Marco Malcorps's blog

Folkemødet - starten på demokratiets endeligt?

Marco Malcorps — Tue, 19 May 2015 11:25:42 +0000

Af Marco Malcorps

Man kan mene meget om, og sige meget om Folkemødet. Med afsæt i Guy Debord kunne man for eksempel komme med nogle pointer om at offentligheden er blevet reduceret til tilskuere i det politiske spil og at Folkemødet er præmieeksemplet på dette, hvor politikerne udstiller sig selv til vores skue, i et forsøg på at vise hvor jordnært og vedkommende politik er.

Hvorom alting er, så er der også en anden central pointe der forekommer uhyre vigtig i disse dage. Nemlig, at hvis man i et demokrati forsøger at være så demokratiske at man favner selv de direkte antidemokratiske kræfter, så graver man sin egen grav, samtidig med at man fremstår direkte utroværdig.

Ved at acceptere nazisterne i Danskernes Parti og deres invitation af det fascistiske parti Gyldent Daggry har Folkemødet kastet vrag på alle principper om at et arrangement der burde hylde demokratiet, nok burde holde sig til at invitere parter der rent faktisk er interesseret i demokrati. Fælles for nazisme og fascisme er, at demokrati er det første de ville afskaffe, hvis de fik chancen. Derfor virker det unægteligt en smule underligt at Danskernes Parti og derfor også Gyldent Daggry skal have lov til at deltage.

”Hov hov, Danskernes Parti er ikke nazister”, hører man så nogen sige. Nej bevares, Daniel Carlsen vil helst kaldes ”tidligere nazist”. Omvendt vil jeg gerne spørge den kritiske røst, hvad er de så? Og hvad skal man ellers kalde et parti der, i deres egne vedtægter, under medlemskab skriver:

”4.1 Optagelse af medlemmer:
Danskernes parti optager medlemmer på frivilligt basis, der kan tilslutte sig partiets program og som er af europæisk afstamning.”

Det springende punkt her er sætningen ”som er af europæisk afstamning”. Hvis ikke vi her har at gøre med et parti der således, mere eller mindre åbenlyst går op i racehygiejne, så vil jeg meget gerne vide hvordan man så skal tolke den sætning, andet end som en slet skjult reference til nazismen.

De sympatiske mennesker i Danskernes Parti har selvfølgelig valgt at indbyde de lige så sympatiske mennesker fra Gyldent Daggry. Hvis man savner bevis for deres politiske ophav, så kan jeg varmt anbefale at man læser den udemærkede artikel bragt i Information ved navn ”Forklædt som nyfascist” hvor en amerikansk journalist har infiltreret organisationen.

At tillade to partier der historisk og ideologisk set har et anstrengt forhold til demokratiet, at deltage i det der bliver kaldt en folkefest i demokratiets navn, er så himmelråbende vanvittigt at jeg savner vokabularium til at beskrive det.

En god bekendt beskrev det meget rammende da vedkommende reagerede på nyheden om at Özlem Cekic skulle deltage i Danskernes Partis arrangement på Folkemødet:

”…Den højreradikale bevægelse har virkelig fået styrke de sidste par år i Europa. Den løber lige bag ytringsfriheds-typerne og DF der baner vejen for dem. Ingen tør længere tage klart afstand fra denne her brune fare. Alle er bange for, at der bliver råbt ytringsfrihed efter dem. Selv Enhedslisten. Samfundet kan altid bryde mere sammen end det allerede er. Den sociale kannibalisme er lige om hjørnet.”

Det er så spot on at der nærmest ikke er andet at sige. Meningsdannere og professionelle købmænd i had og mistro som eksempelvis Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet har lige præcis præget ph-værdien i debatten om ikke-vestlig indvandring i en sådan grad at folk med nazistiske rødder nu får lov til at være med til at fejre vores såkaldte demokrati.

Og der slås også en anden interessant pointe an, i ovenstående indlæg. Nemlig problemet med ”vores allesammens” Enhedshedslisten. Hos liste Ø har man tidligere fravalgt et arrangement på grund af at Antifascistisk Aktion skulle deltage. Alligevel vælger Enhedslisten at deltage på Folkemødet. Det kan jeg kun tolke som et signal om at man anser AFA for at være værre end nazister og erklærede fascister, og DET er om noget en falliterklæring for Enhedslisten.

Bare hvis man lige gik og manglede den sidste bekræftelse på at der absolut ingen partier var på tinge der var værd at spilde sin stemme på. For det er stemmerne det kommer til at handle om lige om lidt, når der bliver udskrevet valg. Og så glemmer alle alt om hvordan ultra højreorienterede kræfter brugte demokratiet som løftestang til at stikke deres grimme fjæs frem. Og om hvordan Enhedslisten tilsyneladende ikke har nogen problemer i at deltage i arrangementer med dem. Og om at det at lade nazister og fascister deltage på Folkemødet svarer til at sætte en flok dømte pædofile til at vogte en børnehave.

I kan beholde jeres såkaldte demokrati, jeres tilskuerpolitik, jeres rygklappende og selvsmagende ”demokratifestival” og jeres regnormsagtige rygrad.

Når hvide mennesker taler

Marco Malcorps — Sat, 10 Jan 2015 15:48:02 +0000

Af Marco Malcorps

I disse dage har mange mennesker meget travlt med at mene en masse ting om det, der er sket i Paris, og om ytringsfrihed generelt. Det er derfor lidt imod min vilje, at jeg melder mig ind i koret af mennesker, der syntes, at det er vigtigt at sige noget om emnet, men jeg har svært ved at holde min kæft.

I den vestlige verden, hvor religion for længst er afviklet som en central komponent i den moderne stat og som en del af fundamentet i de fleste moderne menneskers liv, har der i de seneste år sneget sig et nyt ideal ind og stillet sig ved siden af retten til et fedt køkken, til at brænde sin friværdi af og til at skide sine medmennesker i munden i jagten på egen lykke, nemlig ytringsfriheden. Paradoksalt nok forsvares den med samme indædte iver og totale blindhed over for fakta, som religion i alle tider er blevet og stadig bliver. Den er absolut og kan ikke diskuteres.

Sådan italesættes den ofte af folk fra hele det politiske spektrum, men fra højrefløjen især hvor de nationalt grundfæstede bannerførere i Trykkefrihedsselskabet stolt vejrer ytringsfrihedens flag. Men for hvem? For en racismedømt kunstner, ved at insistere på at udstille hans hadske værker?

Det interessante ved de stålsatte forsvarere for den frie ytring i Trykkefrihedsselskabet, er imidlertid ikke kun dem de insisterer på skal have ret til at tale. ”Jamen det må da være alle. Ytringsfriheden gælder jo alle mennesker”, hører jeg nogen indvende fra bagerste række. Nej og nej. For ganske nyligt udtalte en imam fra Grimhøj-moskeen i udkanten af Aarhus støtte til IS. Ikke så snart var det kommet ud før politikerne stod i kø for at fordømme ham og hans udtalelser. Ledte man her efter Trykkefrihedsselskabet der jo, naturligvis, burde være de første til at fare i blækhuset med et harmdirrende forsvar af mandens ret til at ytre, hvad han vil, kunne man dog godt komme til at lede meget længe, og lad mig straks udløse spændingen ved at sige, at de ikke meldte sig overhovedet.

Men hvorfor dog ikke? Står de gæve frontkæmpere ikke værn om ytringsfriheden lyder det, igen fra bagerste række. Jo det gør de skam absolut. Bare kun hvis det er en person af vesteuropæisk æt, der udtaler sig. Der tegner sig nemlig et tydeligt billede af, at Trykkefrihedsselskabet kun kommer op af stolen, hvis det er folk der har samme dejfarvede teint som dem selv, der bliver pålagt at moderere deres udtalelser.

