Jørn Andersen's blog

Er Enhedslisten “vores parti”?

Jørn Andersen — Sat, 05 Nov 2016 20:19:52 +0000

Af Jørn Andersen

To gode kammerater fra Enhedslisten, Helge Bo Jensen og Jonathan Simmel, har for et par uger siden på Modkraft skrevet “Et opråb til socialister udenfor Enhedslisten og til medlemmer der føler sig fristet til at blive partiløse.” (Enhedslisten – Vores parti!)

De indleder med en opremsning af gode ting, EL’s 9.000 medlemmer gør – både generelt og inden for de seneste uger. Intet af det er (mig bekendt) forkert. Det er blot meget ensidigt. Ja, så ensidigt, at det bliver forvrænget.

Så siger de, at der også er problemer – uden på nogen måde at blive konkrete (i modsætning til “de gode ting”).

Men problemerne kan løses, for “uanset hvordan man vender og drejer sagen, så har Enhedslistens stadigvæk et fortrinsvist intakt medlemsdemokrati.” (Det gentages oven i købet.) Og konklusionen er derfor:

“Dermed er forudsætningerne for at påvirke partiets retning tilstede i Enhedslisten, og dermed ryger alle socialisters undskyldninger for at melde sig ud uden at forsøge at tage denne politiske kamp internt først.”

Medlemsdemokrati?

Uheldigvis for troværdigheden af Helges og Jonathans billede af medlemsdemokratiet i EL kunne dr.dk blot en uge senere dokumentere det, de fleste godt vidste i forvejen: At én af de to skribenter var blevet presset af partiledelsen til ikke at indtage sin plads som vikar i folketinget. (Skipper får hård kritik fra baglandet efter revolutionær politikers exit og Enhedslistens top fik revolutionær suppleant til at droppe Folketinget)

Årsagen var vikarens meget blødt formulerede udtalelser om, at der kan opstå situationer, hvor flertallet må bruge våben for at forsvare sig – “men i dagens samfund vil det være en helt absurd tankegang”.

Sagen er på mange måder ganske grotesk:

Vikaren var opstillet af EL’s årsmøde (partiets højeste myndighed), som var velbekendt med vikarens holdninger ud fra tidligere udtalelser.
Vikaren havde fået stemmer nok ved det seneste folketingsvalg til at kunne bliver vikar.
Ingen fra hverken EL’s forretningsudvalg (FU) eller folketingsgruppe ville forklare EL’s knapt 300.000 vælgere, hvorfor deres valgte repræsentant var “blevet gået”. FU-repræsentanten gentager blot 4 gange, at FU’s handlemåde er blevet godkendt af et flertal i hovedbestyrelsen. Og den eneste fra folketingsgruppen, der vil sige noget, siger blot, at der ikke er nogen “grund til at tæske mere i det”.

(At den politiske ordfører, der skarpt fordømte vikarens udtalelser som værende i strid med “Enhedslistens grundlæggende værdier, vores politik og er uacceptabelt”, indtil fornylig i flere år har været medlem af samme EL-fraktion som vikaren, gør det blot endnu mere farceagtigt: Enten har hun i sine år som medlem ikke opdaget, at vikarens udtalelser er fraktionens holdning. Eller også er det ikke fraktionens holdning – længere??)

Kampen om “Enhedslistens sjæl” er tabt

Kære Helge og Jonathan, jeg tror I tager fejl, når I (indirekte) skriver, at de, der har meldt sig ud, har gjort det “uden at forsøge at tage denne politiske kamp internt først”. Det er ikke mit indtryk fra de 9 år, jeg var medlem af EL.

Men siden den lidt naive drøm om “rød blok” (som modsvar til Fogh-Løkke) fik ben at gå må i EL (ca. 2007) og især siden EL’s kanonvalg i 2011, har det i høj grad været en kamp op ad bakke.

De, der ønskede et EL, der først og fremmest skulle spille en parlamentarisk rolle, udnyttede valg-succesen til at ændre partiet i den retning.

Det politiske center i EL er i endnu højere grad end tidligere blevet folketingsgruppen – ikke hovedbestyrelsen. På årsmøderne har parlamentarikerne fået en større og større del af taletiden, mens de menige delegerede spises af med 1 minuts-indlæg. Osv. osv.

I mellemtiden er ethvert begreb om revolution gledet helt ud af ordbogen – eller snarere systematisk fjernet: Principprogrammet er blevet omskrevet til ukendelighed. Den aktuelle vikarsag er blot den seneste, hvor det fastslås, at EL også i fremtiden vil holde sig inden for den borgerlige parlamentarismes rammer (med mindre justeringer, naturligvis).

Ja, det er rigtigt, at venstrefløjen i EL en gang imellem har fået ændret nogle formuleringer. Og i enkelte, oftest ret perifere sager har “den parlamentaristiske fløj” også måttet indkassere et nederlag eller to.

Men hovedretningen er uantastet og bekræftet af hovedbestyrelsesflertal efter hovedbestyrelsesflertal, årsmødeflertal efter årsmødeflertal.

Jeg må, med al respekt, desværre konkludere, at I kæmper en tabt kamp: Enhedslisten er gennem de seneste år konsolideret som et venstre-reformistisk parti.

EL er stadig det eneste parlamentariske alternativ, som jeg i mangel af bedre opfordrer til at stemme på til folketingsvalg (og de fleste steder til kommunalvalg). Men det billede, I tegner af, hvad der er nødvendigt, det er EL langtfra:

“En kraft som kan opsamle disse kampe, koordinere dem og binde dem sammen, som kan lære af erfaringerne og sikre at presset fastholdes indtil der er vundet terræn.

På samme måde kræver det et politisk parti, som kan bruges til at sætte fokus på disse kampe. Som kan løfte bevægelsens krav og gå skridtet videre med en kritik af systemet bag.”

Er der plads til revolutionære i Enhedslisten?

At erkende nederlag i klassekampen er en disciplin, enhver socialist eller fagligt aktiv må lære sig, hvis man vil overleve som aktiv.

Men at erkende nederlag på nederlag på principielle spørgsmål i éns primære politiske organisation må nødvendigvis føre til overvejelser om, hvorvidt man er i den rigtige organisation.

Klassekampens generelle tilstand er et vilkår, man må erkende, forstå og forsøge at finde handlemuligheder inden for. Det kan et lille mindretal af revolutionære ikke ændre grundlæggende. (Men et stort venstre-reformistisk parti kunne ændre en hel del, hvis man ville.)

Men det samme er ikke tilfældet med éns politiske parti. For det handler jo ikke kun om jer selv.

Jeg har en enorm respekt for de revolutionære, der (som jer) stadig kæmper i EL. Men er det en kamp, I vil opfordre unge revolutionære og anti-kapitalister til at kaste sig ind i?

Virkeligheden er jo, at måden, revolutionære overlever i EL på, er at finde en niche, hvor man stadig kan lave noget meningsfyldt. Det kan være, at man er i én af de relativt få gode EL-afdelinger med højt til loftet i diskussioner og aktiviteter. Eller i noget fagligt arbejde, eller lign.

Men hvis det ikke er en mulighed, så er det, at folk enten opgiver at være aktive eller drypvis melder sig ud.

Rummet for revolutionære i EL er væsentligt indskrænket over de senere år. Og det er i stigende grad en forudsætning for éns tilstedeværelse, at man accepterer, at den generelle retning er venstre-reformistisk.

Det er ikke et perspektiv, jeg synes, I skal tilbyde hverken unge eller ældre, der ønsker at slås for en anden verden – og mod angrebene i den nuværende kapitalistiske.

Nederlag på nederlag i éns politiske parti er ikke befordrende for det politiske engagement.

Er der et alternativ?

Der er i høj grad brug for et revolutionært politisk alternativ, der kan begynde at udfylde de opgaver, I ridser op: Opsamle og lære af kampene og forbinde dem med et revolutionært og anti-kapitalistisk perspektiv.

Vejen til at få det er ikke verdens nemmeste. Men det starter med, at revolutionære – uanset om man er i eller uden for EL – begynder at diskutere og handle sammen.

Det er emnet for et opfølgende indlæg.

Rumlen af torden

Jørn Andersen — Sat, 24 Sep 2016 22:05:59 +0000

Af Jørn Andersen

Min gode ven og kammerat Charlie Lywood har skrevet et debatoplæg om den politiske situation, som jeg synes, I skal læse. Charlie er medlem af landsledelsen i Internationale Socialister.

“Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold. For alle tidligere industrielle klasser var det derimod den første eksistensbetingelse at beholde den gamle produktionsmåde uforandret. De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.” [1]

Dette gamle citat fra Det kommunistiske Manifest kan sagtens bruges om regeringens tyve25-plan, hvor man endnu en gang forsøger at ændre livsbetingelserne for millioner af mennesker. For at overleve angriber og ændrer den herskende klasse betingelserne for at opretholde et anstændigt liv for flertallet af mennesker.

Lederkonsulent-firmaet McKinsey påpeger, at to tredjedele af husstandene i de 26 OECD-økonomier har en lavere levestandard i 2015 sammenlignet med 2005. [2] I Danmark betød Finanslov 2016 endnu et nøk mere til uligheden i Danmark. [3] I andre dele af verden er der endnu kraftigere ændringer for befolkningerne i ly af den globale økonomiske stagnation og truende recession. Blandt andet de enorme konsekvenser i Afrika, som sender bølge efter bølge af flygtninge, nu oppe på 65 millioner på verdensplan, af sted, hvoraf kun en brøkdel når Europas grænser og banker på.

Krise og krige, modstand og revolution

Alle årtier har deres kendetegn. Dette årti fra 2006-2016 har været kendetegnet af økonomisk krise, revolutioner i Mellemøsten, borgerkrige i Ukraine og Syrien og kontrarevolutioner i Egypten. Og det ser ud til at fortsætte.

Krige, oprustning, imperialistisk rivalisering, opsplitning, stigende og bred racisme og fascistiske bevægelser og partier, som enten har fået magten, som i Polen og Ungarn, eller som truer med at få den, som fx i Østrig og Frankrig, er dagens orden. I alle de førende vestlige lande er der op mod en fjerdedel af befolkningen, som tiltrækkes af forklaringer om, at det er de “fremmedes” skyld.

En tredjedel af danskerne tilkendegiver i en undersøgelse for nylig, at Danmark er i krig med “islam”. [4] En anden undersøgelse viser massiv opbakning til DF’s krav om permanent grænsekontrol. [5] Disse tendenser truer med at rive EU fra hinanden.

EU svækket efter Brexit

Afstemning om Brexit viste, at selv i verdens femtestørste økonomi kunne de kræfter, som truer med at splitte landene og deres stabilitet fra hinanden, ikke tæmmes. På den ene side nationalistiske og protektionistiske kræfter, som higer tilbage til en forestillet epoke med harmoni, og på den anden side større dele af befolkningen, som ikke synes EU’s nyliberalistiske demontering af velfærdsstaten lige er sagen.

EU står svækket tilbage. At miste så betydningsfuldt et land er ikke noget, som bare “går over”. [6] Samtidig sætter det gang i andre landes bevægelse væk fra mere økonomisk og politisk integration. Dette svækker EU’s kerne, som ønsker at udvikle et modsvar til USA, Rusland og Kina i de inter-imperialistiske rivaliseringer. [7] De samme kræfter eksisterer overalt i Europa og også i USA, som Trumps sejr i det Republikanske Parti og Sanders’ næsten-sejr blandt Demokraterne vidner om.

TTIP

Et af resultaterne af disse spændinger er, at Obama flagskib for udvidelse af frihandel ved at begrænse mulighed for en nationalt baseret økonomisk politik (for at få gang i verdensøkonomien), Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), er ved at rende ind i alvorlige problemer.

I EU som helhed er der skepsis, og specielt i Centraleuropa er der decideret afvisning af, at EU skal acceptere TTIP, bl.a. hos den østrigske kansler Christian Kern, som er presset af Frihedspartiet (FPÖ).

TTIP er blevet symbolet på globaliseringens negative effekter, herunder den massive skatteunddragelse, som er fulgt med liberaliseringen af finansmarkeder, og kapløbet om at tiltrække de multinationale selskaber til ens eget land. Eksempelvis Apple til Irland, men der er tusinde af andre eksempler.

Det internationale borgerskab presser på for indførelsen af TTIP, som de ser som vejen ud af krisen. Her står protektionismen a la Trump og højrebølgen i vejen. Men også det sociale oprør blandt Europas og USA’s arbejdere, som blandt andet Brexit var udtryk for. [8]

Stormagterne strides

På internationalt plan er vi i en periode med dybe modsætningsforhold mellem stormagterne. Krisen har blotlagt og udvidet de spændinger og rivaliseringer, som eksisterede før. Kinas vilde vækst er bragt til standsning, og deres vækstrater nærmer sig resten af verdens. USA er i dyb gæld til Kina, imens de er meget optaget af at begrænse Kinas magt, også militært, i Asien.

