Leif Donbæk Thomsen's blog

Er vi i krig med Islam?

Leif Donbæk Thomsen — Fri, 15 Jul 2016 09:15:32 +0000

Af Leif Donbæk Thomsen

Vi er i krig. Om det kan der ikke herske tvivl. Vi er i krig med nogle, der ønsker at fjerne enhver ting, der gør os til hvem vi er, fra jordens overflade – der ønsker ikke bare at bekæmpe os og erobre vores territorium, men at påtvinge os deres verdenssyn ved at destruere vores eget undervejs.

Ovenstående er svært for mig at skrive, og det er en tankerække der har taget tid for mig at turde tænke, og endnu længere tid at turde formulere. Men det er nødvendigt, at vi ser konflikten for hvad den er, en krig. Ikke en krig fordi vi har deltaget i diverse krige i mellemøsten. . Nej, vi er i en krig på ideer, hvor ideer der ikke kan vinde i den frie debat forsøger at vinde ved vold.

Og det er nødvendigt at sige højt, for uden at turde realisere konfliktens omfang, kan vi ikke kæmpe – vi er nødt til at turde erkende, hvad vi taler om, for at kunne slå tilbage.

Men hvad taler vi så om? – Som jeg ser det, så tager både højre- og venstrefløjen fejl.

Venstrefløjen tager fejl når de siger, at vi ikke er i krig med Islam, for det er vi – langt fra hele Islam, men dem vi er i krig med, har erklæret krig i mod os på grund af Islam. Hvis vi ikke tør erkende det, så kan vi ikke komme videre, og er helt ærligt ikke et regeringsansvar værdigt. For erkendelsen er nødvendig, ligesom at jeg som kristen er nødt til at erkende at når Breivik begrunder sit terrorangreb med sin kristne tro, ja så kan jeg mene, at han perverterer min tro, men jeg kan ikke tage hans motivation fra ham. Ligeså kan jeg som socialist mene, at Rote Arme Fraktionen, Stalin, Lenin og mange andre har perverteret min ideologi, men jeg kan ikke tage deres motivation fra dem, kun bekæmpe dem. Og ligesom at jeg, som socialist og kristen må acceptere ansvaret for RAF, Stalin, Breivik og Lenin, ligeså må Islam acceptere ansvaret for Daesh og andre uslinge. Så ja, vi er i krig med Islam, men ikke hele Islam.

Højrefløjen tager fejl, når de i deres ekstremessentialisme gør al Islam til modstanderen, og når de i deres blinde had ikke er i stand til at foretage de nødvendige sondringer for at føre den nok så nødvendige, men også den korrekte politik. For ligeså meget som, at jeg mener, at vi er i krig med en del af Islam, ligeså åbenlyst vanvittigt er det at gøre hele Islam til fjenden. Hvis vi kigger udover Europas grænser, så er det som oftest andre muslimer, der er ofre for disse uslinge og deres higen efter et tomt martyrium. Når højrefløjen gør alle muslimer til deres fjender, så skubber de en af de vigtigste allierede fra sig. Når de opgiver frihedsrettigheder for muslimer over en bred kam, så skaber de fundamentet for den næste onde handling. Fordi islamister og deres sympatisører kæmper ligeså meget imod resten af Islam, som de kæmper imod os og, vi må og skal alliere os med muslimer i hele verden for at bekæmpe dem. For det er som med reformationen, forandring må komme indefra i troen, vi, der står udefra kan ikke gennemtvinge forandring. Hvad vi til gengæld kan gøre, i en krig på idéer er at fremskynde den ved at skabe alliancer og støtte dem der kæmper kampen.

Vi må vedblive med kampen for frihed og støtten til de, der forsøger at reformere, og ikke lade vores had til uslingene gøre os blinde for at de vinder, hvis vi bliver som dem, i kampen imod dem.

Angrebet i Nice blev foretaget med en lastvogn. Hvis det er alt der skal til, så havde alverdens overvågning og repression ikke kunnet stoppe det. Vi må ikke slække på årvågenheden, men vi må og skal huske, at der er en hårfin grænse imellem et vagtsomt demokrati og et totalitært styre.Vi taber kampen, hvis vi krydser den grænse.

Redaktionel note: Se også linksamlngen om »Politisk Islam - et reaktionært oprør« hos Modkraft Biblioteket.

Hvad mener Enhedslisten egentligt?

Leif Donbæk Thomsen — Fri, 08 Jul 2016 08:21:48 +0000

Af Leif Donbæk Thomsen

Jeg er ganske EU-glad. Det er ingen hemmelighed. Ej heller er det vist nogen hemmelighed, at jeg finder Enhedslistens/Folkebevægelsen mod EU’s tidligere EU-politiske holdning gold og naiv. Men på det seneste, har det ikke været helt simpelt at finde hoved og hale i, hvad Enhedslisten egentligt mener - eller for den sags skyld, hvem der udtaler sig på vegne af Enhedslisten på området…

For som det fremgår nedenfor, så er Enhedslistens principprogram meget klar i spyttet på hvad de vil – det er udmeldelse af EU hele vejen – men når det så kommer til dem der tegner partiet, dem der rent faktisk bestemmer i partiet, ja så bliver billedet noget mere mudret… - Onde tunger ville måske endda kalde det direkte uigennemskueligt hvad Enhedslisten egenligt mener.

Jeg har samlet lidt forskellige udtalelser, som jeg synes peger i meget forskellige retninger og jeg hører meget gerne fra medlemmer af Enhedslisten, der kan skabe klarhed over, hvad partiet står for..

Lige efter årsmødet var EU-ordfører Søren Søndergaard ude med en klar opbakning til Folkebevægelsen mod EU og en stærk støtte til kravet om udmeldelse.

” Beslutningen om den selvstændige opstilling handlede altså ikke om en ”løsrivelse” fra Folkebevægelsen, som f.eks. Politiken skrev. I stedet handlede det om et forsøg på at strke den samlede EU-modstand.”

Dernæst udenrigsordfører Nikolaj Villumsen her på Modkraft ind i debatten med et lidt diffust, men dog for Enhedslisten meget EU-positivt indlæg.

” For mig er målsætningen ikke en dansk udmeldelse af EU, men skabelsen af et demokratisk, grønt og solidarisk europæisk samarbejde.”

I samme indlæg taler Nikolaj, så vidt jeg kan læse, for et mellemstatsligt EU, der dog stadigvæk på mellemstatsligt niveau, træffer forpligtigende beslutninger for alle medlemslande.

Det står dog noget i modstrid til Enhedslistens principprogram der med ret kontante fraser bl.a. skriver:

” Derfor er kapitalismemodstand også kampen mod institutioner som EU og IMF. EU og IMF er samtidig redskaber for de rige kapitalistiske landes dominans over resten af kloden.” og ” Derfor er Enhedslisten stærke modstandere af EU og støtter en dansk udmeldelse såvel som en nedlæggelse af EU og oprettelsen af et socialt og grønt demokratisk samarbejde i stedet.”

