Peter Westermann's blog

Kølnervand på DF-møllen

Peter Westermann — Sun, 31 Jan 2016 19:30:58 +0000

Af Peter Westermann

For præcis en måned siden fejrede vi nytåret. Det gjorde de også i Køln, men her blev festen som bekendt mere end ødelagt af flere hundrede anmeldte seksuelle overgreb, foruden røverier. De anmeldte gerningsmænd var angiveligt af mellemøstlig eller nordafrikansk baggrund.

Straks blev overgrebene derfor sat ind i en religiøs-kulturel forståelsesramme, der forklarede det som et 'almindeligt' fænomen fra muslimske mænds side, bundende i en generelt manglende respekt over for kvinder. Således bl.a. i Jyllands-Posten, der beskrev det som et 'kendt arabisk fænomen'.

Der er bestemt også en udfordring med kvindesyn og ligestilling i disse (sub)kulturer, hvor social kontrol, tvungen tilsløring, tvangsægteskaber og æresforbrydelser forekommer som manifestationer på patriarkalsk undertrykkelse.

Hvordan vi som venstrefløj går til sagen, er en debat værd. Derfor er det fremragende, at Modkraft arrangerer debatmødet på tirsdag d. 2/2 kl. 16 på Tikøbgade 9, Nørrebro.

At det ikke er lykkedes at finde en mandlig paneldeltager (selvom jeg ved, at det er forsøgt), kan ærgre sådan én som mig, når nu vi skal tale kønspolitik, men det er vist før forekommet i nyere dansk politisk historie, at der var paneldebatter uden kvinder, så man kan jo nok overleve et, der er skævt den anden vej.

Men det er vigtigt for mig, at vi (relativt) unge mænd også har en rolle – det er trods alt vores kønsfæller og jævnaldrende, der er i fokus. Derfor var jeg også glad for at Pelle Dragsted gik ind i sagen – og afviste berøringsangst og kulturrelativisme.

Mellem fordømmelse og forståelse
Vi, der kæmper alles frigørelse fra undertrykkelse, må tage entydigt afstand og fordømme de konkrete overgreb i Køln, der endda virker planlagt på forhånd. Hvad fanden sker der i samfundet, når en horde pludselig hærger løs i gaderne og begår masseovergreb?! Det er kategorisk afskyeligt, uanset hvem forbryderne er.

Jeg måtte tage mig selv i at være enig med Jesper Beinov i Berlingske, der skrev, at samfundets selvopholdelse kræver, at der slås hårdt ned på sådan en adfærd.

Reaktionerne bør balancere mellem fordømmelse og forsøg på forståelse, som ikke bliver undskyldende for forbryderne, men kan føre til forebyggelse af nye tilfælde. Om Beinov er enig i det sidste, fremgår dog ikke lige så tydeligt.

Vi er simpelthen nødt til at forstå, hvad der får snesevis af unge mænd, hvoraf næppe alle vel forinden kunne diagnosticeres som psykopatiske overgrebsmænd, hvis man tog dem ud én for én, til at opføre sig sådan.

En del af forklaringen er sikkert at finde i kulturelle, undertrykkende kønsroller og kvindesyn. Andre dele ligger givetvis i massens psykologi, som Freud allerede i '30erne beskrev som en civilisatorisk degeneration. Noget igen kan måske findes i en social frustration over at føle sig uden for majoritetssamfundet og dets anerkendelse, som i dette tilfælde så har fået et perverteret afløb.

Uanset blandingsforholdet af forskellige forklaringer, kan intet undskylde de konkrete overgreb, som må straffes nøjagtig lige så hårdt, som hvis de var begået af andre grupper. Det er ikke for ingenting, at Justitia skal have bind for øjnene.

At vi så skal tage bindet af politisk og gøre, hvad vi kan for at bekæmpe og forebygge undertrykkende og samfundsnedbrydende adfærd, som den overfaldsmændene udviste, er en anden side af sagen.

Det kræver, at vi forstår dynamikken i sådanne skadelige subkulturer, så vi kan sætte effektivt ind. Hvordan man gør det, er der sikkert mange andre end mig, der er klogere på. Jeg grubler nok alligevel lidt videre selv.

Venstrefløj uden victim-blaming og what-aboutism
Uanset alt andet, er Jesper Beinov og jeg fuldstændig enige om, at forebyggelse ikke kan eller må være, at kvinder skal 'holde armslængde' i det offentlige rum, som den vist ellers fornuftige borgmester i Køln kom til at sige. Den eneste relevante armslængde over for overgreb, er lovens lange arm.

Den slags victim-blaming, som borgmesteren anklages for, er venstrefløjen generelt god til at undgå. Det er snarere fra højre side, at man hører den slags i forbindelse med sager om seksuelle overgreb.

En anden grøft, man skal holde sig fra – og som venstrefløjen faktisk også har gjort relativt (høhø) godt de senere år – er den kulturrelativistiske undskyldende attitude over for undertrykkelse. Den har SF-formænd holdt sig fra siden Holger K. i sine sidste formandsår fremførte frasen om muslimske mørkemænd, som Villy gjorde berømt.

Der kan i dag name-droppes mange venstresnoede, der er forrest i kritikken af den slags, og det gør Pelle Dragsted da også fint her: Elmas Berke, Khaterah Parweni,Geeti Amiri, Halime Oguz og Sherin Khankan. For at føje en ung hvid mand til, smider jeg Casper Gronemann i puljen. Og der er flere interessante stemmer og typer derude.

En variant af undskyldninger er what-aboutismen, der peger på andre tilfælde, der også bør fordømmes. Her kunne nævnes systematiske voldtægter i deprimerende mange væbnede konflikter op gennem tiden, med japanernes voldtægt af Nanking i 1937 som den måske værste.

Fra Indien hører man om gruppevoldtægter i busser og på gaden.

I dagens USA har man fået indtryk af at mange fraternity houses har en decideret voldtægtskult, men også en helt almindelig lørdag nat i København vil der være overgreb.

Alt dette må fordømmes og bekæmpes, men intet af det må skygge for det, der skete i Køln – ligesom Køln ikke må skygge for overgreb i mindre skala – også herhjemme.

Og ja, her er der også noget galt med majoritetskulturens kvindesyn, når plastikpatter pryder busserne - på Fyn endda med teksten 'Fyn bliver kønnere' - og realitystjerner får piger ned i de små klasser til at få et seksualiseret selvbillede. Og når drenge ser piger som nogen, der bare skal nedlægges og i øvrigt holde deres kæft, og luder er et gængs skældsord, piger møder.

Alt det er en anden sag, og ingen af de nævnte sager bliver mindre af at de andre findes. Den samlede kamp imod overgreb og undertrykkelse må til gengæld blive større for hver sag.

Lad os håbe, at vi nu kan komme væk fra den navlepillende diskussion om hvem, der fordømmer bedst, og over til hvem, der har de bedste bud på forebyggelse – og straf, når forebyggelsen fejler.

Hænger vi fast i fordømmelseskonkurrencen og muslimbashing, har den politiske konsekvens kun været kølnervand på DF-møllen (på fynsk ville man måske mene, at det var tiltrængt, fordi den mølle lugter skidt, men det er en dialektisk diskussion..)

At DF-møllen maler helt ad helvede til, ser vi så i øvrigt til fulde i disse uger. Først med et totalitært udslag af krejlerdanskhed med svinepåbud som svar mod Islams svineforbud, og senest da Pia Kjærsgaard, der bestrider folkestyrets fornemste post, spillede krænkelses- og offerkortet i forbindelse med politisk satire fra et frit medie og lagde politisk pres på for at den frie presse skal udøve selvcensur.

Her burde den frie presse svare igen. Tegningen, der åbenbart er en nødvendig test af ytringsfriheden, må genoptrykkes i hele den frie verden i solidaritet med The Guardian. Alt andet er et knæfald for antidemokratiske mørke(for)mænd.

Trykkefrihedsselskabet må på barrikaden. Alle højreorienterede må tage tegningen til sig i omfavnelsen af at hån, spot og latterliggørelse hører til dagens demokratiske orden. Lighed for Muhammed såvel som for Lars.

Men sådan maler DF-møllen ikke. Her har man nemlig ikke taget bindet for øjnene, hvorfor retfærdigheden bliver sort-hvid på den ufede, ikke-farveblinde måde.

Venstrefløjens retfærdighed er blind. Og skal være uden kulturelt blinde vinkler.

Køb kooperativt

Peter Westermann — Mon, 21 Dec 2015 18:37:08 +0000

Af Peter Westermann

I julen kaldes vi på som forbrugere fra alle kanter. Og vi svarer, også jeg. Men det er ikke lige kommercielt, det hele. Da jeg stod ved kassen i supermarkedet i går, blev jeg spurgt, om jeg ville ha’ pengene. Det var ikke et røvertilbud, men pointsøndag. De point, jeg har sparet op ved at handle, kunne jeg nu betale varer med. I går var der kun 17 kroner, men tidligere har der været over 70.

Når jeg handler i Coops butikker og får scannet mit medlemskort ind, får jeg – ud over gode rabatter – også dividende. Den udbetales som point, som jeg kan købe gratis for. Det kan du også, hvis du melder dig ind her . Det koster et depositum på 200 kr., men de tjener sig godt ind.

Hvorfor nu det? Jo, det er såmænd mit afkast. Jeg er nemlig medejer af butikkerne. Sammen med halvanden million andre danskere. Hvem tjener penge på den del af overskuddet, der ikke geninvesteres i koncernen? Det gør vi.

Og det er en ret stor koncern: Coop, der skiftede navn for ikke så mange år siden for netop at understrege det kooperative, er "den største detailhandelsvirksomhed i dansk dagligvarehandel med en markedsandel på 42 %. Coop Danmark har sammen med de selvstændige brugsforeninger en årlig omsætning på cirka 50 milliarder kr. og 35.000 medarbejdere.”

Coops butikker, Fakta, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, LokalBrugsen, Brugsen og Irma fungerer på markedsvilkår og Coop-koncernen skal drives uden underskud. Den enkelte butik kan dog godt have underskud, hvis det betyder, at der holdes liv i en lokal dagligvarebutik i det lille samfund i landdistriktet, for eksempel. Det er der mange eksempler på, at Coop vælger.

Omvendt forholder det sig i Dansk Supermarked A/S, der dækker over butikker som Netto, Føtex, Bilka og Salling. I 2010 havde de lige over 1300 butikker, 23.840 ansatte (årsværk), en omsætning på 54,1 mia. kr. og et overskud på 5,3 mia. kr. Dansk Supermarked A/S er i dag ejet af Salling med 81% og af A.P. Møller - Mærsk med 19%. Det er altså disse selskaber – og deres aktionærer – der får del i overskuddet.

Hvis du ikke har lyst til at nogle aktionærer skal tjene penge – som de bl.a. bruger på blå partistøtte – på dit indkøb, skal du altså handle kooperativt. Så får du selv del i overskuddet. Har du tilmed et politisk ønske om at samfundets ressourcer – og magt – ikke skal samles hos de få, der er heldige at eje meget, herunder store aktieposter, er det heller ikke ligegyldigt, hvordan du handler.

Køber du ind i en butik, hvor overskuddet deles ud til kunderne, som også kan lade sig demokratisk indvælge i butikkens bestyrelse, får du et mere lige og demokratisk samfund.

Køber du ind i en butik, hvor nogle aktionærer tjener på overskuddet og butiksledelsen i sidste ende styres af aktionærer, får du et mere ulige, privatkapitalistisk samfund.

Naiv. Super (Brugsen).
Politisk forbrugerisme er ofte blevet kritiseret som en narresut på venstrefløjen. Kritikken går på at man køber lidt aflad eller kan føle sig frelst, men reelt ikke ændrer noget. Det kan også være rigtigt på individuelt plan, men sammen kan meget flyttes.

