Magnus Esmark Schrøder's blog

Nej til den imperialistiske røverkrig i Mali

Magnus Esmark Schrøder — Fri, 06 Nov 2015 21:30:43 +0000

Af Magnus Esmark Schrøder

SUFs ledelse har på sit møde denne aften vedtaget en udtalelse om Danmarks mulige engagement i krigen i Mali. Det er en rigtig god udtalelse, så jeg lægger den også op her. God læsning.

Mali var indtil 1960 en fransk koloni. Men selv om landet på papiret er selvstændigt, er det ligesom mange andre afrikanske lande kontrolleret af multinationale selskaber og deres hjemlande. Det er disse store selskabers interesser, der svinger taktstokken i den militære invasion, der løbende foregår under FNs ledelse. Om kort tid skal folketinget beslutte, om Danmark skal bidrage til denne imperialistiske røverkrig, der udelukkende handler om at sikre de store selskabers interesser i landet. I SUF siger vi nej tak – indbyggerne i Mali har intet at vinde ved flere soldater og flere våben. De har brug for demokrati og lokal kontrol over produktionen.

Store selskaber har koloniseret Mali

Selvom Mali fik selvstændighed i 1960, er landet hovedsageligt under undenlandsk kontrol. Den Internationale Valutafond (IMF) har alvet samme manøvre i Mali, som de har lavet i et utal af andre tidlgiere koloni-lande. Først ruineres landet af økonomisk pres fra store selskaber og vestlige lande, hvorefter IMF ”hjælper landet på fode igen” gennem store lånepakker. Men betingelsen for lånene er omfattende privatiseringer, hvor de multinationale selskaber opkøber statens produktion og infrastruktur til nærmest ingen penge. Tilbage står en stat uden penge og ejendom, der nu er magtesløs i eget hus, fordi al ejendom er på fremmede hænder. Vinderne er de store selskaber og de korrupte statsledere. Taberne er almindelige mennesker, der lever i fattigdom og uden indflydelse på, hvordan landets rigdomme skal bruges.

Det er i lyset af denne neokolonialisme, at den militære invasion skal ses. De vestlige regeringer føler sig nødsaget til at sikre, at de store virksomheder ikke bliver forstyrret af oprørsgrupper. Der skal være ro til at udplyndre lokalbefolkningen i fred.

Konflikten handler om andet end islamister

De borgerlige politikere og deres medløbere i pressen forsøger at reducere konflikten til et spørgsmål om onde al-Qaeda-terrorister i Nord-Mali mod den gode regering i syd. Men sagen er langt mere kompliceret.

Dels er Mali en enormt land, hvor flere etniske grupper lever inden for samme nationale grænse, blandt andet har tuareg-folket kæmpet for uafhængighed i årtier. Lige nu er der en fredsaftale mellem tuaregerne og regeringen, men på sigt vil hverken staten eller de store selskaber være kede af, at selvstændighedsgrupper som tuaregerne fik en FN-bombe i hovedet, så det blev lidt lettere at udplyndre lokalbefolkningen i fred.

Og de islamistiske grupper er ikke vokset op af jorden. Deres våben er primært kommet fra Libyen gennem Sahara, en transport, der blev gjort mulig af den kaotiske situation i Libyen for år tilbage. En situation, der i høj grad blev skabt af netop militærangreb fra Vestens side, i et forsøg på at sikre kontrollen over Libyens olie. En stor del af ansvaret for situationen bæres altså at netop de vestlige lande, der har en lang og stolt tradition for at smadre u-lande gennem invasioner for at sikre profit til de store virksomheder. Hvorfor skulle krigen i Mali handle om andet?

Blind tillid til FN er politisk naivitet

Flere steder på venstrefløjen lægges der vægt på, at det er FN, der beder som støtte. For når FN siger god for en militær aktion, så må det være godt, lyder rationalet. Men det er en dybt naiv tilgang til, hvad FN er for en organisation. FN er ikke arbejderklassens venner – det er en sammenslutning af alle de nedskæringsregeringer og militætdiktaturer, som vi aldrig kunne finde på at støtte hver for sig. FN handler lige så meget ud fra de riges interesser som alle mulige andre organisationer – EU, NATO, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. FN har blot den ”fordel”, at det ser pænere ud, når det er dem, der kaster bomberne. Men for de, der får bomberne i hovedet, gør det ingen forskel. En bombe er en bombe, og en maskingeværsalve er en maskingeværsalve – også selvom FN har skrevet ”verdensfred” på dem.