Forvirret? – Det er jeg i hvert fald og det bliver ikke lettere, når Pernille Skipper siger:

” »Ja. Jeg tror, at vi får bedre muligheder for demokratisk indflydelse på Europas udvikling ved at melde os ud af EU. Hovedproblemet er jo EU’s store demokratiske underskud. Derfor må venstrefløjen stå sammen om at opbygge et internationalt alternativ, som er demokratisk, og som gør, at alle kan føre deres egen økonomiske politik, som EU forhindrer os i.«”

Så hvad vil de egentligt? – Ind, ud, søge indflydelse eller bare lukke det hele? Og man bliver ikke mindre rundtosset, når finansordfører Pelle Dragsted i Politiken, så pludseligt siger at:

” En sådan udvikling vil reelt vil kræve et opgør med Euro-konstruktionen og i sidste ende hele EU's nuværende traktatgrundlag – hvor den nyliberalistiske politik er traktatfæstet. Til fordel for et europæisk samarbejde, der har fokus på almindelige menneskers vilkår og som bringer markedskræfterne under demokratisk kontrol. Der er åbent, demokratisk og gennemsigtigt, og som giver medlemslandene i et mangfoldigt Europa mere råderum, når det gælder de enkelte landes samfundsindretning.”

Noget jeg læser som at Pelle er på linje med Nikolaj og ønsker en art mellemstatsligt EU, med en modificeret traktat, men ikke udmeldelse.

Noget han også bekræfter i en debat på facebookopslaget med folketingsmedlem for Socialdemokratiet Peter Hummelgaard:

Det er virkeligt svært at læse det anderledes end at Pelle Dragsted og Nikolaj Villumsen står et helt andet sted i EU-debatten, end Søren Søndergaard og Pernille Skipper.

Og det bliver ikke klarere, når skatteordfører Rune Lund pludseligt også melder sig på banen med endnu et pro EU indlæg:

” Enhedslisten diskuterer vi EU på tre niveauer. For det første, hvordan vi ville indrette internationalt samarbejde i Europa, hvis Enhedslisten ’kunne bestemme det hele’.
Her ville vi lave et mere demokratisk, mellemstatsligt og mere fleksibelt samarbejde, hvor der var fokus på almindelige menneskers behov og på den nødvendige grønne omstilling. Vi ser gerne, at det bliver et EU og Europa i flere rum og flere hastigheder.
For det andet vil vi gerne lave grundlæggende forandringer i EU. For eksempel kæmper vi for, at det skal være muligt at bekæmpe social dumping, uden at EU-domstolen kommer og siger, at arbejdskraftens frie bevægelighed betyder, at dette ikke er muligt.
Vi vil også have muligheden for at ’gå foran’ og indføre bedre miljøregler, skrappere kemikalieregler og bedre dyrevelfærd – uden at EU siger, vi ikke må, fordi det er konkurrenceforvridende på grund af princippet om varernes frie bevægelighed.
For det tredje arbejder vi med det daglige lovgivningsarbejde. 80 procent eller mere af lovgivningen i Danmark udspringer af EU-lovgivning. EU-politik er derfor indenrigspolitik.”

Personligt så hepper jeg klart på Villumsen, Dragsted og Lund – deres pragmatiske indflydelsessøgende EU-linje vil spille rigtig godt sammen med resten af den europæiske venstrefløj, hvor Enhedslisten på nuværende tidspunkt ellers står meget alene.

Men ligegyldigt hvad, så skylder Enhedslisten et svar på, hvor de står på EU-politiken. Det her friløb, der foregår i øjeblikket er uvederhæftigt. Man kan ikke både snakke om at Brexit er godt og et første skridt mod at opløse EU, samtidigt med at man tilsyneladende går ind for at søge indflydelse og i øvrigt viderebygge EU som mellemstatslig organisation.

For fremtiden for Danmark ligger i forpligtigende samarbejde, og ikke i enegang. Som enhver der har beskæftiget sig bare lidt med området ved, så er ideen om at Nordisk Råd, Nordisk Pasunion eller FN's plenarforsamling skulle kunne erstatte EU's ganske effektive forpligtigende samarbejde, i bedste fald fri fantasi. I værste fald taler fortalerne for utopierne imod bedrevidende. For man kan skælde meget ud på EU, men hvad har vi der virker bedre?

Det håber jeg Enhedslisten indser - eller som minimum får afklaret linjen, så vi ved med hvilket udgangspunkt, vi debatterer på venstrefløjen. - For EU-spørgsmålet er for vigtigt til uld i munden og udmeldinger i øst og vest.

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft Biblioteket.

Kampfly og ansvarlig økonomi.

Leif Donbæk Thomsen — Thu, 09 Jun 2016 11:08:26 +0000

Af Leif Donbæk Thomsen

For lidt tid siden skrev jeg et indlæg om finanseringen af kampflyene, det nåede ikke at blive bragt inden aftalen blev lavet, men pointen holder.

Edit. Her er aftalen i øvrigt og man fastholder den manglende finansering.

____

Jeg skrev for nyligt en længere opsang til Enhedslisten og Alternativet på grund af deres totale afvisning af den sikkerhedspolitiske virkelighed til fordel for national hyperpopulisme. Den kritik står jeg ved, men efter regeringens præsentation af deres valg af flytype, samt deres plan for finansieringen af flyene, så har behovet for endnu en opsang meldt sig.

Ikke på grund af valget af flytype; det kunne der sikkert menes meget om, men det er jeg simpelthen ikke kompetent til at udtale mig om. Nej, regeringen fortjener en voldsom kindhest for deres valg af finansiering og deres totale holden danskerne for nar.

For i stedet for at turde sige ærligt, at der er tale om en investering og at den slags koster penge (og kampfly koster mange penge), så gentager regeringen en øvelse, som alle skatteborgere kender til hudløshed fra de sidste mange års offentlige skandaler. De melder ud, at en (stor) given udgift bliver lavere end den i virkeligheden gør, og de påstår, at det sagtens kan holdes inden for eksisterende budget uden, at det påvirker driften.

Det er ikke en ny øvelse, vi har set den tusind gange før, i SKAT, i Arbejdstilsynet og listen forsætter. Resultatet er nærmest altid det samme: Man siger at der kan ”effektiviseres” for meget store dele af budgettet uden at det går ud over driften, og et par år senere er alt kaos. Det er desværre efterhånden blevet en helt normal, og ganske tosset finanseringsmetode for diverse regeringer. For den samlede udgift bliver altid større, altid mere massiv og konsekvenserne altid værre end selv det mest pessimistiske estimat.

Nu har man så valgt en løsning, hvor knap 5 mia. skal findes ved ”effektiviseringer” i Forsvaret og Forsvarsministeriet, ca. 2,5 mia. findes ved at gå budgetter igennem med en ”tættekam” og som der står i pressematerialet på Forsvarsministeriets hjemmeside:

”Det er regeringens ambition, at der kan effektiviseres på en måde, så der ikke reduceres i Forsvarets øvrige operative kapaciteter”

Undskyld mig, men hvor dumme tror de, vi er? Naturligvis kommer det til at medføre reducering i Forsvarets øvrigt operative kapaciteter. Der er ingen offentlige myndigheder, der lige har 5 mia i skuffen - det har effektiviseringskrav igennem årtier sørget for. Og Forsvaret er specielt på den måde, for det er ikke mere end 4 år siden (i 2012), at McKinsey var det hele igennem med en ”tættekam”. Ideen om at først bruge millioner på et eksternt konsulentbureau og derefter åbenbart mener, at de har ”overset” 5 mia. ville kalde på smilet, hvis det ikke var så alvorligt. For man kan mene meget om McKinsey, men de er ret gode til at skære ind til benet i den offentlige sektor.

