Anna Rytter's blog

Hvad er en imam?

Anna Rytter — Tue, 08 Mar 2016 08:36:36 +0000

Af Anna Rytter

De sidste 10-15 år har der været en on-going debat om muslimer, islamister og rabiate imamer, der desværre i mange tilfælde bygger på uvidenhed, manipulation, generaliseringer og benægtelse af fakta. Det bliver gang på gang påstået, at Islam i sig selv er en kvindeundertrykkende, voldsforherligende ideologi, der udgør en trussel imod de såkaldte "danske værdier". Jeg vil i den kommende tid forsøge at gøre op med nogle af de fordomme og fejlantagelser, der præger debatten.

I første omgang tager jeg fat på imamernes rolle. Jeg har lagt mærke til, at der forekommer en generel misforståelse af, hvad en imam er. Det hænger nok sammen med, at man (ubevidst) sammenligner med præster og forestiller sig, at imamer nok er en slags muslimsk præst.

En præst (i hvert fald i den luthersk evangeliske tradition) er en skriftkyndig "formand" for en menighed. I Danmark er præsten ansat og lønnet af staten og repræsenterer dermed statskirken og dennes liturgi og fortolkning af kristendommen. Præsten er "Guds forlængede arm på jorden" og dermed er han menneskets bindeled til den guddommelige sandhed.

En imam er "blot" en bønneleder. Hvis jeg beder herhjemme sammen med mine veninder, er jeg imam. Når min mand beder sammen med børnene, er han imam. Der er ikke nogle særlige krav til imamens uddannelse, viden eller opførsel. Der er nok omkring 50-100 hovedretninger indenfor Islam. Indenfor disse retninger er der igen forgreninger af mindre eller større "menigheder", der følger forskellige retsskoler, filosoffer og fortolkninger af Islam. Den enkelte imam står kun til regnskab overfor den menighed, han eller hun kan samle omkring sig i bønnen.

Hvis man ikke vil følge den enkelte bønneleder, lukker man ørerne og udfører sin bøn uafhængigt af ham eller hende. Når vi er i en moske, følger vi den bønneleder, der er. Hvis man kommer ofte i den samme moske, lytter man nok ekstra meget til, hvad imamen siger. Hvis man synes, at det er noget vrøvl, kritiserer man imamen, eller finder en anden moske.
Den enkelte imam har ikke mere autoritet, end hans "følgere" giver ham. Han har ikke mere ret til at "udlægge teksten" end jeg har.

Problemet med f.eks. Grimhøjmoskeen, moskeen på Ørbækvej i Odense og Taiba-moskeen i København, for bare lige at nævne et par stykker, hvor der muligvis findes imamer med udemokratiske og "ekstreme" holdninger, er ikke den enkelte imam. Problemet er, at disse imamer har et følge. Problemet er, at en eller anden andel af de danske muslimer har de holdninger, som imamerne giver udtryk for. Holdningerne bliver ikke skabt af imamerne.

Jeg synes, som dansk muslim, at det er dybt problematisk, at vi som samfund ikke bruger flere kræfter på at undersøge, hvor de ekstreme holdninger kommer fra, hvorfor de trives i visse kredse og hvordan man kan komme dem til livs, eller i hvert fald minimere dem. Jeg græmmes over al den tid, der bliver spildt på at diskutere en enkelt imams forskruede holdninger. Jeg ærgrer mig over, at debatten koges ned til at handle om, hvorvidt man bør jævne moskeen med jorden eller ej.

I stedet burde blikket rettes på de holdninger og værdier, der ødelægger mennesker. Ødelægger liv. Skaber had i stedet for kærlighed, splid i stedet for fred og fællesskab. For mig er Islam nemlig menneskeværd, liv, kærlighed, fred og fællesskab. Og sådan oplever jeg det er blandt langt langt de fleste muslimer!

Hvorfor trives ufreden, hadet og menneskefjendligheden så blandt muslimer? Formodentlig af nøjagtig de samme årsager, som de selv samme værdier styrer resten af verden i dag. Muslimer er fuldstændig som alle andre mennesker. Ulighed, splittelse og stigmatisering skaber et falsk behov for kontrol, magt, hævn og straf. Selvhad, mindreværd, frygt og afmagt får mennesker til at handle dybt irrationelt i strid med deres egen natur.

Den onde cirkel brydes kun ved, at vi er nogle, der insisterer på kærligheden og freden. At vores fokus er på tilgivelse og forsoning. På, at vi alle skal kunne leve sammen på denne lille klode. Dét kræver om noget medmenneskelig forståelse frem for fordømmelse! Så prøv lige at vise lidt forståelse, venner! Undersøg, hvad der ligger til grund for de holdninger, vi gerne vil af med. Undersøg, om modstanden og modviljen kan bekæmpes med det gode i stedet for at sætte hårdt mod hårdt. Stil spørgsmålstegn, vær nysgerrig og ikke-dømmende.

Har vi glemt, hvad racisme egentlig er?

Anna Rytter — Tue, 13 Jan 2015 19:46:23 +0000

Af Anna Rytter

Da mit seneste blogindlæg har affødt en del debat, vil jeg her forsøge at præcisere, hvad jeg mener, at racisme er for en størrelse.

Racisme er både et juridisk begreb og en samlebetegnelse for de holdninger og ytringer, der vurderer befolkningsgrupper og folkeslag, på beggrund af generaliseringer ud fra karakteristika, der tillægges grupperne, og som derfor bruges til at karakterisere enkeltindivider, der er en del af pågældende gruppe.

Det er strafbart at diskriminere på baggrund af folks etnicitet og herkomst. Rent juridsk har vi i Danmark en paragraf i straffeloven, der populært kaldes ”racismeparagraffen”, men som også dækker over andre former for diskrimination. Racismeparagraffen bruges ved diskriminerende adfærd. Det er sådan nogle sager som når et diskotek vælger ikke at lukke en bestemt gruppering af mennesker ind på baggrund af deres udseende/etniske herkomst.

Men racisme er også andet end diskriminerende adfærd, der falder ind under ovennævnte lovgivning. Racisme er også en holdning, der manifesterer sig i sproget, billedsproget og ikke mindst i de præmisser, ud fra hvilke, vi vurderer andre mennesker.

I Sverige har man de seneste år diskuteret racisme ud fra nogle lidt andre betingelser end i Danmark. De fleste har nok hørt debatten om Pippi Langstrømpes far, der ikke længere er ”negerkonge”. I Danmark har vi også diskuteret, om betegnelsen ”neger” er racistisk. Det bliver ofte brugt som argument, at det jo er et gammelt begreb, der tidligere var den helt gængse betegnelse for mennesker af afrikansk afstamning. Det bliver også brugt som argument, at brugen af begrebet ikke nødvendigvis hænger sammen med en intention om racisme.

Og det er her, det bliver rigtig interessant. Skal der være en racistisk intention, før man kan betegne en bestemt adfærd eller sprogbrug som racistisk? Hvis vi sammenligner med andre former for diskriminerende adfærd, er det åbenlyst, at intentionen ikke behøver at være til stede, for at vi vil betegne noget som diskrimination.

Hvis man f.eks. bruger betegnelsen ”kællinger” om kvinder, eller mener at kvinder skal ”tage hjem og passe kødgryderne”, så er det sexistisk, uanset i hvilken sammenhæng, det er sagt eller skrevet. Det er altså selve udsagnet, og den holdning, det repræsenterer, vi vurderer på baggrund af, og ikke personen der fremsiger udsagnet. Det bliver ikke mindre sexistisk af, at afsenderen påstår, at det er ”sagt i sjov” eller at det er sagt af en person, vi ved, absolut ikke har sexistiske holdninger. Udsagnet er sexitisk i sig selv.

Det samme gør sig gældende for racistiske udsagn. Jeg vil illustere det med et par eksempler fra den virkelige verden. Det er begge eksempler, jeg har oplevet i løbet af de sidste par dage.

Eksempel 1: En kvinde har lige afleveret sin datter på en højskole. På vejen hjem, taler hun med en af de andre forældre og siger: - Så du alle de der indvandrerdrenge, der sad ovre i hjørnet? Jeg er så bange for, at de vil gøre min datter noget, hun er nemlig lesbisk. Min umiddelbare tanke var, at der for det første slet ikke var nogen gruppe af indvandrerdrenge. Der sad en masse forskellige mennesker med forskillig etnisk beggrund, der ikke var kommet til højskolen som en gruppe, og ikke selv havde valgt, hvor de skulle sidde. For det andet generaliserede hun ud fra en fordom om, at alle ”indvandrerdrenge” (hvad det så end betyder) qua deres etniske/kulturelle/religiøse baggrund har noget imod lesbiske og at de vil ”gøre hende noget”.

