Knud Holt Nielsen's blog

En frigørende skole for børn og unge

Knud Holt Nielsen — Tue, 24 Jan 2017 09:32:30 +0000

Af Knud Holt Nielsen

Som jeg skrev om i første del af denne blog, så er det reaktionære dagsordener, som dominerer den aktuelle skolepolitiske debat. De to dominerende positioner i debatten kan sammenfattes som enten ”nødvendighedens pædagogik” eller ”restaurativ pædagogik”.

Nødvendighedens pædagogik er det skolemæssige modsvar til den ”nødvendighedens politik”, der i en årrække har været den underliggende begrundelse for de forskellige velfærdsreformer. Børnene og de unge ses som potentialet, der skal sikre Danmark i den globale konkurrence. Det fordrer, at børnene og de unge bliver så omstillingsparate, disciplinerede og dygtige, at de til stadighed vil kunne imødekomme erhvervslivets og produktionslivets skiftende krav. Denne mobilisering til konkurrencestaten har været et bærende ræsonnement bag skolereformen og de øvrige uddannelsesreformer i de senere år.

Den restaurative pædagogik derimod sigter på at retablere traditionen og værdier fra før skolen blev endegyldigt omformet af reformpædagogikken. Denne tænkning har fået lov til at dominere i kritikken af skolereformen, men reelt benytter de restaurative reformmodstandere kritik af konkurrencestaten og skolereformen som som en løftestang for en bredere konservativ kritik også mod en lang række de progressive pædagogiske nybrud, som skolen har oplevet siden starten af 1970’erne. Den restaurative pædagogik tager udgangspunkt i barnets tilpasning til et forestillet nationalt kulturelt fællesskab og er præget af en pædagogisk-filosofisk fortælling om en særlig dansk exceptionalisme, når det drejer sig om grundskolen, med begreber som folket, historien, kristendommen som væsentlige omdrejningspunkter

Læs 1. del af denne blog: Reaktionære dagsordener dominerer skoledebatten

Med andre ord. Den progressive kritiske stemme mangler i debatten om skolen. Venstrefløjen – eksempelvis i form af Enhedslisten – har mange glimrende dag til dag forslag til en bedre skole. Det kan være ting som mere forberedelsestid til lærerne, der er en uomgængelig forudsætning for både en mere varieret og udfordrende undervisning såvel som for et bedre forældresamarbejde. Lavere klassekvotienter, der giver mulighed for en mere differentieret undervisning og en bedre indsats i forhold til undervisningsmiljø og trivsel i klasserne, bedre efteruddannelse af lærere når de skal håndtere nye opgaver (det kan f,eks. være både it-didaktik, specialpædagogik, trivsel), øget brug af målrettede turboforløb til at løfte elever der er svage til læsning eller matematik, og et forsvar for den gratis skole mod snigende brugerbetaling i form af påkrævet computerudstyr o. lign.

Men vi mangler den helt overordnede progressive fortælling om, hvad skolen egentlig skal gøre godt for, og hvad problemerne grundlæggende er i skolen, som vi kender den i dag.

Skolen skal tilpasses børnene

Midlerne og de langsigtede mål kan være forskellige og med et forskelligt sigte i den anden ende, men både ”nødvendighedens pædagogik” og ”den restaurative pædagogik” tager grundlæggende udgangspunkt i, at det er børnene, der skal tilpasses skolen. En progressiv pædagogik må derimod tage sit udgangspunkt i at skolen skal tilpasses børnene og de unge.

Venstrefløjen skal fastholde og udvikle de oprindelige reformpædagogiske idealer. Grundskolen skal således sætte børn og børns behov i centrum. Skolen skal være til for børnenes skyld, den skal ikke være til for lærernes, erhvervslivets eller statsmagtens skyld!

Skolen skal være et middel til frigørelse og myndiggørelse af børn og unge. Skolen skal være demokratisk og fremme kritisk tænkning og frigørelse såvel som opkvalificering for den enkelte elev. Og derved udvikle myndige borgere og være med til at demokratisere hele samfundet.

