Nanna Bonde Ottosen's blog

Et indblik i Villys verden – Anmeldelse af: ”MED HÅBET SOM DRIVKRAFT”

Nanna Bonde Ottosen — Sat, 15 Oct 2016 13:13:35 +0000

Af Nanna Bonde Ottosen

Man kan sagtens male en dyster, undergangspræget version af verdensbilledet i disse år, men det er ikke det billede, Villy Søvndal ønsker at male i sin netop udgivne bog Med håbet som drivkraft. Her farvelægger han derimod verdens malebog i positive nuancer og giver håb om en rigtig kurs for fremtidige generationer.

Bogen giver læseren et smugkig ind i en mands liv, som tydeligt har været præget af op og nedture, som uden tvivl har været hårdt, men som, når alt gøres op, har været det hele værd.

Villys drivkraft er håbet om at forandre verden til det bedre, og ikke mindst troen på, at det kan lade sig gøre. Øjensynligt er det grunden til det politiske egagement i det hele taget tog sin begyndelse. Blikket er vendt udad, og der er ingen tvivl om, at Villy havde verden som sin arbejdsplads – og han elskede sit virke som udenrigsminister.

Det var et personligt projekt for Villy Søvndal, som udenrigsminister, at Danmark skulle se ud mod verden, men vigtigst af alt, at verden skulle se til Danmark. Derfor måtte Villy også bruge en rum tid på at genetablere et godt forhold til resten af Europa efter Dansk Folkeparti havde trukket grænserne op med bomme, og vendt den nationalistisk kind til vores naboer. Det nordiske arbejde stod højt på dagsordenen, og EU blev det område, hvor Villy rykkede sin politiske holdning allermest. Noget som jeg i øvrigt tror, at mange SF’ere gennem tiden har gjort. Villy var en meget engageret udenrigsminister, og huskes nok specielt for mange og forståeligt kritiske spørgsmål i Folketingssalen, da Fogh-regeringen ville følge Bush ind i Irakkrigen.

Villy beskriver i bogen en verden i udvikling, men ikke bare en hvilken som helst udvikling, en positiv udvikling. Det er klart Villys overbevisning, at verden er foranderlig, og bliver et bedre sted, hvis vi er tålmodige, stålsatte og fremadskuende. På trods af bump på vejen, gør han det klart, at ulandsbistanden virker, og at det oveni købet giver Danmark en økonomisk gevinst at investere i udviklingslandene. Villy mener, at vi skal være bedre til at anerkende, at der findes lande, som eksempelvis Etiopien, som er ikke-demokratier, men alligevel er kommet langt i fattigdomsbekæmpelsen. Men samtidigt skal Danmark være tydelig i den politisk udvikling rundt omkring i verden, og stå fast på krav til demokrati og menneskerettigheder.

Villy går til frontalangreb på de tendenser, som står i vejen for verdens positive udvikling. Kritikken får ikke for lidt, og det er efter min mening fuldt fortjent. Der langes lussinger ud til Venstreregeringens håndtering af flygtningekrisen. For selvom de selv har trykket på knappen og sendt danske tropper militært ind i lande som Irak og Afghanistan, vil de i dag ikke tage sig af konsekvensen – at mange mennesker er på flugt. Anders Fogh får også en ordentlig opsang både i forhold til Irakkrigen, håndteringen af Muhammedtegningerne og specielt mangel på grønne ambitioner for Danmark. Her beskriver Villy, hvordan Fogh selv anerkendte, at det var en fejl, at Danmark nedprioriterede miljø- og klimaindsatsen. Derfor er det også bekymrende, at Venstreregeringen begår præcis den samme fejl nu. Som Villy skriver, konsekvensen ved at Danmark mister den grønne førertrøje er enten, at nogen andre overtager den eller endnu værre, at ingen gør.

Bogens budskab er klart. Verden udvikler sig i den rigtige retning, men det kræver håb og politisk indblanding at drive os fremad. Dermed tegner Villy også et klart fjendebillede, nemlig de der bruger frygten som drivkraft. Specielt er skytset rettet mod Dansk Folkeparti, som ifølge Villy lider af snæversynssyndrom, og bruger frygten for det fremmede, som begrundelse for at lukke Danmark om sig selv. Den samme tur får Trump, som med sloganet ”Make America great again” antyder, at alting var bedre før i tiden, en præmis som Villy slet ikke køber.

Generation efter generation har vi fået det bedre. Villys egen generation har oplevet et voldsomt velfærdsløft. Der er ingen tvivl om, at udviklingen går hurtigt i mange ulande, det er flot at alle FNs verdensmål fra 2000 er blevet indfriet, men alligevel frygter jeg, at min generation i Danmark bliver den første, som ikke får bedre eller flere muligheder end vores forældre. At velstanden fortsat stiger, men at den kun kommer den lille elite til gode. Som vi ser det nu – at de ganske få bliver ekstremt rige og stikker af fra resten.

Jeg er enig med Villy – drivkraften skal bæres af håbet, og vi ændre ikke verden, hvis vi lukker os om os selv. Min drivkraft er håbet for en bedre verden, hvor fremtidig velstand fordeles på alles hænder.

Kære Villy,

Velkommen tilbage til dansk politik, og tak for at dele dit indblik i verdens udvikling!

Kærlige hilsner Nanna

Redaktionel tilføjelse: Se også senere anmeldelse på Mdkraft af Søvndals bog: »Med udenomssnak som drivkraft« af Steen Gottlieb (på Modkraft, 7. november 2016)

"Jeg forstår ikke hvordan homoseksuelle fungerer"

Nanna Bonde Ottosen — Fri, 19 Aug 2016 14:33:01 +0000

Af Nanna Bonde Ottosen

Karoline Vind, Landskasserer i SF Ungdom og LGBT-aktivist, gæster i dag min blog med dette vigtige indlæg. Læs med:

Sent tirsdag aften sætter jeg mig ind i en taxa og siger min adresse. Jeg spørger min chauffør, om han har travlt, nu hvor Copenhagen Pride Week lige er startet. Han trækker på skuldrende, mens han undrende siger: ”Er det i denne uge? Sjovt. De har altid en vild fest de der homoer.” Jeg kan ikke dy mig og svarer: ”Ja der er nogle festaber imellem os.”

Der bliver stille i bilen, og et kort øjeblik trænger frygten sig på. Pis, hvorfor fanden skal jeg også altid være så åbenmundet?