Eksempel 2: Jeg overhører en diskussion om nye film i en gruppe venner. De kommer ind på en meget succesfuld filminstruktør, som de alle sammen er enige om, ikke er specielt god. Èn fortæller, at instruktøren er jøde, hvorefter en anden svarer: - Ja, det forkarer jo meget godt hendes succes i Hollywood. Alle er enige om, at det må være forklaringen på hendes succes. Det forudsættes altså, at det ikke er fordi hun laver nogle gode film, eller at der er mange mennesker, der godt kan lide hendes film, at hun har succes. Men at hun har nogle forbindelser qua sin etniske/kulturelle/religiøse bagrund, der (uretmæssigt) har fremmest hendes karriere.

Begge eksempler viser en form for hverdagsracisme, der måske ikke er specielt farlig, men som i hvert fald er meget udbredt. Jeg tror ikke, at nogle af parterne i eksemplerne vil betegne sig selv som racister og de kunne formodentlig aldrig finde på at udvise racistisk adfærd i andet end ord. Du kan sikkert selv komme i tanke om adskillige gange, hvor du selv har oplevet det noget lignende.

Nu er der måske nogle, der vil sætte spørgsmålstegn ved, om den slags eksempler overhovedet kan betegnes som racisme, da ingen jo har nævnt noget om race, og at det ikke engang ligger implicit, at der skulle være en kategorisering eller rangordning af mennesker ud fra et racebegreb.

Racisme handler ikke nødvendigvis om race. Hvad er race overhovedet for noget? Der findes ikke forskellige menneskeracer, men vi har gennem tiden forsøgt at kategoriserer forskellige befolkningsgrupper og folkeslag ud fra noget, vi engang har kaldt race.

Tidligere var et bioligistisk racebegreb meget udbredt. At mennesket er defineret udfra sin genetisk arvemasse, og at verdens befolkning kunne deles op og rangordnes på baggrund af deres biologiske ophav. Det racebegreb findes vist kun i dag blandt de allermest tungnemme højreorienterede fascister. Raceteori som den fandtes for hundrede år siden er i dag fuldstændig videnskabeligt afvist.

I dag kategoriserer vi mennesker ud fra nogle andre forudsætninger, men resultatet er stadig det samme. At man som menneske har nogle medfødte eller tidligt indlærte træk, levevis og værdier qua vores etniske/kulturelle og religiøse ophav. Det baner vejen for en gruppering af menneskeracen i folkeslag og befolkningsgrupper. Det behøver ikke nødvendigvis at være et problem, så længe man er opmærksom på, at grupperingerne ikke er kategoriske og at grænserne mellem befolkningsgrupperne er flydende og i høj grad overlapper hinanden.

De befolkningsgrupper, menneskeheden pt. ofte opdeles i, er nogle gange bundet i geografi, landegrænser, sprog, kultur eller religion. Men kategoriseringen kan også gå på tværs af grænser, på tværs af religioner, på tværs af sprog. Kategorierne er ofte bundet op på en eller anden bagvedliggende politisk eller moralsk agenda. Vi i Danmark kalder f.eks. os selv for ”vestlige” og havner dermed i den samme kasse som vore allierede i NATO, FN og andre af de organer, der binder vores del af verden sammen med dem, vi har allieret os med politisk. I USA betegner man hele den spansktalende del af befolkningen som ”latinoer”, selvom de kommer fra vidt forskellige lande og har været bosiddende i USA i forskellig tid. Der kan ofte være en sympatisk hensigt med at opdele folk i grupper, og det kan lette kommunikationen at vi kan ty til den slags generaliseringer.

Det store problem opstår, når vi alt for kategorisk putter folk i kasser og vi også rangordner eller i hvert fald vurderer de forskellige folkeslags karakteristika, der jo i bedste fald er blevet til på baggrund af en grov generalisering og i værste fald alene bygger på fordomme. Vi tillæger pludselig enkeltmedlemmer af gruppen de samme karakteristika som vi har tillagt gruppen som helhed.

Når vi derfor afviser udsagn som racistiske, fordi intentionen ikke er racistisk, tager vi fejl. Udsagn, der bygger på en præmis om at menneskeheden kan opdeles i folkeslag og grupperinger med bestemte karakteristika og at vi derfor kan karakterisere og vurdere enkeltpersoner på baggrund af deres etniske/kulturelle/religiøse baggrund, er diskriminerende og racistiske, uanset, at det ikke var formålet med udsagnet. Så lad os alle sammen tænke os godt og grundigt om og tage et opgør med racismen. Ikke kun den, der kan få os dømt efter racismeparagraffen, men også den hverdagsracisme, der desværre er alt for accepteret og alt for udbredt. Lad holde op med at reproducere de racistisk strereotyper, både i ord og handling. Og lad os sammen påpege racismen, hver gang, vi får øje på den!

Hvorfor SKAL man forsvare retten til hån, spot og latterliggørelse?

Anna Rytter — Fri, 09 Jan 2015 20:56:32 +0000

Af Anna Rytter

Jeg var egentlig i gang med at skrive en blog omkring radikalisering, polarisering og islamofobi, men så skete dét, vi alle sammen har frygtet og jeg måtte tænke mig godt og grundigt om. - Kan jeg tillade mig at fortsætte med at skrive min uforbeholdne mening, eller vil det blive opfattet som en hån mod de ofre, der helt meningsløst mistede deres liv i angrebet på tidsskriftet Charlie Hebdo?

Jeg har i ytringsfrihedens navn valgt ikke at lade mig kue! Så selv om denne blog ikke er en hyldest til Charlie Hebdo, så ligger der dog alligevel indirekte en tak til dem, der insisterer på, at vi skal have lov til at sige og skrive, dét vi tænker. For ytringsfriheden trues ikke kun af ”antidemokrater”, der vil true os til ikke at forhåne mindretal. Ytringsfriheden trues også af, at vi alle sammen nu skal udvise vores sympati med et racistisk medie, og at det bliver sværere og sværere at være kritisk overfor racistiske ytringer, uanset om de kommer i form af satiretegninger eller politiske taler.

Charlie Hebdo er stadig et islamofobisk, sexistisk og racistisk talerør, uanset tragedien i onsdags, og det bliver de ved med at være! Charlie Hebdo insisterer på retten til at skrive og tegne alt. Ikke kun det provokerende og kritiske, men også dét, der virkelig tramper på folks følelser. Ikke kun almindelig latterliggørelse, men også forhånende, ydmygende og nedværdigende karrikaturer. Og de går ikke kun efter magthaverne, men også efter de undertrykte og minoriteterne. I ytringsfrihedens navn kan man forhåne alt det man vil. Man kan gå til grænsen og også nogle gange over grænsen for racisme, sexisme og anden diskrimination.

Vi er efterhånden som samfund ved at acceptere den tanke, at mindretal skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse, som også Jyllands Posten skrev i forbindelse med udgivelsen af Muhammed-tegningerne. Jeg kæmper for et samfund, hvor INGEN minoriteter skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Der er selvfølgelig en hårfin grænse imellem, hvornår satire er "kærligt ment" (a la Ulf Pilgård der parodierer dronningen) og hvornår den er ondskabsfuld og krænkende (a la Dan Parks "kunst"). Jeg vil lade det være op til ofrene at vurdere, hvornår noget er krænkende.

Det betyder ikke, at den formelle ytringsfrihed skal indskrænkes yderligere - der er allerede begrænsninger for ytringsfriheden - eller at det skal forbydes at sige/skrive/ tegne visse ting. Men det betyder, at jeg bruger MIN ytringsfrihed til at forsvare minoriteter og påpege når nogle krænker andre. Jeg bruger min ytringsfrihed til klart og tydeligt at tage afstand fra krænkende adfærd i stedet for at forsvare krænkerens ret til at krænke.

Jeg sympatiserer med ofrene og deres familier OG jeg bryder mig på ingen måde om krænkende, racistiske, sexistiske, homofobiske tegninger overhovedet. Uanset om man kalder det ”satire”. Derfor har jeg, modsat mange andre, ikke tænkt mig sætte et 'Je sui Charlie' som profilbillede på facebook. For jeg bryder mig ikke om Charlie Hebdo. Men det betyder på ingen måde at jeg sympatiserer med mord, vold, terror eller andre overgreb, selvom mange forsøger at skære alle muslimer over en kam og kræver at alle muslimer skal ”tage afstand”.

Der har allerede været adskillige moskebrande i Frankrig, ligesom vi de seneste uger også har set det ske i Sverige. Hetzen mod flygtninge har i Danmark taget nye højder og den yderste højrefløj har bebudet demonstrationer i alle landets større byer. Dette skete før angrebet på Charlie Hebdo. Stemningen er bestemt ikke blevet bedre, selvom det ikke er det, vi læser om på avisernes forsider.

Næh, tværtimod hører man som muslim hele tiden, at det er ens egen skyld, at man bliver forhånet. Hvis man går med på den tankegang, at muslimer selv er skyldige i islamofobien, og at de skal finde sig i undertrykkelse, forhånelse og had, så må det også betyde, at Charlie Hebdo selv er delvist skyld i det angreb, der kostede 12 mennesker livet. Jeg mener naturligvis at begge dele er forkert.