D. 29/7 – 2011 skrev sognepræst, og nær ven af Trykkefrihedsselskabets ideologiske tankegods, Sørine Gotfredsen en kronik i Berlingske Tidende kaldet ”Lad os bruge Anders Breivik rigtigt”. Sætninger som “…han er desperat og næppe ganske mentalt rask, men hans rationale står lysende tilbage” og afslutningen ”De, der fortsat dyrker den kulturløse ideologi, vil blive ved med at efterspørge det eneste middel, de kender til — pæn tale og mere tolerance, og som modvægt skal Anders Breivik også bruges på anden vis. Til at forstå hvor farligt mennesket er, når det føler sig presset, og at vi i denne multikulturelle tidsalder presser menneskene mere end klogt er”, kan ikke læses som andet end en anklage imod den norske stat, og den vestlige verden, der ifølge Sørine Gotfredsen har begået den synd at blande kulturer.

Hvor var politikerne dengang til at kalde hende landsforræder? Forestil dig lige, hvis omtalte imam i næste uge skrev en kronik, hvor han gav ovenstående karakteristik af de tre terrorister, der stod bag massakren i Paris. De følte sig jo bare pressede af det multikulturelle samfund…

Der har de seneste mange år eksisteret et stiltiende dogme, blandt andre hos Trykkefrihedsselskabet, men i stigende grad også hos den almene befolkning, der har været med til at ændre en præmis for den højt besungne ytringsfrihed. Præmissen lader efterhånden til at være, at ytringsfrihed kun er noget værd, hvis man bruger den til at træde på andre mennesker, og kun dem der har en anden livsanskuelse end en selv.

Som det er blevet påpeget andetsteds, så er ytringsfrihed noget man bruger til at tale dem imod, der er placeret over en selv i det sociale og politiske hierarki. Det sekund du bruger din ret til at ytre dig på at generalisere, nedgøre eller tilsvine dem, der har det sværere end dig selv, eller som har en anden kulturel baggrund end dig selv, så er der tale om mobning. Slet og ret.

Samtidig er det som om at retten til at ytre sig, især hvis den bruges til at ytre sig på en ufordelagtig måde om andre, er gået fra at være en ret til at være en pligt. Hvorfor?

Jeg husker tydeligt at jeg i timerne efter 9/11 snakkede i telefon med en svensk ven. Han sagde noget i retning af, ”det der er sket i dag, er frygteligt, men det der kommer nu, bliver meget værre”. Og hvad skete der? Terrorlovgivning, øget overvågning, indskrænkede rettigheder til borgerne og udvidede ditto til statslige tjenester.

Præcis på samme måde er det ved at ske nu. Det lysende eksempel kommer fra det oratoriske geni Pia Kjærsgaard, der med det vanlige udgangspunkt ”jeg syntes” (ingen plads til fakta her, det hele beror på almoderens umiddelbare fornemmelse for op og ned), argumenterer for, at ytringsfriheden nu ikke skal gælde alle. Tør man stille en kasse god øl på højkant til den, der kan gætte hvem den Dannebrogs-elskende hjemmehjælper mener det er, der fremover ikke må nyde godt af retten til frie ytringer? Jeg tør sgu ikke.

DF står til at blive et af landets største partier efter næste valg mine damer og herrer, og uanset at en plads i en regering med stor sandsynlighed vil ødelægge partiet totalt, idet at det vil fratage dem deres magelige position, hvorfra de uden at behøve indgå kompromiser kan sidde og galpe op som den halvgamle, cerut-lugtende snapsefulde onkel til julefrokosten som ingen gider tale med, og erstatte den med en position hvor de, som alle andre partier vil være nødt til at gå på kompromis, uanset det, så har vi her et parti, hvis officielle holdning umiddelbart er, at ytringsfriheden åbenbart ikke skal gælde for alle.

Jeg tør godt slå fast med det samme, at Trykkefrihedsselskabet også denne gang vil sidde med hænderne i skødet, uden at italesætte ytringsfriheden som uknægtelig, for når Pia taler om at begrænse andres rettigheder, så er det jo aldrig hvide mennesker, man taler om, og hvis det ikke er hvide menneskers ytringsfrihed der er i fare, så kan du være sikker på, at hyperhyklerne i Trykkefrihedsselskabet er flintrende ligeglade. For dem betyder det kun noget når hvide mennesker taler.

Den ømme tå og den gule sne

Marco Malcorps — Sat, 21 Jun 2014 10:08:55 +0000

Af Marco Malcorps

De fleste har oplevet det. Man befinder sig i et selskab med fornuftige mennesker hvis livsanskuelser og holdninger til eksempelvis politik, stemmer fint overens med ens egne. Man lulles langsomt ind i forvisningen om at dem man er sammen med er i så fin overensstemmelse med en selv at man ikke vil kunne sige noget der kan få alting til at eksplodere. Og så er der nogen der nævner sexisme eller voldtægt. Og pludselig ser man mænd som man ellers anser for at være fornuftige nok blive både røde, blå og grønne i hovedet mens de udspyr lange tirader der alle sammen kan kortes ned til ”not all men…”. Sexismen er den gule sne man skal lave være med at spise. Den er emnet man ikke må tale om.

Selv i venstreorienterede miljøer, der normalt anser sig selv som værende tolerante og som havende en indstilling om at undertrykkelse er noget man skal bekæmpe, stikker sexismen sit grimme fjæs frem. Enten ved at nogle ganske enkelt nægter at ligestillingskampen stadig er værd at kæmpe, ved at nogen hyler ”men hvad så med MÆNDS rettigheder?!” eller ved at nogen anser ligestillingsproblematikken som et nulsums spil, hvor flere rettigheder til kvinderne betyder færre til mændene.

Kald mig bare naiv, men det kan godt undre mig at sådan noget også finder sted blandt folk (mænd) der, på alle andre niveauer er i stand til at øjne skævvredne magtstrukturer i samfundet. Eksempelvis mellem arbejdsgiver og arbejdstager, politiker og befolkning og mellem mennesker og dyr. Men hvorfor er kampen imod sexismen sådan en øm tå for mange mænd?

Du er selv sexist

Når det handler om traditionelt venstreorienterede mænd kan man forestille sig at netop anerkendelsen af sexismen som en underliggende struktur i samfundet skaber konflikt i forhold til subjektets selvforståelse, og den kan være ubehagelig at få pillet ved. Hvis man har været engageret på venstrefløjen længe er det en central del af ens selvforståelse at man er imod undertrykkelse. Når nogen så påpeger at man selv er en del af den, så reagerer nogle mænd ved at ryge i defensiven.

”Men det er jo ikke alle mænd der er voldtægtsforbrydere” lyder det så, som en slags forsvar af selvet, når snakken går på hvordan kvinder føler sig utrygge i det offentlige rum. Nej, kære ven, det er da fint at du ikke kunne drømme om det, men hvad kan en kvinde bruge det til? Forestil dig følgende:

Der står en skål M&M’s foran dig. Du ved at en af dem er dødeligt giftig. ”Kom nu. Tag en håndfuld. Det er jo ikke alle M&M’s der er giftige”. Det er uvisheden der er belastende for kvinder. Det er voldtægtskulturen der er giftig. Det at du føler behov for at fremhæve at du er en fin fyr der ikke kunne finde på at voldtage nogen, det er i sig selv en form for sexisme, også selvom du ikke er klar over det og selvom det ikke er din mening. For ved at råbe ”not all men” får du vendt en problemstilling der handler om millioner af millioner af kvinders utryghed til at handle om dig, og om hvor fin en fyr du er. Hokus pokus penis i fokus.