Jeg vil tillade mig den omvendte kritik, som – trukket hårdt op – er, at det er hyklerisk at have nogle idealer, som man i praksis ikke efterlever, når det endda vil være ret nemt for de fleste at skifte Netto ud med Fakta eller Føtex med Brugsen.

Desværre er det lige så nemt at skifte den anden vej. Sidste weekend havde jeg besøgt min farmor i Birkerød og skulle lige nå at købe en ting til med hjem til konen. Desværre var det ti minutter over lukketid i Irma, så jeg gik op ad Hovedgaden. Min far boede der, så den er på sin vis min barndommens gade. Nu er den ramt af butiksdød.

Det er der sikkert flere grunde til, men den største er uden tvivl, at byrådet tillod at Føtex opførte en stor, grim kasse efter Hovedgaden, ud til vejen fra stationen. Det tiltrak kunder fra de andre butikker og omdirigerede trafikken, så færre i dag går gennem Hovedgaden. Med det resultat, at Super Brugsen, der lå i en flot rød murstensbygning, der omkransede byens plads, Majpladsen, som kroen og kirken ligger ved, sagde stop. Byens gamle hjerte. Nu er det stoppet, med flere døde butikker, hvor der før var liv.

Er jeg ikke bare en lalleglad naivist, som hovedpersonen i Erlend Loes roman Naiv. Super., når jeg sådan bliver trist over lukkede butikker? Er det ikke bare den vej, udviklingen går? Jo, hvis vi lader stå til. Det går den vej med mere og mere nethandel (som jeg også selv bruger til udvalgte specialprodukter, så jeg er bestemt ikke maskinstormer) og med flere megabutikker – og endnu flere på vej, hvis der bliver flertal for regeringens seneste ’vækstudspil’.

Men derfor behøver man jo ikke at forstærke udviklingen – hverken via sit eget forbrug eller de politiske beslutninger. Højrefløjen er langt mere ideologisk i dette spørgsmål, end venstrefløjen. Desværre. Ud over at tillade flere og større private butikker, favoriseres Dansk Supermarked A/S også via eksklusive indkøbsaftaler. Jeg kender til en blå kommune, hvor børneinstitutioner kun må købe ind i Netto eller på nemlig.com. Angiveligt fordi de får en lille rabat. Den er dog vist ikke nævneværdig.

Om den overstiger de fordele, man ville have som storkunde med medlemskort i Coops butikker, er jeg ikke sikker på.
Konsekvensen er, at skattekroner ryger i privat overskud, som udbetales til aktionærerne. Havde man valgt Coop, ville overskuddet tilfalde kommunen i det omfang, den handler, samt almennyttige formål, som FDB, der er foreningen bag Coop, støtter, jf. formålsparagraffen:

”FDB’s formål er at organisere forbrugerne til varetagelse af deres fælles interesser i overensstemmelse med de internationale andelsprincipper: a) Frivilligt og åbent medlemskab. b) Demokratisk medlemskontrol. c) Økonomisk medlemsdeltagelse. d) Selvstyre og uafhængighed. e) Uddannelse, undervisning og information. f) Samarbejde med andelsforeninger. g) Hensyn til en bæredygtig samfundsudvikling.”

Det ville være forfriskende om solidarisk orienterede lokalpolitikere lod ejerskabet bag butikkerne være en tie-breaker. At de valgte, at fællesskabets penge skulle lægges i fællesskabsbaserede butikker med kollektivt ejerskab, hvis deres tilbud ikke er dårligere end de private butikkers. Og det tror jeg ikke, det er herhjemme. Samme princip kendes fra den nye udbudslov, hvor offentlige indkøbere må foretrække socialøkonomiske virksomheder over privatkapitalistiske.

Måske er jeg naiv. Også når jeg tror, at vores kollektive forbrug kan ændre noget. Men man skal også være godt naiv for ikke at se højrefløjens favorisering af de store, privatkapitalistiske butikker frem for de mindre og de kooperative. Man er vel også ret naiv, hvis man ikke kan se en sammenhæng med partistøtten, som Dansk Supermarked A/S’ ejere giver til de blå partier.

En lang historie…
Kooperativer er ingen ny opfindelse. Grundlæggende handler de om fællesejet virksomhed. Samvirke, som man har kaldt det i Norden, og som Coops medlemsblad stadig hedder.

Ejerne, medlemmerne, kan være forbrugere som i brugsforeningerne, hvoraf den første kendte i moderne tid slog dørene op i Rochdale, en forstad til det industrielle Manchester i 1844 og i i Danmark i 1866 med Thisted Arbejderforening.

Ejer-medlemmerne kan også være medarbejderne, som i mange af de mindre virksomheder, der vel især danner billedet på folks nethinde, når man siger kooperativ. Københavns Cykelkooperativ på Blågårdsgade fx.

Ejerne kan også udgøres af andre almene foreninger, som det er tilfældet med Arbejdernes Landsbank, der ejes af fagbevægelsen m.fl. Kooperative banker har i det hele taget været i fokus som et godt alternativ til spekulationsdrevne og uetiske privatkapitalistiske banker, med Skift Bank Dag som det klareste eksempel herhjemme.

Der kan fortælles en masse mere om kooperativer og er man interesseret i den danske arbejderkooperations historie, er Henning Grelles bog om den et glimrende værk.

Historien er kort fortalt, at arbejderbevægelsen først organiserede sig om arbejdet – som arbejdere. Dernæst, også for at skabe bedre arbejdsvilkår –for at danne det ’skjold hvorpå stor-lockoutens sværd skal splintres’, som den socialdemokratiske åndsfader, Borgbjerg, benævnte kooperationen – skabte de kooperative brugsforeninger og virksomheder. Det skrev jeg mere uddybende om for et par år siden, bl.a. her på sitet, da jeg var konsulent i Kooperationen.

Venstrefløjen har altid haft fokus på hvordan folk tjener deres penge - på arbejde eller kapital - som sit analytiske udgangspunkt. I forlængelse heraf lød de berømte ord fra Marx og Engells i 1848: ’Proletarer i alle lande, foren jer!’

Næste skridt bliver at inddrage den kollektive forbrugeradfærd i kampen for frihed, lighed og solidaritet. Eller, om ikke andet, for ærlige produkter til ærlige priser, som Rochdale-pionerernes motto lød. Man behøver ikke være idealist for at købe kooperativt. Man kan også bare være snusfornuftig.

Svinger man sig alligevel helt op på den ideologiske hest, kan kampråbet lyde:
’Forbrugere i alle sammenhænge, foren jer!’

Grænseoverskridende galskab

Peter Westermann — Fri, 04 Dec 2015 10:54:09 +0000

Af Peter Westermann

Det er en smule grænseoverskridende for mig at indrømme, men jeg er bindegal. I hvert fald ifølge de største jubeleuropæeres diagnose. Jeg har prøvet at begrænse smittefaren til mine allernærmeste, og derfor holdt min stemme for mig selv indtil nu. Nu står jeg frem for at aftabuisere denne lidelse, som vi er 53 % af befolkningen, der går rundt med.

Når jeg ikke har meldt noget ud tidligere, var det først og fremmest fordi jeg ikke ville rokke skuden for mine partikammerater i SF midt i en kampagne om at afskaffe et forbehold, et flertal i partiet for år tilbage besluttede skulle afskaffes. Det kunne lynhurtigt give en uønsket overskrift: ’Tidligere næstformand undsiger partilinjen’. Sådan én fik Jan Ravn Christensen, byrådsmedlem og tidligere formand for SF Aarhus, i Jyllands-Posten efter han på Facebook bl.a. skrev: ”Hovedårsagen til, at jeg stemmer nej, er, at det danske folketing efter min overbevisning bør sætte standarden for retssikkerhed i Danmark, og at skiftende flertal skal have mulighed for at gennemføre deres politik.” Jeg er helt enig med ham, og vi trådte da også begge vores politiske barnesko i et EU-kritisk SFU i nullerne.

Jeg har også noteret mig en meget ivrig, om ikke irettesættelse, så i al fald diskussionslyst, fra toneangivende debattører, så snart man udtaler sig kritisk om EU. Det ville ikke ligne mig at lade det afholde mig fra at sige min mening, men for ikke i en ophedet debat at skulle bruge umådeligt mange kræfter på at forsvare at jeg har min holdning, vil jeg hellere vente, til jeg kan nøjes med at forklare hvorfor jeg har min holdning. Nu bør diskussionen køles ned, så vi kan blive lidt klogere på hinandens standpunkter og finde en ny løsning.

Red. note: Se også linksamlingen »Folkeafstemningen om retsforbeholder 3. december« på Modkraft Biblioteket.

Mit nærdemokratiske nej
Endelig forsøgte jeg faktisk at holde et åbent sind og vente med at tage stilling til sent i kampagnen. Der var skam gode argumenter for at tilslutte sig nogle af de konkrete retsakter. Men samtidig også betænkeligheder, selv ved at gå med i et overstatsligt Europol, som der ellers har været nærmest konsensus om i debatten. Jeg stoler på eksperter, når de siger, at med Europol styrker vi kriminalitetsbekæmpelsen. Men jeg studsede over, at Den Grønne Gruppe i Europaparlamentet tidligere på ugen, da der i parlamentet skulle stemmes om Europols udformning udtalte: ”Vi kan ikke stemme for. Der er mange spørgsmål om datasikkerhed, som først må afklares. Der er stadig flere aspekter, som Den Grønne Gruppe ikke kan støtte.”

Den demokratiske kontrol med ordensmagten er vigtig. Det samme er effektiv kriminalitetsbekæmpelse, så forhåbentlig landes der et godt kompromis. Jeg hæfter mig ved, at alle partier har udtalt, at vi skal kunne være med i Europol.

Jeg konsulterede til sidst en god udgivelse fra Retspolitisk Forening, med støtte fra Nævnet for EU-oplysning ”Det stemmer vi om”, skrevet af Jens-Peter Bonde. En mand med historie og holdning, men også en mand med en enorm viden. Og som fremstiller sagerne grundigt. Så kan man selv dømme. Han skriver: ”De fem Ja-partier meddelte oprindeligt, at de vil anbefale 22 regler og sige nej til 10. Det er de tal, som regeringen stadig bruger i den officielle oplysning om folkeafstemningen. Men ifølge lovforslaget fra 8. oktober 2015 er de 22 blevet til 27 samt 100 Schengen-love og 2 fra politi- og straffesamarbejdet, så vi nu er på 129. Folketingets EU-oplysning er nået frem til det samme tal.” Det var nu ikke så meget forvirring om de konkrete retsakter, der nærede min skepsis, men snarere det principielle demokratiske spørgsmål – som har helt konkret betydning for graden af indflydelse, du kan få som borger: Hvor skal lovene vedtages?

Bonde skriver: De retspolitiske beslutninger skal fremover vedtages af regeringen selv blot efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg.

• ”tilvalg af enkelte retsakter, såvel eksisterende som fremtidige, efter overgang til en tilvalgsordning træffes af regeringen efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg”, hedder det i lovforslaget.

Grundlovens krav om tre offentlige behandlinger af lovforslag vil dermed også blive fjernet for retspolitikken. Lovgivende myndighed delegeres til regeringen.

Han skriver videre: ”Efter regeringens lovforslag kan de vedtages af regeringen, hvis der ikke har vist sig et flertal imod dem i Folketingets Europaudvalg. Det er kun et mindretal af lovene, som overhovedet forelægges Folketinget. 91 procent af Unionens direktiver blev gennemført administrativt i 2014, som bekendtgørelser og cirkulærer. Folketingets kontrol med EU-sager er i forvejen ikke betryggende. Der blev vedtaget i alt 2.358 EU-retsakter i 2014. Folketingets Europaudvalg gav kun forhandlings-mandat 44 gange. I 2013 blev der afgivet 87 mandater ifølge Folketingets EU-oplysning.”