Jeg er bange. Når folk begynder at skrive direkte ubehagelige ting i ens indbakke og man kan få sådan et svar her kastet i hovedet i en ellers sober debat: ”Næh, stik din pædofil-gud skråt op og forlad venligst mit Europa!”. Og det er vand ved siden af de kommentarer, jeg ser i andre debattørers tråde. Der er sågar en af mine facebookvenner, der har oplevet at der blev tegnet hagekors på hans gadedør med teksten ”DØ!”.

Jeg er bange og jeg er træt. Jeg er så skide træt af hele tiden at skulle forholde mig til alle mulige andre menneskers fordomme om religion. Og ikke bare fordomme om min egen religion, men også fordomme, der er baseret på en fuldstændig forfejlet opfattelse af, hvad religion egentlig er for en størrelse.

Når nogle nu synes, at det er vigtigt hele tiden at påpege, at Islam er noget skrækkeligt noget, fordi der er mennesker, der kalder sig muslimer eller påstår at deres gerninger har bund i en eller anden fortolkning af Islam, der opfører sig skrækkeligt, så svarer det til at påstå, at danskere er nogle skrækkelige mennesker, fordi nogle, der kalder sig Dansk Folkeparti, fører en skrækkelig politik. Fordi nogle kalder sig danske, betyder det jo ikke, at de repræsenterer Danmark eller danske værdier. Dansk Folkeparti har ikke patent på, hvad der er ”dansk” eller hvilke værdier, danskerne som helhed gerne vil fremme.

På samme måde skal man forholde sig til mennesker, der kalder deres gerninger og værdier islamiske. Alle og enhver kan jo bruge de prædikater, de vil, omkring deres egen livsanskuelse, men det betyder ikke, at de har patent på betegnelsen. Der findes nemlig hundredevis af forskellige opfattelser af, hvad der er ”islamisk”. Islam er, ligesom enhver livsanskuelse, fuldstændig afhængig af de historiske og materielle omstændigheder, hvorunder den udleves.

Jeg er sikker på, at hvis man ringer til premierministeren i Malaysia og spørger, om deres lovgivning er i overensstemmelse med Islam, vil han svare bekræftende. Malaysia er et konstitutionelt monarki med en folkevalgt premierminister og en konge udpeget af sultaner. Det samme vil ske, hvis man ringer til præsidenten i Indonesien, der er en demokratisk republik. Prøv så også at spørge i Mali, Senegal, Somalia, Saudiarabien, Marokko og Jordan. De vil formodentlig alle sammen svare, at deres lovgivning er helt i overensstemmelse med Islam. Og det er den da sikkert også – nemlig i overensstemmelse med deres nutidige fortolkning af Islam.

Islam er nemlig ikke bare én ting. Islam er en samlebetegnelse for alle de forskellige livsanskuelser, der mener at have deres udspring i Koranen. Og Koranen er en bog, der kan læses på et utal af forskellige måder. Det eneste muslimer rundt omkring i verden er enige om, er, at der kun er én Gud og at Mohammed er Guds profet. Hvad betyder det? Jo, at man er enige om, at Koranen er en hellig bog – man er ikke nødvendigvis enige om, hvad der står i den eller hvordan det skal fortolkes!

Men der er ingen tvivl om, at muslimer verden over må se at vågne op og begynde at bekæmpe den hijacking af vores religion, der får unge mennesker til at kæmpe for et kalifat i Syrien eller slå uskyldige mennesker ihjel i attentater mod medier og enkeltpersoner, der forholder sig kritisk overfor Islam og muslimer. Det er sådan set lige gyldigt om der er fuldblodsracister, der forhåner alt, hvad der er helligt for en muslim. Det retfærdiggør på ingen måde at slå ihjel, skade eller på anden voldelig vis bekæmpe de mennesker, der ikke har samme synspunkter som en selv.

Derfor er det også på tide, at vi spørger: Hvorfor? Hvorfor sker denne polarisering, der skaber på den ene side racisme, had og undertrykkelse af etniske og religiøse mindretal, og på den anden side radikalisering, terrorisme og had mod alt, hvad der er ”vestligt”. Hadet er ikke bare opstået af sig selv, men er en reaktion på den verden vi lever i og vores magtesløshed i forhold til at ændre den. I virkeligheden er vi ofre for den samme magtesløshed, hvad enten vi er racister eller islamister eller noget midt imellem.

Hvis vi nogen sinde skal videre, skal vi have et mål om forsoning. Her hjælper fordømmelse og hævngerrighed altså ikke.Et mål om en fælles verden, hvor vi kan lave alle sammen side om side i respekt for hinanden. Og vi skal udvikle nogle fælles strategier for, hvordan vi når derhen. Eller i det mindste bare et skridt i den rigtige retning.

De glemtes ønsker til finansloven

Anna Rytter — Tue, 04 Nov 2014 09:20:11 +0000

Af Anna Rytter

Om kort tid starter årets store styrkeprøve på den parlamentariske arena. Finanslovsforhandlingerne for 2015. Regeringen og oppositionen har for længst fremlagt deres forslag til statens budget for det kommende år, og herunder også de forskellige politiske prioriteringer der ligger i de enkelte delforslag. Ser man ud over forhandlingernes faste ritualer og magtspil, samt de noget uigennemskuelige økonomiske nøgletal, så har finanslovsforliget en helt konkret betydning for os alle. Finansloven sætter de store rammer for vores økonomiske og sociale livsvilkår. Dermed har de politiske prioriteringer direkte indflydelse på den enkeltes dagligdag. Men hvem gavner de kommende forhandlinger? Erfaringerne viser desværre, at det sjældent kommer de allermest trængende til gode. Mennesker, der er ramt af arbejdsløshed eller sygdom. Mennesker, der har gennemgået en enorm social deroute p.g.a. denne og den forrige regerings asociale socialreformer. Mennesker, der lever i dyb fattigdom.

Bekæmp Fattigdom er et initiativ, der sætter fokus på konsekvenserne af de politiske valg, der har været gennemgående for de sidste årtiers økonomiske og sociale politik. Prioriteringer, der alt for ofte har medført økonomisk pisk og marginalisering, fremfor at skabe trygge rammer for alle. En samfundsmæssig udvikling, der skaber mere fattigdom, og som har gjort Danmark til et mere ulige samfund.

I Bekæmp Fattigdom tror vi ikke på, at politiske løsninger skal tage udgangspunkt i økonomisk straf og forarmelse, når der skal skabes dynamik i samfundet. Derimod tror vi på, at social tryghed, ligeværd og respekt for den enkelte netop skaber dynamik, fleksibilitet og et godt liv for så mange som muligt. Derfor vil vi give politikerne noget med til forhandlingsbordet ved de kommende finanslovsforhandlinger. Vi vil stille nogle krav.

Det er helt oplagt at tage fat på det presserende spørgsmål omkring dagpenge. Ingen kan længere komme uden om det faktum, at titusindvis af danskere er blevet presset ud i en situation, hvor pengene ikke længere slår til som følge af den halverede dagpengeret. Det økonomiske sikkerhedsnet er forsvundet, og mange har måttet opgive at opretholde det liv, de har opbygget gennem mange år. Huset eller lejligheden er blevet solgt, vinterfrakken må holde noget længere og muligheden for at holde en rigtig børnefødselsdag er uden for rækkevidde. Regeringens svar er at skabe flere jobs, bl.a. gennem offentlige investeringer. I realiteten har det battet meget lidt. Derfor mener vi, at dagpengeretten skal sættes op til de oprindelige 4 år, og at genoptjeningsretten skal halveres, så man også har mulighed for at få dagpenge efter kortere tids beskæftigelse eller sæsonarbejde. Den sikkerhed, som 4 års dagpenge giver, hjælper ikke kun de arbejdsløse, men også dem, der er i arbejde. Når frygten for at blive fyret bliver mindre, bliver det nemlig også lettere at stille krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold.

En gruppe, der har særligt brug for ro og sikkerhed i tilværelsen, er mennesker, der på den ene eller anden måde er blevet alvorligt syge. Længere tids sygdom tærer på alle kræfter og ressourcer for den enkelte, og frygten for at miste et nogenlunde indtægtsgrundlag p.g.a. varighedsbegrænsningerne for sygedagpenge, gør det bestemt ikke bedre. Tværtimod. Stress og usikkerhed omkring økonomien kan forværre og forlænge et sygdomsforløb, og derfor virker det temmelig kortsigtet at sætte nogle urimelige begrænsninger i forhold til sygedagpenge. Det skader unødvendigt den enkelte. Derfor vil vi have afskaffet varighedsbegrænsningen på sygedagpenge og i stedet have indført en garanti for, at man kan få sygedagpenge indtil man er endeligt udredt i sundhedssystemet.