Danske soldater deltager i dag i krige og konflikter verdenen over. Det kan man mene om, hvad man vil, men så længe vores folketing insistere på at sende danske statsborgere i kamp, så skylder de også at sørge for, at de har en fornuftig organisatorisk struktur at gøre det i. At spare på det niveau i forsvaret er direkte kontraproduktivt for det formål. Jeg tror at alle, der har berøring med forsvaret ved, hvor pressede de er på økonomi. Måske man kunne finde et par hundrede millioner (ved at skære), men ideen om at man kan fjerne for 5 mia. overforbrug er fri fantasi.

Mon ikke det går som det plejer: Projektet går over budget og folketinget bliver nødt til at finde flere penge. Det har, henset til historien, formodningen med sig.

Men det kunne vel da være fint nok, tænker den opmærksomme læser, for hvis du gerne vil have øget finansiering og den kommer, blot med et par års forsinkelse, ja så er det vel fint nok?

Nej, så nemt går det desværre ikke. Al erfaring viser, at de penge, der bliver fundet i den slags skandaler, kun er en lille del af de penge, man burde have fundet. Det ender som regel således, at hvis man burde have tilføjet en mia. oprindeligt, så ender det med, at folketinget kun finder 200 mio. i runde 2 og resten tages ved, at man suger kraften ud af resten af myndigheden.

I naturen har man et begreb for den slags situationer. Man snakker om en ”gøgeunge” og det er desværre, hvad jeg frygter, at kampflyene vil blive for Forsvaret. Hvis man underfinansierer flyene fra starten af, og så når regningen kommer kun betaler 50 % med nye penge, ja så ender det med, at resten af Forsvaret bliver udsultet og skåret markant, fordi gøgeungen vil spise de andres muligheder for at eksistere som værn. Vi risikere med andre ord at stå tilbage med 27 flotte fly og et ikke-eksisterende forsvar som konsekvens.

Det vil være en katastrofe - både af åbenlyse forsvarspolitiske årssager, men også fordi det vil være dyrt og ubrugeligt. Vi vil få et forsvar, der stadigvæk koster en formue og måske på papiret har en evne til forsvar, men i virkelighedens verden ikke kan bruges til noget. Vi vil få et papirtiger forsvar og det vil sgu nærmest være værre end at have et forsvar uden et luftvåben. Selvom det er en tæt konkurrence om hvilken af scenarierne, der er dummest og mest deprimerende.

Så derfor kære politikere,

Hav nu kuglerne til at turde fortælle befolkningen at ting koster penge, at der er en pris på frihed, en pris på selvforsvar og at man ikke kan spare 5 mia. noget sted i den offentlige sektor, uden at det har seriøse konsekvenser. Derfor må man enten prioritere flere penge eller købe færre fly. Det er ret banalt.

Tal nu til kongen i befolkningen og ikke til stodderen. Tænk nu som statsmænd med Danmarks bedste for øje og ikke bare som politikere med fokus alene på næste folketingsvalg.

Tillykke til Enhedslisten, en hyldest til selvstændig EU-opstilling

Leif Donbæk Thomsen — Fri, 13 May 2016 11:23:17 +0000

Af Leif Donbæk Thomsen

I denne weekend beslutter Enhedslisten formodentligt at forlade 25 års nationalistisk ørkenvandring, og i stedet påbegynde en ny rejse sammen med den europæiske venstrefløj, en vej imod indflydelse. Disse dage er glædesdage for den moderne og indflydelsessøgende venstrefløj.

I denne weekend har Enhedslisten årsmøde og efter at en vejledende urafstemning blandt partiets medlemmer for nyligt gav et massivt signal for selvstændig opstilling, så ser det ud til at Enhedslisten endeligt kommer ind i EU-debatten, som andet end et vedhæng til Folkebevægelsen imod EU's golde nationalisme.

Så efter denne weekend vil Enhedslisten formodentligt være klar til selvstændig opstilling til næste valg til Europaparlamentet og hvis man tolker på signalerne fra ledelsen i partiet, så bliver det med en noget mere konstruktiv og progressiv vej, end Folkebevægelsen mod EU har præsenteret.

Men rejsen har været lang for den danske venstrefløj, fra den gang hvor Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen dominerede debatten, til i dag, hvor SF og Socialdemokratiets progressive indflydelsessøgen i EU har vundet frem på venstrefløjen. Men ligeså har udviklingen også været i EU, der i dag mere end nogensinde før fremstår som det eneste alternativ for Europa.

Ovenstående skal ikke forstås således at venstrefløjen bør være jubeleuropæere, for guderne skal vide, at der er rigeligt at være kritisk overfor i EU. Men Europaparlamentet er som Folketinget, ikke blot en talerstol, men et sted at søge indflydelse!

Ligesom at venstrefløjen i dag har forladt 70'erne, 80'erne og 90'ernes golde mantra om at Folketinget blot er en talerstol og ikke et sted beslutninger tages. Ja ligeså ser vi i disse år dele af venstrefløjen blive voksen i EU-sammenhænge. Og nu ser det ud til at Enhedslisten, og med dem den sidste store gruppe på venstrefløjen, indtræder i de pragmatiske indflydelsessøgende partiers rækker. Det er en glædens weekend for venstrefløjen.

Fremtiden for Danmark ligger i forpligtigende samarbejde, og ikke i enegang. Som enhver der har beskæftiget sig bare lidt med området ved, så er ideen om at Nordisk Råd, Nordisk Pasunion eller FN's plenarforsamling skulle kunne erstatte EU's ganske effektive forpligtigende samarbejde, i bedste fald fri fantasi. I værste fald taler fortalerne for utopierne imod bedrevidende. For man kan skælde meget ud på EU, men hvad har vi der virker bedre?

Nej, EU har ikke brilleret under flygtningekrisen, tværtimod – det kan alle vist blive enige om. Men har EU gjort det særlig meget dårligere end de individuelle lande? – Tysklands og Merkels ”Wilkommen” skabte gigantiske problemer for os andre, Danmark selv har slingret frem og tilbage, med symbolpolitiske meldinger som erstatning for realpolitik. Har problemet med flygtningekrisen i EU ikke snarere været, at der har manglet en tilstrækkelig politisk overbygning, så vi reelt kunne tvinges til at arbejde sammen i stedet for den her sære mellemvej med åbne grænser i Schengen, men forskellig flygtningepolitik til skade for alle.

Derudover, så har venstrefløjens bud på løsninger også været inkonsistente, både i Danmark og i EU – vi kan gøre det så meget bedre, hvis vi tør stå sammen.

Den Europæiske Union kan så meget mere end flygtninge, og derfor skal vi fremadrettet på venstrefløjen blive bedre til at stå sammen for et mere solidarisk Europa. Et Europa, der har mere fokus på lønmodtagerbeskyttelsen. Et Europa, der bliver endnu skarpere på persondatabeskyttelse. Et Europa, der er garant for retssikkerhed. Et Europa, der er garant for demokrati og fred.

EU er allerede godt på vej, og bedre end sit rygte. Således er det på mange områder EU der har styrket lønmodtager beskyttelsen de sidste mange år. Jeg nævner i flæng Persondataforordningen, der beskytter dig i mod unødig registrering, Deltidsdirektivet der sikrer dig samme rettigheder uagtet timetal, Ligebehandlingsdirektivet der sikrer dig imod diskrimination baseret på køn og race og der er mange mange flere. Og det er bare på lønmodtagerområdet, men hvad med de andre ting vi er glade for på venstrefløjen? Jamen eksempelvis sikrer Momsdirektiverne bedre regulering af kapitalen på tværs af hele EU, Hvidvaskningsdirektivet sikrer mod at organiserede kriminelle og terrorister kan hvidvaske penge i EU og listen forsætter.