Ligesom min partikammerat Jan Ravn, mener jeg at et folketingsflertal skal kunne sætte standarden for retssikkerhed i Danmark og at vi som vælgere skal kunne ændre reglerne ved at ændre Folketingets sammensætning.

Mit nej til overstatslig retspolitik er ikke nationalistisk, men nærdemokratisk. At staten tilfældigvis opfattes som en nationalstat er en anden historie. Jeg mener ikke, at vores herkomst betyder at vi er bedre end andre. Men jeg mener, at det er bedre, at vi selv bestemmer så meget som muligt så tæt på som muligt. Den afvejning er så spørgsmålet. Selvfølgelig er der grænseoverskridende problemer, der kalder på grænseoverskridende løsninger. Men det betyder ikke, at vi skal overgive selvbestemmelsen over retspolitikken til EU. Dels er retspolitik ikke pr. definition grænseoverskridende, som fx forurening, fisk og flygtninge. Og dels er overstatslighed ikke den eneste måde at indgå i et samarbejde.

Tonen i debatten
Nu lidt om tonen i debatten. Det bliver man jo ellers i andre debatter gerne bedt om ikke at forholde sig til, men jeg skal indrømme, at jeg kan blive provokeret af den alligevel.

Uffe Ellemann, der allerede siden ”Den er hjemme!”-forsiden på valgdagen i ’98, må kaldes legendarisk dygtig til uforsætligt at spænde ben for sit eget hold i en kampagneslutspurt, var ude med en regulær sviner til nejsigerne. De var simpelthen bindegale! En politiker - også en tidligere - , der skælder ud på vælgerne er omtrent lige så kløgtig, som en tjener, der skælder ud på restaurantgæsterne. Idet jeg antager, at man gerne vil servere sine retter for flest muligt.

Blandt jasigerne til venstre for midten har det også, før og efter valgresultatet lå klar, været udbredt at slå venstreorienterede nejsigere i hartkorn med DF. Et eksempel fra mit Facebook-feed, der antyder at nejsigerne:

”Når man for andet valg indenfor et halvt år kan se DF som de glade sejrherrer, kan man godt lidt miste troen på sine landsmænd...”

En ja-siger til højre for midten kunne vel lige så godt have skrevet: ”Når man for andet valg indenfor et halvt år kan se EL som de glade sejrherrer, kan man godt lidt miste troen på sine landsmænd...”

Og her kom det mere eksplicit fra en anden:

”Kære Nej-stemme. Du vandt ikke. Det gjorde ham her [billede af Morten Messerschmidt]. Om du er enig med ham eller ej er ganske underordnet. Du har gjort ham større og stærkere end nogensinde før. Og det kan vi så takke dig for...”

Jeg har ikke set mange nejsigere vende den om og påstå, at jasigerne ville gøre Inger Støjberg større og stærkere. Selvom det med den politiske aftale om ikke at ville tilvælge en fælles EU-asylpolitik vel mest af alt ligner et Støjberg-forslag, der blev lagt frem til afstemningen. Det var fint, at ingen vendte jasigerne sådan, for der var vist også flere ja’er i spil. Margrete Auken mente for eksempel, vist nok som den eneste politiker - men sympatisk nok alligevel - at fælles asylpolitik også var en del af ja’et. Det kunne være rigtigt juridisk, fordi folketingsflertallet senere kunne tilslutte os en EU-asylpolitik, men det var forkert politisk, al den stund fem japartier havde givet hinanden et veto, der ifølge Løkke ville holde ”til solen brænder ud”. Om det var en snedig melding rent kampagnetaktisk, ved jeg ikke. Som hun selv sagde: ”Det dummeste, ja-siden kan gøre, er at skabe forvirring. Hvis vi taber den her kampagne, så er det, fordi ja-siden har forvirret, hvad vi stemmer om.”…

Nejsiden var bredt sammensat. Ved folkeafstemningen stemte 53 % nej. DF fik ”kun” 21,1 % ved folketingsvalget. De fleste nejsigere var ikke DF’ere. Epinions exitpoll viser, at næsten halvdelen af Socialdemokraternes, SF’s og Alternativets vælgere har stemt nej. Hos radikale var det kun 12 %. En hurtig hovedregning baseret på de fire partiers valgresultat i juni tilsiger altså, at af de 53 % nejstemmer, kom over 17 procentpoint fra de tre ja-partier til venstre for midten. Lægger man hertil at 3/4 af Enhedslistens vælgere stemte nej, finder man at 23 procentpoint af nejstemmerne kom fra venstre side, mens 30 procentpoint kom fra højre. Skal man være helt præcis, var nej’et altså 44 % rødt og 56 % blåt, målt på nejsigernes seneste partivalg.

Så, kære jasigere på centrum-venstre: Det var et bredt flertal af befolkningen, der stemte nej. Deriblandt en socialist som mig. Vores nej var sammen med DF’s, men ikke det samme som DF’s. Når I skammer os ud og sygeliggør os for at stemme, som vi gør, får I os ganske vist til at føle os som DF-vælgere. Vi er ikke stuerene. Og når I fortæller, at man støtter DF ved at stemme nej, fortæller I også implicit dem, der ikke har samme partiloyalitet som mig, at de da kunne tage at overveje DF næste gang. Det er der så 53 % af befolkningen, der kan, hvis I holder fast i, at det er et DF-nej.

Nej betyder nej
Nej’et skal respekteres og forvaltes loyalt. Ikke på samme stedmoderlige måde, som ja-partierne siden ’93 har forvaltet forbeholdene. De er blevet fortolket så restriktivt som muligt, for at gøre dem besværlige, så vi en dag kunne komme af med dem igen. Som Uffe Ellemann skrev i førnævnte blog: ”Det var en tung proces, men det lykkedes med Edinburgh-aftalen om ”de fire forbehold”. Jeg sagde dengang, at jeg ville arbejde for, at vi kunne komme ud af dem igen”...

Jeg havde, som nævnt, besluttet ikke at bidrage til valgkampen, men under den afsluttende TV2-debat aftenen før, hvor Lars Løkke og Mette Frederiksen beskyldte nej-siden for at spille hasard med dansk deltagelse i Europol, og eksperten, der i mine øjne i lige så høj grad kom med partsindlæg for jasiden, og betegnede processen om at få en parallelaftale som noget, der ”tager 100 år og en madpakke.” kunne jeg ikke holde et spørgsmål tilbage og tweetede: ”Man har vidst i 8 år, at Europol m.m. blev overstatsligt. Hvorfor er en plan b med parallelaftale ikke forberedt for længst?”

Tweetet havnede på skærmen med et (SF) efter mit navn. Det var fint nok, men egentlig ikke meningen. Mit partitilhørsforhold fremgår sådan ikke af min twitterprofil længere, så det må have stået i TV2-arkivet fra min tid på Borgen for snart to år siden. Men igen: Fint nok, for jeg ville jo gerne høre ja-sidens svar til det. I og for sig er spørgsmålet sådan set også hævet over ja/nej-diskussionen, idet begge parter i dag vel havde ønsket, at man var gået så langt med forberedelserne til en parallelaftale, man nu kunne. At ja-siden, især Socialdemokraterne, så entydigt slog på Europol, fandt jeg uklogt. Det var let for nej-siden at foreslå en ren Europol-afstemning, hvis der ikke kan opnås en tilfredsstillende parallelaftale. Man kan vel ikke forestille sig, at ja-partierne pludselig vil lægge armene over kors og forhindre en tilslutning til Europol via denne model.

Mit tweet fik et berettiget svar fra én: ”Det kunne du passende spørge dig selv om - dit parti har været i regering / støtteparti i en stor del af perioden.”

Hertil kunne jeg heldigvis svare: ”Forhandlingerne pågik mens SF var i regering. De blev stoppet senere." og sende et link til Altinget, hvori Mette Frederiksen oplyste i december '14, at man droppede arbejdet for parallelaftalen for i stedet helt at afskaffe forbeholdet.

Et hurtigt modsvar: ”Kunne I som støtteparti ikke have presset på for at fortsætte forhandlingerne?”

Og mit svar til det: ”Pas. Jeg var ikke længere på Borgen der, og ved ikke mere end du om det. Men det ser ud til at være en egenrådig beslutning.”

Nu ser det ud til at blive nødvendigt at en parallelaftale skal forsøges. Når ja-siden anklager nej-siden for at have spillet hasard med europol, kunne de starte med at anklage sig selv for manglende rettidig omhu. Fogh burde i sin tid have påbegyndt sonderinger om en parallelaftale, allerede da Lissabontraktaten blev vedtaget – i øvrigt uden folkeafstemning i Danmark. Da han ikke gjorde det, burde Løkke have gjort det. Det kom så i gang under Thornings første regering (den med SF), men blev droppet under hendes sidste regering, fordi det ville skade ja-sidens argumenter for at afskaffe forbeholdet helt. Når nu man ville det, kunne ja-partierne ret beset også have enedes om at sende forbeholdet til afstemning i bedre tid før Europol pr. 1. april 2017 bliver overstatsligt. Er der spillet hasard med Europol, var ja-siden de første gamblere.

Demokratisk underskud med renter
Lissabontraktaten, som erstattede Forfatningstraktaten, er faktisk roden til problemet. Det var den, der ændrede en række EU-områder fra mellemstatsligt til overstatsligt. Jeg var meget aktiv, først i arbejdet for et nej til Forfatningstraktaten. Den blev stoppet af nej’et i Frankrig og Holland i 2005. Dernæst i arbejdet for en afstemning om Lissabontraktaten. Jeg var med i et initiativ, der stablede et par aktioner på benene. Her et citat fra mig som arrangør af én af dem:

– Folketingsflertallet har desværre ikke ladet sig påvirke af vores protester. Derfor appellerer vi nu til folket gennem de næste to markeringer. »Med lov skal man land bygge«, står der på Københavns Byret, som danner baggrunden for vores markering på torsdag. Men hvilken lov har folketinget til at ratificere Lissabontraktaten uden om folket?”, siger Peter Westermann, en af arrangørerne af protesten i en pressemeddelelse fra initiativet »Ja til Europa – Nej til EU-traktaten«.

Irerne fik en folkeafstemning, som de eneste. Og stemte nej i 2008. Så fik de én til i 2009 og stemte ja.

Folkeafstemningen burde have handlet om principperne for EU og Danmarks deltagelse. Ønsker man mere overstatsligt – måske endda en reel føderation – eller ønsker man at fastholde den mellemstatslige model på en række områder? Et spørgsmål, man burde have stillet vælgerne senest i 2008, da Lissabontraktaten blev endelig tiltrådt af Folketinget. Nu fik vi kun lov at forholde os til dansk deltagelse efter de pågældende retspolitiske områder blev overstatslige. Ikke til om det var den rigtige vej at gå for hele EU. Det var det demokratiske underskud – med renter! – der ramte ja-siden som en boomerang. Hovmod står for fald.

Nej til nødvendigheden
Siden dengang har EU taget en uheldig drejning med sin konservative finanspolitik. Jeg stemte i december 2012 imod i SF’s landsledelse, da finanspagten, eller europagten, kom frem. Det var faktisk emnet for min første blog her på Modkraft, hvor jeg skrev:

”Poul Nyrup Rasmussen, der indtil for nylig var leder af de europæiske socialdemokrater, og ikke ligefrem kan kaldes ekstrem i sin venstreorientering, beskrev planerne bag europagten ret rammende ib Politiken: »Det er dybt tragisk for Europa, at Merkel og Sarkozy på denne meget udemokratiske måde vil tvinge deres konservative tanker igennem. Jeg tror, at de undervurderer, hvor farligt det her er. Befolkningerne vil ikke finde sig i det«. Jeg håber, at han får ret.”

Den politiske arrogance over for befolkningerne har også sat sig i en skepsis. Hvorfor overlade mere magt til et system, der systematisk har forsøgt at undgå at spørge befolkningerne? Og som har ført en teknokratisk og kynisk politik igennem med store følger for sammenhængskraften i de enkelte medlemslande og i EU.