Den russiske økonomi er i frit fald, efter at olie- og gaspriser dykkede under krisen, da de olieproducerende lande forsøgte at kompensere for faldende vækst ved at sælge olien billigere. Det har blandt andet bragt Venezuela på randen af kollaps og fået “socialismen” til at bruge diktatoriske metoder bare for at overleve.

Rusland selv har forsøgt at dæmme op for den økonomiske svækkelse ved at holde fast i, hvad de opfatter som “deres” interessesfærer. Senest i Syrien med støtte til Assad, men tidligere i Ukraine med annekteringen af Krim og støtte til udbryderrepublikkerne i Østukraine. NATO rasler med sablen i de baltiske lande og presser på for at indlemme så meget som muligt af det tidligere Sovjet-imperium under deres vinger. Alt tyder på, at militære midler vil blive brugt mere og mere, som den økonomiske stagnation fortsætter eller forværres af en yderligere recession (negativ vækst).

Den økonomiske krise

Baggrunden for alt dette er det finansielle kollaps i 2008, som indledte en recession og derefter et svagt opsving, som nu globalt set er fladet ud og truer med at kollapse ind i en ny recession. [9]

Der er grundlæggende tre forskellige forklaringer på, hvorfor der var et økonomisk kollaps i 2008, og hvad svaret på det er.

Monetarisme/nyliberalisme/nedskæringspolitik – kært barn har mange navne.

I virkeligheden forstår denne tendens, som er den altdominerende økonomiske teori i verden, ikke hvad der skete i 2008. Det kom bag på dem, og de vidste ikke hvad, der kunne få skibet rettet op. Men de holdt fast i (og holder fast i), at det at trykke lønningerne og reducere skatten på selskabernes profit er vejen frem. Det indebærer samtidige “reformer” af velfærdstaten, da det giver råderum til at kanalisere kapitalinvesteringer til den private sektor. Hvorfor de ustandseligt taler om at den offentlige sektor er for stor, og at skattetrykket skal ned.

Grundlæggende mener de, at ved at gøre arbejderklassen fattigere kan der skabes lyst til investeringer, som ikke sker i dag, så kapitalismen kan komme på fode igen. En del af øvelsen går ud på at gøre folk uden for arbejdsmarkedet så fattige (“det skal kunne betale sig at arbejde”), at folk i arbejde bliver så bange for at miste deres job, at de accepterer forringelser i deres arbejdssituation – om det så er omkostninger til arbejdsmiljøet eller løn, det drejer sig om. Hvis man også kan undergrave faglige organisationer samtidig ved at forringe efterlønnen og dagpengenes størrelse, er det blot en del af projektet.

Denne måde at styre økonomien på er den absolut dominerende i dag. Og er kernen i tyve25-planen. Og ledende skikkelser mener, at landene gør for lidt for at gennemføre “strukturelle reformer”, da væksten i den globale økonomi udebliver. De er bekymret for at protektionisme er ved at få overtaget og drukner det kommende opsving, som de længes efter. [10]
Keynesianisme (efter økonomen John Maynard Keynes). [11]

Når ovenstående økonomiske teori og styringsmekanisme ikke viser sig hverken at forudse udviklingen i kapitalismen eller give håb om, at det kan blive bedre med deres metoder, er keynesianisme atter kommet på mode blandt visse økonomer. [12]

Modsat Marx mente Keynes ikke, at profit var drivkraften i kapitalismen, men derimod menneskers forbrug. Behov for varer fører til investeringer i produktion. Nøglebegreber for keynesianister er derfor forbrug og investeringer. Når private investeringer pga. såkaldte konjunkturer falder, kan staten så kompensere for de manglende investeringer og få gang i hjulene igen (meget simpelt sagt). [13] Dette involverer to elementer:
1. En mere ligelig fordeling af goderne mellem kapital og lønarbejdere. Dette kan ske gennem en progressiv (modsat Løkkes) skattepolitik. Bedre lovgivning som beskytter lønmodtagere. Tilskud til kapitalejere, som investerer. Og bedre løn. Tilsammen ville dette betyde, at arbejderne vil købe mere, og derved skabe behov for produktion og dermed investeringer. Det er også muligt, at folk køber mere i første omgang, men det, som den enkelte kapitalejer får ud af det, falder (profitraten) og dermed lysten til at investere. Så selv om socialister er tilhængere af bedre fordeling mellem kapital og arbejderklassen, kan dette ikke redde kapitalismen.
2. Investeringer fra staten. Det var også det, som blev forsøgt i 70’erne efter oliekrisen (de olieproducerende lande begrænsede produktionen og prisen steg gevaldigt), hvor staten i mange vestlige lande pumpede mange statslige penge ud i økonomien for at få hjulene igang. Desværre skabte det blot hyperinflation og enorm statsgæld til IMF og Verdensbanken. Hvor Marshall-hjælpen efter Anden Verdenskrig kunne stimulere et ødelagt kontinent til genopbygning af den destruerede kapital, virkede det ikke mod recession i 70’erne. Først og fremmest fordi den overflødige kapital ikke var blevet destrueret. Og det samme vil ske i dag.
Den marxistiske forklaring.

For marxister er forklaringen på de tilbagevendende kriser ikke mangel på investeringer som sådan. Årsagen til, at man lige pludselig ikke investerer mere (og hvorfor man heller ikke i dag vil investere, men hellere stikke pengene i madrassen i skattely), er profitratens faldende tendens over tid. Dvs. hvor meget man kan få for sin investering – eller profitraten.

Profitraten faldt frem til 2008 fra ca. 5.5 % i 2004 til 3,5 % i 2007 globalt. [14] Investeringerne i USA faldt i årene 2007-08 dramatisk – ca. 20 %. [15] Profitratens fald gik således forud for kollapset, selv om finanssektorens hovmodighed med at låne ud til højst spekulative projekter, både inden for byggesektoren og som investeringsplatform, gjorde krisen værre. For at få profitraten op igen til et niveau, hvor kapitalisterne igen vil investere, kræves det, at de mere urentable dele af kapitalismen bliver udrenset. Det kan ske gennem at lade store firmaer og banker gå til grunde, eller gennem krige, hvor man fysisk destruerer produktionsenheder.

Problemet her er, at man i dag politisk set ikke kan lade eksempelvis Danske Bank “gå neden om og hjem”, da det ville rive mange andre med i faldet. Det er ikke for ingenting, at formanden for Danske Bank kunne sige til den daværende Løkke-regering: ”Hvis ikke vi får en saltvandsindsprøjtning fra jer, så lukker vi Dankort-automaterne på mandag”.

Globaliseringen har ført til, at selskaberne er så store og er vokset ind i hinanden (ved bl.a. at låne fra hinanden), at det at lade de urentable enheder gå til grunde er forbundet med store risici. Derfor springer de fra den ene tue til den anden og taler det mindste tegn på opsving op, uden at have løst det grundlæggende problem – at det ikke kan betale sig at investere. Investeringerne er langt under, hvad de burde være for at få gang i den globale økonomi. [16]

Hovedpointen er, at med mindre kapitalismen får udrenset dens urentable dele, vil denne stagnation med jævnlige kollaps ind i recession (negativ vækst) fortsætte. Men alternativet er forbundet med store og uoverskuelige konsekvenser. Kapitalismen er fanget mellem to onder, som begge gør mest ondt på almindelige mennesker.

Krisepolitik

Hvad betyder dette for, hvordan vores verden ser ud og de perspektiver, som rejser sig?

Økonomisk stagnation betyder, at der er mindre råderum for regeringer til at tilfredsstille befolkningerne. Man skærer i selskabsskatten (også en del af tyve25-planen) fra land til land, så den bliver en konkurrence-parameter. [17] Man forsøger desperat at lokke selskaber til med attraktive skatteaftaler. Irlands absurd lave beskatningsaftale med Apple er blot et eksempel af mange.

Og på trods af offentlig fordømmelse har regeringer lavet lovgivning omkring offshore-investeringer (altså lovlige skattely), som har muliggjort, at det, der svarer til ca. 40 % af den årlige globale produktion, er “syet ind i madrassen”. Og hovedsynderne er faktisk USA og UK. Men alle vestlige lande, inklusive Danmark, har gjort det muligt.

De manglende skatteindtægter fra selskaber (og rigmænd) hives delvis ind ved en omfordeling mellem løn og kapital til kapitalens fordel. Samtidig praktiseres nedskæringspolitik under dække af “reformer”, som først og fremmest rammer almindelige mennesker, der er afhængige af velfærdsstatens funktioner, hvor de mere velhavende kan betale sig fra den lousy service.

Tyve25-planen er et meget godt eksempel på det her. I alle førende kapitalistiske lande stiger uligheden mellem de rige og resten af samfundet. Specielt de laveste 10 % er blevet tabere.

Nationalisme

Dette har skabte en situation, hvor to tendenser tydeligt viser sig i mange lande. Den ene tendens er det, som kan udtrykkes som ”nationalistisk” og ”protektionistisk”. Tendensen ses klart ved Trump i USA, men var også en del af motoren i Brexit. Lukkede grænser. Toldmure. Dæmonisering af muslimer (romaer/mexikanere, you name it). Det er flagskibene.

I ly af dette vokser der samtidig fascistiske strømninger, som er klar til vold. Afbrænding af asylcentre i Tyskland og Sverige er et eksempel. Men selv om det ikke er fascismen, som er den akutte fare, er den nationalkonservative fortælling gift for solidariteten i arbejderklassen.

Den akutte fare er den racistiske fortælling om horder af flygtninge, som strømmer ind over grænsen – på trods af at de udgør en brøkdel af Europas befolkning, og på trods af, at manglen på arbejdskraft har en selvstændig strategisk betydning.

Racismen er både med til at splitte arbejderklassen op i ”vores” arbejdere og dem, som truer dem (det kan også være østeuropæere som i Brexit-debatten) – de fremmede. Men den er også med til at dæmonisere muslimer generelt og gøre det nemmere at føre imperialistiske krige i muslimske lande. Specielt når der er terror, kan denne dæmonisering nå hysteriske højder. [18]

Denne politik er ikke uden risici for den herskende klasse, da den kan skabe bevægelser, som kommer ud af deres kontrol. Søren Pinds advarsler mod højrefløjens retorik, som skaber ufred og mere terror, er en case in point. [19] Men de er også presset til at fortsætte med et ideologisk argument, som afleder fra deres egne handlinger. Det er det, Søren Pind erkender, er et dilemma.

Den ny reformisme

Den anden tendens får ikke så meget opmærksomhed i medierne, men er også et oprør mod først og fremmest socialdemokratiets kollaps ind i nyliberalisme – hvor Thorning-regeringen (med SF) for eksempel blot fortsatte Løkkes økonomiske politik. En del af arbejderklassen i Europa har søgt andre veje at gå end enten at blive hos de kompromitterede socialdemokrater eller at gå mod højre.

Denne tendens kunne vi kalde den ny reformisme. [20] Mest akut i Syriza i Grækenland, hvor dette venstrereformistiske parti udraderede det traditionelle socialdemokrati (PASOK) og tog magten. [21] Men man kan også se det i den venstre-reformistiske Jeremy Corbyns succesfulde erobring og forsvar af formandsposten i Labour-partiet i Storbritannien. [22]

Ligeledes, i Guds Eget Land, nåede Bernie Sanders med en venstre-reformistisk retorik, både næsten at vinde over Hilary Clinton og samtidig starte en bevægelse fra neden, som har inspireret hundredtusinder af studenter og arbejdere. [23] Men mange andre steder har denne nye reformisme vundet frem, fra Podemos i Spanien til Die Linke i Tyskland og også i Danmark via den passive opbakning til Enhedslisten.

Det er ønsket om at støtte partier, som rent faktisk siger, at tingene skal være anderledes, og at det er kapitalismen, som er problemet og skal reformeres, der er drivkraften her. Et betragteligt mindretal af arbejderklassen ser til denne nye reformisme som svar. Hvad arbejderklassen så gør, når den bliver skuffet og oplever, at heller ikke den nye reformisme kan levere, kan være flere ting. Det kan betyde passivitet, men det kan også betyde radikalisering som i Grækenland. [24]

Kollektiv kamp

Men arbejderklassen er ikke kun vælgere. De forsvarer sig også kollektivt.

De franske arbejderes modstand mod den nye arbejdslov, som Hollande ønsker at indføre (så han viser det mod, som direktøren for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, efterlyser [25]), er et godt eksempel på dette. [26] I Danmark er lærernes modstand mod forringelser af deres arbejdsvilkår i 2013 et andet.

Men generelt set er strejketallene lave i Europa. Imens der ude i verden, blandt andet i Kina og Indien, er massiv modstand mod de angreb, som de herskende klasser iværksætter pga. de faldende vækstrater i disse økonomier. [27]

I Danmark angriber regeringen først og fremmest arbejderklassen gennem angreb på dens mest marginaliserede del – de syge, kontakthjælpsmodtagere, de arbejdsløse på dagpenge, de studerende – og undlader, med undtagelse af pensionsalderen at gå til frontalangreb på for eksempel arbejdstiden eller mindstelønnen (selv om begge dele er på ønskelisten). Ellers er angrebene mod en del af arbejderklassen, som man håber på at kunne isolere – lærerne for eksempel i 2013, eller på børneområdet, hvor normeringerne er under angreb.