”Må jeg spørge dig om noget” brummede chaufføren. Et spinkelt "ja" kommer ud fra mine læber. ”Jeg forstår ikke, hvordan sådan nogle som dig fungerer.” Hans barndomsven var sprunget ud som homoseksuel, og han kunne ikke forstå, hvorfor han ikke havde opdaget det. Han måtte jo have kigget på ham i badet?

Jeg trak vejret dybt, frygten sitrede i mig: ”Han tænder sikkert ikke på dig”, sagde jeg. Han indvendte: "Men jeg træner, er lækker og har styr på økonomien?"
”I 99% af tilfældene synes de, at du er røvsyg." Vi var fremme ved min lejlighed, da det sidste ord faldt. Han kiggede på mig, og spurgte om jeg røg. Jeg nikkede, og han foreslog, at vi tog en smøg, mens jeg forklarede ham lidt mere.

Jeg forklarede ham, at homoer ikke tænder på alle fra deres eget køn, ligesom han nok ikke tænder alle kvinder. Det tog lidt tid, men chaufføren grinede og sagde så, at han bedst kunne lide dem små, mørke og med gode bryster.

Jeg forklarede videre under smøgen, og han accepterede lige så stille. Da den sidste glød var slukket, og jeg gjorde antræk til at gå kiggede han igen på mig. ”Okay Karoline, jeg forstår lidt. Så hvor er det, jeg skal tage hen, så jeg kan køre dem sikkert hjem?”

Jeg smilede. Der spredte sig en lettelse i mig. Et lille skridt er taget mod en mere mangfoldig by, hvor vi ikke stiller spørgsmålstegn ved hinanden. Når vi taler sammen, har vi langt nemmere ved at forstå hinanden og respektere de mennesker, vi er.
Folk prøver ofte at bilde mig ind, at homoseksuelle ikke længere har noget at kæmpe for, men det har vi. Så længe der findes mennesker derude, der ikke ”forstår” homoseksuelle, så længe skal vi blive ved med at oplyse og tage debatten. For kun gennem samtalen nedbryder vi fordomme.

Karoline og Nanna, Pride 2015

Vores grundlovssikrede frihedsrettigheder er truet

Nanna Bonde Ottosen — Sun, 05 Jun 2016 14:42:52 +0000

Af Nanna Bonde Ottosen

Grundlovstale 2016, Vejle

Kære alle

Dagen i dag – grundlovsdag – er dagen, hvor vi mødes, som her i Mariaparken, og fejre demokratiet med alt, hvad der dertil hører. Jeg kunne bruge hele min tale på, at snakke om vigtigheden af vores grundlovssikrede rettigheder. Men egentlig vil jeg hellere dele en bekymring med jer.

I grundlovens paragraf 71, stk 1 står der: ”Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.”

Men jeg er sgu bekymret for vores ellers grundlovssikrede frihedsret, og jeg mener, at der specielt er tre områder, hvor vores den personlige frihed er i fare.

Det handler om friheden til at tage den uddannelse, som du ønsker. Det handler om friheden til at have aktiv medbestemmelse over eget liv. Og det handler om friheden til at ytre dig.

”I Danmark har vi lige og gratis adgang til uddannelse.” Sådan ville jeg nok have sagt, hvis jeg i dag havde stået her på scenen som repræsentant for regeringen eller en anden fra højrefløjen. Men desværre tager de fejl. Vores uddannelsessystem bevæger sig i en retning, hvor der kommer mere og mere brugerbetaling. Brugerbetaling som ikke er noget problem, hvis dine forældre har lange uddannelser og godt betalte jobs, men som rammer børn af ufaglærte, som må vælge lejerskolen fra eller ikke har råd til at gå til fritidsaktiviteter eller købe den dyre lommeregner, som matematikundervisningen kræver. Brugerbetaling bliver lusket ind af bagvejen, og flere ungdomsuddannelser i dag opkræver nu et gebyr på op mod 2500 kroner, for overhovedet at få foden indenfor. Det minder lidt om, når der betales 50.000 kroner ekstra for et gammelt skab i overtagelsen af en lejlighed, for at snyde med penge under bordet.

Men det er ikke kun brugerbetaling, der begrænser friheden til at tage den uddannelse, som du ønsker. Karakterræset lige fra folkeskolen får eksplosivt mange unge til at gå ned med stress, depression og angst. Det er frygteligt, at vi i dag har skabt et uddannelsessystem, hvor det største du kan opnå ikke er at lære noget og blive klogere, men at få 12.

Vi må stå sammen for et uddannelsessystem, som ikke kun bliver for overklassens børn. Din fremtid skal ikke afhænge af dine forældres uddannelseslænge og størrelsen på deres pengepung!

I stedet skal vi en helt anden vej. Jeg drømmer om et uddannelsessystem, hvor vi unge ikke blot bliver produkter af konkurrencestatens pølsefabrik, men i stedet får muligheden og friheden til at vælge den uddannelse, som vi ønsker.

Jeg frygter også for tilslutningen til demokratiet. Politikerleden stiger, stemmeprocenten falder, og det er min generation, som ikke får vores stemme hørt. Det er min generation, som ikke engang får afgivet vores stemme til valgene. Er det fordi vi er dovne? Næppe. Engagementet blandt ungdommen er tårnhøjt, og ungdommen engagerer sig i alt fra den lokale fodboldklub til store internationale humanitærorganisationer. Men politikerne er efter min mening selv ansvarlige for at valgdeltagelsen falder. Befolkningen skriger på løsninger, men politikerne servere blot det ene symbolpolitiske forslag efter det andet. Jeg frygter, at demokratiet lukker sig om sig selv. I stedet skal vi åbne demokratiet op. Lade unge helt ned til 16 år stemme, lade borgerbudgetter være en fast del af kommunestyringen og flytte den demokratiske indflydelse helt ind på arbejdspladserne.

16-års valgret, borgerbudgetter og medarbejderdemokrati kan være med til at udvikle vores demokrati – jeg ville ønske, at det også var i regeringens interesse.