Der er brug for et folkeligt opgør med den antidemokratiske centralisering af magt. Med nødvendighedens politik. I min comeback-blog i juli, om den græske gældsaftale, skrev jeg:

”Der er ingen ansvarlighed i at gøre politik til dydens smalle sti. Så har man aflivet politik og det er næppe ansvarligt. Politik er en kamp mellem modstridende interesser og anskuelser. Dem må man dele sig efter, var der engang en radikal (Viggo Hørup), der sagde. Sådan er det jo.
Er partier blevet så etableret, at de ikke længere kan se et alternativ, skal det nok vise sig. Måske endda med stort A ved næste valg.”

Det var også det, nej’et handlede om. Det er på tide med en alternativ vej for EU-samarbejdet. Nu først for Danmark, men senere forhåbentlig for hele EU, som jeg, for nu at citere et konservativt credo, ønsker at forandre for at bevare. At den position kaldes bindegal er en smule grænseoverskridende, selv for en demokratisk socialist.

Transatlantic: ISDS-berg dead ahead!

Peter Westermann — Tue, 13 Oct 2015 19:33:47 +0000

Af Peter Westermann

"Iceberg dead ahead!" (Isbjerg ret forude!)

Sådan lyder det skæbnesvangre råb på Titanic, da udkigsposten får øje på isbjerget. Han så det sent, for det lå skjult i det stille hav. Havde der været bølger, havde han set skumsprøjtet, når de slog mod det.

Det samme gælder det isbjerg, vi kun kan se TTIP'en af nu. Der har været blikstille omkring forhandlingerne om den transatlantiske handelsaftale (TTIP) mellem USA og EU i et par år. Nu er det på tide, at bølgerne går højere. Først og fremmest for at råbe dem på kommandobroen, EU's og USA's regeringer, op. Når - desværre næppe "hvis" - de ikke fraviger kursen direkte mod katastrofen, må besætningsmedlemmerne med lavere rang, de folkevalgte i parlamenterne, gå i aktion. Og det samme må alle vi, der er med som passagerer.

Heldigvis er der ved at komme ringe i vandet. Og bølger endda. Som artiklen her på Modkraft, "Voksende modstand mod TTIP", beskrev, har "græsrodsbevægelsen »STOP TTIP«, der består af mere end 500 europæiske organisationer, [afleveret] 3,2 millioner underskrifter mod TTIP til EU-kommissionen. Og lørdag demonstrerede tusinder af borgere mod aftalen i Berlin." Det sidste er faktisk noget af en underdrivelse: Der var angiveligt 100.000 (politiets skøn) eller 250.000 (arrangørernes skøn) på gaden.

Demonstrationen markerede starten på aktionsugen mod TTIP, som vi er i, hvilket Rina Ronja Kari gjorde opmærksom på i sin blog i fredags. Selvom aftalen først skal færdigforhandles næste år, er det ikke en uge for tidligt, modstanden mod aftalen kommer i gang.

Som aftalen tager sig ud nu, risikerer vi at den vil beskadige forbrugerrettigheder og –beskyttelse ved at sænke standarder til et fælles minimum. På de fleste områder vil det betyde amerikanske tilstande hvad fx kemikalier og forbrugeroplysning angår. Tilstande, industriens stærke lobby påvirker meget effektivt. Samme udvikling kan frygtes på arbejdsmarkedsområdet. Løn og arbejdsmiljø kan stå over for samme deregulering, der fratager almindelige lønmodtagere hårdt tilkæmpede rettigheder.

En anden, og mindst lige så skræmmende ting, er "investeringsbeskyttelsesmekanismen", den såkaldte ISDS. Hvad står det så for? Tja, googler du det, som jeg gjorde, kommer du til dette som første bud: Individual Sewage Disposal Systems. Individuelle kloakafledningssystemer. Ikke helt ved siden af, da mekanismen vil betyde, at individuelle virksomheder i dén grad kan hælde lort ud over vores markeder – og demokratier.

Bud nr. to på listen er International Sheep Dog Society. Det Internationale Fårehundsselskab. Jo tak, mekanismen vil kunne genne genstridige får – eller demokratiske stater – ind i folden. Hvor de bliver låst inde.

Spøg til side. Det er faktisk for vigtigt til den slags. Det, forkortelsen rigtigt står for er Investor State Dispute Settlement. Et tvistbilæggelsessystem mellem investorer og stater. En slags voldgiftsret. Kort og kynisk handler den om at sikre, at staterne ikke skaber "tekniske handelshindringer" eller mindsker investorernes mulighed for fremtidig profit. Gør de det, kan investorer lægge sag an og få erstatning af staten. Det kunne fx være tilfældet, hvis staten øgede miljøstandarder til produkter, hævede selskabsskat og afgifter eller øgede mindstelønnen (i de lande, hvor den er lovfæstet).

For at tage et hjemligt, og forhåbentligt velkendt, eksempel, svarer det til princippet bag DONG-salget til Goldman Sachs. Investoren fik lovning på en børsnotering, der ville give stor profit. Kommer børsnoteringen ikke, skal investoren kompenseres for den udeblevne profit. Det var en frivillig aftale mellem staten og Goldman Sachs. Med ISDS kan den slags, og det, der er værre, blive den regelbundne standard.

I DONG-sagen mente nogle, at kritikken kom for sent. Der var også blikstille. Og ligesom på Titanic havde man ikke udstyret udkigsposten, pressen, med kikkerter, eller tilstrækkelig information og aktindsigt. Alligevel nåede bølgerne at rejse sig og rokkede skuden, og vi var nogen, der faldt i vandet. Det var desværre ikke nok til at ændre ku

Det må ikke ske igen. Debatten skal startes, så handelsaftalens ikke bare udemokratiske, men decideret antidemokratiske, elementer, der vil underlægge forbrugere, arbejdere og borgere markedets diktat, ryddes af bordet.

Frihandel kan være godt. Men den skal gerne bevare den vigtigste frihed, som Vesten bryster sig af:
Den demokratiske.

Den erkendelse er, lidt apropos, også nået langt ind i det demokratiske parti i USA. Her har Hillary Clinton vendt sig imod den tilsvarende handelsaftale for 12 Stillehavslande, TPP, fordi den bl.a. ikke vil "skabe flere arbejdspladser, hæve lønningerne". Det er lidt af en kovending, fordi Clinton som udenrigsminister indledte handelsforhandlingerne, der nu har ført til TPP-aftalen. Men hellere tabe ansigt, end tabe hovedet.

Også når ens potentielle præsidentpost er truet af det. Den demokratiske venstrefløj, vel med den forfriskende selverklæret socialistiske præsidentkandidat, Bernie Sanders, i spidsen - frygter nemlig, "sammen med store dele af fagbevægelsen – at en øget liberalisering vil lægge pres på såvel løn og arbejdsvilkår som på miljøstandarder, der kan blive udhulet." Det ringer bestemt en klokke. En alarmklokke, der bør lyde hele vejen over Atlanten. Jeg håber, at den samlede danske venstrefløj er lydhør.

Vi har til en start brug for det sidste bud på listen over, hvad ISDS ellers kan stå for: Information Screening and Display Subsystem. Et undersystem, der kan undersøge og fremvise information. Lad gerne Modkraft blive det, når det gælder TTIP.

Er vi årvågne, kan vi stadig nå at krænge skibet hårdt om bagbord, så det ikke går os som den berømte nat for 103 år siden, hvor isbjerget sænkede det transatlantiske drømmeskib.

Gør vi det ikke, vil det, ligesom dengang, blive værst for de laveste klasser.

DONG-bold, replay

Peter Westermann — Sun, 27 Sep 2015 19:45:26 +0000

Af Peter Westermann

Det er et år og otte måneder siden jeg satte min næstformandspost i SF ind på at forhindre partiets medvirken i salget af 19 % af DONG til Goldman Sachs. Jeg og de øvrige modstandere i Landsledelsen manglede at rykke to stemmer. Det kostede mig næstformandsposten, en masse knubs med mere og blev et farvel til Christiansborg og et goddag til knap 8 måneders arbejdsløshed.

Det var pinsomt som en langsom gengivelse af et selvmål at læse, at SF igen, fredag d. 18. september, medvirker til yderligere privatisering af DONG. Et forlig indgået uden forudgående debat i parlament, partier eller presse. Same procedure as last year...

Det ripper op i såret. Jeg kunne vælge at lade det være og bide smerten i mig, men så ville det samtidig betyde, at jeg svigtede det engagement, jeg havde lagt, og de ofre, jeg har bragt, for denne sag. Og på sin vis også for partiet.

Jeg nøjedes umiddelbart med en lettere kryptisk opdatering på sociale medier, hvor jeg delte SF's pressemeddelelse, som jeg gav følgende ord med på vejen: - Når det hele virker lidt græsk for én, giver det mening at konsultere en gammel græker: "En til sejr som denne, og vi er fortabt!"

Det affødte en enkelt kommentar fra en overvejende enig partikammerat. Dernæst kom partiformanden, et landsledelsesmedlem, en borgerrepræsentant og nogle flere på banen og jeg fik læst og påskrevet. Det har jeg intet imod, men så er ballet også åbnet. Jeg tog telefonen, da DR ringede for en kort kommentar. Det gav yderligere reaktioner – flest positive, men også nogen kritiske, der især mente at min holdning udelukkende var baseret på mistillid til SF's forhandlere. Det provokerer mig, for jeg har på intet tidspunkt nævnt noget subjektivt forhold, såsom tillid, i min kritik.

Nu har jeg ladet en uge passere og håber de værste følelser har lagt sig, så læseren kan se, at min position bygger på en ideologisk holdning, understøttet af en analyse af objektive fakta, der tilsammen danner min konkrete og strategiske stillingtagen. Jeg vil her give en grundig, men måske også langsom, gengivelse.

Den er kort fortalt, at SF ikke skal medvirke til yderligere privatisering.

Principielt og parlamentarisk præludium
SF's principielle udgangspunkt findes i principprogrammet fra 2012, øverst på s. 4. Jeg sad i redaktionsudvalget, en lang, søvnløs nat på landsmødet, og var medforfatter på formuleringen:

"En række vitale sektorer må være underlagt offentligt ejerskab eller kontrol. Det gælder de dele af økonomien, hvis fortsatte og uafbrudte funktion er nødvendig for, at samfundet kan fungere. Det gælder f.eks. den centrale velfærd, sundhedssektoren, forsyning og infrastruktur. SF kræver desuden en særlig omfattende offentlig kontrol med og regulering af udvinding af olie og lignende naturressourcer samt af finans- og boligsektoren. Med offentligt ejerskab kan fællesskabet både høste frugterne af gode tider og bære tabene i dårlige, frem for at nøjes med det sidste."

SF's parlamentariske udgangspunkt er, at partiet medvirkede til det oprindelige forlig om børsnotering af DONG i 2004. Argumentet dengang var, ligesom nu, at det var for at sikre, at staten fastholdt aktiemajoriteten. Forskellen til nu er, at dengang var der et VKO-flertal, der ønskede børsnotering.

VK-regeringen var dog dengang blevet rådet af investeringsbanken N.M. Rothschild & Sons, til - af økonomiske årsager - ikke at foretage en fuld privatisering, men kun sælge en minoritetsaktiepost. Et råd, regeringen tog til sig. Hvorvidt oppositionen – og i al fald mere end blot ét parti fra den – i den situation rent faktisk behøvede at deltage i forliget for at bevare statens aktiemajoritet, er således tvivlsomt. Havde VK-regeringen og DF ønsket det, kunne de have privatiseret det hele. Men det ønskede de tilsyneladende ikke. Oppositionen medvirkede alligevel – til at åbne op for børsnotering og "en handel med fanden selv", som Svend Auken, der forhandlede for S, angiveligt kaldte det (Det bedste bud, s. 33).