Men den herskende klasse kan sagtens komme til at “gå for langt”, som noget tyder på, at de har gjort i Frankrig. Men på trods af de risici, der ligger i det, er de pisket af den økonomiske stagnation til at gøre det.

Flygtninge-solidaritet

Men der er yderligere håb at hente. Det er ikke kun racister og fremmedhadere, der befolker landene i Europa. I forhold til den racistiske og anti-muslimske mainstream-diskurs i Europa er der også sket det, at da “flygtningekrisen” var på sit højeste i efteråret 2015, strømmede folk i Europa ud på gaden for at hjælpe i nødens stund. I Danmark var der flere demonstrationer, som kunne samle op mod 20.000 til at sige “Welcome to refugees”, og “Venligboerne” så dagens lys.

I dag har Venligboerne 150.000 medlemmer, organiseret i grupper over hele landet. Specielt i København har det ført til en venstredrejning væk fra blot medmenneskelighed over mod mere politiske udmeldinger. Først og fremmest symboliseret i forfatteren AnneLise Marstrand Jørgensen, som på det seneste har rejst politiske debatter om hvorfor, man bliver nødt til at være politisk i flygtningediskussionen. [28]

Det segment af mennesker, som måske også stemmer enten Enhedslisten eller Alternativet, er parat til at trodse den hadske tone over for “udlændinge” og forsvare flygtninge. Dét er også en del af den verden vi lever i.

Venstrefløjen

En nylig undersøgelse peger på, at med hensyn til skattelettelser til de rige har regeringen befolkningen imod sig. [29]

Men der er et gab imellem de hundredtusinder af mennesker (knapt 600.000 stemte på enten EL, SF eller Alternativet til Folketingsvalget i juni 2015), som kunne mobiliseres mod Løkke og co. og så de organiserede kræfter i Danmark, som ville være i stand til at gå forrest og organisere dem.

Et godt eksempel på hvordan, det i virkeligheden er på vores side af plankeværket, er initiativet Velfærdsalliancen. [30] Organiseret af de faglige miljøer i og omkring Enhedslisten med centrum i det københavnske kunne man i samarbejde med de mere etablerede socialdemokratiske lokale LO’er [31] lave mange små (nogle mere end små) demonstrationer d. 15. maj i år i et stort flertal af alle kommuner i Danmark. Disse blev organiseret og mobiliserede til via (i hvert fald København og Århus) lokale tillidsmandsmøder (i København deltog over 1000 tillidsfolk og andre i et sådan møde op til d. 15. maj).

Samarbejdet med de faglige bureaukrater på mellemniveau blev imidlertid brudt over sommeren, da selve “omprioriteringsbidraget” (som skulle tvangsopkræve 1 % af alle de kommunale skatteindtægter og fordeles af regeringen) blev droppet af regeringen. Da de lokale socialdemokratiske borgermestre ikke længere var med i alliancen, bakkede de faglige leder i stor stil ud. Velfærdsalliancen er ikke død, men den er svækket.

Det viser vanskelighederne i den nuværende situation. Trods intentionerne om, at det skulle være en græsrodsorganisering, hvor alle kunne deltage, er det ikke lykkedes at bryde med den manglende selvtillid, hverken på arbejdspladsniveau eller blandt den lavere del af fagbureaukratiet, inklusive den faglige venstrefløj i og omkring Enhedslisten. Der eksisterer ikke et selvstændigt lag af tillidsfolk, som kan bære igennem trods manglende opbakning fra fagbureaukratiet.

Den subjektive faktor

Bevægelsen omkring Jeremy Cobyrn i UK og Bernie Sanders i USA viser, at potentialet er der. Men som altid kræver stemningen og eksistensens af en mulig modmagt en katalysator til at samle folk.

Socialdemokratiet og SF udgør ikke dette alternativ. Thorning-regeringen (inkl. SF) videreførte den nyliberalistiske økonomiske politik, som den første Løkke regering førte, og har ingen intention om at rulle de “reformer” tilbage, som har eroderet velfærdsstaten.

Det var også Socialdemokraten Bjarne Corydon, som lancerede begrebet “konkurrencestaten”, som skulle slanke velfærdstaten til den internationale konkurrence. [32] Samtidig har Socialdemokratiet købt den racistiske dagsorden, der siger, at immigration og flygtninge er en trussel mod velfærdsstaten og man skal beskytte “sine egne”.

SF blev tvunget til at bryde med Thorning-regeringen over DONG-salget, men har reelt ikke fremlagt et alternativ, som udgør et alternativ – allerhøjest nuancer. Men også på den afgørende test omkring islamofobi har SF stillet sig op side om side med kræfter, der ønsker at angribe muslimerne i stedet for at slås sammen med dem mod racisme og nedskæringer. [33]

Ingen af partierne ser ud til at kunne tiltrække den del af arbejderklassen som vil gør modstand. Der findes ingen parlamentarisk reform-bølge. Det er “reformisme uden reformer” – men derimod med angreb mod arbejderklassen.

Enhedslisten

Flasken peger entydigt på Enhedslisten. Men heller ikke politisk set udgør Enhedslisten det troværdige socialistiske og aktivistiske alternativ, hvor de 9.000 medlemmer af EL bliver sat i spil til at forbinde sig med det vand, der er at svømme i.

Den højredrejning mod et etableret, parlamentariske parti, som EL har gennemgået, er slået igennem på alle niveauer af partiet. De fremstår som et alternativ for folk at stemme på – ca. 10 % af stemmerne – men ikke som et parti, som vil organisere modstand.

Og problemet er først og fremmest et politisk og ikke et organisatorisk spørgsmål. Alle ressourcer bliver brugte til at styrke Folketingsgruppen, og alt som kunne forstyrre billedet af et “normalt” pænt parti bliver fejet til side. Seneste ved orlovsvikar Jonathan Simmels uelegante medfart, da han kom for skade at mumle noget om, at en revolution godt kunne udvikle sig til et væbnet opgør i bestemte historiske situationer. [34]

Både strukturelt og politisk er det svært at se Enhedslisten som politisk motor i en reel samling af de mange hundrede tusinde, som vil give Løkke og co. modstand.

Men det er kun gennem et oprør fra neden, der kan gives et politisk udtryk og retning, der kan begynde at udfordre det nyliberalistiske parnas og give håb om kapitalismens endeligt – og ikke vores endeligt. Eller som Rosa Luxemburg udtrykte det – ”Socialisme eller barbari”.

Det er opgaven for socialister i dag. Den er verdenshistorisk. Aldrig før har kapitalismen været så svag. Men paradokset er, at den radikale venstrefløj heller aldrig før har været så svag. [35]

Hvordan vi løser dét dilemma, afgør verdens fremtid.

Noter

1. Karl Marx og Frederik Engels: Det Kommunistiske Partis Manifest (1848).

2. Se Richard Dobbs, Anu Madgavkar, James Manyika, Jonathan Woetzel, Jacques Bughin, Eric Labaye, and Pranav Kashyap: Poorer than their parents? A new perspective on income inequality, McKinsey Global Institute, July 2016.

3. Se Arbejderbevægelsens Erhvervsråd analyse: Finanslov 2016: De rigeste blev rigere og de fattigste fattigere, Ugebrevet A4, 24. aug. 2016.

4. Hver tredje dansker mener, at Danmark er i krig med Islam, TV2, 26. jul. 2016.

5. Måling: Danskerne vil have permanent grænsekontrol, Altinget, 5. sep. 2016.

6. For eksempel mener EU-kommissionen, at der ville bliver negativ vækst i UK i 2017. Og at vækstraten i resten af Europa vil falde til omkring 1 % – som i realiteten er negativ vækst. Se Arbejdernes Landsbank Nyhedsbrev d.29. juli 2016: “Brexit: Konsekvenserne vil vise sig til efteråret”.

7. For en grundlæggende analyse af Brexit og dennes betydning læs Alex Callinicos: Brexit: a world-historic turn, International Socialism 151, 27. jun. 2016.

8. Se Wolfgang Münchau: “TTIP vil gøre mere skade end gavn”, Financial Times (i Politiken 7. sep. 2016).

9. Michael Roberts: The Long Depression: Marxism and the Global Crisis of Capitalism, 2016.

10. Se IMF-direktør Christine Lagardes seneste (1.09.16) blog: We Need Forceful Policies to Avoid the Low-Growth Trap, 1. sep. 2016.

11. For en socialistisk analyse af keynesiansimen se Jane Hardy: Radical economics, Marxist economics and Marx’s economics, International Socialism 149, 6. jan. 2016.

12. Blandt andre Paul Klugman og Joseph Stiglitz (se Hardy op cit). Også dele af Enhedslisten synes at tiltrækkes af disse tanker. Se fx Anders Lundkvist: Keynesianisme og Enhedslisten, Modkraft, 8. apr. 2013. Læs også Jørn Andersens analyse af blandt andet Pelle Dragsted forkærlighed for Socialdemokratiets gamle Økonomisk Demokrati-forslag fra 70’erne: Pelle Dragsteds ØD-eventyr, Modkraft, 25. mar. 2016.

13. Se Guglielmo Carchedi and Michael Roberts: The Long roots of the present crisis, Keynesians, Austarians, and Marx’s law, i: World Review of Political Economy, Vol. 4. No. 1. Forår 2013). (PDF)

14. Ibid s. 90

15. Ibid s. 92.

16. Se Michael Roberts blog: Still stuck in the Jackson Hole, 27. august 2016.

17. Irland har dumpet deres selskabsskat til 12 %, for eksempel.

18. Se Charlie Lywood: Hvad mener socialister om terror?, Socialistisk Arbejderavis nr. 353, 19. aug. 2016.

19. Se Søren Pind-interview i Politiken: Søren Pind: Retorikken på højrefløjen kan anspore Breivik-typer, Politiken, 21. aug. 2016.

20. Se en oversigt i Donny Gluckstein: The rebirth of socialdemocracy, International Socialism 151, 22. jun. 2016, s. 123-130.

21. For en analyse af Syriza og hvorfor de “tabte” til EU og den internationale borgerskab se: Anders Bæk Simonsen: SYRIZA – Fra venstrefløjens store håb til nedskæringsparti, Socialistisk Arbejderavis, nr. 347, 10. sep. 2015.

22. For en analyse af Jeremy Corbyn og den bevægelse, som står bag, se Mark Thomas: A house divided: Jeremy Corbyn and the Labour Party, International Socialism 149, 6. jan. 2016.

23. Se Charlie Kimber: Clinton vinder i New York – Hvorhen nu for Sanders-kampagnen?, Socialistisk Arbejderavis, nr. 351, 20. apr. 2016, og Megan Trudell: Sanders, Trump and the US working class, International Socialism 150, 4. apr. 2016.

24. For en up-to-date-analyse af hvor arbejderklassen i Grækenland står i forhold til SYRIZA i dag, se Dimitrios Gkiokas: Hvilken vej for den græske arbejderklasse?, Socialistisk Arbejderavis, nr. 353, 19. aug. 2016.

25. Se note 7.

26. For en analyse af strejkerne, se: Jesper Juul Mikkelsen: Strejkerne i Frankrig: Mod arbejdsmarkedsloven under undtagelsestilstand, Socialistisk Arbejderavis, nr. 353, 19. aug. 2016.

27. For den seneste strejke se 150 millioner indere går i generalstrejke, Arbejderen, 1. sep. 2016.

28. Se Trods had og beskyldninger er vi venligboer stadig venlige, Politiken, 24. aug. 2016.

29. Danskerne takker nej til skattelettelser, Altinget, 29.8.2016.

30. Se interviewet med hovedmanden bag initiativet, næstformand i LFS Jan Hoby i Socialistisk Arbejderavis nr. 353, 19. aug. 2016.

31. Den lokale samling af fagforeninger i de fleste større byer i Danmark. For eksempel LO København, LO Århus osv.

32. Se Corydon: Konkurrencestat er ny velfærdsstat, Politiken, 23. aug. 2013, og Corydon: »Jeg tror på konkurrencestaten«, Politiken, 24. aug. 2013.

33. Se Olsen Dyhr til SF: Radikal islam er den største trussel, Børsen, 16.apr. 2016.

34. Se Skipper i internt opgør: Jeg har fortalt ham, hvad jeg synes, DR, 9. sep. 2016.

35. Se Alex Callinicos: Thunder on the left, International Socialism 143, 26. juni 2016.

Pelle Dragsteds ØD-eventyr

Jørn Andersen — Sun, 27 Mar 2016 09:24:44 +0000

Af Jørn Andersen

Man må sige, at Enhedslistens Pelle Dragsted tager det alvorligt, det med at Enhedslisten skal være det nye Socialdemokrati. I et blogindlæg på Politiken.dk går han endda så langt, at han graver LO- og S-toppens selvdøde krikke, ØD (Økonomisk Demokrati), op af graven.

