og som vi i dag kæmper for at bevare og udbygge.

De faglige og sociale rettigheder, som vi fejrer her i Fælledparken i dag, er de samme rettigheder som igen i år står for skud i EU’s arbejderfjendtlige nedskæringspolitik.

Det er vigtigt! Vi må ikke tro, at blot fordi vi en gang har vundet dem, så er de sikret for altid. For vores rettigheder er under stadigt mere pres.

Det gælder ikke mindst fra EU!

Flere og flere kriser

Igen i år har vi set, hvordan flere og flere kriser hober sig op i EU.

Der er finanskrisen, som er blevet brugt til at indføre strammere og strammere regler med medlemslandenes økonomier.

Der er flygtningekrisen, som også i den grad har vist EU som handlingslammet, og hvor den såkaldte solidaritet imellem medlemslandene er ikke eksisterende. I stedet for at hjælpe ofrene for de krige, mange af medlemslandene selv har været med til at skabe, prøver EU at skubbe ansvaret fra sig ved at indgå beskidte aftaler med Tyrkiet og opruste ved de ydre grænser.

Og så er der arbejdsløshedskrisen, hvor over 20 millioner borgere er arbejdsløse i EU lige nu. Og hvor det er mere end halvdelen af de unge i lande som Spanien og Grækenland, der desperat forsøger at få foden indenfor på arbejdsmarkedet!

Og så har vi slet ikke talt om klimakrisen.

For alle disse kriser gælder det, at EU forsøger at gøre som de altid gør og indføre mere EU for at løse problemerne.

Det hjælper bare ikke! Kriserne bliver ikke løst. Og det er helt almindelige mennesker, der betaler prisen.

Det gælder herhjemme, hvor budgetloven, som kommer direkte fra EU, lægger stramme rammer for hvor mange penge kommunerne og regionerne må bruges på velfærd. Det mærker tusindvis af ansatte i den offentlige sektor hver dag i form af nedskæringer og fyringer. Hvor politikerne på Christiansborg forsøger at gemme sig bag ved fine termer som budgetlov og omprioriteringsbidrag og insisterer på at tale om “nødvendighedens politik”. Det er os alle sammen, der mærker den egentlige pris, når de offentlige ansatte bliver presset ud over kanten og velfærden lider alvorlige knæk.

Og det gælder også i resten af EU’s lande, ikke mindst i Grækenland, som blev tromlet ned af EU med nye brutale sparekrav og mere detailstyring fra Bruxelles, da de forsøgte at bryde med EU's nedskæringspolitik.

En lille Uber-romance

Over alt i Europa fører EU’s krisepolitik til voksende fattigdom, mere sociale dumping, flere velfærdsnedskæringer og flere angreb på vores rettigheder.

For eksempel er EU nu igang med et nyt havnedirektiv, som forsøger at underminere havnearbejdernes strejkeret. Og kommissionen forhandler hen over hovedet på befolkningerne om handelsaftalerne TTIP og TiSA. De lægger an til omfattende angreb på vores faglige og sociale rettigheder, som i EU’s og USA’s øjne bliver set som “handelsbarrierer” der kan begrænse virksomhedernes profit. Og det går jo ikke!

Det næste store slag bliver om EU’s nye udstationeringsdirektiv, som ikke bare undlader at gøre op med den sociale dumping, der er en direkte følge af arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. Nej, man vil oven i købet indføre et nyt EU-lønbegreb, som kan komme til at underminere det danske arbejdsmarked endnu mere!

Men det hele er ikke bare sort.

På den romantiske side, så tror jeg godt, at jeg kan tillade mig at afsløre, at EU-Kommissionen er gået hen og blevet sådan lidt småforelskede. I ved, når man bliver sådan lidt lun inden i og kun ser røde roser. Sådan et forhold har Kommissionen udviklet til vores allesammen Uber. Den der service, som i virkeligheden er en taxaservice, men som man forsøger at pakke ind i pæne ord om deleøkonomi, så deres chauffører ingen rettigheder har, får dårlig løn og så man ikke behøver at betale skat.

I Kommissionen synes man det er så utrolig skønt, når nogen er kreative og tjener penge på nye måder. Hvis det samtidig er med til at presse lønningerne (som Kommissionen længe har syntes var for høje), så er det jo endnu bedre.

Men det er ren og skær social dumping! Og ligesom den sociale dumping vi har set fra Ryanair eller på byggeområdet, så presser det arbejdsmarkedet ind i en nedadgående spiral, hvor arbejdstagerne og vores overenskomst-system bliver taberne.