Min sidste frygt handler om ytringsfriheden. Et stærkt samfund bygger i min optik på, at alle skal kunne sige, hvad de mener lige meget, hvor frygtelig en holdning de måtte have. Det er den eneste måde, hvorpå folk med rabiate holdninger kan blive klogere. For det er den eneste måde, vi kan tage debatten med dem. Den eneste måde, hvorpå vi kan fortælle dem, at de tager fejl. Politikerne på Christiansborg går den modsatte vej. I et forsøg på at bekæmpe ekstremisme ender politikerne med at gå selvsamme ekstremisters ærinde. Det er nemlig kun ekstremisterne selv, der vinder, når vi forringer demokratiet for at bekæmpe dem.

Dagen i dag – grundlovsdag – er dagen, hvor vi mødes, som her i Mariaparken, og fejre demokratiet med alt, hvad der dertil hører. Men dagen i dag er også dagen, hvor vi bliver mindet om, hvad det er vigtigt, vi kæmper for og værner om.

Lad os huske på, at friheden er ukrænkelig – god grundlovsdag!

Min 1. maj-tale 2016

Nanna Bonde Ottosen — Mon, 02 May 2016 10:37:36 +0000

Af Nanna Bonde Ottosen

Kære alle sammen

1. maj er en god anledning til at drikke et par øl, men også til at tænke over vores arbejderhistorie, hvor vi står i dag, og måske vigtigst af alt, hvor vi gerne vil bevæge os hen i fremtiden.

Unge på arbejdsmarkedet

Det første møde med arbejdsmarkedet er ekstremt vigtigt. Personligt fik jeg som 13-årrig mit første fritidsjob. Det var i en lille boghandel, hvor jeg kom efter skole - satte prismærker på vare, ryddede op på lageret og fejede gaden. Jeg var glad for mit job, og det gav selvtillid selv at tjene sine penge. Noget som mange på arbejdsmarkedet nok kan relatere til.

Desværre er det langt fra alle unge, som har samme erfaringer som mig, når det kommer til det første møde med arbejdsmarkedet.

Tunge løfte, ingen pauser og underbetaling kombineret med tilfælde af mobning og ydmygelse fra arbejdsgivere eller ældre kollegaer – det er desværre hverdagen for rigtigt mange unge.

Når unge udnyttes på arbejdsmarkedet, er det ofte fordi de ikke har noget alternativ.

Forleden snakkede jeg med en veninde, som fortalte at hendes chef behandlede hende og hendes kollegaer rigtigt dårligt. Specielt gik det hende på, at chefen svinede hende til foran kunderne. Jeg spurgte hende, om hun havde snakket med hendes fagforening om det. Hun kiggede bare undrende på mig: ”Nanna, hvis jeg melder mig ind i en fagforening og gør noget ved det, så bliver jeg bare fyret!”

I virkeligheden synes jeg, at det er et ret godt eksempel på, at rigtigt mange unge slet ikke er bevidste om deres rettigheder eller ser bort fra dem for at beholde deres job.

Oplæringstimer eller prøvevagter der udføres uden betaling, tilbageholdelse af løn og feriepenge eller overarbejde er altså ikke længere undtagelser for unge arbejdstagere.

Vi skal simpelthen ikke acceptere, at gratis arbejdskraft undergraver unges muligheder på arbejdsmarkedet!

Det er afgørende, at skolen inddrages aktivt i at sikre de unge en bedre start på arbejdslivet. Folkeskolen og ungdomsuddannelserne bør undervise i arbejdsmarkedet, rettigheder og den danske model. Samtidigt skal unge undervises i, hvordan de beskytter sig selv mod arbejdsskader og udnyttelse, samt vigtigheden af, at de er medlem af en fagforening.

Unge arbejder ofte i midlertidige jobs inden de vælger et fast fag, og vi har alle et ansvar for, at ungdommen bliver en del af fagbevægelsen. Derfor er det også afgørende, at det helt klart defineres, hvad en fagforening er, og derfor må det også være på tide, at man kun må markedsføre sig som en fagforening, hvis fagforeningen tegner overenskomster som bliver opretholdt ved arbejdsretten. Derfor skal kontingenter ved de gule selvfølgelig heller ikke være fradragsberettigede!

Min generation
Det er bekymrende, når min generation vender fællesskabet, fagbevægelsen og velfærdsstaten ryggen. Men jeg tror, at fejlen er vores egen. Venstrefløjen er blevet de systembevarende, som kæmper med næb og klør, for at fastholde tingene, som de er. Det er der ikke meget arbejderkamp over, og jeg er bange for, at det er der vi mister min generation.

Arbejdsgivernes fortælling om, at hvis ikke de skal gå konkurs, så må dine løn- og arbejdsvilkår forringes har altid fundet sted. Forskellen fra dengang til nu er bare, at nu lykkeds den. Den tendens skal vendes!

Uddannelse
En veluddannet arbejdsstyrke er grundlæggende for at skabe vækst i fremtiden. Alle unge skal have muligheden for at få en uddannelse, og nej – det gælder ikke kun dem på gymnasierne. Unge der kan og vil skal til hver en tid sikres en lære- eller elevplads. Det betyder, at alle offentlige opgaver, skal gives til virksomheder, som tager ansvar for vores fælles fremtid – til de virksomheder, som tager lærlinge. Jeg har én bøn til dem, der sidder inde ved bordet til trepartsforhandlingerne – tag min generation seriøst – I skal sikre en lærepladsgaranti, og det kan kun gå for langsomt!

Og når vi nu er ved uddannelserne. Ikke bare lærepladsmanglen er et udtryk for manglende respekt for erhvervsuddannelserne. Erhvervsuddannelserne er blevet regeringens skraldespand – et sted hvor de kan placere de elever, som ikke kan komme på gymnasiet. Og intet kunne være mere forkert. Jeg er så træt af, at erhvervsuddannelserne skulle være anden rangsuddannelser – lad os have respekt for fagligheden.

Et bæredygtigt arbejdsmarked
Jeg drømmer om et bæredygtigt arbejdsmarked. Et arbejdsmarked, hvor alle er sikret en demokratisk indflydelse på deres egen arbejdsplads. Medarbejderdemokrati er en del af kampen for bedre arbejdsforhold, men også et helt grundlæggende vilkår for at sikre os alle muligheder og indflydelse på vores liv og hverdag.

Jeg drømmer om et bæredygtigt arbejdsmarked, som tager den grønne omstilling seriøst. Der forhåbentlig ikke nogen, som længere tror på, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte. Til gengæld er der fortsat mange, som mener, at det ikke er vores ansvar at ændre på – det er jeg dybt uenig i. Jeg mener, at vi bør investere massivt i grøn energi og teknologi, så Danmark igen kan få førertrøjen på.