Hvis man bruger FNs stillingtagen som afgørende argument for sit eget standpunkt for eller imod at sende danske soldater til Mali, er man samtidig helt blind for, at FN ikke er en aktør, der står på almindelige menneskers side. FN er heller ikke neutral, de er med på de riges hold. Derfor bør alle alarmklokker ringe, når FN vil gribe militært ind i et land.

Stop røverkrigen – styrk det lokale demokrati

Det er utænkeligt, at flere soldater og mere vold vil gavne befolkningen i Mali. Løsningen findes ikke i flere soldater, men i en demokratisering af produktionen og bedre levevilkår for indbyggerne. Dette opnås først og fremmest ved, at de selv fører deres befrielseskamp – vores rolle er at give dem de bedst mulige betingelser for dette. Derfor kræver SUF at Danmark og resten af verden:

Trækker alle soldater ud af Mali
Giver støtte til lokale fagforeninger, partier og andre organiseringer af lokalbefolkningen
Stopper al produktion og eksport af våben
Giver støtte til de befolkningsgrupper, der ønsker uafhængighed fra centralstyret

Var det terror? Var han islamist?

Magnus Esmark Schrøder — Wed, 18 Feb 2015 13:56:35 +0000

Af Magnus Esmark Schrøder

Følgende indlæg er skrevet sammen med min gode ven og kammerat, Silas Marker.

Kaos hersker altid, når den slags sker. På venstrefløjen evnede vi desværre ikke at træde et skridt tilbage og kigge lidt mere nøgternt på situationen. Det her er ikke et forsøg på at negligere eller bagatellisere hverken det ene eller det andet angreb. Vi sender vores varmeste tanker til ofrene og deres pårørende, og vi fordømmer angrebet. Men i bagklogskabens lys bør vi altid undersøge, hvad vi som venstrefløj skal gøre bedre fremover. Her er et bud på to af dem.

Var det terror?

Adskillige medier og politikere var hurtigt klar med et svar: Det ligner terror. Hurtigt blev svarene mere skråsikre: Det er terror. Flere talte endda om, at Danmark har mistet sin uskyld, da landet nu er trådt ind i klubben af lande, der er blevet ramt af terror. På venstrefløjen har vi ukritisk accepteret præmissen om, at det var terror. Men når hele holdet af systempartier er enige om at udråbe en gerning til terror, bør alarmklokkerne ringe hos os revolutionære. Dels fordi anerkendelsen af gerningen som værende terror også medvirker til at legitimere den stramning af politiets beføjelser og indskrænkning af arbejdernes frihedsrettigheder, der sten sikkert vil blive foreslået de kommende uger. Men også fordi vi nøje må overveje, netop hvad brugen af ordet terror har af konsekvenser. At sige ”terror” er et diskursivt greb, der kan anvendes på samme måde som ”cafépenge” og ”misundelsesskat”.

For hvad er terror for noget? Terror i dag er en fortælling eller et led i en fortælling om et angreb på civile begået af vores fjende. I denne ansats til en definition er aktøren ”vores fjende” helt central, når vi vil forstå, hvad terror er.

Hvem, der udfører handlingen, er nemlig helt afgørende for, hvad systempolitikere og journalister vil betragte som terror. Terrorfortællingen skal kunne bruges politisk. Lad os se på to eksempler.

I 1992 sprang der en bombe på Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade i København. Det var et klart politisk angreb begået af en eller flere nazister. Men nyheden om, at terroren nu var kommet til Danmark, udeblev. Fortællingen om, at ”Danmark har mistet sin uskyld” hørte vi ikke. Ingen borgerrepræsentation arrangerede en mindehøjtidelighed, og DR2’s Deadline indkaldte ikke den talende klasse til at diskutere, i hvor høj grad ytringsfriheden var truet.

Hvorfor ikke? Fordi det ikke kunne bruges som politisk våben i den herskende klasses interesser. Hvorfor skulle de forsvare venstrefløjens mulighed for at organisere sig – og hvorfor skulle de angribe de nazister, der på et andet tidspunkt kunne blive nyttige fjolser i kampen mod arbejderklassen?