Derfor håber jeg at Enhedslisten vil gå konstruktivt ind i arbejdet sammen med os andre, fordi Europaparlamentet har ikke brug for flere golde nej-sigere, men for stærke konstruktive og kritiske kræfter. For kampene de næste år bliver ikke mindre, og når fagbevægelsen forhåbentligt snart opruster i Bruxelles, så håber jeg at SF og Enhedslisten sammen kan stå klar til at hjælpe dem med at få indflydelse.

Og skal vi lave et reelt modsvar til den bølge af højre populisme der skylder over Europa i disse år, så kræver det at vi står sammen om at levere konstruktive og realistiske svar på tidens store spørgsmål. Vi kan og må ikke gemme os bag berøringsangst eller utopi, for hvis vi ikke præsentere borgerne for løsninger, så gør højrefløjen. Og selvom deres løsninger er dårlige, så vil befolkningen hellere vælge dem der præsentere dårlige løsninger, end dem der ingen løsninger præsentere.

Dummies guide til SF’s landsmøde

Leif Donbæk Thomsen — Tue, 19 Apr 2016 10:47:36 +0000

Af Leif Donbæk Thomsen

Er du af sære årsager ikke SF’er, eller var du ikke delegeret til weekendens brag af et landsmøde, så fortvivl ej, denne blogger har lavet en kort guide, så du også kan spille smart med din knivskarpe analyse af SF’s dagsform i sociale sammenhænge.

Hvad snakkede vi om?

Weekenden var især domineret af 3 politiske temaer, og selvom undertegnede forsøgte at kuppe dagsordenen med et kækt indlæg om skat, så var de delegerede irriterende forhippede på at holde sig til dagsordenen.

Omskæring

I noget tid havde debatten bølget frem og tilbage; skal det være tilladt at snitte i små drenges tissemænd, fordi man har en tro? Positionerne i SF før landsmødet kan vist tegnes op nogenlunde med de her 3 positioner: Sundhedsstyrelsen har intet problem, derfor tilladt, det kulturelle argument imod omskæring, og så det simple og let banale frihedsargument.

På landsmødet blev det debatteret lørdag aften. Denne blogger havde en kort absence under en del af debatten, men så vidt jeg har det fået refereret var det også de 3 positioner, der gik igen i debatten, der i øvrigt var forbløffende rolig, afdæmpet og præget af respekt for diversiteten i holdninger.

Det er måske værd at nævne, at SF har et ret stort kristent segment, der er pro omskæring af religiøse årssager, hvilket også til tider afspejler sig i debatten.

I sidste ende endte vi med en ret SF’sk forligstekst, forstået på den måde at den tilgodeser begge sider og forsøger at undgå for megen tvungen regulering:

”Derudover skal vi sikre menneskers ret til at bestemme over egen krop. Derfor vil SF gå i dialog med de forskellige religiøse samfund og arbejde for en minimumsalder for drengeomskæring”

Fri hash

Eller ”det lille koger-forslag”, som dirigenterne introducerede det med om søndagen før afstemningen. Positionerne på forhånd var ret klare. Ninna Thomsen (Borgmester og politisk leder i København, Thomas Medom (Rådmand og politisk leder i Aarhus) og Carl Valentin (Næstformanden Signe Munks kæreste) beskrev det ret godt i denne her kronik, som lancerede forslaget. Imod det stod vist primært nogle stykker fra folketingsgruppen med venner, der mente at hash er farligt.

Også her endte man på et fornuftigt kompromis med følgende tekst:

” SF ønsker et autoriseret salg af cannabis, samt en undersøgelse af hvordan et sådan salg bedst kan implementeres i praksis. SF ønsker at inddrage erfaringer fra andre lande med henblik på at mindske risikoen for at skabe afhængighed og overdrevent forbrug”

”Autoriseret” skal formodentligt forstås som at vi går ind for en variant af et statskontrolleret forsøg, samt at vi nok vil etablere nogle forsøgsbyer, sikkert København og måske Aarhus.

Det var ikke helt dumt, og igen meget et forlig alle kan leve med.

Frihed!

Det sidste tema var ikke så meget noget, der var på valg, som det var en debatdagsorden. SF er de seneste år blevet skarpere og skarpere på den linje, som Villy startede og i dag er det ret meget mainstream i det meste af SF, og især det faktum at SF har et meget stærkt og pragmatisk kommunalt bagland har hjulpet den udvikling på vej. Når man sidder som byrådsmedlem og skal lave konkrete løsninger på en ghetto fyldt med social kontrol har det en tendens til at gøre en lidt mere løsningsorienteret og lidt mindre blind ...

Pia ridsede banen op med sin landsmødetale, og bagefter havde vi Elmas Berke, Geeti Amiri og Lise Egholm en debat, hvor Pia interviewede dem. Det var fremragende og de bakkede vist for det meste også op om Pias linje.

Helt generelt har SF rykket sig markant på opgøret med social kontrol, og landsmødet cementerede en klar opbakning til Pias linje (som denne blogger i øvrigt også deler).

(Inger Støjberg gate)

Så var der lidt et bi-tema. Om søndagen havde vi Inger Støjberg på besøg som gæstetaler, og det gav lidt fnidder, da et par stykker, vist under 10, forlod landsmødesalen i protest. Ideen er vist, at vi giver hende medietid, legitimere hende og i øvrigt lader os påvirke ...

Helt ærligt, så har jeg uhyre svært ved at følge argumentationen, og på et internt SF-forum har jeg skrevet følgende, som vist ret klart opsummerer min position i forhold til #Ingergate

”Jeg ser flere steder på facebook SF'ere være meget pikerede over at Inger Støjberg talte på landsmødet og jeg må indrømme at jeg er ganske forundret over det.
Hvis ikke landsmøderne er der hvor vi udvikler og skærper vores politik, hvor så? Og hvad er bedre til at skærpe vores argumenter og minde os om hvorfor vi er socialister, end en af vores stærkeste og mest kraftfulde modstandere i debatten?
For der er vel ingen i salen, der skifter parti, bare af at lytte til hende?
Jeg vil tværtimod gerne rose Christiansborg eller hvem der nu har fået aftalen i hus, jeg synes det var forfriskende, at hilsningstaler mv. ikke bare var "klap hinanden på skulderen", men faktisk reel debat og udfordren af SF's holdninger.”

Hvem stemte vi på?

Vi fik også valgt en ny landsledelse, og her er vist 3 særligt interessante pointer. Et er at den let ledelseskritiske Jonas Niemann (der i øvrigt er en ret fin fyr) og formand for SF-København fik et fint valg. Jonas’ uenigheder med ledelsen handler i øvrigt mest om organisation, politisk tror jeg faktisk han og Pia er på linje omkring det meste.

Derudover så fik vi formodentlig den mest ledelsesvenlige landsledelse i min tid i SF. Det er erfarne og dygtige folk hele vejen rundt og ligesom Holstein, hæfter jeg mig bl.a. ved min gode veninde Halimes fine valg. Det bliver godt at have hende siddende centralt ift. politikudviklingen omkring social kontrol og feminisme. Derudover hæfter jeg mig også ved Ninna Thomsens meget stærke valg. Ninna stopper som borgmester her om snart (2017) og hvis hun går 100% ind i landsledelsesarbejdet, så har Pia en meget meget, meget stærk allieret der, der har et guddommeligt netværk på tværs af partiet og i øvrigt også i mange andre partier, ligesom Ninna også har et stærkt netværk i Enhedslisten, der kan blive guld værd frem imod næste valg.