Det er også nødvendigt at stille krav om en tilbagerulning af kontanthjælpsreformen. Reformen har f.eks. resulteret i en dramatisk økonomisk marginalisering for modtagere under 30 år, der med ”uddannelseshjælpen” har fået halveret deres indkomst. For mange unge betyder det, at det stort set er umuligt at komme ind på boligmarkedet, og ”sofanomaderne” er derfor blevet en stigende social problematik. Den gensidige forsørgerpligt skal også afskaffes. Det er i den grad udtryk for en politik, der tilgodeser kortsigtede, økonomiske gevinster på bekostning af nogle helt basale og menneskelige behov. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, at staten tvinger mennesker i parforhold til at leve hver for sig, udelukkende p.g.a. frygten for en økonomisk sanktion som samlevende.

UNICEF har netop offentliggjort en rapport, der viser, at der er kommet 13.000 flere danske børn, der lever i fattigdom siden 2008. Fattige børn har fattige forældre! Og regeringens reformer har bestemt været medvirkende til, at fattigdommen og uligheden i Danmark er steget. Det er på tide, at der sadles om, og at man aktivt bekæmper fattigdom i stedet for at øge antallet af fattige.

Så kære politikere: Der er nok at tage fat på, hvis man ønsker at stoppe den voksende kløft mellem dem, der ofte bliver forgyldet af diverse finanslovsforlig og dem, der altid bliver glemt.

Vi ønsker handling nu!

På vegne af initiativet Bekæmp Fattigdom

Stefan Falk Pedersen,

Mille Stockner,

Helle Nielsen,

Allan Krautwald

Anna Rytter

Gæsteblog: Arbejderklassen anno 2014 - Hvad med de arbejdsløse?

Anna Rytter — Thu, 25 Sep 2014 06:48:08 +0000

Af Anna Rytter

D. 21. september afholdte netværket Bekæmp Fattigdom NU en Fattigdomskonference i Svendborg, hvor en masse græsrodsorganisationer var repræsenteret. Der var spændende oplæg, debatter og workshops. Der blev netværket på kryds og tværs, og der var bred enighed om, at hvis vi virkelig vil råbe politikerne op omkring de massive problemer med stigende fattigdom og ulighed, så skal vi stå sammen på tværs af interessegrupper. Og det er nødvendigt at råbe politikerne op, og få bremset de fattiggørende reformer. På konferencen hørte vi den ene fortælling efter den anden om, hvordan reformerne rammer helt almindelige danskere og skaber et stadig mere ulige samfund. Her følger oplægget fra formanden for Landsforeningen Lediges Vilkår.

Arbejderklassen anno 2014 - Hvad med de arbejdsløse?

Til at starte med havde jeg lidt svært ved at se et billede for mig af en nutidens arbejderklasse. Når jeg tænker på en arbejder, så ser jeg for mig min nu afdøde far og min afdøde svigerfar. Min far var slagteriarbejder på Export Slagteriet i Odense. Hans arbejde bestod bl. a. i at genne grisene ind på slagteriet, når de kom med de store grisebiler. Til det brug havde han en elektrisk stav. Nogen gange kom han hjem med blå negle og tæer. Så var der en dum gris, der havde trådt på ham. Min far havde et hårdt arbejde men beklagede sig aldrig. Han arbejdede på akkord og tjente i perioder mange penge. De drak nok også en del bajere derude, for en gang i mellem, især om fredagen, så slingrede cyklen lidt vel rigeligt, når han kørte op af indkørslen. Min far var en mand af få ord, og han talte i det hele taget ikke så meget om sit arbejde. Så jeg ved ikke, om det var den eneste arbejdsopgave, han havde.

Min svigerfar var uddannet industrisnedker og arbejdede i rigtig mange år på Odense Stålskibsværft. Jeg tror faktisk han nåede at være der i næsten 40 år. Min far nåede at fejre 25 års jubilæum på slagteriet. Odense Stålskibsværft var en kæmpe arbejdsplads tilbage i 70èrne og 80èrne, og næsten alle i Odense eller Munkebo kendte en som arbejdede på værftet. Munkebo er bygget op omkring værftet, og værftet har bygget boliger til arbejderne der.

Sådan som jeg fornemmede det, så var de to mænd stolte af det de lavede og stolte af at være en del af arbejderklassen. På det tidspunkt var solidaritet endnu ikke blevet til lidt af et fyord. Der var et vist sammenhold kollegaerne i mellem. Alle fik nogenlunde den samme løn og havde de samme arbejdsbetingelser. Hvis man ønskede lønforhøjelser, så foregik det kollektivt, og hvis ikke arbejdsgiverne var med på den ide, så strejkede man indtil kravene blev imødekommet. Men jeg kan nu kun huske en gang, hvor min far kom tidligere hjem end ellers, fordi arbejderne var gået i strejke.

Der strejkes også i dag på slagterierne og andre store arbejdspladser. Selvom mange virksomheder, tror jeg, har overskud, så bliver arbejderne alligevel bedt om at gå ned i løn eller i hvert fald ikke at forlange lønforhøjelse. I mange tilfælde med truslen om, at virksomheden i så fald lukker. Og i sidste ende flytter produktionen til udlandet.

Jeg startede med at sige, at jeg ikke kunne se arbejderklassen for mig. Den er der dog, men opfører sig måske ikke længere som en arbejdsklasse i gængs forstand. En arbejder eller en proletar er en person, der udfører lønnet arbejde for andre men ikke selv ejer eller kontrollerer sine produktionsmidler. I vores moderne samfund arbejder mange grupperinger for løn og under arbejdsvilkår, der ligner arbejdernes, uden dog at kunne betegnes som arbejdere i ordets oprindelige betydning. Det er embedsmænd og funktionærer i offentlig eller privat administration samt faggrupper som f.eks. sygeplejersker, pædagoger og lærere.

I dag er der sket en individualisering af vores samfund. Og selvfølgelig også ude på vores arbejdspladser. Selvom man måske har kollektive overenskomster på arbejdspladserne, så forhandler arbejderne måske også løn og arbejdsbetingelser individuelt. De sidste 10-15 år har man opereret med begrebet MUS samtaler, altså medarbejder udviklingssamtaler. Hvor man bliver indkaldt en gang om året til samtaler med lederen. Her kan man måske forhandle sig til bedre arbejdsforhold end ens kollega, og så opstår der nemmere en form for konkurrence forhold medarbejderne imellem. Det kan i disse tider blive en kamp om at kunne bevare sit job. Hvem er den næste, og hvad har kollegaen talt med lederen om? Jeg vil kalde dette en måde for ledelsen at splitte medarbejderstaben af. Men smart gjort.

Denne individualisering ser vi desværre også blandt de arbejdsløse. De arbejdsløses råderum er virkelig blevet indskrænket de sidste 4-5 årtier. Fra at have en dagpengeperiode tilbage i 70èrne uden begrænsning til at være 7-5-4- og nu 2 år. Samt en fordobling af optjeningsperiode. Og det selvom der stadig er høj arbejdsløshed og lavkonjunktur. Sidste gang vi havde høj arbejdsløshed var op gennem 80èrne og 90èrne Her gjorde man noget meget smart; man lavede forskellige orlovsordninger; forældreorlov, uddannelsesorlov og iværksætterydelser. Her kunne ansatte trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet i et års tid for at passe børn, tage ny uddannelse eller forsøge at starte virksomhed op. Det kunne gøre, at en ledig kom ud og fik fodfæste på arbejdsmarkedet. Jeg har selv prøvet både forældreorlov, hvor jeg gik hjemme og passede mine børn, som havde nået skolealderen. Og var også i gang med en uddannelse til social- og sundhedshjælper, lige før det lukkede ned med de ordninger omkring år 2000.

Groft sagt er vi ved at få skabt et a og et b hold ude på arbejdspladserne, et a og et b personale og med regeringens, fagforeningernes og arbejdsgivernes om end ikke velsignelse så deres billigelse. Her tænker jeg på ledige, som ansættes som billig arbejdskraft i løntilskudsstillinger, ulønnede praktikker og nyttejob. En dagpengemodtager tjener lidt under 100 kr. i timen og en kontanthjælpsmodtager omkring 65 kr. i timen i sådanne ordninger, når man altså omregner deres ydelse til 37 timer. Hvilket jo er langt under overenskomstmæssig mindsteløn, som vist er omkring 114 kr. i timen.

Man har i befolkningen været dybt forarget over, at Østarbejdere kommer herop og bor under kummerlige forhold og arbejder til langt under mindstelønnen. Men med de ledige er det åbenbart legalt, for det er jo til de lediges eget bedste; det er så de kan få tilknytning til arbejdsmarkedet igen. Hvilket i øvrigt meget sjældent sker. Jeg kalder det groft misbrug af billig arbejdskraft og offentlig erhvervsstøtte til private arbejdsgivere. Som f.eks. kan være dagligvarebutikker. En dagligvarebutik af en ganske almindelig størrelse kan nemt have 2-3-4 kontanthjælpsmodtagere ansat i ulønnet praktik. De laver nøjagtig det samme som det fastansatte personale; de sidder ved kassen og fylder varer på hylder.

