Lise Jonassen's blog

Hovsa: Hvordan fik Mellemøsten pludselig ansvaret for Köln?

Lise Jonassen — Sun, 17 Jan 2016 10:29:47 +0000

Af Lise Jonassen

Nu synes jeg, at den muslimske, mellemøstlige kultur blevet omtalt negativt så godt og grundigt, at det må række for hele 2016, med mindre det er tvingende nødvendigt. Det er vist på tide, at der bliver sagt noget pænt om denne ældgamle kultur, som vi skylder så meget.

Jeg har et fromt ønske om, at venstrefløjspolitikere i det mindste, næste gang man beskylder dem for at være berøringsangste over for fejlene ved islam eller kulturen, vil svare, at nu er den blevet endevendt og bagtalt i årevis, så nu er det tid til at gå til andre punkter på dagsordenen. At det ikke er, fordi de er berøringsangste, men fordi de er helt igennem berøringsmodvillige, og ikke har lyst til at forsømme de mange andre spørgsmål, der er langt vigtigere.

Og at de vil gøre det klart, at der ikke er en enkel forklaring på, hvorfor nogle mænd gramser, chikanerer og voldtager ,og at de vil gøre en indsats for at klarlægge dette hæslige, tværkulturelle fænomen, og finde ud af hvad vi kan gør herhjemme, for at kvinder kan færdes frit og sikkert.

Desuden vil jeg ønske, at man ikke vil gøre sig kloge på gerningsmændenes motiver og kulturelle ballast før man overhovedet ved, hvem der er gerningsmænd, og før man ved, hvad der har styret deres handlinger.

Sådan må politikere handle i et retssamfund, og jeg har svært ved at forstå, at partier helt ud til Enhedslisten, mit parti, har været villige til at stille op og bruge den mellemøstlige kultur som en forklaring på sexchikane og voldtægt i Köln. Det er lige lovlig hurtigt, skulle jeg mene.

Hvad er så forklaringen på den tiltagende sexchikane og vold mod kvinder i den danske kristne kultur? Eller i den ateistiske? Vold som mange gange ender i drab, ofte jalousidrab - den pæredanske udgave af æresdrab. Begge dele er grusomme og dødelige.

Jeg vil opfordre alle, som i den ophedede stemning omkring Köln ytrede sig negativt om mellemøstlige eller muslimske kulturer, til at tænke sig grundigt om, og overveje, hvordan det kan være blevet modtaget af andre mennesker. For politikernes vedkommende, at tænke over, hvordan deres udtalelser i TV og radio har virket. Kan det have øget mistænksomheden overfor folk fra Mellemøsten og muslimer i almindelighed og asylansøgere i særdeleshed?

Og hvis de kommer frem til, at de kan have været med til at nære et had til en kultur og til uskyldige mennesker, også selv om det ikke var tiltænkt, så håber jeg, at de i den kommende tid vil bruge rigtig mange kræfter på at gøre det godt igen, bl.a. ved at fodre medierne med positive fortællinger om den kultur og religion, der nu er blevet underkendt og mistænkeliggjort.

Tab ikke sejren i dårlig debatkultur

Lise Jonassen — Wed, 20 Nov 2013 18:01:37 +0000

Af Lise Jonassen

Så kører det for Enhedslisten, og det kan man kun blive glad af. Nu skal det bare holde. Sidste gang jeg oplevede en sådan fremgang for den socialistiske bevægelse var i 70’erne, men dengang var den desværre ikke langtidsholdbar. Det skal den gerne være nu, så det vil nok være smart at lære af datidens bommerter.

Hvorfor gik det dengang baglæns få år efter? Ja ja, der var en mur i Tyskland der væltede, men vi var jo rigtig mange, som i forvejen ikke bakkede op om Sovjet, så det kan ikke være hele grunden.

Vi smadrede selv 70’ernes venstrefløj

Næh, vi sørgede faktisk selv for at kuldsejle vores smukke projekt. Vi var en 5-7 venstrefløjspartier, som havde hver sin køreplan for, hvordan man skulle nå frem til et socialistisk samfund, og det var jo ret naturligt, at der var både store og små uenigheder.

MEN vi havde en ækel og uvenskabelig debatkultur, både partierne imellem og indenfor de enkelte partier. Der blev i den grad gået til stålet, ofte havde det karakter af ren tilsvining. Resultatet er velkendt: Folk dryssede stille og roligt ud og blev passive. Vi var jo bare almindelige mennesker, og der er ikke ret mange almindelige mennesker, der bryder sig om at leve i en heksekedel.

Vi var meget belæste dengang og havde rigtig meget indsigt i kapitalismens natur. Til gengæld havde vi nok sprunget psykologi-bøgerne over, for vi havde generelt et meget ringe kendskab til menneskets natur, og havde ikke lige taget højde for at det er meget menneskeligt, at søge derhen, hvor der er rart at være og væk fra dårlige vibrationer og ballade.

Hvorfor al den vrede?

Hvordan kunne det gå så galt?? Ja, det er jo ikke mærkeligt, at vi var vrede, det følger tit med at være engagerede. Og især når man tror man selv sidder inde med den eviggyldige sandhed (og det troede vi alle sammen), kan man jo meget nemt blive arrig, når andre har en anden eviggyldig sandhed.

Men dertil kom, at vi overhovedet ikke vidste noget om, hvordan vi skulle forvalte vores vrede. Skulle vi prøve at oversætte den til almindelig opførsel, og gøre os umage for i et mere roligt toneleje at forklare, hvad vi mente. Eller skulle vi blæse aggressionerne ud over folk, der ikke mente præcist som os. Mange valgte det sidste, og stemplede hinanden som reformister, ekstremister, revisionister eller dogmatikere.

Sådan druknede den yderst vigtige diskussion om, hvor meget eller hvor lidt man skulle gå på kompromis f.eks. i byråd, folketing og fagbevægelse. Og hvor meget eller hvor lidt man skulle satse på udenomsparlamentatisk arbejde. Alle forsvarede netop deres ideologiske ståsted, hvilket var helt i orden. Men det var ikke konstruktivt at strø om sig med forenklede prædikater.

Et mekanisk menneskesyn

En anden forkvaklet tænkemåde var også med til at puste til aggressionerne: Vi havde mere eller mindre arvet kapitalismens menneskesyn, hvor mennesket ses som et redskab, og derfor skal formes efter en ganske bestemt skabelon.