Den sidste pointe er, at vi har en landsledelse der nærmest kun består af nuværende og tidligere folkevalgte, det er ret vildt. Der er kun blevet valgt 3, der ikke er enten nuværende eller tidligere folkevalgte, på landsmødet. Den erfaring fra parlamentarisk arbejde vil formodentlig gøre folketingsgruppens arbejde noget nemmere. Pia har fået en gruppe, der forstår nødvendigheden af og processen omkring store forlig. Det giver gode forhold for folketingsgruppen.

Hvad så nu?

Det var et ret roligt landsmøde, ikke de store gnidninger og generelt enighed omkring linjen. Som jeg ser det, så er vi i en bølgedal, men på vej op, og jeg forventer at vi kommer til at gå let frem over det næste års tid. Især forventer jeg, at Alternativet bliver udfordret, efterhånden som de skal fylde listen med spidskandidater i kommunerne. 98 spidskandidater er mange for et nyt parti, og mon ikke der sniger sig et par tosser med …

Enhedslisten står over for en kamp om EU-linjen, et lederskifte i København uden oplagt arvtager, og i øvrigt risikere de at få ”farverige” personer i deres hovedbestyrelse, eftersom der kun er 31 kandidater til 25(!) pladser og de også skal bruge 5 suppleanter. Det vil skade deres politiske manøvredygtighed markant, hvis de får en småskør hovedbestyrelse.

Alt i alt, så er jeg forsigtig optimist.

Er nattelivet på Nørrebro ved at komme ud af kontrol?

Leif Donbæk Thomsen — Sun, 13 Mar 2016 12:17:39 +0000

Af Leif Donbæk Thomsen

Er der grund til at regulering? Et bevillingsnævnsmedlem beder om hjælp!

Da jeg voksede op på Indre Nørrebro, var Blågårdsgade en spøgelsesgade om aftenen. I mange år var Floras og Apoteket, de eneste barer i gaden. Så kom Props og Århus-enden af Blågårdsgade var født. I dag er Blågårdsgade en af Københavns mest livlige gader. Fra tidlig morgen til sen nat er der gang i den og i weekenden har området efterhånden udviklet sig til en reel konkurrent til Indre By.

Det er fantastisk og de mange mennesker til trods, så er antallet af politiforretninger stadigvæk lavt. Blåggårdsgade og området omkring er et trygt sted at gå i byen, især hvis vi sammenligner med Indre By, og de seneste par år har vi set en udvidelse af området. Ravnsborggade er kommet med og har nu 9 alkoholbevillinger (2015), ligesom Sortedamsdosseringen med 3 store nye restauranter er blevet hip. Louises, Kassen og Understellet binder gaderne sammen og i weekenderne er fundamentet for et fælles festområde ved at være skabt.

Desværre har medaljen en bagside. Alene i Blågårdsgade bor der 1017 mennesker, mens i de gader i Indre By, hvor vi i Bevillingsnævnet har varslet et stop for 05-bevillinger, på grund af at området var ved at udvikle sig i en uheldig retning, bor der blot 1273 mennesker (2015). Meget af boligmassen er socialt boligbyggeri og helt generelt er begge gader kendetegnet ved, at der bor mange familier med helt regulære jobs. Det har de seneste par år givet mig anledning til at overveje om udviklingen var hensigtsmæssig, og da den første natbevilling til hele ugen blev godkendt, var jeg meget kritisk. Ikke mindst fordi Bevillingsnævnet er underlagt et ligebehandlingsprincip, der betyder at hvis en bar har fået natbevilling, har nabobaren som udgangspunkt også ret til samme bevilling, hvis den søger.

Det er en farlig udvikling. Visse dele af Indre By er i gang med at miste sit dagsliv. Nattelivet har taget så meget overhånd, at gaderne reelt nærmer sig at have karakter af spøgelsesgader i dagtimerne. Når sådan en udvikling begynder at slå igennem i en bydel med så mange indbyggere som Indre Nørrebro, er der grund til bekymring.

Så spørgsmålet for mig er i virkeligheden, hvor omfattende et natteliv i hverdagene vi ønsker på Nørrebro? I Bevillingsnævnet tager vi stilling fra sag til sag, så vi kan ikke, uden politisk godkendelse, opfinde nye politiske hensyn eller ny praksis. Derfor mente jeg i flere år, at vi burde spørge Kultur- og Fritidsudvalget om hvad de syntes - altså om de havde nogle visioner for udviklingen af Indre Nørrebro.

Og på novembermødet skete der noget spændende i Bevillingsudvalget. Pludseligt var der flertal for at spørge Kultur- og Fritidsudvalget, om de var tilfredse med udviklingen, eller om vi skulle være på forkant med udviklingen. Som det er nu, har alternativet været at tage meget dramatiske skridt om 2-3 år, når området først var gået amok. Kultur- og Fritidsudvalget var enige i, at det gav mening at overveje regulering af hverdagene. Det betyder at vi på næste møde skal tage stilling til, om vi skal udsende et varsel for en regulering af natbevillinger i Blågårdsgade, Ravnsborggade, Fælledvej og Nørrebrogade fra 1-27.

Der er 2 modeller på bordet lige nu.

* Et stop for nye nattilladelser (efter kl. 24) i ovennævnte gader, fra søndag til torsdag (hverdage)

* Et stop for nye tilladelser efter kl.02 i ovennævnte gader, fra søndag til torsdag (hverdage)

Og det er her jeg har brug for hjælp! Jeg er i tvivl om vi skal starte med den hårde model, eller om det er tilstrækkeligt, at barerne lukker kl.02 på hverdage? Modkraft har en overrepræsentation af beboere og brugere af Nørrebros natteliv, så jeg tænker at det her er det rigtige sted at hente input.

Hvad siger i?

Link til Kultur- og Fritidsudvalget beslutning Link til redegørelse om natteliv i Indre By (1) (2) Link til redegørelse om nattelivet på Indre Nørrebro.

Om dansk detailhandel og ghettoområder.

Leif Donbæk Thomsen — Wed, 17 Feb 2016 16:24:08 +0000

Af Leif Donbæk Thomsen

I de her dage bliver der skrevet en hel masse om problemer med tyverier, røverier og generelt om problemer med at drive butik i ghettoområder.

Det er noget, jeg ved en smule om. Jeg har fra 2003 til 2009 været butikschef og leder i "problembutikker" i det meste af København. Desuden har jeg ryddet op i/passet butikker i det meste af Storkøbenhavn. Med udgangspunkt i de erfaringer, mener jeg, at debatten, der kører pt., har nogle spøjse præmisser.

Først og fremmest, så er det ikke et nyt problem. Butikker i udsatte områder har altid haft problemer. Da jeg startede fuldtid i butik i 2003, var det i den eneste discountbutik i nærheden af Istedgade, og vi tog hundredevis af butikstyve om året (og det var dem vi rent faktisk fangede). Siden arbejdede jeg i en årrække i butikker i ghettoområder, og problemerne dengang, var de samme som i dag.