Pelle Dragsted: Lad os genopfinde Ankers drøm om Økonomisk Demokrati (Politiken.dk, 24. marts, se note **)

Indlægget kommer i anledning af tidl. statsminister Anker Jørgensens død. Pelle leverer en meget velformuleret eventyr-fortælling om ØD, som mange i dag måske vil synes lyder rigtig, fx: “ØD vil forrykke styrkeforholdene i vores samfund og indskrænke den magt, som en snæver elite af virksomhedsejere i dag besidder.”

Og Pelle sætter trumf på ved at sige: “Det er efter min mening bestemt ikke venstrefløjens stolteste stund, at spænde ben for planerne om ØD.”

Det er rigtigt, at venstrefløjen dengang (VS og DKP som de største) var meget klare i kritikken af ØD-forslaget. Men den kritik omtaler Pelle D kun i overskifter – han gør intet for at modargumentere den.

Men nu var det ikke kun venstrefløjen (og arbejdsgiverne), der afviste ØD. ØD fik (som vi skal se: af gode grunde) aldrig nogen aktiv opbakning i arbejderklassen – på trods af et meget omfattende propagandaarbejde fra LO og Socialdemokratiets side.

Som VS skrev i deres ØD-pjece fra 1978 (“Økonomisk Demokrati! Arbejderkontrol – eller den kontrollerede arbejder?”):

“Det er jo et af LOs problemer, den danske arbejderbefolkning ønsker ikke ØD, næsten ingen fagforeninger har rejst kravet om ØD. Alligevel bliver det sat i centrum ved de kommende overenskomstforhandlinger.” [1]

ØD-forslagene

For at forstå, hvorfor ØD-forslaget aldrig fik opbakning (at det var en selvdød krikke), vil jeg kort ridse hovedlinjerne i det op.

Selve ØD-forslaget gennemlevede forskellige inkarnationer, men de centrale ideer ligger i det forslag fra 1973, som blev udarbejdet af et Fællesudvalg med repræsentanter for LO og Socialdemokratiet og med tidl. finansminister Henry Grünbaum i spidsen.

SF lavede (som mange andre) deres eget forslag (med de fleste af de samme grundlæggende problemer).

Principperne i LO-S-forslaget var ret enkle:

Arbejdsgiverne skal indbetale ½ pct. af lønsummen det første år, stigende med ½ pct. om året indtil det når 5 pct.
Pengene indbetales til en central fond styret af 60 personer, hvor 36 var repræsentanter for fagtoppen (LO 18, forbundene 18), og 24 var udpeget af regeringen.
For aktieselskaber over 50 ansatte kunne 2/3 af bidraget blive stående i virksomheden.
Efter 7 år udbetales bidragene til arbejderne.

Variationerne i de forskellige forslag gik bl.a. på, om der skulle tages udgangspunkt i lønsum (LO-S), overskud (Metal) eller værditilvækst (SF) – med forskellig konsekvens for kapital- og arbejdskraftintensive virksomheder. Og det gik på størrelse og sammensætning af fondsbestyrelsen (SF ønskede direkte valg). Samt på om virksomheder med mellem 20 og 50 ansatte også (hvis de var rentable) kunne beholde 2/3 af bidraget i virksomheden (+ div. tekniske variationer).

Forslaget blev både fremsat som lovforslag i folketinget, men trukket igen, og som overenskomstkrav op til OK-1979, hvor det også blev trukket efter en uge. I begge tilfælde fordi man ikke kun få de borgerlige/arbejdsgiverne med på ideen.

Baggrund

Baggrunden før og efter krisen for alvor slog igennem i efteråret 1973 var ret forskellig. Indtil 1973-krisen var det tænkt som et “statskapitalistisk fremstød” (Proletar! nr. 6, nov. 1973), der skulle styrke investeringerne især i de store eksportrettede virksomheder.

Som den højre-socialdemokratiske Metal-formand Hans Rasmussen sagde i januar 1973:

“Selv om vi i øjeblikket er underkastet en blandet økonomi, så skal vi vist nok passe på, hvorledes vi lægger vore fremtidige økonomiske dispositioner til rette, og vi kan måske blive stillet overfor et valg, der går ud på en bevarelse af det socialt-liberalistiske, men dog kapitalistiske samfund, eller helt overgå til en fastere statskapitalistisk samfunds- og erhvervsform.” [2]

Men efter krisen slog igennem, gennemførte den socialdemokratiske regering – under førnævnte Anker Jørgensen(!) – på kort tid en lang række “indkomstpolitiske” angreb, som LO oftest accepterede. Indgrebene var starten på den krisepolitik, som vi de seneste år har set skærpet igen og igen.

Fagtoppen kunne ikke blive ved med at lægge ryg til de mange angreb – især ikke da de ikke førte til de øgede investeringer, de angiveligt skulle (velkendt også i dag). Så de ville have noget igen.

ØD var en måde at sikre, at fagtoppen fortsat kunne støtte den kriseramte kapitalisme, mod at de selv fik indflydelse på investeringerne. Deres medlemmer fik så et stykke papir, hvor der stod, at de havde “medindflydelse”.

Arbejdsgivernes kritik

Arbejdsgiverne kunne kun være tilfredse med denne tvangsopsparing (som det hed i DKP’s ØD-pjece fra 1979: “ØD – en narresut” [3]).

LO-S-forslaget opererede fuldt og helt med, at investeringerne (som med ATP-fonden, Dyrtidsfonden osv.) skulle ske efter “forretningsmæssige kriterier”, som det hed i bemærkningerne til lovforslaget. Eller i “større virksomheder, der for at overleve, skal gennemgå en strukturtilpasningsproces med et stort kapitalbehov”.

Eller en tredje variant: “Det er formålet med bestemmelsen at sætte fonden i stand til at kanalisere fondsmidlerne hen til de dele af erhvervslivet, hvor vækstmulighederne og kapitalbehovet er størst ...” [4]

Det, arbejdsgiverne var utilfredse med, var den centrale fond, som ville give fagtoppen øget indflydelse på en betydelig del af investeringerne. Fondens midler ville efter få år blive ganske betydelige og efter 15 år nå op på over 100 mia. kr.

Derfor fremsatte både de og Det Radikale Venstre forslag uden den centrale fond – altså ren tvangsopsparing.

Desuden var der det problem, at mindre virksomheder (under 20 eller 50 ansatte) ikke ville få del i investeringerne fra fonden. Altså en sanering til fordel for store virksomheder på bekostning af de små.

Venstrefløjens kritik

Venstrefløjens kritik af ØD-forslaget og -tankegangen gik især på:

a) at ØD ikke var en del af vejen til socialisme

b) at ØD ville blive betalt af arbejderklassen

c) at ØD ikke ville betyde mere demokratisering eller angribe kapitalens interesser væsentligt

d) at ØD ikke ville mindske arbejdsløsheden

e) at ØD derimod ville binde fagbevægelsen (og især fagtoppen) endnu mere til kapitalismens profit-problemer og dermed gøre kampen for at gøre fagforeningerne til klassens kamporganisationer sværere

Da pkt. a) ikke (direkte) er en del af Pelles argumentation, vil jeg koncentrere mig om de andre punkter.

ØD skulle betales af arbejderklassen

Selv om ØD-indbetalingerne formelt set skulle indbetales af arbejdsgiverne, så var der ingen tvivl hos hverken fagtoppen eller venstrefløjen om, at prisen ville være, at man til gengæld ikke kunne komme igennem med andre overenskomstkrav. Der var altså en pris. Det er den “pæne” udgave af argumentet.

Den mere reelle udgave er den, som Røde Mor populariserede i deres sang “Økonomisk demokrati”: At S-LO i 1975-76, hvor LO’s ØD-kampagne kørte på sit højeste, allerede havde henholdsvis foretaget eller støttet en lang række angreb på tilkæmpede rettigheder. I Røde Mor-sangen var det dyrtids-reguleringen (som fra 1976, under Anker J, delvist blev indefrosset i den førnævnte Dyrtidsfond, suspenderet fra 1983 og endeligt afskaffet i 1987).

Eller sagt på en anden måde: Den anden side af ØD var indkomstpolitik og nedskæringer.

Som det hed i VS’s ØD-pjece: “Hvis derfor ØD-forslaget skal medvirke til en øget opsparing totalt, kan det kun ske, hvis arbejderne betaler fonden i form af løntilbageholdenhed.” (s. 16)

Eller i DKP’s: “ØD er ... blot en forlængelse af indkomstpolitikken ...” (s. 8)

Oveni dette skulle indbetalingen fra offentligt ansatte (selvfølgelig) foretages af staten og dermed betales af arbejderklassen gennem skatten. (Det er ikke helt klart for mig, men jeg tvivler ret meget på, at fonden kunne investere i offentligt ejede virksomheder. Så der er også her tale om omfordeling til det private erhvervsliv.)

Og da de private arbejdsgiveres fondsbidrag var fradragsberettiget, skulle godt 1/3 af deres bidrag ligeledes betales af staten (selskabskatten var dengang 36%!). (s. 6 i DKP’s pjece)

ØD ville ikke betyde mere demokrati

ØD ville ikke betyde et opgør med, at “få individer har kontrollen med afgørende dele af vores økonomiske samfundsliv”. (Pelles blog)

Det ville give nogle (meget få) flere del i den kontrol, nemlig toppen i LO og de største fagforbund. (Kun SF’s forslag opererede med direkte valg, men det er ikke det, Pelle roser.).

ØD ville ikke mindske arbejdsløsheden

Men det heller ikke er rigtigt, at “medejerskabet ville sikre en demokratisk forvaltet kapital, der kunne investeres til gavn for samfundet og lønmodtagerne – fx i nye og gode arbejdspladser.” (Pelles blog)

For det første, fordi investeringerne (som før nævnt) skulle ske efter “forretningsmæssige kriterier”.

For det andet – og væsentligere – fordi kapitalens problem ikke er mangel på ledig kapital, men mangel på profitgivende investeringsmuligheder. Især siden 1973 er der ophobet enorme mængder kapital, som ikke bliver investeret, fordi profitten (kapitalistisk set) er for lav.

Anker & Co.s forslag ville ikke demokratisere produktionen, men kun bringe fagtoppens og regeringens fond ind som en spiller på investeringsmarkedet.

For det tredje, fordi “gode arbejdspladser” (højere sikkerhed, bedre arbejdsmiljø osv.) også er dyrere arbejdspladser. Dvs. arbejdspladser med lavere konkurrenceevne.

Anker & Co.s forslag ville ikke røre markedsmekanismerne. Og så længe man ikke vil det, må virksomheder enten rationalisere eller gå under – uanset om de er ejet af fagtoppens fond eller ej. Det har vi set før med “arbejderejede” virksomheder.

Det er med andre ord blot en anden måde at sige på, at arbejderklassen selv skal betale for bedre arbejdspladser. (Ud over at det ville være i modstrid med bestemmelserne i ØD-loven, om at fondens primære formål skulle være at styrke konkurrenceevnen.)

De eneste undtagelser, hvor ØD-fonden ville gøre en forskel, er “virksomheder, der for at overleve, skal gennemgå en strukturtilpasningsproces med et stort kapitalbehov” – eller rene spekulationslukninger.

ØD derimod ville binde fagbevægelsen endnu mere til kapitalens profit-problemer

Pelle skriver, at venstrefløjens modstand (bl.a.) var begrundet i, at ØD ville “gøre arbejderne til små-kapitalister”. Det er lidt for nemt – og affærdigende.

ØD ville gøre fagtoppen til storkapitalister (langt større end ATP- og Dyrtidsfonden). Og det ville være endnu nemmere at sige, at nu må I lige løbe lidt stærkere, for “jeres egen” virksomhed har problemer.

Og ikke mindst: Den slags signaler ville komme med endnu større styrke fra fagtoppen, der jo ville sidde med dobbelt-kasketter på: Ledere af arbejdernes interesse-organisationer – og samtidig medejere med en stor aktiepost.

For socialdemokrater er det ikke noget principielt problem – de store virksomheders interesser er for dem også arbejdernes interesser. Og som vi har set, har LO-toppen – fra Thomas Nielsen til Harald Børsting – ikke de store problemer med at støtte angreb på arbejderklassen. Med en ØD-fond ville de blot få nemmere ved det.

Men det er i høj grad et problem for en venstrefløj, der forsøger at styrke arbejderklassens kampevne.

Fagtoppen ville med ØD i langt højere grad blive en direkte modstander.

At Pelle også hopper let hen over den del, er ærligt talt rystende. For datidens venstrefløj var det en af de absolut store bekymringer, hvad ØD ville betyde for de faglige organisationer.

Den selvdøde krikke

ØD døde efter få år en uceremoniel død af meget enkle årsager:

- arbejdsgiverne ville ikke lege med

- flertallet af arbejdere kunne (af gode grunde) ikke se fidusen i det – trods den massive propaganda fra LO-toppens side (der i øvrigt er glimrende beskrevet i VS’s pjece).

Det er bekymrende, at et ledende medlem af den yderste parlamentariske venstrefløj nu forsøger at hive krikken op af graven – og end ikke besværer sig med (bare antydningsvis) at imødegå den meget omfattende kritik, som datidens venstrefløj havde af ØD.

