Yonatan Ungermann Goldshtein's blog

SF'er: selv velintegrerede muslimer er en trussel!

Yonatan Ungermann Goldshtein — Fri, 15 Jul 2016 19:35:35 +0000

Af Yonatan Ungermann Goldshtein

Muslimer er potentielt farlige, også de velintegrerede af slagsen. Terrorisme er motiveret af grundløst og uforståeligt had. Så der er ingen grund til at tænke før vi skrider til handling!

Sådan lyder konklusionen fra Halime Oguz, der er folketingskandidat for SF, da hun i Berlingske skriver om gårsdagens angreb i Nice. Hendes tekst består af ligedele opildnen til frygt for en befolkningsgruppe og ufordring til ureflekteret handling. En meget, meget farligt cocktail.

Pludseligt slår de til!

"Terroristerne indgår som tavse celler i de vestlige samfund og forekommer tilsyneladende at være integreret, indtil de slår til", skriver hun. Vi kan altså intet vide om hvem af muslimerne, der er de farlige, men kun, at de pludseligt vil angribe

Hun får også slået fast, at terrorismen ikke har nogen logik, men er motiveret af et had til Vesten og af "af det slående mindreværdskompleks, islamismen har over for den vestlige livsglæde". Venstrefløjen skal derfor droppe sin "pseudopsykologiske og socioøkonomiske jammersnak".

Vi har altså at gøre med den brede gruppe af muslimer, der alle er potentielt tikkende bomber under vores samfund, og som (modsat hvad stort set al forskning siger) er motiveret af simpelt had til vores værdier og livsglæde.

Islmofobiens frø

Teksten slutter med et sprogligt billede af en kvinde, der står med sit døde barn i armene og konstateringen: "hun vil ingenlunde kræve mere humanisme, men handling."

Konklusionen må altså være en opfordring til at handle ud fra vores spontane følelse af sorg og vrede; ikke forsøge at forstå hvem vores fjende er, men derimod bare rette vores spontane handling mod muslimerne bredt, fordi de alle er en potentiel trussel.

Ideen om, at alle muslimer udgør en potentiel trussel, og at vi skal skrive til handling mod dem grundet en spontan følelse af frygt, har et navn: islamofobi. Og islamofobiens frø er åbenbart sået et sted i SF.

Link til Halime Oguz' artikel: http://www.b.dk/kommentarer/drop-taabelig-snak-og-vis-handling-i-stedet

Redaktionel note: Se også linksamlngen om »Politisk Islam - et reaktionært oprør« hos Modkraft Biblioteket.

To år siden massakren i Gaza - et tilbageblik med fortvivlelse og håb

Yonatan Ungermann Goldshtein — Sat, 09 Jul 2016 22:13:13 +0000

Af Yonatan Ungermann Goldshtein

I dag er det to år siden at Israel begyndte sit brutale angreb på Gaza, der endte med at koste godt 2300 palæstinensere livet og gjorde mere end 100.000 hjemløse. Over sommeren 2014 så vi gentagne massakrer på Gazas befolkning, først fra luften, så med tropper på landjorden. Begivenhederne dengang ændrede livet radikalt for palæstinenserne i Gaza, og i slipstrømmen fra massakren har meget ændret sig. Når jeg tænker på det, bliver jeg både enormt fortvivlet, men der er også grundt til at have lidt håb.

Jeg landede i Tel Aviv to dage efter at tre bosætterdrenge var blevet kidnappet af Israelske soldater. Jeg vidste intet om det før jeg landede, og havde egentligt bare planlagt at tage en ferie sommeren over hos min familie og måske bare tage et kort smut til Hebron og besøge gamle venner, men ellers ikke kaste mig ud i det store.

Så lukkede Israel Hebron ned. De palæstinensiske kidnappere var derfra. Jeg oplevede venner og bekendte fortælle hvordan situationen var den værste, de havde oplevet længe, og jeg kunne ikke bare sidde ved min familie og se på. Situationen var slem, men ingen kunne vide, hvor meget værre det ville blive.

Turen til Vestbredden

Jeg tog til Jerusalem og brugte to overnatninger der, før jeg ville tage videre til Hebron. Mens jeg var der, blev ligene af de tre bosætterdrenge fundet i den sydlige del af Vestbredden. Jeg oplevede Jerusalems gader gå amok. Israelere gik gennem gaderne i hundredevis og råbte "død over araberne" og "Israel kræver hævn". Palæstinensere blev tævet på gaden og voldsmændende havde stort set frit spil, selvom israelsk politi var massivt til stede.

Jeg tog videre til Hebron, hvor vi oplevede den israelske vold rykke fra Vestbredden mod Gaza, hvor de første bombardamenter begyndte. Så blev Muhammed Abu Khdir, en 16-årig palæstinensiske dreng, kidnappet, tortureret, tvunget til at drikke benzin og brændt levende af Israelske bosættere. Hans begravelse er blandt de største oplevelser i mit liv. Jeg glemmer aldrig synet af den brændte barnekrop, viklet i et klæde, der blev båret gennem menneskemængden mod graven. Og jeg glemmer aldrig palæstinensernes fortvivlelse, vrede og angst for, hvilken skæbne, der kunne komme til at overgå deres børn.

Og over 500 børn endte med at dø som Muhammed Abu Khdir. Han blev brændt af civile, men at de 500 børn i Gaza blev brændt af folk i uniform, ikke med benzin, men med virkårligt rammende artilleri, gør ikke handlingen mere moralsk. Mordet på Mohammed var en forbrydelse, som de fleste israelske politikere tog afstand fra, mens de gav samme dødsdom til tusinder i Gaza.