Dernæst så er der i disse dage, en del meningsdannere og politikere, der kritisere de butikker, der ansætter lokale. Det skulle angiveligt være et ”knæfald”. Men det har ikke en skid at gøre med knæfald, det har noget at gøre med, at når du skal håndtere et hårdt lokalområde, så er det smart med nogle, der nyder respekt i lokalområdet. Jeg har også samarbejdet med alt fra karatelærere og bandemedlemmer, over projektledere til religiøse ledere for at sikre ro. Det er simpelthen bare godt købmandskab. Købmanden er der ikke for at please en politisk dagsorden, han er der for at sælge varer.

Desuden er det ikke et specielt etnisk problem. Spørg 7-11 ved Christianshavns Torv hvad hudfarve dem, der chikanerede dem op igennem 90'erne og 00'erne, havde. Spørg i butikkerne i de tunge dele af Amager og flere andre steder. I områder med mange møgunger er det besværligt at drive butik. Det handler ikke om, at møgungerne er sorte, det handler om, at de er møgunger.

Dernæst, så er det, at Politiet sylter butikkerne heller ikke noget nyt, og skyldes ikke ond vilje. Jeg kender mange pansere fra min tid i butik, og de var altid super kede af det, når de ikke havde tid. Personligt har jeg, i private sammenhænge, råbt op overfor politikere om det i flere år. Men som udgangspunkt er de fleste på borgen fuldstændigt ligeglade med HK'eren på gulvet i butikken, ligesom de er ligeglade med panserens arbejdsvilkår. Det er kun, når de kan bruges i en politisk dagsorden, at dem på gulvet bliver interessante.Endelig, så er det tough shit at drive butik i hårde områder. Jeg har været i retten flere gange, end jeg kan tælle til, for at vidne imod overfaldmænd og butikstyve. Desuden har har jeg masser af ar fra boksekampe med alt fra narkomaner til bandemedlemmer, og sådan har det sgu været i mange år. Det er ikke nyt, at det er hårdt. Men det er nyt, at Borgen og meningsdannerdanmark kan bruge nogle af dem på gulvet i butikkerne i deres dagsorden og deres spil.

Derfor, kære meningsdannere og politikere.

Hvis I rent faktisk mener det seriøst at hjælpe butikkerne og panserne, så er her et par forslag.

Sæt flere ressourcer af til pansere, herunder flere ressourcer til overfaldsalarmer. At der kommer blå blink inden for minutter, når man trykker på knappen, giver sikkerhed.

Stop med at flytte ansvar fra Folketinget til butikkerne. Det er jer, der har ansvaret for ghettoerne, men det er HK'erne på gulvet, der løfter jeres opgave.Tag ansvar og støt dem, der arbejder i lortet, i stedet for at komme med latterlige symbolmeldinger i dagspressen.

Kig på strafferammerne. Det koster ofte under 1.000 kr. i bøde at blive taget for butikstyveri - det kunne sagtens være højere.

Og endeligt gør det nemmere at få pletterne væk fra straffeattesterne, så vi kan få møgungerne ud af miljøet, selvom de har lavet et par fejl.

Hvorfor Ja?

Leif Donbæk Thomsen — Mon, 30 Nov 2015 16:01:55 +0000

Af Leif Donbæk Thomsen

Nu er det ved at være lige oppe over. Om ganske få dage ved denne tid er det dagen derpå, tømmermændene efter valgaftenen har lagt sig, og vi befinder os i en ny virkelighed. Ikke en utrolig meget anderledes virkelighed, men dog en ny virkelighed.

Jeg stemmer ja, og i det følgende vil jeg prøve at beskrive nogle af de grunde, der får mig til det. Jeg kan allerede afsløre nu, at det her ikke kommer til at handle om Europol, udlændinge eller rumænske domstole, for helt ærligt, hvor slagkraftige disse argumenter end er i den offentlige debat, så er det nogle lagt mere jordnære og kedelige grunde, der får mig til at stemme ja.

Disclaimer: Jeg har tidligere forsøgt mig med at dele sol og vind lige, både her på Modkraft og på Youtube. Begge disse indlæg handler om at beskrive, hvad vi stemmer om. Nedenstående er noget andet, det er alene min personlige beskrivelse af, hvilke hovedmomenter der får mig til at stemme ja. Det er subjektivt, ensidigt og personligt.

Fordi for mig handler det om én ting: Arbejdspladser. Det handler om, hvordan vi bedst sikrer flest muligt gode, danske arbejdspladser. Jeg siger ikke, at alt godt i et samfund kan gøres op i dets evne til at skabe gode jobs, men det er satme tæt på.

Og hvordan skaber et Ja så de her arbejdspladser? Og hvad gør dem ”gode”?

Indledningsvis, så er det med at skabe dem ret simpelt. Når det bliver lettere for danske virksomheder at inddrive udestående gæld i hele EU, når det bliver lettere at gå direkte efter bagmanden til svindel-virksomheder ved konkurs, og når det bliver lettere at efterforske elektronisk industrispionage på tværs af grænser, ja så bliver det også lettere at være dansk virksomhed i et stort EU. Og vi har noget at komme med: Vi har en af de mest veluddannede befolkninger, vi snakker mange europæiske sprog, og vores arbejdsmarked er fleksibelt. Når vi styrker vores virksomheders mulighed for at konkurrere, for at fungere i hele EU, ja så skaber vi flere arbejdspladser.

Men hvordan bliver det så til ”gode jobs”?

Det gør det ved at ovennævnte værktøjer også gør det lettere at være fagbevægelse. Ikke at det fjerner al social dumping i morgen, eller at det revolutionerer noget som helst, næh, men med formand for Dansk Metal Claus Jensens ord:

"- Det er jo ikke en stor smedehammer, vi får ved at stemme ja, men måske en lille skruenøgle. Og den skal være velkommen, fordi så får vi det mere at arbejde med, når vi skal ud at varetage medlemmernes interesser. Mine medlemmer er dem, der er derude og arbejder, hvor konkurrencen er mærkbar. De får konsekvenserne at føle, hvis vi ikke kan klare os, og så er det tåbeligt ikke at tage imod den lille smule ligestilling, siger Claus Jensen."

For mig er der ingen tvivl om, at et Ja vil være til fordel for dansk fagbevægelse og deres muligheder for at inddrive gæld, deres muligheder for at bekæmpe plattenslagere og deres muligheder for at arbejde på tværs af grænserne.

Det er blevet påpeget, at det ikke vil revolutionere indsatsen, og det er jeg enig i. Det vil, som Claus Jensen siger, være flere gode værktøjer i kampen imod social dumping, dårlige arbejdspladser og unfair konkurrence, og det er godt nok for mig.

Men det handler også om, at jeg grundlæggende stoler på politikerne. Jeg er ikke bange for at give Christiansborg muligheden for at vælge på mine vegne. De politikere jeg stoler på til at sende mine venner i krig, dem stoler jeg også på til at beslutte om vi skal tilslutte os ganske tekniske direktiver og forordninger om avanceret samhandel.

Fordi det er helt lavpraktisk, hvad det her handler om. Alle er vist mere eller mindre enige om, at de 22 (23) regler vi stemmer om er fornuftige, så spørgsmålet kan koges ned til: Stoler du på at dine repræsentanter på tinge kan beslutte dette på dine vegne?

Red. note: Se også linksamlingen »Folkeafstemningen om retsforbeholder 3. december« på Modkraft Biblioteket.

Retsforbeholdet for dummies

Leif Donbæk Thomsen — Mon, 16 Nov 2015 10:52:47 +0000

Af Leif Donbæk Thomsen

Hvad stemmer vi om, og hvad stemmer vi helt sikkert ikke om?

