Søren Søndergaard's blog

Terrorstemplingen af PKK må genovervejes

Søren Søndergaard — Sat, 27 Sep 2014 16:26:18 +0000

Af Søren Søndergaard

Sammen med ni gode folk har jeg i dag - lørdag den 27. september 2014 - fået bragt nedenstående opfordring som et indlæg på Politikens debatsider:

Da Yasidi-mindretallet i Irak for nylig blev angrebet af Islamisk Stat og de overlevende måtte flygte op i Sinjar-bjergene var der én hovedårsag til, at de ikke alle blev massakreret, men at mange blev bragt i sikkerhed. Den årsag var en resolut indgriben fra de væbnede styrker fra det tyrkiske PKK og dets syriske søsterorganisation PYD.

Dette må siges at være historiens ironi. Det PKK, som på initiativ af Tyrkiet er blevet placeret på USA’s og EU’s terrorliste, var den kraft, som mest energisk og effektfulgt gik til kamp for at redde mennesker på flugt og i praksis forsvare de tolerante og sekulære værdier, som vi bryster os så meget af i vesten. Ironien bliver ikke mindre af, at det i høj grad var de kvindelige militssoldater fra PKK/PYD, som stod i spidsen for at stoppe Islamisk Stats religiøse fascisme og absurde kvindeundertrykkelse.

Kurdistans Arbejderparti (PKK) blev dannet i 1978 som en reaktion mod den hårdhændede undertrykkelse i Tyrkiet af den kurdiske befolkningsgruppe, som blev nægtet elementære demokratiske rettigheder. I den væbnede kamp mod undertrykkelsen har PKK i perioder brugt uacceptable metoder, som bl.a. angreb på civile mål. Sådanne metoder har vi altid utvetydigt taget afstand fra. Men det ændrer intet ved legitimiteten i kurdernes kamp for ligebehandling og demokratiske rettigheder.

PPK har imidlertid for år tilbage ophørt med at bruge sådanne metoder. Samtidig har PKK gentagne gange taget initiativ til våbenhviler, hvilket bl.a. har medvirket til igangsættelse af en fredsproces mellem PKK og de tyrkiske myndigheder. Denne fredsproces hilser vi meget velkommen og håber, at den en gang for alle kan løse problemet med diskriminationen af den kurdiske befolkningsgruppe i Tyrkiet.

For at komme videre i den proces, men også for påskønne den indsats, som PKK yder i kampen mod Islamisk Stat, er det på høje tid, at spørgsmålet om PKK’s placering på EU’s terrorliste tages op til fornyet behandling. En placering, som bl.a. gør det vanskeligere for sekulære kurdiske kræfter at imødegå propagandaen fra Islamisk Stat. Det viser domfældelsen og lukningen af ROJ TV for at være i ledtog med PKK tydeligt.

På den baggrund vil vi opfordre regeringen til at genoverveje terrorstemplingen af PKK og til også at rejse diskussionen i EU med henblik på at få PKK taget af EU’s terrorliste.

Underskrevet af:

Søren Søndergaard, folketingskandidat, tidligere MF og MEP; Pernille Frahm, medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, tidligere MF og MEP; Nikolaj Villumsen, medlem af Folketinget; Kjeld Aakjær, Kurdisk Forum; Serdal Benli, viceborgmester og medlem af byrådet i Gladsaxe; Villo Sigurdsson, tidligere byplanborgmester i København; Lave K. Broch, formand for FN-forbundets freds- og konfliktløsningsudvalg; Ditte Staun, byrådsmedlem for Radikale Venstre, Skive; Bjørn Elmquist, advokat, tidligere MF; Preben Wilhjelm, tidligere MF.

SF støtter Jean-Claude Juncker

Søren Søndergaard — Fri, 27 Jun 2014 07:33:06 +0000

Af Søren Søndergaard

Skulle der være enkelte Modkraft-brugere, som stemte på Margrete Auken i håbet om at få en stærk venstreorienteret stemme i EU-parlamentet, så kan de godt vågne op nu.

I dagens udgave af Politiken forklarer SF’s EU-parlamentariker, at hun skam vil stemme på den konservative Jean-Claude Juncker til den magtfulde post som formand for EU-Kommissionen: ”I vores gruppe har der været diskussioner om, at det ikke er smart, at han har været regeringsleder i Luxembourg, der er et skattely. Det er absolut ikke den bedste anbefaling. Men jeg kommer til at stemme på ham. Han er den konservative gruppes kandidat, men han skal være hele EU’s repræsentant", forklarer Margrete Auken.

Forstå det hvem der kan! Men nu ved vi i hvert fald hvor vi har SF’s repræsentant, når EU-parlamentet skal stemme om den helt centrale toppost i EU-systemet. Som aktiv støtte til en person, som ikke bare er ansvarlig for skatteunddragelse, men som også har stået i spidsen for de EU-dikterede nedskæringer, som har ødelagt livet for millioner af mennesker i det sydlige Europa.

At manden så angiveligt drikker cognac til morgenmaden og ryger præcis, hvor det passer ham, må nærmest anses som en formildende omstændighed!

Tak for ordet

Søren Søndergaard — Sun, 09 Feb 2014 17:31:21 +0000

Af Søren Søndergaard

Efter mere end 270 blogs om EU takker jeg nu af. Jeg ønsker min efterfølger som EU-parlamentariker held og lykke og siger på gensyn i andre sammenhænge.