Massakren på Gaza

Jeg tog hjem til min familie efter to uger i Hebron, men kunne ikke være til stede i det. Jeg måtte læse, holde mig opdateret, skrive om hvad der skete og holde kontakt med mine venner i de udsatte områder. Jeg sov meget lidt i den periode. Man glemmer aldrig den tunge lyd af droner, som man selv kunne høre, når man skypede med folk fra Gaza.

For det meste arbejdede jeg bare for at holde det ud, men nogle gange græd jeg. Nogle gange gik det op for mig, at det var rigtige mennesker, der blev slået ihjel ikke så langt fra, hvor jeg sad i sikkerhed. Jeg husker tydeligt, da jeg fik nyheden om massakren den nat i Shuja'iyya, hvor man så billederne af døde og sårede, der flød i gaderne. Nogle billeder forlader en aldrig.

Hjemme i Danmark

Jeg kom til Danmark og arbejdet fortsatte. Folk herhjemme holdt demonstrationer i solidaritet med Gazas befolkning som aldrig før. Det var rørende at se de mange kræfter, der blev sat igang. Garvede folk satte alle deres kræfter i og folk, der aldrig havde lavet politisk arbejde før arrangerede det ene og det andet arrangement.

Der kom en våbenhvile. Bomberne faldt ikke længere, men Israels greb om Gaza var strammet. Kun meget få huse er blevet bygget op siden dengang og store dele af Gaza ligger den dag i dag i ruiner. Og folk fortsatte med at dø. De sårede døde af deres sår, traumatiserede folk, der havde mistet alt, tog deres eget liv og hjemløse frøs ihjel vinteren efter.

Gaza er ødelagt. Dette var mere end en massakre. Der var tale om den totale psykologiske destruktion af et folk. 200.000 børn har akut brug for psykologisk hjælp, men der findes kun få psykologer i Gaza. Vandet i Gaza kan ikke drikkes og folks levebrød er destrueret. Efter årevis med systematisk mord og forarmelse, ødelægges folket helt ind i kernen.

Situationen virker fortvivlende, men der er alligevel grund til en lille smule håb.

Grund til håb

Noget ændrede sig over sommeren 2014. Folk fulgte med. De læste aviser, så fjernsyn og fulgte begivenhederne på facebook og twitter. "Konfliktens" asymmetri var evident for enhver, der så hvad der foregik. Og selvom det ikke førte til politisk handling fra Danmarks side eller fra mange andre lande, ændrede noget sig i befolkningerne verden over.

Mange jøder, jeg kender - hjemmefra og gennem aktivistiske netværk i Englang, USA og sågar Israel - beskriver 2014 som vendepunktet for dem. Det var ikke længere muligt at leve med den kollektive erindring om holocaust og ikke bekæmpe det Israel, der kunne tillade den systematiske massakre på palæstinensiske liv.

Også herhjemme var der noget, der ændrede sig. Det er ikke længere unormalt at sige, at man boykotter Israel og flere og flere er med på at lægge pres. Det starter fra neden, og presset fortsætter.

Ændringen vil ske! Og vi har alle et ansvar for at boykotte Israel, for at kæmpe for deinvesteringer og sanktioner! Det kan lykkes, og det vil lykkes, og det kommer til at ske i vores levetid.

Redaktionel Note: Se linksamlingen om "Israels angreb på de indespærrede i Gaza" hos Modkraft Biblioteket.

Anerkendelse af Palæstina: et redskab til forandring

Yonatan Ungermann Goldshtein — Fri, 27 May 2016 10:14:37 +0000

Af Yonatan Ungermann Goldshtein

Den 2. stemmes der i folketinget om at anerkende Palæstina som stat. Kun Enhedslisten, Alternativet og SF forventes at stemme for, men der er behov for at vi presser politikerne til at stage stilling imod den israelske apartheidpolitik!

Faktisk var der overvældende flertal blandt både Socialdemokraternes og Radikale Venstres vælgere for at anerkende Palæstina som stat, sidst det blev lavet en meningsmåling om emnet. Men folketingsgrupperne for begge partier er imod. De bør gøres opmærksomme på, hvor vælgerne står i forhold til dette spørgsmål!

Jeg er enig med mange kritikere af anerkendelse af Palæstina i at det ikke kommer til at rykke særligt meget at anerkende dem som land. Det er en diplomatisk manøvre, der vil sende et stærkt signal til Israel om hvor Danmark står i forhold til den israelske politik overfor de besatte områder. Men signaler og symbolpolitik er ikke nok.

Det er også problematisk, at man slår sig fast på grænserne fra '67 og ikke adresserer den massive undertrykkelse, der er af palæstinenserne på inde i den "jødiske" stat. Dette kan undergrave den voksende demokratiske bevægelse, der kæmper for en demokratisk stat i hele det historiske Palæstina, hvor der er lige rettigheder for alle religioner og etniciteter. Det kan også fjerne fokus fra at problemet i Palæstina ikke kun er besættelsen, men også den generelle israelske politik og det massive palæstinensiske flygtninge problem.

Ingenlunde mener jeg helt klart, at vi i Danmark skal stemme for at anerkende Palæstina som stat, da det kan være et redskab for at lægge pres på Israel om at overholde palæstinensernes menneskerettigheder og et redskab til at presse på for en eller anden grad af territorial suverænitet for palæstinenserne over de besatte områder på Vestbredden og i Gaza.