S er i dag tilhængere af børsnotering, men ikke tilhængere af at afhænde aktiemajoriteten, ifølge finansordfører Engelbrecht. Det samme gælder R, ifølge finansordfører Martin Lidegaard, der som energiordfører også forhandlede aftalen i 2004.

Nu var der imidlertid ikke længere et blåt flertal for børsnoteringen, da DF skiftede position i DONG-sagen op til salget til Goldman Sachs. LA er ikke med i forliget, formentlig fordi regeringen ikke har ønsket at invitere dem ind. Der er således nu kun 40 blå mandater (V: 34, K: 6) bag børsnoteringen og 62 fra oppositionen (S: 47, R: 8, SF: 7). Der var som minimum behov for at S + enten R eller SF gik med for at børsnotering overhovedet kunne finde sted. Havde man inviteret LA med, ville kun S stadig være nødvendige.

Børsnoteringen ligger da også i forlængelse aftalen om kapitaludvidelse i 2013, som Bjarne Corydon stod bag og som blev vedtaget på 30. januar 2014 – få timer efter SF var trådt ud af regeringen. SF's Steen Gade stemte alligevel for i finansudvalget, selvom hensynet til regeringsdeltagelsen jo netop var bortfaldet. Et hensyn, der blandt aftalens tilhængere i SF fremstod som det primære (og for en stor dels vedkommende eneste) argument. Gade udtalte, at det ikke var substansen, der udløste krisen i SF, men at den blev brugt som en anledning til at komme ud af regeringen: "Den her sag er ikke den svære, og SF's krise er heller ikke udløst af substansen. Men der er mange, der har ment, at det var dråben".

Min oplevelse var, at det forholdt sig omvendt. Kritikerne forholdt sig primært til substansen i aftalen, mens tilhængere primært forholdt sig til regeringsdeltagelsen. Men jeg er enig med ham i, at sagen ikke er svær. Substansen lå lige til venstrebenet: SF burde ikke have medvirket.

At min aktuelle kritik igen handler om substansen, håber jeg vil fremgå af min gennemgang af sagens objektive forhold.

Bordet fanger ikke
Bordet fanger fra de tidligere forlig og aftaler, kunne nogen mene. Det gør det dog ikke, hverken juridisk, økonomisk eller politisk. Man har aldrig bundet sig definitivt til en børsnotering, heller ikke i salget af 19 % af aktierne til Goldman Sachs. At kapitaludvidelsen let og næsten gratis kunne være klaret via en statslig garanti, der kunne skaffe DONG den påståede nødvendige mellemfinansiering på 6-8 mia. kr., er en anden sag. Få år tidligere stillede man en garanti på 130 mia. kr. i bankpakken, men sådan er den politiske vilje til statsstøtte åbenbart så forskellig, alt efter om det er fællesskabets eller private aktionærers direkte interesser, der skal varetages.

Konsekvensen af ikke at forlænge 2004-forliget om børsnotering havde været, at børsnoteringen ikke ville ske. Ikke, at børsnoteringen kunne ske, blot uden statslig aktiemajoritet, som SF's kommunikation ellers lader forstå: "Den aftale udløb i starten af 2015. Derfor var der ingen binding efter en børsnotering af DONG. Det har vi nu sikret med denne aftale".

Sagen er omvendt, at hvis en børsnotering ikke sker senest i 2017, er staten forpligtet til at tilbyde tilbagekøb fra mindretalsaktionærerne, herunder Goldman Sachs. Ved ikke at indgå forliget kunne man altså have omgjort hele miseren med udsalget til Goldman Sachs. Et tilbagekøb trods højere pris og strafrente ville være ikke kun politisk, men også økonomisk at foretrække, da staten frem over ville få den fulde kontrol og det fulde overskud, der bl.a. forventes fra havvindmølleparkerne, der først for nylig er begyndt at komme i drift.

Det var ikke aftaleteknisk nødvendigt at indgå et forlig fordi bordet fangede. Heller ikke politisk, hvilket DF's udtræden af forliget på grund af processen med salget til Goldman Sachs illustrerer. Et parti ville godt kunne vælge at træde ud af forliget.

Infrastrukturen var næppe i fare
Præsenterer man SF-ledelsen for passagen fra principprogrammet som grundlag for sin kritik af aftalen, mødes man med argumentet, at intentionen bag denne passage er opfyldt, fordi infrastrukturen, olie- og gasrørene, flyttes over i det 100% statslige Energinet.dk. Det ændrer bare ikke ved, at man med forliget privatiserer DONG yderligere. Det var ikke intentionen bag principprogrammets tekst. Tvært imod.

Infrastruktur-argumentet bliver ret hult, da næppe nogen partier ønsker rørledningerne privatiseret. Dels af sikkerhedspolitiske grunde (tænk hvis Gazprom købte det) og dels af økonomiske grunde: Der er næppe meget profit i at vedligeholde rørledninger og sidde med en forsyningspligt. Det ville derfor være en dødvægt på en børsnotering.
Det har da også altid været planen, at infrastrukturen skulle forblive statslig, hvilket fremgår af naturgasforsyningsloven, der "ved ejerskifte giver DONG Energy pligt til at tilbyde staten at købe DONG's transmissionsnet".

Bred opbakning til statslig aktiemajoritet
"SF sikrer, at staten også fremover skal sidde på mere end 50% af aktierne. Det er helt afgørende." Sådan angives den primære grund til at medvirke til børsnoteringen.
Denne grund undrede mig, da jeg læste den. Med kun 7 af 102 mandater kunne SF sagtens undværes i forliget. Ud fra den forhandlingsposition virker det usandsynligt, at SF skulle have kunnet standse et flertals ønske om totalprivatisering.

Det mest nærliggende er, at et sådant ønske ikke fandtes hos flertallet. Mig bekendt har hverken S eller R da heller nogensinde ytret ønske om at afhænde aktiemajoriteten. Faktisk var deres største bevæggrund for at medvirke til aftalen i 2004 netop at sikre en statslig aktiemajoritet, hvilket VK-regeringen, som nævnt, dog også allerede selv syntes indstillet på.

Jeg tænkte derfor, at det virkede lidt kontroversielt indirekte at anklage S og R for dobbeltspil. For hvis SF havde sikret aktiemajoriteten, var det vel fordi de andre partier ikke ville det. Den anklage afviser de to partiers finansordførere da også.

Hvis S svigtede, burde de presses
Vælger man desuagtet at tro på, at S og R har spillet dobbeltspil, mener jeg alligevel at aftalen er et strategisk fejltrin for SF. Selv hvis man ikke stoler på S og R's intentioner, viser deres finansordføreres melding, at de er klar over, at deres partier ikke kan holde politisk til at ønske en totalprivatisering. I en sådan situation burde SF have kaldt deres bluff og ladet dem om at forklare et sådant pludseligt skifte, mens venstrefløjen – nu med SF – kunne presse dem udefra ved at tilbyde deres vælgere et alternativ.

Det ville være en blød bug, man angreb: 67 % af S-vælgerne fandt Goldman Sachs-aftalen dårlig eller meget dårlig og 80 % af alle vælgere var imod. S fik da også en lussing i målingerne og gik tilbage til 18,8 %. Man kunne have sagt nej til privatisering og håbet S ville gøre det samme – om ikke nu, så senere – fordi deres medlemmer kunne presse dem til det, eller fordi (evt. bare potentiel) vælgerflugt kunne få dem til at skifte spor.

Fem års udsættelse - højst
Hvis der måtte eksistere et flertal for totalprivatisering, giver forliget højst omkring fem års udsættelse. DONG er nemlig tidligst klar til børsnotering om halvandet år, dvs. 2017. Forliget kan opsiges efter to folketingsvalg, dvs. det holder kun til allersenest 2023, hvis andre partier ønsker at opsige forliget og gå videre med en totalprivatisering.

At sælge sin modstand mod yderligere privatisering, og dermed lette presset på de partier, der vil i den retning, for højst fem års udsættelse, mener jeg ville være forkert. At sælge sin modstand i en situation, hvor SF's medvirken ingen reel forskel gør, ville være endnu mere forkert.

SF får nu svært ved troværdigt at kæmpe imod privatisering af andre statslige selskaber – fx når turen kommer til DSB. Er partiet igen klar til at sælge 49 % og hævde at have reddet aktiemajoriteten? Jeg håber det ikke, men kan blive oprigtigt i tvivl.

Dommen
Denne langsomme gendrivelse af de argumentatoriske indlæg, der gives for SF's medvirken, anskueliggør at de var off-side.

Resultatet er desværre alligevel, at der her i DONG-boldens 2. halvleg også er gået mål ind. I den forkerte ende igen. Og igen med assist fra spillere på vores hold. Fortsætter spillet sådan, er jeg bange for at nedrykningsstregen nærmer sig.

Så kan man sige som Brøndbys træner, Thomas Frank, at der er tale om en indviklet proces, som ikke kan forstås udefra. Javel. Set fra en tidligere assisterende træners og nuværende motionsspiller i klubben (og mandagstræner, vil nogen sikkert mene) ligner det ellers et nederlag, der kalder på en ny taktik, der er mere målsøgende – i den rigtige ende.

Den progressives dilemma

Peter Westermann — Tue, 04 Aug 2015 08:07:41 +0000

Af Peter Westermann

Et politisk spørgsmål trænger sig på for tiden. Ret så insisterende endda.

At jeg var nødt til at komme med et svar, gik op for mig, da varianter af spørgsmålet blev stillet af to af mine venner, uafhængigt af hinanden, på Facebook i sidste uge.

Den ene, en humanistisk venstreorienteret, skrev, hvis man skal uddrage essensen, at Mellemøsten og Afrika er fejlslagne regioner, hvilket både deres korrupte og udemokratiske ledere, men også Vesten, bærer ansvaret for. Uanset hvad, betyder det en massiv folkevandring mod nord, som vi ikke kan magte, hvis vi vil fastholde skattefinansierede, solidariske velfærdssamfund. Han sluttede af med ordene ” Vi er fucked.”

Jeg er ret enig, men gav ham kun et lakonisk-ironisk svar:

Nej, hverken læhegn eller vindmøller dæmmer særligt godt op for det oprørte menneskehav, forandringens vestenvind fører med sig, idet den naivt har glemt at kloden er rund og at man derfor bliver ramt i nakken til sidst, når man blæser for hårdt på resten af verden.

Lige nu fører alle historiske veje mod Rom. Folkevandringer udefra og dekadence indefra knækkede imperiet, da man sidst havde skabt en selvtilstrækkelig økonomisk centripetalkraft, der øgede tiltrækningen på periferien.

Se det på den lyse side: Statistisk set peaker vi igen. Om 1000 år. Don't grumble - give a whistle ;)

Men med det svarede jeg sådan set ikke på det reelle spørgsmål. Det, der i migrationsteorien kaldes den progressives dilemma. Vi tvinges til at vælge mellem velfærdsstat og lighed på den ene side, og frihed, åbenhed og kulturel diversitet på den anden.

Min anden ven, der er noget så eksklusivt som erklæret konservativ, skrev:
”Findes der nogen i blandt mine facebookvenskaber der kan forklare mig venstrefløjens flygtningepolitik?

Vi tog sidste år i mod ca. 14.792 via asylsystemet.

Det mener vi på højrefløjen er for meget, så det arbejder vi på at nedbringe. (Det er der mange gode grunde til, men det er en anden debat).

Hvad er venstrefløjens konkrete politiske ønske, hvis man ser bort fra behovet for at diskutere hvem der er de bedste mennesker?

Vil man have fri asyl? 17.000? 19.000? 45.000? Og hvis man i givet fald nævner et tal der er grænsen, er man så parat til at afvise nummer xx.xx1 og ligesom højrefløjen arbejde for nedbringe ansøgertallet så det ikke bliver større end den grænse man har sat sig?”