Den 1. januar 2007 indtrådte jeg som medlem af EU-parlamentet. Egentlig skete det lidt ved en tilfældighed. Folkebevægelsens daværende EU-parlamentariker, Ole Krarup, havde været udsat for en alvorlig trafikulykke i Strasbourg. Og da der ikke er noget, som hedder orlov i EU-parlamentet – hverken sygeorlov eller barselsorlov!!! – så valgte han at trække sig for at blive helt frisk.

Som den første suppleant på listen valgt ved valget i 2004 stod jeg så for tur. I de sidste 7 år har jeg derfor oplevet EU på nærmeste hold – og der er virkelig sket meget, siden EU-parlamentets daværende formand, spanieren Josep Borrell, i den store plenarsal i Strasbourg bød velkommen til Rumænien, Bulgarien og … Søren Søndergaard.

På det institutionelle plan er den største ændring, at Lissabon-traktaten trådte i kraft efter EP-valget i 2009. Den betyder, at meget mere magt er blevet overført fra de nationale parlamenter til EU-parlamentet. Det mærkes i det daglige og det kan man mene om, hvad man vil. Men det er fantastisk, at det kunne ske uden, at den danske befolkning fik mulighed for at tage stilling til det ved en folkeafstemning. Tyveri af selvbestemmelse ved højlys dag!

På det økonomiske plan er den største ændring, at konsekvenserne af den fælles mønt for alvor er slået igennem. Frem til 2008 fungerede euroen i en økonomisk opgangsperiode, hvor alt kunne lade sig gøre. Men efter krisens gennemslag er det blevet klart for alle, at forudsætningen for, at en fælles mønt kan fungere, er en fælles økonomisk politik og en fælles regering til at tvinge den igennem. Da vi sagde det op til euro-afstemningen i år 2000 blev det kaldt ”skræmmekampagne”, men udviklingen har vist, at vi havde ret.

På det politiske plan er den største ændring, at EU-skepsissen er eksploderet. Da jeg blev medlem af EU-parlamentet i 2007 var det ifølge EU’s eget opinionsinstitut, Eurobarometer, 57% af befolkningen, som havde generel tiltro til EU’s institutioner. I den seneste måling ved udgangen af 2013 er tallet faldet til 31%. Samtidig viser undersøgelsen, at kun 29% af EU’s befolkning føler, at de har noget som helst at skulle have sagt i EU, mens 66% ikke føler det.

Dette dramatiske fald i politisk legitimitet hænger først og fremmest sammen med den måde, som EU – tro mod sine grundlæggende traktater - har tacklet den økonomiske krise. Det blev meget præcist udtrykt af Helle Thorning-Schmidt, da hun den 1. januar 2012 overtog det roterende formandskab for EU og i den forbindelse udtalte: ”Det gælder udelukkende om at redde euroen. Så længe vi ikke har styr på euroen, så er der ikke plads til noget som helst andet i europæisk økonomi” (Pol, 26/12-11).

Resultatet har vi set i form af massivt stigende arbejdsløshed og fattigdom. Selv nu, hvor EU-lederne praler af, at krisen har toppet, så er der over 25 millioner arbejdsløse og over 120 millioner (næsten ¼ af EU’s borgere), som lever på eller under fattigdomsgrænsen. Det kan godt være, at operation ”red euroen” lykkedes i første omgang, men omkostningerne for den almindelige befolkning har været enorme.

De kommende år vil ikke blive mindre dramatiske. Med den førte politik vil den sociale nød i EU ikke forsvinde, men tværtimod udløse sociale eksplosioner og politiske kriser. Samtidig vil ikke mindst EU’s dominerende magt, Tyskland, insistere på etablering af en egentlig EU-stat. Uden en fælles økonomisk regering vil de simpelthen ikke stå som økonomisk bagstopper for hele europrojektet.

Det kom klart frem så sent som i fredags, hvor den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe kaldte det ”uforeneligt med primærretten”, at Den Europæiske Centralbank har annonceret at ville købe gældssatte landes statsobligationer for at redde euroen. Det kan kun accepteres, hvis der etableres en egentlig EU-stat. F.eks. med en såkaldt ”budgetzar”, som skal underskrive de enkelte landes finanslove før de kan træde i kraft, som foreslået af den tyske finansminister Schäuble og bakket op af kansler Merkel.

Jo, de kommende år vil blive mindst lige så begivenhedsrige, som de foregående. Men med min overdragelse i sidste uge af Folkebevægelsens mandat i EU-parlamentet til Rina Ronja Kari, så kommer jeg til at forholde mig til dem fra en anden platform. Efter mere end 270 af slagsen stopper mine ugentlige EU-blogs derfor også.

Jeg siger tak for ordet og på gensyn i andre sammenhænge!

Goldman Sucks

Søren Søndergaard — Sun, 02 Feb 2014 18:10:40 +0000

Af Søren Søndergaard

De selvsamme politikere, som overdrager mere og mere magt til EU, står nu også bag salget til Goldman Sachs. Måske har de bare opgivet selv at regere Danmark?