Sidst men ikke mindst drømmer jeg om et bæredygtigt arbejdsmarkedet, hvor arbejdsmiljøet er i top. I kender sikkert selv nogen, som er gået ned med stress, depression og angst – nogen som måske ikke har kunnet klare det psykiske pres på arbejdet eller i skolen. Vi skal sørge for, at de kan få ordentlig hjælp, men vigtigst af alt, skal vi sørge for, at skabe et arbejdsmiljø, hvor ingen køres ned.

Der er meget at kæmpe mod, der er meget at kæmpe for – god 1. maj!

Redaktionel note: Se også Modkraft-tema 2016 »1. maj som en politisk kampplads«. Et tillæg til linksamlingen 1. maj : Historie og traditioner.

En personlig beretning fra Palæstina Maraton

Nanna Bonde Ottosen — Thu, 14 Apr 2016 07:35:27 +0000

Af Nanna Bonde Ottosen

Det handler ikke om ”mit land” eller ”dit land” – det handler om rettigheder. Retten til at arbejde, leve og bevæge sig. Det handler om adgangen til helt basale ydelser som lægehjælp og uddannelse.

Palæstina Marathon er ikke som alle andre løb. Faktisk som intet andet løb. Løb gennem det hellige og historiske Betlehem lyder smukt, og det er det uden tvivl også. Men under overfladen er fortællingen langt mere kompliceret. Først af alt er det slet ikke muligt, at tegne en rute gennem Betlehem på 42 kilometer. I hvert fald ikke uden at du skal passere et af de israelske checkpoints. En hel maraton må derfor gennemføres ved at løbe halvmaratonen dobbelt.

Det kan selvfølgelig hurtigt ses som god undskyldning for ikke at begive sig ud på en hel maraton. For mit eget vedkomne var der ikke brug for undskyldninger. Aldrig før har jeg løbet en så langt som den halvmaraton, som jeg nu begav mig ud på. Da jeg tilmeldte mig få måneder tilbage, havde jeg besluttet mig for at intensivere min løbetræning, men det blev mest ved idéen, og blev aldrig rigtigt til virkelighed.

Klokken er halv otte om morgenen. Byen summer af liv. Det havde den såmænd nok gjort længe. Palæstinenserne er vant til at stå tidligt op. I hvert fald de af dem, der må krydse et checkpoint for at komme på arbejde. Syd for Jerusalem ligger Checkpoint 300. Klokken 2 om natten står kaffebryggerene klar til at servere, for de der skal står i kø. Når palæstinenserne møder ved checkpointet ved de ikke, om de kan gå lige igennem, må vente i flere timer eller måske slet ikke får lov at passere. Sikkerhedshensyn lyder Israels begrundelse, men det er ret tydeligt, at der vidst mest af alt er tale om chikane.

I dag er pladsen foran fødselskirken i Betlehem fyldt med flere tusinder mennesker. For fjerde år i træk skal der afholdes maraton i Palæstina. Et maraton som blev startet på to danske kvinders initiativ, og det er tydeligt at mange danskere også i år har fundet vej til den hellige by. På en stor scene er opvarmningen gået i gang. Ud af højttaleren bliver høj popmusik blæst ud over de mange, både palæstinensiske og internationale, løbere. Et lille hegn skiller de der skal løbe 10 km fra os andre.

Røde, hvide, sorte og røde balloner stiger til vejrs. Løbet skydes i gang. De første 100 meter er kaotiske. Mange palæstinensiske mødre har placeret sig forrest med deres barnevogne og er begyndt at gå ruten. Jeg bruger de første minutter på at presse mig frem mellem dem, men hurtigt er der rigeligt med plads til alle.

Opad går det – og det bliver ved. Der er mange bakker i Betlehem. Noget jeg måske burde have kalkuleret med i min løbetræning. Men fremad kommer jeg trods alt. Solen står endnu ikke så højt, da jeg løber langs muren. Ønsket om et frit Palæstina er tydeligt markeret med graffiti på murens vægge, og den gør stort indtryk på mig.

Tidligere har jeg hørt den omtalt som et hegn, men ingen beskrivelse kunne være mere forkert. Jeg føler mig lille ved siden af den flere meter høje mur. Allerede i 2004 blev muren erklæret ulovlig af den internationale domstol i Haag, men den står der endnu. Og den er skam mere end en almindelig mur. For ikke bare adskiller den palæstinenserne fra deres land, den definerer deres liv. Muren splitter familier og kun et begrænset antal palæstinensere får lov til at krydse muren og bevæge sig frit på den anden side. Israelerne har ikke samme begrænsninger, og kan uden problemer bevæge sig gennem muren.

”Welcome to Aida Camp” står der på en væg langs ruten. Aida Camp er navnet på én af de to flygtningelejre, som løbeturen går forbi. Porten til flygtningelejren, som har eksisteret i mere end 60 år, hedder Key of Return. En ni meter lang nøgle af stål er placeret på toppen af porten. Nøglen er et symbol på palæstinensernes kamp for retten til at bo i deres eget land. Da palæstinenserne i 1948 blev fordrevet fra deres hjem af israelerne, tog de nøglen med. En nøgle som er blevet givet videre i generation efter generation. Drømmen er, at de en dag får kan returnere, låse op og få lov at bevæge sig i deres eget land.

Solens varme, er det eneste som begrænser min frie bevægelighed gennem Betlehems gader. Men langs ruten står palæstinensere og frivillige fra hele verden ikke bare med vand, men også med appelsiner og dadler til de mange løbere.

Da jeg aftenen før løbet ankom til Betlehem, fik jeg chip og løbenummer udleveret på Peace centeret. Chippen på min højre løbesko blev registreret efter fem kilometer, men da jeg runder 10 km er det ikke chippen, der bruges som registrering, men en rød elastik om håndledet, som markere, at nu er jeg halvvejs.

To palæstinensiske kvinder har parkeret deres bil på ruten. Dørene er lukket op på fuld gab, og der er skruet helt op for musikken. Kvinderne står foran bilen, klapper, hujer og danser med til musikken. I dag er nemlig en festdag, og dem er der ikke mange af i Palæstina.

