Winnie Christiansen's blog

En anekdote om bitterhed, vrede og had.

Winnie Christiansen — Sun, 30 Oct 2016 15:10:42 +0000

Af Winnie Christiansen

Jeg har en meget tæt ven. Jeg kender hende ligesom ind og ud.

Hun er meget vred og bitter. Nogen gange er det svært for mig at være i hendes nærvær. Hun suger mig med ned i vredens sorte kammer. Derinde i sjælen hvor alt bliver et angreb på min frihed, min eksistens og på selve retfærdigheden.

Hendes vrede gør mig til en vogter, en kamphund og en beskytter. Jeg ser mig selv anse andre som potentielle fjender, inden jeg ser dem som ligeværdige mennesker. Det får mig til at glemme, at jeg kan være omsorgsfuld, forstående og respektfuld.

Jeg taler ofte med hende i enerum om hendes bitterhed. Hvor den kommer fra og hvorfor det er så svært at give slip på den. Jeg ved den er en byrde for hende. Hun er fanget i rollen som Sisyfos; vreden gør hendes arbejde meningsløs og uden retning. Vreden er hendes kampesten, og der er ingen chance for succes. Det hun er oppe imod er alt for stort, og føles meget ofte som skæbnesvangert.

Det er dog svært for mig at holde fast i de gode argumenter, for jeg føler hvordan hendes verdenssyn også kan være mit eget. Når hun fortæller om de oplevelser som ligger til grund for hendes vrede, må jeg erkende at hendes reaktioner er naturlige.

Jeg må også erkende at jeg bruger hendes vrede i nogle situationer. Jeg føler mig mere tryg når hun står frem og er vred. Jeg mærker hvordan andre oplever hende som truende. Jeg ser hvordan de bakker væk fra en opstående konflikt. Jeg mærker hvordan hendes blik bliver koldt og aggressivt.

Jeg figurerer som svagere. Det ved jeg, for jeg forsøger med alt hvad jeg har, at tro det bedste om andre og ikke miste min grund, når deres adfærd gør skam af min naivitet. Jeg tænker at man må holde fast ved, at andre mennesker er smukke indeni, og løbe risikoen for at blive skuffet.

Jeg vil så inderligt gerne tro på det bedste i mennesket, for hvis jeg ikke kan det, så er det som om at der ikke er noget tilbage. Så er der ingenting der giver mening.

Måske er det også sådan af mere egoistiske årsager. For det er så hårdt og ensomt at være Killjoy. Når man er den der flipper ud, får man nemt skylden for det hele. Det bliver man jo bare mere vred af. Eksplosionerne står i kø.

Så vil jeg hellere foregive at være mere rolig og blive ked af det og skuffet, når nogen gør mig ondt. For det gør også ondt at være vred. Det gør ofte mere ondt at råbe end det gør at græde.

Jeg tænker at det er fordi der er et mål med at græde. Når man er færdig med at græde, har man på en måde anerkendt at det der har ramt en, må forlade ens system. Gråd har som oftest en udløbsdato.

Vreden og bitterheden har en anden natur. Når først min veninde er blevet rigtig vred, holder det ikke op. Hun kan hade i uendelige tider. Det bor latent i hende og får ingen forløsning.

Men jeg forstår hende, nøjagtigt som jeg kender mig selv. Jeg ville sådan ønske at min vrede var et missil, med et klart mål det kunne ramme – eksplodere, og så forsvinde i atomer. Og jeg ville ønske at det ville efterlade mig med en følelse af ægte retfærdighed.

...

Den anden aften kom jeg cyklende ned af Jagtvej. Forude på cykelstien gik en gruppe unge mænd. De var omkring 10 personer i alderen 16-18 år. De kunne have været elever i min undervisning, hvis jeg endnu erhvervede mig som lærer.

På vej derhen tænker jeg, at jeg skal spare mig selv risikoen for ubehageligheder, og køre af cykelstien og udenom. Men jeg tænker også; fandme nej!

Jeg spørger om de ikke kan rykke til siden, så jeg kan cykle forbi. En af de bagerste unge mænd, pifter mod gruppen og råber: ”Drenge! Der kommer en dame”. Jeg fornemmer stemningen som drengene har mellem sig. De føler sig som en flok fandens karle, mens de drikker alkohol og ryger cigaretter.

De rykker ikke til siden, men til siderne og former en tunnel som jeg kan cykle gennem. I mit hoved gentager sig et mantra: Jeg vil ikke være vred. Jeg vil være forstående og respektfuld. Jeg vil ikke være vred.

Jeg er pludselig usundt fokuseret på min påklædning. Jeg har ikke tøjet på til at slås med nogen. Mit fodtøj er ikke godt til at stå fast i. Jeg har en kort nederdel på. Jeg har knæstrømper på.

Skam tvinger sig ind i min bevidsthed, og mantraet får endnu en strofe: Jeg vil ikke være vred. Jeg må gerne være en slut. Jeg vil ikke være vred.

Da jeg langsomt cykler gennem mængden af stive unge mænd, mærker jeg hænderne på min krop. De tager i kanten på min nederdel. Fingre kniber om mit lår. I mit indre hører jeg en blanding af deres hujende stemmer og lyden af en lunte der brænder med 200 km/t.

Den sidste mand i rækken tager et hårdt, fast greb om min ene balle. Jeg står frem. Jeg mærker vreden, jeg mærker koldheden, hadet, aggressiviteten. Jeg mærker hende.

Mens jeg slår på den unge mand foran mig, tænker jeg at jeg skal stoppe og mine slag bliver halve og hjerteløse. Jeg råber ikke længere af ham, da de sidste slag falder.

Jeg nærmest observerer hvordan de andre mænd kommer tættere på, og danner cirkel om mig, i takt med at mine slag bliver mindre i styrke.

En af dem træder frem og siger: ”Undskyld dame, men du ser jo rimelig venstreorienteret ud, så måske du bare skal slappe af. Du er jo en venstreorienteret kælling, der skal slappe af”.

De andre bakker højlydt op og beskytter deres ven, der mumler: ”Hvad skal der ske nu, hvad skal der ske med hende?”.

En anden mand træder frem, og håner at jeg skal tage det som en kompliment, ligesom alle andre normale kvinder gør.

Mens denne cirkel af hån står på, cykler flere mennesker forbi. To personer stopper sågar op, og blander sig. Jeg håber på opbakning og siger i korte vendinger hvad der forgår. Men de er ikke stoppet for at høre hvorfor jeg står i midten af en gruppe sure mænd, der sviner mig til. De er stoppet for at gøre opmærksom på, at de er sure over at vi spærrer cykelstien.

Jeg kunne ikke være i mig selv mere. Jeg var det mest magtesløse, vrede menneske på hele Nørrebro i de minutter. Hvis jeg kun lyttede til vreden var jeg ligeglad – ligeglad med alt andet end at skade dem med alt hvad jeg overhovedet havde i min krop. Jeg skulle kæmpe med at lukke ned for voldelige forslag, der opstod i min hjerne. Gru og grovhed i billedform, der efterlod en lille følelse af stolthed i mig.

Jeg ønskede dem alverdens ondskab og lidelse og cyklede væk.

...

Jeg sidder nu og tænker på vreden. Den får ingen til at lære eller forstå. Den skaber ikke gensidige bånd, som kan bygge bro nogen steder. Den skaber ikke en sund form for respekt. Den skaber ikke ømhed og omsorg.