Heldigvis har nogle venstreorienterede været gode til at gøre opmærksom på Søllerødgadebomben i 1992. I nogen udstrækning kan det være en afhjælpning af problemet, at vi forsøger at udvide det gængse terrorbegreb, men stort set al opmærksomheden har været rettet mod lørdagens begivenheder, og der har vi været lige så ivrige som alle andre efter at udråbe dét som terror.

På samme måde kunne man spørge, hvorfor den lange række af hærværk mod moskéer og overfald på muslimer i Frankrig, der fulgte i kølvandet på angrebet mod Charlie Hebdo, ikke affødte en tilsvarende reaktion Europa – eller en reaktion overhovedet.

Terror er altså en komponent i en historie om dem og os – og det finder anvendelse, når de angriber os. At nazister ikke vil lade venstrefløjen være i fred, og gentagende gange angriber os med både vold og hærværk, ses ikke som terror. Men når en muslim angriber en højreorienteret tegner, er politikerne på pletten. Når vi på venstrefløjen anvender ordet terror, er det altså ikke bare en objektiv betragtning over nogle kendsgerninger. Det er en ubevidst opbakning til det system af propaganda, der siden 2001 har brugt ”kampen mellem Vesten og Mellemøsten” som den store historie, der skulle splitte arbejderklassen i det nye årtusind.

Interessant er det i øvrigt også i denne kontekst, at BBC Arabic har droppet ordet ”terrorist” i deres reportager. Hvad BBC gør er ikke altid det rigtige, men det må alligevel give os stof til eftertanke, at et borgerligt massemedie kan mene, at terror er for stærkt ladet et ord..

Så når det næste store ”terror”-angreb kommer (det kommer desværre nok på et tidspunkt), må vi altså tænke os meget grundigt om, inden vi hopper med på vognen. Naturligvis kan og bør vi fordømme drab på civile, men vi må gøre det uden at deltage i terror-koret.

Var han islamist?

Lad os se lidt på gerningsmanden i det aktuelle tilfælde. Ifølge Ekstra Bladet er han vokset op i Mjølnerparken, og haft tilnytning til de såkaldte Brothas, en lokal bande. Man skal passe på med at skrive hans biografi ud fra fordomme, men det er næppe urimeligt at antage, at hans opvækst har været kraftigt præget af kriminalitet og stigmatisering fra omverdenen. Hvis vi på venstrefløjen reducerer baggrunden for hans handlinger til ”terror” og ”ekstremisme,” glemmer vi fuldstændig alt det, Marx og forskerne i hans tradition fortæller os om ens sociale baggrunds betydning for hans holdninger og handlinger. Den dybereliggende, reelle årsag i lørdagens angreb skal vi hverken finde i Koranen, i Muhammedtegningerne eller i en eller anden abstrakt ”idékamp” mellem islam og Vesten, der nu er nået hertil. Årsagen finder vi i hans baggrund.

Igen ser vi en underlig tendens i venstrefløjens fortælling i denne sag. Hans baggrund ligner jo til forveksling baggrunden hos mange af dem, der deltager i de skiftende bandekrige her i landet. Når der bliver skudt gaderne, er venstrefløjen altid hurtig med både en fordømmelse af det, men samtidig en forståelse af problemets reelle karakter: Social armod, marginalisering og økonomiske uligheder. Her bidrager vi ikke til noget terrorkor, men kalder en spade for en spade og tager problemerne alvorligt. Hvorfor handler vi helt anderledes nu, bare fordi det er Lars Vilks og ikke almindelige borgere på Nørrebro, der bliver skudt på?

Mandens handlinger er altså ikke en del af nogen konflikt mellem fundamentalistiske islamister på den ene side og de borgerlige demokratier på den anden. En sag om nogle tegninger har formodentlig været den sidste gnist, men helt ærligt – man skyder ikke på andre mennesker kun pga. en tegning. Der ligger andre årsager bag, og det er vores opgave som socialister at afdække disse og forholde os til dem – i stedet for blindt at abonnere på den gældende historie.

Var han så terrorist og islamist?

Om han var terrorist er som nævnt ikke noget, man kan konkludere objektivt. Men netop dette bør gøre os tilbageholdende med at springe ind i det store kor. I stedet bør vi forholde os kritisk til brugen af ordet – og de følger, det har.

På samme måde skal vi passe på at acceptere præmissen om, at fordi angrebet umiddelbart har tilsnit af religiøst motiveret vold, så er religion forklaringen på det hele. Man skal huske sin marxistiske barnelærdom.