Bjarne Corydons salg af en aktiepost i Dong til det internationalt berygtede Goldman Sachs, har allerede været en bekostelig affære. I første omgang tænker jeg ikke her på de negative konsekvenser det kan få for en selvstændig dansk energipolitik, men på de rent politiske.

Tilsyneladende meget mod sit ønske har SF’s formand, Annette Vilhelmsen, måtte trække partiet ud af regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og de radikale. Hun selv har måttet trække sig tilbage og udfylde kun formandsposten til en ny er blevet valgt. Og Dong Corydons parti har måttet indkassere endnu en lussing i meningsmålingerne og er nu kun landets tredjestørste parti.

Men de danske ofre for Goldman Sachs er blot en ligegyldig bagatel – undskyld, Annette! – i forhold til de ofre som Goldman Sachs’ hærgen har kostet i en række andre lande. Folk har måttet gå fra hus og hjem, liv er blevet ødelagt og selvmordsraten eksploderet, mens Goldman Sachs bare er blevet rigere og rigere og har fået mere og mere indflydelse.

Goldman Sachs hærgen før, under og efter den amerikanske finanskrise er kendt. Blandt andet via det såkaldte ”Abacus”-nummer, hvor der videresolgtes værdiløse boliglån til intetanende købere (inklusiv egne kunder), og spekulative forsikringer i den amerikanske forsikringsgigant, AIC, hvis redning kostede de amerikanske skatteydere i omegnen af 13 milliarder dollars.

Mindre kendt i offentligheden er det, at Goldman Sachs også har været direkte involveret i spekulative operationer i europæiske lande, f.eks. i Grækenland. Det kan man se mere om i den 55 minutter lange franske dokumentarfilm, ”Goldman Sachs – en farlig forbindelse”. Den blev vist på DR2 mandag den 27. januar kl. 23.20, men kan for folk der skal tidligt op på arbejde ses lidt endnu her.

Udsendelsen viser hvordan Goldman Sachs via hemmelige lån og et gigantisk salær giver sit bidrag til at Grækenland kunstigt kunne reducere sit statsunderskud og dermed komme med i euroen den 1. januar 2002. Og det på trods af, at landet overhovedet ikke opfyldte de økonomiske kriterier og ikke på længere sigt ville have nogen chance for at klare sig økonomisk indenfor euroen.

Men en ting er, hvad Goldman Sachs har begået af ugerninger i ly af mørket, noget andet er hvordan firmaet helt åbent infiltrerer det politiske system i EU via tidligere (og kommende!) medarbejdere. Det har jeg tidligere beskrevet i nogle af mine blogs, f.eks. her og her.

Det mest kendte eksempel er chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi. Han tiltrådte i den 1. november 2011 og skal sidde til den 31. oktober 2019, det vil sige mere end fem år endnu! Før han fik posten fungerede han som vicepræsident for Goldman Sachs europæiske afdeling – en post han i øvrigt fik efter, at han i det italienske finansministerium forestod udsalg af offentlig ejendom til bl.a. … ja, rigtig gættet! … Goldman Sachs!

I forbindelse med udpegning som chef for EBC deltog han i en høring i EU-parlamentet, hvor han afviste ethvert kendskab til den græske fidus. Det lyder utroligt, men det er i hvert fald en kendsgerning, at han aldrig har taget afstand fra det nummer Goldman Sachs lavede i Grækenland. Tilsyneladende var det ikke uden grund, at den nu afdøde italienske præsident fra 1985-92, Francesco Cossiga, kaldte Draghi for ”skamløs”.

I EU sidder Goldman Sachs – direkte eller indirekte - med ved bordet, når de største beslutninger skal træffes. Og i Danmark er de nu inviteret indenfor i varmen til en ikke ubetydelig indflydelse i DONG. Hvad er det, der sker?

Det kan være svært at forstå. Men det er alligevel tankevækkende, at de politikere, som er helt vilde med at sælge ud af danske selvbestemmelse til EU, er præcis de samme, som nu sælger ud af arvesølvet til et amerikansk kapitalistisk spekulantsyndikat.

Måske har de bare opgivet selv at regere Danmark?

L'Aquila

Søren Søndergaard — Sun, 26 Jan 2014 13:44:04 +0000

Af Søren Søndergaard

Solidaritetspenge fra EU’s borgere til jordskælvsofre i Italien er gået i mafiaens lommer. Men i stedet for at handle har EU-kommissionen siddet på hænderne.

Siden nytår har det italienske politi anholdt en række personer og anklaget dem for bestikkelse og svindel med offentlige midler. Midler, som oprindelig var bevilget til nødhjælp og genopbygning til ofre for et stort jordskælv i Italien.

For snart 5 år siden - den 6. april 2009 kl. 3.32 - blev den italienske by l'Aquila og de 55 omkringliggende kommuner ramt af et voldsomt og ødelæggende jordskælv. Over 300 mennesker blev dræbt og titusinder blev gjort hjemløse.

Hele den gamle bykerne fra middelalderen blev ødelagt. Den var bygget i det 13. århundrede efter samme grundplan som Jerusalem med en række pladser med kirker og springvand, som repræsenterede områdets 99 landsbyer. Ødelæggelserne vurderes til et økonomisk omfang på mere end 10 milliarder euro (cirka 75 milliarder danske kroner).