Hvis børn ikke får nok ud af skolen, så er det således grundlæggende respektløst overfor dem. Vi har undervisningspligt i Danmark, og børnene går i skolen, fordi nogle andre siger de skal. Det mindste man kan stille som modkrav er, at de så selvfølgelig også får noget positivt ud af det.

Selvom et flertal af danske børn er glade for at gå i skole, så er der i dag mindst 10 procent af eleverne, der mobbes i skolen og endnu flere, der mistrives. Det er simpelthen ikke i orden. Det er også derfor, at venstrefløjen skal forsvare et frit skolevalg, hvor forældre kan vælge andre offentlige skoler end den lokale distriktsskole (hvis der ellers er plads på dem), og vende sig mod kvotetænkning, hvor børn fra etniske minoriteter skal tvangsbusses på tværs af kommunernes skoler.

Der har i årrække været en tendens blandt debattører som Lars Olsen, Jan Andreassen, Lise Engholm, m.fl. til at mene, at børn har sådan en slags borgerpligt til at gå i lige præcis den bestemte offentlige skole, som myndighederne måtte ønske at anvise, uanset om børnene så mistrives her, eller om deres søskende, familie og venner går på andre skoler. Det er udtryk for en børnefjendsk systemtænkning, hvor børn skal agere som små sociale ingeniører, mens deres trivsel og behov er underordnet en kommunitaristisk ideologisk vision om ”national sammenhængskraft”.

Frigørende pædagogik

Børn har grundlæggende ret til en skolegang, hvor de lærer noget, hvor de trives, og hvor de er stærkere, bedre i stand til at agere i (og forandre) samfundet og har større selvværd, når de forlader den, end når de træder ind i den. Uanset hvilken baggrund de så må have, og uanset hvilke handicap de end må bære rundt på.

Det kunne passende kaldes for ”frigørende pædagogik”. Hvis det skal sammenfattes i et nyt bud på en progressiv formålsparagraf for grundskolen, så kunne en sådan f.eks. være:

”Skolen er en afgørende del af indsatsen for at skabe et bedre samfund. For den enkelte skal skolen være en vej til myndiggørelse og frigørelse, og for samfundet som helhed er det et afgørende middel til demokratisering af hele samfundet ved at skabe kritisk tænkende og selvbestemte borgere, der til stadighed kan sætte spørgsmål ved det eksisterende samfund med dets traditioner, normer og klassedeling, og deres egen placering i det.” (Mit personlige forslag til en venstreorienteret formålsparagraf for skolen).

Målet: Reel almen dannelse

Hvordan kan skolen så i praksis blive en vej til myndiggørelse og frigørelse for den enkelte, og hvad vil det egentlig sige, at blive en kritisk tænkende og selvbestemt borger?

Helt grundlæggende indebærer det et opgør med både det ensidige fokus på målbare kompetencer, hvor barnet reduceres til en ressource, der skal mobiliseres til virksomhederne i den nationale konkurrenceevnes navn, såvel som et opgør med den traditionelle forståelse af ”almen dannelse” som noget, der primært handler om overlevering af nationale fortællinger, normer eller tradition i fag som historie, religion og dansk.

En reel almen dannelse i skolen, der ruster alle børn og unge til kunne tage vare på sig selv og andre, og kunne agere i samfundet, omfatter således (mindst) 7 forskellige men ligestillede indholdsdimensioner for alle:

Naturvidenskabelig dannelse: at få forståelse af naturlovene, verden omkring os og samspillet mellem mennesker og miljø
Historisk, kulturel og samfundsmæssig dannelse: at forstå sig selv og samfundet som et resultat af samfundsmæssige kampe, konflikter og konstante forandringer, der til stadighed pågår
Sprogmæssig dannelse: at kunne kommunikere på 3 eller flere sprog
Håndværksmæssig dannelse: at kunne betjene værktøj, bruge hænderne praktisk og arbejde med forskellige slags materialer
Sundhedsmæssig og kropslig dannelse: at kunne røre sig, bruge kroppen, have forståelse for almen sygepleje, madlavning, hygiejne osv.
Æstetisk dannelse: at kunne bruge sine sanser, selv kunne udfolde sig kreativt og have forståelse for alle kunstarter
Demokratisk dannelse: at fra den tidligste barndom have lært at gebærde sig (deltager)demokratisk, træffe beslutninger og handle sammen med andre i demokratiske fællesskaber og institutioner

De basale kundskaber som skrivning, læsning, regning, tegning osv. er helt uomgåelige midler til at kunne opnå dette. De er ikke blot mål i sig selv, men hvis ikke børnene faktisk bibringes disse basale kundskaber, så har skolen grundlæggende svigtet og børnene har spildt deres tid.

Sådan ser skolen desværre ikke ud i dag. Alt for ofte er det kun de første tre dimensioner, der er i fokus. Den kropslige dannelse finder snarere sted inden for rammerne af det frivillige idræts- og friluftsliv, og den æstetiske dannelse finder man inden for rammerne af de fritidspædagogiske institutioner, musikskolerne og billedskolerne. Altså lige præcis i den fritid, som efter reformen er afløst af urimeligt lange skoledage.

Myten om ”folkets mødested”

Vi har i Danmark en populær socialdemokratisk fortælling om, at vi har en ganske særlig folkeskole, der er hele ”folkets” mødested (eller i hvert fald var det i en eller anden nær, men ikke nærmere tidsbestemt fortid). Stedet hvor bankdirektørens søn møder kassemedarbejderens datter i fredelig harmoni og sameksistens.

Men det er grundlæggende en myte! Sandheden er jo, at folkeskolen i bedste fald afspejler det nærmiljø, den er en del af, og sådan har det altid været. Børn i Gentofte møder andre børn fra Gentofte. Børn i Hirtshals møder andre børn fra Hirtshals. Børn i skolerne i forstædernes parcelhuskvarterer møder overvejende andre børn fra parcelhusdanmark, mens børn i betonbyggerier til overflod møder andre børn fra betonbyggerierne.

Selvfølgelig har der historisk været grænseområder, først og fremmest i de store byer, hvor befolkningen har været mere socialt broget og den lokale skole derfor mere opblandet. Men så opblandet har det danske samfund altså heller ikke været.

Folkeskolen afspejler som sådan den sociale virkelighed, den fysisk er indplaceret i. Jo mere opdelt i sociale enklaver boligsektoren er, jo mere opdelt vil skolen nødvendigvis være. Boligsektoren har altid været skæv i Danmark, og den er såmænd blot blevet endnu mere igennem de sidste 40 år i takt med at parcelhusene i forstæderne og de større byers opland poppede op som paddehatte. Ikke mindst igennem det seneste årti, hvor de sociale skel er øget markant i det danske samfund.

Danskere mødes ikke høj som lav i den samme skole, og nationen har på tværs af klasser og etnisk baggrund ikke mange fælles erfaringer eller fælles oplevelser fra de forskellige folkeskoler, de har været igennem.

En social sorteringsmaskine

Problemet med skolen er således – set ud fra et venstreorienteret perspektiv – at den tværtimod først og fremmest fungerer som samfundets primære sociale sorteringsmaskine. Det er igennem skolen, at børn af lavtlønnede ender med lavtlønsjobs. For nu at sige det meget firkantet.

Det er ikke ligefrem en revolutionerende nyhed, det er påvist igennem et hav af studier igennem årene. Man kan nævne så forskellige forskere som Paul Willis, Pierre Bourdieu, Basil Bernstein, m.fl.