Hvis jeg lytter til den rest af vreden der ikke har lagt sig endnu, hvis jeg forbliver i rollen som Sisyfos, er jeg ligeglad. Jeg ville endnu såre og skade dem hvis jeg fik chancen, uden at overveje konsekvenserne.

Men det gør jeg ikke – lytter til den. For jeg kan ikke forvandle mig til Hulk og genoprette min tabte retfærdighed. Det er ikke virkeligheden.

Virkeligheden er den, at jeg endnu engang har haft en oplevelse, der fratager mig en del af troen på det gode i mennesket. At jeg endnu en gang har oplevet et argument for, hvorfor jeg er naiv og blåøjet når jeg fastholder at en bedre verden er mulig.

Jeg sidder igen med de svære samtaler i enerum, om vreden og bitterheden og deres ødelæggende egenskaber. Jeg føler tyngden af min kampsten og afmagten. Jeg længes efter alternativer, der kan give mig nyt håb.

Jeg er så skuffet. Jeg er skuffet over at jeg fik ret i mine bange anelser om hvad der kunne ske, ved ikke at cykle udenom. Jeg er skuffet over at jeg ikke kunne styre mit temperament. Jeg er skuffet over at jeg ikke sårede den mand mere, når nu jeg havde opgivet at holde på min vrede. Jeg er skuffet over de mennesker der bare cyklede forbi. Jeg er skuffet over alle de unge mænd og deres venner, deres forældre, lærer og pædagoger. Jeg er skuffet over samfundet. Jeg er skuffet over mennesket.

Hvor meget jeg end ville, kan jeg ikke finde formålet i at græde, for der er ikke noget af det her der kan forlade mit system. Når denne oplevelse er gået i forglemmelsen, opstår en ny – og en ny – og en ny...

Det er derfor jeg kan hade i uendelige tider. Det er samme had, på nyt brændstof. Det er derfor jeg ikke altid kan lytte og forstå, og møde andre i forståelse og respekt.

Det er derfor vi er vrede. Alle os venner, bekendte, kammerater og politiske allierede, som alt for ofte får rollen som Killjoys. Som alt for ofte står alene, uden at møde forståelse og respekt.

Hvis man ikke skal være vred, og det ikke giver mening at græde – hvad skal man så stille op...

tanker om trekanter

Winnie Christiansen — Thu, 29 Sep 2016 16:49:23 +0000

Af Winnie Christiansen

Forleden dag på arbejde åbnede en spændende samtale sig om blandings-økonomien, og den praktisk-solidariske idé bag Keynesiansk økonomiføring.

Det hele startede med spørgsmålet om hvorvidt konceptet gældsernæring er forsvarligt overfor fællesskabet - skatteyderne.

Jeg tænker:

Det er et udtryk for en kedelig samfundsdiskurs, at det er spørgsmål som disse der skaber debat og harme. Hvorfor spørger man ikke hvorfor fx Mærsk kan have politisk indflydelse på vores repræsentative demokratiske system?

Hvorfor taler man ikke om problematikkerne i, at fx Norge har penge på kistebunden som stat, på basis af samme naturressourcer, som Mærsk har penge på sin private kistebund. Naturressourcer nationalt solgt ud af den danske stat, som nu har til opgave at vedholde lukravtive forhold for Mærks koncernen, da de til hver en tid kan flytte hovedsæde til mere omgængelige nationalstater. Mærsk koncernen som vi alle lægger vores tjente penge hos, når vi handler ind i Dansk Supermarked.

Det er så let at være harm på manden på gulvet, mens det er svært at nå manden på toppen.

Samtalen tog en drejning om naturen for kapitalismen, og den evindelige trekantsform som det fastholder vores fællesskaber, nationer og folkeslag i. Trekanten der dikterer at der findes mennesker på gulvet og mennesker i toppen. Forhold der betyder at nogen altid vil leve bedre på, at andre har mindre. At nogen altid vil leve sundere og mere bekymringsfrit end andre.

Jeg tænker:

Den trekant er så indgroet i alt hvad vi kender, og alt hvad vi oplever at det at skulle slå den rigtigt ihjel, ville kunne opleves som selvmordsforsøg. Det er så angstprovokerende, og måske er det netop det der holder os fra at gøre oprigtig modstand.

Det er naturligvis fordi vi er dem der har noget at tabe. For dem (andre steder i verden) der er bunden af bunden af bunden af trekanten, er det angstprovokerende formeneligt ikke at tænke sig at dræbe forholdene der fastholder dem, men det pure faktum at de vågner på bunden af bunden af bunden hver dag. Det er dem, det er deres liv og der er ingen fremtid der. De er dem der intet har at tabe og alt at vinde, ved et sådant kollaps af trekanten.

Vi er desværre de arbejdende masser, der lukrer godt nok på trekanten til ikke at gøre modstand, men skidt nok til at vi føler harme og bliver smålige ved at vores surt tjente penge kan gå til naboen gennem skattekroner.

Eller hvad?

Det er jo trods alt ikke så sjældent at det er manden på toppen, der beklager sig over velfærd og skatter.

Det er personen der er chef, leder, formand/kvinde, direktør osv. der knuger til trekanten mest, for det er naturligvis dem der har mest at miste. Det er som bekendt ofte det sultne menneske der først deler sin mad, og den mætte der spiser solo af ren grådighed.

Jeg tænker:

Det er sjovt nok altid ens boss-personer der snegler sig om ved sit arbejde. Det er dem der kan møde på tilfældige tidspunkter, og ikke stå til regnskab overfor nogen. De kan beklage sig over udført arbejde, som de aldrig selv har taget del i. De kan holde laaange pauser i arbejdstiden, de kan have laaange personlige samtaler på telefonen, de kan arbejde hjemme og så kan de påtale din effektivitet, din mangel på nærvær, entusiasme, omhu, færdigheder osv.

Det og meget mere kan de fuldstændig ublu, og det til en betydelig større årsindtægt end du har i udsigt gennem dine mange år på arbejdsmarkedet.

Nogen argumenterer at bossens løn er baseret fair udfra deres store ansvar. Det er altså nemmere at være manden på gulvet, og derfor får vi ikke det samme som vores boss-personer. De er nemlig langt mere bekymrede end os. De arbejder med større og overordnede vigtigere ting end os. De har det kølige overblik som vi ikke forstår os på. Ja, man kan næsten tale om ”the boss-person's burden”. Det er ikke en smal-sag at styre og belære de almene, banale, arbejdende mennesker.

Som Kipling beskriver i digtet ”White man's burden”, så er det ligefrem den stærkes selvopofring, for at hjælpe os til bedre kår: ”To seek another's profit, And work another's gain”. Og den slags ofringer skal naturligvis ikke gå ulønnet hen.

Det er bare lidt problematisk med denne indretning af gode intentioner, der aktivt skaber ulige forhold. Det er som George Orwell har beskrevet: ”All animals are equal but some animals are more equal than others”.

Det er derfor at al tid lagt i arbejde er lige meget værd, men arbejdet ikke er. Tiden der bruges fra det arbejdende menneskes liv er udgjort i samme sekunder, minutter og timer. Men livet der leves og bruges gennem denne tid, er ikke den samme valuta værd. Boss-personens sekunder, minutter og timer vurderes højere, på trods af at dennes livskvalitet (herunder sundhed) allerede er højere end mandens på gulvet.