Har vi brug for Revolutionære Antifascister?

Magnus Esmark Schrøder — Wed, 08 Oct 2014 07:41:15 +0000

Af Magnus Esmark Schrøder

For nylig er Danmark blevet beriget med endnu en såkaldt antifascistisk gruppering. Vi har snart lige så mange af disse, som Italien har kommunistpartier. Men hvad er det egentlig, vi skal bruge dem til? Jeg har gennemgået deres politiske grundlag samt Modkrafts interview med dem, for måske at komme et svar nærmere.

Spoiler: jeg synes ikke, at klassekampen har brug for RA.

Hvad nyt bidrager RA med?

Revolutionære Antifascister slår sig op på ikke blot at være en ny gruppering indenfor området antifascisme, men også at gøre tingene på en ny måde. Nytænkning er der som sådan intet galt i, men jeg må sige, at jeg har svært ved at se, hvad nyt RA egentlig bidrager med.

Adspurgt af Modkrafts journalist Alexander Sjöberg om deres aktionsformer nævner de som sådan ikke andet end busture, klistermærker og plakater. Alt sammen noget, vi ganske udmærket kender til på venstrefløjen. Derudover får vi at vide, at de er åbne over for mange forskellige aktionstyper, og ikke vil lægge sig fast på en måde at gøre tingene på. Det er jo som sådan fornuftigt nok, men noget nyt er det altså ikke.

Det er deruover et løst organiseret netværk af unge mennesker fra København, der for de flestes vedkommende har deres daglige gang i Ungdomshuset og/eller BumZen. Lyder det bekendt? Det gør det i hvert fald i mine ører.

Det direkte svar på spørgsmålet ”hvorfor skal København have en ny antifascistisk gruppe” lyder svaret blot, at ”der har været et konkret behov. Der har manglet en organisering der gjorde, at folk kunne imødegå fascister, når de var til stede i København.” Første fremstår uden belæg, anden del fremstår for sig selv blot mærkelig, idet der jo allerede eksisterer flere af den slags grupper.

Det spørgsmål, som RA – så vidt jeg har kunnet læse mig til – endnu ikke har svaret på, er: hvilken ny position i klassekampen indtager I? Og hvorfor styrker det arbejderbevægelsen, at nogle indtager denne position?

Gode hensigter, manglende værktøjer

På ét punkt er dog ikke helt gale på den – nemlig når de siger, at der er brug for en gruppe, der er mere inkluderende end mange andre lignende organiseringer. Jeg tror for eksempel ikke, at jeg påstår for meget, hvis jeg siger, at der har eksisteret mere åbne og inkluderende politiske organiseringer end AFA. Således gør RA meget ud af at ville være inkluderende. Men ikke med ét eneste ord fortæller de, hvem de vil inkludere, og måske vigtigst af alt: hvordan.

Jeg ser selv mobiliseringen af ellers apolitiske folk fra apolitiske miljøer som en af de største og vigtigste udfordringer, vi står overfor som venstrefløj. Og jeg ærgrer mig over, at RA ikke har bragt os et skridt tættere på det. Hvis man vil være aktiv i et parti eller en fagbevægelse kan man melde sig ind, blive ringet op af nogle derfra og høre mere, få et brev med nogle materialer etc. Men tilsyneladende er RAs mobiliseringsplatform den samme som andre antifascistiske grupper: facebook og hjemmesider, som folk udenfor venstrefløjen sjældent vil besøge. Jeg har svært ved at se, hvordan RA skal aktivere bredere end så mange andre lignende grupper. Forhåbentlig bliver jeg gjort klogere.

Kort om åbenhed

Og når snakken går på at være inkluderende, er det mig umuligt ikke at knytte en kommentar til deres åbenhedsbegreb. For RA er en åben gruppering, må man nok forstå. Alle kan nemlig i princippet komme med. Men altså, man skal bare lige spørge om lov først, og så finder de ud af det.

Gennem mit politisk liv – og særligt i min tid som ansat i SUF – har jeg haft meget at gøre med at aktivere nye folk, der aldrig havde rørt politik før. Og hvis jeg kan udlede en sikker læresætning fra det arbejde, så er det, at man ikke skal lade de nye komme til en – man skal selv komme til dem. Hele idéen om, at man så at sige skal ”spørge om lov” for at være med er dræbende for nye, der i forvejen har svært ved at overskue det at blive politisk aktiv. Og det er altså, uanset hvad RA ellers siger om, at de fleste nok skal få lov at være med.