Det provokerede mig. Ikke mindst fordi det var et irriterende godt spørgsmål, set i lyset af det progressive dilemma, jeg var blevet præsenteret for af min anden ven. Men også fordi spørgsmålet indeholder den borgerlige udlændingetraver ”antallet betyder noget.” Den pisser mig lidt af. Ligesom ”det skal kunne betale sig at arbejde” er den indlysende rigtig. Og INGEN mener det modsatte..!

Ingen mener, at vi bare kan lukke alle verdens 60 millioner flygtninge ind i landet og så ellers bare hygge os som vi plejer. Det er en god, gammeldags stråmand, der ligger gemt i argumentet, nemlig ”venstrefløjen mener, at antallet er ligegyldigt”.

Nu er jeg provokeret, blevet lokket ud af busken og tager stilling! Men hov: Min ven har jo ikke selv taget stilling. Hvor få synes han, vi skal tage? Ingen? 5.000?

Jeg vil dog til en start medgive ham, at det er legitimt at ville forsvare sit velfærdssamfund og sin kultur (selvom dette ofte bliver misbrugt i en lettere paranoid opfattelse af, at dansk kultur forvitrer, hvis vi begynder også at spise shawarma). Vi er arvtagere af et bestemt samfund, som vi har en historisk forpligtelse til at føre videre og forbedre. Så konservativ er jeg også.

At der så er en masse anakronismer, vi burde have udviklet os væk fra, er en anden snak. Faktisk er det egentlig forkert at kalde mig konservativ i denne debat. Kommunitarist ville være mere passende. Fra hensynet til vores værdifulde fællesskabs fremtid, deler jeg perspektivet, min konservative ven opstiller.

Er der ikke en væsenforskel, er der i al fald en gradsforskel på os. Jeg mener ikke, at knap 15.000 asylansøgere (hvor mange, der så rent faktisk fik tildelt asyl er jo det egentlige spørgsmål), vælter læsset. Det er ca. 3 promille af vores befolkning.

Sverige, med en befolkning på ca. 10 mio. tog sidste år imod 30.000 asylansøgere, også 3 promille. Storbritannien, med en befolkning på ca. 60 mio., tog imod 10.000, altså en sjettedel promille. Det fik den svenske justits- og migrationsminister til at kritisere Cameron for ikke at løfte sin del af opgaven. Det var på sin plads.

Jeg mener også, at det er Storbritannien, der er på vildspor. Det, der sker i Calais lige nu, hvor 9 mennesker er døde i forsøg på at komme genne nåleøjet, som tunnelen udgør, og hvor op mod 5000 har slået sig ned i en uorganiseret og sanitetsmæssig uforsvarlig teltlejr, er en skamplet på Frankrig og Storbritannien.

Jeg er nemlig også både humanist og tilhænger af humanitære løsninger. Nu slår min konservative ven mig så i hovedet med, at jeg vil konkurrere på hvem, der er det bedste menneske. Det vil jeg ikke. Min ven er en fin fyr og uden tvivl et godt menneske.

Men politisk må man lade sig lede af sine værdier og sin moral. Hvis jeg ikke må henvise til disse i denne debat for ikke at blive beskyldt for at være hellig, kan vi lige så godt stoppe debatten her.

Men det gør vi ikke. Når jeg ved folketingsvalgene i 2007 og 2011 havde en anstændig asylpolitik som en af mine mærkesager, var det netop fordi, jeg mener vi har en pligt til at yde et anstændigt asyl til dem, der reelt er nødt til at flygte. Herunder at give dem mulighed for en ordentlig tilværelse med bolig, job- og uddannelsestilbud mens de venter på afgørelsen. De bliver både de og vi stærkere af.

Jeg insisterer på, at alle mennesker har en ret til at få opfyldt deres fysiske behov og deres sikkerhedsbehov. Det vil medføre et krav om asyl i de tilfælde, hvor behovene ikke kan løses indenfor den pågældende borgers stat.

Samtidig skal vi ”hjælpe i nærområderne”, som den højrefløjens figenblad for asylstramninger hedder. At de så samtidig skærer i figenbladet er ikke noget kønt syn.

Rige stater skal forpligtes til at arbejde for en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer, både i og mellem staterne, hvilket FN i søndags erklærede som et af de 17 nye mål for verdens udvikling frem mod 2030.
I mine øjne det mest banebrydende mål.

Lidt polemisk kunne man se udviklingsbistanden som de rige landes betaling for at undgå krav om mere inklusive immigrationsregimer. Den danske højrefløj fremfører jo faktisk dette argument. Så må de også tage konsekvensen: Hvis man vil forsvare at opretholde sin velfærd og mere eller mindre homogene kultur overfor ekstrem immigration, kræver det en mere rundhåndet skattebetaling.

Også til ulande. Professor i nationaløkonomi og tidligere overvismand skrev i Politikens kronik 9. august 2007: ”[…]nok kan vi ikke løse alle verdens problemer, men vi har som et af verdens rigeste lande en forpligtelse til at give betragtelige beløb til ulandshjælp, FN og de humanitære organisationer og samtidig tage vores andel af verdens flygtninge.” Jeg er enig.

Hvad er så vores andel af verdens flygtninge?

Ud fra regeringens ageren på EU-topmødet 20. juli, hvor titusindvis af flygtninge, der er strandet i Grækenland og Italien, skulle fordeles solidarisk, kunne man tro, at Danmarks andel skal være 0.

Det var det, regeringen fortalte vores europæiske venner. Det er simpelthen for pinligt og for kortsigtet. Der kræves en fælles løsning, hvor de enkelte lande – også Storbritannien og Østeuropa, hvor man ikke tager ret mange flygtninge – ikke gives nogen påskud til at smyge sig uden om.

Tilbage til spørgsmålet. Flygtningene bør fordeles solidarisk i forhold til landenes befolkningstal. At absolutte numeriske grænser for antallet af flygtninge, vi tager imod, må afvises, ligger i min konservative vens eget spørgsmål: ” Er man så parat til at afvise nummer xx.xx1”? Det kan man jo dårligt som humanist, kristen eller hvilket moralkodeks – eller hvilken kombination af disse – man støtter sig til. Vi må løfte opgaven i fællesskab.

Skal man slynge et tal ud, bare for at gøre det? Så ok: 4 promille. Men det betyder så, at man ikke forholder sig verden udenfor. Hvor mange flygtninge er der? Hvor mange tager de andre lande?

Men antallet betyder noget, og jeg mener at tre promille er et mere holdbart udgangspunkt end det dobbelte, men er der flygtende mennesker, der har brug for – evt. bare midlertidigt – asyl, har vi en højere moralsk forpligtelse til at yde hjælp. Og fordeles de solidarisk, behøver vi ikke tage flere end i dag, selvom flygtningestrømmen måtte fortsætte med at stige.

Mit svar på den progressives dilemma bliver derfor et både-og. Jeg mener at vi som fællesskab legitimt kan forsvare vores velfærd og kultur. Indvandrere har ikke krav på at komme her, med mindre de familiesammenføres. Det betyder også, at det ikke er ”nok” at man ikke vil bo i et fejslagent land i Mellemøsten eller Afrika for at kunne få ophold i Danmark.

Men dem, der flygter fra krig eller forfølgelse, har vi pligt til at yde asyl.

Skal vi blive bedre til at håndtere den nuværende flygtningemængde, kræver det en solidarisk international fordeling. Skal vi kunne håndtere de fremtidige endnu større problemer, som min venstreorienterede ven fortvivledes over, kræver det en solidarisk international fordeling af goderne.

Herunder, at selskaber betaler den skat, de skal, i de lande, hvor de tjener penge. Herunder, at vi letter gælden for gældslåste lande og yder større og bedre udviklingsbistand. Herunder, at vi hjælper demokratiske kræfter med at presse diktatorer og korrupte ledere fra magten. Og det vil stadig ikke være nok til at fjerne flygtningestrømmen og ophæve den progressives dilemma.

Men lad os diskutere det og komme til, om ikke løsninger, så erkendelser, vi kan navigere efter.

Oximoron

Peter Westermann — Thu, 16 Jul 2015 09:51:56 +0000

Af Peter Westermann

Selvmodsigelse. Andet kan det vist ikke kaldes, når man indgår en aftale, man er imod.

Når aftalen går den modsatte vej af det, man netop har gået til valg på, bliver det et demokratisk problem. Uanset om det gælder EU-gæld i Grækenland eller kommunal velfærd i Danmark. Hvad skulle vælgerne så stemme for?

Jeg er hverken økonom eller i besiddelse af samme aktuelle førstehåndsviden om den græske situation som min gode, gamle kammerat, Tobias Clausen. Men jeg ved efterhånden noget om politik.

Når det gælder forhandlinger, ved jeg i hvert fald, at man skal prøve ikke at bringe sig selv i en lose-lose situation. Ender man alligevel i sådan én, skal man have en plan B, som modparten finder mindre tiltrækkende end den plan A, man håber på. Du skal altid kunne finde en nødudgang. Det er basalt.

At sidde med ved bordet giver kun mening, hvis man også bliver hørt. Sidder man i et forhandlingsrum, hvor lødige økonomiske og demokratiske argumenter falder for døve øren, og hvor der kun høres et nyliberalistisk ”TINA” (There Is No Alternative) som messende gentager dogmer, som historien gang på gang har modbevist, og som ønsker at privatisere statslige aktiver og placere dem i en fond i Luxemburg, skal man rejse sig, hvis man gik ind i rummet fra venstre side politisk. Når man har rejst sig, kan man slå i bordet og se om modparten blinker eller om de smider én ud. Blinker de, kan de påvirkes. Smider de én ud, er det ingen skam at gå. Det bliver måske værst for én selv. Men det behøver ikke blive meget værre end hvis man var blevet. Modparten taber også på det, hvis man går. Så er det dem, der skal forklare, hvorfor demokrati og solidaritet var uforeneligt med deres politik. Man kan så have fuldstændig vished for, at man har gjort demokratiet en tjeneste ved at tale Roma midt imod.

Jeg ved også, at en politisk leder, der ud fra ønsket om stadig at sidde med ved bordet, forhandler en aftale, der går imod dét vedkommende blev valgt til, og imod sit partis principper og vedtagne strategi, sætter sig selv og sit parti på gyngende grund. Ignorerer man gentagne gange sine nærmestes bekymring og advarsler og nægter man at forholde sig til en plan B, har man ikke alene tabt forhandlingen på forhånd. Man har også valgt at skilles fra dem, der skulle bære én igennem. Har man overladt sin politiske skæbne til dem, der oprindeligt var ens opposition, bliver denne skæbne ofte ganske kort. Så har man valgt sin græske tragedie. Så er der næppe andet tilbage end at synge sin højsang om politisk ansvarlighed og forberede sig på et snarligt tæppefald.

Politisk ansvarlighed
Er blevet endnu en selvmodsigelse. Dog ikke i sig selv, men i den betydning, det anvendes i, når en politiker lægger ansigtet i stramme folder og siger, at man var nødt til at tage ansvar, selvom de skridt man tager byder én imod. Det er allerhøjst en teknokratisk ansvarlighed, man kan påberåbe sig her. Og selv den bliver komisk, hvis den bliver ved at påstå at den er neutral. I politik er ingen neutrale.

Der er ingen ansvarlighed i at gøre politik til dydens smalle sti. Så har man aflivet politik og det er næppe ansvarligt. Politik er en kamp mellem modstridende interesser og anskuelser. Dem må man dele sig efter, var der engang en radikal (Viggo Hørup), der sagde. Sådan er det jo.
Er partier blevet så etableret, at de ikke længere kan se et alternativ, skal det nok vise sig. Måske endda med stort A ved næste valg.