Skolen reproducerer den herskende sociale orden og er stærkt ekskluderende for mange børn. Den diskriminerer i sin praksis i vid udstrækning på baggrund af klasse, køn, etnicitet, religion, kultur, men også i forhold til børn, der bare ikke er som alle andre børn pga. handicap, diagnoser etc. Det er en sortering, som foregår bag om ryggen på lærere, forældre og elever gennem sprog og (de anerkendte) adfærdsnormer. Det man i 1970’erne også kaldte for ”den skjulte læreplan”.

Sociologen Pierre Bourdieu bruger begrebet ’symbolsk vold’ når han skal beskrive uddannelsessystemets reproduktion af den herskende sociale orden. Symbolsk vold er de magtmekanismer, der har til formål at opretholde de eksisterende magt- og dominansstrukturer. Men det er en magtudøvelse, der ikke anerkendes som ”vold” og hermed skjules forskellige dominansforhold.

Bourdieu påviser, hvordan der i uddannelsessystemet i dag foregår en systematisk diskriminering af børn og unge, men at det ikke genkendes som diskriminering, men tværtimod accepteres som legitimt og naturligt af alle parter. Det skyldes den symbolske karakter af magtudøvelsen. Uddannelsessystemet hævder at have indført et meritokrati, hvor individuelle færdigheder og begavelse er afgørende for succes, men i virkeligheden dækker dette over en grundlæggende mekanisme og funktion i uddannelsessystemet, at den kulturelle kapital nedarves og på den måde frasorter de ”uegnede” og sikrer de ”retmæssige arvinger” de dominerende magtpositioner i samfundet. På denne måde bliver uddannelsessystemet det centrale redskab for magtudøvelse, hvorigennem de dominerende klasser sikrer opretholdelsen af klassestrukturen, med dens sociale uligheder og magtpositioner.

I praksis er skolen i dag, for nu igen at sige det meget firkantet, således funderet på nogle idealer med rødder i den (hvide) veluddannede middelklasse om, hvad der er det ’rigtige’ liv, hvad der er de rigtige familienormer, og hvordan man er elev på ’den rigtige måde’. Idealet er de pæne familier i parcelhusene, og ikke dem der fx lever i to-tre værelser i boligblokken.

I vore dage er det især børn fra minoriteter og den lavtlønnede underklasse, som i skolen oplever at deres, sprog, liv, værdier og normer regnes som ’forkerte’, men historisk har det i lige så høj grad været børnene af den traditionelle faglærte og ufaglærte arbejderklasse. Det er således sigende, at 47 procent (!) af eleverne i 8. klasse på Lolland i 2015 pludselig blev vurderet ”ikke-uddannelsesparate”.

Af samme årsager er der alt for mange børn, der mistrives i folkeskolen i Danmark, selv om flertallet af børn – alt andet lige – er glade for at gå i skole. Vores fængsler og vores sociale system er således fyldt med mennesker, der har en rigtig dårlig skolegang bag sig præget af ubehagelige oplevelser af skoleledere, skolelærere, andre elever og hele den skolepraksis de har oplevet

At håndtere uligheden

Kort sagt. Historisk har skolen fungeret som samfundets primære sociale sorteringsmaskine og har formet og tilpasset børn til den herskende samfundsorden og det herskende samfundshierarki.

Udfordringen for en progressiv venstrefløj er altså at få skolen til at fungere modsat sin nuværende funktionsmåde for at udvikle en grundskole, der i stedet er et redskab for frigørelse og myndiggørelse.

Skolen kan ikke i sig selv skabe lighed i et samfund, der er baseret på økonomisk, social, boligmæssig og kulturel ulighed. Et opgør med den ulighed kræver mere grundlæggende samfundsmæssige forandringer.

Men skolen kan og skal indrettes så konsekvenserne af den samfundsmæssige ulighed modvirkes, og der sikres mere lige uddannelsesmuligheder for alle. Og skolen kan ruste samfundets borgere til ikke blot at kunne håndtere den eksisterende virkelighed enkeltvis, men også til i fællesskab at forandre samfundet grundlæggende.