Stigende modstand

Heldigvis fører den politik også til stigende modstand, både her og i resten af Europa.

I december stemte et stort flertal af danskerne nej til at lade EU diktere vores retspolitik. Det betyder blandt andet, at vi ikke bliver en del af EUs overstatslige retspolitik. Det er jeg rigtig glad for!

Om 12 dage går seje aktive på gaden over hele Danmark for at protestere imod nedskæringer på velfærden under titlen velfærdsalliancen. De vil ikke acceptere nedskæringerne, uanset om politikerne kalder det omprioritering, budgetlov eller nødvendighed. Det er nemlig ikke nødvendigt at gøre som EU siger og det er ikke nødvendigt at ødelægge velfærden. Jeg siger, lad os alle sammen støtte op om deres kamp, dette er en fælles kamp, som vi skal vinde.

Her i sidste måned stemte hollændernes så også nej til en EU-afstemning. Og i Storbritannien er utilfredsheden så stor, at deres premierminister Cameron blev presset til at lade briterne stemme om de overhovedet fortsat skal være medlem! Det bliver rigtig spændende at se hvad der sker den 23. juni.

Kom med i kampen

Herhjemme synes vi også, at det er på tide at stemme om EU!

Det EU vi står med i dag har nemlig ændret sig radikalt siden vi blev medlemmer i 70’erne.

Desværre ikke på den gode måde. Det er derfor også på tide, at borgerne bliver spurgt igen, er det faktisk dette her EU vi ønsker eller ønsker vi et helt andet Europæisk samarbejde. Jeg kender godt mit svar; jeg ønsker et Europæisk samarbejde, der styrker demokratiet og velfærden, et samarbejde som er solidarisk både internt og eksternt og som er solidt funderet i befolkningernes ønsker og drømme for vores samfund. Dét Europæiske samarbejde får jeg aldrig igennem EU og derfor vælger jeg også helt klart, at vejen frem er en udmeldelse af EU.

Kravet om en folkeafstemning turnerer vi i Folkebevægelsen mod EU rundt med i landet i disse måneder. Vi samler underskrifter ind på kravet, for at vise eliten, at borgerne ønsker at blive hørt. Det er et vigtigt arbejde, som næppe resulterer i en folkeafstemning i morgen, men som er med til - blandt andre ting - at lægge det pres, som til sidst skal resultere i en rigtig folkeafstemning.

Jeg håber, at I også vil skrive under! I kan finde linket på vores hjemmeside, eller læse mere i den flyer I kan få hos vores seje aktivister lige her nede i boden.

Kære venner!

De faglige og sociale rettigheder, som vi fejrer her i Fælledparken i dag, er de samme rettigheder som igen i år står for skud i EU’s arbejderfjendtlige nedskæringspolitik.

Lad mig derfor slå helt fast: Kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår - kampen for vores rettigheder - er også kampen mod EU!

Rigtig glædelig 1. maj!

Redaktionel note: Se også Modkraft-tema 2016 »1. maj som en politisk kampplads«. Et tillæg til linksamlingen 1. maj : Historie og traditioner.

Flere umenneskelige flygtningeaftaler på vej

Rina Ronja Kari — Wed, 20 Apr 2016 12:30:31 +0000

Af Rina Ronja Kari

EU’s kontroversielle aftale om at betale Tyrkiet for at hjælpe med at holde flygtninge ude af Fort Europa har skabt kritik blandt stribevis af menneskerettighedsorganisationer. Nu er der planer om tilsvarende aftaler med en række nordafrikanske stater.

I skåltaler bliver EU udråbt som forkæmper for menneskerettigheder og demokratiske værdier, en union, der gør verden mere sikker og værner om flygtninges ret til international beskyttelse.

Men når det kommer til den konkrete politik, viser EU et andet ansigt.

Den flygtningeaftale, som EU og Tyrkiet indgik sidste måned viser, hvordan EU sælger ud af sine værdier, og hvordan man ofrer grundlæggende rettigheder for at holde mennesker i nød ude.

Det stopper ikke flygtningekrisen, at EU vælger at beskytte deres grænser med usmagelige aftaler med tredjepartslande.

EU-Tyrkiet aftalen betyder, at EU nu har givet tre milliarder euro til Tyrkiet og at tyrkiske borgere får visum-fri rejser til EU inden udgangen af juni 2016. Til gengæld forpligter Tyrkiet sig på at tage alle nødvendige skridt for at forhindre flygtninge i at nå EU's grænser. Tyrkiet skal også tilbagetage flygtninge, som ankommer til de græsker øer efter den 20 marts 2016.