Dette er ikke endemålet! Endemålet kan kun være lige rettigheder og et ophør af den racistiske diskrimination.

Anerkendelse af Palæstina som stat er derimod et redskab. Et redskab kan bruges til den fortsatte kamp for retfærdighed for Palæstina. Meld jer til dette event og vi, at vi er mange, der mener, at vi bør anerkende Palæstina d. 2. Juni. https://www.facebook.com/events/616239121878246/

Når Rihanna mumler på sit modersmål: om pop-musik og kolonihistorie

Yonatan Ungermann Goldshtein — Tue, 03 May 2016 09:36:18 +0000

Af Yonatan Ungermann Goldshtein

Som så mange andre, har du sikkert lagt mærke til, at du ikke forstår hvad Rihanna synger i hendes seneste single ’Work’. Hvad de færreste ved er, at det er fordi hun ikke synger på engelsk.

Sproget hun synger på er det engelsksprogede kreolsprog ’Bajan’, der opstod blandt Vestafrikanske slaver, der blev transporteret til Barbados af plantageejere for nogle hundrede år siden. Slaverne havde et behov for at kunne kommunikere med hinanden med kom fra en masse forskellige steder i Afrika uden at have ét sprog til fælles. Når mennesker har et behov for at kommunikere, finder de ud af at kommunikere og i mange kolonier er der opstået nye sprog blandt slaver. Ord fra det nigerianske sprog Igbo, fra sproget Twi fra Ghana, og fra Fula, der tales i bl.a. Senegal, bevidner om Barbados’ Afrikanske befolknings mangfoldige ophav. Langt størstedelen af sprogets ord kommer dog fra Engelsk, da det var det eneste sprog, alle de nytilkomne slaver dagligt blev udsat for. Det nye sprog, der opstod på øen adskiller sig dog på rigtigt mange måder fra engelsk. Dette er sproget Rihanna har hørt talt omkring sig under sin opvækst på Barbados.

Work, wøh, wøh, wøh, wøh, wø

Utallige bloggere og brugere af sociale medier har udtrykt deres harme over at Rihanna vrøvler og mumler på sangen, så teksten er fuldstændigt uforståelig. Det første de fleste lægger mærke til er, at ordet ”work” nærmest bare bliver til ”wøh”. Det samme sker i ordet ”dirt”, der bliver til ”døh”, og learn, der bliver til ”løh”. Dette er dog ikke bare sjusket engelsk, men den helt konsekvente måde hvorpå ordene udtales på Bajan. På fagsprog vil man sige, at lukkelyde realiseres som glotalt stop efter rhotiserede vokaler.

Rihannas grammatik

De fleste på Barbados taler Bajan i hjemmet. Engelsk er dog det sprog der tales i skolerne og som høres og læses i medierne. De fleste af beboerne på Barbados vil derfor være helt flydende på både Bajan og engelsk, og de to sprog vil også blive blandet tit i talernes dagligdags tale. Dette skal dig ikke ses som udtryk for at sprogene er samme sprog. Det er derimod udtryk for at folk bruger den fulde palet af muligheder de har for at udfolde sig kreativt og sprogligt. Det samme ses i minoritets- emigrantsamfund verden over hvor folk er flersprogede. Dette forhold præger også teksten til ’Work’.

Lad os tage et kig på et af de steder i teksten, hvor hun synger mest udpræget på Bajan:

Work, work, work, work, work, work
He said me haffi
Work, work, work, work, work, work!
He see me do me
Dirt, dirt, dirt, dirt, dirt, dirt!
So me put in
Work, work, work, work, work, work
When you ah go
Learn, learn, learn, learn, learn
Me nuh care if him
Hurt, hurt, hurt, hurt, hurting

Teksten adskiller sig fra standardengelsk på en række punkter. Ord som ’haffi’, der kommer af engelsk ’have to’ findes i adskillige af de caribiske kreolsprog. Man vil også lægge mærke til, at der ikke skelnes mellem ”I”, ”me” og ”my”, men at det alt sammen bare udtrykkes med ”me”. Her er der altså sket en grammatisk simplificering i forhold til standardengelsk, men der er ikke tale om en grammatisk fejl, da det er sådan man gør helt konsekvent på ’Bajan’.

Kreolsprogene er som sagt opstået ud fra nogle menneskers behov for hurtigt at få et fælles sprog at kommunikere på, så det man ser, er ofte at grammatiske bøjninger simplificeres og uregelmæssigheder udglattes. Det kan man f.eks. se i sætningen ”me nuh care if him hurt”, hvor man bare siger ”nuh care” i stedet for ”do not care”.

Der er dog ikke bare tale om simplificeringer, men også om helt ny grammatik. På ’Bajan’ bøjer man ikke verberne efter hvornår de foregår. ’Learn’ hedder ikke ’learned’ i datid, men altid bare ’learn’. Man sætter derimod en række ord foran udsagnsordet for at markere hvornår det foregår.

“You learn” ville altså både kunne være “du lærer” og “du lærte”. ”You ah learn” ville derimod oversættes med ”du er i gang med at lære”, og ”you don learn” oversættes med ”du plejer/plejede at lære”. I sangen ser vi bl.a. sætningen ”when you ah go learn”, der på overfladen ligner måden man laver spørgsmål på engelsk – ”When are you going to learn”. Men ”when you learn” ville være lige så korrekt et spørgsmål på Bajan, hvis ville spørge om hvornår nogen lærte noget. Når man stiller ”ah go” foran et udsagnsord på Bajan markere det ikke, at det er et spørgsmål, men derimod, at det er noget, der kommer til at ske i fremtiden.