Værdien af det reelle arbejde udført, har endvidere en underlig værdiladet målbarhed i valuta. Således kan en fyret direktør (der foruden alm. fyring, efterlader en virksomhed konkurs-ramt) forlade sin post hamrende rig, med dertilhørende gyldent håndtryk på million-beløb. Det er jo gerne dem der allerede har, der skal have mere indenfor vores trekants-tænkning.

Jeg har aldrig hørt om at manden på gulvet bliver afskediget fra sit fabriksarbejde, med andet end en mindre bonus for tro tjeneste. Og så er det ofte kun den gamle på pinden, der har været i virksomheden hele sit arbejdsliv.

Selvom det er logisk for de fleste at der er noget helt galt med det her system, så æder vi det hver eneste dag vi står op og træder i møllen (og hvad andet kan man lige gøre). Det er sådan det bor i os. Vi tænker i trekanter hver dag. Vi ved at nogen er over os og at vi er over andre. Vi ved at man skal kravle på andre for at komme højere mod toppen selv, og vi gør det.

Vi gør det når vi er en af de heldige der ejer en lejlighed, i en storby i boligmangel, og lejer den urimelig dyrt ud, så andre arbejdende mennesker betaler vores boliglån.

Vi gør det når vi i et fællesskab på arbejde enerådigt tager credit for udviklingen af en idé, eller et godt udført stykke arbejde, så man enten klarer sig udenom fyringsrunden eller klarer sig godt i lønsamtalerne.

Vi gør det når vi som selvstændige eler arbejdsgivere betaler vores ansatte mindre for deres arbejde end vi gør til os selv.

Vi gør det når vi støtter politiske tiltag, der favoriserer vores egen situation og negligerer andres behov.

Vi gør det når vi fejler i vores almene solidaritet med vores kollegaer og medmennesker.

Gør man det for meget (læs: som venstreorienteret af hjerte) mister man ideerne bag sit livssyn, man mister grebet om essensen af det man tror er rigtigt. Man bliver en sjæleløs ideolog, og måske er det næsten værre end en sjælelig kapitalist.

Shorts, Sexisme og Sammenhold

Winnie Christiansen — Sun, 10 Jul 2016 08:01:21 +0000

Af Winnie Christiansen

Offentlige – og semi-offentlige rum saboteres for nogen, af nogen andre. Det medvirker at mange oplever at miste sit rum, at man bliver usikker på at bevæge sig rundt som mennesker i samfundet. Denne patriarkalske symbolske magtanvendelse skaber angst og/eller frygt, for reel vold og magtanvendelse. Sabotagen underkendes i almindelighed, og tales ned på måder der fremstiller dem der siger fra som sensitive tåber.

Det er hverdag og hver dag...

Den klamme håndværker

Jeg venter på toget hjem fra arbejde en dag, som de fleste andre hverdage. Jeg var i mit arbejdstøj, jeg var beskidt, mit hår var rodet og der hang små træspåner i mine krøller. Jeg ved godt jeg ikke ligner en stereotyp af en kvinde. Mine hænder var skrammede med sorte negle, og jeg kunne mærke den sorte støv tørre ind i mine næsebor.

Jeg tænker at det ikke er anderledes for mange andre håndværkere, der kommer hjem fra arbejde.

Forbi mig på perronen kommer en yngre mand gående. Idet han netop passerer mig, vrisser han ”føj for helvede” med ansigtet drejet mod mit.

Sol på Nørrebrogade

Når den første sommersol nærmer sig, får man den her lyst til at smide de lange bukser, og begive sig ud i verden i de små hurtige shorts. Men det er som om at noget andet end lykken ved solens komme, mere og mere sniger sig ind i denne ligning med de hurtige shorts på Nørrebro. Jeg ved at flere af mine kvindelige venner, har været mere opmærksomme på dette andet aspekt de sidste par år.

Går man ned af Nørrebrogade på en sommerdag, i korte underdele, er det næsten med 100% vished om, at man skal forholde sig til klamme tilråb fra mænd. Mænd i biler, mænd på cykler, mænd på gåben.

Det er ikke noget nyt at denne form for sexisme stortrivedes i samfundet – men jeg synes problemet er mærkbart tiltagende på Nørrebro.

Sidste sommer gik en kvindelig ven og jeg ned af Nørrebrogade i korte nederdele. På strækningen fra Runddelen til Blågaardsgade blev vi råbt af 3 gange. Så står man der og glor målløst på hinanden.

For en måneds tid siden, sad en kvindelig ven og jeg på en kantsten på Nørrebro og røg. En mand cykler forbi (med sin søn på ca. 5 år). Manden stopper op, og trækker tilbage mod os. Overbeglor os, og siger at vi er ligesom hans cykel; ”sexede, smukke og skinnende”. (Fy for den lede da osse!). Min ven og jeg ser forrykt på hinanden og ryster afvisende på hovedet. Manden cykler væk – pisse sur.

Utryg i træningscenter

En aften, som så mange andre, var jeg nede og træne. Når den ansatte i centret går kl. 22.00, er der som regel ikke så mange tilbage. Det er ikke noget nyt for mig, at være en af de sidste der låser sig selv ud med sit kort. Men denne aften var anderledes.

Jeg går i kælderen, ned i styrkerummet som generelt er domineret af mænd. Dernede står en stor mand. Da han ser mig scanner han mig med sit blik, op og ned af min krop. Han kigger mig så lige ind i øjnene og laver det klammeste, lumreste smil, efterfulgt af ”mmmhmmm”-lyde.

Normalt er jeg ikke nervøs for at blive seksuelt krænket. Jeg har perioder hvor jeg har ualmindelig god tiltro til mine egne selvforsvarsevner. Som jeg kender mig selv, ville min reaktion have været en hel anden, end det der skete den aften.

Jeg stod stille. Kiggede langsomt rundt i rummet mens jeg tænkte på, at her var ikke andre end os to i hele centret. Hvis denne mand beslutter at gøre mig fortræd, har jeg ikke en chance i helvede for at stoppe ham.

Uden at gøre min træning færdig, begik jeg mig raskt ind i omklædningen, tog mine ting (uden at klæde om), og gik direkte op af kælderen, ud af centret. Da jeg sad på min cykel, kunne jeg mærke denne underlige angst i min mave. Den samme angst jeg kender fra Århus, og kampene med højreekstreme.

Tag det som en kompliment

Der er så mange ting (mange) mænd kan gøre, som (mange) kvinder ikke kan. Nogen af disse ting har mest karakter af at være dødirriterende (som eksempelvis mænd og deres stående pisseri overalt). Men andre er decideret hæmmende og undertrykkende i kvinders hverdage.

Hvorfor er den klamme håndværker en kvinde, mens den lækre, svedige håndværker er en mand? Og hvorfor er det en helt tilfældig mands ting at kommentere på mit udseende, og stemple mig som klam? Som om han kan pålægge mig at skulle skamme mig...

Hvad kan man som almindelig lille menneske i dette samfund stille op mod det? Skal man konsekvent tyre en næve lige i sylten på de dumme mænd? Og hvad skulle det hjælpe?Så ofte har jeg lyst til at kunne forvandle mig om til Hulk. Lige der midt på gaden men det kan jeg ikke, og det ville ikke stoppe det kæmpe hegemoni der er styrende for disse problemstillinger.

Når fremmede mænd laver tilråb af seksuel karakter til en, er det uønsket. Det er derfor ikke en kompliment for mit vedkommende, og jeg godtager det ikke som en.