Hvordan kan EU se igennem fingre med lande, som ikke overholder internationalt accepterede menneskerettigheder? Det gælder både i forhold til flygtninge og i forhold til Tyrkiets egne borgere.

På hjemmebane har vi lige set, hvordan den tyrkiske præsident Erdogan og hans regering lukkede den regeringskritiske avis Zaman. Det er blot det seneste eksempel på krænkelser af pressefriheden. Tyrkiet topper listen over lande med flest fængslede journalister og Erdogan har også brugt de seneste terrorangreb som undskyldning for at forbyde retten til forsamling. Kurderne er kun anderkendt som en kulturel minoritet, men har ikke samme rettigheder som det tyrkiske folk.

I forhold til de flygtninge, som er havnet i Tyrkiet, har vi set, at flygtninge ikke får status i henhold til FN’s flygtningekonvention, men derimod en midlertidig beskyttelse, som giver begrænsede rettigheder. De tyrkiske lejere er så overfyldte, at flygtningene bor på gaden i storbyerne og må tigge for at få til et måltid.

Det er et kæmpe problem at lave en aftale med et land, hvor vi på ingen måde kan garantere flygtninges rettigheder.

Mere Fort Europa

Nu har Italiens premierminister, Matteo Renzi, fremlagt et forslag til, hvordan man kan lave tilsvarende aftaler med nordafrikanske lande.

Det indebærer samarbejde omkring styrket kyst-og grænsekontrol og mere registrering af flygtninge, herunder et omdiskuteret register over fingeraftryk på alle ikke-EU-borgere, der rejser over grænserne.

Kort sagt endnu mere militarisering og mere masseovervågning af civile, der ikke er under mistanke for at have begået noget kriminelt.

Den italienske premierminister mener altså, at EU-Tyrkiet aftalen er den vej EU's flygtningepolitik skal gå. Han påstår, at det vil stoppe flygtningekrisen, hvis EU kan skubbe problemerne væk og helst over på andre korrupte stater.

Forslaget fra den italienske regering støttes af formanden for det Europæiske Råd, Donald Tusk, og Jean-Claude Juncker, som er EU's kommissionsformand.

I et såkaldt non-paper, som er et uofficilet dokument, opfordrer Renzi til at EU tager ved lære af den kreative økonomiske løsning på Tyrkiet-aftalen og bruger bistandspenge, der i forvejen er sat af, på tilsvarende aftaler med nordafrikanske lande.

I forslaget skal EU støtte med den nødvendige teknologi og det rette udstyr, så tredjepartslandene kan holde flygtningestrømmen tilbage eller i et passende niveau. Men ingen steder står der, hvad dette udstyr er for noget, og hvilken teknologi der er tale om. Man kan jo frygte, at det kommer i de forkerte hænder, når man tænker på de ustabile og korrupte stater EU laver aftaler med. Ligesom den aftale, EU lavede med Gadaffi, hvor man ønskede at holde flygtninge ude på bekostning af de brutale forhold, flygtningene har haft i Libyen. Det var en umenneskelig aftale, ligesom man kan forvente de næste aftaler bliver.

EU kræver at få mere samarbejde omkring hjemsendelsesaftaler. Det betyder, at EU er med til at tilsidesætte reglerne om, at der skal være sikkert i oprindelseslandet, før flygtningene kan blive sendt tilbage, og vi risikerer at sende folk tilbage til krig, forfølgelse og sult. Amnesty International har allerede kritiseret EU-Tyrkiet aftalen fordi Tyrkiet har sendt 27 afghanere, som søger asyl, tilbage Afghanistan.

Vores ansvar

EU ønsker en effektiv grænsekontrol, således at flygtningene ikke kommer videre til Europa. Dermed fratager vi reelt mennesker, der flygter fra krig og ødelæggelse, deres ret til beskyttelse.

Det stopper ikke flygtningekrisen, at EU vælger at beskytte deres grænser med usmagelige aftaler med tredjepartslande. Det betyder bare at flygtningene vil ty til endnu mere livsfarlige ruter for at komme væk fra de daglige bomber.

Vi har et ansvar for at sikre, at mennesker, der flygter fra krig og ødelæggelse, får den bekyttelse, de har ret til. Det har vi både i henhold til de internationale konventioner og som mennesker.

Når EU svigter det ansvar for at holde flygtningene ude af Europa, viser det alt for tydeligt, at skåltalerne om humanisme ikke er andet end tomme ord.

Der skal en helt anden politik til, hvis flygtningekrisen skal løses. Og den skal løses i et internationalt samarbejde, der bygger på menneskerettigheder frem for umenneskelighed.