Ikke alle fra Caribien er Jamaicanere

Adskillige bloggere har opdaget, at Rihanna ikke synger på engelsk, og mange har været ude og sige, at hun synger på jamaicansk patois. Det jamaicanske kreolsprog er kendt fra utallige stykker musik og man finder også træk fra jamaicansk i danske reggaesange osv. Men Bajan adskiller sig fra jamaicansk på mange måder, både grammatisk og når det kommer til udtale.

Som mange caribiske sangere har Rihanna da også lånt ord og vendinger fra de andre caribiske sprog i nogle af hendes sange tidligere. I hendes gennembrudshit ”Pon de replay” synger hun bl.a. ”all de gyal pon de dancefloor”, som i oversættelse ville lyde ”all the girls on the dancefloor”. På Bajan ville ”girl” ikke udtales ”gyal” men mere som ”gøh”. Jeg ved, at man udtaler det ”gyal” på kreolsproget Trini fra øen Trinidad, men om det er der hun har det fra, skal jeg ikke gøre mig klog på.

At lære arabisk under israelsk besættelse

Yonatan Ungermann Goldshtein — Thu, 26 Nov 2015 12:05:45 +0000

Af Yonatan Ungermann Goldshtein

Oprindeligt trykt i Figenbladet

En ung pige blev skudt ved checkpointet i morges. Vores arabiskunderviser nævnte det bare som en sidebemærkning i en tidlig morgentime. Vi snakkede om forskellene på vores respektive hverdage i Danmark og Palæstina. Vi var nået til at snakke om hvad, der var farligt i vores lande og hvad man skulle være opmærksom på.

Hun fortsatte med at snakke mens vi, hendes fire danske elever, blev tavse og tænkte over det, hun lige havde sagt. Var jeg gået til tiden i morges, var jeg gået forbi der, hvor den unge pige var blevet skudt. Checkpointet ligger små 50 meter fra min rute i skole om morgenen. Var prisen på taxikørsel ikke så billig, havde jeg måske ikke bestemt mig for at være doven, stå sent op og bare køre taxa i skole. Så havde jeg hørt skudene, der dræbte den unge palæstinenser. Jeg går næsten dagligt igennem det checkpoint, og kan ikke undgå at lægge mærke til skudhullerne i den tunge metaldør, der var bag hende, da hun blev skudt.

Drabet på den unge pige, Hadeel Hashlamoun, var blot det første i en lang række meningsløse mord, der ville finde sted i løbet af min studietud i Hebron, og begyndelsen på en proces, der skulle gøre mit studieophold anderledes end forventet.

Palæstina er mere end besættelsen

Jeg var bekendt med den israelske besættelse, før jeg tog afsted for to måneder siden. Jeg har israelsk familie, har rejst i landet altid, og har de seneste fem år jævnligt besøgt den besatte Vestbred som fredsvagt. Men Palæstina er så uendeligt meget mere end besættelsen.

Naturen i landet er smuk og overalt mærker man historiens vingesus. De monoteistiske religioner har deres ophav her, romerne har sat deres spor, det samme har korsridderne og man kan heller ikke fornægte landets rolle i det moderne Mellemøstens historie.

Landet er også ideelt, når man kommer hertil som arabiskstuderende. Folk er gæstfri og elsker at snakke, hvis bare man kan lidt arabisk. Og så gør det heller ikke noget, at huslejepriserne er mindre end det halve af i Danmark, og at maden er billig og god.

Volden eskalerer i Hebron

Den første måned læste jeg på en sprogskole lidt ude i den palæstinensiske del af byen, væk fra bosættelsen og militæret. Selvom volden langsomt tog til op igennem september måned kunne man sagtens læse her uden at mærke noget. I pauserne blev der oftere og oftere snakket om, hvor nogen havde mistet livet, eller hvilke nye restriktioner det israelske militær havde sat op i byen eller andre steder i Palæstina. Men det var hvad man mærkede til det.

I oktober begyndte jeg hos en ny underviser. ”No studying, only doing”, var hans pædagogiske princip. Han var en dygtig og sjov underviser. Den type, der virkelig kan presse en til at tale meget mere, end man vidste man kunne. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg gik hjem fra en af de første undervisningsgang og tænkte på, hvilken sjov anekdote fra undervisningen, der skulle blive til en statusopdatering på Facebook. På vej hjem, gik jeg på en gade, hvor der bor palæstinensere på den ene side og bosættere på den anden side. På vejen kunne man stadig se blodspor fra mordet på den unge palæstinenser Fadeel Qawasme. Anden undervisningsgang blev aflyst, da min underviser blev angrebet af bosættere.

Ugen efter oplevede jeg det bizarre, at vejen på den ene side af bygningen, jeg modtog undervisning i, var blevet erklæret lukket militært område. Den slags sker i Hebron. På vejene er der tusindvis af usynlige linjer, man ikke må krydse og i dag var en af dem rykket ind foran dette hus. Skaden for mig var ikke større end, at jeg måtte bevæge mig rundt om huset og ind af bagindgangen.

Løbende er volden mod palæstinenserne i byen kun eskaleret. Jeg har haft undervisning siden, men i skrivende stund er sidst jeg mødte min underviser ikke til undervisning, men til en begravelse for en fælles ven. I løbet af den sidste måned har over 70 palæstinensere mistet livet – 19 af dem her i Hebron. Palæstinensernes dagligdag fortsætter, og det samme gør mine studier. I morgen har jeg undervisning igen.