Palæstinensernes hverdag er derimod meget usikker. En konstant frygt for at få sin landsby bulldozet eller sit hus overtaget af israelske besættere kan tydeligt mærkes. Der er ingen tvivl om, at konflikten mellem Israel og Palæstina er kompliceret. Men det handler ikke om ”mit land” eller ”dit land” – det handler om rettigheder. Retten til at arbejde, leve og bevæge sig. Det handler om adgangen til helt basale ydelser som lægehjælp og uddannelse. Uafhængigt af politisk ståsted burde det være helt klart for enhver, at den måde den israelske stat behandler palæstinenserne på er langt over stregen. Flotte israelske bosættelser er placeret klods op og ned af palæstinensiske slum-landsbyer, som hverken har adgang til elektricitet eller rent vand. Uretfærdigheden er så vanvittig tydelig.

Løbet er ved at nå sin ende. Mine ben er ømme, men jeg har fortsat energien til at give highfives til de mange palæstinensiske børn, som står langs ruten. Deres smil og glæde giver fornyet energi. For det er deres fremtid, det handler om. Deres ret til at kunne leve, arbejde og bevæge sig frit.

På målstregen bliver jeg mødt af en folkefest, som er svær at beskrive. Unge palæstinensere på min egen alder dansede rundt på pladsen i flere timer.

Jeg løb med håbet om, at de en dag får de samme muligheder i livet som mig. Danmark løber en anden vej. Danmark bør tage internationalt ansvar og anerkende Palæstina. Danmark bør være med til at give ungdommen en fremtid med retten til frit at bevæge sig.

Tre grunde til, at der er få kvinder i politik

Nanna Bonde Ottosen — Mon, 07 Mar 2016 16:45:31 +0000

Af Nanna Bonde Ottosen

På stolene i folketingssalen, på ministerkontorene og rundt om forhandlingsbordet sidder en masse mænd. Alle politiske beslutninger om Danmarks fremtid træffes af en stor gruppe, som hovedsageligt består af mænd.

Det er et stort demokratisk problem, at de danske politikere ikke afspejler befolkningen. Det er kun rimeligt, at de der bestemmer også repræsenterer dem de tager beslutninger for. Det er væsentligt, at alle synspunkter kommer i spil, og det kræver, at alle kommer til orde – også kvinderne. Desuden kan manglen på kvinder i politik betyde, at nogle områder bliver underprioriteret – områder som den privilegerede mand måske ikke selv udsættes for, og derfor ikke på samme måde er opmærksom på. Eksempelvis voldtægt og sexisme, som det som oftest er kvinder, der udsættes for.

I dag er 112 af sæderne i Folketinget reserveret af mænd, kun 67 er indtaget af kvinder. Der er helt sikkert sket noget siden 1957, hvor der sad 15 kvinder i folketinget, men at påstå, at vi er kommet ligestillingen til livs, er at skyde langt forbi målet. Mange års stigning i antallet af kvinder i Folketinget har nu stået stille længe.

De sidste mange år er, det ellers stigende antal af, kvinder i Folketinget nemlig gået i stå.

Desværre er det ikke meget anderledes i ungdomspolitik. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom har haft to kvindelige formænd, Konservativ Ungdom én enkelt og Venstres Ungdom ikke en eneste. På nuværende tidspunkt er jeg den eneste kvindelige landsformand for et ungdomsparti i Danmark.

Det er på tide, at vi kigger på, hvorfor der er så få kvinder i politik. Her kommer tre bud:

1. Hvor er vores forbilleder?

Der er 5 ud af 17 kvindelige ministre. Der er 12 ud af 98 kvindelige borgmestre. Der har kun været én enkelt kvindelige statsminister i Danmark.

Forbilleder er nogen, som man ser op til. Nogen man beundre. Nogen man gerne selv vil være. Det meget lave antal af kvindelige politikere betyder, at der for mange at der ikke er noget politisk forbillede. Forbilleder skal nemlig også gerne være nogen, som man kan se sig selv spejlet i.

I virkeligheden mener jeg, at det er partierne, der har det største ansvar. Ud af 799 kandidater til det seneste folketingsvalg var kun 250 af kandidaterne kvinder. Partierne skal simpelthen blive bedre til at opfordre kvinder til at stille op. Det har jeg sagt før, og jeg er så træt af kommentarer som: vi skal vælge efter kompetencer og ikke efter køn. For det er jo lige præcis derfor, der skal flere kvinder ind i politik. Det er lige præcis, fordi jeg mener, at kvinder og mænd har lige meget at byde på, at jeg synes, at det er problematisk, at der er så få kvinder repræsenteret i vores demokrati.

Vi i ungdomspartierne har også et ansvar. Selvom det ikke er vores formål at uddanne fremtidens politikere, så er der alligevel mange af vores medlemmer, som (hvis man kigger på historien) vælger en politisk karriere. Vi har et ansvar for, at alle er med, og at alle bliver hørt. Det skal vi tænke over, når vi laver arrangementer for vores medlemmer, når vi sammensætter vores ledelse, og når vi har politiske debatter.

Det er ikke kun partierne og ungdomspartierne, der har et ansvar. Det har statsministeren også. Når Lars Løkke Rasmussen skal sætte sit ministerhold, så skal der flere kvinder ind på posterne. Igen køber jeg ikke argumentet om mangel på kompetente kvinder.

2. Kvinder er mere udsatte i politik end mænd

Flere af mine veninder har sagt til mig, at de ikke forstår, at jeg kan klare miljøet. Der er endda flere, som har fortalt mig, at de ikke blander sig i debatten for at beskytte dem selv. Det synes jeg er trist, men helt ærligt, så forstår jeg det godt.

En undersøgelse, lavet af Berlingske Research, viser, at hver fjerde kvindelige politiker har modtaget sexistiske tilråb, kommentarer, breve eller mails.

”Hvis du ellers kan få øjnene fra hende, så kan vi starte” sagde en tv-vært til min mandlige moddebattør inden en EU-debat. ”Nanna-tøs’pi’en”, ”SFU’s kønne pigebarn” og ”Hold kæft og vær køn” skrev en pornofotograf på sin hjemmeside om mig, efter jeg havde deltaget i debat, hvor han tilsyneladende var uenig.

Der er mange eksempler. Mine eksempler er ikke i nærheden af hvad mange kvindelige politikere udsættes for. Men jeg tvivler på, at nogen af mine mandlige ”kollegaer” udsættes for det samme.