Den 3. december skal vi stemme om retsforbeholdet. Og helt i tidligere afstemningers ånd, så er debatten allerede fyldt med stråmænd, bevidst vildledning og ganske lidt reel fakta. I det følgende vil jeg derfor gennemgå, hvad vi stemmer om, hvad vi ikke stemmer om og afsluttende vil jeg ganske kort forklare, hvordan jeg ser forskellen på at stemme ja og nej. Men først en indledende disclaimer: Jeg er SF’er, jeg stemmer ja og jeg er generelt EU-positiv og det kommer naturligvis til at smitte af på indlægget. Men jeg vil efter bedste evne forsøge at undgå de værste udskejelser i retning af rendyrket ja-propaganda.

Tilvalgsordning eller hvad?

Men lad os starte med, hvad vi stemmer om. Ifølge regeringen og partierne, der har sendt os til stemmeurnerne, så stemmer vi om at omdanne retsforbeholdet til en såkaldt tilvalgsordning. Tesen er, at fordi partierne lover ikke at tilslutte sig yderligere retsakter uden at være enige, så er det ikke en afskaffelse af retsforbeholdet, men etablering af en tilvalgsordning. Personligt er jeg dog mere på linje med professor og cand.jur. Peter Pagh, der er citeret for følgende:

”Man kan ikke være halvt gravid. Enten er man det, eller også er man det ikke. På samme måde forholder det sig med national suverænitet efter den danske Grundlovs §20.”

Fordi fakta er, at vi den 3. december 2015 tager stilling til, hvorvidt Danmark fremadrettet skal have et retsforbehold, og såfremt vi stemmer ja, så afskaffer vi retsforbeholdet. Det er korrekt, at vi alene implementerer en del af de retsakter, der ligger i den fulde EU-retslige pakke - men kun at vælge nogle af dem ændrer ikke på, at vi formelt har afgivet suverænitet, så snart vi stemmer ja.

Så lad os starte med indledningsvis at konkludere, at vi den 3. december stemmer om hele retsforbeholdet.

Retsakterne

Dog er der nogle retsakter, der finder anvendelse hurtigere end andre. Nærmere bestemt er der 22 retsakter, der træder i kraft med det samme, hvis vi stemmer ja. Resten af retsakterne kan som nævnt ovenfor kun træde i kraft, hvis et flertal i Folketinget ønsker det. To ting er værd at bemærke: Først og fremmest så kan også retsakter, der afgiver suverænitet, træde i kraft ved almindeligt flertal i Folketinget, hvilket understøtter ovenstående argument om, at tilvalgsordningen de facto er en afskaffelse af retsforbeholdet. For det andet så har ja-partierne aftalt at give hinanden vetoret på retsakter, der handler om udlændingeområdet. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at det alene er en politisk aftale, og den således kun er så bindende, som den slags er. Der findes dog næsten ingen eksempler i dansk parlamentarisk historie på, at sådanne aftaler er blevet brudt. Men det er stadigvæk værd at have for øje, at et skiftende flertal kan vælge at bryde aftalen uden anden konsekvens end samarbejdsvanskeligheder på Christiansborg.

Men for at opsummere: Stemmer vi ja den 3.december, så er der 22 retsakter, der træder i kraft umiddelbart efter (og ganske mange der ikke gør). Og fremadrettet har vi i Grundlovens § 20’s forstand ikke længere noget forbehold. Det betyder, at vi har afgivet suveræniteten for det fulde retsområde, men tilbageholdt den endelige konfirmation af enkelte retsakter. Her er også nogle ret store områder, som eksempelvis tolkebistand, retshjælp og hele flygtningeområdet

Tre grupper retsakter

Det vil blive for omfattende, selv for denne forholdsvis lange tekst, at redegøre for alle 22 retsakter i detaljer, men ganske kort så kan de opdeles i tre hovedgrupper, nærmere bestemt: 8 retsakter om strafferet, 10 retsakter om formueret og 4 retsakter om civilret. På Justitsministeriets hjemmeside om afstemningen har de lavet en fin gennemgang af, hvad der er indeholdt i hver enkelt retsakt, samt hvad implementeringen vil betyde i Danmark. Jeg kan kun anbefale at læse den.

Som man kan se, hvis man har orienteret sig lidt i ovenstående, så er det en blandet landhandel, og langt det meste handler ikke om Europol, hackere eller den slags, men meget mere om at gøre det lettere for virksomheder og fagforeninger at arbejde på tværs af EU. Ret beset er langt de fleste enige om, at de retsakter, vi stemmer om, er ret fornuftige. Striden handler langt mere om afskaffelsen af retsforbeholdet end om de konkrete retsakter, der ville træde i kraft.

Og det leder direkte videre til, hvad vi ikke stemmer om.

Hvad stemmer vi ikke om?

En gennemgang af de mere eller mindre misvisende påstande, partierne har fremført i debatten.

Det vil blive for omfattende at gennemgå alle de vilde påstande, de forskellige partier og organisationer har fået slynget ud, så jeg vil begrænse mig til at et par af de grelleste eksempler på misinformation. Hvis du støder på andre eksempler, så smid dem op i kommentarfeltet, så gennemgår jeg dem. Jeg gennemgår primært nedenstående liste for at opfordre til, at partierne kommunikerer tættere på virkeligheden og for at synliggøre nødvendigheden af, at du som vælger er meget kritisk overfor alt udokumenteret ævl, der kommer fra politiske partier.

Vi starter på ja-siden, hvor Bent Bendtsen for nylig smed den her statusopdatering af sted. Den er i øvrigt siden blevet fulgt op af en større kampagne af Socialdemokratiet, hvor det antydes, at man kun er imod pædofili, såfremt man stemmer ja, og Radikal Ungdom har også med nedenstående leveret et imponerende usagligt bidrag til debatten.

Men lad os tage den straight up.

Er man pro børnelokkere, hackere og mafiosoer, hvis man overvejer at stemme nej? Ryger vi ud af Europol og hvad med den grænseoverskridende kriminalitet? Kan vi overleve som nation?

Lad os starte med Europol. Der er ingen tvivl hos mig om, at det er noget vrøvl, når Morten Messerschmidt giver ”garantier” for at Danmark nærmest pr automatik og fra den 4. december vil kunne få en fuldt ud dækkende parallelaftale.

Formodentlig er det tættere på sandheden, at vi over de næste 2-5 år vil kunne forhandle en parallelaftale hjem - en aftale der minder om Norges og som vil stille os nogenlunde, men dog dårligere end i dag. Det vil formodentlig betyde dårligere adgang til søgning, dårligere informationsdeling og dårligere netværk. Dog er jeg ret overbevist om, at vi på udvalgte områder, som eksempelvis pædofili, meget hurtigt vil etablere en effektiv parallelaftale. De resterende EU-lande har ingen interesse i, at Danmark bliver en frihavn for pædofili i Europa, tværtimod.

Så for at skære det ud i pap: Danmark bliver ikke oversvømmet af gangstere den 4. december, hvis du stemmer nej. Men der er ingen tvivl om, at vi får et mindre effektivt internationalt samarbejde (til gengæld kan vi så selvfølgelig selv bestemme over vores retsområde).

Men lad os ile videre i teksten til det næste grelle eksempel.

Så rammer vi nej-siden, hvor Enhedslisten har sat det her billede i omløb. Problemet er, at næsten alt på billedet er forkert, men lad os tage det i rækkefølge.