”Men hvad med mænds rettigheder i forhold til forældremyndighed, børn og skilsmisse og så videre”, lyder det så. Ja, der er sikkert nogle kampe at tage stadigvæk, men så få fingeren ud af røven. Hvis DU mener at mænds rettigheder trædes under fode, så gør noget. Kvinderne er i fuld gang, de har nok at se til. At lægge armene over kors og pege fingre af dem fordi de er fokuserede på deres egne kampe og ikke dine, er endnu et klassisk eksempel på hokus pokus penis i fokus. Det her skal ikke læses som en opfordring til en separatistisk kønskamp, men snarere som en opfordring til mændene om, at hvis du mener at du bliver undertrykt af sexistiske strukturer, så gør noget. Skriv en bog. Stift en gruppe ala Lakaj så du og andre mænd der går op i sexisme har et forum at diskutere i, og først og fremmest, så anerkend at sexismen er en del at det kapitalistiske samfund. Du, jeg og alle andre er opdraget og socialiseret ind i nogle normer og strukturer som er sexistiske, og det kræver tid og energi at gøre sig fri af dem.

Kampen mod sexisme som et nulssumsspil

En anden almindelig misforståelse er at kampen imod sexismen er et nulsumsspil. At man opererer med en økonomisk størrelse hvor en krone lagt til et sted skal tages et andet sted fra. At flere rettigheder til kvinderne vil betyde færre til mændene. Hvis vi nu antager at det faktisk forholder sig sådan, tillad mig da at udstøde et rungende ”OG HVAD SÅ?!” til ”problematikken” med at vi mænd måske skal finde os i at have færre rettigheder. Hvad er din overflod af privilegier værd, hvis du har dem på bekostning af din mor, din søster, din veninde eller din kæreste? Dine medmennesker?!

Her ser vi bort fra det faktum at kampen imod sexisme er det stik modsatte af et nulsumsspil. For nyligt var jeg til en yderst interessant forelæsning med den amerikanske sociolog Michael Kimmel. Kimmel har forsket i synet på maskulinitet på den yderste højrefløj og har skrevet bogen ”Angry White Men”. Ifølge Kimmel var befolkningerne i de lande hvor der var stor lighed mellem kønnene faktisk lykkeligere end lande hvor forskellen på kønnene var stor. Ganske enkelt fordi at større lighed og ens rettigheder for alle skaber mere harmoni. Det burde da være logik for de fleste.

Så kære mand. HVIS du nu skulle afgive lidt privilegier til kvindernes fordel, så gør det i tryg forvisning om at du også selv vil få det bedre af det. Kampen imod sexismen misforstås ofte som en kamp FOR kvinder og IMOD mænd. Mest fordi mange mænd italesætter det sådan.

Male privilege

”Men vi har da ligestilling. Sexismen findes ikke mere”. Det interessante er, at udtalelser som denne i ni ud af ti tilfælde kommer fra mænd. Det kunne give anledning til et helt blogindlæg om begrebet ”male privilege”, men lad det være skåret ud i pap på følgende måde. Et privilegium er, når du ikke opfatter noget som et problem, fordi det ikke er et problem for dig personligt, og du derfor ophøjer det til at have status af et ikke-problem for alle.

Men fint, lad os da bare tage et eksempel. SUF har lagt op til en aktion der skal finde sted på årets Roskilde Festival. Selvsamme festival der for et år siden ikke rigtigt tog hånd om at en af deres frivillige, på de sociale medier havde blæret sig med hvor mange kvinder han skulle forulempe og befamle. På Facebook er eventet for aktionen blevet invaderet af mænd i (dog primært i den lavere ende af aldersskalaen) der kommer med forskellige mere eller mindre fladpandede kommentarer om sexisme.

”Puha for al den indebrændthed. Det lyder nærmest som om at du godt kunne trænge til at blive taget lidt på røven”.

”Men det skal lige siges at I piger stadig gerne må røre ved drengene. Det har vi ikke noget imod vel?”.

”Come on det en lille uge, så lad være med at blive så stive at I går kold nøgen i en flaskesamler camp fyldt med rumænere der er klar på at råbe af jer. Der mere farligt for en kvinde at være i Kødbyen end Roskilde, hvor er det EVENT der stopper det?”

Det er bare nogle af de mindre voldsomme og aggressive kommentarer der falder derinde. Alle som en understreger de med al ønskelig tydelighed at kampen imod sexisme er lige så relevant nu som den nogensinde har været, for ja, kvinderne har igennem mange år fået tilkæmpet sig stemmeret og andre basale rettigheder, men vi er ikke i mål endnu. At påstå at der ikke er mere for kvinderne at kæmpe for at som at løbe et maraton, og så stoppe en kilometer før målstregen og sige ”så nu er jeg der næsten, så er der ikke grund til at tage det sidste seje træk”.

Og før nogen påpeger at de mange trolls på SUF’s udmærkede event blot er en samling bumsede teenagere og at dem som Kimmel beskriver i sin forelæsning er mænd der er fanget i en negativ social mobilitet, så tænk på at sexismen og kvindehadet trives fint herhjemme, blandt mænd der i den grad ikke længere er teenagere og som ikke sidder fast i det sociale mudder. Et kig i kommentarsporet til stort set enhver artikel om køn og sexisme på f.eks. velrenommerede avisers web-sektioner, vil afsløre at mange mænd med uddannelsen og indkomsten i orden i lige så høj grad abonnerer på termer der trækker direkte tråde til voldtægtskultur og misogyni. Eller i bedste fald blot en skræmmende modvilje mod at være lydhør overfor andre mennesker perspektiver, erfaringer og problemer.

Slutteligt en opfordring til alle mandlige læsere: kom ud af hullerne! Hvis du mener at du er imod ulighed og undertrykkelse, så start med dig selv. Erkend at du er opdraget ind i nogle grundlæggende sexistiske kulturer og gå i gang med den kamp der er at gøre dig fri af dem. Indse at kampen imod sexismen er en kamp der er til gavn for alle, og at flere rettigheder til den ene ikke betyder færre til den anden.

Et spørgsmål om ansvar

Marco Malcorps — Tue, 08 Oct 2013 10:26:53 +0000

Af Marco Malcorps

Følgende blogindlæg er affødt af et ønske om at skrive noget om voldtægtskultur; et emne der ganske ofte diskuteres i mit netværk. Men hvad er voldtægtskultur?

Et udmærket eksempel, er den sproglige konstruktion ”at gå udfordrende klædt”. Dette udtryk bruges gerne i en meget specifik sammenhæng, nemlig hvis en kvinde har været udsat for et seksuelt overgreb: ”Jaja, det er noget skidt, men man skal jo tænke på at hun gik udfordrende klædt”.

Heri ligger en simpel præmis, der er en af grundstenene i voldtægtskulturen, nemlig ansvarsforflyttelsen. Det er ikke (kun) overfaldsmandens skyld at kvinden er blevet voldtaget, for hvis blusen var lidt for nedringet eller kjolen lidt for kort, så er der en tendens til at antyde, at kvinden lidt selv "bad om det".

I et sådant udsagn ligger der to andre præmisser, der er værd at se nærmere på:

Kvinder der ”klæder sig udfordrende” kunne umiddelbart lige så godt rende rundt med et skilt om halsen hvor der står ”gratis sex – med eller uden samtykke. Come get it”.
Mænd er så store slaver af deres seksuelle drifter, at de er ude af stand til at styre trangen til seksuelt at erobre og undertvinge en kvinde, med eller uden hendes samtykke. De kan simpelthen ikke lade være med at have sex med en kvinde, hvis der er den mindste smule udsyn til gården eller gaden.