At det enkelte menneske kan designes efter behov var også den tankegang, der blev de socialistiske landes undergang. Her troede man i fulde alvor, at man med vold og magt og slagsange kunne skabe rene, ranke, frygtløse socialistiske mennesker ud af alle mulige forskelligartede, originale og sårbare individer. Og det skaber naturligvis vrede, både hos dem som synes de skal banke de andre på plads og hos dem, der bliver banket.

Al den vrede splintrede landene til atomer. Og havde det ikke været for enhedslisten havde den danske venstrefløj måske lidt samme skæbne. Enhedslisten reddede stumperne og mange tidligere rivaler blev nødt til at samarbejde, og f.eks. her i Helsingør kan flere af de tidligere kamphaner og -høner nu fint sidde i samme rum.

Sammenhold er ligeså vigtigt som økonomisk politik

Men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Jeg mener at det er et vigtigt politisk spørgsmål, hvordan debatkulturen er i et parti. Lige så vigtigt, som hvordan man forholder sig til den økonomiske politik. Erfaringen fra 70erne er, at en arrig debatkultur kan lægge en socialistisk bevægelse ned. Derfor er det ikke kun op til de folk, som på et givet tidspunkt duellerer, at sikre at man gør det på en venskabelig måde. Det er alles ansvar. For det nytter ikke noget med en god politik, hvis der ikke er sammenhold. Og der er ikke sammenhold, hvis folk river hovederne af hinanden.

I stedet skal vi lære, hvordan man håndterer konflikter og politiske modsætninger. Så vi kan skabe en socialistisk bevægelse, som ikke alene tiltrækker folk i kraft af dens bud på en bedre samfundsorden. Men også fordi der er rart at være og plads til rigtige levende mennesker, og ikke kun til de mest hårdhudede, som kan tåle at blive svinet til.

Det vil også være en fin, fin måde at vise overfor resten af befolkningen at sammenhold og socialisme hører sammen.

Frie kvinder og kvindesammenhold

Lise Jonassen — Fri, 08 Mar 2013 08:27:14 +0000

Af Lise Jonassen

Jeg var 21, da jeg var til mit første møde i Rødstrømpebevægelsen i Kvindehuset i Kbh. Jeg havde lige været med i studenteroprøret i et par måneder og synes jo nok jeg vidste så meget, at jeg havde et og andet at fortælle dem. Først og fremmest, at det ikke var kampen mod manden, det gjaldt, men kampen mod kapitalismen. Så jeg tog min indre rustning på og forberedte mig på et længere indlæg.

Der skete bare det, da jeg trådte ind af døren, at rustningen smeltede. Den kunne ikke modstå det overskud af menneskelig varme, der var i lokalet. Når jeg husker tilbage var der lutter smukke, imødekommende kvindeansigter og et gyldent lys i hele rummet. Og så blev jeg selvfølgelig rødstrømpe, og kom med i en basisgruppe, hvor vi endevendte hinandens liv, for at finde alle tegn på mandschauvinisme, og hjælpe hinanden med at komme dem til livs. Åh, det var godt, og det faldt os rigtig let at snakke om alt det nære og private og følsomme, for det har kvinder garanteret gjort til alle tider. Nu prøvede vi bare at sætte det lidt i system og se nogle større sammenhænge.

Kvinderne havde været så absurd dårligt behandlet i århundreder, at der var rigtig meget at tage fat på, vi ville ikke være sex-objekter og bedømmes på vores udseende. Vi ville værdsættes for dem vi var. Der var så meget opsparet vrede, som nu kom frem i lyset. Selv gik jeg f.eks. rundt hos mine mandlige venner og rev plakater med nøgne damer ned af væggene.

Hvad mente Rødstrømperne?

Rødstrømperne var en meget bred bevægelse. Det var noget med at afskaffe mandssamfundet, som af nogle blev opfattet helt bogstaveligt (afskaf mændene eller hold dem grundigt nede) og for andre var det lig med en socialistisk kamp.

Det var noget med ligeløn, ret til de samme jobs som mændene, og i det hele taget at det skulle være slut med at være slags 2. rangs borger, som skulle stå på pinde for mændene.

Men først og fremmest var det et meget stærkt kvindefællesskab, hvor vi kunne være som vi var, tykke, tynde, skæve og lige. Vi ville gøre op med det kvindeideal, som lignede noget fra TVserien Mad Men: Ti stille og vær smuk og sørg for at aftensmaden står på bordet præcis kl. 18., når far er kommet hjem og har læst sin avis. Hvor det efter opvasken og aftenkaffen mest gjaldt om at sprede benene og tænke på Gud, Konge og Fædreland.

Søstersolidaritet og frie bryster

I Rødstrømperne var der søstersolidaritet. Vi skulle ikke tie, men derimod råbe meget, meget højt, fordi vores stemme havde været overhørt i så mange år. Vi skulle ikke være smukke i den gængse forstand med sminke og modetøj.

Vi smilede, hvis der var noget at smile af, og vi smed BH-en, så brysterne kunne få lov til at ha’ den form, de nu engang havde, gik i fodformede sko eller bare tæer. Vi satte farvestrålende lapper på tøjet, hvis der kom huller. Selv gik jeg en hel sommer rundt i en gammel natkjole, hvid med små blomster. Men det vigtigste var, at vi indeni fik den følelse, at vi havde lov til at være, som vi var, og ikke bare som naboens pæne pige.

Opdagelsesrejsende udforskede kvindeuniverset og skrev bøger om klitoris og den kvindelige sexualitet. Så vi var heterosexuelle eller lesbiske, generte eller larmende, mere eller mindre belæste. Arbejderkvinder og kvinder, som synes at målet var opfyldt, hvis bare kvinder kunne stige til tops i samfundet ligesom mændene.

Sejrede kvinderne?

Det er en almindelig forestilling, at Rødstrømpebevægelsen sejrede, fordi kvinder i dag kan gøre karriere, næsten som mænd.

Tager man efter den målestok, er vi vel nået rigtig langt. Tænk engang, selve regeringen bliver ledet af kvinder. Men ærlig talt, hvad gavn har flertallet af Danmarks kvinder af at Thorning og Vestager kan trisse rundt på de bonede gulve uden at være det mindste søstersolidariske overfor de mange arbejdsløse kvinder .

På plussiden er det derimod, at se at masser af mænd i dag tager sig af børn og husarbejde. Det er simpelthen så godt at være vidne til.

Vi har fået større økonomisk uafhængighed af manden. I dag kan en kvinde sige farvel og tak, hvis hun har været uheldig at få en mand, som er grov overfor hende eller er hende utro. Og at hun har et sted at gå hen, hvis hun bliver banket, er en af rødstrømpernes store fortjenester, for det var dem, der oprettede de første krisecentre.