Begår Israel folkedrab i Gaza?

Yonatan Ungermann Goldshtein — Wed, 07 Oct 2015 09:14:12 +0000

Af Yonatan Ungermann Goldshtein

91% af børnene i Gaza melder at have set lemlæstede kroppe ligge i gaderne. Det læste jeg forleden i en rapport om psykologisk traumer blandt børn i Gaza. Rapporten var fra 2009, mener jeg. Efter krigen sidste sommer, meldes det, at over 300.000 børn har brug for akut psykologisk hjælp.

Det er børn, der ikke har lysten til at leve eller til at spise. Børn, der er traumatiserede i en sådan grad, at de har mistet sproget. Børn, der efter en traumatisk oplevelse lider af enormt aggressiv adfærd og pludselige sammenbrud. Disse børn er Gazas fremtid og produkter af politisk valg taget af israelere.

Mens der fortsat meldes om flere sårede og dræbte på Vestbredden, hvor jeg befinder mig, sender jeg en tanke til Gaza, hvor den totale destruktion af folks liv, har nået et ufatteligt niveau. Over 2000 mennesker mistede livet, over 500 af dem var børn. Hundredetusinder mistede deres hjem og grundet den israelske blokade er ikke et hus endnu blevet genopbygget, og folk holdes fortsat på sultegrænsen, da Israel ikke lader den mad ind, som FN og humanitære organisationer mener, bør lukkes ind.

80% af befolkningen overlever kun på nødhjælp og 6 ud af 10 hjem er ikke sikre på hvornår de kan få mad på bordet.

FN melder, at de forventer, at Gaza vil være ubeboelig i 2020. Det er om 5 år. Vel at mærke, hvis vi antager, at Israel ikke vælger, at udføre endnu et angreb på Gaza.

Er der tale om et folkedrab på Gazas palæstinensiske befolkning? Under FNs folkedrabskonvention er det folkedrab, når mindst en af bl.a. nedennævnte handlinger, begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en af en gruppe:

at dræbe medlemmer af gruppen,
at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,
med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse.

Medlemmer af Gazas befolkning bliver beviseligt dræbt, Gazas befolkning er psykisk destrueret, og ifølge FN er det fængsel, som Gaza er, ikke længere til at leve på om fem år. Der er altså ingen tvivl, at Israels behandling af Gaza på de "objektive faktorer" lever op til de nødvendige krænkelser for, at det kan betegnes som folkemord.

Men for at noget gælder som folkemord, skal der beviseligt være hensigt om folkedrab fra den udøvende part. Under krigen mod Gaza sidste år var regeringsmedlemmer ude og argumentere for, at Gazas befolkning skulle dræbtes, om det så var Gazas mødre eller Gazas børn. Folk gik gennem gaden i Israel under slogannet, dræb araberne, og jeg så selv, hvordan palæstinensere blev tævet på gaden mens politiet så på og kun lejlighedsvist greb ind.

Hvis du også er bekymret for om det, vi ser udfolde sig i Gaza foran en tavs verden, er et folkemord, så hjælp initiativet ”Israeli Genocide?” med at lægge pres for en undersøgelse af sagen. Gå ind på dette hjemmeside og skriv under: http://israelgenocide.com/take-action/

Hver gang en skriver under, bliver der sendt et brev til FNs Special Adviser on the Prevention of Genocide, hvori der kræves en undersøgelse af hvorvidt Israel begår folkemord mod det palæstinensiske folk

Skriv under på: http://israelgenocide.com/take-action/

Når det ikke gør en forskel om man slår ihjel

Yonatan Ungermann Goldshtein — Sun, 04 Oct 2015 18:39:48 +0000

Af Yonatan Ungermann Goldshtein

Siden jeg ankom til Palæstina har adskillige palæstinensere mistet livet. Den ene var en ung kvinde, der blev dræbt få hundrede meter fra mit hjem i Hebrons gamle bydel. En anden var en ung fyr, der blev dræbt i en natlig invasion i en landsby ikke så langt fra Hebron. Mens jeg stod med nogle andre aktivister og diskuterede med soldater, der netop havde arresteret og bagbundet en ung dreng, fik vi nyheden om, at to bosættere var blevet dræbt i Nablus. Senest er to israelere blevet dræbt i den gamle bydel i Jerusalem.

Alle, der følger med, kan se, at volden eskalerer. Den menneskelige lidelse er ubærlig. De døde er nogens forældre, søskende, venner eller bekendte. Tanken om dette kan næsten ikke andet end at efterlade en med en tom følelse og en følelse af modløshed. Hvordan fanden kommer vi videre herfra? I sådan en situation er det svært ikke at lade sig rive med af følelserne, og svært at tænke konflikten politisk og tænke politiske løsninger.

I dette indlæg gør jeg et forsøg på at vise, hvordan vi på baggrund af den seneste tids hændelser kan forstå de mekanismer, der får volden til at fortsætte.

Den klassiske forståelse

Den klassiske forståelse er at det, der foregår, er en konflikt mellem to parter, der slås. På den ene side har vi palæstinenserne, der lever under israelsk besættelse. På den anden side har vi Israel, som lever med truslen fra palæstinensiske terrorister. Når volden kommer fra begge sider, og begge lider tab, kan man enten konstatere, at parter er ”lige gode om det”, eller man kan vælge side.

Hvis man vælger at holde med israelerne, kan man så retfærdiggøre de døde palæstinensere med, at Israel må gøre hvad der står i deres magt for at beskytte sin befolkning. Og hvis man vælge at holde med palæstinenserne, kan argumentere for, at de døde israelere var bosættere og derfor ikke rigtigt tæller som civile ofre. Begge tilgange ender med retfærdiggørelse mord på civile, hvis bare det er de andre, det går ud over.