Vi har alle et ansvar. Debattører, meningsdannere, politikere. Alle der vil blande sig i debatten, og det burde alle kunne. Medierne bør desuden gå foran. Ofte bliver kvinder vurderet på langt flere parametre end mænd, og det har journalisterne et ansvar for. I forbindelse med 100 året for kvinders stemmeret spurgte Aftensshowet Magnus Heunicke og Bjarne Corydon ind til, hvordan de får karriere og familieliv til at hænge samme. Det var et spørgsmål, som de aldrig var blevet stillet før, men som er meget normalt at stille til kvindelige politikere. Det er på trods af at vi lever i 2016, hvor det trods alt har været ganske almindeligt i mange år, at kvinder også er på arbejdsmarkedet og ønsker en karriere.

3. Mænd går mere op i konkurrence end kvinder

Forskning fra University of Chicago viser, at mænd er mere interesserede i at konkurrere end kvinder, og at kvinder føler sig mindre kompetente end mænd. Men når de så bliver bedt om at beskrive deres kompetencer, så viser det sig ofte, at de har ligeså gode kompetencer som mænd.

Det politiske spil er præget af konkurrence. Det fraholder mange kvinder i at være en del af det. Konkurrencen findes både mellem partifælder og modstandere, den findes både på Christiansborg og udenfor de tykke mure. Det er en politisk kultur, som kan være svær at ændre, men som det er vigtigt, at vi er opmærksom på i fremtiden, hvis vi skal have flere kvinder i politik. Det handler både om måden vi fører valgkamp på og måden der debatteres på i folketingssalen.

Det politiske system skal indrettes, så alle kan være med.

Klimaaftalen bør få konsekvenser i Danmark

Nanna Bonde Ottosen — Thu, 17 Dec 2015 21:33:08 +0000

Af Nanna Bonde Ottosen

Lørdag aften landede jeg i Kastrup lufthavn efter at have fulgt klimaforhandlingerne i Paris tæt. Kort derefter landede den verdensomspændende klimaaftale. Her vil jeg forsøge, at give et overblik over, hvad aftalen indeholder, samt mit bud på, hvad der så skal ske nu.

Efter min mening er den største styrke ved aftalen, at den indeholder nogle helt klare klimamål. Til gengæld er den klart største svaghed, at aftalen ikke er forpligtigende på klare indsatser for at få bragt CO2-udledningen ned.

I aftalen står der, at kampen mod klimatruslen skal styrkes ved at holde stigningen i den globale temperatur et godt stykke under to grader (i forhold til tiden før industrialiseringen). Der står også, at der skal gøres en indsats for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.

Desværre bliver temperaturmålet i teksten ikke omsat til et tilsvarende mål for nedbringelse af de globale drivhusgasudledninger. EU pressede på for, at der skulle indskrives et kvantitativt mål, og der var flere forskellige bud på bordet. Aftalen landede skuffende uden et sådant, men med en vag formulering om at lade de globale udledninger toppe så tidligt som muligt.

Dekarbonisering, eller udfasning af fossile brændsler, blev desværre ikke en direkte del af teksten. Det undre nok ingen, at det blandt andre var Saudi Arabien der satte sig imod på vegne af oliestaterne.

Op til selve forhandlingerne meldte alle landene ind med deres egne målsætningerne. Lagt sammen betyder de, at den globale temperatur vil stige med 2,7-3,7 grader, hvilket er et godt stykke fra det fælles mål om at holde stigningen under 2 grader.

Aftalen indeholder, at landene hvert femte år skal evaluere deres klimamål. Der er vedtaget det, der kaldes ”no-regression” for NDC (Nationally Determined Contributions), som er hvert lands reduktionsbidrag til aftalen. Det betyder altså, at landene ikke kan lave mindre ambitiøse nationale handleplaner, end dem de allerede har forpligtiget sig til – de kan kun øge ambitionerne hver gang de skal revideres.

Det kan dog blive meget svært at sammenligne de nationale handleplaner. Det skyldes, at de rigtigt nok siger, hvor meget drivhusgas de vil reducere, men instrumenterne til at nå det er meget forskellige.

Klimaflygtninge var for alvor på dagsordenen i Paris, og måske var det mest besværlige punkt i aftalen netop det. I-landenes vilje til at øge klimabistanden til de fattige lande og u-landenes vilje til at forpligte sig på klimamålene.

I aftalen giver i-landene tilsagn om, at de vil forøge klimabistanden efter 2020, men det er ikke udspecificeret, hvor meget der er tale om.

Aftalen indeholder dog en bestemmelse om ”Loss and damage”, hvilket direkte oversat betyder tab og skader. Bestemmelsen handler om, hvordan man kompenserer til de lande, som bliver ramt af klimaforandringer. Loss and damage er blevet diskuteret flere gange i forbindelse med klimatopmøder, men det er aldrig lykkedes, at få en bestemmelse på plads før nu. Det betyder, at det nu i hvert fald er en fælles erkendelse, at der skal kompenseres til de mennesker og lande bliver ramt af klimaforandringer, som andre lande har skabt.

Aftalen indeholder rigtigt mange elementer. Jeg har forsøgt, at skitsere nogle af dem i det overstående. Alt i alt synes jeg, at det er en rimelig fornuftig aftale. Ikke fordi den overhovedet er ligeså ambitiøs, som jeg som grøn-aktivist godt kunne tænke mig, men fordi det er et rigtigt skridt på vej mod en grønnere fremtid. Jeg tror på, at klimaudfordringerne skal løses internationalt, og derfor skal hele verden selvsagt med.

Desværre er det mit indtryk, at Danmark har været en utrolig passiv spiller ved klima-bordet. Det er ikke vores fortjeneste, at der er landet en aftale, og det er pinligt!

Nu er det helt vildt altafgørende, at Danmark kommer ind i kampen! Det vil være helt grotesk, hvis der kan vedtages en international aftale uden det får konsekvenser i Danmark. Så derfor en venlig, men bestemt opfordring til klimaministeren, Lars Christian Lilleholdt, på bedste GPS-manér: foretag en u-vending!

Lad os genstarte kampen for et fossilfrit 2050. Drop dine nox-afgiftslettelser og brug i stedet penge på at investere massivt i vedvarende energi. Tag ansvar for min generations fremtid!

Se også linksamlingen om topmødet i Paris på Modkraft Bibliotekets tidslinje.