At vi ikke mere er økonomisk afhængige af mændene er det største kvindefremskridt der er sket. Men det er nu ikke alene Rødstrømpernes skyld,at vi er nået så langt, for det var en lang række kvindeorganisationers og ikke mindst fagbevægelsens krav, at kvinder skulle ha’ ret til arbejde og have samme løn som mændene. Alt sammen hjulpet godt på vej af den kendsgerning, der fra slutningen af 1960’erne simpelthen var brug for kvinderne på arbejdsmarkedet.

Men er det egentlig rigtigt, at kvinder nu er økonomisk uafhængige?

Til dette kan man kun svare NEJ. Kvinderne på arbejdsmarkedet har bare fået en ny økonomisk afhængighed. De er nu afhængige af deres arbejdsplads, diverse chefers forgodtbefindende og kamp for større profit. De må rette ind, hvis de bliver bedt om at arbejde hurtigere og længere, holde færre pauser, de skal leve op til et endimensionelt menneskesyn og de kan fyres, hvis de bliver langvarigt syge eller hvis der ikke lige er brug for dem mere. Og de får stadig mindre i løn end mændene.

Det var kun de værste hustyranner, der var så grove overfor deres koner, som det kvinder kan blive budt på arbejdsmarkedet i dag, så det er godt, at man kun er der en del af dagen. Og en kvinde kan ikke altid sige farvel og tak, hvis hun har været så uheldig at få en arbejdsplads, hvor hun ikke bliver behandlet godt. (Ligesom en mand for øvrigt heller ikke kan.)

Brystimplatater og venindegrupper

Det viste sig desværre at være en midlertidig luksus, at få lov til at være sig selv. Kvinder er sex-objekter som aldrig før og presset fra mode- og slankeindustrien. Hvis man ville lave BH-aktion i dag, skulle man også kassere den indopererede BH, brystimplataterne. Personligt ville jeg nyde, hvis pumps og stilletter blev smidt til storskrald, men det er jeg vist næsten ene om i hele kongeriget. Jeg synes bare, de er ca. lisså feminine, som de indsnørede fødder på kinesiske kvinder i gamle dage.

Men hvad så med søstersolidariteten? Ja, den tror jeg faktisk lever rigtig godt mange steder. Der er små venindegrupper - kvinder mødes her og der på cafeer og i hjemmene for at gøre det, vi gjorde dengang: Fortælle om deres liv, også det mere private, og hjælpe hinanden i forhold til livet, manden og arbejdspladsen. Og jeg bilder mig ind, at der er kommet en anden kvindesnaks-dagsorden efter kvindeoprøret i 70'erne og 80'erne, at man i højere grad i dag støtter hinanden i at stå fast og at være sig selv.

Det var jo netop det varme kvindesammenhold, jeg blev tiltrukket af i 1971 i kvindehuset, og selv om jeg synes tiden har vist, at jeg faktisk havde ret i, at kapitalismen er kvindeundertrykker nr. 1, er jeg glad for, at jeg ikke dengang fik fyret min studentikose opsang af, for det var der ingen, der havde fået noget ud af. Til gengæld fik jeg en førstegangslektion i, at sammenhold kan smelte rustninger.

God 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag

Arbejdsmarkedet – et hemmeligt, udemokratisk land

Lise Jonassen — Sat, 12 May 2012 09:50:01 +0000

Af Lise Jonassen

Der bliver snakket meget om arbejde for tiden. Eller rettere, der bliver snakket meget om dem, der ikke har arbejde. Der deles ud af pisk og gulerødder, for at alle kan nå det forjættede land: Arbejdsmarkedet. Det gælder også de gamle og udslidte og de unge handicappede. Der er en meget skarp projektør rettet mod dem. For de skal med alle sammen – for deres egen skyld.

Men hvordan ser det forjættede land i virkeligheden ud? Hvordan er der inde på arbejdpladserne. Det bliver der snakket meget lidt om.

Det svarer lidt til at lave en stort opsat rejse-brochure til landet X, hvor man fortæller alt om, hvordan man kommer til landet f.eks. hvilke transportmidler, der kan bringe én derhen, og hvilket tøj, man skal ha’ på, for at komme over grænsen. Men hvor man glemmer at fortælle, hvordan landet X egentlig er. Er der koldt eller varmt. Er det en diktatur-stat eller et demokrati. Bliver man behandlet godt som turist? Er der mange lommetyve??

Ja, hvordan er landet Arbejdsmarkedet egentlig?

Hvad angår styreform i landet Arbejdsmarkedet, er det ikke så vanskeligt: Det er et diktatur. Der eksisterer én grundlov i alle virksomheder: Arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Der er forskellige regler, som prøver at mildne dette diktatur, men først og sidst er det ledelsen, der bestemmer.

Der er rummelige ledere, der forstår at værdsætte folks forskellighed og har tillid til, at alle gør deres bedste. Jeg har været heldig at arbejde i sådan en afdeling i nogle år. Vi var mange forskellige nationaliteter og havde mange forskellige kompetencer, uanset om vi var almindelig ansatte, fleksjobbere eller ansat i beskyttet beskæftigelse. Der var tryghed og højt humør.

Men der er også indskrænkede ledere, som overhovedet ikke har øje for folks kvaliteter og ser ethvert forslag ”fra neden” som en trussel, og bruger sin magt til at få sin vilje trumfet igen. Sådan nogle arbejdspladser har jeg også haft.

Mange danske arbejdspladser producerer en lind strøm af udbrændte, stressede og deprimerede medarbejdere.

Vores drømme er vores egne

Alligevel er beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kun optaget af, at alle unge førtidspensionister skal ind på arbejdsmarkedet. De skal ha’ noget at stå op til, siger hun. ”Det værste, man kan gøre, er at slukke nogens drøm”, siger hun og fremkalder et billede på vores nethinder af deprimerede unge mennesker, der kun drømmer om at komme i arbejde.

Min erfaring siger mig, at de unge, som i dag er på førtidspension har det meget, meget dårligt - fysisk eller psykisk. For det er faktisk hundesvært at få tilkendt pension i dag – især for de unge. Og det er altså ikke super-fantastisk for unge psykisk skrøbelige personer at blive tvunget til at arbejde for en eller anden tyran. Personlig kender jeg én, hvor en ansættelse i et restaurationskøkken med en højtråbende chef udviklede sig til et mareridt for den unge, et mareridt, som hun først vågnede op fra, da hun fik sin pension. Det var hendes drøm at få tilkendt pension, og så er det jo lige meget, hvad Mette Frederiksen synes, hun skal drømme.