Efter min opfattelse var det afgjort en af “venstrefløjens stoltere stunder”, at man så klart gennemskuede – og videreformidlede – de mange problemer i ØD-forslaget (som jeg kun har berørt i overskrifter).

Pelles eventyr om at genoplive en “arbejder-fonds-kapitalisme” burde ikke høre hjemme på venstrefløjens dagsordener. Det var – og er – en socialdemokratisk klassesamarbejds-dagsorden. (Men selvfølgelig, hvis man gerne ville være et nyt socialdemokrati ...)

Det, vi i stedet har brug for, er en venstrefløj, der vil organisere modstand mod krisepolitikken. Det er kun ved at organisere flere arbejdere, studerende osv. til modstand, at vi kan ændre styrkeforholdene. (Som i øvrigt både VS’s og DKP’s pjecer understregede.)

PS: Anker-manien

Pelle indleder sin artikel med:

“Efter nyheden om Anker Jørgensens bortgang har aviser og sociale medier flydt over med minde- og lovord over den folkekære arbejdsmand, tillidsmand og statsminister. Og det er fuldt fortjent.”

Der er ingen tvivl om, at Anker J som person var af en ganske anden type end fx Thorning og Corydon. Og at han af mange arbejdere blev set som “en af vore egne”. Respekt for det.

Men det er patetisk, når venstrefløjen så ukritisk omfavner hans minde. Anker J’s regeringer var også dem, der gennemførte en lang, lang række angreb på arbejderklassen. Som indledte den lange periode med socialdemokratisk krisepolitik, hvor Thorning-Corydon-regeringens angreb blot er det seneste lavpunkt.

Han praksis viste, at han ikke var “en af vore egne”.

Det er også en del af historien om Anker J – og en vigtigere del end hans personlige egenskaber. For som en gammel konservativ engang sagde: “Skal man for alvor have gennemført nedskæringer, skal man have socialdemokraterne til det!”

Uden Ankers baggrund og personlige egenskaber ville han næppe kunne have kommet helskindet gennem den opgave.

Vi er nødt til at lære af historien, hvis vi ikke vil begå de samme fejl igen og igen. Historien om Ankers regeringer er meget lærerig.

Kilder

1. “Økonomisk Demokrati! Arbejderkontrol – eller den kontrollerede arbejder?”, VS-Forlaget 1978, s. 6.

2. Hans Rasmussen, Politiken 17.1.73. Citeret fra Proletar! nr. 6, s. 14, november 1973: "Økonomisk demokrati - et statskapitalistisk fremstød", side 14-23. Af Lilli Zeuner & Steen Scheuer.

3. “ØD – en narresut”, Forlaget Tiden 1979.

4. Citaterne er fra bemærkningerne til lovforslaget. Citeret fra Proletar! nr. 6, s. 19, november 1973.

Note ** Se også Pelle Dragsteds blog fra Politiken 24. marts, er også bragt -med Pelles kommentarer - som blog på Modkraft 28.marts 2016.

Se også linksamlingen om ØD-debatten på Modkraft Biblioteket.

Grib nuet!

Jørn Andersen — Mon, 21 Sep 2015 10:49:18 +0000

Af Jørn Andersen

[Tre gode kammerater – Charlie Lywood, Lene Junker og Anders Bæk Simonsen – har skrevet et indlæg om de seneste ugers politiske udvikling, som jeg synes I skal læse.]

For at forstå rækkevidden af, hvad der er sket de seneste uger på flygtningespørgsmålet, skal man huske på, at både blå blok og SR gik til valg i juni på en stram, strammere og strammest udlændingepolitik.

Så sent som dagen før Løkke annoncerede torsdag den 17. september, at Danmark ville tage imod 1000 flygtninge af de i alt 160.000, som EU forsøger at laver kvoter på, sang Inger Støjberg stadigvæk med på sangen om, at Danmark ikke tager imod en eneste af de 160.000 flygtninge, og at man ikke vil indgå i et fælles kvotesystem.

Det, vi ser, er altså en politisk kovending af dimensioner.

Den folkelige opinion er vendt

60 pct. af danskerne ønsker en fælles europæisk løsning, som Danmark skal indgå i, og 54 pct. ønsker, at Danmark skal tage imod flere og ikke færre flygtninge (mens 36 pct. er imod). Procenterne var omvendt for et år siden.

Men det er ikke alene vendt i meningsmålingerne. Det er også vendt på gaden.

Først ved at fænomenet “Venligboerne”, som spontant er voksede op med udspring i Hjørring i Nordjylland (en DF-højborg), har spredt sig over hele landet som en steppebrand. Tusinder og atter tusinder er gået ind i en konkret modtagelse af flygtninge i de enkelte kommuner med indsamling af tøj, organisering af aktiviteter for børnene og i det hele taget for at tage godt imod de nye borgere. Dette “nødhjælps-arbejde” viser med al tydelighed, at der i befolkningen er et massivt ønske om at trodse de hårde ord og vise et andet Danmark.

Politisk udtryk

Det andet er, at denne bølge af hjælpsomhed hurtigt fik et politisk udtryk.

Den 26. august deltog 2000 mennesker i en demonstration imod regeringens lovforslag om halvering af ydelsen til flygtninge, som får asyl. Nogenlunde på samme tid blev der af nogle privatpersoner oprettet en event 6. oktober på Folketingets åbningsdag – en symbolsk “Folkevandring” til Christiansborg.

Uden så meget som en løbeseddel, plakat eller andet promotion er 24.000 mennesker tilmeldt denne event. Dette uden organisation eller opbakning fra fagbevægelsen eller andre interesse organisationer. Lignende initiativer kommer til at foregår i andre større byer denne dag.

Konkret hjælp

Men prikken over i’et har været den konkrete opbakning, som almindelige mennesker har ydet langs grænsen, når virkelige mennesker på flugt, banker på Danmarks grænser ved Rødby og Padborg. Her forsøger de at komme igennem Danmark til Sverige/Norge/Finland, og Dublin-aftalen og politiet står i vejen.

Pludselig skifter stemningen fra små lokale initiativer til, at tusindvis af mennesker dropper, hvad de har i hænderne og sørger for, at langt de fleste af de små 5.000 flygtninge finder vej gennem Danmark.

Dublin-aftalen, som betyder, at alle flygtninge skal registreres i det først land i EU, de ankommer til, har været brudt sammen både i Ungarn og Tyskland (midlertidigt), mens regeringen forgæves har søgt at opretholde den i Danmark. Det holdt kun et par dage, og så måtte Rigspolitiet fortælle regeringen, at de ikke kunne garantere “ro og orden”, da de blev konfronteret med almindelige borgere, som ville ind og hjælpe flygtninge videre.

Dette skift fra opinion til handling var kun muligt, fordi der i forvejen eksisterede lokale netværk, som kunne gå i gang med blot få timers varsel.

Stormøder

Samtidig sker der en yderligere aktivistisk organisering, specielt i København, hvor der har været afholdt to stormøder med henholdsvis 700 og 500 i løbet af to uger under sloganet “Welcome to Denmark”. Dette både for at organisere den konkrete aktuelle hjælp til de tilrejsende flygtninge på banegårdene, mad-køkkener, transport til Sverige osv.

Men også for at diskutere politik. Blandt andet ved at tilslutte sig Folkevandring mod Christiansborg den 6. oktober. Og arrangere happenings og events mod Udlændingestyrelsen, menneske-banner i Fælledparken og ikke mindst den op mod 30.000 mennesker store demonstration 12. september på Christiansborg under sloganet “Refugees welcome”.

Summa summarum ser vi for første gang siden mobiliseringerne omkring Irak-krigen et større lag af folk, som hovedsagligt er nye i politik, men som gerne vil handle og diskutere. Og det på et spørgsmål, som få ville have troet kunne placere venstrefløjen i en gunstig situation efter valget i juni med DF’s store fremgang.

Parti-meningsmålinger står bom-stille

Det er dog interessant at bemærke, at trods dette massive og omfattende skift i både folkeopinion og aktivisme, står meningsmålingerne for partierne bom-stille. Der kan der være to forklaringer på, som begge er vigtige at få fat i.

Den ene forklaring kan være, at Socialdemokratiet ikke har brugt lejligheden til at udfordre Løkke, men i stedet har støttet ham i tykt og tyndt. Altså fastholdt S-politikken siden Nyrup: At være hård på udlændinge-området (som det senest kom til udtryk på deres kongres).

Samtidig har vi heller ikke set ét af partierne fra SF/Å/Ø-blokken i nævneværdig grad markere sig. Hverken på gaden eller i medierne. Dog er Enhedslisten kommet med et udspil torsdag den 17.9, som er hæderlig på spørgsmålet.

Den anden forklaring er, at det hovedsagligt er de 600.000 vælgere, som stemte på SF/Å/Ø-blokken, der har været i bevægelse – men ikke har formået at trække andre ind i aktivitet. Og det er der en grund til. Givetvis har medlemmer af SF/Å/Ø været massivt involveret i denne folkelige opblomstring, men de tre organisationer har ikke formået at rejse de politiske krav og presse regering og Socialdemokratiet, således at de fremstår som et politisk alternativ. Ej heller var de synlige som organisationer til demonstrationer 12. september. (SF havde dog et banner.)

Socialisters svar

For os at se kræver situationen forskellige initiativer fra venstrefløjen og fagbevægelsen.

Man skal erkende, at situationen har politisk ændret sig. På et spørgsmål som er så vigtigt for borgerskabet – her har de været nødt til at give sig. De har folkeopinionen imod sig. Men det er ikke sikkert, det holder, hvis ikke den nuværende spontane “bevægelse” får et politisk udtryk. Hvis ikke venstrefløjen og fagbevægelsen giver lederskab og stiller deres apparat til rådighed.
Det betyder, at venstrefløjen har et stort politisk ansvar for at give nogle bud. Hvorfor har vi råd til flygtninge? Hvor skal pengene komme fra? Her er det oplagt at gå i kødet på de nye flyindkøb til militæret og kræve højere skat fra de rigeste. Altså at kobler spørgsmål om flygtninge sammen med den sociale kamp mod ulighed i samfundet.
Det er også vigtigt at forklare, hvorfor der er en flygtningekrise og hvem, der har skabte den. Bl.a. at krigseventyrene i Irak fra 2003-11 skabte kaos, borgerkrig, etnisk had og senere ISIS. At placere ansvaret for borgerkrigen i Syrien i den inter-imperialistiske rivalisering, som sker både globalt og regionalt. Det er Rusland og Iran, som støtter Assad og holder hans morderiske regime oppe. Det er Vestens støtte til oppositionen, også militært, som lige nøjagtigt holder borgerkrigen i gang.
Altså at begynde at diskutere den imperialistiske verden, vi lever i, og hvordan den kan bekæmpes. Herunder hvordan håbet om demokrati og social forandring i den arabiske verden i 2011 fik millioner i bevægelse og væltede regimer, men også hvordan det blev kvalt i kontra-revolutioner i Egypten, Bahrain, Libyen og Syrien af militære kræfter, enten indefra eller udefra, støttet af imperialistiske magter både lokalt og globalt. Altså vores egen herskende klasses dybe involvering i årsagerne til flygtningesituation i dag i Mellemøsten (og i Afrika generelt kunne man tilføje).
Det er også oplagt at inddrage fagbevægelsen i arbejdet, da “Welcome til Denmark” også betyder flere mennesker, og det betyder evt. pres på lønninger og arbejdsvilkår, som højrefløjen vil udnytte til at fastholde racismen. Her ville det være oplagte at koble flygtninge-spørgsmål sammen med krav om lige vilkår for alle og udnytte de gode takter fra kampen mod Ryanair.
Det er også en opgave at bekæmpe skellene mellem flygtninge og migranter, som EU-borgerskabet propagandistisk har kastet ind i debatten for at splitte bevægelsen i Europa. For det, vi ser i Danmark, ses også mange andre steder. Dette leder hen til diskussion om åbne grænser og retten til at bosætte sig, hvor man vil for at forbedre sine vilkår. Det gælder også retten for flygtninge (uanset “kvoter”) til at bevæge sig, hvor de vil i EU, når de har opnået asyl. Og hertil knytter sig retten til at være statsborger, så hurtigt som muligt, så man kan komme i gang med sit liv.
Hvis venstrefløjen skal være relevant, skal den også have en idé om, hvordan bevægelsen skal udvikle sig. Her er det oplagt at foreslå (som det tidligere er blevet drøftet fra talerstolen på demoen den 26. august), at der oprettes en paraply-organisation på landsplan, som alle disse forskelligartede initiativer kan se sig selv i, og hvor der kan tages initiativer til demonstrationer, happenings, produceres materiale og blive en samlet stemme. Det kunne passende være under parolen “Flygtninge er velkomne i Danmark”. Det vigtigste er, at der er en demokratisk struktur og en aktivistisk tilgang.

Socialister har altså en enestående chance for at være relevante for et større antal mennesker, end vi er vant til.