Når det bliver sat lidt på spidsen, som her, bliver det allerede tydeligt for en del, at begge udsagn er dybt sexistiske - og der foruden helt i skoven.
Og jeg skriver bevidst ”en del” i stedet for ”de fleste” eller slet og ret ”alle”, for det er langt fra klart for ”de fleste” eller ”alle”, hvor absurd det end lyder.

Du efterspørger eksempler? Fair nok.

I mit netværk har jeg en kvinde, der på en festival oplevede at blive krænket. Hun lå og sov alene i et telt og vågner ved at en fremmed mand er ved at flå tøjet af hende. I sig selv en voldsomt grænseoverskridende oplevelse, men det sluttede ingenlunde der. Desværre.

Det at stå frem og fortælle andre om oplevelsen, skulle vise sig at være næsten lige så stor en prøvelse. Faktisk blev det grænseoverskridende i så høj grad at vedkommende her i mit blogindlæg ønsker at være anonym. Konsekvenserne af at stå frem i første omgang var så voldsomme, at hun med egne ord, "ikke kan overskue at gøre det igen". Derfor kalder vi hende Anne.

Medierne fangede dengang hurtigt historien og det rystede Anne, at flere af dem nærmest gjorde lidt grin med hændelsen, da det var en hændelse, der sad dybt i hende flere måneder efter at det var sket.

Af denne årsag valgte hun efterfølgende at stå frem i medierne, og fortælle om sine oplevelser. Herpå fik hun naturligvis en del reaktioner, de fleste heldigvis positive, men kronikken affødte også nogle uventede reaktioner:

”…jeg fik mange mere eller mindre anonyme henvendelser på Facebook og i min mail om, at jeg var "naiv og dum" - det var de pæne henvendelser. De grimme var, at jeg "burde sprede ben og blive flækket igennem". Og der var mange af dem. Der sidder simpelthen folk derude, som muligvis er trolls, men som alligevel mener, de skal skrive til en kvinde, at hun "er en lukket fisse, der bare skulle have den i bund", når man har oplevet et voldtægtsforsøg. Det var for mig meget voldsomt at høre - det havde jeg slet ikke forestillet mig, at min kronik kunne afføde. Men det gjorde den, og det gør, at jeg i dag ikke længere har lyst til at stå frem.”

Det, folkens, er et udmærket eksempel på voldtægtskultur. Og hvis der sidder nogen og tror at den slags er begrænset til en håndfuld personer der gemmer sig bag deres trygge skærmes anonymitet, så tro om igen.

”En sexolog og læge mente sågar, at jeg var billedet på den "nypuritanske bevægelse, der afviser andre menneskers kærlighed". Jeg husker bedst ordet "nypuritansk" fordi det er noget af dem vildeste at sætte i forbindelse med et overfald, og så at han mente, at man netop gik til festivaler for at få spontan sex.”

Under den efterfølgende retssag skulle Anne ligeledes svare på, hvad hun havde haft på af tøj, da overfaldet fandt sted.

Hvis der sidder nogen derude, der kan forklare mig logikken i, at en person der er blevet udsat for en seksuel krænkelse, skal svare på sådan noget, så forklar mig det venligst i kommentarsporet.

Det interessante er, at netop præmissen om ”at være udfordrende klædt” eller udøve dét, der kaldes ”risikofyldt adfærd” begrænser sig til at omhandle seksuelle krænkelser. Af kvinder vel at mærke.

Forestil dig en mand der møder op på en politistation og har været udsat for et røveri. Er det realistisk at han ville blive stillet følgende spørgsmål:

”Havde du et dyrt jakkesæt på? Pæne sko? Sad din pung i baglommen så alle kunne se den? For det ville jo nok kunne friste nogen over evne…”.

Nej vel? En i mit netværk kom med et interessant eksempel i forhold til spørgsmålet om at ens påklædning kan anses som ”risikofyldt adfærd”.

”…det er risikofyldt adfærd, når politiet rykker ud under gadeoptøjer. Så det er vel egentligt omsonst at rejse tiltale mod dem, der smider brosten og rammer. Politiet kan jo sige sig selv at den slags kommer til at ske, når man opholder sig sådanne steder på den tid af natten… iført polititøj”.

At præcis den slags logik gælder for kvinder, der udsættes for seksuelle overgreb, men for alle andre, er voldtægtskultur.

Som al anden sexisme er voldtægtskulturen ikke kun krænkende over for kvinder. Det er ligeledes krænkende over for mænd, der må se sig reduceret til væsener uden empati, selvstændig tænkeevne eller selvbeherskelse.

En anden almindelig analogi når man snakker om kvinders påklædning versus potentiel eller reel voldtægt er den om hunden og oksestegen: ”Man smider jo heller ikke en hel oksesteg foran en hund, for så æder den altså stegen”.

Alle der har haft med hunde at gøre professionelt, vil sige at "så er hunden ikke ordentligt opdraget" -og her ser jeg så helt bort fra det absurde, at sammenligne en hunds hjerne med en mands og en mands (potentielle) forståelse for begreber som etik og moral, kontra en hunds.

Voldtægtskultur er altså lige så meget en måde at tænkte og tale på, som det er selve handlingen voldtægt.

Men hvordan kommer man voldtægtskulturen til livs?

En måde er at konfrontere den, head on, for eksempel ved at italesætte den, som jeg gør her. Ved at eksemplificere, så alle kan forstå det: at skylden for voldtægt aldrig påhviler andre end krænkeren. Aldrig.

En anden måde er, at snakke med sine børn. Selv har jeg to børn, en pige på snart fire og en dreng der bliver et år til februar. Når de engang når den alder hvor de skal til at begive sig ud i verden på egen hånd, så skal jeg da klart have en snak med dem.

Inden de får lov til at gå nogen steder skal de begge være øvede i en eller anden form for kampsport. Og så er der selvfølgelig snakken. Og her finder jeg snakken med min søn vigtigst. For han skal lære, at sex er noget man er enige om. At flirt er flirt og intet andet. Det er ikke en slet skjult invitation til sex. At en pige der viser interesse, som udgangspunkt viser interesse i hans person og ikke i hans pik.

Det er drengene vi skal have fat i, og det er vores ansvar at lære dem at respekt er alfa og omega i forhold til spillet imellem kønnene. At det at kigge ind i pigernes omklædningsrum, at nive dem i de endnu umodne bryster ikke blot er ”drengestreger” der skal ses som et udtryk for en interesse som drengene endnu ikke forstår at sætte ord på. For det er det ikke. Det er krænkelser.

Små krænkelser, javist, men det er de hundrede små og socialt accepterede krænkelser, der baner vejen for den første store krænkelse. Den måske lidt mindre socialt accepterede krænkelse, men til gengæld en betydeligt mere alvorlig krænkelse.

De små krænkelser er voldtægtskulturen der sås og langsomt slår rod. Både hos drengene, der lærer at en sådan adfærd er ok og hos pigerne, der lærer at det er den slags man må finde sig i.

Ovenstående fører mig videre til den snak jeg skal have med min datter (der til den tid er erfaren inden for effektivt og nådesløst selvforsvar). Hun er allerede nu en viljefast pige med en klar forståelse for sine egne grænser, og en veludviklet evne til at sige fra når hun føler dem overskredet, og den egenskab skal voldtægtskulturen ikke have lov til at pille ud af hende.

Hun skal lære at hun skal klæde sig som det passer hende selv - og ingen andre. At ingen nogensinde skal kunne fortælle hende hvad der er og ikke er udfordrende påklædning - og hvordan man, såfremt man oplever et overfald, går skånselsløst efter øjnene, ørerne, struben og testiklerne.

Det er vores ansvar, som forældre, at komme voldtægtskulturen til livs og det er vores ansvar, som feminister eller ikke feminister, at italesætte problemet omkring voldtægtskulturen før det er for sent - og det er for sent den dag det er din egen datter/søster/mor/veninde der er blevet udsat for et overgreb.