Det kræver nogle ændringer, hvis skolen skal være en reel mulighed for alle børn i samfundet. Undervisningen skal i stedet tage udgangspunkt i børnenes egen sociale virkelighed, og af at Danmark er et samfund præget af både interessemodsætninger og forskellige normer og værdier. Det gavner ikke, hvis den virkelighed, som eleverne præsenteres for i skolen, ikke hænger sammen med, hvor eleverne (og deres forældre) faktisk selv er, så kanontænkningen skal f.eks. ud af skolen.

Fundamentalt for skolen skal derfor stå anerkendelse, forståelse og respekt for alle menneskers værdighed – børn, unge og voksne. Medarbejdere i skolen skal have et selvkritisk blik for egne blinde vinkler, når de møder eleverne – uanset om det handler om klasse, køn, kultur, etnicitet osv.

Forældre skal som udgangspunkt ses som nogle ligeværdige partnere og ikke som nogen, der på en eller anden er ’forkerte’ og som derfor skal ’genopdrages’ til at være forældre på ’den rigtige skolemåde’. Et reelt forældresamarbejde kræver transparens om, hvad der foregår inde i skolen og den slags kræver – alt andet lige – også målinger. Ikke nationale målinger med henblik på en national rangordning, men lokale målinger om elevers trivsel og læring som forældrene har adgang til og som kan være et udgangspunkt for løbende dialog mellem lærere, pædagoger og forældre om børnenes udvikling.

Lokal forankring

En lokal folkeskole bør være en integreret del af det lokalsamfund, som den ligger i. Den gamle tanke om skolen som et lokalt kulturcenter skal revitalieres, så den lokale skole er et sted lokalsamfundet kan bruge og være, og som er et omdrejningspunkt og ramme for det lokale sociale og kulturelle liv.

Derfor skal lokale skoler forsvares i de mindre samfund, hvor kommuner i stor stil siden kommunalreformen har nedlagt folkeskoler for i stedet at centralisere dem i større enheder. Indtil Bertel Haarder ændrede loven i 1980’erne, var der mulighed for at borgerne i et skoledistrikt kunne kræve en lokal folkeafstemning når politikerne ville lukke en folkeskole. Hvis 60 procent af borgerne sagde nej, så skulle skolen bevares. Så længe den mulighed ikke er genindført, så bør venstrefløjen i stedet støtte forældre aktivt, når de opretter lokale friskoler i protest mod skolelukninger.

Det er en nødløsning, men en lokal friskole, der fungerer som omdrejningspunkt for et levende lokalsamfund er uendeligt bedre for både børnene og de voksne end et døende lokalsamfund og en stor central skole, hvor små børn dømmes til daglige lange busture i rutebiler, der kører stadig sjældnere som følge af den fortsatte rundbarbering af den kollektive trafik med ringere muligheder for et aktivt børneliv med kammerater og selvvalgte fritidsaktiviteter.

Mangfoldighed

Der skal ske et opgør med ”enhedstænkningen”. Ideen om at der er én bestemt måde at indrette og organisere skoler på, som passer til alle børn. Der findes heller ikke bestemte magiske pædagogiske metoder, som kan løfte alle børn. Projektarbejde er godt for nogle, traditionel klasserumsundervisning er godt for andre osv.

Skolerne skal med andre ord tilpasses de forskelligartede elever, der nu engang er der, i stedet for at eleverne skal tilpasses skolerne. Der bliver nødt til at være tillid til læreres og pædagogers faglige dømmekraft og de skal omvendt sikres adgang til den nødvendige viden og efteruddannelse til at kunne agere i forhold til forskellige grupper af børn og skiftende opgaver.

Det kræver nok et brud med de idealiserede forestillinger om den nuværende enhedsfolkeskole til fordel for meget mere forskelligartede skoler. Det der er brug for er en meget større mangfoldighed i metoder, pædagogikker, organisering og indretning.