Venstrefløjens testes

Vi ved, at racisme, imperialisme og krisen i den globale økonomi hænger uløselige sammen. Vi ved også sammenspillet imellem krisens dybde, miljø- og klimakatastrofer og krige vil betyde, at den uregerlige globale situation vil fortsætte med at teste alle politiske tendenser for svar på de stadigt større kriser. Derfor står vi med nogle svar – revolutionære svar, som i hvert fald en del af dem, som er kommet i bevægelsen, kan bruge til noget og kan bliver overbeviste om.

Samtidig er denne ændring i stemning og handlinger ikke af permanent karakter. Højst sandsynligt kommer borgerskabet igen i offensiven. Lige nu er de på hælene. Men det er også lige nu, vi har en historisk chance for at genrejse en aktivistisk, politisk bevægelse på et område, som er vitalt for den herskende klasse.

Et nederlag for dem på dette spørgsmål kan være starten på den måde, hvor modstand mod nedskæringspolitik og nyliberalisme får et udtryk i Danmark.

Men det haster. Grib nuet!

Kære anti-racister – i dag er vi ikke alene!

Jørn Andersen — Sun, 22 Mar 2015 03:15:11 +0000

Af Jørn Andersen

Min gode ven og kammerat Jesper Juul Mikkelsen holdt lørdag den 21. marts denne tale til demonstrationen “Flygtninge og muslimer er velkomne” i København på vegne af Racismefri By. Jeg synes, den er værd at dele.

Før demoen. Foto: Sonny Andersen

Kære anti-racister – i dag er vi ikke alene!

I dag samles anti-racister i bl.a. London, Glasgow, Cardiff, Newcastle, Oslo, Amsterdam, Wien, Frankfurt, München, Freiburg, Karlsruhe, Dresden, Hannover, Stuttgart, Kølen, Berlin, Barcelona og Madrid, Paris, Toulouse, Wien, New York, Seoul, Athen, Thessaloniki, Patras, Odense og København.

Lige nu viser vi – på tværs af grænser, på tværs af religion, på tværs af kulturer – at vi sammen kan vi bygge et fælles modsvar mod racisme.

Flygtninge

I dag siger vi det modsatte af vores politikere – vi siger velkommen til flygtninge.

50 millioner mennesker er på flugt – fra krige som vore vestlige regeringer har et stort ansvar for. Vi står over for den største flygtningekatastrofe siden 2. verdenskrig.

Det er en menneskelig katastrofe, der udspiller sig – men vore politikere bliver blot mere kyniske. De bygger hegn, øger kontrollen, bygger moderne koncentrationslejre. Og Middelhavet er blevet gjort til en kirkegård for desperate mennesker på flugt.

De siger der ikke er råd – men vi siger, der er råd. De rigeste mennesker i Danmark har aldrig været så rige som nu.

Kom ikke og sig, der ikke er råd til flygtninge. Hvis der er råd til krig, er der også råd til at tage imod flygtninge. Og hvis der mangler penge, så tag pengene, hvor de er – nemlig hos de rige.

Muslimer

Og vi siger det modsatte af vores politikere: Vi siger muslimer er velkomne.

Danmark har nu været i krig i 14 år. Og krigen er blevet solgt på at umenneskeliggøre de muslimske befolkninger, man vil bombe, besætte og bestemme over.

Det fjendebillede, som politikere har gentaget og gentaget, har selvfølgelig en betydning – det skaber frygt.

Mænd med muslimsk baggrund har langt sværere ved at finde jobs og praktikplads.

Risikoen for at blive stoppet af politiet er langt højere, hvis du er mørk i huden eller har muslimsk baggrund. Og stigmatiseringen som farlig og terrorist sætter sig som et brændemærke.

100-vis af muslimske kvinder har oplevet at blive overfaldet både fysisk og verbalt – og oplever at få trukket tørklædet af.

Hvis det var andre grupper, der oplevede denne diskrimination, ville der lyde et ramaskrig. Men i stedet oplever vi, at politikerne er med til at legitimere denne uretfærdighed.

Derfor en særlig hilsen til vores muslimske brødre og søstre.

Længe nok er muslimer blevet gjort til fjenden, længe nok er muslimer blevet gjort til syndebukke, mistænkeliggjort – hånet, spottet og latterliggjort.

Der skal derfor lyde en klar opfordring herfra: Fra i dag må vi stå sammen.

Det må fra nu af være en fælles kamp at sige: Nok er nok – hetzen mod vores muslimske medborgere skal stoppes.

Krisen

Et liv på bunden af samfundet i dag er svært. Kontanthjælpsreform, starthjælp, unge-ydelse osv. har gjort mange fattige og meget mere pressede.

Vi har en voksende andel af børn, som vokser op i fattigdom og mange flere hjemløse unge. Det er i Danmark – og det ser endnu værre ud i det sydlige Europa.

Og den voksende ulighed skaber vrede. Men vi vender sjældent vores vrede opad mod dem, som har ansvaret for udviklingen.

De bruger et gammelt kendt trick. Hæng en gruppe ud – gør dem til syndebukke. Sig det er deres skyld – de nasser og er kriminelle. Det hedder “del og hersk”.

Men vi skal ikke acceptere deres forklaringer:

Det er ikke muslimerne, der drikker vores saftevand og spiser vores kage på sygehusene.

Det er ikke flygtningene, som har forringet dagpengene eller ødelægger vores sociale sikkerhedsnet.

Det er nedskæringspolitikerne.

Og det ikke er østarbejderne, som dumper lønnen. Det er grådige arbejdsgivere.

Racismen er deres redskab til at komme med falske forklaringer på de virkelige problemer, vi oplever.

Håbet

Vi har i mobiliseringen til denne demonstration fået rigtig mange positive og hjertevarme oplevelser.

Jeg tror, det skyldes, at vi er mange, som virkelig har brug for at samles om at tingene skal være anderledes. Det er ikke nok at sige, at det ikke må blive værre end det er.

Vi har brug for forandring.

Derfor siger vi det modsatte af vores politikere – fordi vi trænger til forandringer. Ikke på deres præmisser – men på vores.

Forandring kommer fra neden. Men forandring fra neden kræver sammenhold og solidaritet.

Derfor er anti-racisme så vigtig. Fordi vi skal lære hinanden at kende. Fordi vi alle har brug for sammenhold.

Med et stærkt sammenhold kan vi begynde at gøre op med den uretfærdighed, vi alle oplever.

Derfor bliv aktiv i den anti-racistiske bevægelse – fordi aktiv anti-racisme giver håber for fremtiden!

Det moralske kompas’ begrænsninger

Jørn Andersen — Wed, 18 Feb 2015 21:23:24 +0000

Af Jørn Andersen

Refleksionerne blandt Modkrafts bloggere efter weekendens attentater i København går i mange forskellige retninger.

Erik Storrud havde det første indlæg allerede inden for et par timer efter det første angreb. Derfor er det selvfølgelig ret fragmentarisk. Ikke desto mindre rammer han grundlæggende rigtigt, når han siger: “Terror er et produkt af konflikt, krig og social hjælpeløshed.”

Det synspunkt bliver dagen efter angrebet af Lasse Skou Lindstad. Efterfølgende er der indlæg af mere eller mindre relevans af Leif Donbæk Thomsen, Yonatan Ungermann Goldshtein, Curt Sørensen, igen Erik Storrud samt Magnus Esmark Schrøder og Silas Marker.

Indlæggene fra Lasse og fra Magnus og Silas er de mest interessante, fordi de forsøger at give svar på, hvordan venstrefløjen bør svare, når der sker ting som i weekenden.

Jeg vil med det samme afsløre, at jeg er langt mere enig med enig med Magnus og Silas end med Lasse. Hvorfor?

“Det åbenlyse”

Det starter allerede i Lasses afsnit om “det åbenlyse”. Punkt 1 er jeg helt enig i: “Selv hvis terror har samfundsmæssige årsager, så bærer den enkelte terrorist det fulde ansvar.”

Jeg er enig, fordi socialister ikke bør fratage mennesker et personligt ansvar for deres handlinger. Mennesker er ikke kun “afspejlinger” af samfundsmæssige forhold. Det unikke ved mennesker er, at vi er i stand til at reagere på disse forhold på en (mere eller mindre hensigtsmæssig, men ikke desto mindre) reflekteret måde. Og derfor har vi også et ansvar for, hvordan vi handler.

Ikke desto mindre er det en rent juridisk eller moralsk betragtning, som ikke bidrager til at forklare. Og politiske svar må nødvendigvis tage udgangspunkt i forklaringer, hvis de skal være et kompas, vi kan navigere efter.

Det problem bliver mere tydeligt i punkt 3 i samme afsnit: “Vi bør forsøge at undgå at bagatellisere terrorhandlinger, når vi peger på vores egne landes forbrydelser som værende langt værre.” og “Når man foretager den slags sammenligninger (..) handler det ikke om hvilke forbrydelser der er værst, men at begge dele er forfærdelige.”

At begge dele er forfærdelige kan vi ikke blive uenige om. Men argumentet lader det stå uklart, om det overhovedet er “tilladt” at lave sammenligninger? Det mener jeg, det er. Ellers ender vi som venstrefløj i et handlingslammet filosoferende ingenmandsland.

Der er forskel

Det er værre at slå 100.000’er ihjel i Afghanistan, Irak og Libyen, end det er at slå 2 ihjel i København. Det er værre, når verdens stærkeste magter i årtier sætter deres militære og økonomiske styrke ind på at smadre og undertrykke et land (eller rettere: en række lande), end når en desperat og forvirret ung mand med et (selv relativt avanceret) håndvåben forsøger at slå igen. Langt værre.

At dynge det hele sammen i et “begge dele er forfærdelige” er ikke kun at bagatellisere de mange 100.000’ers liv til nogle få dages trafikdræbte. Det er at tage éns svar helt ud af den politiske sammenhæng, begivenhederne forgår i, og begrænse sig til etisk-moralske svar.

At insistere på, at der er forskel, betyder ikke at “bagatellisere” weekendens attentater (som jeg i øvrigt heller ikke mener, at Erik Storrud gør). På det personlige plan er det for de dræbtes pårørende ret sekundært, om de blev dræbt i trafikken, ved et attentat i København eller et fosfor-angreb i Fallujah, Irak. Sorgen er lige stor.

Men på det politiske plan er det anderledes. Her hjælper det meget lidt at tage udgangspunkt i det personlige. Vi ved fx om trafikdrab, at straf og sanktioner mod den enkelte trafiksynder hjælper meget lidt, hvorimod en ændret trafikstruktur kan hjælpe ret meget.

At tage udgangspunkt i en helhedsforståelse af, hvordan magt og undertrykkelse fungerer, burde være langt mere centralt i et indlæg med overskriften “Islamistisk terror og vestlig imperialisme”.

Hvis venstrefløjen afkobler forbindelsen mellem tilsyneladende meningsløse “terror”-angreb, ender vi meget let som det samlede spektrum af danske partiledere efter angrebet i Paris: Forklaringer er ikke nødvendige, fordømmelse er nok.

Personlige eller samfundsmæssige forklaringer?

Lasse bevæger sig desværre meget tæt på den konklusion:

“Og enkelte individers handlinger skyldes ikke nødvendigvis store samfundsmæssige problemer. Jeg vil selv, uden helt at vide det, påstå at en mand som Breivik først og fremmest begik terror på grund af hans egne psykologiske problemer, der kan tænkes at have rod i hans opvækst.”

Uanset om Anders Breiviks eller Omar El-Husseins handlinger til en vis grad kan forklares psykologisk, så kan det ikke forklare, hvorfor de valgte de mål, de valgte.

Havde det ikke været, fordi ikke kun den yderste højrefløj fra DF og længere ud, men også de fleste mainstream-politikere og -medier, i mange år havde italesat indvandring, “fremmede” og muslimer som et problem, så ville Breivik have haft langt sværere ved at tro, at hans handlinger gav mening.

Tilsvarende med Omar El-Hussein. I et lidt overset interview i BT giver en journalist, der mødte ham i 2011, denne forklaring:

»Der er ingen tvivl om, at det er politisk motiveret vold. Men jeg tror ikke, han kunne svare på, hvad han egentlig ville opnå. Hans profil tyder på, at han er en tabermand fra bunden af samfundet, der har været en del af et forrået miljø, og som har taget en religiøs krænkelse på sig sammen med andre krænkelser, han føler, han har oplevet«, siger Aydin Soei.

“Psykologiske problemer” opstår ikke i et tomrum. De opstår (i langt de fleste tilfælde) i individets forsøg på at deale med det omgivende samfund – et samfund, der for flertallet hverken er lige eller frit, men klassedelt og undertrykkende.

Så når vi som venstrefløj skal give svar og forklaringer, er vi nødt til at bevæge os fra det personlige til det politiske.

Vi kan ikke forklare hverken attentaterne i Paris eller København uden at vores primære udgangspunkter er Danmarks og resten af USA-alliancens massemyrderier i Mellemøsten, den accelererende racisme og islamofobi i de krigsførende lande selv og den stigende grad af håbløshed, som flere og flere oplever i et stadigt mere ulige samfund.