Opsamling

Efter at have læst interviewet med ”Helena” og ”Karl” (der ikke ønsker at repræsentere deres åbne og inkluderende organisation ved eget navn) sidder jeg tilbage med en følelse af, at de uanset deres mange gode intentioner (der som bekendt brolægger vejen til helvede) ikke har nogle konkrete, praktiske bud på, hvad de rent faktisk vil gøre anderledes. Denne følelse af, at konceptet ikke er tænkt helt igennem, går igen, når man læser deres politiske grundlag.

Det politiske grundlag

Grundlaget kan deles op i tre dele. De første 4 punkter handler om alle de ting, RA vil bekæmpe/modsætte sig. Det handler blandt andet om fascisme (både erklæret og skjult), undertrykkende strømninger i samfundet, undertrykkelse på baggrund af en række forskellige faktorer mm. Dernæst følger pkt. 5, der i to sætninger opsummerer den skade, højrefløjen skaber, afsluttet af en tredje sætning om, at de vil bekæmpe den. I pkt. 6 slår RA det fast, at de vil vælge metode alt efter den givne situation. Og således har vi et politisk grundlag.

De to sætninger i pkt. 5 der handler om højrefløjens skadevirkninger giver ikke på nogen måde nogen retning for en politisk kritik. Man må uværgeligt stille sig selv spørgmålet, om begrebet ”højrefløjen” i ét ord omfatter så forskelligarterede politiske aktører som Dansk Folkeparti, White Pride, Radikale Venstre og CEPOS? Skal vi så bekæmpe alle de nævnte på samme måde? Det mener RA forhåbentlig ikke, men så er det jo så meget mere underligt, at de ikke har gjort sig den umage at skrive et program, der giver en smule mere retning på kritikken. Det ærgerlige består især i, at de fleste nuværende aktive i RA formodentlig er enige om, hvorfor det egentlig er, at det er vigtigt at bekæmpe højrefløjen – men når man ikke går det til at stykke officiel politik bidrager det til en lukkethed, hvor man skal være godt inde i miljøet for overhovedet at vide, hvad man mener. Dette er heller ikke ligefrem gavnligt for aktiveringen af nye folk.

Det er også bemærkelsesværdigt, at en gruppering, der pryder sig med navnet ”revolutionære” ikke med ét eneste ord nævner den klassekonflikt, der er hele baggrunden for fascismens eksistens. I stedet bruges den humanistiske floskel, at ”Højrefløjen skaber splittelse og konflikt mellem mennesker”. Nej, det gør den ikke – den skaber splittelse i arbejderklassen.

Pkt. 6 om metoder fejler, idet den ikke gør nogle klogere på, hvilke metoder RA vil anvende, blot at de vil afveje deres metodevalg efter situationen – hvilket vel er indlysende. Punktets bredde – og dermed uanvendelighed – kan ses på, at selv DSU formodentlig ville kunne skrive under på nøjagtig samme stykke tekst.

Til sidst kan det jo nævnes, at der praktisk talt ikke er det undertrykkelsesmønster, som RA ikke vil gøre op med. Det er naturligvis meget prisværdigt, men det er godt nok mange opgaver at stille sig selv i et ellers lille program – især taget i betragtning, at RA at dømme efter sine udtalelser til Modkraft vel egentlig mest handler om antifascisme.

Samlet set er det svært at se dels hvordan RA med sit politiske grundlag adskiller sig fra så mange andre grupperinger af samme slags, og dels, hvordan grundlaget skal skabe konkret retning for deres politiske handlen. Og er det ikke lige netop det, der er formålet med et politisk grundlag?

Hvad har vi i stedet brug for?

Som vi ved her på venstrefløjen, er det jo altid let at stå ude på sidelinjen og kritisere hvad andre laver. Spørgsmålet må altså være, hvad vi har brug for til at bekæmpe fascismen, hvis det ikke er RA? Jeg har naturligvis ikke en færdig løsning klar, men jeg tror, at følgende kan være at skridt i den rigtige retning.