Denne tilgang reducerer situationen til samme kompleksitet som en fodboldkamp – man holder med det ene hold og er imod det andet. Den eneste vej fremad er at heppe på sit hold, og håbe på at næste kamp falder ud til deres fordel.

I lyset af de mange følelser, der er på spil, er det klart den nemmeste måde at tænke på. Men denne måde at tænke skaffer ingen retfærdighed for dem, der har mistet.

Hvordan behandler man en morder?

Intet kan fylde det tomrum, der efterlades, efter at man har mistet, men den, der har taget liv må stilles til ansvar, for sine gerninger. I den forbindelse er det interessant at se på, hvordan den, der har taget liv, efterfølgende behandles. Det afslører en del om den strukturelle ulighed, der ligger til grund for den situation, der er nu, og som forhindrer retfærdighed i at ske fyldest.

Lad os starte med at se på mordet på den 18-årige palæstinensiske, Hadeel Hashlamoun. Hun blev dræb på vej til skole, da hun gik igennem et israelsk check point i Hebron. Ifølge de israelske soldater, havde hun en kniv og ville angribe soldaterne. Ved check pointet er der altid adskillige tungt bevæbnede soldater. Ifølge øjenvidner skød militæret hende først i benet, så hun faldt og skød hende derefter adskillige gange i brystet. Ambulancen blev nægtet adgang til pigen i cirka en halv time. Hospitalet, hun blev behandlet på, fortæller, at hun døde af forblødninger.

Ingen undersøgelse er af sagen er blevet åbnet fra officielt hold. Check pointet er overvåget af adskillige kameraer, men militæret nægter at frigive videoerne, hverken til pressen eller til brug ved en undersøgelse af hændelsesforløbet. Ingen bliver stillet til ansvar for mordet.

Israels systematiske ligegyldighed overfor mord på civile palæstinensere er dokumenteret og kritiseret af bl.a. den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem.

Drengen der slog de to israelere ihjel i Østjerusalem, blev skudt af israelsk politi. Israelsk militær stormede hans families hjem klokken to om natten dagen efter og fjernede an ejendele. Familien har allerede flyttet deres ting ud fra deres hus, da de forventer, at deres hus snart vil blive revet ned. Sådan straffer Israel ofte familierne til palæstinensere, der har begået en forbrydelse, eller er mistænkt for at have begået en.

Efter mordet på de to bosættere nær Nablus, hær israelsk lukket byen helt af. Ingen kan komme ind og ud af byen. Bosættere er flere steder i området begyndt på hævnaktioner. Palæstinensiske marker bliver brændt af, og flere steder meldes det, at hærværksmændene har været beskyttet af israelske soldater, der har beskudt palæstinensere, der har forsøgt at dokumentere eller forhindre hændelserne.

Man ser altså tydeligt, at Israel reagerer med ligegyldighed og accept af mord på palæstinensere, og med kollektiv afstraffelse og hævn, når det kommer til mord på israelere. Kimen til en fremadrettet politisk tænkning om den seneste tids mord, kan måske findes i dette.

Derfor kan volden fortsætte

Vi bliver nødt til at afmystificere situationen. Der findes ingen iboende ondskab i nogen af de implicerede. Årsagerne til disses handlinger stikker dybere end religion og politisk ideologi. De implicerede ”på begge sider” er mennesker og aktører, der agerer i en politisk virkelighed.

I den virkelighed, israelerne agerer i, kan man slå palæstinensere ihjel uden at møde nogen konsekvenser. I den virkelighed, palæstinenserne agerer i, bliver man straffet for forbrydelser, man ikke har gjort, gennem Israels kollektive afstraffelse af den palæstinensiske befolkning.

Om man slår nogen ”fra den anden side” ihjel gør ingen forskel. Israeleren er straffri under alle omstændigheder, og palæstinenseren bliver straffet under alle omstændigheder. Det er under de forudsætninger, at volden kan fortsætte.

Dette gør konflikten til en politisk konflikt, som vi kan tænke en politisk løsning på – nemlig et opgør med forskelsbehandlingen mellem palæstinensere og israelere, og et opgør med Israels racistiske statsideologi.

Jeg vil slutte af med et citat fra den israelske forsker og menneskerettighedsforkæmper Nurit Peled, der, efter hun havde mistet sin datter i et selvmordsangreb, udtalte: “My little girl was killed just because she was an Israeli by a young man who was oppressed and exasperated to the point of suicide and murder just because he was a Palestinian. Both are the victims of the Israeli occupation of Palestine. Now their bloods are mixed on the stones of Jerusalem that have always been indifferent to blood.”

Sådan vil det være så længe apartheid eksisterer i Israel.

Den israelske regering har ret: Vestbredden er Israel

Yonatan Ungermann Goldshtein — Mon, 28 Sep 2015 16:11:51 +0000

Af Yonatan Ungermann Goldshtein

I EU forhandles der i disse dage om en mærkningsordning rettet mod varer fra de israelske bosættelser. Israels reaktion over for EU's tiltag siger meget om den nuværende situation, og hvordan vi må forholde os til situationen og udsigterne til en forhandlet fred mellem Israel og Palæstinenserne.