Ved at bevæge os fra de personlige til de samfundsmæssige forklaringer, og tage udgangspunkt i, at “Terror er et produkt af konflikt, krig og social hjælpeløshed”, kan vi til gengæld gøre kampen mod “terroren” til en del af vores arsenal mod kapitalismens vanvid. (Se Curt Sørensens og Magnus/Silas’ indlæg for begrundelse for at sætte anførselstegn om “terror”.)

Og vi kan vel at mærke gøre det uden at blive tvetydige i vores forsømmelse af “terroren”. Men også uden at blive tvetydige i vores solidaritet med muslimer, jøder, romaer og andre mindretal, der rammes af racisme og social undertrykkelse.

Uden et sådant udgangspunkt, bliver venstrefløjens svar meget nemt til en mere eller mindre modstræbende tilpasning til det politiske mainstream. Vi skal i stedet komme med ægte radikale svar på, hvordan vi kan lave verden om.

Et PS:

Der er mange ting i det, Lasse skriver, jeg er enig i. Specielt når han til sidst siger: “Venstrefløjen skal give reelle svar på verdens problemer og udgøre et alternativ til de højreekstreme bevægelser.”

Desværre drukner de fornuftige ting i, at han som mange andre på venstrefløjen ikke er i stand til at bryde tilstrækkeligt med mainstream- (dvs. borgerlig) konsensus. Det er ærgerligt, for det gør det sværere for venstrefløjen at blive det alternativ, Lasse – og jeg – ønsker.

Som Magnus og Silas siger:

“En sag om nogle tegninger har formodentlig været den sidste gnist, men helt ærligt – man skyder ikke på andre mennesker kun pga. en tegning. Der ligger andre årsager bag, og det er vores opgave som socialister at afdække disse og forholde os til dem – i stedet for blindt at abonnere på den gældende historie.”

(Se også Internationale Socialisters udtalelser efter Paris og efter København, som jeg har været med til at skrive.)

Protestér mod Helle Thorning 1. maj

Jørn Andersen — Thu, 24 Apr 2014 15:19:17 +0000

Af Jørn Andersen

Internationale Socialister opfordrer til at deltage i den politiske protest ved Helle Thornings tale 1. maj i Fælledparken.

Det er vigtigt at skabe protest mod regeringen. Og det er vigtigt at få protest og modstand tilbage på 1. maj.

Men den planlagte fløjte-protest er indkaldt på et for snævert grundlag. Ikke alle, som er vrede over regeringens angreb, vil synes, det er fedt at skulle deltage i et forsøg på at overdøve Thorning.

Derfor opfordrer vi til at gøre protesten mere politisk og inkluderende. Hvordan, vender jeg tilbage til.

Modstand mod regeringen

Helle Thorning er i front for en nyliberal regering, som igen og igen angriber flertallet: Arbejderklassen og de svage i samfundet. De vil skabe en “konkurrencestat”.

Danske arbejdere skal trynes, vores organisering skal svækkes, og vi skal gerne blive bange for at blive arbejdsløse og ende på bunden af samfundet. Derfor skaber de fattigdom og stigende ulighed.

Derfor skal 1. maj bruges til protest. Vi går derfor til Helle Thornings tale i Fælledparken under sloganet “Nedskæringer og fattigdom – skal mødes med sammenhold og modstand”.

1. maj i Århus sidste år

Sidste års 1. maj fandt sted kort efter at regeringen havde afskaffet dagpengene og angrebet lærerne. Lærerne var efter tre ugers konflikt meget vrede og det fik afløb 1. maj.

Det var en massiv arbejder-protest, som vi var vidne til. Det var derfor, den var så magtfuld og umulig at bedømme som andet end en bredt funderet vrede.

1. maj i København i år

I år er situationen en anden: Der er ikke en stor arbejdergruppe, som kan mobilisere til fylde pladsen. Derfor vil protesterne være mindre – men vreden vil stadig være der.

Det er vigtigt at tage i betragtning, når man vælger sine paroler og kampformer.

Når radikaliteten er mindre i befolkningen i år, vil det være meget lettere politisk at isolere de aktivister, som vil overdøve Thorning. Derfor kan vi ikke bare gentage sidste års succes.

Mellem opportunisme og sekterisme

At undlade at protestere med henvisning til, at Thorning leder et “arbejderparti”, er at glemme, at hendes regering har gennemført de mest brutale angreb i årtier. Det er opportunisme.

At undlade at tage højde for, at Thorning er leder af et parti, som mange 1. maj-deltagere stemmer på, er sekterisme.

IS mener, det er rigtigt at protestere. Men vi ønsker at protestere på en måde, så vi har en chance for at komme i dialog med dem, der både er utilfredse, men stadig mener, Thorning skal have en plads på 1. maj.

Deltag under egne paroler

Derfor opfordrer IS til at deltage i protesten. Og vi ønsker at vrede og utilfredse arbejdere, studerende, Enhedslistefolk osv. kan deltage med egne paroler – også selv om man ikke ønsker at overdøve Thorning.

Vi ønsker at være med til at skabe en diskussion om, hvordan vi skaber en stor og bred bevægelse, der kan sige stop. Hvis arbejdere, arbejdsløse og studerende handler kollektivt – så kan vi slå igen mod regeringen og systemets ødelæggende politik.

Lad os møde op med politiske skilte på dagen og forsøge at skabe et rum, hvor den politiske protest fylder så meget som muligt, men hvor vores mål ikke er at overdøve Thorning.

Skilte-workshop

Vi arrangerer en workshop 30. april fra kl. 17 på Christianshavn, hvor du kan være med til at lave dine egne skilte, bannere o.l. Vi opfordrer alle, der vil protestere til at deltage. (Kontakt Jesper Juul Mikkelsen, tlf. 6168 3616, hvis du vil vide mere.)

Check Facebook-eventet – vi ses!

https://www.facebook.com/events/282992868527794

Nej til angreb på børnechecken

Jørn Andersen — Thu, 27 Feb 2014 22:41:55 +0000

Af Jørn Andersen

De borgerlige, med Dansk Folkeparti i spidsen, kører i øjeblikket en kampagne for, at de såkaldte “østarbejdere” ikke skal have ret til børnecheck.

De såkaldte “østarbejdere” er nogle af de laveste i job-hierarkiet på det danske arbejdsmarked.

De har nogle af de ringeste jobs, de dårligste lønninger, de mest elendige “boliger” og er langt mere udsatte for arbejdsgivernes chikane end såkaldt “danske” arbejdere, fordi de hvert øjeblik kan sendes “hjem”.

Så når nogle af de laveste i arbejderklassen angribes, så siger vi naturligvis: Ikke på vilkår! Os på bunden af samfundet må stå sammen i stedet for at slås indbyrdes.

Og så spørger vi vore kolleger, naboer, familie, medstuderende eller hvem vi ellers diskuterer med (og som også har oplevet de seneste års omfordeling fra fattig til rig):

Tror I, at det vil hjælpe jeres bror eller søster på kontanthjælp, eller den arbejdsløse bygningsarbejder, hvis man tager børnechecken fra nogle få hundrede “østarbejdere”?

Eller tror I, at det – som det plejer – skal bruges til at tage den fra endnu flere, der får den “uberettiget”?

For universelle velfærdsgoder

De borgerliges hensigt med den debat er vist klar nok. De kan altid finde én eller anden “særlig” gruppe, som “helt åbenlyst” modtager penge uretfærdigt. Og når de har taget pengene fra dem, går de videre og tager dem fra resten af os.

Derfor har venstrefløjen altid holdt fast i princippet om, at velfærds-goder, der omfatter alle, er langt mere solidariske og langt sværere at tage fra folk. Og vi har altid holdt fast i ikke at ville deltage i at spille én gruppe ud mod andre.

(At det er peanuts i kroner og øre, det drejer sig om, gør det bare endnu mere absurd. Kig i stedet på de milliarder, de rige har fået i skattelettelser osv.)

Social dumping

Det er ærgerligt at se, at Enhedslistens ordførere er gået helt galt i byen i denne debat.

Argumentet er, at vi skal se det som en del af kampen mod social dumping. Hvis arbejdsgiverne kan udbetale lavere løn med henvisning til, at “østarbejderne” i stedet kan få en dansk børnecheck, så vil Enhedslisten angribe børnechecken.

Men kampen mod social dumping vindes ikke ved at tage pengene fra nogen af dem, der i forvejen er svagest. Ligesom den ikke vindes ved at pudse politi og sociale myndigheder på “illegale” udenlandske arbejdere.

Kampen mod social dumping kan kun vindes gennem faglig aktion og faglig organisering, der er solidarisk med alle arbejdere – uanset hvor de kommer fra. At gøre staten til en allieret i den kamp er en blindgyde.

Hvad går galt, Enhedslisten?

Den går galt, fordi man tænker mere og mere i at administrere, i stedet for i at slås. Og fordi man er ved at købe argumentet om, at staten er “vores” stat.

Det betyder, at man bøjer af for det nationalistiske argument. Grunden er, at nationalismen er en meget dominerende ideologi. Ikke kun blandt de borgerlige, men også blandt socialdemokrater og dele af fagbevægelsen og venstrefløjen.

Og især hvis man tænker i at skulle administrere kapitalismen, i stedet for at bekæmpe den, så begynder disse nationalistiske argumenter at snige sig ind.

Vi er nødt til at starte med det helt principielle – og så gøre det konkret herfra:

Staten er ikke vores stat – men en hierarkisk stat styret af og for dem som sidder på den politiske og økonomiske magt i Danmark.
Arbejdere har ikke noget fædreland – vi har mere tilfælles med arbejdere i Polen og Tyskland end med vores egen overklasse.
Vore modstandere er arbejdsgiverne og staten – ikke arbejdere, som tvinges til at søge arbejde i andre lande, eller har et andet sprog eller end anden hudfarve.

Vi står i den dybeste krise siden 30’erne. Angrebene vælter ned over arbejdere og fattige i hele Europa. Vi har brug for at holde sammen.

Derfor står det gamle kampråb stadig ved magt: Arbejdere i alle lande, forén jer!

Denne blog er skrevet af Jørn Andersen sammen med Jesper Juul Mikkelsen, og er også i Socialistisk Arbejderavis, nr. 336 (kun online) på Socialister.dk

BAGGRUNDSBOX:

Hvordan startede sagen?

I EU afhænger det land, der har ansvaret for din sociale sikring af din økonomiske status og dit bopælssted – ikke din nationalitet.

Det princip kan man mene om, hvad man vil, men det er i det mindste et princip, som stiller alle lige for loven.

I Danmark har man ikke haft den ret fra dag ét – man skulle optjene retten gradvist over en periode på to år. Det har EU-domstolen så erklæret i strid med den generelle regel.

Regeringen vil så ændre de danske regler, så de bliver i overensstemmelse med EU-reglerne (hvilket i dette tilfælde er meget fornuftigt).

Men så øjner de borgerlige chancen for nemme points. Det er en chance for at angribe retten til børnechecken for en gruppe, som i forvejen er sårbar – de såkaldte “østarbejdere”.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, lægger ikke skjul på, at hun også synes, der skal kigges på udbetaling af SU, dagpenge og kontanthjælp til EU-borgere.

Der er altså tale om at bruge angrebet på “østarbejderne” som murbrækker for de næste angreb på sociale ydelser.

Er du overrasket? Næppe.

Ifølge Danmarks Radio bruger staten i alt cirka 16 milliarder kroner årligt på at udbetale en børnecheck til alle børn i Danmark.

Det samlede beløb til børn af EU-borgere udgør altså i 2012 mindre end en procent af det samlede regnskab. Helt præcis 0,6 procent.

De borgerlige går ikke efter de 0,6 pct. – de går efter de 16 milliarder.

Gæsteblog: Et forslag til strudse-program

Jørn Andersen — Mon, 24 Feb 2014 16:42:19 +0000

Af Jørn Andersen

Dette indlæg er skrevet af Jørgen Lund og er en omarbejdet artikel fra Socialistisk Arbejderavis, nr. 336, februar 2014.

Hovedforslaget til Enhedslistens nye principprogram er kommet fra en skrivegruppe nedsat af Hovedbestyrelsen, som har fremlagt et forslag, der netop på alt for mange punkter bryder helt og aldeles med de revolutionære formuleringer i 2003-programmet: Kapitalisme og socialisme i det 21. århundrede.

Som især i afsnittet om "Revolutionens nødvendighed"
”Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække.

Centrale reformkrav, som f.eks. en definitiv afskaffelse af arbejdsløsheden, kan netop kun gennemføres ved at bryde med det kapitalistiske systems rammer. Og det er en dyrekøbt historisk erfaring, at den samfundsklasse, der sidder på kapitalmagten, ikke godvilligt tillader sådanne brud. Heller ikke selv om et befolkningsflertal står bag ønsket om en samfundsforandring. Den herskende klasse vil bruge alle midler, fra økonomisk sabotage til voldelig undertrykkelse, for at forhindre en sådan udvikling.
Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution - i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag.