Mennesker har brug for fællesskab, respekt, forståelse og omsorg. Det kan man som samfund sikre på flere måder. Bl.a. ved at give unge handicappede mulighed for at få pension, så de er fri til at definere deres eget liv.

Så længe arbejdsmarkedet stort set er udenfor demokratisk kontrol er det en højst usikker affære at basere sin socialpolitik på det. Der findes andre og mere givende fællesskaber. Og så findes der selvfølgelig enkelte rummelige arbejdspladser, hvor man sagtens kan arbejde som ung handicappet. Jeg tror bare de er sjældne.

Det ville da være dejligt, hvis vi havde et samfundssystem med mange arbejdspladser, hvor det var rart at arbejde for meget handicappede unge. Men vi er langt fra i dag, når man ikke engang ved, hvordan der rent faktisk er på den enkelte arbejdsplads - det er jo hemmeligt i dag.

Kritiserer du din arbejdsplads på facebook?

Landet Arbejdsmarkedet er jo ikke alene et diktatur, det er også et meget lukket land, for vi hører ikke ret meget om det. Folk kritiserer ikke deres arbejdsforhold på facebook eller i læserbreve. I et diktatur er man påpasselig med, hvem man siger hvad til - al offentlig kritik kan være farlig og i sidste ende medføre en fyreseddel.

Det vil klæde en regering, der kalder sig rød, at rette projektøren mod arbejdsforholdene. Det kan ikke kun være fagforeningernes opgave at kaste lys over så stor en del af samfundet. Det skulle da være nr.1 fokus-område for en beskæftigelsesminister.

Danmark er i sin egen selvforståelse bærer af demokratiske værdier og bruger massevis af kroner på at eksportere ideen om demokrati til lande på den anden side af jorden. Det var måske en ide at føre sit korstog for ytringsfriheden til en lidt nærmere destination: Det Danske Arbejdsmarked – dér hvor mange af os lever ½-delen af vores vågne tid.

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

Lise Jonassen — Sun, 26 Feb 2012 11:57:40 +0000

Af Lise Jonassen

I USA er der winners og så er der losers. Vindere og tabere. Det sprogbrug er heldigvis aldrig slået igennem herhjemme. Det er for bombastisk og for åbenlyst nedladende overfor dem, som ikke er kommet på samfundets grønne gren, men må nøjes med at sidde på samfundets visne grene.

Alligevel er der i Danmark vokset et sprog frem, som også vender den tunge ende nedad. Man snakker om de stærke og de svage i samfundet, og nu er det blevet udbygget til de ressource-stærke og ressource-svage.

Jeg er ikke svag – jeg er en stærk smed der er blevet gammel

Klart nok er der nogen, der har svært ved at opfylde alle samfundet succes-kriterier. Men hvem har lyst til at blive kaldt svag? Det havde den mand , som socialrådgiver Hanne Reintoft beretter om, i hvert fald ikke. I en af sine bøger refererer hun denne episode:

Hun havde lige holdt et foredrag om ældrepolitik og åbenbart nævnt noget om de svage i samfundet. Pludselig rejser en mand sig - rød i hovedet af vrede. “Jeg er ikke svag” råber han“ hold op med det, jeg er en stærk smed, der er blevet gammel.”

Ingen skam at være arbejdsløs

I min blog i sidste uge kritiserede jeg de såkaldt ‘fleksible’ udlejningsregler og fik et svar fra socialborgmester Mikkel Warming, hvor han forklarede, hvorfor han og Københavns Kommune bakkede op om disse regler.

Den grundlæggende ide i hans indlæg er, at det er godt, at reglerne gør det svært for folk uden arbejde at få bolig i visse boligområder. Han skriver f.eks. ”En række boligområder har det rigtig skidt. Hvor der er for mange fattige og ressource-svage stuvet sammen på samme sted” og ”Unge uden ressourcer dominerer gadebilledet”.

I gamle dage var det en skam at være arbejdsløs, men det fik stærke kræfter i arbejderbevægelsen gjort nogenlunde op med. Der blev lavet arbejdsløshedsbevægelser, som krævede arbejde og understøttelse. Man henviste skammen til skammekrogen. Og der skulle den helst blive – skammen altså.

Også derfor må man ikke diskriminere folk, der ikke har arbejde. Jeg synes, det er en meget god personlig leveregel. Og for offentlige myndigheder er det altafgørende, at alle behandles lige.

Det indebærer så også, at man ikke kan lave regler, der giver et bolig-forspring til folk i arbejde. På den måde lægger man indirekte boliganvisningen i hænderne på arbejdsgiverne, og det kommer der ikke noget godt ud af.

Ressource-svage eller unge på vildspor

Jeg går ud fra at Mikkel Warming som socialborgmester støtter sociale tiltag i KBH, der prøver at nå de unge med sociale problemer bl.a. ved at give dem tro på fremtiden og en følelse af at høre til. Men jeg synes, det trækker i den anden retning, når han kalder de unge rødder for ressource-løse.

Personlig har jeg aldrig mødt en ”ung uden ressourcer” - men rigtig mange, som er destruktive og kommet på vildspor.

Og er man fattig har man pr. definition ikke mange økonomiske ressourcer – men det har jo ikke noget at gøre med, hvor mange menneskelige ressourcer man har.

Sig ja til dem, som arbejdsmarkedet siger nej til

På herberget, hvor jeg arbejder, er mange af brugerne på overførselsindkomster. Men det er faktisk også ofte folk udenfor arbejdsmarkedet, som arbejder frivilligt på stedet eller i de genbrugsbutikker, som finansierer en stor del af herbergets drift. Ressourcesvage?

Der er mange grunde til, at folk i den arbejdsdygtige alder ikke har et arbejde. De er måske for tykke, for fysisk nedslidte, for alkoholiserede, for kloge, for selvstændige, for mørkhudede, for uheldige, for venstre-orienterede, for gamle, for unge, for følsomme, for dårlige til at tale dansk, for overkvalificerede, for syge eller for dårligt uddannede til at være dem, der bliver foretrukket af arbejdsgiverne.

Med andre ord - alle mulige forskellige mennesker. Eller for nu at blive i den gamle smeds sprog: De er ikke ressourcesvage - de er bare nogen, der ikke kan få arbejde.

[1]

Skal man have arbejde for at være en god nabo?

Lise Jonassen — Tue, 21 Feb 2012 20:42:41 +0000

Af Lise Jonassen

Når man er på efterløn kan man ikke få en lejlighed i et socialt boligbyggeri. Logisk? Næh! Men sådan er det åbenbart.