I første omgang blev de titusinder af hjemløse indkvarteret i teltbyer og i turisthoteller langs kysten, mens genopbygningen af byen skulle foregå. På den front skete imidlertid stort set intet. Så da den daværende italienske premierminister, Silvio Berlusconi, udnyttede jordskælvet til et stort pr-stunt ved at flytte G8-topmødet til l'Aquila, blev det mødt med store bannere, hvor der stod: "Yes, we Camp". Et finurligt ordspil over den besøgende Barak Obamas valgslogan i den amerikanske valgkamp: "Yes, we can".

På baggrund af de omfattende ødelæggelser og den tilstundende vinter var det kun naturligt, at EU-parlamentet på sin samling i november 2009 bevilgede næsten 500 millioner euro fra EU's solidaritetsfond til midlertidig indkvartering af ofrene for jordskælvet. Denne bevilling var den hidtil største, som nogensinde var blevet bevilget fra Solidaritetsfonden.

Hurtig blev det imidlertid klart, at noget var galt. Dels foregik der ikke nogen genopbygning af den ødelagte by. Og dels blev solidaritetsbidraget fra EU ikke først og fremmest brugt til at opbygge midlertidige boliger, men til at opbygge permanente boliger i små isolerede indklaver i lang afstand fra byen. Det virkede næsten som om "nogen" benyttede jordskælvet til permanent at fjerne de oprindelige indbyggere fra byen, som så senere kan gøres til et investeringsobjekt.

På den baggrund tog jeg initiativ til, at EU-parlamentets budgetkontroludvalg, hvor jeg er medlem, besøgte l'Aquila allerede tilbage i oktober 2010. I en efterfølgende rapport stillede vi en række klare krav, bl.a. at EU-kommissionen, som har ansvar for pengenes korrekte anvendelse, gennemførte en hasterevision og redegjorde for, hvad der egentlig foregik.

Alligevel er det først på det seneste, at der er ved at komme lidt mere klarhed over, hvad der egentlig er foregået. En hidtil hemmeligholdt rapport fra EU-kommissionen viser, at af de i alt 900 millioner euro, som blev afsat til indkvartering af ofrene (500 millioner fra EU og 400 millioner fra de italienske myndigheder) er omkring 300 millioner blevet brugt i strid med EU's udbudsregler. Altså ikke mindre end en tredjedel!

Selvom hele dette beløb ikke dækker over direkte svindel, så viser de seneste anholdelser, at mafia-organisationer har haft snablen dybt ned i kassen. Alligevel vil EU-kommissionen ikke kræve pengene tilbage. Den absurde begrundelse lyder , at de fejlagtigt udbetalte penge er lidt mindre end det de italienske myndigheder selv har bidraget med og derfor intet har at gøre med bevillingen fra EU.

Samtidig dokumenterer en rapport fra Den Europæiske Revisionsret, at ikke alene har myndighederne bygget permanente boliger til få i stedet for midlertidige boliger til mange, men at disse boliger er betalt med 150% af markedsprisen. Derudover er mange af dem bygget så dårligt, at der har været brande og at et helt kvarter med flere hundrede indbyggere har måttet evakueres, fordi deres boliger var uegnet til menneskebolig.

Min rapport om disse forhold (se: her<http://www.europarl.europa.eu/meetdocs/2009_2014/documents/cont/dt/1007/1007699/1007699da.pdf> har vakt opsigt i Italien. Nogle af Berlusconis håndlangere har offentligt angrebet mig for at ville "skade Italien". Det forholder sig naturligvis lige omvendt. Misbruget af solidaritetspengene er ikke bare en hån mod skatteborgerne i EU. Det er også en hån mod de ofre for jordskælvet, som havde desperat brug for solidariteten.

Derfor burde EU-kommissionen have grebet ind for længst. At det ikke er sket, er en kæmpe skandale. En skandale, som nu udstilles med anholdelserne i Italien.

Nyt ansigt, samme indhold

Søren Søndergaard — Sun, 19 Jan 2014 15:45:16 +0000

Af Søren Søndergaard

Onsdag den 5. februar overlader jeg pladsen i EU-parlamentet til Rina Ronja Kari. Dermed skifter EU-modstanden ansigt, men ikke indhold.

Under januar-samlingen i Strasbourg i sidste uge aflagde jeg et af mine sjældne besøg på 14. etage, hvor EU-parlamentets generalsekretær, Klaus Welle, har sit kontor.

Anledningen var heller ikke helt almindelig. Jeg skulle nemlig underskrive et officielt dokument, hvori jeg højtideligt erklærede, at jeg helt frivilligt nedlægger ”mit mandat som medlem af Europa-parlamentet med virkning fra den 05/02/2014”.

På den måde ønsker EU-parlamentet - meget naturligt - at sikre sig mod, at anmodningen om min udtræden er sket med en pistol for panden og samtidig sikre, at jeg giver afkald på eftervederlag o.l., som ellers ville komme til udbetaling, hvis min udtræden var sket i forbindelse med et valg eller dikteret af sygdom.

For snart et år siden meddelte jeg Folkebevægelsen, at jeg ikke ønskede at genopstille til det kommende valg til EU-parlamentet. Det skyldes hverken at jeg er træt af Folkebevægelsen eller af opgaven med at repræsentere EU-modstanden i EU-parlamentet.