Misogynisternes Magazine

Marco Malcorps — Mon, 26 Aug 2013 11:15:25 +0000

Af Marco Malcorps

Et intelligent dameblad. Så simpel var missionen efter sigende, da Rasmus Bruun (tidligere en del af satireprogrammerne 'Den Bitre Ende' og 'Satiretimen' på DR) sammen med Frederik Cilius (tidligere uddannet på DR's satirehold og en del af satireprogrammet 'Kolonien') besluttede sig for at tage et opgør med overfloden af uintelligente, glittede dameblade, fyldt med lommefilosofi og modestof.

På overfladen et sympatisk projekt. Ved nærmere eftersyn krakelerer facaden dog voldsomt. Ifølge en artikel i Politiken tyder mere og mere nemlig på, at hele projektet er satirisk ment.

Men før vi kaster os ud i hele den diskussion, så er der måske en idé i at vende tingene 180 grader og afsøge mediebilledet, for at se hvor mange intelligente mandeblade, der findes? (den første der siger Euroman kan indkassere en syngende dumflad på Vesterbro ved førstkommende lejlighed). Det intelligente mandeblad er nemlig en myte, der kun eksisterer oven i hovedet på de selvfede kendisser, som ender på forsiden af et af de blade, der henvender sig til mænd. Men hvorfor er det sådan?

Svaret ligger lige for: Selvom der eksisterer en forestilling om, at mandeblade er gennemsyret af god, gennemarbejdet journalistik og intellektuelt overskud, der står i skarp kontrast til de letbenede dameblade, som i stedet er fyldt til randen med slankekure, modestof og horoskoper, så kan man ved selvsyn hurtigt konstatere, at det intelligente mandeblad er en myte eller et figment i en eller anden forstyrret bladkonges fantasi, da ethvert blad der behæfter sig med et kønsbetinget præfix, qua sit eget redaktionelle udgangspunkt og sin konsekvente vinkling, vil henvende sig til en stereotyp fremstilling af kønnene, hvilket er en klar hindring for at være intelligent.

Som en god bekendt bemærkede det i en diskussion om nærværende projekt:

”At ville lave et ”intelligent dameblad” svarer som tingene står for tiden, lidt til at ville lave en ost, der smager, dufter og ser ud som chokoladetrøfler med rom. Det er en umulig opgave, med mindre man vil omdefinere begrebet ”ost” eller begrebet ”chokoladetrøfler med rom””

Men hvorfor er det sådan kan man så spørge?

De i samfundet iboende strukturer, der lærer os om kønnene og deres forskelle, er gearet til at fremstille mænd som overlegne. Endda i så høj grad, at en masse mænd er begyndt at tro på joken selv. De der ikke tror mig, kan blot tænke på, om de selv eller nogen andre nogensinde har afvist en kvindes kritik af det ene eller det andet med at hun "nok bare havde gæster fra Rødby" - eller noget andet af dén retoriske kaliber.

Eller de kan tænke på, hvordan kvindelige politikere gang på gang, i ellers seriøse medier, omtales primært i forhold til deres påklædning (senest i forbindelse med ministerrokaden) og jeg kunne blive ved.

Når disse mænd så ender som journalister, med uhindret adgang til en af tidens største meningsmagere, nemlig massemedierne, så begynder det at blive farligt - og det er her, at Bruun og Cilius' dameblad - Damernes Magazine, som de kalder det - meget nemt kan ende som anklagende finger imod kvindekønnet generelt: ”Prøv at se, kvinderne kunne ikke selv finde ud af at lave et intelligent dameblad, så nu kommer MÆNDENE og overtager showet”.

Joken fortsætter, når man ser lidt ud i fremtiden og overvejer en potentiel fremtid for magasinet, der indtil videre, over for potentielle samarbejdspartnere efterlader et indtryk, af at være ustruktureret og ikke voldsomt tynget af en intellektuel redaktionel linje. Jeg mener: Hvem sætter Sørine Gotfredsen til at skrive en artikel om, hvorfor kvindefodbold er kedeligt at se på - og hævder at dét er intelligent?

Hvem sætter Sørine Gotfredsen til at skrive noget som helst - og hævder at det er intelligent?

Skulle bladet gå nedenom og hjem, har de to herrer, som indtil videre har kaldt feminister, der kritiserede deres projekt for ”sindssyge kvindemennesker”, sørget for at det i så fald ikke er deres egen skyld, men de altid fejlagtige kvinders.

Det sker, da de i ovennævnte artikel spørges ind til, om de har økonomi til at drive projektet videre. Svaret lyder:

”Vi har aldrig haft planer om, at vi selv skulle køre bladet videre. Vi vil gerne lade nogle handlekraftige kvinder overtage bladet og måske selv indtræde i bestyrelsen, men planen har hele tiden været, at vi blot skulle løbe projektet i gang for kvinderne”.

Underforstået: kvinderne magter det ikke selv, så vi var nødt til at træde til. Underforstået: Vi har gjort vores, så hvis ikke det lykkedes, er det fordi, kvinderne ikke vil have et intelligent dameblad.

Underforstået: Kvinderne kunne ikke selv sætte det her i gang og hvis det ikke kan lykkedes at køre det videre, så er det fordi der ikke længere er mænd involveret.

Mine damer og herrer: slet skjult misogynisme, nu med fri adgang til maskinrummet i medierne.

Slutteligt skal det siges at der skal findes masser af intelligente blade her til lands. Et godt eksempel herpå er samtidsmagasinet Atlas, der primært udkommer på nettet, men som også er kommet i trykt form et par gange. Niveauet er højt, artiklerne er altid velskrevne og det hele er ganske gratis.

Velbekomme.

Istanbul burning

Marco Malcorps — Mon, 10 Jun 2013 14:58:22 +0000

Af Marco Malcorps

Den vestlige verdens største eksportvare er hverken ligegyldig metervare popmusik, halvdårlige film eller de nyeste trends inden for stenalderkost. Nææh, spørger du de vestlige ledere, er Vestens største eksportvare Demokrati. Med stort D. Som i den eneste korrekte version af demokrati.

Det er den, man bruger som ”undskyldning”, når man går i krig med lande, der har olie, undskyld, demokratiseringspotentiale. For vores måde at være demokratiske på er den rigtige, forstås. Det interessante er bare, at i løbet af de seneste par år, har den arabiske verden, der ganske ofte står i modtagerenden, når den vestlige demokratimodel skal udbredes, vist vejen i forhold til demokrati.

Tunesien og Egypten er blot to eksempler på lande, hvor folket har rejst sig, organiseret sig og effektivt, via blandt andet sociale medier, har bekæmpet udemokratiske magthavere. Nu er turen kommet til Tyrkiet, hvor indbyggerne i disse dage kæmper med næb og klør for at bevare en af de sidste grønne åndehuller i Istanbul.

Det der startede som en fredelig belejring af en park, blev omgående mødt at overdrevent voldsom magt fra politiets side. Ifølge øjenvidneberetninger blev både sovende og læsende mennesker sprayet direkte i ansigtet med peberspray og tåregas. Det som præmiereminister Erdogan havde håbet kunne udryddes med en hurtig, velanbragt magtdemonstration, voksede hurtigt til en massebevægelse.

Tyrkerne står sammen, på tværs af politiske skel, der tidligere har holdt dem adskilt. De står sammen mod magthaverne. Imod politikere, der ”har glemt”, at de er valgt af folket for at tjene folket. Imod magtfuldkommenhed. Imod magtmisbrug.

Netop denne tendens er interessant, for den spreder sig. De sociale medier gør det lettere for folk at organisere sig, og teknologi som smartphones gør det lettere at dokumentere, hvad der sker.