Konkret drejer det sig selvfølgelig om overtagelse af de økonomiske nervecentre (arbejderovertagelse af de større virksomheder, demokratisk kontrolleret samfundseje af bank- og kreditvæsen), men også om at erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede. Et socialistisk samfund kan ikke bare »overtage« den nuværende stat - heller ikke i en reformeret, demokratiseret udgave -som fundamentalt set er indrettet til at organisere og forsvare netop et kapitalistisk samfund…” (side 30 i trykte udgave).

Sådanne opfattelser skal nu ikke bare ajourføres eller gøres forståelige eller støves af, dem skal der løbes fra.

Det er det stadig gældende 2003-program, som partiets ansatte talspersoner, med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen siden valgkampen i 2011, undlod at forsvare og forklare, men bortforklarede med at programmets vigtige formuleringer var støvede og forældede. Det drejede sig netop om helt centrale formuleringer om Enhedslistens mål som det kommunistiske/klasseløse samfund og om opløsningen af politiet og militæret til fordel for nye folkemagtsorganer under socialismen.

Bortset fra disse selvfølgeligheder i et socialistisk partis program indeholder 2003-programmet også den afgørende sætning om, at ”Enhedslisten ikke har illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække.”

Alle disse formuleringer nu pist-væk og helt forsvundet fra programforslaget. Et forslag som trækker socialisters argumentation 160 år tilbage, til tiden før Karl Marx og den ideologi arbejderbevægelsen byggede på fra midten af forrige århundrede og frem.

Karl Marx kaldte dét kommunistisk (fx det Kommunistiske Manifest fra 1848. se forklaringen i forord til den tyske udgave 1890) - selvfølgelig ikke for at hylde de såkaldte kommunistiske lande, der først fik deres blodige og arbejderfjendske gang på jorden trekvart århundrede senere - men for at lægge afstand fra samtidens socialister. Disse var fælles om en idealistisk opfattelse af kapitalismen, i modsætning til Marx, der lagde vægt på en teoretisk opfattelse af samfundssystemet, og ikke mindst, hvorfor modstanden mod kapitalismen måtte være ud fra arbejdernes klassekamp, og ikke ikke fordi velmenendes enkeltpersoner havde gode ideer til alternativer.

Programforslaget er et 160 års tilbageskridt, - tilbage til den moralske kritik af kapitalismen. Fordi programforslagets grundlag for kamp for samfundsændringer er ikke de sociale og økonomiske kampe der gølger af modsætninger til de der ejer/bestemmer over produktionsmidlerne og staten, men grundlaget i programforslaget er kritik af manglende demokrati.

Den historiske tradition og inspiration er også faldet ud - kun en mangelfuld velfærdsstat er den historiske arbejderbevægelses frugt.

Selv SF skriver åbent i deres principprogram fra 2012, at de er inspireret af ”en udogmatisk marxistisk samfundsforståelse” i kamp for demokratisk socialisme. SFs principprogram lancerer et årstid før det blev Enhedslistens kampagneslogan og buzz-word, termen ”fællesskaber”, som hos SF som identisk med socialisme, og det nævnes 7 gange så ofte som socialisme i deres programmet. Desværre har Enhedslistens programforslag ladet sig mere inspirere af SFs besværgelser om den gamle socialdemokratiske parole om demokratisk socialisme (1), end af SFs påståede marxistiske inspiration. (2)

I programforslag fra Enhedslistens skrivegruppe er kapitalismen forklaret som først og fremmest udemokratisk, som en forhindring for folkestyre. Og udbytning er kun forklaret som noget der foregår globalt, i ulige internationale handelsforhold. Men kapitalismen bygger på en udbytning af lønarbejderne, både nationalt og globalt. Dét er også den vigtigste grund til at arbejderklassen er den sociale klasse, der har interesse og mulighed for at lave en socialistisk omvæltning af kapitalismen. Programforslagets mobilisering for samfundsændring er ønsket om mere og mere demokrati, med det demokratiske argument som drivkraft.

Programforslaget er et radikalt reformprogram, der ikke taler om revolution som en omvæltning af kapitalismen, - som begivenhed der skal finde sted, Og som lukker øjnene for hvilke sociale kræfter, der skal stå for at gennemføre programmets definition af revolution: Når flertallet tager magten i samfundet. En strudsemetode at komme med bud på, hvad ”flertallet” består af. Hovedet ned i sandet og tys-tys om hvilke sociale klasser og deres forhold, der kan være og hvordan der kan blive et sådant flertal. Altså med mindre man kun vil tælle flertallet ved parlamentariske valgprocesser, før og efter ethvert radikalt reformskridt. Revolutioner har haft det med at være ulovlige, men her kan Danmark åbenbart blive et eksempel på den første lovlige samfundsomvæltning, godkendt på forhånd af politivedtægt og af en forudgående grundlovsændring.

Strudsen må være idealet for skrivegruppens opfattelse af, at flertallet kan tage magten – på den ene eller anden måde – uden at det herskende mindretal af kapitalister, statsapparat med politi, domstole og militær, de ledende lag i staten, myndighederne og finanssektoren osv. bare vil se passivt på en sådan udvikling uden brug af kapitalflugt, politisk og økonomisk uro og sabotage og i sidste ende blodig kontrarevolution. Garantien herimod er programforslaget helt tavst om. Måske håber man, at journalister og vælger vil undlade at spørge ind til det. Eller håber man at kunne svare, at ”det står der ikke noget om i vores program”. Man forestiller sig vel ikke, at garantierne for demokratisk vilje bare skal gentages og gentages, så vil den parlamentariske vej til socialismen være åben.

Andre er bedre forberedte, se fx denne (måske satiriske?) jule-artikel i internetmagasinet 180 grader: ”Sådan knækker vi demokratisk socialisme- helt lovligt!”

Altså: den eneste garanti – selvforsvaret - mod denne udvikling er, ikke at ulovligøre borgerlige kontrarevolutionære aktiviteter. Det er at gøre den samlede sociale bevægelse for forandring, så demokratisk, bred og radikal som muligt. Det gælder de sociale bevægelser, samfundets masseorganisationer, arbejderbevægelsens organisationer, venstrefløjens partier - og dertil kommer den afgørende splittelse og opbakning fra de kræfter, der i dag er loyale over for systemet – som politi, militær, retsvæsen. Splittelsen dét er garantien for at det borgerlige statsapparat og kapitalistiske system kan væltes så fredeligt som muligt og er afgørende for at nyt system etableres og stabiliseres.

Ingen har krystalkuglen til at kunne forudse fremtiden – men måske behøver vi også bare en kikkert og et spejl. En kikkert for at se hvad der sker andre steder i verden i dag, februar 2014 med social og politisk oprør en håndfuld steder kloden over, Bosnien, Bangkok, Ukraine, Venezuela, så forskellige de er i mål og indhold, har de hver for sig en lektie til socialister, der ønsker revolution. Et spejl er der også brug for, hvad der har været før, et forstørrelsesglas for at se detaljeret og kunne analysere hidtidige revolutionssituationer.

Vi ved i dag ikke, hvad der kan komme til at forårsage en skærpet politisk og økonomisk kamp mellem klasserne. Det kan være teknologisk sammenbrud, klima- eller miljøkatastrofe, akut resursekrise, økonomisk kollaps, regionale konflikter eller lignende – men det vil være en krise i samfundet, som giver de revolutionære socialister en chance, forudsat at de ikke drømmer om stille og fredelig demokratisering af kapitalismens økonomiske og politiske system.

Noter:

(1) Se artiklen ”Socialisme” i Den Store Danske Encyclopædi, hvor der direkte står ”demokratiske socialisme (se socialdemokrati).” Der er trængsel på midten af dansk politik, som man siger. Der er åbenbart også trængsel på den demokratiske socialismes holdeplads

(2) Se SF principprogram, side 2: "Udgangspunktet er for SF en decentralistisk og demokratisk socialisme, som er inspireret af en udogmatisk marxistisk samfundsforståelse."

Jørgen Lund er medlem af Internationale Socialister og af Enhedslisten, Amager Vest.

SF, velkommen tilbage til virkeligheden

Jørn Andersen — Fri, 31 Jan 2014 13:09:32 +0000

Af Jørn Andersen

Det var en meget naiv drøm, SF forsøgte at realisere, da de i 2011 gjorde sig til en del af SRSF-regeringen.

Drømmen om, at man – under den dybeste krise siden 30’erne – kunne skabe progressive sociale forandringer uden folkelig mobilisering. Og at man kunne gøre det sammen med Socialdemokraterne og De Radikale.

Det var en drøm, som mange håbede på, efter at de store velfærds-protester i 2006-7 ikke gav synlige resultater (men dog for en tid stoppede Fogh-Løkke-regeringens “reform”-iver).

Det var en drøm, som solgte billetter og gav SF sin største opbakning nogensinde – 18-20 pct., da meningsmålingerne var højst i 2009-10.

Fra drøm til mareridt

Allerede inden drømmen skulle realiseres, var projektet blevet ret forpjusket. Løfterne blev dæmpet og opbakningen til SF var ved valget kun godt 9 pct. Mange begyndte at spørge sig selv, om SF og regeringen kunne indfri blot nogle af de afdæmpede løfter.

SF startede med at acceptere et regeringsgrundlag, der slog fast, at “Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.

Men meget få var forberedt på det mareridt, de skulle opleve de første godt 2 år med Thornings regering – og med SF som aktiv deltager.

Fleksjobbere og førtidspensionister var de første, der mærkede pisken. Senere fulgte arbejdsløse, syge, studerende, lærerne og mange andre. Mørklægnings-loven og DONG-salget gjorde det klart, at der ikke var noget som helst progressivt ved denne regering.

SF forsøgte stædigt at snakke de små positive justeringer op til vældige progressive reformer. Men for større og større dele af befolkningen var håbet fra 2011 blevet til et meget konkret mareridt.

SRSF-regeringen stod i spidsen for en yderligere brutal afvikling af den sociale sikkerhed, som kunne have sikret folk en vis chance for overlevelse under krisen. Den var bannerfører for langt større angreb på arbejderklassen og de fattige, end selv VKO havde turdet.

SF var indtil i dag fuldgyldigt medansvarlig for den politik. At det også har været et mareridt for SF er ikke svært at forstå. Men for de tusinder, der lever i en verden uden minister-pension, har mareridtet været langt større.

Hvad gik galt?

På det parlamentariske plan var det utroligt naivt at tro, at man havde “magt”, når de øvrige 147 medlemmer af folketinget (fraregnet SF, Enhedslisten og de nordatlantiske) var enige om, at der skulle føres angrebs-politik mod arbejderklassen, mod den sociale tryghed og mod alt andet, der havde en rest af “socialt” eller “demokratisk” over sig.

SF’ere forsøgte at lægge ansvaret på De Radikale. Det er der en vis pointe i. Men det var SF med Villy Søvndal i spidsen, der havde solgt os ideen om, at man kunne lave progressiv forandring sammen med lige netop De Radikale.

Kampen for at flytte stemmer kom – som en naturlig del af den parlamentariske logik – til at skygge for kampen for at flytte holdninger.

I stedet blev det SF’s holdninger, der mere og mere tilpassede sig det parlamentariske flertal (som når fx Ole Sohn blev en af de fremmeste fortalere for at “styrke konkurrenceevnen”).

Den udenoms-parlamentariske magt

Hvis vi et øjeblik glemmer, at SRSF-regeringen ikke havde nogen som helst hensigt om at udfordre kapitalen, konkurrence-stats-logikken eller den dominerende nyliberale dagsorden, kan vi grave et spadestik dybere.

Hvis vi glemmer det, så blev SF offer for illusionen om, at man kan udfordre kapitalens udenoms-parlamentariske magt alene med parlamentariske midler.

Realiteten, som ikke kun SF er nødt til at reflektere over, er, at det kræver en endog meget stor folkelig, udenoms-parlamentarisk mobilisering at sætte en progressiv, realpolitisk dagsorden i en tid med dyb økonomisk krise.

Hvad nu, SF?

SF skal selvfølgelig have tid til at sunde sig over det mareridt, de har bragt både sig selv og os andre i. De skal sikkert snarest have et ekstra-ordinært landsmøde for at vælge ny formand osv.

Men på det landsmøde – og i de handlinger de foretager sig undervejs – kommer de til at tage et valg:

Skal SF fortsat være en af vore modstandere? (At ingen tilstedeværende SF-folketingsmedlemmer i dag (30. jan.) stemte imod DONG-salget lover ikke alt for godt.)

Eller vil SF gøre sig til en del af kampen for at bekæmpe den politik, de indtil i dag har været medansvarlig for?

Jeg ved, at mange menige SF’ere og også nogle i landsledelsen og folketings-gruppen helst så det sidste. Det samme gør jeg. Det ville styrke kampen for et mere rødt Danmark.

Men samtidig må vi være ærlige og sige til SF: Det vil kræve et grundigt opgør med det SF har stået for de sidste 2-3 år eller mere.

Vi har ikke råd til endnu engang at se gode, røde folk gøre sig til en del af illusionen om parlamentarisk forandring uden folkelig mobilisering.

Velkommen tilbage til virkeligheden!

(Denne blog har også været bragt som artikel i Socialistisk Arbejderavis online, nr. 335)