Skoler skal have forskellige særpræg, formet af de mennesker, der befolker og bruger institutionerne: Elever, forældre, lærere, pædagoger osv. Nogle skoler vil have lange skoledage – måske endda være heldagsskoler, andre vil have korte skoledage. Nogle vil have en meget struktureret pædagogik funderet omkring timelektioner, andre vil have en mere løs erfaringspædagogik funderet omkring projektarbejde osv. Der kan være fag på en skole, som ikke findes på en anden. Nogle vil have klasser baseret på elever på samme alder, andre vil måske samle eleverne på tværs af aldersgrupper.

Men det er ikke bare større mangfoldighed mellem skoler, men også indenfor skolerne. Der er brug for en medarbejdergruppe som er bredt sammensat både hvad f.eks. angår køn, klassemæssig baggrund, etnicitet, som børnene kan spejle sig i, og der er brug for mange forskellige fagligheder.

De tider er forbi for længe siden, hvor skolen var et enerådigt domæne for seminarieuddannede lærere, og det er ikke en tid, som vi skal ønske os tilbage til. Tværtimod er det et gode, at der er mange forskellige fagligheder til stede. De er både ligeværdige og nødvendige for at kunne drive skole til gavn for børnene og de unge.

I dag kan det allerede være både lærere, pædagoger, socialarbejdere, sundhedsplejersker, teknisk personale, integrationsvejledere, skolepsykologer, køkkenmedarbejdere, rengøringspersonale osv. Men man trækker ikke optimalt på de forskellige personers fagligheder i dag. Pædagoger, der er uddannet til at arbejde med børn og unges trivsel og sociale relationer sættes f.eks. til at drive lektiecafeer, mens lærere modsat skal være ansvarlige for indsatser i forhold til trivsel og mobning og samtaler om problemer i hjemmet alt imens skolepsykologer, integrationsvejledere og socialarbejdere måske har en rolle som nogen, der flagrer ind og ud fra en eller anden central instans som brandslukkere.

I fremtiden skal der være et meget tættere lokalt samarbejde på tværs af fagligheder og der bør være endnu flere forskellige faggrupper, som indgår som ligeværdige medspillere i den enkelte skole. Det kunne f.eks. være håndværkeruddannede, uddannede musikere og billedkunstnere i de praktiske og æstetiske fag.

Demokrati

Det sidste og afgørende omdrejningspunkt for udvikling af en progressiv frigørende skole er demokrati. Det er det vigtigste nøgleord, når vi taler om skolens rammer, dagligdag og formål.

Den enkelte skole skal baseres på (deltager)demokratiske strukturer omfattende ikke alene elever, forældre og medarbejderne på skolen, men også det omgivende nære lokalsamfund. Det er en nødvendig forudsætning for at kunne skabe en skole der er både mangfoldig og lokalt forankret, at dagligdagen og organiseringen formes og besluttes af de mennesker, der befolker og bruger institutionerne: Elever, lærere, pædagoger, skoleledere, forældre osv.

Det er et brud med i dag, hvor forældre og elever længe har haft begrænset indflydelse på skolens udvikling og organisering, og hvor lærernes og pædagogernes mulighedsrum nu også begrænses i kraft af den stadig stærkere statslige detailstyring helt ud i det enkelte klasserum, mens det nære lokalsamfund i skoledistriktet ikke har andre reelle indflydelsesmuligheder på hvordan den lokale skole kan udnyttes og udvikles end kommunalvalget hver fjerde år.

Demokrati er dermed noget, som skal praktiseres i skolen og ikke blot noget som skal prædikes for andre. Der skal være ligeværdighed i skolen og transparens om, hvad der foregår – overfor forældre og såvel som det omgivende lokalsamfund.

Børn og unge skal skal i skolen opleve demokrati som noget de deltager i. Det handler om, at der bliver lyttet til dem, men at de samtidig trænes i at lytte til andre og at handle i forening. At de har reel indflydelse på rammerne og de aktiviteter, som iværksættes, at deres ideer og ønsker bliver taget alvorligt, og at de i det hele taget mødes med respekt og anerkendelse uanset deres baggrund og ophav i en pluralistisk skole. Men også at de udfordres og at skolen er der for at åbne muligheder og døre til nye oplevelser og forståelser, som de måske aldrig ville have oplevet ellers.