Så mens vi i Vesten æder os fejlernærede i stenalderkost og andre gastro-trends, så ulmer det mod øst. Demokratiet trives og politikerne presses.

Herfra skal lyde en stor respekt til alle de mennesker, der i disse dage er på gaden i Tyrkiet. Jeres kamp er vores kamp. Egenrådige politikere og magtliderligt voldsforherligende politi findes også her og i alle andre lande, og det er kun ved at trodse dem, som I så forbilledligt gør, at ægte demokrati kan spire og gennembryde det tunge lag af asfalt som de har rullet ud over os.

Roarmag.org har lavet denne udmærkede infographic om situationen i Tyrkiet.

På Tumblr findes denne blog der går i uhyggelige detaljer med de tyrkiske betjentes umenneskelige behandling af demonstranterne.

Slutteligt har Vice begået dette korte nedslag i konflikten. Det varer kun 18 minutter men det er absolut værd at se

¡No pasarán!

Kritisk journalistik er en kampsport

Marco Malcorps — Tue, 19 Mar 2013 11:28:54 +0000

Af Marco Malcorps

Så kører den igen. Knapt har Lars Hedegaard fået hvad man kun kan kalde, sit livs røvfuld for åben skærm, før hans fædrelandselskende kumpaner ømmer sig og slikker den paranoide gamle mands sår.

I et efterhånden meget omtalt indslag fra Deadline på DR2 får Hedegaard læst og påskrevet af Martin Krasnik, på en måde der ikke kan andet end at imponere alle der ved blot en smule om journalistik. I mine øjne var indslaget med Hedegaard kritisk journalistik når det er allerbedst. For kritisk journalistik er en kampsport, selvom det kun yderst sjældent fremstår sådan.

Og selvfølgelig begynder folk med journalistisk og kommunikationsmæssig baggrund nu at debattere om det er i orden det Krasnik har gjort. Sådan at trække en gammel mand rundt i manegen på den måde, så det nærmest grænser til regulær afklapsning. Man kan mene hvad man vil om Lars Hedegaard, så derfor vil jeg faktisk gerne lige parkere ham i et øjeblik og se mere på princippet i at drive et interview på den måde som Krasnik gjorde, for det er det der er interessant. Ikke om man kan lide Hedegaard eller ej.

Journalister bliver tit (og retteligt) kritiseret for at have et for tæt forhold til eksempelvis politikere, med det til følge at de meget sjældent er kritiske, da kildeplejen får forrang for kritikken. Det betyder at politikerne ofte får lov til at glide af på et kritisk spørgsmål med et af deres tydeligvis indstuderede og af spindoktorer mange gange gentagede, tomme svar. Man kunne også kalde det ikke-svar, da et sådant ikke rummer skyggen af stillingtagen til det der spørges om. Det sker gang på gang, og bruges lystigt af politikere fra hele spektret, når der er noget de ikke har lyst til at svare direkte på.

Man skal ikke være professor i retorik for at gennemskue det. Man skal bare spørge sig selv om man fik svar på det man blev spurgt om. Svaret vil uhyggeligt ofte være nej. Derfor kan det undre en, at journalister, der om nogen skulle være i stand til at gennemskue sådanne selskabslege, ikke bider sig fast, gentager spørgsmålet og konfronterer respondenten med at der ikke er blevet svaret eller at der er blevet svaret undvigende eller ukonkret. I skrivende stund kan jeg tælle mindre end en håndfuld danske tv-journalister der evner de greb.

En af dem, som man vist, oven på nævnte indslag godt kan ophøje til en slags kritisk journalistisk zen-mester, er Krasnik. Og det er på grænsen til at være et demokratisk problem at der er så få journalister der gør det. Ved at lade politikerne glide af på deres spørgsmål, reducerer de medierne til endnu en sæbekasse, hvorfra politikerne villigt træder op på journalisternes skuldre, og udsynger deres mere eller mindre rådne lovsange.

Netop denne tendens til tandløst mikrofonholderi, gør den kritisk journalistiske kampsport så meget desto vigtigere. Og her vil jeg gerne tilbage til sagen om Hedegaard. For HVIS Lars Hedegaard havde haft rent mel i posen. Hvis ikke han havde bygget sit nærmest sygeligt paranoide verdensbillede op på et spinkelt grundlag af hadske og uoplyste antagelser om alt det som han ikke forstår. Hvis han havde taget sin uddannelse som historiker alvorligt, i stedet for at lade den glide i baggrunden til fordel for sin egen politiske agenda. Hvis han, som man sagde dengang jeg var yngre end jeg er nu, kunne ”bakke sit lort op med kung fu”, så havde det været Hedegaard, der havde tørret røv i Krasnik, ikke omvendt. Punktum.

Det er en af journalistikkens fineste opgaver at afsløre folk der populært sagt er fulde af lort. Hvad enten der er boligspekulanter, finansbosser eller slet og ret folk der under dække af fædrelandskærlighed og forsvar for ytringsfriheden udbreder had, mistro og splid. Og det er derfor at det er lige meget hvad man ellers synes om Hedegaard, for den behandling han fik, er blot den behandling som alle burde få af en journalist, hvis de deltager i et kritisk interview. Hvis det så viser sig at der ikke er noget at komme efter så er den sag ikke længere. Du kan ikke malke en død ko. Journalisten ville i så fald prøve, og fejle, og så ville den ikke være længere.

Hvis boligspekulanten blot var en ærlig ældre vicevært der havde misforstået en paragraf i boligloven, hvis finansbossen blot var en mellemleder i en lille provinsbank der ikke havde gjort noget galt og hvis den gamle mand virkelig blot VAR en gammel mand, der er skide bange for at muslimerne kommer for at stjæle hans rødkål og kartofler, så ville disse fakta jo hurtigt komme frem når der blevet gravet lidt.

I stedet kom Hedegaards sande ansigt frem. Og det er det der nu gør ondt på ham og hans allierede. Når man ikke engang får lov til at spille offer-kortet, som ellers er absolut sidste udvej, så kommer man til at fremstå præcis som man er. Hvis ikke man har noget at skjule, har man ikke noget at frygte. Så enkelt er det.

Herfra skal lyde en stor tak til Martin Krasnik. En journalist i mit netværk opfordrede til at dette interview for fremtiden blev brugt som en del af undervisningen i kritisk journalistik på Journalisthøjskolen. Det kan man jo så håbe at det bliver.

Vaginamisundelse

Marco Malcorps — Sun, 20 Jan 2013 12:59:15 +0000

Af Marco Malcorps

Undertegnede har igennem nogen tid fulgt henholdsvis Manfo og Manfjols, med henholdsvis uforstående og opgivende hovedrysten og højlydte enighedstilkendegivelser. Jeg husker for nogen tid siden, da en række forsmåede mænd brokkede sig over Kvinfos eksistens og at der ikke fandtes et lignende initiativ med fokus på de, til alle tider oversete og i historien underrepræsenterede mænd. Svaret var noget i retning af, at så kunne man da blot selv stifte Manfo. Hvilket man så gjorde. En hurtig tur på google viser, at en søgning på Kvinfo bringer en frem til siden Kvinfo, med undertitlen ”Køn, viden, information og forskning”. En ditto på Manfo sender en til siden Manfo, med undertitlen ”Køn og magt”. Det i sig selv siger det hele.

For hvad er Manfo egentligt? Jo, en hurtig gennemgang viser blandt andet, at der findes en artikel ved navn "Du bliver kæreste med en 3-årig". Her gennemgår den knivskarpe skribent, hvordan kvinder (og her snakker vi tilsyneladende ALLE kvinder i verden) i et fast forhold opfører sig som et 3-årigt barn. Med den type ”argumentation” er det vist ikke kvinderne, der opfører sig som små børn. Men lad nu det ligge.