Det faktum alene kan sende mænd ud i agressive tiltag, når man aktivt afviser deres verbale ”komplimenter” på gaden. De kan finde på at spytte efter én, løbe efter én, skubbe, svine én til osv. Flere jeg kender har oplevet, at da de aktivt har afvist et tilråb, har manden vendt om efter dem i sin bil eller på cykel.

Hverdagens sexisme er ikke harmløs, som nogen gerne vil have det opfattet, når der argumenteres for at kvinder skal slappe af.

Den holdning er netop hovedet på sømmet. Kvinder er i disse scenarier de passive (altså er de dem, der ikke råber eller pifter af andre), men når de tager aktiv handling og siger fra, skal de bare slappe af.

Det er nemlig mandens ret at være den diskurs-sættende, den aktive og den der tager rum i patriarkatet. Manden opdrages til at forstå sig selv som berettiget, og det er netop berettigelse til at overskride andres grænser, være dømmende og kommenterende overfor andres udseende og beskyttende overfor sine privilegier, der ligger bag hverdagens sexisme.

Det er mandens berettigelse der gør, at den mand jeg fik øjenkontakt med i fitness centret, ikke bare lavede et lille nik og så kiggede væk igen. Han følte sig berettiget til at måle og veje mig, at bedømme mig seksuelt og han følte sig berettiget til det rum han tog ved at gøre det.

Ligesom mænd der råber efter kvinder i det offentlige rum, føler at det er deres ret at gøre det. At det er deres plads, at kommentere og bedømme fremmed kvinders udseende i en seksuel kontekst på gaden. Ligesom det er deres ret at udvise vrede, hvis deres berettigelse og privilegie ikke accepteres af de kvinder de krænker.

De tænker ikke over hvordan det påvirker de mennesker, de deler deres omgivelser med. De forstår ikke hvordan det mindsker vores rum, hvordan det skaber usikkerhed og betænkelighed ved bare at være tilstede et givent sted. De kender ikke angsten der kan opstå, når man udsættes for den adfærd de har. De ser ikke at deres berettigelse ødelægger og fratager andres ret til ikke at blive krænket og ret til at sætte grænser. De ser ikke at deres berettigelse er undertrykkelse.

Det der (bl.a.) er brug for, og det vi kan stille op med det, er en bredere alliance. Jeg kunne tænke mig, at jeg kunne føle mig sikker på, at alle mine mandlige venner havde min ryg i hverdags-sexismens scenarier. At det lige vel kunne være et delt ansvar at stå op imod det, i stedet at man så ofte skal være en one-womyn-army eller only-womyn-army. At tænke sig, hvis fremmede mænd pludselig står op for én i bussen, i parken eller på gaden. Sikke en verden!

Jeg kender en god del mandelige venner som allerede er disse fremmede mænd, som står op for feminismen. Jeg ved at de oplever frustration og modstand. Jeg ved de også bliver usikre og utrygge ved at kalde folk ud på deres krænkende adfærd. Men de gør det, selvom de uden videre kunne dukke sig og gå videre.

Jeg kunne tænke mig flere af dens slags allierede mennesker på Nørrebro (og alle steder), og færre af dens slags ikke-allierede mennesker, som fejer emnet af bordet ved at sige, at vi da bare kan tage seksuel-objektifiserende, krænkende, nedværdigende kommentarer som en kompliment.

Jeg kunne tænke mig mere sammenhold mod hverdagens undertrykkelse.

Hyldest

Winnie Christiansen — Mon, 07 Mar 2016 22:36:54 +0000

Af Winnie Christiansen

Du lærer mig at være øm, følsom, empatisk, overbærende, kærlig, forstående, behændig. Du kan være så smuk, så skrøbelig, så lille og fin. Legende letsindig og dristig. Sammen kan vi være så flirtende, så vovede. Grænseoverskridende og vulgære. Liderlige skøger og letpåklædte sluts. Grådige tæver og sensuelle væsner. Blufærdige dronninger og skrigende prinsesser.

Jeg ser dig overalt. Mærker din råstyrke, ser du er stor. Du er Medea, Medusa, Minerva. Du er min visdom, min stædighed og mit værd. Sammen med dig er jeg så enorm. Højtrøstende og udfarende. Forsvarer af alting, opretholder af sammenhæng. Vi går forrest og vi er aldrig bange. Hurtige, fattede, nævenyttige og vellidte. Aldrig er jeg så rap som nu. Du er min seksløber, min rolige nerve og min løftede næve. Du gør mig vild, hård, retfærdig og konsekvent.

Tak fordi du er her for mig. Tak for alle de ting jeg skal lære af dig.

Tak for alt – og på gensyn – igen og igen.

En lille floskel om det at være et politisk menneske

Winnie Christiansen — Wed, 24 Feb 2016 11:04:00 +0000

Af Winnie Christiansen

Nu er det efterhånden mange år siden jeg, som nysgerrig deltager, sad til et opstartsmøde for Dyrenes Alliance, og tænkte på politisk forbrug. Jeg rasede, måske lidt for ureflekteret, mod forkvindens fortsatte vane med at spise kød. Hvorfor vil man lave dyrerettighedsaktivisme, mens man med sine finansielle ressourcer, i sit eget hjem, støtter netop den industri og den kultur som mishandler og driver rovdrift på dyr?

For mig virkede det ikke alene selvudslettende. I mit følelsesregister og i min virkelighedsopfattelse, var det en fysisk og mental umulighed at kombinere sådan to faktorer. Jeg tænkte at man da ikke ville kunne mærke det rigtigt (det der, som river og brænder indeni når man handler, samtaler, reflekterer efter sin politiske/etiske overbevisning), hvis man samtidig kunne konsumere ondskaben helt frivilligt.

Én slutning eller konklusion leder til en anden, og en anden, og en anden...

Tøj jeg bærer er produceret i kummerlighed. Det samme gælder ting jeg forbruger. Min mad ødelægger klimaet. Det samme gør mit skrald. Jeg køber medicin mens mennesker andre steder i verden dør. Jeg er fri mens andre er fængslet...

Jeg kan ikke leve, uden næsten religiøst at pine mig selv i enerum, for mine menneskelige fejl og utilstrækkeligheder. Eller jeg må acceptere min kognitive dissonans og drage nye konklusioner.

I dag sidder jeg frygtig for virkeligheden og nægter at læse min avis. Hvilket fik mine tanker hen på mødet i Dyrenes Alliance.

Mærker jeg det helt oprigtigt indeni, når jeg bevidst vælger at fjerne billeder fra min nethinde af druknede børn og umenneskelige forhold for overlevede flygtninge, så jeg kan gå ud af min hoveddør og opholde mig ”fornuftigt” i samfundet?

Tænk hvad der kunne købes af mad, tæpper, tøj for de penge mit abonnement hos Information har kostet gennem årene.

En vaskeægte Catch 22 situation; kan ikke leve med, kan ikke leve uden. Læser jeg den avis, er det et problem. Læser jeg den ikke, er det også et problem.

Jeg forestiller mig min vest-jyske faders respons på et sådant dilemma: Hwa ska'et da ow vær' godt for?

Hvad skal det være godt for, at tynge sig selv ned i sorte huller, ved gentagende at svælge i verdens horrible kendsgerninger? Jeg tror ikke længere at det er det der skal til, for at holde mig (eller andre) i nogen offensiv. Det virker nærmere til at holde mig passiviseret i en depressiv og opgivende sindstilstand. For jeg ved godt at verden er grim. Jeg ved godt at der findes uomgåelig ondskab.