Den israelske regerings position på spørgsmålet, vil af mange blive betragtet som ekstrem. Desværre stemmer den mere overens med virkeligheden, end den virkelighed, der beskrives af de mange, der holder fast i idéen om en fred inde for rammerne af en tostatsløsning. Det er på tide, at dem, der ønsker fred i Israel/Palæstina, anerkender den virkelighed og begynder at agere derefter.

Israels position i forhold til Vestbredden

Den fungerende israelske udenrigsminister, Tzipi Hotovely, slår fast, at der ikke kommer til at være en forhandlet tostatsløsning med Israel som partner, og at Israel betragter Vestbredden og Israel som samme land.

“Vores bekymring er, at når man putter et mærkat på Judæa og Samaria, putter man et mærkat på Israel,” udtaler Hotovely og refererer til Vestbredden ved dens bibelske navn, og fortsætter ”vi anser det for værende en boykot af Israel”.

Den officielle holdning i de fleste EU-lande, som kommer til udtryk i opbakningen til en mærkningsordning, ligger i forlængelse af de mange FN-resolutioner, der slår fast, at Vestbredden er besat af Israel, og at Israel ikke har noget krav på Vestbredden. Inde for denne ramme, kan der ikke herske nogen tvivl: Vestbredden er ikke Israel, og boykot af varer fra bosættelserne er ikke boykot af Israel, men boykot af varer produceret på besat territorie, som tilhører palæstinenserne.

Der kan heller ikke herske nogen tvivl om, at det under international lov er forbudt for en besættelsesmagt at bosætte sin befolkning på besat jord. Dette er en klokkeklar krigsforbrydelse.

Dette rør dog ikke Holovvety og den israelske regering.

“[Overdragelse af] Judæa og Samaria er ikke engang på listen over muligheder som vi tilbyder palæstinenserne,” udtaler Holovety videre og lægger sig dermed i direkte forlængelse af premierminister Benjamin Netanyahus linje overfor de besatte territorier. Ligesom ham støtter hun i princippet oprettelsen af en palæstinensisk stat, men siger, at verden må vende sig til at Vestbredden vil forblive under ”de facto israelsk suverænitet, da ”det er vores forfædres land”.

Hvordan bør vi forholde os?

Denne situation er ikke ny. Om der har været et tidspunkt i historien, hvor dele af det israelske lederskab rent faktisk har ønsket en fredelig løsning med palæstinenserne, der inkluderede palæstinensernes ret til selvbestemmelse og jord, skal jeg ikke være skråsikker på. Det, vi må konstatere, når man ser på historien, er dog, at der aldrig har været taget reelle skridt i den retning. Situationen nu er kun unik, fordi den israelske regering så åbent melder ud, at de ikke har tænkt sig at være en partner for fred.

Den virkelighed, vi må forholde os til, er en virkelighed, hvor Israel konstant annekterer palæstinensisk land og holder resten under et hårdt militært styre og under en besættelse, der er blevet en permanent realitet på Vestbredden. Palæstinensisk land bliver langsomt opslugt af udvidelser af bosættelserne, og palæstinenserne presses sammen på mindre og mindre land, og mister deres landbrugsjord og levebrød.

Måske det er på tide, at vi opgiver illusionen om en forhandlet fred med Israel, og tager den israelske regering på ordet: hvis I ikke har tænkt jer at ende besættelsen og forhandle en fred, der inkluderer palæstinensernes ret til land og selvbestemmelse, så må vi betragte landet som annekteret og forholde os til alle palæstinenserne som folk, der bor på israelsk land.

Som situationen er nu, findes der ikke nogle palæstinensiske territorier, der ligger ved siden af staten Israel. Der er i alle henseender ét land, og én regering, der bestemmer over alle, der bor på området.

I lyset af dette, er det ikke forhandlinger, der er behov for, men derimod internationalt pres for et regimeskifte – på samme måde som da det internationale samfund besluttede sig for at lægge pres på apartheidregimet i Sydafrika. Målet må være én stat, der er en stat for alle statens borgere, uagtet etnicitet.

Dette er i dag det eneste svar på situationen, der er tilbage for folk, der ønsker fred og demokrati. Det eneste alternativ er fortsat apartheid.

Kan du lide party? Prøv israelsk apartyheid!

Yonatan Ungermann Goldshtein — Fri, 18 Sep 2015 10:43:37 +0000

Af Yonatan Ungermann Goldshtein

Under titlen ”frisind og pulversand”, hyldes Tel Avivs strande i Politiken d. 14/9. Vi føres langs blåt hav og blødt sand, og udsættes for Israel som en kulturel smeltedigel. Her er plads til alle konkluderes det.

Vi starter ved stranden, hvor ortodokse mænd og kvinder bades på skift for ikke at blive udsat for hinandens nøgne kroppe, går lidt videre og lander blandt lyderøde Speedos på de homoseksuelles foretrukne strand. Et fristed i Mellemøsten for såvel jøder som homoseksuelle, og vi behøves ikke at tænke på, at vi ikke skal mange kilometer mod øst før vi rammer en befolkning af palæstinensere, der lever under Israels ulovlige militære besættelse. Lad os her blandt de veltrænede overkroppe under den stærke sol ikke tænke på, hvordan Israel tvinger homoseksuelle til at være kollaboratører ved at true med at offentliggøre deres seksualitet.

Vi fortsætter mod syd til den smukke gamle bydel, Yaffa. Vi nyder godt af havets frugter på en fiskerestaurant, ser solen gå ned over havet og skænker ikke den etniske udrensning en tanke. Tænk ikke over, at du sidder på de sidste rester af det, der engang var prægtig havneby, hvor størstedelen blev revet ned og det der i dag er tilbage er reduceret til ”Tel Avivs” gamle bydel. Skænk ikke de smadrede landbyer og fordrivelsen af 800.000 palæstinensere en tanke.