Det har jeg gjort med glæde i de sidste 7 år. Men hvis jeg opstillede igen, så ville det komme op på over 12 år. Og grundlæggende er det min opfattelse, at man skal passe meget på med at sidde i den samme position for længe. Og det gælder ikke mindst i EU-parlamentet.

De fleste politikere er mere EU-positive end befolkningen som helhed. Og de fleste EU-politikere er endnu mere EU-begejstrede end politikerne som helhed. Det siger altså ikke så lidt. At bevæge sig rundt i EU-parlamentet er derfor at bevæge sig rundt i en boble af EU-begejstring. I længden er det næppe sundt for hverken det mentale helbred eller evnen til at tænke klart.

Samtidig lever Folkebevægelsen alene i kraft af det engagement, som flere tusind ildsjæle over hele landet lægger for dagen. Skal det engagement holdes ved lige, så kræver det også, at der er reelle muligheder for at få indflydelse og blive valgt – også til posten som EU-parlamentariker. Og i virkelighedens verden er det ikke så let, hvis ”den gamle MEP’er” bare stiller op igen og igen.

Da jeg sidste år meddelte at jeg ikke genopstillede, så sagde jeg også, at jeg var klar til at trække mig fra posten før tid, hvis en af mine nuværende suppleanter blev valgt som kandidat for Folkebevægelsen. Og det var jo lige præcis det, som skete, da Rina Ronja Kari blev valgt som spidskandidat for liste N på landsmødet i efteråret. Derfor er det også efter aftale med hende, at hun overtager posten den 5. februar.

Da Danmark blev medlem af EF i 1972, var Rina ikke født. I den forstand repræsenterer hun en ny generation af EU-modstandere, som er født i EU. De længes ikke tilbage til et Danmark, som de aldrig har oplevet, men baserer deres modstand på erfaringerne med, hvad det virkeligt eksisterende EU gør ved Europa og dets befolkninger.

Men trods sin alder er der nok ikke mange andre kandidater til EP-valget i maj, som ved så meget om EU og har beskæftiget sig med det så stor en del af deres liv, som Rina. Hun var kun 18 år da hun – som den yngste kandidat overhovedet - første gang stod på stemmesedlen for Folkebevægelsen til valget i 2004. Og siden har hun været talsperson for Ungdom mod EU fra 2004-2007, blandt topkandidaterne til valget i 2009 og talsperson for Folkebevægelsen fra 2008 og frem.

Derfor skal Rina heller ikke bruge de kommende måneder i EU-parlamentet til at sætte sig ind i, hvad EU egentlig handler om. Det ved hun allerede. Men hun skal bruge dem til at kaste sig ind i de helt aktuelle diskussioner i EU-parlamentet og dermed stå så godt rustet som muligt til den kommende valgkamp.

Rina skal ikke i EU-parlamentet, fordi hun trak en nitte i spillet om posterne på Christiansborg. Rina skal i EU-parlamentet, fordi hun er et rigtigt godt bud på én, som kan give EU-modstand.

Den 5. februar skifter EU-modstanden ansigt, men ikke indhold. Det ser jeg frem til og ønsker Rina alt mulig held og lykke!

I forbindelse med ændringen afholdes en overdragelses-reception fredag den 7. februar kl. 15.00-17.00 i Huset i Magstræde i København.

Snyd ikke vælgerne

Søren Søndergaard — Mon, 13 Jan 2014 07:30:20 +0000

Af Søren Søndergaard

Hvis SF igen indgår valgforbund med de radikale til EU-valget, så kan en stemme på SF styrke den liberale gruppe i EU-parlamentet, hvor Venstre er medlem.

Til folketingsvalg i Danmark er det ikke tilladt at indgå valgforbund. Det er det til gengæld til kommunalvalg og til valget til EU-parlamentet. Det betyder, at overskydende stemmer på et parti, som ikke omsættes i et mandat, overføres til et andet parti i valgforbundet.

Ikke mindst til EU-parlamentsvalg er det efter min mening meget rimeligt. Det hænger sammen med, at spærregrænsen for at blive repræsenteret i EU-parlamentet er meget høj. Med kun 13 danske medlemmer, er den reelle spærregrænse på op til 7,69%. Til sammenligning er den 2% til folketinget.

Hvis ikke muligheden for valgforbund fandtes, så ville det kunne betyde, at lister med 5-6% af stemmerne overhovedet ikke talte med i fordelingen af mandater. Med valgforbund kan man i hvert fald sikre, at stemmerne går til nogen i nærheden. De næstbedste, så at sige.

Men skal man leve op til denne ideelle tanke med valgforbund, så kræver det selvfølgelig, at partierne i et valgforbund trækker i samme retning og at det er fuldt ud gennemskueligt for vælgerne, hvad der foregår.

Sådan var det ikke ved sidste valg til EU-parlamentet i 2009, hvor Socialdemokraterne, de radikale og SF indgik et fælles valgforbund.

Set ud fra en dansk politisk virkelighed lyder det måske meget tilforladeligt. De tre partier ligger rimelig tæt på hinanden og indgår aktuelt i en fælles regering. Så på den baggrund synes det måske ikke at gøre den store forskel, om det ene eller det andet af de tre partier i sidste ende får mandatet.