Hvad jeg mere har brug for at gen-og igen-opdage, er at verden også er smuk. At der findes solidaritet, sammenhold, ømhed og omsorg. At der er mennesker der vil deres omgivelser det godt, med alt hvad de har. Jeg har brug for at vide og mærke, at netop det også er det der skal brænde og rive indeni.

Havde jeg bare været le Petit Prince, men det er jeg ikke. Jeg er et lille menneske, på en stor planet. Jeg har ikke magten eller evnerne til at ændre de store omstændigheder, der kan gøre mig tynget af skyld. Jeg redder ikke noget eller nogen ved at leve i askese, af frygt for at bidrage med ondt i verden.

Det er en gammel traver. Den er dog evig relevant:

"Giv mig styrke til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen."

Når jeg går ud af min hoveddør, vil jeg gerne være fornuftig. Men jeg vil endnu mere gerne være oprigtig, omsorgsfuld, forstående, ærlig, retfærdig, hjælpende, kritisk og optimistisk.

Et bidrag til debatten

Winnie Christiansen — Mon, 01 Feb 2016 15:55:23 +0000

Af Winnie Christiansen

Dette indlæg er skrevet på opfordring af Modkraft, i håb om at vi på venstrefløjen kan have givende debatter, om de udfordringer vi møder i spørgmålene der opstår, når kvinder forulempes af mænd med anden etnisk oprindelse end europæisk.

Jeg mener ikke at voldelig og diskriminerende adfærd mod kvinder kan eller skal bortforklares. Jeg mener man kan dykke ned i baggrundene for hvorfor ting er som de er.

Jeg forholder mig her kun til gruppementalitet og marginalisering, og håber at det kan være ét bidrag til en konstruktiv debat.

En samtale om grupper

Det er fredag aften ved Christianshavns Torv. En ven og jeg betragter en gruppe mænd, der råber op og ”fjoller rundt”. De er tydeligt berusede og slår på hinanden, mens de skiftevis beklager sig og jubler højt. Den gruppe som de udgør, fylder både fysisk og mentalt hele sidegaden, som vi befinder os i. De er alle lyse i huden. De er alle mænd.

Kort tid forinden havde min ven og jeg netop haft en samtale, om gruppementalitet. Vi kommer begge fra et miljø, hvor gruppementalitet spiller væsentligt ind på individets handlemønstre.

Jeg kender det fra mig selv. Der er ting jeg ikke gør, når jeg går alene, og der er ting jeg slet ikke ville kunne gøre, uden at være del af en gruppe.

Jeg tænker på de demonstrationer – særligt i tiden omkring rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej, hvor jeg har ageret voldelig i grupper på gaden. Jeg føler mig ret overbevist om, at når man brænder ting af, smadrer biler og kaster brosten efter politiet, så vil nogle mennesker kunne opleve det som truende og krænkende. De fleste af os var hvide europærer, størstedelen mænd.

(Jeg ved selvfølgelig med mig selv, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og jeg fortryder det ikke en disse. Men det ændrer ikke på, at vores gruppementalitet, var en virkelighed og rationale der opstod mellem os, og ikke nødvendigvis blev tolket på samme måde af mennesker der stod udenfor gruppen).

Jeg tænker på de unge mænd der turede barerne i Grindsted-området hvor jeg er vokset op. Usikre og akavede mænd, som på to-mandshånd kunne virke menneskelige, men i grupper udelukkende fremstod som gale dyr på stoffer. Deres gruppedynamik var ødelæggende for deres omgivelser. Ofte har de jagtet mine venner og jeg, for at være grimme at se på. Ofte nok fik de held til at udøve vold mod os – eller mod andre omkring dem. Deres adfærd overfor kvinder var i al almindelighed uforskammet og uacceptabel, og det var ikke usædvanligt at høre om de seksuelle overgreb de begik. Jeg husker dem alle som hvide danskere, alle mænd.

Jeg tænker på gruppen af højreekstreme hooligans i Århus, hvis gruppementalitet har sendt mig selv og mange af mine venner og bekendte på skadestuen. I gruppen var de voldsomt udfarende, larmende og direkte voldelige. Til store skade, irritation og ubehag for deres omgivelser. Løb man ind i en af dem på to-mandshånd, fremstod de altid usikre, akavede og næsten sky. De undgik øjenkontakt, deres kroppe fremstod fysisk mindre og hagen sank mod gulvet, og var ikke løftet mod himlen, som når de optrådte i gruppen. De var naturligvis alle hvide danskere, alle mænd.

Jeg tænker på gruppen af unge mænd ved folkets park, som jeg ser næsten dagligt. Hvordan de finder det underholdende at ”brænde gummi af”, og køre deres biler helt uansvarligt rundt, så andre mennesker må kaste sig i flyverskjul. Denne gruppedynamik har også en negativ virkning på sine omgivelser. Jeg synes eksempelvis ikke det er okay, at jeg skal være beredt på ubehagelige kommentarer, når jeg går eller cykler forbi gruppen. Som når en ung gut demonstrativt stiller sig ud foran min cykel når jeg kommer, banker hænderne i brystkassen, spreder armene langt ud til siderne og siger: ”Hvad så”!? - og griner tilbage til de andre i gruppen. Det sker ikke, når der ikke er en gruppe til at iagttage opspillet. De er ikke-hvide danskere, alle er mænd.

Marginaliserede grupper

Jeg pointerer hudfarve, fordi den højredrejede debat har sat et fokus på, at det er elementer som etnicitet, kultur og religion der er baggrunden for de problematiske hændelser, der er blevet diskuteret siden Nytårsaften i Köln. Jeg vil modsat gerne pointere at det ikke handler om etnicitet, kultur eller religion, mere end det handler om at gruppementaliteten er en afgørende faktor for den måde grupper marginaliseres på i samfundet.

Når jeg skriver at det ikke handler om etnicitet, kultur eller religion, mere end det handler om gruppementalitet, så er det bevidst for at sige at disse tre elementer spiller en rolle. Disse elementer er nemlig medvirkende til at mange, unge som gamle, marginaliseres og lægges for had og mistro i dette samfund. Denne marginalisering har indvirkning på de fællesskaber der opstår i samfundet. Fællesskabet har indvirkning på de grupper der opstår, og de dynamikker der udspiller sig.

Simpelt set:

Når mennesker marginaliseres i samfundet, har de et behov for at finde sammen med andre ligesindede. Dette fællesskab kan være domineret af at man oplever sig selv i en offensiv til resten af samfundet. Derfor oparbejdes gruppedynamikker, som manifestere gruppen som stærk og beskyttende for sine medlemmer.

Disse adfærdsmønstre opfattes i al almindelighed som negative, skræmmende og måske voldelige. Dermed marginaliseres gruppen yderligere af sine omgivelser.

Når jeg oplever grupper af unge mænd, med rødder syd-øst for Danmarks grænser, folde sig ud i offentlig rum, tænker jeg, at de selv ikke helt er klar over, hvor ængstelige nogle mennesker bliver når de skal gå forbi dem. Jeg tænker, at hver gang de oplever en person skifte til modsatte fortov, så vokser stigmatiseringen og dermed også afstanden til andre mennesker. Og på denne måde forstærkes en negativ nedadgående spiral for os alle.