I stedet for punktvis at dekonstruere og destruere hele Manfos side, så lad det blot være sagt, at Manfo ulig Kvinfo ikke er en institution dedikeret til forskning i køn og ligestilling. Det er ganske enkelt en stor sandkasse for forsmåede mænd, hvor de hælder ud af deres grænseløse uvidenhed og deres fordomsfulde indstilling til det modsatte køn. Det rigtige ord må være patetisk.

Kvalificeret debat

Og det er faktisk rigtigt ærgerligt, for der er brug for en god og nuanceret debat om sexisme og ligestilling. For ulig hvad Manfo tror, så handler sexisme ikke kun om kvinder, der bliver undertrykket på grund af deres køn. Som det for nyligt blev udtrykt på nærværende side, er der også en anden vinkel i debatten. Når folk taler om, at letpåklædte kvinder selv bærer en del af skylden for eventuel voldtægt, så fornedrer de ikke kun kvinders ret til at klæde sig som de vil, de reducerer også alle mænd til at være savlende aber, der er styret 100% af deres pik, og som derfor ikke kan lade være med at voldføre en kvinde, hvis de kan se en centimeter for meget hud.

Desværre er det netop det indtryk, man får af at læse Manfo. Præcis hvad det er, der driver mændene bag Manfo, hvad det er, der giver deres verdensbillede mening, kan jeg kun gisne om. Men problemet er, at debatten med dem ved roret, ender som en debat hvor den ene pol slet og ret opfører sig som en flok skoledrenge, der ikke ved bedre.

Det ligger lige til højrebenet at sige, at Manfos latente kvindehad er resultatet af for mange frugtesløse ”togter” på diverse diskoteker, der så igen er endt hjemme i ungkarlehybelen, med toiletpapir i den ene hånd, den bedste ven i den anden og et perverteret kvindebillede på computerskærmen. Jeg tror bare ikke, at det er så enkelt som det.

”Hvorfor er manden så sur?!”

Enhver der har brugt lidt tid på denne debat, vil have fundet ud af, at Manfo i det store hele blot er et ekko af den ultraliberale netavis 180 Grader. Her ser man tilsyneladende feminismen som Den Store Satan, fordi at ligestilling og kvinders rettigheder ses som en indskrænkelse af mænds rettigheder og frihed. Hvordan at en udlignelse af rettigheder og frihed nogensinde kan blive noget negativt, skal man vist være svært glad for Manfo, 180 Grader eller Liberal Alliance for at kunne gennemskue.

Undertegnede er gift med en glødende feminist (og er det desuden også selv), og derfor har denne debat naturligvis fyldt meget i den seneste tid, og den eneste logiske forklaring på Manfos ekstreme behov for at lange ynkelige tilsvininger af kvinder over disken, må ifølge vores overbevisning være en slags omvendt penismisundelse, altså vaginamisundelse.

Uden at gå for meget ind i Freud og begrebet penismisundelse, så forestiller jeg mig, at disse mænd er så vrede, fordi kvinder bare, biologisk set, er vildere end mænd. Jaja, mænd har en penis, som de kan gå og vifte med, de kan gøre adskillige kvinder gravide og derved sikre deres egne geners overlevelse. Men kvinderne, kvinderne sikrer barnets udvikling og overlevelse. I ni samfulde måneder bærer de barnet, passer på det og nærer det, mens det udvikler sig til et menneske. Når barnet skal ud, sker det med en kraft anstrængelse, der svarer til at løbe et maraton og herefter ammer kvinden barnet, indtil det er gammelt nok til at kunne indtage fast føde.

Se DET er sgu at gøre en indsats for artens overlevelse. De to minutter efterfulgt af lidt rysten og nogle grynt, som ret beset udgør mænds del af akten, er i det perspektiv ikke den store præstation. Alt i alt har jeg bare svært ved at forstå, hvorfor Manfo er så skide sure. De opfører sig jo for helvede som om, at mænd er en stakkels undertrykt minoritet, og det skal man da være mere end almindelig historisk analfabet for at tro på. Man kunne også spekulere i, om Manfo i virkeligheden er en klub for fraskilte mænd, der blev vraget fordi deres forhenværende koner fandt ud af, hvordan Manfo aspiranterne virkelig var. ”The answer, my friend is blowing” i den omgang varme luft Manfo er...

Jeg dedikerer dette blogindlæg dels til min i skrivende stund højgravide bedre halvdel og vores ufødte søn, som jeg nok skal love vil blive opdraget til at have respekt for kvindekønnet og dels til 19-årige Nikolaj, der står bag Mandfjols. Tak fordi du viser at debatten om ligestilling rummer mere dybde end kvinder på den ene side og mænd på den anden. Slutteligt skal lyde en dedikation til min tre-årige datter der, uden problemer, ville være stand til at sætte hele Manfo til vægs i en diskussion.

De sociale medier som det ultimative kontroltab

Marco Malcorps — Wed, 05 Dec 2012 10:24:21 +0000

Af Marco Malcorps

Da jeg i sin tid læste Socialvidenskab, snakkede man meget om forskellige typer offentlighed, om hvordan internettets opkomst påvirkede dem, og hvordan at dette skabte grundlag for en ny slags relationer imellem mennesker. Internettet har blandt andet medført det, der kaldes en tid/rum kompression. Det betyder på almindeligt dansk, at de fysiske afstande mellem mennesker ikke længere har så stor betydning. Via et par klik kan vi være i kontakt med et menneske i Kuala Lumpur, som vi aldrig har mødt, men som vi har mere til fælles med end en person i Kolding.

Opblomstringen og den hastige udbredelse af de sociale medier, har kun styrket denne tendens. Der er ganske enkelt skabt en ny type offentlighed, et nyt fora for kontakt. Dette har forskellige virksomheder selvfølgelig også lagt mærke til og derfor oprettede et hvert større eller mindre firma med respekt for sig selv i al hast en profil på det verdensomsluttende netværk. En ting som mange af dem dog overså i den forbindelse er det, i øvrigt rimeligt indlysende faktum, at de sociale medier er, ja, sociale. Her er ikke længere tale om den type klassisk envejskommunikation, som virksomhederne i årevis har betjent sig af.

I mange lange år har de (mere eller mindre) omhyggeligt bygget, snedkereret og pudset på deres reklamer før de sendte deres højglanspolerede og gennemarbejdede reklamer ud i offentligheden. Herefter har de lænet sig tilbage og ventet på, at millionerne skulle rulle ind, og det har de som oftest også gjort, såfremt reklamerne var skruet ordentligt og troværdigt sammen.

Spring reklamemand, den nye verden er efter dig

Men intet varer evigt og i den nye verden, den sociale online verden, bedømmer forbrugerne ikke længere kun firmaerne på, hvad de siger, men på hvad de gør. I kraft af, at diverse firmaer har blottet sig på de sociale medier, har de også gjort sig sårbare over for kritik af deres gøren og laden og det var det nok de færreste, der havde overvejet. Kontrollen over kommunikationen imellem en given virksomhed og dens kunder ligger ganske enkelt ikke længere hos virksomheden. Derfor medfører de sociale medier det ultimative kontroltab for virksomhederne.

Eksemplerne på virksomheder der har fået det glatte lag på eksempelvis Facebook er mange. Tivoli modtog for nyligt læsterlige klø på de sociale netværk, da det kom frem at den hyggelige familiehave havde indgået samarbejde med det knapt så hyggelige og familievenlige firma Kopenhagen Fur. Et firma, der har bygget en millionforretning på kynisk at opdrætte dyr i alt for små bure, under kummerlige forhold, kun for at slagte dem for deres pels, så menneskelig med en tvivlsom, ja menneskelighed kan føle, at de klæder sig som overklassen.