For 60 år siden pegede C. C- Kragh-Müller, en af efterkrigstidens store reformpædagogiske skikkelser i Danmark, på at erfaringen med nazismen understregede ”… at nationernes skæbne også afgøres i børneværelser og skolestuer.” Hvis vi ville have et demokratisk samfund, så måtte vi også have et demokratisk uddannelsessystem. Den pointe er måske mere væsentlig i dag end nogensinde.

Reaktionære dagsordener dominerer skoledebatten

Knud Holt Nielsen — Mon, 23 Jan 2017 10:03:34 +0000

Af Knud Holt Nielsen

Det er nu det tredje skoleår med skolereformen, og lad os bare sige det venligt underspillet, indtil videre er skolereformen ikke ligefrem blevet en succes. I hvert fald ikke hvis reformens mål var at gøre elever og forældre gladere for folkeskolen og øge elevernes trivsel.

I en meningsmåling i august 2016 var det opfattelsen blandt 42 procent af forældrene til børn i folkeskolen, at reformen ikke havde påvirket deres børns liv positivt, 29 procent af forældrene mente at reformen hverken påvirkede børnene positivt eller negativt, mens kun 21 procent mente, den påvirkede børnene positivt.

Nu skal man selvsagt være varsom med at tillægge meningsmålinger alt for meget vægt, svarene afhænger ofte af måden spørgsmålet stilles op på, men resultaterne bekræfter en gennemgående tendens blandt forældre til børn i folkeskolen. I marts 2016 pegede en anden måling således på, at 37 procent af forældrene mente, at reformen havde gjort deres børns skole direkte dårligere, mens kun omkring hver femte synes den havde forbedret den, og så sent som i november viste en undersøgelse foretaget af Skole og forældre, at selvom flertallet i undersøgelsen overordnet set var tilfredse med deres børns skolegang, så var 40 procent af forældrene fortsat utilfredse med de lange skoledage efter reformen.

Blandt eleverne er stemningen ikke meget bedre. En undersøgelse foretaget af SFI, som i første omgang forsøgte at mørklægge dele af resultaterne, påviste, at 76,1 procent af de 15.682 elever, som deltog i undersøgelsen, mener, at skoledagen efter reformen er for lang.

Utilfredshed med skolereformen har da også ført til flere elevdemonstrationer mod skolereformen i de forløbne år - trods den ukritiske reformstøtte fra landsorganisationen Danske Skoleelever (DSE).

Der er omfattende utilfredshed, men den igangværende debat om skolen har desværre på et langt stræk været domineret af reaktionære kræfter. Det gælder både blandt tilhængere og kritikere af skolereformen, der begge giver et forvrænget af den rolle skolen spiller i det samfund, vi lever i, og de problemer der er indbygget i skolen, og som derfor begge har helt forkerte bud på, hvordan skolen bør udvikles.

Reformtilhængernes ”nødvendighedens pædagogik”

Skal man prøve at sammenfatte de (for)forståelser af børn og skole, der ligger til grund for skolereformen, og hvori reformens problemer består, så kan det karakteriseres som ”nødvendighedens pædagogik”. Det skolemæssige modsvar til den ”nødvendighedens politik”, der i en årrække har været den underliggende begrundelse for de forskellige velfærdsreformer.

Som med velfærdsreformerne blev skolereformen således lanceret som et nødvendigt modsvar på en dyb (fremtidig) krise. Børnene og de unge ses som potentialet, der skal sikre Danmark i den globale konkurrence. Det fordrer, at børnene og de unge bliver så omstillingsparate, disciplinerede og dygtige, at de til stadighed vil kunne imødekomme erhvervslivets og produktionslivets skiftende krav. De unge skal gennemføre skole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelser så hurtigt og målrettet som overhovedet muligt.