Det er en mekanisme der er ret paradoksal: Mennesker marginaliseres og står dermed udenfor samfundet. De finder sammen, for at finde styrke og tilhørsforhold i flok. Det at de nu er samlet og måske måden de er samlet på problematiseres, og deres tilhørsforhold i gruppen marginaliseres yderligere. Dette medfører måske at gruppen udvikler et stærkt udtryk, som virker negativt på omgivelserne.

Boys will be boys

Jeg pointere køn i mine eksempler, fordi jeg mener at disse negative gruppementaliteter primært udspiller sig blandt mænd, eller gennem stereotype mandlige værdier. Værdier der kan være nyttige, nødvendige og elskværdige, men som samtidig er problematiske på den måde de næsten tilfalder biologiske mænd enerådigt. - Og udfoldet i flok kan virke enormt skræmmende og ødelæggende på omgivelserne.

Jeg tænker, uden videre teoretisk begrundelse, at mænd er fanget af forventninger om deres mandlige adfærd i offentlighed eller i grupper. Mange mænd virker på to-mandshånd ikke det mindste problematiske i deres adfærd, men bliver udbehagelige og diskriminerende i flok med andre mænd. Gruppedynamikken der opstår når mange mænd samles, virker nogen gange helt absurd.

Eksempelvis når Gunne og Blæs er med til at omringe kvinder i Sunny Beach, og råbe ”luder” og ”vi vil have fisse” af dem. Og som de selv siger; ”Så ser de skræmte ud og det er pisse grineren”.

http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/18024941

Deres forældre bliver dog ikke marginaliseret som et samfundsproblem, når de ikke forstår at opdrage deres drengebørn efter danske værdier, så de kan opføre sig ordentligt ude i samfundet. Fordi deres forældre er hvide, vestlige mennesker.

Samfundet har en tendens til, at undskylde sexistiske og/eller diskriminerende handlinger som disse, med en boys will be boys- mentalitet, når handlingerne begås af hvide-vestlige mænd og drenge. Men når det sker fra grupper med anden hudfarve end den størsteparten har i Danmark, så ser man netop hvordan marginaliseringen atter udfolder sig. Disse grupper inviteres ikke på TV for at forklare sig, de kan i stedet tænde for TV'et og høre mennesker i magtpositioner fordømme dem.

Det er ikke et nyt fænomen at mænd i grupper forulemper kvinder, men det er et svært moderne fænomen at bruge etnicitet som forklaring – og ikke patriarkatet. Grupper af unge mænd med anden etnisk baggrund end dansk er ret synlige i gadebilledet, i hvert fald i kbh, og jeg tænker at de har et udvidet behov for at samle sig, som marginaliseret gruppe. Deres nogen gange negative gruppementalitet er synlig for mange mennesker, og bl.a. derfor bliver nøgleordet måske etnicitet og ikke noget andet.

Jeg bliver ikke nervøs over en mand på gaden en mørk aften, men jeg kan blive nervøs over en gruppe af mænd ved højlys dag. Og det er egentlig ikke afgørende hvilken hudfarve de har, eller hvad sprog de taler. Det handler om at jeg tænker de hver i sær er lidt mere utilregnelig, når de optræder i gruppen.

Hva' så?

I stedet for at tale om etnicitet, kultur og religion, kunne vi måske med fordel snakke om, hvordan man skaber fokus på diskriminerende gruppedynamikker.

Måske er venstrefløjens udfordring, at kalde den negative gruppementalitet ud for det den reelt er skyldig i, og ikke alt mulig andet – uden at man i samme ombæring får marginaliseret eller stigmatiseret disse grupper yderligere..?

Skal min sjæl ædes op af arbejdsmarkedet?

Winnie Christiansen — Mon, 11 Jan 2016 12:25:20 +0000

Af Winnie Christiansen

Jeg har netop afsluttet mit grundforløb på Teknisk Skole og sidder på bedste akademiske vis, og prøver at analysere mig gennem udfordringerne i livet på arbejdsmarkedet. Hvad betyder det om man er arbejder, akademiker, ufaglært, selvstændig, iværksætter eller har en eller anden fancy moderne titel? Vi skal jo alle bruge vores liv i denne trædemølle, så spørgsmålet er måske snarer hvordan man bruger den tid bedst?

Da jeg var en yngre statsfjendtlig punker på kontanthjælp og fik mærkatet; doven der ikke gider arbejde for fællesskabet, kunne jeg kun svare: Jeg er ej doven men korrekt, jeg gider ikke arbejde for jeres fællesskab.

For selvom arbejdsmarkedet for de fleste er en naturlig del af samfundet – og den voksne borgers liv, så ser jeg bare en hel masse andre ting, når jeg betragter arbejdsmarkedet. Det er som om jeg drages væk fra det i en form for selvomsorg. Som om jeg frygter at mit liv og sind vil blive opslugt af kapitalismens bærme, hvis jeg rigtigt begiver mig ud i det. Som om mine evner til at tænke kritisk og solidarisk vil blive svækket. Jeg vil blive en arbejdsbi, der i et vist omfang fratages min handlefrihed og tankevirksomhed.

Der er nemlig rigtig mange ting man ikke skal tage stilling til, eller stille spørgsmålstegn ved, når man går på arbejde. For det tager ledelsen sig af. Og tager ledelsen sig ikke af det, er det fordi der er ting de ikke skal stille spørgsmålstegn ved. For det tager kommunen eller direktørgangen sig af. Og tager kommunen eller direktøren sig ikke af det, gør staten.

Det har jo sine fordele at have en klar kommandovej, men det efterlader rigtig mange mennesker afmægtige i de situationer de lægger liv og sjæl i, i deres hverdag, størsteparten af deres liv.

Hos mig skaber det frustration. Jeg kan ikke lade mit arbejde være mit arbejde, og lægge det fra mig kl. 16 når jeg går hjem. I mit virke som lærer handler det om andre mennesker, om mit ansvar i forhold til deres situation, om at være den bedst mulige ressourceperson jeg kan være.

For jeg er nemlig ikke doven, og jeg holder meget af at arbejde for et fællesskab. Såfremt det arbejde jeg laver giver god mening, og fællesskabet jeg bidrager til er et fællesskab, der bygger på gode mellem-menneskelige værdier.

Men når man er ansat under en skolereform, der indretter ens arbejde så man skal kæmpe for ikke blot at blive autoritær lakaj for konkurrencestaten, så bliver ens job ugentligt til en 37 timers aktivist-tjans, som man ved er total absurd.

Jeg kan ikke bare arbejde for pengenes skyld, men i alle andre motiver virker jeg nemt som en kamikaze-pilot. David mod Goliat, med en socialrealistisk afslutning, hvor David selvfølgelig taber. Jeg virker som Sisyfos.

Derfor har jeg søgt mod håndværkerfaget. Jeg kan meget nemmere lægge bådebygning fra mig kl. 16 når jeg stempler ud. Jeg bliver ikke hjemsøgt af svalehalesamlinger, fals og not eller spanterids.

Men selvfølgelig er der her bare andre overvejelser at tage i betragtning, inden man jubler ud på arbejdsmarkedet. Kommer det her fag til at arbejde mig i stykker inden jeg er 50? Bliver jeg blandt den procentvise, der får livsvarige skader af arbejde med farlige kemikalier? På hvilken måde bidrager jeg fordelagtigt i verden, ved at stå og reparere rige menneskers lystbåde, for at sætte mad på mit eget bord?