Stormen på Tivolis Facebook-profil var så voldsom, at de var nødt til at oprette et forum, hvori de hævdede at de ville tage debatten med de mange mennesker, der var utilfredse. Strategien var klar, alle de mennesker, der var stødte over samarbejdet skulle gelejdes væk fra forsiden, da firmaet ikke kunne være tjent med det image det gav, at man blev mødt af en proteststorm på deres forside. Debat er godt, bare det ikke får os til at tage os dårligt ud, syntes at være mantraet.

Det varede dog ikke så længe før Tivoli igen var i ilden. Denne gang omhandlende det en kvinde, der var blevet bortvist fra en af deres restaurationer for at give sit spædbarn noget at spise. Bevares det er uhøfligt at spise medbragt mad på en restaurant, men hvordan skal en kvinde lige deponere sine bryster uden for, og hvor traumatiserende kan det lige være at se en ammende kvinde? Mere om det aspekt findes her.

Occupy Danske Bank

Senest har Danske Bank fået en tur på hjul og stejle, efter de søsatte, hvad der måske er den mest usmagelige og elendigt kommunikerende reklamekampagne siden årtusindskiftet. Her blev der slået grundigt plat på blandt andet Occupy Wall Street bevægelsen og protesterne i Grækenland uden at se på at begge disse bevægelser er en reaktion på, netop bankerne. Hvad budskabet var i nærværende reklame stod klart for de færreste, men reaktionen på den var ingenlunde til at tage fejl af. Protestskrivelser i spandevis med endnu flere ”like”s og adskillige erklæringer fra bankens kunder om, at folk ville vælge en af konkurrenterne. Det massive pres har ført til, at banken efterfølgende trak dele af reklamen tilbage.

Eksemplerne er mange, og det begrænser sig ikke kun til virksomheder. Også politikere står blottet på de sociale netværk og også de må lægge ryg til kritik fra de borgere, der trods alt betaler deres klækkelige løn.

De sociale medier har med andre ord opnået status som forbrugernes stormagt. Firmaerne kan ikke krybe uden om og forsøg på at forklejne, hengemme eller censurere debatten får den kun til at vokse tifoldigt. De sociale medier fungerer, i begrænset udstrækning, som en forlængelse af den wild west-tendens, der præger internettet. Det er uhyre svært for virksomhederne at komme uden om kritikken og halvhjertede svar bliver straffet prompte.

Men hvad er fremtidsperspektivet? Vil vi se virksomheder, der trækker følehornene til sig og overlader de sociale medier til at være skueplads for baby-billeder, statusopdateringer om vel overståede halvmarathoner, om hyperoverskudsforældre, der oven på en 60 timers arbejdsuge står og bager økologiske, biodynamiske, af ungarske jomfruer håndplukkede og i tålelige mængder hjem til møllen bårne, speltmel- og fuldkornsboller til prestigebørnenes fødselsdag i skolen dagen efter? Eller er der det, man med en sociologisk fagterm, vil kalde et kritisk potentiale i internettet? Diskussionen er ikke ny, men virksomheder med numser, der er røde af virtuelle smæk på eksempelvis Facebook, gør den interessant.

Nettet og de sociale medier er en offentlighed, der er yderst svær at kontrollere. Statsligt eller privat, om end, der er gjort talrige forsøg. Nogle med succes, andre ikke.

Den sociale gabestok

Reaktionen hos eksempelvis Telenor, der også har fået med grovfilen som konsekvens af deres mangelfulde kundeservice var klar. De fordoblede antallet af ansatte i deres afdeling, der håndterer deres strategi på sociale medier. Men man skal ikke være professor i virksomhedsstudier for at gennemskue, at det i sig selv ikke vil gøre andet end måske at effektivisere kommunikationen. Det der egentligt skal til, er en holdnings- og handlingsændring hos virksomhederne. Ellers står den sociale gabestok klar og venter, for flere og flere bliver opmærksom på denne måde at komme i kontakt med virksomhederne på. Og lige så klart er det, at ingen virksomhed kan tåle at ignorere kritikken på de sociale medier.

Med andre ord; har de sociale medier kritisk potentiale, med tryk på potentiale og i første omgang begrænset til en slags platform for utilfredse forbrugere. I videre udstrækning er det yderst tvivlsomt, om det kritiske potentiale kan realiseres qua eksempelvis Facebooks ret restriktive retningslinjer grovkornede politiske ytringer.

Men dersom nettet og de sociale medier ikke bliver kritikken og den frie debats endelige sejr, præget af det Habermasianske princip om den tvangfrie tvang i det bedre argument, der kan det være et vigtigt skridt i forhold til en slags myndiggørelse af individet. Det at almindelige mennesker kan gøre deres kritik almindeligt kendt og hørt, ikke kun af objektet for deres kritik, men også af andre mennesker, kan være et lille, men vigtigt skridt på vejen til at tvinge alverdens virksomheder til at gentænke deres etiske retningslinjer.

”Internettet bliver copyrightens død” sagde en god bekendt til mig i starten af 2000’erne, og selvom den spådom endnu ikke er helt opfyldt, så rummer det verdensomspændende net i hvert fald potentiale til forandring.

Intermezzo: Revolutionær lyrik pt.II

Marco Malcorps — Wed, 28 Nov 2012 07:36:12 +0000

Af Marco Malcorps

I det tilbagevendende tema om revolutionær lyrik er vi denne gang nået til de amerikanske folk-punkere i Against Me! (udråbstegnet er en del af navnet). Følgende tekst er fra titelnummeret til deres suveræne plade ”Reinventing Axl Rose”.

Nærværende skribent har haft en ganske særlig oplevelse med netop dette nummer. I dagene efter rydningen af Jagtvej 69 var mange af os der havde blødt, svedt og grædt i huset igennem en del år, i en tilstand hvor begivenhederne omkring rydningen virkede surrealistiske.

Følgende nummer fandt vej til mine høretelefoner en dag kort efter rydningen, da jeg var på vej til møde med min studiegruppe, og til tonerne af dette nummer, der for mig altid har rummet selve humlen af diy-mentaliteten, gik det op for mig at vores elskede hus var endegyldigt væk. Det gjorde ondt dengang, og det gør stadig ondt i dag, men disse ord er afgørende for, at jeg stadig mener, at det er værd at booke et obskurt band til en koncert i en cykelkælder, også selvom det kun er bookeren selv og en håndfuld andre, der får glæde af det.

Under alle omstændigheder, kære læser, så byder jeg dig et intermezzo fra snak om Lene Espersen og røveriet i bankpakke 2, folkemordet i Gaza og finanskrisen i almindelighed.

“We want a band that plays loud and hard every night.
That doesn't care how many people are counted at the door
That would travel one million miles and ask for nothing more than a plate of food and a place to rest.
They'd strike chords that cut like a knife.
It would mean so much more than t-shirts or a ticket stub
They'd stop at nothing short of a massacre.
Everyone would leave with the memory that there was no place else in the world
And this was where they always belonged.
We would dance like no one was watching
With one fist in the air.
Our arena just basements and bookstores across an underground America
With this fire we could light.
Just gimme a scene where the music is free
And the beer is not the life of the party.
There's no need to shit talk or impress
'Cause honesty and emotion are not looked down upon.
And every promise that's made and bragged
is meant if not kept.
We'd do it all because we have to, not because we know why
Beyond a gender, race, and class, we could find what really holds us back.
Let's make everybody sing
That they are the beginning and ending of everything
That we all are stronger than everything they taught us that we should fear.”

Against Me! – Reinventing Axl Rose

Hele nummeret kan høre her:

http://www.youtube.com/watch?v=nmyVFrvcrBg