Og med hensyn til Grækenland, kan jeg bare sige, at jeg noget så levende kan sætte mig i Yanis Varoufakis’ sted. Han tog sin post på sig, da partiformanden bad ham om det, fordi han troede, at de sammen kunne skubbe TINA tilbage. Da det stod klart, at formanden var ved at opgive denne mission, satte han sin post ind på det. Han fulgte sin overbevisning og tog konsekvensen. Selvom den er hård på et personligt plan, ikke mindst fordi han holdt af sin formand. Men det er det politisk ansvarlige at gøre. Og det er i øvrigt en dårlig ven, der sætter venskabet højere end sin vens fremtidsudsigter.

Jeg tilbragte weekenden 18.-19. januar 2014 med Alexis Tsipras til et møde i den europæiske venstrefløj, hvor jeg som næstformand repræsenterede SF. Han var intelligent og bestemt ikke blåøjet i sit syn på Troikaen og den politiske og økonomiske spændetrøje, de spændte om hans land. Alligevel begik han fejl i magtspillet mod dem. Han havde åbenbart også en sårbar akilleshæl.

Havde han ringet til mig to uger efter vi mødtes, kunne jeg i detaljen have advaret ham.

Jeg er som nævnt ikke økonom, men det er Krugman, Stiglitz, Sachs og Piketty. De anbefalede ”oxi” ved afstemningen. Hvem der står tilbage som ”moron”, vil jeg lade klogere hoveder bedømme.

Ny sti til økonomisk demokrati

Peter Westermann — Sat, 28 Dec 2013 11:00:00 +0000

Af Peter Westermann

De færreste er nok klar over det, men 16. december blev der åbnet en sti, der kan føre til mere økonomisk demokrati. Stien er ikke snorlige, og den kan indeholde enkelte faldgruber, men ikke desto mindre ser den farbar ud.

Det drejer sig om en ny model for medarbejderinvesteringer, som er en del af regeringens Vækstplan for fødevarer. Modellen betyder, at der oprettes en ny virksomhedsform, medarbejderinvesteringsselskaber – forkortet M/S.

Hvorvidt det var nødvendigt ligefrem at lave en ny selskabsform, er jeg ikke sikker på – der er mange muligheder i form af andelsselskaber (især amba’er), fonde og interessentselskaber. Nu har man altså valgt at gøre det sådan, og det kan der sikkert også komme noget godt ud af.

Modellen er foranlediget af Danish Crown-forslaget om at medarbejderne skulle investere en del af deres løn i svineproduktion, for på den måde at fastholde arbejdspladser.

SF blandede sig ikke i debatten, hvilket jeg er godt tilfreds med, da det måtte være op til medarbejderne selv at vurdere forslaget.

Flertallet stemte det ned, og jeg kan godt se hvorfor forslaget kunne virke ufordelagtigt: Man vidste, hvad man gav afkald på – en del af lønnen, men ikke hvad man fik – undgå en fyreseddel, der måske, måske ikke, ville komme et eller flere år fra nu. Ejerskabsmodellen kom heller aldrig til at stå lysende klart – i hvert fald ikke for mig, der ellers har beskæftiget mig lidt med forskellige slags medarbejder-ejede virksomheder (se bl.a. mit blogindlæg om kooperativer).

Dermed var det ikke let at se, hvordan medarbejderne ville være sikret bestemmende indflydelse på forvaltningen af deres investering. Hvis modellen ”bare” var at aflevere en pose penge til et fremmed selskab, som kunne gøre med den, hvad den ville, forstår jeg godt, at man vægrede sig ved idéen.

I den nye model er der lovende takter, selvom vi endnu ikke kender den endelige udformning i selskabslovgivningen. I Vækstplanen står der bl.a.:

Alle medarbejdere skal bidrage med en del af deres løn og opnå ejerskab.
Midlerne skal investeres i (eller ydes som lån til) virksomheden, leverandører, aftagere eller i andre tiltag af betydning for vækst og arbejdspladser.
I forbindelse med oprettelsen skal der fastlægges vedtægter, der sikrer en varetagelse af medarbejderinvestorernes interesser.

(Vækstplan for fødevarer, s. 63)

Særligt det første punkts sidste ord, ejerskab, lover godt. Det er i mine øjne afgørende, at medarbejder-investorerne sikres ejerskab, frem for en mere diffus position som fx långivere, der kun har krav på en forretning – hvis investeringen går godt. Derfor er jeg lidt loren ved parentesen i andet punkt, (eller ydes som lån). Ejerskab er en forudsætning for at investeringsmodellen er attraktiv. Noget for noget. Dette stiller klare krav til det sidste punkt om vedtægter, der varetager medarbejderinvestorernes interesser.

Det kan ende på mange måder, og det er næppe alle i embedsværket, der ser økonomisk demokrati som noget fordelagtigt i sig selv. Men forhåbentlig vil flere og flere kunne se, at der kan opnås en win-win-win situation, hvor medarbejderne nyder godt af større jobsikkerhed, et afkast samt, på sigt, større indflydelse på deres branche, og hvor virksomhederne, der udgør branchen gives ny adgang til kapital, der kan investeres i produktivitetsforbedringer og dermed øger konkurrenceevnen, og hvor samfundet nyder godt af en mere stabil økonomi, hvor udflytning af rentable arbejdspladser gradvist vil blive forebygget gennem ejerskabet fra medarbejdere, der næppe ønsker at arbejdspladser i deres branche udflyttes.

Det er især interessant, at et M/S kan investere i virksomheden, som medarbejderne arbejder i. Hermed bør de sikres direkte indflydelse på deres arbejdsplads’ prioriteringer, herunder arbejdsmiljø-forhold og fordelingen af overskud mellem løn, investeringer, henlæggelser og udbetalinger.

Private virksomhedsejere, der tager imod medarbejdernes investeringer og medejerskab bør opdage, at medarbejdernes motivation stiger og at samarbejdet på nogle måder vil kunne overskride kapitalismens grundlæggende interesseskel mellem kapitalist og arbejder. Arbejder-ejere vil kunne se fordelen i ikke at hæve lønnen til højder, der truer virksomhedens bæredygtighed på sigt. Ligesom kapitalisterne vil få sværere ved at presse profitten ud til private udbetalinger, der ikke er i virksomhedens fællesinteresse.

Vækstplan for fødevarer præsenterer ikke kun ambitionen om en ny virksomhedsmodel – hvilket jeg som nævnt kunne være i tvivl om den juridiske nødvendighed af.

Nej, vækstplanen øger også den økonomiske tilskyndelse til at bruge lønkroner som medarbejderinvesteringer. Det kan nemlig nu gøres skattefrit gennem et M/S, hvilket vil sige, at bruttolønnen – lønnen før skat – kan investeres. Dog efter arbejdsmarkedsbidraget er trukket. Dermed kan 92 % af bruttolønnen investeres, frem for måske kun omkring 60 %. Der skal dog betales fuld skat af udbyttet.

Der vil højst kunne investeres 5-10 % af årslønnen, dog maksimalt 35.000 kr. pr. medarbejder.

En forudsætning for at oprette et M/S er, at alle medarbejdere på virksomheden er medinvestorer. Jeg går ud fra, at der blot skal et flertal til for at træffe beslutningen.

Det må lades helt op til arbejderkollektivet selv at forholde sig til om de vil investere deres løn i et konkret projekt og oprette et M/S, men det er godt, at regeringen nu gør det mere fordelagtigt.

Den nye ordning er kun en forsøgsordning, der skal løbe over tre år, men jeg har et fromt demokratisk-socialistisk ønske om at detaljerne i modellen falder ud, så den bliver en reel sti i retning mod mere økonomisk demokrati. Så må det være op til landets lønmodtagere at betræde den, så den bliver permanent.

Folkesocialister forandrer II – Danish for Progress

Peter Westermann — Wed, 13 Nov 2013 21:01:13 +0000

Af Peter Westermann

Kommunalpolitik kan ikke klares med 1. maj-taler og principprogrammer. Det kan godt være, at det føles rarere og renere at nøjes med det. Men det er spild af god venstrefløj, hvis stemmerne ikke bliver brugt til forandring gennem godt politisk håndværk. Politik er som fodbold: Det er resultatet, der tæller. SF kan være stolte af sine resultater lokalt - også i Aarhus.

Jeg skrev for en uge siden et indlæg om SF’s flotte progressive resultater i København. Nu er turen nået til landets næststørste kommune, Aarhus.

Jeg skriver disse indlæg om SF’s resultater i de store kommuner, for at vise, at der er et rød-grønt parti, der skaber progressive forandringer. Kommunalpolitik kan ikke klares med 1. maj-taler og principprogrammer. Det kan godt være, at det føles rarere og renere at nøjes med det. Men det er spild af god venstrefløj, hvis stemmerne ikke bliver brugt til forandring gennem godt politisk håndværk. Politik er som fodbold: Det er resultatet, der tæller. SF kan være stolte af sine resultater lokalt - også i Aarhus.

Det kræver modet til indgå kompromisser og vende ansigtet til musikken, når kompromisserne skal forklares. I Smilets By kan vi smile, mens vi gør det. Også her har SF taget ansvar for at forandre. Og der står SF gerne på mål for det vi har opnået med de mandater, vælgerne gav os ved sidste valg.

Efter to hårde år, hvor VKO-regering og krise medførte store sparerunder, lykkedes SF i Aarhus med målet om at sætte en prop i besparelserne på kernevelfærd. I årets budgetaftale har SF været med til at forbedre velfærden: Der kommer ekstra midler til skolerne og til bedre rengøring, samt mere personale i ældreplejen. De flere midler til skolerne, betyder blandt andet, at SF’s gamle mærkesag om at få to voksne i de mindstes klasser, bliver til virkelighed i Aarhus. Da det var svært, var SF’s ledetråd, at skære i administration frem for kernevelfærd. Og da økonomien blev bedre, har velfærden fået høj prioritet.

SF vil videre end det, sidste periode bød på. SF Aarhus arbejder for at hæve skatten med en promille, samt hæve grundskyld og dækningsafgift. Det giver 125 mio. kr., som skal gå til 350 nye ansatte på skoler, daginstitutioner, ældrepleje og på det sociale område.

At det er nødvendigt at hæve skatten betyder ikke, at SF stopper arbejdet for at bruge kommunens pengene smartere. Pengene kommer ikke fra et bundløst kar, og derfor skal de også forvaltes med omhu. Derfor har SF i Aarhus sikret, at der ikke længere kastes så mange penge efter dyre eksterne konsulenter, og at kommunens IT-systemer kan bruge gratis Open Source-software, så man slipper for dyre licenser.

På den mere ideologiske bane, har SF sørget for at få afskaffet den liberalistiske børnepasningsmodel, ”modulpasning”. Det betyder en mere solidarisk finansiering og mindre administrativt bøvl for de ansatte.

Én ting er at holde hånd i hanke med økonomien – og det er vigtigt. Men en anden er den måde, man ønsker at forandringen skal ske. I SF mener vi, at forandring skal gro frem fra bunden – fra de mennesker, der ved, hvor skoen trykker. Derfor har SF Aarhus med Thomas Medom i spidsen, sørget for at der nu er indført en 24-timers svarfrist på borgernes henvendelser vedrørende pleje og omsorg. Når klager bliver hørt, kan vilkår blive forandret.

I sidste indlæg beskrev jeg, hvordan Ninna Thomsen har smidt stoppeurene og over-kontrollen væk i den københavnske ældrepleje. Nu kan jeg så fortælle hvordan Thomas Medom lavede en mindre kulturrevolution, da han blev skiftet ind som rådmand.

Han sendte forvaltningens medarbejdere ud i marken i tre dage, i praktik hos dem, der udfører kerneopgaven – de varme hænder.

”Administrationens opgave er at understøtte og servicere frontmedarbejderne, så de kan løse kerneopgaverne og hjælpe borgerne effektivt og med høj kvalitet. Og den bedste måde at sikre det på er, at administrationsmedarbejderne kender frontmedarbejdernes hverdag indefra”, forklarede Thomas Medom til TV 2 Østjylland.