Men sådan forholder det sig ikke i EU. Her ligger magten ikke så meget hos de enkelte parlamentarikere, som i de politiske grupper, de indgår i. Det er grupperne, som fordeler taletid, ordførerskaber og alle andre parlamentariske poster. Det er i øvrigt også grupperne, som råder over de fleste penge og ansatte. Ansatte, som i høj grad udarbejder de stemmelister, som parlamentarikerne stemmer efter.

Hvis man gør sig udtilbens i sin politiske gruppe, så får man simpelthen sværere ved at få ordet, ved at få ordførerskaber, ved at få sekretærhjælp, ved at få støtte til initiativer mv. Man får kort sagt sværere ved at få indflydelse.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilken politisk gruppe, man er placeret i. Og i den sammenhæng er det mildes talt tankevækkende, at de tre partier i det danske valgforbund støttede hver sin politiske gruppe i EU-parlamentet: Socialdemokraterne støttede den såkaldte S&D-gruppe, SF støttede den grønne gruppe og de radikale støttede den liberale gruppe, hvor også det danske parti Venstre sidder. På EU-plan er de radikale altså tættere allierede med Venstre, end de er med SF og Socialdemokraterne.

Ved sidste valg endte de radikale med slet ikke at blive repræsenteret i EU-parlamentet. Derfor har denne absurditet ikke været synlig i den forløbne periode. Men det kan den blive i næste valgperiode, hvis det samme valgforbund indgås og hvis det lykkes de radikale at passere spærregrænsen, bl.a. med hjælp fra SF og Socialdemokraterne.

Ikke mindst SF’s EU-parlamentariker, Margrete Auken, er ved festlige lejligheder altid klar med en påstand om, at valget til EU-parlamentet handler om et valg mellem ”højre” og ”venstre”. Men hvis SF igen indgår valgforbund med de radikale, så kan en stemme på SF altså være med til at styrke den liberale gruppe i EU-parlamentet. En gruppe, som 110% har støttet den EU-dikterede nedskæringspolitik overfor de kriseramte lande i EU, for nu bare at nævne et enkelt eksempel.

Hvis SF virkelig mener, at EU-parlamentet er en kampplads mellem højre og venstre, så burde de droppe det valgforbund med de radikale, som i sidste ende er en støtte til den liberale gruppe i EU-parlamentet. Andet vil være at snyde vælgerne.

Fis i en hornlygte

Søren Søndergaard — Sun, 05 Jan 2014 15:51:17 +0000

Af Søren Søndergaard

Der skal mere til end annoncering af et pseudovalg til posten som formand for EU-kommissionen, hvis der skal gøres op med det demokratiske underskud i EU.

Tilliden til EU befinder sig på et historisk lavpunkt. Det viste en undersøgelse, som sidste år blev udført af EU’s eget opinionsundersøgelsesinstitut, Eurobarometer.

Kun 31% af de adspurgte EU-borgere svarede ja til, at de havde tiltro til EU-institutionerne. 60% svarede, at det havde de ikke. Befolkningens tiltro til EU er styrtdykket de senere år. I 2007 var det 57% af befolkningen, som havde tiltro til EU, i slutningen af 2012 var den faldet til 33% og nu er den altså helt nede på 31%.

Endnu værre står det til, når Eurobarometer spørger borgerne, om de føler, at deres stemme bliver hørt (”my voice count”). For EU som helhed var resultatet, at kun 28% føler, at de har indflydelse, mens hele 67% ikke føler det.

På den baggrund kan vi se frem til en rekordlav valgdeltagelse ved valget til EU-parlamentet søndag den 25. maj. For at forsøge at imødegå dette har de EU-begejstrede politikerne aftalt, at gøre EU-parlamentsvalget til et spørgsmål om hvem, der efterfølgende skal være formand for EU-kommissionen.

Det sker ud fra devisen: Stem på en dansk socialdemokrat og få den socialdemokratiske kandidat til kommissionsformand. Stem på en dansk konservativ og få den konservative kandidat til kommissionsformand. Og så videre.

Nu skal man nok være temmelig naiv for at tro, at spørgsmålet, om hvem der skal være formand for EU-kommissionen, kan få ret mange EU-borgere op af sofaen og hen til stemmelokalet.

Men derudover er det også det rene pjat. I hvert fald af fire grunde:

For det første: Ingen af de mest oplagte kandidater kunne drømme om at stille op, før valget har været afholdt om et halvt år. Det vil jo ofte være personer, som i dag er f.eks. statsministre. I det øjeblik de meldte deres kandidatur, så ville de være ”dead man walking”. Derfor benægtede Anders Fogh Rasmussen i sin tid jo også til det sidste, at han skulle være kandidat til posten som generalsekretær for NATO. De kandidater, som stiller op nu, er derfor fra anden division.

For det andet: Det er ikke EU-parlamentet alene, som vælger formanden for EU-kommissionen. Det skal nemlig ske efter indstilling fra Det Europæiske Råd, dvs. forsamlingen af statsledere, som ikke er på valg til maj. EU-parlamentet kan ganske vist afvise en kandidat, men så er det igen op til Rådet at foreslå en anden. Så uanset hvordan EU-parlamentet er sammensat, kan det ikke forhindre Rådet i at indstille en kandidat af en anden politisk observans.