Hvorfor har jeg sådan en apati overfor arbejdsmarkedet, når jeg i grunden holder meget af at arbejde? Hvorfor kan jeg ikke bare trille af sted hver morgen, uden at verdensproblemerne skal tage med mig på arbejde? Hvorfor vil jeg hellere foretrække at leve på en sten, end at indfinde mig under spilleregler, der vil sikre mig et stærkt økonomisk fundament?

Som stærk statskritisk, normaliseret punker sidder jeg nu og læser Magnus Johanssons bog ”Et samfund uden arbejdsgivere” og finder svar på nogle af de spørgsmål, selvom bogen er skrevet i 1974 og trækker tråde tilbage til hans ungdom i 1930'erne.

Jeg hæfter mig ved passager som:

”Når nutidens arbejder pjækker den, på trods af at de har bil og villa, samt en masse andre ting på afbetaling, så er det vel i de flestes tilfælde på grund af træthed, fysisk eller psykisk. Men for mange er det også en form for individuel strejke. En protest imod at være tvunget til at beskæftige sig med et arbejde, som når man tænker sig rigtig godt om, ikke engang kan se formålet med.”

...” København er på en ganske almindelig hverdag fyldt med mennesker i skinnende biler. Mennesker der ikke får deres tid delt ind af stempelure og andre kontrolforanstaltninger.”

...”Den arbejdsløse er brandmærket. Alle, i hvert fald dem, der selv har deres på det tørre, ved at han er en doven fyr, der bare ligger de flittige og ansvarsbevidste til byrde. Den rigtige mand får altid job, hed det. Det slogan var medicinen, som de heldige bedøvede deres samvittighed med, og som gjorde det muligt for de vekslende socialministre at holde igen på understøttelsessatserne.”

”I dagens Danmark oplevede man den samme despekt for arbejdernes ret til selv at være medbestemmende om, hvordan det arbejdsmiljø, de skal leve i, skal indrettes...”

...”Og portene blev åbnet. Åbnet for et samarbejde med erhvervslivet (kapitalen), der igennem valutalovene sikrede sig forøget magt over arbejdskraften og ressourcerne, som uantastet fik lov til at bestemme, hvad der skulle produceres, og hvad der ikke skulle.”

...”Tredivernes demokrati byggede på status quo og tjente ikke til andet end at hindre en udvikling med revolutionær tendens. Lig flodhestene gjorde de forskellige besiddende grupper deres privilegier op ved at lade deres kulturelle pis omkring sig.”

Jeg frygter måske arbejdsmarkedet, fordi jeg mærker hvordan jeg vil tilane mig økonomiske, kulturelle og sociale privilegier, gennem den frihed jeg afgiver ved at indordne mig. Jeg vil i samme ombæring få mindre tid og overskud til problematikker udenfor mit eget lille ”picket fence”. Jeg hører min mors stemme i mit baghoved, når jeg kom med problemstillinger fra eksempelvis skolen: ”Skat, mors hoved er træt efter en hel dag på arbejde”.

Solidaritet og empati vil blive størrelser man forestiller sig eller forsøger at leve sig ind i, i langt højere grad end det allerede er. Jeg frygter at blive fremmedgjort fra mit ophav og bagland, fra mine idealer og mit livssyn. For det er svært at leve i offensiven, når man har økonomisk købekraft til at konsumere sig ind i en tilstand af konstant bedøvelse. (Og her er det trods alt relevant om man indfinder sig på arbejdsmarkedet som ufaglært, selvstændig eller offentlig ansat. Selvom trædemøllen er den samme, er nogens skridt bare mere værd når det skal prissættes).

Politisk sammenhold og fællesskaber (for slet ikke at tale om venskaber) bliver sekundært, og der vil være knap med tid til at engagere sig udenfor sin arbejdsplads. Folkekøkken bliver en radikal turistudflugt i flygtige lysglimt, en gang årligt, når man lige får det til at passe ind (for slet ikke at tænke på den gang man havde tid til at være med i køkkenet). Netto ligger trods alt på vejen hjem fra arbejde, og man har også brug for bare at være lidt hjemme og sidde i sofaen med den kop te.

Arbejdsmarkedets grundsten er funderet på uretfærdighed, ulighed, afmagt, konkurrence mellem mennesker, magtbegær og topstyring. Arbejdsmarkedets historie er enægget tvilling med kapitalismens historie, og der har ikke været et opgør med denne kendsgerning i menneskets historie. Udbytning udgør til stadighed arbejdsmarkedets grundvold, også selvom de værste forhold, i vores tid, ikke er synlige for os vestlige arbejdsmarkedsgængere.

Når jeg tager et job, besidder eller besætter jeg det ligeså lidt, som en tiger i fangeskab besidder eller besætter sit bur. Og jeg tror det forpurrer en gnist af tro og håb for fremtiden, hver gang man underlægger sig disse strukturer. Når man spiller spillet hver evig eneste dag, i de fleste af ens vågne timer, glemmer man nemt, at det ikke er spillet der er selve livet, men alt det andet man var og gjorde.

Jeg ser afsavnet i blikket på mennesker jeg møder, der vemodigt fortæller om, at de engang var som mig. De havde dreads og var aktive i lokale politiske grupper. De talte engang meget om hvordan kapitalismen ødelagde deres liv. De raserede mod verdens uretfærdigheder. Men ja, ak, det var dengang. I dag går de på arbejde og passer deres hjem på villavejen i Værløse.

Jeg er bange for at jeg oplever mit blik langsomt ændrer sig – og jeg huer det overhovedet ikke!

Mens vi siger farvel til velfærdsstaten

Winnie Christiansen — Tue, 13 Oct 2015 07:47:34 +0000

Af Winnie Christiansen

Jeg forstår hvorfor venstrefløjen holder af velfærdsstaten. Den kom som et banebrydende svar på et nyt samfund, efter to verdenskrige havde revet medmenneskeligheden og solidariteten fra hinanden. Velfærdsstaten skulle anskue mennesker som medborgere, som autonome individer og skabe solidaritet mellem disse. I et folkedemokrati bygget på dogmet om frihed, lighed og ”broderskab”. (Hvad vi jo nok i dag ville tolke som solidaritet). Med indførelsen af Keynesiansk økonomiføring skulle selv kapitalismen gøres solidarisk.

Tiden mellem de to krige, og særligt tiden efter 2. verdenskrig, emmede af tankegods og handling der på sin vis har revolutioneret vores moderne samfund.

Et af velfærdsstatens store problemer er imidlertid at den er et enormt statsapparat. Lige så vel som den støtter, yder direkte hjælp og skaber social sikkerhed, så vugger den sine borgere. Det er et enormt pædagogisk og samfundsmæssigt paradoks; nemlig at man tvinges ind i rammer, eller tanker, der skal lære én at agere frit og tænke frit. Frihed under tvang, så at sige. Og tolkningen af frihed udmøntes af staten. Hvor der findes en stor og stærk stat, efterlades lidt plads til autonomi og mindre fællesskabers udfoldelse af rige ideer og samfundsudvikling.

Det kan jo lyde absurd liberalistisk men jeg er ikke i færd med at lave lakaj-virksomhed for storkapitalen. Tværtimod.

For i dag (og for 30 år siden) ser man at velfærdsstaten med sin Keynesianske økonomiføring ikke kan blive ved at flyde. I en verden hvor flere og flere produktioner bl.a. kræver mindre menneskelig arbejdskraft, kan man ikke bygge et økonomisk rigt samfund på merproduktion, gang i hjulene og flere i job. Vi kan ikke forbruge os ud af den nedsmeltning som vi står overfor, som potentielt kan skabe forudsætninger for krig, som man har set det i mellemkrigstidens Europa.