Jeg har lige fået to breve med tilbud om lejlighed i København. Eller rettere med oplysning om, at der er to lejligheder klar til udlejning, bare ikke for mig. For i dem begge kræves det, at man har fast arbejde på mindst 25 timer om ugen, så jeg er jo dumpet med et brag. Det samme er en masse andre mennesker: Dem på sygedagpenge, pension, arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp og førtidspension. De syge, de handicappede, de gamle og de arbejdsløse. Fik jeg sagt, at boligselskabet hedder Foreningen Socialt Boligbyggeri, FSB?

Håndplukket udlejning

Det er nu ikke noget FSB har fundet på alene. Faktisk er det en lang række boligselskaber, som har indgået en aftale med Københavns kommune, som de kalder fleksibel udlejning. Aftalen medfører, at man i visse boligområder sløjfer princippet om, at man får tildelt lejlighed efter sit nummer på ventelisten. Og i stedet bruger en model, hvor man får efter éns nummer på den sociale rangstige.

Baggrunden for disse mærkværdigheder kan læses i en pjece fra Københavns kommune: Politik for udsatte byområder. Her skrives der smukt om, at visse udsatte byområder skal løftes til ’københavnerniveau’. Og at beskæftigelsesgraden i disse områder derfor skal op på københavnergennemsnittet. Bl.a. ved hjælp af en række fine sociale initiativer.

At målet så også skal nås ved simpelthen at gøre det meget svært for arbejdsløse og andre at flytte ind i disse områder, står der ikke direkte, og pjecen er altså på 36 sider, så der skulle nok være plads til en lille faktuel bemærkning.

Hvorfor går man mon så stille med dørene? Ja, det er jo svært at vide, men det kunne jo skyldes, at man ikke har lyst til at udstille noget, der ligner diskrimination.

Hellere en studerende end en syg

Hvis man havde udlejningskriterier, hvor man forfordelte bestemte nationaliteter, ville der lyde et ramaskrig – og heldigvis for det. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor det skulle være bedre at udelukke arbejdsløse og sygemeldte end at udelukke f.eks. tyrkere eller svenskere. Det er alt sammen diskrimination.

Det er nogle år siden, jeg første gang stødte på den ‘fleksible’ udlejnings-mur - da en af mine veninders voksne børn var boligsøgende på ca. samme tidspunkt. Hendes datter var studerende og hendes søn var sygemeldt efter en arbejdsulykke. De havde været skrevet op lige lang tid i sociale boligselskaber.

Datteren fik en lejlighed med det samme. I det boligselskab var de nemlig ‘fleksible’ til fordel for studerende. Sønnen derimod fik ingenting, for i alle de boligselskaber, hvor han kunne ha’ fået noget, var der ‘fleksible’ udlejnings-regler, som udstødte folk på overførselsindkomster. Bund-uretfærdigt.

Det sidste man har brug for, når man er syg og i forvejen føler sig sat uden for, er at få et gok i nøden fra det omgivende samfund. Og arbejdsløse har så absolut heller ikke brug for et dobbelt-gok: ” Du kan ikke bruges på arbejdsmarkedet. Og du vil heller ikke være nogen gevinst for dette boligområde.”

Det er heller ikke særlig fedt at få den besked som efterlønner. Jeg står heldigvis ikke i akut bolignød, men det kan jo komme, og så hjælper det åbenbart ikke, at jeg har været skrevet op og betalt kontingent i 15 år.

Kan fattige ikke være rollemodeller?

Det er uden tvivl rigtigt, at der er boligområder, hvor der er mange problemer. Københavns Kommune skriver om disse områder, at de er præget af fysisk nedslidning og en skæv beboersammensætning. »Det
indeholder kimen til manglende forståelse og tolerance mellem mennesker, fattigdomsfælder uden positive rollemodeller og i yderste konsekvens parallelsamfund, hvor der gælder andre normer end i resten af byen.« (fra samme pjece side 10)

Jeg går ud fra, at det er de kriminelle bander, man sigter til med det sidste, og det er da bestemt positivt, at kommunen vil gøre noget for at gøre områderne trygge at bo i og for at forebygge kriminalitet. Men er man automatisk er en god rollemodel, hvis man er i arbejde. Jeg mener nej! Det har jeg gjort op med i en tidligere blog.

Mange arbejdsløse og pensionister kan yde en stor indsats til gavn for alle i et boligområde. De har jo bedre tid til det. Man kan simpelthen ikke vide på forhånd, hvem der kan hvad. Folk kan ikke behandles som en grå masse med ens karaktertræk. Og fattigdom kan ikke løses ved at sprede de fattige og gøre livet endnu mere surt for dem.

Social diskrimination – nej tak

Jeg nægter at tro, at det skaber et mere fredeligt og afbalanceret København at behandle folk sådan. Eller et bedre Helsingør for den sags skyld - for vi har også vores boligafdelinger, hvor man foretrækker folk med fast arbejde. Det er nemlig Folketinget, som helt tilbage i 2001 har gjort det muligt for boligselskaberne at forskelsbehandle. Jeg håber, der er nogen i det nye Folketing og rundt om i kommunerne, der vil prøve at få disse regler ændret.

På papiret er Københavns kommune imod enhver form for diskrimination. Kommunen har f.eks. en meget oplysende hjemmeside om emnet. Her kan du læse, at diskrimination betyder usaglig forskelsbehandling, og at det f.eks. kan finde sted på grund af national/social oprindelse. Om begrebet ‘social oprindelse’ skriver man, at det »henviser til en persons tilhørsforhold til en bestemt social klasse eller gruppe«.

Jamen er det ikke meget præcist det, der er tale om, ved den såkaldte ‘fleksible’ udlejning? At bestemte sociale grupper forfordeles?

Der har været bred opbakning i Københavns Borgerrepræsentation til de uretfærdige udlejnings-principper. Også SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten støtter. Det har jeg meget, meget svært ved at forstå.

Når vold og mobning hører op - smukt skoleeksempel fra Helsingør

Lise Jonassen — Mon, 30 Jan 2012 22:52:37 +0000

Af Lise Jonassen

I kender de Hollywood-film, som handler om skoler i barske kvarterer, hvor dagligdagen er præget af ballade og mobning, udbrændte lærere og manglende opbakning fra myndighederne. En dag kommer der en ny lærer, som vender udviklingen, og det hele ender med en stor elev-koncert, hvor alle får øje på, hvilket mirakel der er sket.