Kære kollegaer, jeg holder fri resten af året

Nanna Bonde Ottosen — Tue, 10 Nov 2015 07:29:20 +0000

Af Nanna Bonde Ottosen

I dag har kvinder årets sidste arbejdsdag. Eller sådan burde det i hvert fald være.

”Kære kollegaer, jeg holder fri resten af året” sådan kan kvinder i dag skrive på en post-it for derefter at efterlade arbejdspladsen uden overhovedet at have ondt i maven.

Efter mange års kvindekamp tjener mænd i 2015 stadig 16,5 procent mere end kvinder. Omregner man det til arbejdstid, så svarer det til at kvinder i dag, den 10. november, bør gå på tidlig juleferie og holde fri resten af året.

Kvinder har hverken kortere arbejdsuger eller mere fravær end mænd, men lønforskellen skal blandt andet findes i, at lønniveauet fra fag til fag er forskelligt. Lønniveauet i de fag, hvor der arbejder flest kvinder er lavere end indenfor de fag, hvor der arbejder flest mænd. Det kan lyde provokerende, men ikke desto mindre er det ikke helt forkert, at det bedre kan tjene sig at pleje biler end at pleje mennesker.

Løngabet mellem mænd og kvinder er ikke kun afhængigt af fag, men også indenfor helt samme arbejde tjener mænd mere end kvinder. Her er forskellen mellem 4,3 og 8 procent. Løn er for mange en privat ting, og derfor heller ikke noget man taler om på arbejdspladsen med sine kollegaer, men det burde vi måske gøre.

Der er ikke sket ret meget når det kommer til ligeløn, og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har beregnet, at hvis udviklingen fortsætter, så vil vi først i år 2126, altså om 111 år, have ligeløn i Danmark.

Det har jeg ikke tid til at vente på, og samtidigt har jeg ikke lyst til at gå på juleferie allerede nu. Kampen for ligeløn må derfor op i tempo, men hvem har egentlig ansvaret.

Vi skal ikke blot selv blive bedre til at snakke om løn og brokke os, hvis ikke vi får det samme ind på lønkontoen, som vores mandlige kollegaer. Arbejdsgiverne har også et stort ansvar. Det er slet ikke på nogen måde i orden at differentiere lønnen på baggrund af køn. Lige løn for lige arbejde må være ufravigeligt.

De store lønforskelle mellem fag, hvor der arbejder mange kvinder, og fag, hvor der arbejder mange mænd, skal også formindskes. Det betyder, at lønnen skal hæves indenfor flere sektorer, og her er det overenskomsterne, som skal sørge for, at lønnen svare til det man får i andre fag.

Kampen for ligeløn skal speedes op!

Socialdemokratiet svigter venstrefløjen

Nanna Bonde Ottosen — Sat, 29 Aug 2015 13:19:38 +0000

Af Nanna Bonde Ottosen

Socialdemokraterne har over en længere periode svigtet venstrefløjen. Ikke bare i Danmark, men i hele Europa vender vælgerne ryggen til venstrefløjen, og Socialdemokraterne rækker i længsel mod højre. Parlamentsvalget i England og vores eget folketingsvalg er blot de seneste eksempler på en omspændende krise for venstrefløjen.

Socialdemokraterne har spillet fallit. I den sidste tid som regeringsbærende parti erstattede et forsvar af egen politik fuldstændig nogen form for progressiv politikudvikling, og de absolut sidste kræfter blev brugt på at række ud efter DF-vælgerne. En aggressiv tone i indvandredebatten var Socialdemokraternes stærkeste kort under valgkampen, og det virkede. Socialdemokraterne blev ikke bare store, de blev de største. Alligevel var sejren kun umiddelbar.

Nogen vil have nulvækst og skære ned – Vi vil investere i vores skoler og sygehuse. Sådan lød teksten på en af Socialdemokraternes valgkampagner. Alligevel blev Socialdemokraternes mange mandater kort efter valget brugt til at stemme for Venstre og Liberal Alliances, ikke bare nulvækst, men minusvækst i kommunerne. Som socialdemokratisk vælger må skuffelsen være enorm, og for en blødende venstrefløj blev der nu tværet salt i såret.

Om kort tid fremlægger dagpengekommissionen sine konklusioner og med Socialdemokraternes stemmer vil det være muligt at tilføre flere penge til systemet og på den måde rede de mange tusinde danskere, som er faldet ud og igen sikre en tryghed på arbejdsmarkedet. Men det kræver at socialdemokraterne bakker op. Mette Frederiksen har afvist at danne er flertal med Dansk Folkeparti udenom regeringen. Den beslutning kan have katastrofale følger for det fremtidige dagpengesystem, men for socialdemokraterne er det gode forhold til Venstre tydeligvis vigtigere end egen politisk overbevisning. For mig tyder det mest af alt på, at Socialdemokraterne har glemt, at de ikke længere sidder i regering. Et politisk flertal er vel et politisk flertal?

For at være ærlig mener jeg også, at Socialdemokratiet har glemt, hvem det egentlig er de kæmper for. Det er nemlig ikke bare venstrefløjen der bliver svigtet, det er også arbejderne. I en stærk alliance med erhvervslivet prioriteres selskabsskattelettelser og privatiseringer over arbejdernes tryghed.

Kære Socialdemokrater – hermed en venlig, men bestemt opfordring til at gentænke hvad og hvem I egentlig kæmper for!

Sammen for Fremtiden, men hvor er solidariteten?

Nanna Bonde Ottosen — Tue, 30 Jun 2015 08:29:45 +0000

Af Nanna Bonde Ottosen

Med den nye mindretalsregering er der ikke noget af sige til, at Venstre kalder sit regeringsgrundlag for "Sammen for Fremtiden". Venstre kommer nemlig til at skulle søge brede samarbejder for at nå i mål. Hvis titlen derimod skulle henvise til hvilken vej Venstre vil med Danmark, så rammer den noget forkert. Der er ikke meget solidaritet, sammenhold og fællesskab af spore i regeringsgrundlaget, som i høj grad er en favorisering af de rigeste og pisk til de fattigste.

Ikke så overraskende er der ikke meget at råbe hurra for i regeringsgrundlaget, og venstrefløjens græsrodsarbejde bliver derfor i fremtiden altafgørende for at vende en folkestemning mod de fatale ødelæggelser af vores velfærdssamfund og samtidigt skubbe i den rigtige retning og komme med alternative forslag.