SF har i hele perioden forsøgt at gøre sit for de socialt udsatte. Det betyder at socialområdet har fået eftergivet sin gæld, så det ikke skal tynge arbejdet med byens sværeste borgere. Konkrete initiativer som et fixerum, lægeordineret heroin og en lokal fattigdomsgrænse er indført. Det seneste skud på stammen er at SF har foreslået sociale 2020-mål lokalt i Aarhus.

Derudover var SF Aarhus først ude og hårdest i filten på alt hvad der hedder sociale klausuler og uddannelsesklausuler. Kædeansvar var en SF-mærkesag, der blev vedtaget i byrådssalen i sidste uge. Der er også bedre kontrol i pipelinen, så det sikres, at arbejdspladserne har ordnede og ordentlige forhold.

Ligesom i København, har SF i Aarhus forvandlet stemmerne til forandring i praksis, og samtidig formået at sætte ideologiske dagsordener om at stoppe liberalistiske børnepasningsmodeller og sikre danske løn- og arbejdsvilkår på kommunale arbejdspladser.

SF har hverken lod eller del i at Aarhus’ slogan ”Smilets By” er skiftet ud med ”Danish for progress”, men SF har givet lidt mening til det ubehjælpsomme slogan, ved at sørge for, at der skabes progressive resultater i byen.

Også i Aarhus kan man med ro i sin socialistiske sjæl stemme SF – fordi det flytter noget!

Folkesocialister forandrer

Peter Westermann — Tue, 05 Nov 2013 17:23:10 +0000

Af Peter Westermann

København er en rødere og grønnere by med flere job, bedre velfærd og miljø. Det har ikke altid været en dans på tornefri roser, men berøringsangst belønnes ikke. Fremskridt kræver politisk knofedt, og det leverer vi. Retningen skal være i orden – og det har den været. SF kan gå til valg med ret ryg og selvtillid.

København: Bedre velfærd, mindre kontrol, grønnere by og flere job

Indrømmet: Det er længe siden, der er kommet nyt blæk på bloggen her. Det er en travl tilværelse at være næstformand i et regeringsparti, så selvom man har gode intentioner om også at få skrevet her, kan det knibe med resultaterne.

Det med intentioner og resultater er faktisk det, jeg vil skrive om nu.

I mit arbejde er jeg så heldig at komme godt rundt i landet og møde SF’s mange medlemmer – også dem, der sidder i by- eller regionsråd. Det er givende og inspirerende at mærke deres engagement og se deres resultater.

Som socialist har man en intention om at forandre samfundet, vel vidende, at det tager tid, hvis vi skal nå helt i mål. Men SF’s folkesocialister ved også, at man må nærme sig målene skridt for skridt. Valgkampen, der er over os nu, giver grund til at gennemgå, hvilke skridt, man har taget og hvor langt, man er nået. En valgperiodes udløb er en god påmindelse om, at progressiv politik handler om at skabe fremskridt, også på den korte bane.

Vi har som parti i over tre årtier været et stort parti i kommuner og amter/regioner. Det betyder, at vi kan det politiske håndværk, der skal til for at flytte noget lokalt. Principper og værdier er ikke meget værd, hvis de ikke bliver omsat til forandring. Det kræver, at man kan finde flertal og samarbejde. Sætte aftryk, ikke mindst i konstitueringen, når poster og politik skal placeres umiddelbart efter valget, samt ved at indgå budgetforlig, også selvom man ikke har kunnet diktere det hele.

Selvfølgelig kan der være situationer, hvor den modsatte fløj har flertal, og man ikke kan gøre en forskel, der er stor nok til at det giver mening at være med i en aftale. Men når jeg hører om kandidater og lister, der nærmest af princip ikke deltager i konstitueringer og budgetforlig, undrer det mig, hvorfor de stiller op. Hvorfor skal jeg bruge min stemme på nogen, der ikke vil bruge den til noget? Gode intentioner er ikke nok.

Det er et vigtigt valg, der skal stemmes til 19. november. Langt de fleste af fællesskabets midler bruges i kommunerne og regionerne. God og gratis velfærd, den grønne omstilling og bedre og mere lige sundhedstilbud er noget, der kræver dygtige kommunal- og regionspolitikere med klare mål.

Sådan nogle har vi en del af i SF. Vi har faktisk over 300 by- og regionsrødder. Og til dette valg har vi stillet over 900 kandidater op i 95 af landets 98 kommuner. Det samme antal kommuner, vi er repræsenteret i, i dag.

Jeg vil i denne blog stille skarpt på landets folkerigeste kommune, København.

Her har SF flotte resultater at fremvise for de seneste fire år, hvor vi har sat mærkbare aftryk.

Vi tror. På at medarbejdere kan selv.

SF har været bannerfører og foregangsfolk i Tillidsreformen, der betyder, at hjemmeplejen har smidt stopuret. Nu venter plejehjem og genoptræningscentre, og SF er klar til at rydde ud i junglen af politisk fastsatte mål, så der bliver bedre plads til medarbejdernes faglighed og dømmekraft.

SF’s sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen, beskrev projektet i en artikel i Politiken i sommer.

”Meldingerne er entydigt positive – borgerne oplever ikke længere en kommunal medarbejder med minutstress, der står med næsen i sin håndholdte computer, men en fagligt kompetent omsorgsperson, der tilpasser hjælpen efter borgerens faktiske behov.”

Borgerne vinder. Men ikke kun dem. Ninna fortsætter i artiklen:

”Tillidsreformen i København har åbnet op for en demokratisering, hvor de ansatte igen får indflydelse på deres arbejde, og hvor tilliden til deres faglighed er bærende. Det stiller krav til de ansattes faglighed, og det stiller krav til, at de efterlever politiske pejlemærker og helt overordnede mål. Men det stiller også store krav til ledelsen og til de politikere, der leder i en tillidsreform. Skal skuden vendes, skal vi være i stand til at gøre op med de styringsmodeller, vi selv har været med til at indføre og - hvad der næsten er endnu sværere – vi skal give afkald på at topstyre og kontrollere egne mærkesager.”

Det er stærk SF-politik, der har en tydelig, rød tråd til vores principielle udgangspunkt om mere magt over eget arbejdsliv – og om mere selvforvaltning i samfundet i øvrigt. En (selv)tillidsfuld decentralisme.

Det er så god socialistisk politik, at det bliver fremhævet af den progressive norske tænketank, Manifest i en artikel i deres tidsskrift. Her citeres Ninna Thomsen: ”Hjemmehjælperne ser på det som en tillidserklæring fra kommunens side. Det er ikke os, der skal føre kontrol med deres arbejde. Det er dem, som ved bedst, som skal vurdere hvad der skal gøres under besøget. Med den nye model behøver de ikke længere skrive ned hvor meget tid de bruger på de forskellige opgaver. Resultatet er mindre bureaukrati og mere tid til omsorg.”

Medarbejderne er ikke kun blevet mere fri, de er også blevet bedre uddannet. Der er sket et markant løft i fagligheden – medarbejderne i ældreplejen er i dag næsten alle veluddannede sundhedsmedarbejdere og der ansat mange flere sygeplejersker og terapeuter. Det er sket gennem en målrettet opkvalificering, herunder store projekter med jobrotation og øgede midler til at ansætte sygeplejersker og terapeuter.

Kvalitet koster – men det betaler sig i længden.

Dette opgør med minuttyranni og stopurs-omsorg, har SF skabt med Ninna Thomsen i spidsen. Det er en væsentlig velfærdsforbedring for de ældre, og giver et langt bedre arbejdsliv for medarbejderne.

Træning i arbejdstiden

En anden måde, SF har øget medarbejdernes trivsel, er ved at indføre motion i arbejdstiden.

Som Ninna Thomsen skrev til mig: ”Efterlønnen er væk, så det er et arbejdsgiveransvar at sikre et holdbart arbejdsliv uden skader og nedslidning”.

Derfor har Ninna taget initiativ til en forsøgsordning, hvor 258 medarbejdere på 5 plejehjem på Vesterbro og i Valby har været med i første bølge. Når forsøget er rullet helt ud, vil det omfatte 11 plejehjem i området.

Konceptet er ganske enkelt, at medarbejderne tilbydes fysisk træning på et hold med en instruktør i arbejdstiden.

Og det virker, viser den foreløbige evaluering. Deltagerne har generelt forbedret deres muskelstyrke, og mange oplever færre smerter, især i nakken. Medarbejdere over 40 år siger, de oplever forbedret arbejdsevne. 64 % angiver, at de har brugt øvelserne udover holdtræningen i arbejdstiden.

Når man kommer i bedre form og får færre smerter af sit arbejde, bliver man gladere over jobbet.

Projektet vidner om, at SF ser velfærdsmedarbejderne som andet end arbejdskraft, der i en snæver, kortsigtet forstad skal presses mest mulig produktion eller service ud af. Vi ser medarbejderne som mennesker, der skal trives i deres hverdag – og det giver endda en bedre arbejdsstyrke. Win-win.

At slukke stopurene og tilbyde træning i arbejdstiden er ikke noget, der er blevet klaret med en håndevending. Det har krævet politisk prioritering og mod til at udfordre systemet, man har stillet sig i spidsen for. Undervejs har det været nødvendigt at insistere på at gennemføre forandringen over for en modstræbende forvaltning.

Grønne fingeraftryk

Det er ikke kun på velfærdsområdet, SF har gjort en positiv forskel for københavnerne i de sidste fire år. Vi har, ikke mindst med Ayfer Baykal i spidsen som teknik- og miljøborgmester, gjort byen mere klimavenlig.

Københavns udledning af CO2 er i dag 24 % mindre end i 1990, og vi knokler på for at nå målet om en CO2-neutral by i 2025. ”Det kan la’ sig gøre”, som vi sagde i sidste valgkamp. Og det kan det, fordi vi er godt på vej – eller rettere godt på cykelsti: Fra 2010 til 2013 er der anlagt 46 kilometer ny cykelsti i København. Der er skabt bedre forhold for cykelpendling, med supercykelstier og bedre cykelparkering ved stationer, især Nørreport. Nørrebrogade er indrettet som strøggade, hvor cykler og busser har forrang frem for personbiler. Amagerbrogade skal nu gøre den kunsten efter. Det giver mere ren luft og bedre fremkommelighed for cyklister – og dem er der afsat 90 mio. kr. til på næste års budget, fordi SF var en del af budgetforliget.

SF siger nej til planerne om en havnetunnel, der vil øge bilismen i byen, ligesom parkeringspladser ikke står øverst på vores ønskeseddel.

Og så er der investeret stort i at klimasikre byen, så voldsomme skybrud giver mindre oversvømmelse, gennem grønne tage og parker.

Endelig er der åbnet nye havnebade ved Sluseholmen og Fisketorvet samt Svanemøllestranden. Det er sgu lækkert at kunne hoppe i vandet midt i byen. Det nød jeg selv i fulde drag i sommer.

Alle disse anlægsprojekter, og flere til, har desuden skabt arbejdspladser. Målrettede kommunale investeringer vurderes at have skabt 15.000 arbejdspladser. Det skal sikres, at arbejdet udføres under ordnede og ordentlige forhold på danske overenskomster, og at der skabes lærepladser. Indtil videre har sociale klausuler, som SF arbejder for at udvide, skabet 146 fuldtidslærepladser.

Der er ingen tvivl om at SF i København har gjort en forskel. København er en rødere og grønnere by med flere job, bedre velfærd og miljø. Det har ikke altid været en dans på tornefri roser, men berøringsangst belønnes ikke. Fremskridt kræver politisk knofedt, og det leverer vi. Retningen skal være i orden – og det har den været. SF kan gå til valg med ret ryg og selvtillid.

Der er meget mere, der skal gøres – men hvis du er enig i det, vi vil, skal du ikke være i tvivl om at vi kan levere resultater. Vi fører progressiv politik i praksis.