I de sidste måneder har Helsingør Dagblad lagt spalter til sådan en historie. Det er Rønnebær Alle Skole, der har trukket overskrifterne. Skolen ligger lige ved Helsingørs største almennyttige boligområde, Vapnagård, og historien startede i september, med at 2 konservative byrådsmedlemmer pludselig og uden varsel bekendtgjorde, at de mente at skolen skulle nedlægges.

Fordi “de stærke forældre er flyttet fra skolen og vi nu bør blande kortene anderledes. …… Børnene skal busses ud til andre skoler i kommunen, så de kan blive undervist i et mere bredt miljø, hvor der også er ressourcestærke elever”. Det var de to konservatives argument.

Vi er ikke ressource-svage

To dage efter svarede 8.B s elever igen i avisen og viste skilte som: “Vi er ikke ressource-svage” og “Vi vil gerne være forskellige”.

Skolebestyrelsen var også hurtigt på vingerne: “Skolen ved Rønnebær Allé ligger i toppen blandt Helsingør Kommunes folkeskoler både med karaktergennemsnit og elevernes trivsel og er ……..en mønsterskole for integration” Ca. halvdelen af eleverne er nemlig to-sprogede.

Næsten samtidig kom det frem, at selvsamme skoles faglige kvalitet indtog førstepladsen blandt Helsingørs folkeskoler. Det fremgik af en statslig undersøgelse, hvor man inddrager de social-demografiske forhold. De konservative er nogen gange ret uheldige. I hvert fald hørte vi ikke mere til de to bus-tilhængere, og partiets flertal i byrådet sluttede sig ikke til dem.

Men som i en rigtig hollywoodfilm er der rigtig mange forhindringer, der skal overvindes, før det ender godt.

Læserbrevs-storm

Det næste var at kommunaldirektøren meddelte, at skoleinspektør Bo Stampe Rasmussen skulle flyttes til en meget mindre og helt anderledes skole. Hvorfor? Det ville kommunaldirektøren ikke fortælle. Han kan åbenbart godt lide at have hemmeligheder.

Men det viste sig at være ret dumt af ham. For der brød der en veritabel læserbrevs-storm løs. Alle mulige mennesker forsvarede inspektøren og gjorde opmærksom på de rigtig gode resultater, der var opnået på skolen under hans ledelse. Der var gamle elever, forældre til elever, lærere, præster og praktiserende læger osv.osv.

Ikke mere mobning og vold

Nu kom der for alvor fokus på de store pædagogiske landvindinger, skolen har opnået, efter at de for ca. 4 års siden startede projektet Hele kroppen med i skole

Udover de faglige landvindinger er der ikke mere mobning, eleverne er gladere og i bedre fysisk form, der er et roligt undervisningsmiljø, så lærerne kan undervise i stedet for at skulle bruge tiden til at løse konflikter. Vold og hærværk tilhører fortiden.

For 4 år siden “udgjorde apati og hysteri hovedingredienserne i et umuligt undervisningsmiljø” , forklarede skoleinspektør Bo Stampe Rasmussen “Klasseværelserne var befolkede af en blanding af sukkerkolde elever, der lå henover bordene og chips og cola-speedede klassekammerater, der kravlede på væggen som besatte”

Så sadlede skolen om

Her er en liste over de tiltag, som indgik i projektet ”hele kroppen med i skole”

Eleverne modtages af stille klassisk musik hver morgen

kl ½ 8 er der gratis morgenmad på skolen

Der er 15 minutters faglig læsning hver morgen

Gratis frugt hver dag

Billig sund frokost i kantinen

Lektioner på kun ½ time,fordi man har fundet ud af, at det er maximal side-stille-tid for mange elever

Alle elever skal ud i frikvarterne

Forskudte frikvarterer, hvor der bliver leget, grinet og spilled spil. Dvs. der er færre elever ude af gangen. Til gengæld er der flere gårdvagter end før, 3 hvor der før var 1-2.

Eleverne går 2 timer mere i skole om ugen, idet de har 4 moduler af ½ time med udendørs motion

Forbud mod at forlade skolens område (udgangstilladelsen blev tidligere brugt til at købe slik og sodavand, som ikke er tilladt mere) Der er simpelthen tegnet en rød streg rundt om skolen, som ikke må overskrides i skoletiden.

Der skal være en ordentlig og høflig tone mellem eleverne og mellem elever og lærere.

Men Helsingør er jo ikke Hollywood

Projektet har selvfølgelig krævet rigtig meget af lærerne som f.eks. oftere skal være gårdvagt, hvor de før kunne tage sig en kop kaffe.

Men det ser ud til, at både lærere og skoleinspektør i den grad har villet det, for elevernes skyld. Og at eleverne har taget rigtig godt imod det. En solstrålehistorie. Og havde det været en Hollywood-film var den endt med, at flytningen af inspektøren blev taget af bordet.

Men Helsingør er ikke Hollywood. Så inspektør-flytningen blev kun taget af bordet, fordi Bo Stampe Rasmussen selv endte med at sige op. Kun på den måde kunne han få endnu et skoleår med på Rønnebær Alle skole.

Nej, Helsingør er ikke Hollywood. I filmene er det som regel ét menneskes værk, at alt vender. i Helsingør er det en inspektør, en skolelæge, en masse ihærdige lærere, en skolebestyrelse, et elevråd og en masse positive elevers væk. Det gør til gengæld nok succes’en mere langtidsholdbar.

Forhåbentlig. Hvis ikke politikere eller top-embedsmænd igen spænder ben. Men det bliver sværere nu, hvor der er sat så meget spot på de gode resultater.

Det er dyrt at lave ny medicin, det er langt billigere at lave nye patienter

Lise Jonassen — Tue, 08 Nov 2011 20:37:46 +0000

Af Lise Jonassen

Nu er vi kommet i reparations-alderen. Jeg og mine venner. Én for én valser vi til lægen til rutine-tjek - nogle friske og raske, andre med diverse skavanker. Men syg eller frisk - alle kan vi risikere at komme hjem med recepter på diverse piller. Typisk kolesterol-medicin og/eller blodtryks-medicin. Eller lykkepiller.

Hvad sker der?? Er friske mennesker pludselig blevet syge, siden de skal ha’ medicin?

Norske mænd på piller

Samfundets svar er JA. I 2004 viste en norsk undersøgelse, at efter de gældende europæiske retningslinier var 90% af norske mænd over 50 år i en højrisikogruppe på grund af deres blodtryks og kolesterol-værdier. Tænk på det næste gang du havner på et norsk skisports-sted og ser beundrende på de sports-trænede nordmænd. Hvis de er 50+ burde de være på piller.