Gå nu i byen og mærk det pulserende israelske natteliv. Intet går sammen som lune sommernætter og kolde fadøl. Hvis du kan lide party, så vil du elske israelsk apartyheid. Mens du fester til sprød elektronisk musik, så tænk ikke over at man på den anden side af muren aldrig ved om man har strøm, tænk endelig ikke på, at 2 millioner mennesker holdes indespærret og på et absolut eksistensminimum i Gaza kun få kilometer herfra.

Stå op dagen efter, smil, sig ”shalom”, og lad dig ikke bekymre over, at ingen palæstinenser, du møder på gaden, har samme rettigheder som de europæiske tilflyttere, selvom begge har israelsk statsborgerskab.

Bare rolig venner! Der er langt herfra og til Jerusalem, hvor folk med store hatte rent faktisk tror på den jødiske gud. Her i Tel Aviv tror vi ikke på gud, men vi ved at han har givet os Israel.

Velkommen til den kulturelle smeltedigel, hvor indholdet langsomt men sikkert bliver renere og renere. Velkommen til den jødiske stat.

Historien bag billedet af en palæstinensisk dreng

Yonatan Ungermann Goldshtein — Mon, 31 Aug 2015 21:57:19 +0000

Af Yonatan Ungermann Goldshtein

Vi har alle set billeder på nettet af en israelsk soldat, der overmander og kvæler en palæstinensisk dreng, som til sidst bliver redet af en pige og en gruppe kvinder fra hans familie. Billederne er fantastisk stærke, og viser et glimt af den israelske besættelses absurditet, men kun et glimt. Bag billederne gemmer der sig en historie om en hverdag med daglig vold og terror under israelsk besættelse.

Billederne blev taget under den ugentlige fredagsdemonstration i byen Nabi Saleh lidt udenfor Ramallah på Vestbredden. Nær byen ligger den ulovlige israelske bosættelse Halamish, som har overtaget store dele af byens landbrugsjord. Siden bosætterne overtog og afspærrede byens primære vandressource, en kilde, der ligger på palæstinensiskejet jord lige nedenfor byen, har beboerne i Nabi Saleh demonstreret hver fredag. Det er godt seks år siden.

Drengen på billedet hedder Mohammed Tamimi og er 12 år. Under sidste uges demonstration gik han og hans mor lidt borte fra demonstrationen og så på. De unge drenge står ellers gerne forrest i demonstrationerne og besvarer de israelske våben med sten fra deres slynger. Men i dag gik Mohammed og så på afstand. Han havde nemlig brækket sin arm to dage tidligere, hvor soldaterne besøgte byen om natten.

”Man kan se på billederne, at han har armen i gips”, siger hans mor Nariman i et interview til Middle East Eye, ”soldaterne skød tåregas ind i vores hus, smadrede vinduerne, en af granaterne, som fløj ind, ramte hans arm og brækkede hans håndled.” Derfor tog han ikke del i protesterne den fredag.

”Der er ingen sikre steder i Nabi Saleh, indenfor eller udenfor, men børnene bliver mindre traumatiserede, når det er det ude og ser deres frygt i øjnene, end når de er indenfor og gemmer sig”, fortsætter hun i interviewet.

Adskillige unge mennesker har gennem tiden mistet livet i Nabi Saleh til de israelske soldaters skud, og Muhammed forklarer, da journalisten spørger om hændelse var det mest skræmmende han har oplevet i sit liv:

”Det mest skræmmende øjeblik i mit liv, var ikke i fredags. Det var da, jeg var 9 år. Soldaterne ankom til byen midt om natten og der var ikke journalister tilstede. Vi løb fra soldaterne, men de ældre børn var hurtigere.”

Ligesom i fredags var han ikke en del af den store gruppe. De ældre drenge var nået op på bakken, mens han og hans fætter stadig var ved bunden og soldaterne kom tættere på.

”Soldaterne ville arrestere os, men vores fætre begyndte at kast sten og vi kom væk, men da jeg kom os til resten af drengene, skød de min ene fætter lige foran mig. Dét var mit mest skræmmende øjeblik, ikke i går.”

Dette er lidt mere af historien om drengen, der blev redet fra en soldat af to kvinder og et barn. Den bringes i medierne, som en sensationshistorie uden kontekst, hverken om folkene på billedet eller stedet hvor de udspiller sig.

Men der er intet sensationelt eller ekstraordinær over det, der sker – hverken volden mod barnet, eller kvinderne og børnenes aktive deltagelse i modstanden mod besættelsesmagtens voldsudøvelse.

I juni i år sad 160 mindreårige palæstinensere i israelske fængsler; 22 af dem er under 16 år. Tallet har svinget mellem 100 og 300 de seneste par år.

Men modstanden mod besættelsen fortsætter med både mænd, kvinder og børn som aktive deltagere. Især i Nabi Saleh spiller byens kvinder en særdeles aktiv rolle i modstanden, både i organiseringen og ved forreste linje til demonstrationerne.

Lad os ikke glemme at bag billederne, der vises i pressen, gemmer der sig en historie om en by og et folks tragedie – og den fortsatte ukuelige modstand. Må de snart få deres frihed!

Link til interview: http://www.middleeasteye.net/in-depth/features/palestinian-family-who-fo...

Link til fakta om "palestian minors in custody by Israeli security forces": http://www.btselem.org/statistics/minors_in_custody