Og på trods af situationens alvor er det som om, at paradokset er selvskabt i en grad der næsten gør det komisk.

For vi er et stresset samfund. Forældre har ikke tid til deres børn og vi andre har ikke tid til livet i sig selv, samtidig med at vi arbejder så meget, for netop at få det hele til at køre rundt. Vi har desværre ikke meget tid til at være kritisk tænkende og agerende, fordi de andre ting fylder for meget, og det er angstprovokerende at stå uden penge til mad og husleje, selv som antikapitalist. Det er præcis som man siger: Ingen ligger på deres dødsleje og ville ønske de havde brugt mere tid på jobbet. Realiteten er dog den, at vi generelt bruger rigtig meget tid på jobbet.

Så vi har en befolkning der kunne bruge deres tid mere fornuftigt, end at arbejde 8 timer om dagen. Vi har et system der ikke kan finde jobs til alle. Vi har en økonomiføring der kræver injection i form af merproduktion og merforbrug. Vi har altså en ligning der slet ikke går op, fordi man ikke vil give slip på tanken om at arbejde og forbrug måske ikke længere skal være bærende element i samfundet. (Og lur mig om ikke udgifter til sundhedsvæsenet ville gå markant ned, hvis flere fik mindre travlt og tempoet i samfundet generelt blev skruet en kvart styrke ned).

Alt dette er også velfærdsstatens biprodukt. For det koster når staten skal passe på os, og det er os der er worker bees. Velfærdsstaten er som sådan et forsikringsselskab som udmøntes som samfundsmodel. Man er som kunde ikke alene betalende medlem, man er betalende og arbejdende indsat (eller indfødt).

Jeg begræder dog at velfærdsstaten nu viger pladsen til fordel for konkurrencestaten. For hvor velfærdsstaten måske var blåøjet og passiviserende, er konkurrencestaten udspekuleret og gemen. Det er ikke dem der kan konkurrere der taber, men dem som velfærdsstaten førhen passede på. Det er dem der i forvejen har haft en hård medfart der vil tabe - igen. De bliver nu løbet over ende.

Det gør mig ærgerlig, at vi som venstrefløj igen og igen er så super skarpe i vores kritiske analyser, uden at vi har skyggen af reelle alternativer. Som anarkist er jeg per definition ikke fan af en stat, og slet ikke en stat der har en tendens til at passivisere og umyndiggøre sine borgere. Men jeg er endnu mindre fan af en stat der opildner til konkurrence mellem sine borgere, og i stedet for solidaritet indfører dog eat dog – mentalitet.

Så mens vi siger farvel til velfærdsstaten kan vi jo bruge tid på at tænke på hvad der skal til, førend et reelt alternativ kan opstå i tanke, således at det har bedre forudsætninger for at kunne opstå i realitet.

Vi vakler mellem to samfundsteorier, som begge efterlader en god del af befolkningen diffuse. Det kunne være et udmærket tidspunkt for os på venstrefløjen at blive lidt kreative, inden elendighedsteorien bliver selvudnævnt sejrherre indenfor vores rækker.

Solidaritet er ikke sensationelt

Winnie Christiansen — Fri, 11 Sep 2015 11:43:14 +0000

Af Winnie Christiansen

Den anden dag kom jeg meget træt på arbejde, fordi jeg ligesom mange andre har brugt tid på at hjælpe efter bedste evne i Rødby. En af mine elever spurgte ind til det med spørgsmålet: ”Hvordan kan det egentlig være at du gør det?” Som lærer synes jeg naturligvis at det er pragtfuldt med spørgeiveren, men det satte nogle tanker i gang om den vinkel, som vi alle får vist på situationen disse uger. Som når nyheds-journalisterne søger at spørge mennesker, der har kørt flygtninge i deres private biler, hvorfor de mener at det er legalt og forsvarligt. Jeg vil gerne vende vinklen.

Hvorfor har jeg valgt at hjælpe flygtninge der hvor jeg kunne? Fordi jeg er et menneske blandt milliarder. Der er intet specielt svar på hvorfor jeg lever og føler. Intet sensationelt over at jeg føler trang til at yde hjælp, når andre er i nød. Det må ikke være en sensation at mennesker hjælper hinanden, at mennesker føler empati og udlever solidaritet. Måske man i stedet skulle søge at finde svarene på hvorfor nogle mennesker ikke, på den ene eller den anden måde, bidrager medmenneskeligt og solidarisk. Det er en undersøgelse og spørgerunde værd.

Det kan der jo være mange grunde til. Uden at pege fingre eller på anden måde klantre nogen, er det en reel samfundsrelevant problemstilling at man kan sidde i et liv, i en hverdagskonstruktion, der fratager én frirummet og tiden til solidariske handlinger – og indstillinger. Måske er man for presset, for stresset, for travlt, for sat eller for træt. Måske man ikke kan rumme det. Som når det går op for mig, at jeg ikke rigtig har læst min avis de sidste par uger, i håb om at knuden i maven ikke får nye informationer at vokse på. Måske magtesløsheden bliver for meget og man giver lidt op. Måske man slet og ret ikke ved hvad man skal stille op. Måske man emmer af solidaritet men ikke ved hvordan man kan sætte handling bag – måske man ærligt og redeligt ikke tør. Måske man ikke kan navigere i holdningsbyrden i informationsstrømmen. Måske man har for meget at se til. Måske man bare er gået hen og blevet for apatisk.

Der er selvfølgelig også dem der, i sagens natur, er bund ubehagelige mennesker. Men selv her er der flere samfundsrelevante spørgsmål, der kunne være værd at vende. Ingen bliver født bund ubehagelige...

Personligt tror jeg at mange fralægger sig det individuelle ansvar, eller det mellem-menneskelige ansvar, fordi problemet og løsningerne er større end dem selv, og derfor ikke ser andre logikker end at lægge ansvar og lid til systemet og dets politikere. Klogt i den forstand at individet ikke kan stilles ansvarlig for verdensomspændende undertrykkelse og ødelæggelse af mennesker, dyr og klode.

Men som Chumsky så logisk har formuleret det, så kan man som menneske ikke stiltiende lægge sin lid til systemet og regne med et harmonisk udfald.

”States are not moral agents. They are power systems and can be forced to do good by their people”. - Professor Noam Chomsky.

Når vi hele tiden snakker om flygtningene, skulle vi måske i stedet snakke lidt mere om os selv i forhold til deres tilstedeværelse i vores følelses – og synsfelt. Når vi spørger hvorfor nogen yder hjælp, skulle vi måske i stedet spørge hvorfor nogen ikke gør. Hvad sker der i vores samfundskonstruktion når mennesker holder op med at tænke dem selv, som en del af det samlede ansvarlige hold? Når man kan masse-dyrke apati gennem samfundsstruktur og politisk kultur. Hvilket samfund er det og hvilke mennesker dannes i et sådant?

Hvorfor lever vi i et samfund hvor empati, medmenneskelighed og solidaritet er det der bliver nyhedsstof, i stedet for det faktum at vores samfunds sammenhæng (eller netop forfald) mere og mere hviler på den hvide, rige angst?

Solidariteten må ikke være det særegne!

En gammel traver om mål og midler

Winnie Christiansen — Thu, 18 Jun 2015 22:01:29 +0000

Af Winnie Christiansen

Hvad skal der til før direkte modstand kan blive okay?