Det offentlige har sparet over 30.000 stillinger væk, og samtidig har man oprettet omkring 9000 støttede stillinger. Hvad lugter det af? Det lugter af, at man nu forsøger at erstatte ordinært ansatte med folk i støttede stillinger. Dermed har man ind af bagvejen indført løntrykkeri og en væsentlig reduceret timeløn. Jeg ved ikke, hvor fagbevægelsen har været henne i den her proces. Men p.g.a. den individualisering, der som sagt også er opstået blandt folk på overførselsindkomster, så protesteres der ikke i disse grupperinger. Og det gør man ikke, fordi man er angst for at miste sin kontanthjælp eller sine dagpenge. Og så har et system sine borgere der, hvor de gerne vil have dem. Passiviseret.

Sådan som jeg husker det, så kunne man tilbage i 70èrne og 80èrne mønstre flere tusinde til arbejdsløshedsdemonstrationer. I dag skal vi være heldige, hvis der kommer 50. Individualisering har gjort, at den ledige påtager sig hele skylden for sin egen arbejdssituation. Hvor man før hen ville sige, at det er ikke kun min egen skyld, at jeg ikke har noget arbejde, det er også samfundets skyld, for jobsene er der ikke. Og det er de heller ikke i dag, uanset om hvor meget man forsøger at presse de ledige ud i jobs, og hvor meget man forkorter dagpengeperioden og sænker ydelserne. Så er der ikke kommet flere i arbejde.

Den ledige går i overført betydning rundt med en glasklokke på hovedet og føler sig isoleret fra omverdenen. Han hører gang på gang, at han er doven og ikke gider bevæge sig ud og finde et job. Samfundet taler om ret og pligt, og man skal yde før man kan nyde. Det giver den ledige dårlig samvittighed, for han kommer til at føle, at han har ikke gjort nok. Han får mindre selvværd og mindre selvtillid. Det er ikke særlig befordrende, når man skal ude at søge job. Man kan spørge sig selv, hvorfor denne individualisering er blevet så fremtrædende i disse år. En kapitalistisk markedsøkonomi med et næsten ubegrænset vækstkrav er en af årsagerne. Helt personligt mener jeg, at vi skal overveje, om vi overhovedet har brug for mere vækst. Har vi brug for flere materielle goder? Vi producerer og producerer og den økologiske balance bliver forrykket,og miljøet ødelægges.

Vi får nok ikke en arbejder at se som min far og svigerfar. Men vi skal med vold og magt bekæmpe den skævvridning af arbejdsmarkedet, som jeg her har beskrevet. Vi skal ikke have et arbejdsmarked, hvor nogen er inde og nogen er dømt ude. Nogle har gode jobs og fede lønninger, og andre må klare sig med lønninger på kontanthjælpsniveau og meget ringere ansættelsesforhold. Selv tror jeg på, at på grund af meget mere teknologi også indenfor velfærdsområderne.; vi har set robotstøvsugere og vaskemaskiner til personlig pleje af ældre, så bliver der brug for færre ansatte både i det private og det offentlige.

På grund af de seneste års reformer, bl.a. med den højere pensionsalder, så skønnes det, at den danske arbejdsstyrke vil vokse med 350.000 mennesker frem mod 2050. Det ligner forholdene tilbage i 60èrne og 70`erne, hvor kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet. Så derfor var det måske en ide at se på, hvordan vi bedre kan fordele arbejdet. Måske skal vi ikke arbejde 37 timer om ugen. Måske er en arbejdsuge på omkring 30 timer mere realistisk. Vi skal igen have en stærk fagbevægelse, der kæmper ikke kun arbejdernes sag men også de lediges.

Vores styre kører det man kalder nødvendighedens politik, og det er lige meget, om det en rød eller en blå regering. Når man gør det, så går man på kompromis med sine ideologier. Så er det eneste formål at spare flere penge. Med den konsekvens, at det ofte er de svage grupperinger i samfundet, som må indskrænke sig. Ikke kræve unødige velfærdsgoder. Mærkværdigvis er det aldrig de store virksomheder og bankerne, der må holde for. Det selvom virksomhederne gennem kriseårene har opsparet omkring 120 mia. kr.. Og kommunerne omkring 35 mia kr., som ligger rundt omkring i kommunekasserne. Så er det helt uforståeligt, at vi skal blive med at skære ned på velfærdsgoderne. Derfor får vi selvfølgelig også et samfund med større skel mellem rig og fattig, og det har vi jo allerede. Og er det det, vi ønsker os? Personligt mener jeg nej!

Til slut vil jeg præsentere denne bog ”Randers Historier. Arbejdsløses og syges møde med et sygt system.” Den har jeg lavet i efteråret 2013, og hvis den have været lavet i dag, så havde den været dobbelt så tyk, for der kommer flere og historier til. Vi er en stor stak aktivister i Randers, som er på gaden hver uge for at aktionere. Når jeg så snakker med folk i gaderne og fortæller, at jeg protesterer mod nedskæringer på velfærden, så siger mange, at det er også forfærdeligt, det der sker, og det er godt, vi gør noget. Mens andre siger, at det kan de ikke forstå, fordi vi har da masser af velfærd i Danmark. Så fortæller jeg dem nogle historier fra det virkelige liv, og så må de give mig ret.

Til allersidst vil jeg fortælle en historie om en kvinde, som jeg talte med for nogen tid siden. Hun havde lige været oppe ved sin læge, for hun havde tabt sig temmelig meget på meget kort tid. Lægen sagde til hende, at hun var underernæret og anbefalede hende at spise nogle kosttilskud. Det havde kvinden imidlertid ikke råd til at købe, for hun var på kontanthjælp og havde kun ca. 1200 kr. tilbage at leve for, når hun havde betalt alle sine regninger. Men det var ikke det værste; hun var også sendt ud i en ulønnet praktik som kirkegårdsmedhjælper. Hun kunne godt lide arbejdet, men var også godt klar over, at hun ikke kunne blive efter de 3-4 måneder. Arbejdet var desuden til tider fysisk krævende. Så er det bare, at jeg bliver meget vred. For hvis Randers kommune ville ansætte hende på ordinære betingelser, så kunne det være, hun kunne få bare 50 kr. mere i timen og komme op og få en overenskomstmæssig mindsteløn. Så kunne hun også have råd til at købe nogle ordentlig mad.

Helle Nielsen, formand for Landsforeningen Lediges Vilkår

Sammen mod fattigdom

Anna Rytter — Wed, 17 Sep 2014 06:51:13 +0000

Af Anna Rytter

Det danske samfund er under voldsom forvandling. Fra velfærdsstaten, der garanterede en vis social retfærdighed, til et klassedelt konkurrencesamfund, der er gennemsyret af en logik om, at de svageste skal presses helt ud i et eksistensminimum for at igangsætte den fornødne dynamik i Danmark. Den sociale og økonomiske polarisering øges dag for dag, og bliver understøttet af sociallovgivning, der fremmedgør den enkelte på et helt umenneskeligt plan.

De sidste par års sociale ’reformer’ har ramt titusindvis af danskere. Den halverede dagpengeperiode, den gensidige forsørgerpligt, den kraftigt beskårede kontanthjælp for dem under 30, førtidspensionsreformen osv.

Bag de triste tal gemmer sig historier om social deroute, som vi ikke har været vant til i mange år. Familier, som må gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere har råd til huslejen. Børn, som må undvære at få ordentligt tøj på kroppen. Par, der bliver splittet op mod deres vilje, fordi de ikke kan leve sammen på en indtægt. Folk på overførselsindkomst, der bliver frataget en masse rettigheder af en ydmygende sagsbehandlingsgang i systemet. Og fremfor alt: en masse mennesker, som ikke længere er en del af samfundet, fordi de simpelthen ikke har ressourcerne til at deltage.

Reaktionerne på denne tragiske udvikling måtte komme, og en masse organisationer og grupper er skudt op i kølvandet på ’reformernes’ konkrete konsekvenser. Mennesker taler på kryds og tværs på de sociale medier, deler erfaringer og prøver at støtte hinanden. Samtidig forsøger forskellige sociale organisationer at dokumentere den stigende fattigdom og sætte den enorme og omfangsrige problematik på den politiske dagsorden.

Men vi skal gå et skridt videre i kampen mod fattigdommen!

Gennemgående er det nuværende billede således, at de forskellige ramte grupper har organiseret sig indenfor hver deres område. De arbejdsløse har deres grupper, mens de ramte af førtidspensionsreformen har deres egen organisation. De udfører hver især et helt fantastisk stykke arbejde. Men måske ville deres individuelle kamp stå endnu stærkere, hvis de alle stod sammen i en fælles kamp. For uanset hvor forskellige de mange grupper og enkeltindividers kamp må synes at være, så grunder de alle i den samme problematik. Nemlig ønsket om et samfund, der er styret af nogle politiske valg, der går ud på at udsulte og marginalisere store befolkningsgrupper. Til fordel for et mikroskopisk mindretal.