Først og fremmest er der brug for, at ordet antifascisme i almindelige arbejderes ører ikke er lig subkultur, vold, maskeringer og lignende ting, som de ikke kan relatere til deres egen hverdag – ellers føler de aldrig, at de har nogen grund til at blive en del af nogen antifascistisk bevægelse. Det gør man ikke ved at sige til en Modkraft-journalist, at man er inkluderende. Det gør man ved rent faktisk at lave aktioner, der ikke skræmmer folk væk, at have et grafisk udtryk, der ikke signalerer tæsk (jeg refererer til RAs første logo, der inkluderede to korslagte baseball-bats), men fællesskab. Et banalt, men ganske effektfuldt middel, er at tage ud til folk på deres uddannelser eller arbejdspladser og tale med dem. Der er intet, der kan afmystificere venstrefløjen som at tale med en venstreorienteret.

Dernæst er der brug for en åben og ikke mindst gennemsigtig struktur. Set udefra er det totalt umuligt at gennemskue, hvem der er aktive i RA, hvem der beslutter logo, styrer pengekassen etc. Jeg kan i hvert fald på egne vegne sige, at jeg ikke har lyst til at engagere mig i en bevægelse, hvor der ikke er klare og gennemskuelige hierarkier og strukturer, så alle kan se, hvordan de kan og ikke kan gøre deres indflydelse gældende. Denne mangel på gennemsigtig struktur deler RA med AFA – det er altså endnu et punkt, hvor de ikke formår at skille sig ud fra, hvad vi allerede har.

Med fare for at lyde mere polemisk, end jeg egentlig har til hensigt, er det nok egentlig bare brug for det stik modsatte end RA (og lignende grupperinger) tilbyder. Der er brug for et grafisk og sprogligt udtryk, der ikke skriger subkultur og tæsk, og aktionsformer, der aktivt henvender sig til apolitiske arbejdere og trækker dem med ind i bevægelsen – i stedet for blot at skubbe dem væk, som det sker nu.

Der er i hvert fald ikke brug for endnu en gruppering, der endnu ikke har vist sig at være spor anderledes end så mange andre.

Den svenske farce

Magnus Esmark Schrøder — Wed, 17 Sep 2014 20:54:24 +0000

Af Magnus Esmark Schrøder

”Historien gentager sig – første gang som tragedie, anden gang som farce”, lyder et velkendt og klassisk citat af Karl Marx. Desværre giver det svenske valg, og omstændighederne omkring Sverigedemokraternes udelukkelse fra det gode selskab, endnu et eksempel på, at han havde ret.

Hvis der er noget, som den danske venstrefløj fra Ungdomshuset til Poul Nyrup Rasmussen kan blive enige om, så er det, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene. Dette synspunkt kunne man skrive et selvstændigt indlæg om, men dette (i øvrigt mit første) indlæg vil jeg dedikere til en kritik af parolens strategiske skadevirkninger på vores stilling i forhold til højrepopulismen. Og da historien som bekendt gentager sig, vil jeg gerne perspektivere det videre til den svenske situation lige nu. Men vi starter i Danmark.

”Først pisser vi på dem – og så siger vi, at de lugter”

Da Dansk Folkeparti op gennem halvfemserne brød frem, mødtes deres politik først og fremmest med afsky. Hvad lignede det, at man talte sådan om indvandrerne? Forbandede racister, det er sgu, hvad de er, var man enige om. Hvad ingen derimod evnede at forholde sig grundigt til var, hvad der katalyserede DFs fremmarch. Og heri ligger den primære grund til venstrefløjens fallit.

Enhver marxist ved, at historien ikke bare udvikler sig af sig selv. Og derfor kunne enhver (marxist) altså også have sagt sig selv, at Dansk Folkeparti ikke bare opstod, fordi en helt masse danskere lige pludselig var blevet ”racister” (en betegnelse, der i øvrigt ikke er særlig præcis eller brugbar – men det skal jeg afholde mig fra at gå i dybden med her). Jeg vil påstå, at udviklingen derimod skyldtes Socialdemokratiets systematiske klasseforræderi i perioden op til (og videre endnu – se bare den nuværende regering…!), samt den revolutionære venstrefløjs manglende evne til at formulere løsninger, som arbejderklassen kunne forholde sig til. At vi havde løsningerne skal der som sådan ikke herske tvivl om (dem har vi haft siden en gang i midten af 1800-tallet), men evnen til at formulere og konkretisere dem udeblev. Derfor samlede vi ikke de frustrerede socialdemokratiske vælgere op, men lod dem over de næste 20 år i stadig højere grad sive til Dansk Folkeparti, der leverede hurtige ”svar” i et letforståeligt sprog. Den proces er der i øvrigt stadig fuld gang i, som vi så det ved EU-parlamentsvalget i maj.