Skulle det virkelig være så usundt at leve i Norge? Eller kunne det tænkes, at der var noget galt med retningslinierne? Det er hvad speciallæge Uffe Ravnskov mener, og han refererer til undersøgelser der siger, at et højt kolesteroltal slet ikke er farligt for gamle mænd – og heller ikke er en risikofaktor for kvinder. Men at de undersøgelser bliver ignoreret.

Man kan under alle omstændigheder konstatere, at medicinalindustrien tjener styrtende, hvis det lykkes at få så mange til at tro, at de ikke kan leve uden piller.

En sygdom at være kvinde

Og det er ikke kun os halvgamle, der skal medicineres. Nyheden sidste uge var, at svenske kvinder, som har det dårligt før menstruationen, nu kan få udskrevet lykkepiller. Det er åbenbart blevet en sygdom at være kvinde, i alt fald hvis hun har hormonelle svingninger, og det er der jo ikke nogen kvinder, der slipper for i løbet af livet. Heldigvis.

Ifølge medicinalfirmaet Lundbeck lider op mod fem procent af alle kvinder i den fødedygtige alder af syndromet, som er kendetegnet ved irritabilitet, aggressivitet og humørsvingninger op mod menstruation. De 5 % kan blive en rigtig god indtægtskilde for Lundbeck. Måned for måned i omkring 40 år.

Midlet findes også i Danmark og kan bruges af lægerne, men har ikke helt fået det officielle blå stempel.

“Det er dyrt at lave ny medicin, det er langt billigere at lave nye patienter” – det var læge Lotte Hvas’ rammende kommentar til den nye menstruations-medicin. Hun er praktiserende læge og medlem af Etisk Råd.

Gule medicin-busser til børn

Børnene og de unge slipper heller ikke . For tiden kører der gule busser rundt til de danske skoler og reklamerer for ADHD-medicin - sponsoreret af medicinal-industrien. På godt 10 år er antallet af børn, der tager piller mod ADHD, vokset fra ca. 900 til flere end 11.000 børn. Børn der f.eks. er hyperaktive og impulsive.

Igen: Det er dyrt at lave ny medicin, det er langt billigere at lave nye patienter.
Ingen kender langtidsvirkningerne af ADHD-medicinen.

Medicin og profitjagt hører ikke sammen

Jeg taler ikke imod al medicin. Synes f.eks. at insulin-medicin er en genial opfindelse. Men det er en absurditet, at den meste medicinske forskning foretages af medicinalfirmaerne. Forskningen burde kun ha’ ét formål: At gøre folk sunde og raske, og ikke blandes sammen med profitinteresser. Og medicinalfirmaerne har ingen økonomisk interesse i en sund og rask befolkning. De tjener penge på de syge.

Derfor skulle det være staten, som stod for forskningen. Og hvis det dermed viste sig, at der slet ikke er brug for alle de piller, ligger der jo også en enorm statslig besparelse og venter. For det er ikke småpenge, der i dag bliver givet i tilskud til medicin.

En regering, der kalder sig rød, burde straks tage initiativ til at gøre den medicinske forskning uafhængig af økonomiske interesser.

Og en regering, der kalder sig grøn, burde ikke bare se på, mens befolkningen bliver fyldt med piller og skal døje med alle deres bivirkninger.

Man vælger da selv sine rollemodeller

Lise Jonassen — Sun, 22 May 2011 11:26:28 +0000

Af Lise Jonassen

To unge, glade kvinder smiler til mig fra forsiden af Helsingør Dagblad. »Rollemodeller viser vej for integrationen« hedder overskriften. De to kvinder er blevet udnævnt til at være medlemmer af Helsingør Rollemodel-korps, fordi de har kæmpet sig vej til uddannelse mod alle odds.

Hvor er det fedt, tænker jeg, at de vælger at give deres erfaringer videre til andre, og ikke nøjes med at mele deres egen kage. Og hvor er det rart, at Helsingør Dagblad vælger at bringe historien på forsiden.

Alligevel er der noget, der skurrer i mine ører. Det er ordet ROLLEMODEL-KORPS. Jeg har nu tygget grundigt på dette mærkelige ord, og det smager ikke godt. For hvordan kan man blive udnævnt til at være rollemodel, altså til at være et forbillede??? Er et forbillede ikke noget man vælger selv???

Gode folk og dårlig titel

Avisen har nu ligget på mit skrivebord siden 4. april, og siden da har jeg diskuteret frem og tilbage med mig selv, om jeg skulle fare i blækhuset på grund af det ord. Bl.a. fordi jeg ved, at det er rigtig gode folk, som er rollemodel-koordinatorer i Helsingør. Og fordi det sikkert er det samme i andre byer.

Og fordi det er et par yderst sympatiske kvinder. På en dobbeltside inde i avisen får man historien om de to, hvis forældre har henholdsvis tyrkisk og arabisk baggrund. De har kæmpet sig vej til studentereksamen og uddannelser som henholdsvis sygeplejerske og folkeskolelærer. På trods af racisme for den enes vedkommende og manglende støtte fra hjemmet for den andens.

Nu skal de ud og holde foredrag på uddannelses-institutitioner, i ungdomsklubber mm. For det er det rollemodel-korpset går ud på, at unge med etnisk minoritetsbaggrund fortæller om deres erfaringer med fx at finde praktikpladser og tage en uddannelse. For at de dermed kan bane vej for andre unge.

Et helt igennem godt og nødvendigt projekt.

Bortset lige fra den titel de unge bliver udstyret med: Rollemodel. Et alt for stort ord til et uddannelses- projekt.

Kan andre definere ens forbilleder?

Der er elleve med i Helsingør rollemodel-korps, og der er sådanne korps over hele landet. Konceptet er udviklet i samarbejde med Integrationsministeriet , se www.brugforalleunge.dk. Her kan man i øvrigt også bestille foredrag af forældre-rollemodeller!!

Men i et demokrati vælger man sine forbilleder selv, på samme måde som man vælger sit politiske ståsted selv. Ingen skal derfor diktere mig mine rollemodeller.

Men jeg kan åbenbart også ånde lettet op – jeg behøver slet ikke leve op til nogen modeller. De skal først og fremmest være modeller for etniske minoriteter, og hvis jeg ser grundigt efter i slægtstavlerne, kan jeg kun præstere at være 3. generations indvandrer – og kun i en af grenene.

Jeg ville faktisk også være lidt ked af, hvis mine forbilleder skulle være nogen, der blev udpeget af et råd, som var blevet nedsat af et par offentlige instanser i samarbejde med et ministerium.