Hvis vi skal denne udvikling til livs, så må vi stå sammen. Vi må tale på tværs af alle grupper, forstå hinanden og skabe gensidig solidaritet. For det er netop solidariteten og den fælles kamp, som er vores allerstærkeste våben i kampen mod fattigdom og fattiggørelse.

Bekæmp Fattigdom NU er et initiativ, der arbejder for at få de forskellige grupper og organisationer til at tale sammen på tværs. Det handler om at dele erfaringer, debattere, skabe fremadrettet handling i praksis og opbygge en fælles solidaritet.

Bekæmp Fattigdom NU afholder en Fattigdomskonference i Svendborg, søndag d. 21 september, kl. 11-16, ved Ørkildskolen Øst (Østre Skolevej 2-4).

Der er stadig ledige pladser i busserne fra København og Århus. Transporten er naturligvis gratis, ligesom der er gratis frokost, kaffe osv. Tilmeld dig nu på bekaempfattigdomnu@gmail.com.

Facebook-side: https://da-dk.facebook.com/events/639411656093989/
Modkraft Kalender: Fattigdomskonference

Anna Rytter, Østerbro, Bekæmp Fattigdom NU

Stefan Falk Petersen, Albertslund, Bekæmp Fattigdom NU

Mille Stockner, Taastrup, Bekæmp Fattigdom NU

Allan Krautwald, Svendborg, Syg i Svendborg

Filip Stadtler, Vanløse, mediepartisan i Underground News

Helle Nielsen, Skanderborg, formand for Landsforeningen Lediges Vilkår

Flemming Nielsen, Horsens, aktiv i Behandl Os Ordentligt

Steven Johannes Legêne, kommunalbestyrelsesmedlem i Svendborg

Jeanne Toxværd, kommunalbestyrelsesmedlem i Gentofte

Steen Hartmann og resten af Koordineringsgruppen for PODEMOS Danmark

Claus Jansson, Folkets Parlament

Enhedslistens organisation skal demokratiseres.

Anna Rytter — Tue, 24 Jun 2014 06:37:44 +0000

Af Anna Rytter

Hele processen omkring urafstemningen og alternative kandidatlister på Årsmødet sidste år og i år viste, at der er flere forskellige opfattelser af, hvordan demokratiet i Enhedslisten skal være. Der er en tendens til at vi i samfundet i almindelighed - og derfor også i EL - bliver mere og mere et ”stemme-demokrati” og knap så meget et ”dialog-demokrati”. ”

Stemme-demokratiet” har både fordele og ulemper. Fordelene kan være, at vi sikrer nogle meget gennemskuelige beslutningsprocesser, men ulempen kan være, at mindretalsbeskyttelse bliver sværere og at et lille flertal derfor kan majorisere et stort mindretal. Det betyder dels, at vi skal være meget bedre til at sikre mindretalsbeskyttelse, både i strukturer og kultur, og at vi skal blive bedre til at udvikle alternativer til ”stemme-demokratiet”; nemlig en udvikling af demokratiet fra bunden. Dette indebærer, at vi værdsætter værdier som åbenhed, dialog, samarbejde, medlemsinddragelse og medlemsindflydelse.

Vi skal i Enhedslisten arbejde for at udvide medlemsdemokratiet, så flest mulige beslutninger bliver truffet af flest mulige medlemmer. Vi skal både skabe strukturerne, der kan sikre dette, og også skabe en demokratisk kultur, der gør at flest muligt indvolveres i politikudviklingen. Toppen skal være tættere på bunden og alle tendenser til centralisme skal modarbejdes gennem en konstruktiv dialog om alternative beslutningsprocesser og udvikling af demokrati fra neden. Det kan f.eks. gøres ved at give udvalgene langt mere indflydelse, end de har nu. Både på de daglige politiske dilemmaer og beslutninger og på den langsigtede politikudvikling. Man kunne også sende finanslovsforslag til høring i udvalg og afdelinger og på den måde åbne processen omkring politikudviklingen.

Hvad er det så, vi kan vinde på at åbne vores demokratiopfattelse og gøre beslutningerne mere dialogorienterede end stemmeorienterede? Jo, vi vinder dét, at jo flere mennesker man involverer i politikudviklingen, jo bredere og velkvalificeret kan den blive. At medlemmer der har været med til at lave politiken kender den bedre og dermed er bedre til at formulere og forsvare den på gaden, arbejdspladser, til familiefester. Det er også meget mere håndgribeligt at lave aktivisme på baggrund af en politik, man kender. At vi ved at skabe et parti der fungerer fundamentalt anderledes end vælgerforeningerne, kan fastholde at vi er et alternativ.

Man arbejder mod systemet ved at arbejde anderledes end systemet. At man ved at dyrke den flade struktur uden stor afstand mellem top og base, meget nemmere vil kunne skabe og fastholde en kultur hvor alle tør deltage med deres unikke kvalifikationer, som man derfor kan drage nytte af. Vi vil ikke få lavet et lag af akademikere (eller retorisk begavede mennesker) der blander sig i debatten og laver politiken, og et lag ikke-akademikere som husstandsomdeler valgfoldere. Vi vil få nemmere ved at tale til "almindelige" mennesker hvis vi udnytter de 10.000 almindelige og forskellige mennesker, vi allerede er så enige med, at de er medlemmer.

Jeg håber meget, at vi kan igangsætte en proces, hvor hele demokratispørgsmålet kommer på dagsordenen i Enhedslisten - og at det også vil smitte af på resten af samfundet!

Politisk vold og andre ufine metoder

Anna Rytter — Mon, 19 May 2014 08:48:12 +0000

Af Anna Rytter

Heldigvis er der ikke så mange af mine kammerater, der starter dagen med at læse Berlingeren. Ellers ville de da nok have fået kaffen galt i halsen. I dagens avis er Pernille Skipper nemlig citeret for at påstå, at jeg skulle gå ind for politisk vold. Uhada, det er jo nærmest injurier! Måske er Pernille fejlciteret. Pernille er jo uddannet jurist, så hun ved, at det er forbudt at komme med den slags injurier. Udtalelserne er også formuleret på en måde, så de netop ikke er injurier. Det skyldes et punktum på det rigtige sted. Pernille siger om mig: " Anna Rytter er kommet med nogle udtalelser, som bestemt ikke stemmer overens med Enhedslistens politik. Det må jeg meget klart slå fast. Enhedslisten går ikke ind for politisk vold og samarbejder ikke med organisationer, som udøver vold". Igen: Uhadadadada. Det lyder slemt.

Hvad er det så egentlig der står? Jo, det smarte er jo, at der i den første del af citetet står, at jeg er kommet med nogle udtalelser, der ikke stemmer overens med ELs politik. Der står faktisk ikke, hvad de udtalelser er. Måske er jeg på et eller andet tidspunkt kommet til at sige noget, der ikke er ELs politik. Det er faktisk vældig sandsynligt, at jeg er det. Jeg udtaler mig jo om alt muligt mellem himmel og jord, og det er da set ikke alt, Enhedslisten overhovedet har en politik for. Og der er da helt sikkert også konkrete tilfælde, hvor jeg er uenig i Enhedslistens politik. Jeg kan ikke lige komme i tanke om nogle, men jeg vil heller ikke påstå, at Pernille lyver.

Hvad er så problemet? Jo, i den anden del af citatet fortæller Pernille om en del af Enhedslistens politik, som jeg er helt enig i, nemlig afstandtagen til politisk motiveret vold. Selvfølgelig går vi ikke ind for vold, og jeg gør i hvert fald slet ikke. Jeg arbejder til daglig med konfliktløsning og ikke-voldelig kommunikation. Jeg arbejder med at motivere unge til at tage ansvar for deres eget liv, at deltage aktivt og skabe alternativer til bandemiljøet i de socialt belastede boligområder. Og så er jeg kendt som en ihærdig forkæmper for pacifisme, anti-militarisme og fredelige løsninger på verdens konflikter.

Det er et rigtig smart retorisk greb at sammenkæde to ting, der egentlig ikke har noget med hinanden at gøre. Det sker ofte i en debat. Men det er en meget ufin metode, der ikke hører hjemme blandt kammerater i Enhedslisten - ja, egentlig hører den debatform slet ikke nogen steder hjemme! Det svarer til, at jeg siger: "X har tidligere udtalt sig imod partiet linje. Det er der ingen tvivl om. Enhedslisten er ikke et sexistisk parti og vi kæmper for kvinders frigørelse og ligestilling i alle sammenhænge". På den måde fik jeg koblet X til ligestilling og indikeret, at han har nogle holdninger til ligestilling, der ikke er i overensstemmelse med ELs politik. Skide smart retorisk trick, men skide ukammeratlig opførsel!

Enhedslisten 25 år: Udvikling eller afvikling?