Her er fem nedslag i regeringsgrundlaget:

1. Det skal jo kunne betale sig at arbejde
Længe har vi hørt Venstre sige det; "Det skal kunne betale sig at arbejde". Først og fremmest antager parolen en præmis, som ikke er korrekt – nemlig at det ikke kan betale sig at arbejde i Danmark. For kun 0,6 procent af danskerne er der ikke en direkte økonomisk gevinst ved at tage et arbejde. Men det rør ikke Venstre. Her er tankegangen, at øger vi uligheden, så kan det bedre betale sig at arbejde.
Regeringen vil sætte skatten ned på de laveste indkomstgrupper, så skellet mellem dem indenfor og udenfor arbejdsmarkedet øges. Det betyder, at mister man sit job stilles man endnu længere væk fra arbejdsmarkedet, end man er det i dag.
Desuden og måske endnu værre vil regeringen sætte marginalskatten ned med 5 procent. Selvom marginalskat i teorien kan være bundskat, så er der vidst ikke nogen tvivl om, at der her er tale om topskattelettelser. Her er logikken at flere dermed vil arbejde mere. For det første tror jeg ikke på, at dem der i dag betaler topskat vil begynde at arbejde mere, og desuden forstår jeg ikke fornuften i, at folk skal arbejde mere, når der er arbejdsløshed.
Ikke nok med det så vil Venstre allerede til efteråret have indført et loft over kontanthjælpen, så flere børn kommer til at vokse op i fattigdom.

2. Integration – hvad er det for noget?
"Hovedvejen til Danmark skal være via arbejde og uddannelse – ikke familiesammenføring og asyl"
I virkeligheden rammer overstående sætning fra regeringsgrundlaget rimelig lige på, hvad Venstre mener om integration. Udlændinge skal kunne komme til Danmark for at arbejde, men dem der flygter fra krig, nød og forfølgelse skal rammes af en mur, som kan være umulig at klatre over.
For som Venstre skriver vil de indføre en ny, stram og konsekvent udlændingepolitik, hvor det skal være mindre attraktivt at søge asyl i Danmark. Jeg må indrømme, at jeg får det dårligt, når den antydes, at de der søger asyl er bekvemlighedsflygtninge, som finder det attraktivt at komme til Danmark. Ikke nok med det så vil Venstre indføre en Integrationsydelse på SU-niveau til nytilkomne flygtninge og familiesammenførte, samt personer som har været i Danmark i mindre end 7 år ud af de seneste 8. Integrationsydelsen er i mine ører bare et nyt ord for "starthjælp", som VK-regeringen i sin tid indførte, og som blev afskaffet igen med SSFR-regeringen.
Ikke bare skaber de lave ydelser til flygtninge fattigdom, de gavner i hvert fald heller ikke integrationen. Når Venstre så samtidigt foreslår, at det ikke skal være muligt at bo og arbejde udenfor centrene som asylansøger, så stiller det de nytilkomne danskere endnu længere væk fra det danske samfund.
I alt vil regeringen reducere de samlede udgifter på udlændingeområdet med 1 mia. årligt. Jeg kunne frygte, at de har glemt eller måske slet ikke forstået at integration går begge veje.

3. Uddannelse for elitens børn
Ifølge regeringen skal unge udfordres i deres valg af uddannelse, så de vælger rigtigt første gang. Dybest set er jeg enig. Eksempelvis synes jeg, at en bedre og mere grundig studievejledning ville være vejen frem. Dog er det ikke just det, Venstre mener med udfordres. Venstre mener, at der skal sættes et karakterkrav. Det kan man selvfølgelig godt kalde en udfordring – jeg vil dog hellere kalde det en begrænsning. Hvis Liberal Alliance skulle lykkedes med at banke kravet op på 7, så vil det betyde, at 49 procent af min gymnasieklasse aldrig ville have fået lov at starte deres uddannelse. Karakterkravet er i den grad socialt skævvridende, da der er en tydelig sammenhæng mellem forældrenes uddannelsesniveau, og dermed deres evne til at hjælpe med lektierne, og hvordan deres børn klarer sig i skolen.
For dog at være en smule positiv, så nævner Venstre, at der skal gøres noget ved praktikpladsmanglen på erhvervsuddannelserne, men ikke med et ord er der nævnt noget om, hvordan det skal sikres. De kunne jo starte med at stille krav til de virksomheder, som bygger offentligt, men så langt er jeg ikke sikker på, at Venstre vil være med.
Venstre vil også se på en justering af Fremdriftsreformen og reformere taxametersystemet. Jeg håber inderligt, at den nye uddannelsesminister Esben Lunde Larsen vil tage sig en snak med studenterrådet og få rettet gevaldigt op!

4. Grøn realisme = landbruget skal have lov til at svine mere
Regeringens afsnit om grøn omstilling er alt andet end ambitiøs – faktisk er den ikke eksisterende.
Venstre vil i 2050 være uafhængige af fossile brændsler, hvilket i virkeligheden lyder meget bekendt. Men ét enkelt ord er byttet ud til forskel fra det oprindelige mål. "Uafhængige" har erstattet "fri" og det er ikke en ubetydelig detalje. Venstre mener nemlig ikke, at Danmark nødvendigvis skal være fri for fossile brændsler, men at vi blot skal producere så meget vedvarende energi at det kan dække det samlede danske energiforbrug. Det betyder, at Danmark fortsat skal kunne bruge benzin og kul så længe der fortsat produceres tilsvarende mænger vedvarende energi, som så kan eksporteres. På den måde gøres der altså ikke op med forbruget af fossile brændsler. Så selvom det lyder grønt og bæredygtigt, når Venstre vil være uafhængige af fossile brændsler, så er det langtfra virkeligheden.

5. Nedlæggelse af Irakkommissionen er uhørt!!
"Regeringen finder, at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst. Regeringen vil derfor nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen"
Undskyld mig, men lad os lige få en ting eller to på det rene her. Det var VK-regeringen som i sin tid gik ind i Irak. Og det var vel at mærke uden hverken FN-mandat, godkendelse fra FN eller angreb mod Danmark fra Irak.
Kommissionen, som Venstre nu vil nedlægge, blev pålagt at undersøge og redegøre for baggrunden for den danske deltagelse i Irakkrigen. Det er direkte skandaløst, at Venstre nu vil lukke øjnene for, hvad der skete. Det lugter langt væk af at man er bange for om Søren Gade og Anders Fogh skulle komme i klemme.