For det tredje: Selvfølgelig har det en vis betydning, hvem der er Kommissionsformand. Men heller ikke mere end det. Dels fordi forslag fra Kommissionen under alle omstændigheder skal vedtages af EU-parlamentet og Rådet i forening. Og frem for alt fordi Kommissionen er forpligtiget til at holde sig inden for EU-traktatens snævre politiske rammer. Kommissionen er ”traktatens vogter”, som det er blevet udtrykt.

Og for det fjerde: Hvis det skal gøre en forskel, hvem der vælges til posten som Kommissionsformand, så kræver det, at de dominerende partier i EU-parlamentet er så uenige, at de stemmer forskelligt. Men det er svært at udlede af deres faktiske stemmeafgivning.

F.eks. viser en opgørelse på ”www.itsyourparliament.eu”, at den socialdemokratiske gruppe i EU-parlamentet i 79% af alle afstemninger stemte sammen med den liberale gruppe, hvor Venstre fra Danmark sidder. Det var tankevækkende nok lidt oftere end de stemte sammen med den grønne gruppe, hvor deres SF-partner fra den danske regering ellers sidder. Den socialdemokratiske gruppe stemte også langt oftere sammen med den konservative-kristne gruppe end med venstrefløjsgruppen, GUE/NGL.

Det er hævet over enhver tvivl, at EU lider af et gigantisk demokratisk underskud. Men det er absurd at påstå, at det kan ændres ved at gøre Kommissionsformandsposten til en del af EU-parlamentsvalgkampen. Det er bare en fis i en hornlygte!

Ovenstående er en lettere udbygget udgave af et indlæg, som også er blevet bragt på Altingets EU-blog.

Det befæstede fattighus

Søren Søndergaard — Mon, 30 Dec 2013 11:55:12 +0000

Af Søren Søndergaard

Samtidig med at Røde Kors må uddele mere mad til fattige i Europa end i Afrika, så diskuterer EU-lederne militær oprustning.

Det er en gammel nyhed, at et af formålene med EU er en fælles krigsmaskine. Det fremgår klart af Lissabon-traktaten, hvor artikel 42 ikke alene ”forpligter” medlemsstaterne til at ”forbedre deres militære kapacitet”, men hvor det også slås fast: ”Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom”.

Tidspunktet kan diskuteres. Hastigheden kan diskuteres. Den præcise indretning og organisering kan diskuteres. Men retningen er udstukket. Den fælles Eurohær og det europæiske våbenindustrielle kompleks venter i horisonten.

Alligevel undrede det måske mange, at EU-lederne valgte at gøre det militære samarbejde til hovedpunktet på EU-topmødet, som løb af stablen den 19-20. december. Er det virkelig det vigtigste spørgsmål at diskutere i en situation, hvor EU stadig befinder sig i en dyb økonomisk krise og hvor omkring en fjerdedel af Unionens borgere lever på eller under EU's egen fattigdomsgrænse?

Hvis man spørger EU-lederne, så er svaret tilsyneladende ja. Det gælder også den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), hvis glæde over at diskutere krigsmateriel kun blev begrænset af den danske militær-undtagelse. ”Danmark har f.eks. ikke plads i EU’s forsvarsagentur”, jamrede hun i forbindelse med topmødet og beklagede, at undtagelsen forhindrer Danmark i at deltage ”fuldt ud” i det militære samarbejde.

Det konkrete resultat af topmødet blev bl.a. en opbakning til en satsning på udvikling af fjernstyrede flysystemer (droner), luft-til-luft-tankningskapacitet, satellitkommunikation og cyberoperationer. Ligeledes var der opbakning til flere penge til militær forskning samt til generelt at forbedre forholdene for våbenindustrien.

Selvom der på flere områder mest var tale om bestilling af konkrete køreplaner, så er det klart, at resultatet i sidste ende vil blive en styrkelse af det militær-industrielle kompleks i EU. Det ville Dansk Industri meget, meget gerne være en del af ifølge underdirektør Anders Ladefoged. Men også han beklagede: ”Danmarks forbehold over for fælles forsvarspolitik i EU betyder, at vores forsvarsvirksomheder ikke får chance for at byde ind på nogen af de nye udviklingsprojekter, som er på vej” (Pol, 19/12-13).

Det er da også rigtigt, at den danske militærindustri med et par tusinde ansatte og en årlig omsætning på et par milliarder er relativt lille i forhold til vores nabolande. Angiveligt bl.a. grundet den danske militærundtagelse ifølge direktøren for forsvarsvirksomhedernes brancheorganisation under Dansk Industri, Frank Bill. Men er det virkelig noget at beklage?

Den 17. januar er det 53 år siden, at den tidligere amerikanske præsident, republikaneren, generalen og øverstbefalende for de allierede styrker i Europa under 2. Verdenskrig, Dwight D. Eisenhower, holdt sin afskedstale efter otte år i Det Hvide Hus. Heri advarede han mod det militær-industrielle kompleks og den trussel mod demokratiet, som et sådant kunne udgøre.

Siden har historien givet ham tifold ret. En stærk sammenfletning af militær og industri har vist sig ikke bare at kunne påvirke de politiske beslutningstagere hvad angår bevillinger og våbensystemer, men også i forhold til selve det at gå i krig.