Først og fremmest, så har EU-domstolen ikke afgjort noget. De er kommet med en udtalelse, og forskellen på at afgøre noget og at udtale sig om noget bør stå klart for de fleste. Dernæst så handler udtalelsen ikke om det frie marked, men om at det jurateknisk er noget frygteligt rod, hvis man vælger at sætte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention over EU-retten. Det ville skabe en juridisk uklarhed, og det man burde gøre, hvis man vil have Den Europæiske Menneskerettighedskonvention helt ind i hjertet af EU-retten, er at lave en ny traktat. I øvrigt er det allerede i dag et krav for medlemskab af EU, at man har tilsluttet sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ligesom den fungerer som inspirationskilde til al EU-ret. Al EU-ret skal således allerede i dag være i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og mere eller mindre alt på billedet er altså misvisende (med undtagelse af Enhedsliste-logoet og opfordringen til at stemme nej, forstås). Så helt lavpraktisk: EU hader ikke menneskerettighederne og Domstolen er ikke (vildt) ond.

Lad os så slutte eksemplerne på lidt ”speciel” politisk kommunikation tæt på hjemme med SF’s kampagne:

Hvad er det nu for noget, tænker den opmærksomme læser, for vi stemmer jo ikke om noget med flygtninge i de 22 retsakter?

Hvis du tænkte sådan, da du så kampagnen, så havde du helt ret og lad mig sige det ligeud: Der kommer ikke til at være væsentlige ændringer for flygtninge den 4. december 2015, såfremt vi stemmer ja. Men til gengæld er det ubestridt, at et ja fjerner den væsentligste forhindring for, at Danmark siden hen kan gå fuldt med i et EU-samarbejde om flygtninge, nemlig retsforbeholdet. Så hvis man anskuer det på den måde, så er det egentlig en ret ærlig kampagne, fordi den i modsætning til flere andre fra ja-siden anerkender, at vi stemmer om det fulde retsforbehold og ikke bare et ”tilvalg”. Det sagt, så er kommunikationen ikke ligefrem knivskarp, for man skal som vælger have sat sig ret meget ind i tingene for at forstå, at et ja den 3. december muligvis giver bedre muligheder for et EU-flygtningesamarbejde om et par år.

Hvad stemmer jeg og hvorfor?

Jeg stemmer som nævnt ovenfor ja. Og det gør jeg ikke på grund af Europol, men på grund af at det bliver nemmere at være dansker i Europa, både som person, som virksomhed og som fagforening, ved et ja. Derudover tror jeg på EU, selvom jeg ikke er blind for de mange mangler, systemet har.

Hvorfor ja, hvorfor nej?

Ønsker du mere forpligtende samarbejde på tværs af staterne i EU, men til gengæld mindre direkte indflydelse til Folketinget? Så stem ja.

Ønsker du mere indflydelse til Folketinget ift. at ændre love, men ringere muligheder for at agere på tværs af EU? Så stem nej.

Eller endnu mere simpelt: Mener du grundlæggende, at det forpligtende europæiske samarbejde er en god idé, så bør du stemme ja. Mener du grundlæggende, at Danmark skal have mindre forpligtende europæisk samarbejde, så bør du stemme nej.

Red. note: Se også linksamlingen »Folkeafstemningen om retsforbeholder 3. december« på Modkraft Biblioteket.

Ytringsfrihedens farisæere

Leif Donbæk Thomsen — Sun, 05 Jul 2015 11:35:43 +0000

Af Leif Donbæk Thomsen

Debatten om ytringsfrihedens rammer og grænser er overalt i disse dage, og der er ingen mangel på Krænkede individer og organisationer der generelt ønsker at begrænse ytringer, udstillinger og billeder i det offentlige rum. Det er såmænd slemt nok, men de der virkeligt sætter det frie offentlige rum under pres, det er de dobbeltmoralske. Det er de farisæere der ønsker fuld frihed for deres meningsfæller til at udfolde sig i det offentlige rum, mens de med den anden hånd forsøger at indskrænke deres politiske modstanders ret til at gøre samme.

Den inkonsistens der er i debatten er forstemmende. For der er tale om højt begavede individer der i skyndingen glemmer alle principper. Der er tale om organisationer, der på overfladen hylder den frie meningsdannelse og retten til at alle kan fungere i det offentlige rum, men hykleriet lurer desværre lige under overfladen.

Lad os eksemplificere:

I sidste uge faldt der dom i landsretten over Sam Mansour, 4 års fængsel og fratagelse af statsborgerskabet. Sam Mansour er dømt for opfordring til terror, racisme og billigelse af terror, og dommen er blevet fulgt af jubelråb fra højrefløjen med Trykkefrihedsselskabet i spidsen. Det selvsamme trykkefrihedsselskab der påstår at bekæmpe racismeparagraffen. Trykkefrihedsselskab der påstår at hylde retten til at ytre næsten alt i det offentlige rum, hylder nu en dom, hvor en mand bl.a. bliver dømt for selvsamme racismeparagraf Trykkefrihedsselskabet normalt påstår at bekæmpe. En mand bliver dømt for at billige terror – altså ikke for at foretage en ond handling, ej heller for at opfordre til den onde handling - men alene for at være glad for den onde handling.

Hvordan en forening der påstår at tro på Evelyn Beatrice Halls berømte ord:

”Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det”

kan hylde at man nu i Danmark kan dømmes alene for at hylde den onde tanke, uden at opfordrer til eller udfører den, kræver vist en ganske fleksibel moral – fordi for alle andre er inkonsistensen slående!

Men de står ikke alene med deres dobbeltmoral. Fornyligt på Folkemødet deltog en kontroversiel hollandsk politiker, hvilket fik Enhedslisten m.fl., der ellers normalt påstår at hylde ytringsfriheden, til at udvandre. Dobbeltmoralen er slående, ingen bad dem om at deltage i arrangementet, tværtimod. De arrangerede ikke en demonstration imod hans holdninger, nej de udvandrede fra Folkemødet. Enhedslisten der ellers tidligere har stået stærkt på ytringsfrihedens side da det gjaldt Grimhøj Moskeens talsmand. Dobbeltmoralen er åbenlys og pinagtigt for alle.

Som gennemgået ovenfor er eksemplerne mange og jeg kunne forsætte listen;Dansk Palæstinensisk Venskabsforening på Movias busser, Grimhøj Moskeen og Dan Park,er alle eksempler på hvordan individer og foreninger, der ellers påstår at hylde det frie ord, alene står på for dette standpunkt når det er belejligt for dem.

Ovenstående dobbeltmoral er ødelæggende for debatten, for det burde ikke være svært forståeligt at såfremt man selv ønsker at skrive/sige/gøre/tegne mere eller mindre kontroversielle ting i det offentlige rum, ja så er man også nødt til at tillade sine politiske modparter at gøre det samme, for hvis vi skulle fjerne alt fra det offentlige rum nogen kan føle sig krænket over, ja så ville vi ikke have megen frihed tilbage.

Nej tværtimod så skal vi sætte det offentlige rum frit. Vi skal aktivt tilvælge debatten, og lade den frie brug af det offentlige rum flyder frit, for kun derved sætter vi reelt samfundet fri. Friheden er at både AFA, Trykkefrihedsselskabet, Hizb-ut-Tahrir og Grimhøjmoskeen kan handle i det offentlige rum, og at begrænsninger i deres udfoldelse ikke kommer fra krænkede minoriteter, men fra straffelovens demokratiske legitimitet, for såfremt at det ikke er ulovligt, ja så bør debatten sættes fri.