Anna Rytter — Thu, 15 May 2014 13:00:20 +0000

Af Anna Rytter

Om et par dage drager jeg afsted til Enhedslistens 25. Årsmøde. Et kvart århundrede har det eksisteret – Danmarks eneste rigtige socialistiske parti på Christiansborg. Jeg har selv været med næsten halvdelen af vejen.

Jeg meldte mig ind i Enhedslisten i en tid, hvor venstrefløjen var presset. Der var kommet en ny borgerlig regering. Danmark var i krig. Udlændingedebatten var begyndt at få et fascistoidt udtryk og velfærden var truet af privathospitaler og enstrenget beskæftigelsespolitik. Men selvom vi var pressede, var vi skarpe. Knivskarpe. Parolerne og kravene var kompromisløse: ”Mennesker før markedet”, ”plads til alle, der giver plads til alle”, ”for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse”.

Jeg kan huske et af de første Årsmøder, jeg deltog i, som foregik i Den Grå Hal på Christiania. Der blev røget fjolletobak i krogene og Frank Aaen præsenterede den store plan for, hvordan vi skulle sætte fokus på de multinationale selskabers skattesvindel. Højdepunktet var øjeblikket, hvor Rune Lund gik på talerstolen og sagde, at målet skulle være, at vi skulle have 10.000 medlemmer inden for de kommende år. Der blev grinet og rystet på hovedet. Der blev ikke sådan rigtig lyttet til Rune, men alligevel tror jeg, at hans tale kom til at få afgørende betydning for Enhedslistens udvikling.

Jeg tror, at folk var skeptiske over Rune Lunds udtalelser dengang af to årsager: For den ene dels vedkommende handlede det om, at de på ingen måde troede på, at det var et realistisk mål. De kunne simpelthen ikke se, hvordan EL skulle gå fra at være et lille parti med en håndfuld folketingsmedlemmer til at blive en massebevægelse på et par år. For den anden dels vedkommende handlede deres hovedrysten om dét fokusskifte, Runes tale var et udtryk for. Fra at have haft fokus på politiske principper og mærkesager, skulle Enhedslisten nu til at have fokus på medlemsstigning, mandater og stemmetal. Det havde vi selvfølgelig også haft tidligere, men politikken og principperne var altid kommet før den folkelige opinion og meningsmålingerne.

Enhedslistens medlemstal har nærmest altid været støt stigende. Men først de seneste par år er de eksploderet, og vi har nu nået Rune Lunds mål og er begyndt at sætte nye mål. Med SFs langsomme død og Socialdemokraternes højreskred er en ny epoke startet: Enhedslisten skal være dét parti i Danmark, der kan favne hele venstrefløjen. Vi skal ikke længere bare stå ovre i hjørnet og være klassens sure dreng. Vi er ikke et protestparti. ”Uenighedslisten” blev vi engang kaldt. ”Ønskelisten” var også et ”kærligt” kælenavn. Vi ønskede os til en bedre verden, men var så urealistiske, at vi ikke kunne forholde os til denne verdens konkrete problemer.

Men hvad har jagten på medlemmer, stemmer og taburetter i Folketinget så betydet for Enhedslistens politik? Det er klart, at vi ikke længere blot er en vagthund, men i en hvis grad også er blevet en magthund. Vi søger indflydelse alle de steder, hvor det er muligt. Vi forhandler. Og en gang imellem går vi også på kompromis. Også med de holdninger og værdier, som tidligere ikke var til diskussion.

Det er f.eks. sket, når vi har været med i finanslovsforlig i denne regeringsperiode. Vi har fået lidt, men har også måtte gå med til nedskæringer og forringelser. Det er sådan set ikke noget nyt. Det har vi også tidligere gjort i kommunerne, hvor vi har indgået budgetforlig på trods af budgetternes indbyggede grønthøster i form af vækstloft og manglende løn- og prisfremskrivning. Det er bare lettere at retfærdiggøre forringelser, når man samtidig kan pege på de konkrete steder, hvor man selv har fået noget.

Derfor fik Dansk Folkeparti så enorm magt og indflydelse på den tidligere borgerlige regerings politik. Eller gjorde de? For hvad fik de i virkeligheden i bytte for at underskrive finanslovsaftalerne? Lidt udlændingestramninger og en grænsebom. Men ingen afgørende fornyelse af regeringens politik. Og hvad har vi fået for at være med i finanslovsforlig? Lidt småtteri hist og her, men ingen nævneværdige brud med nedskæringspolitikken. Ja, måske har vi ikke engang fået noget af større symbolsk betydning. Jeg har i hvert fald flere gange haft svært ved at skulle forklare, hvorfor Enhedslisten skulle være med i finanslovsforligene. Særligt, når det udefra set ligner en børnehave, hvor Socialdemokraterne, SF og de Radikale vil gøre alt for at holde Enhedslisten udenfor, mens Enhedslisten løber efter dem for at få lov til at være med. Og det på trods af, at Henrik Sass Larsen som fødselsdagshilsen til Enhedslisten har sagt, at han ønsker sig for os, at vi når vores naturlige størrelse, nemlig UNDER spærregrænsen!

Jo, ét rigtig godt argument har der været for, at Enhedslisten skal holde hånden over regeringen: Hvis Enhedslisten ikke er med, bliver finansloven lavet med de borgerlige, og det er endnu værre. Eller når bølgerne går rigtig højt: Hvis Enhedslisten ikke bakker op om regeringen, så vælter den og så kommer de borgerlige til magten. Vil I måske have Dansk Folkeparti tilbage på tronen? Vil I, hva’???? På den måde har Dansk Folkeparti indirekte stadig enorm indflydelse på Dansk Politik. Og desværre også på Enhedslistens politik.

Af frygt for at miste indflydelse, at blive smidt ud af forhandlingslokalet og tilbage til skammekrogen, har vi langsomt, men sikkert, rykket os små skridt til højre, og jagten på indflydelse, anerkendelse og gode meningsmålinger har fået os til at agere mere taktisk end politisk. Vi er langsomt kommet til at gå på kompromis med nogle af de grundværdier, der var urokkelige for bare få år siden. Det gælder ved finanslovsforhandlingerne i Folketinget og det gælder i megen af den retorik, som fremtrædende medlemmer bruger, når de presses af spørgsmål omkring revolution, demokrati, ytringsfrihed og mindretalsbeskyttelse. Vi må endelig ikke på nogen måde kunne beskyldes for ikke at bakke 100% op om det borgerlige demokrati.

Men også internt i Enhedslisten, hvor medlemsdemokratiet ikke just er i højsædet, og der er sket et skred i beslutningsprocesserne, hvor mere og mere er blevet lagt over på folketingsgruppen og væk fra medlemmernes indflydelse. Det kan der selvfølgelig være nogle praktiske forklaringer på, da mange beslutninger i dag skal tages hurtigere end nogensinde før og vi kan jo ikke indkalde til medlemsmøder om snart sagt hvad som helst! Nogle gange skal beslutninger tages så hurtigt, at vores politiske linje lægges af det mere eller mindre tilfældige folketingsmedlem, der får en henvendelse fra pressen om en given sag. Det falder ikke altid lige heldigt ud og nogle gange kommer vi til at hoppe i med begge ben, når den borgerlige presse laver et set-up, der skal handles hurtigt på.

Det gælder f.eks. i sagen om de 250 udenlandske arbejdere, der havde hævet dansk børnecheck. Retorikken fra fremtrædende Enhedslistefolk var ikke køn, og har i mine øjne været et tydeligt tegn på, hvor langt til højre, vi er villige til at gå for at få indflydelse. Den politiske højredrejning kom til udtryk ved vores manglende refleksion og perspektivering af sagen i forhold til universelle velfærdsrettigheder (som vi ellers har kæmpet for ved mange andre lejligheder!) og vores manglende solidaritet med og nærmest småborgerlige italesættelse af ”østarbejderne”.

Skredet er i høj grad sket, fordi vi har ønsket at vores parlamentariske position skulle bruges til noget. At vi skulle have indflydelse for mandaterne. Men det har nu ikke afholdt regeringen fra at lave forlig med de borgerlige. Næsten samtlige nedskæringer og forringelser, den nuværende regering har foretaget, er sket sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Reform på reform, der har ramt de svageste, syge, arbejdsløs, studerende og andre, der i forvejen var hårdt ramt af 10 års borgerlig nedskæringspolitik. Her fik Enhedslisten ingen indflydelse overhovedet. Vi blev ikke engang inviteret med til forhandlingsbordet! Det vil sige, at hverken en styrket parlamentarisk position, eller en tilpasning af vores politik, har givet os nævneværdig indflydelse.

Hvad kan vi så bruge vores styrkede parlamentariske position, vores øgede medlemstal og vores store og brede opbakning i befolkningen til? Jeg fristes til at sige: Ikke en skid! Det er på tide at indse, at parlamentarisk indflydelse er en illusion, så længe vi ikke har et parlamentarisk flertal, der vil give os den indflydelse! Det er også på tide at indse, at det ikke nytter noget at tilpasse vores politik til flertallet – indflydelsen får vi ikke alligevel. Det eneste, vi opnår, er et langsomt skred i værdier, holdninger, politik og identitet.