Modsat Helle Thorning og Dansk Industri, så synes jeg ikke, at vi skal beklage Danmarks undtagelse fra EU’s militære projekter. Jeg synes tværtimod, at vi skal rose den danske befolkning for, at den også på dette område har tvunget igennem, at Danmark skal følge fornuften. Faktisk er der brug for, at flere befolkninger siger fra overfor EU’s planer på det militære og militærindustrielle område.

Ved årsskiftet 2012/2013 advarede Røde Kors om en lurende humanitær katastrofe i EU pga. krisen og den EU-dikterede nedskæringspolitik. For nylig kom så meldingen om, at Røde Kors nu deler mere mad ud til fattige i Europa end i Afrika.

Præcis i den situation vil EU-lederne bruge flere penge på militær. Deres svar på krisen er åbenbart et befæstet fattighus. Det er endnu en god grund til at bruge 2014 på at give EU modstand!

EU skal ikke begrænse pressefriheden

Søren Søndergaard — Sun, 22 Dec 2013 15:08:25 +0000

Af Søren Søndergaard

Det er en rigtig dårlig idé, hvis EU-bureaukrater skal afgøre, hvilke medier som skal have adgang til danske ministres pressemøder i Bruxelles.

Det netop overståede EU-topmøde i Bruxelles blev dækket af såvel udenlandske som danske medier. Men ét medie manglede. Nemlig Folkebevægelsens blad, ’Folk i Bevægelse’ (FiB). Ikke fordi bladet ikke ønskede at være til stede, men fordi nogle EU-bureaukrater havde forhindret det adgang (læs mere om sagen her: http://www.folkebevaegelsen.dk/nyheder/article/eu-adgang-forbudt-for-eu).

I de sidste mange år har Folkebevægelsens blad dækket EU-topmøderne i Bruxelles. Nogle gange har det været redaktøren selv (som i parentes bemærket er faguddannet journalist og medlem af Dansk Journalistforbund). Andre gange har det været medarbejdere på Folkebevægelsens kontor i Bruxelles, som specifikt beskæftigede sig med de emner, som det pågældende møde behandlede.

Proceduren for at få adgang til EU-topmøderne har været, at man på forhånd skulle søge om en presseakkreditering. Med den i hånden har man kunnet afhente et adgangskort til pressecentret, hvor de forskellige statsledere og ministre holder deres pressemøder eller på anden måde mødes med pressen.

Denne procedure har både været smidig og rimelig. For selvfølgelig kan der argumenteres for, at de ansvarlige myndigheder ønsker en vis sikkerhedskontrol med hvem og hvor mange, som har mulighed for at rende rundt blandt den samlede mængde af EU’s statsledere.

Men nu har ”nogen” i EU besluttet at dette skal ændres. Konkret har det resulteret i, at Folkebevægelsens medarbejdere på kontoret i Bruxelles har fået afslag på deres ansøgning om et adgangskort til EU-topmødet. I øvrigt også en medarbejder, som flere gange tidligere har været akkrediteret til disse møder.

Forud for den ændrede praksis har EU’s pressecenter ikke udsendt nogen orientering til dem, som tidligere har været akkrediteret. Det er i sig selv dybt kritisabelt. Og den eneste begrundelse pressecentret efterfølgende - og efter flere rykkere - har givet er, at FiB udgives af ”en tværpolitisk organisation og derfor ikke er et medie”?!? Senere har de udbygget det med, at der kun gives adgang til ”journalist working for bona fide media organisation”, hvad det så end skal betyde.

Folkebevægelsen har selvfølgelig straks protesteret mod denne udelukkelse. Det samme har Dansk Journalistforbund, som er gået ind i sagen og i en henvendelse til EU’s pressecenter bl.a. har skrevet: ”Dansk Journalistforbund må protestere mod denne begrundelse og opfordrer Pressecentret til at anerkende ’Folk i Bevægelse’ som et medie og udstede pressebadge til journalisterne”.

Umiddelbart inden topmødet rettede jeg henvendelse til statsminister Helle Thorning-Schmidt, som jo også er pressens minister, og opfordrede hende til at gå ind i sagen. Til regeringens ros skal det siges, at det tilsyneladende er sket. I hvert fald har den danske EU-repræsentation i Bruxelles fremført det synspunkt overfor Pressecentret, at FiB er et medie i henhold til dansk medielovgivning og at det som sådan burde have adgang på linje med andre medier.

Som et resultat af dette pres lovede ledelsen for Pressecentret på et møde i torsdags, at de ville genoverveje afvisningen af medarbejdere fra ”Folk i Bevægelse” i forhold til fremtiden. Det skal åbenbart være nogle meget grundige overvejelser, da de ikke kunne love et resultatet før om et par måneder.

Man må selvfølgelig håbe, at Pressecentret når frem til den afgørelse, at FiB’s medarbejdere fremover kan akkrediteres til EU-topmøderne. For hvis det ikke sker, vil den danske statsminister og andre danske ministre ikke have noget andet valg end at placere deres pressemøder i Bruxelles udenfor det officielle pressecenter og dermed et sted, hvor alle danske medier har adgang.

For hvad er alternativet? At det fremover skal være EU-bureaukrater, som skal afgøre, hvilke danske medier som får adgang til danske ministres pressemøder i Bruxelles! Det vil mildest talt være en rigtig dårlig idé!