Gad vide om etniske minoriteter ikke også har det sådan? Hvad nu, hvis man allermest beundrer sin gamle bedstemor, som har klaret at holde sammen på familien på trods af, at hun er flygtning og analfabet? Eller en nabo, som har banket en grønthander-butik op. Er det ikke OK?

Når offentlige myndigheder støtter, at unge fra indvandrer-familier inspirerer andre unge til at få en uddannelse, er det et skridt frem for integrationen. Men når de samme myndigheder samtidig prøver at definere etniske minoriteters idealer - får det en drejning henimod den Pind’ske assimilations-drøm.*

Hvis korpsånden breder sig

Forestil dig, at denne rollemodel-trend breder sig:

Hvis Sundhedsministeriet nedsatte rollemodelkorps, af kernesunde folk som har under 5 sygedage om året?

Eller måske et rollemodel-korps af kvinder i flade sko ? (Jeg har nemlig lige læst, at det er usundt at gå i høje hæle i mere end et par timer om ugen. )

Eller hvis Trafikministeriet nedsatte et rollemodel-korps af bilister, som aldrig har fået en bøde.

Artiklen fortæller i øvrigt, hvordan den ene af kvinderne i folkeskolen var blevet mødt med konstante drillerier og hånende tilråb som perker, terrorist, abe eller sorthårede muslim. Bl.a. derfor kunne man få den tanke, at den etniske majoritet i den grad trængte til at lære noget om integration.

Har Integrationsministeriet mon tænkt på at nedsætte lokale rollemodel-korps af ærke-danskere, som med deres personlige levemåde har fremmet integrationen. Det kunne f.eks. være ved at bekæmpe Dansk Folkepartis fremmed-fjendskhed?

Nå, ikke!

* Også selvom rollemodel-koordinatorerne i Helsingør ser mangfoldigheden, som en styrke og opfordrer til at man lever med sin historie og sine kulturelle erfaringer. Rigtig godt. Det rimer bare ikke helt med, at idealerne er defineret på forhånd.

Havenisser, 68’erne og Collstrups giftgrunde

Lise Jonassen — Tue, 15 Mar 2011 17:19:13 +0000

Af Lise Jonassen


: Min egen havenisse

Jeg har en havenisse. Jeg har fået ham som gave og han er ikke særlig køn, men jeg er blevet glad for ham. Og så han er sjælden, for havenisserne er ved at forsvinde fra parcelhus-haverne.*

Nu er det det nok sandsynligt, at du, som læser dette, er flintrende ligeglad med havenisser. Men hør alligevel lige, hvad der står om dem i en bog fra 1992 om billedkunstneren Hundertwasser :

En gud fra urgamle tider

»Ikke alle mennesker har dem, men mange. Hvis man spørger dem om grunden, ved de aldrig, hvad de skal svare. Min teori er, at havenissen er en slags gud, en gud fra urgamle tider, der er forsvundet, måske endda blev ødelagt af vores monoteisme.

Havenissen er blevet menneskets personificerede dårlige samvittighed overfor naturen. Når folk har det indtryk, at de gør naturen uret, opstiller de en havenisse som undskyldning. Han er lille, fordi græs og blomster er små; han er mindre, så han bedre kan tale med sneglene, dyrene og planterne.« **

Forureningens smiley

Sagen om Collstrups giftgrunde 13 forskellige steder i Danmark viser, at de tunge drenge i dansk erhvervsliv aldrig har så meget som overvejet, om der overhovedet findes nogen snegle eller planter, man skal passe på. *** Det var Danske Bank, Unibank , ATP og Chr. Augustinus Fabrikker, som ejede Collstrup. De beklager, men de frasiger sig ansvaret.

Men de og andre forurenere må lære at sige rigtigt UNDSKYLD til naturen - som det første skridt, inden de går i gang med at gøre skaden god igen. Det er her havenisserne kommer ind, for de har jo mange års erfaring med at sige undskyld.

Så havenisserne må frem i lyset igen. De firmaer, som ødelægger miljøet, burde tvinges til at opstille masser af havenisser i deres receptionslokaler, konference-rum og på chefernes skriveborde, som er heldigvis store, så der er plads til temmelig mange havenisser.

Kan I se det for jer? Havenisser overalt i Danske Banks hovedsæde. Og det skulle være strafbart at fjerne dem, før al giften var fjernet. En slags forureningens smiley-ordning. Mon ikke det ville noget nær den værste straf et strømlinet firma kunne blive udsat for? Jeg tror faktisk, det kunne få direktionen til at komme til lommerne.

Hvem er inde i din havenisse?


: Skulptur af Priapus fra det 2. århundrede.
Foto: Epheseus Archaeological Museum

I samme bog om Hundertwasser er der en teori om, at havenisserne er en videreudvikling af frugtbarhedsguden Priapus, som var havernes gud og beskytter. Kristendommen undertrykte denne falliske guddom og reducerede den til en havenisse. Fra en gud som skabte frugtbarhed - til én som undskylder, at det frugtbare er blevet ødelagt.

En sørgelig udvikling, men vi ved jo egentlig godt, at det er den vej, det er gået. Selv tror jeg dog ikke, at tiden er inde til at stille de oprindelige Priapus-skulpturer op rundt omkring i landet. Og da slet ikke nu, hvor DR lige er blevet pålagt at formidle den kristne kulturarv. Det er ikke klogt at starte med at lægge sig ud med DR, hvis man vil gøre noget for miljøet.

Nej, så er det bedre med havenisse-bevægelser, der stiller havenisser op overalt, hvor det behøves. Så kan nisserne selv bestemme, hvornår de vil komme ud af skabet og vise deres sande Priapus-natur. For det sker en skønne dag. Husk på det i Danske Banks direktion.

Stjerner:

*Vi 68’ere har meget på samvittigheden – mest godt, tror jeg. Men for en uges tid siden gik det op for mig i al sin gru: Vi er den generation, som næsten har udryddet havenisserne. Vi har latterliggjort og hånet dem og forvist dem til mørke kælderrum eller fuldstændig destruktion. En af mine venner fortalte forleden med et stort smil, at der hvor hun bor, bruger man dem til at skyde til måls efter.

**Et kraftigt indicium på at denne teori holder stik er, at haverne blev fyldt med dræber-snegle i samme takt, som havenisserne forsvandt. Snegle har åbenbart brug for at blive talt til rette.

***Kan det mon være derfor, man aldrig har set en eneste havenisse ved en liebhaver-villa?