Derfor er det på tide, at Enhedslisten finder ud af, hvad er det egentlig vi vil? Hvad for et parti skal vi være? Skal vi blot være ligesom de andre i Folketinget og bruge al vores krudt på det? Skal vi være en vælgerforening, hvor medlemmerne kun inddrages, når der skal uddeles løbesedler? Skal vi bruge den øgede tilslutning til at styrke vores parlamentariske repræsentation og dermed forsøge at ændre styrkeforholdet i Folketinget? Eller skal vi i stedet fokusere på at ændre styrkeforholdene ude i den virkelige verden? Bruge vores øgede opbakning (og dermed vores styrkede parlamentariske repræsentation) til at styrke de folkelige bevægelser og protester, der kan være med til at vende flertallet i den rigtige retning? Jeg mener naturligvis det sidste!

Det ekskluderende fællesskab?

Anna Rytter — Mon, 03 Feb 2014 21:03:59 +0000

Af Anna Rytter

Denne blog er ikke helt som de indlæg, jeg plejer at skrive. Nogle vil måske synes, at indholdet er lige lovligt parti-internt til en offentlig blog, Da det drejer sig om et forslag til ændring af Enhedslistens vedtægter. Men sagen er, at hvis man stiller forslag til Enhedslistens Årsmøde, har man også gjort en måske parti-intern debat offentlig tilgængelig. Noget andet er, at de principper, vi har omkring vores interne parti-demokrati, gerne skulle afspejle de demokratiske principper, vi ønsker ude i samfundet. Derfor skriver jeg nu dette alligevel, og så må folk stejle eller lukke øjnene, hvis de ikke bryder sig om, at diskussionen bringes til torvs.

Hvad handler min ”harme” sig så om? Jo, en række medlemmer har stillet et forslag om at medlemmer af Enhedslisten ikke må være medlem af andre partier. Det kan synes som et meget tilforladeligt forslag, da det åbenlyst ville være helt ude i hampen, hvis man f.eks. kunne være medlem af både Enhedslisten og eksempelvis Socialdemokraterne eller Venstre. Det kan man ikke, da der ikke er nogle af de øvrige partier i Folketinget, der tillader dobbeltmedlemskab.

Hvorfor skal Enhedslisten så tillade dobbeltmedlemskab? Hvis man kender Enhedslistens historie, vil man vide, at listen ikke er et parti som andre partier i Folketinget. Vi blev dannet af tre partier og senere kom flere til. Nogle af disse partier har siden valgt at opløse sig selv, mens andre har fortsat som en slags fraktion i Enhedslisten. Enhedslisten samarbejder også officielt med en række partilignende organisationer, hvor dobbeltmedlemskab aldrig er blevet problematiseret.

Folkebevægelsen mod EU er et godt eksempel på en organisation, der jo unægtelig minder meget om et parti – og endda stiller op til valg – som Enhedslisten støtter og samarbejder med. Det betyder ikke, at alle Enhedslistens medlemmer er enige med Folkebevægelsen om alt og vice versa. - Så ville der jo slet ikke være brug for to forskellige organisationer! Det samme gør sig gældende med SUF, som Enhedslisten også har en samarbejdsaftale med. Der er endda også lavet aftaler om rabatordninger for dobbeltmedlemmer. Rigtig mange medlemmer af SUF er også medlem af Enhedslisten, men langt fra alle. Det er uklart, om forslaget om forbud mod dobbeltmedlemskab også vil ramme medlemmer af Folkebevægelsen og SUF. Det samme gør sig gældende for medlemmer af EL, der også er medlemmer af F.eks. Libertære Socialister eller vores søsterpartier i andre lande.

Forslagsstillerne nævner selv i deres begrundelse tre partier og partilignende organisationer, som de ikke mener, man skal kunne være medlem af, samtidig med at man er medlem af Enhedslisten: DKP, SAP og IS. De to første var medstiftere af Enhedslisten og man må formode at næsten alle deres medlemmer samtidig er medlem af EL. IS kom først senere ind i EL, dog har en række medlemmer af IS også været medlem af Enhedslisten nærmest fra dannelsen. Og der er løbende enhedslistemedlemmer, der melder sig ind i IS og SAP. Alle tre må betegnes som partier eller partilignende organisationer, selvom det mig bekendt kun er DKP, der vedholder at kalde sig et parti. SAP betegner sig selv som en ”diskussionsklub” og IS som en ”tendens”.

Ingen af de tre organisationer har planer eller ambitioner om at stille op til folketings- eller kommunalvalg og ingen af dem har planer om kollektivt at melde sig ud af Enhedslisten eller modarbejde Enhedslisten politiske linje. Men de har alle tre formodentlig planer om at ændre Enhedslistens politiske linje. Men det er der jo mange, der har, herunder forslagsstillerne til vedtægtsændringen. Indenfor ethvert politisk parti er der jo enkeltpersoner og grupper, der forsøger at ændre partiet i den retning, de nu synes er den rigtige. Et politisk parti er ikke en statisk størrelse, da politik, strategi og taktik kan ændres over tid. Vi ser da også i Enhedslisten forskellige mere ”uformelle” grupper og netværk, der forsøger at ændre partiets politik.

I mange politiske partier har man kaffeklubber. Uformelle og lukkede netværk, der mødes i al hemmelighed for at danne fælles fodslag omkring politikudvikling, strategi og forsøg på at trække partiet i en bestemt retning. Det er den eneste måde, man kan påvirke den magtfulde partitop, der kan bestemme og ændre den politiske kurs udenom medlemsdemokratiet og lokalafdelingerne. I Enhedslisten har vi derimod tradition for at det er medlemmerne, der lægger den politiske kurs. Vi er ikke topstyrede og bygger vores politikudvikling på åbenhed og en demokratisk kultur, der også indebærer fraktionsfrihed og retten til at danne og dyrke netværk og grupper på tværs af afdelinger, udvalg og tillidsposter.

Enhedslisten bygger på fællesskab. Og fællesskab forpligter! I mine øjne forpligter fællesskabet så meget, at man også skal kunne være i stue med dem, man egentlig ikke har lyst til at være i stue med. Derfor skal man sætte nogle rammer for fællesskabet, der er inkluderende og skaber den bedste mulighed for politikudvikling. Også for dem, man ikke er 100 % enige med! Det er for mig en kæmpe styrke i Enhedslistens politikudvikling, at vi arbejder åbent og som medlemmer er frie til at danne fraktioner og grupper, så længe disse ikke modarbejder Enhedslistens politiske linje og retningslinjer. Det stemmer i hvert fald rigtig godt overens med de demokratiske idealer, jeg selv har for vores samfund og fællesskab.

Jeg er bestemt ikke enig med DKP og SAP i alle politiske og strategiske spørgsmål. Det samme gælder i forhold til IS, selvom jeg selv er medlem af partiet. F.eks. er jeg meget skeptisk overfor visse former af den såkaldte demokratiske centralisme. Demokratisk centralisme indebærer, at de beslutninger, der er truffet i fællesskab (eller af et flertal), skal ethvert medlem altid underlægge sig, også selvom man ikke er enig i beslutningen. Særligt når demokratisk centralisme udspiller sig i den form, som jeg mener at forbuddet mod dobbeltmedlemskab er et udtryk for, er jeg skeptisk. Nemlig, at nogen synes, at fordi de selv har fundet de vises sten, så skal vi andre bare klappe hælene i og følge dem i tykt og tyndt uden at have muligheden for at diskutere med andre, om de muligvis kunne have taget fejl.

Jeg er bange for, at den gruppe af medlemmer, der har stillet forslaget om forbud mod dobbeltmedlemskab ikke har gennemtænkt deres forslag særligt nøje og ikke er klar over, hvilke konsekvenser forslaget vil få, hvis det bliver vedtaget. For ud over forslagets åbenlyse indskrænkende konsekvenser for medlemsdemokratiet og politikudviklingen, så vil det også få en række mere konkrete og håndfaste konsekvenser for partiet. I dag er det nemlig sådan, at mindst et par folketingsmedlemmer, en håndfuld byrådsmedlemmer og et par medlemmer af Enhedslistens Hovedbestyrelse også er medlemmer af ét af de partier, som forslagsstillerne selv nævner, at forbuddet vil ramme. Forslaget må derfor opfattes som en mistillidserklæring til disse medlemmer. Og vi kan kun gisne om, hvordan forslagsstillerne forestiller sig det videre forløb, hvis forslaget bliver vedtaget. I sidste ende kan det betyde, at Enhedslisten skal ekskludere en række af sine folkevalgte.

Se også artiklen »Forslag: Smid trodsige trotskister og gammelkommunister ud af Enhedslisten« på Modkraft