Dette synspunkt kan synes åbenbart og indlysende, men det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt vi på venstrefløjen rent faktisk arbejder ud fra denne analyse. Hvis du er i tvivl, så husk tilbage på din newsfeed på facebook i dagene lige efter forårets valg til EU-parlamentet. Hvor mange af dine venstrefløjsvenner havde ikke travlt med at udråbe Danmark som et fascistisk lille lorteland befolket med smålige racister?

Måske var du selv en af dem?

Med hovedet i busken

At svenskerne er ved at begå samme fejl, er desværre kun alt for tydeligt. Jeg tør ikke udråbe mig som ekspert i svenske forhold, men kort opridset handler det om hårde besparelser på velfærden (dog anført af den borgerlige regering), Sverigedemokraterne styrkes, og som reaktion vælger det samlede politiske spektrum at ignorere dem – den slags landsbytosser er man nemlig moralsk hævet over at bedrive politik med. Resultatet er naturligvis hverken værre eller bedre, end at opbakningen til Sverigedemokraterne øges. Nu bliver der så dannet regering, og alle har travlt med at fortælle, hvor lidt de gider lege mod Sverigedemokrater, øjensynligt i den tro, at så forsvinder de på et tidspunkt.

I Danmark var VK-regeringen op gennem 00’erne mere end villige til at samarbejde med Dansk Folkeparti. Til gengæld havde vi på venstrefløjen umådelig travlt med at fortælle vælgerne, hvor meget de bare skulle holdes uden for indflydelse, når vi en gang fik magt, som vi havde agt. Nøj, hvor skulle vi bare sørge for, at de pokkers racister ikke fik et ben til jorden. Man forestillede sig tilsyneladende, at det nok skulle lokke deres vælgere hen til os, at vi ikke ville lege med deres parti.

Mange af os har sikkert som børn grinet af historien om strudsen, der stikker hovedet i en busk, så den ikke kan se rovdyrene. Så forsvinder de nemlig, tror den. Tænk en gang hvor meget skæg vi ville have, om vi kunne more os lige så kosteligt over vores egen manglende evne til at konfrontere vores udfordringer, i stedet for at stikke hovedet i busken og håbe på, at de forsvinder af sig selv. Men hvor historien om strudsen forbliver ren morskab, har vores fejlslagne politik overfor højrepopulismen desværre uhyggelige og voldsomme konsekvenser for rigtige mennesker.

Parlamentariske tricks virker ikke

Her ude på venstrefløjen tuder vi altid hinanden ørerne fulde om, at det jo handler om styrkeforhold i klassekampen, og ikke smarte parlamentariske manøvrer. Alligevel ser jeg alt for mange steder, at mange gode kammerater begejstret skriver om, at det da søreme er godt, at ”et samlet Sverige siger nej til racisme” ved at ignorere Sverigedemokraternes mandater.

Lad det stå klart, at jeg ikke drømmer om hverken Sverigedemokraterne eller Dansk Folkeparti i nogen regeringen. Men at tro, at man kan vende udviklingen og trække arbejderne tilbage til venstrefløjen ved at isolere dem parlamentarisk, er simpelthen for naivt. Kig blot på, hvad der er sket i Danmark siden Dansk Folkeparti mistede sin position som fast støtteparti – er de gået tilbage? Niks, de fortsætter ufortrødent deres vækst. Og hvad mon der sker, når svenskerne går til valg næste gang – vil Sverigedemokraterne mon kollapse under vægten af den politiske og moralske isolation? Erfaringerne fra Danmark fortæller os det stik modsatte, og det er jo også den vej, pilen har peget i Sverige ind til videre.

At isolere Sverigedemokraterne i Rigsdagen kan aldrig blive en politisk succes. Det vil i bedste være totalt ligegyldigt, men i værste (og nok mere sandsynlige) fald vil det styrke dem.

Da Marx sagde, at historien gentog sig, først som farce, og derefter som en tragedie, var det ikke et forsøg på at opstille en naturlov, men først og fremmest udtryk for en betragtning over de faktiske forhold. Derfor kan det naturligvis også lade sig gøre at gøre citatet til skamme ved ikke at begå samme fejl i Sverige, som vi har begået i Danmark. Der lader desværre til at være langt igen.