Samtidig italesættes folkeskolen, som værende i dyb krise, hvor op imod en femtedel af eleverne ligefrem udnævnes til ”funktionelle analfabeter”, der ikke er i stand til at starte på eller gennemføre ungdomsuddannelser (hvilket mere end halvdelen af disse elever så ikke desto mindre gør). Men i stedet for en målrettet indsats overfor disse elever, bruges de i stedet som løftestang for voldsomme reformindgreb overfor alle elever.

PISA-undersøgelserne, hvor danske elever, der er på 8. klassetrin, sammenlignes med udenlandske elever der er på 9. klassetrin, har tjent til at frame billedet af en kriseramt skole. En brændende platform, der kræver akut indgriben. Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts fastslog således omkring rationalet bag skolereformen ved folketingets åbning i 2012, at:

”Rigtigt mange børn klarer sig godt i skolen. Men de kan blive endnu dygtigere. Og det er nødvendigt. For samfundet, arbejdsmarkedet og den globale verden stiller stadig større krav til os alle sammen.

Alt for mange børn har det svært i folkeskolen. I dag sidder der i de ældste klasser tre eller fire elever, som ikke læser godt nok. Som ikke regner godt nok. Og som derfor vil få svært ved at klare sig efter skolen. Det går simpelthen ikke.

Og så skal vi ikke glemme de elever, som har let ved at lære. For mange af de dygtigste elever bliver ikke udfordret nok. Sådan skal det selvfølgelig ikke være.

Mit mål er, at vores børn skal være den dygtigste generation i danmarkshistorien.”

Derfor var det da også utrolig ubekvemt for den siddende regering, da de forskningsbaserede internationale undersøgelser af danske elevers niveau i læsning, matematik og naturfag lige før offentliggørelsen af regerings reformplaner påviste, at hvad angår det faglige niveau lå de danske elever faktisk meget højt sammenlignet med elever på samme klassetrin internationalt. Undervisningsministeriet gjorde således en ihærdig indsats for at miskreditere forskningen efterfølgende.

Pligt til livslang læring

Christine Antorini, der som undervisningsminister var hovedarkitekten bag skolereformen, fortalte ligeledes i august 2013 om sine visioner for, hvordan et drømme-Danmark burde indrettes i 2050. Her indtog skolen og uddannelsessystemet en central plads.

Daginstitutioner er i 2050 fusioneret med skolerne, og barndommen er således fuldstændig skolegjort, og samtidig er borgerne i Antorinis vision om fremtidens Danmark underkastet krav om konstant optimering af egne kvalifikationer på arbejdsmarkedet. Hun ønsker ligefrem en revision af Grundloven, som udvider den nuværende undervisningspligt med en »lære-hele-livet-paragraf«, der forpligter borgerne til at søge kontinuerlig videreuddannelse gennem alle livets faser. Eller som ministeren udtalte: ”Hvis mine børn bidrager bedst til samfundet ved at tage en uddannelse, så har jeg som forælder en forpligtelse til at sørge for det. Hvis de kan tage et arbejde, så skal de tage et arbejde”.

Samfundets borgere (uanset alder) har således kun værdi i Antorinis fremtidsversion i den udstrækning de enten indgår i arbejdslivet eller konstant søger at (op)kvalificere sig til produktionens behov (det være sig af varer eller tjenesteydelser).

[Læs også: Interview med Christine Antorini om hendes “Drømmedanmark anno 2050]

Bedre målbar læring var således helt centralt i reformen, hvor skolens virksomhed skulle flyttes fra fokus på undervisning til læring. Der skal så at sige ikke foregå noget, der ikke har med (struktureret) læring at gøre i skolen.

De frirum som eleverne tidligere havde haft for skolens undervisning - frikvarterer, fritidshjem og andre selvvalgte fritidsaktiviteter - skulle nu voksenstruktureres med henblik på øget læring. Fritidspædagogikken skulle delvis afvikles og i stedet spændes for skolens vogn.

Justine Grønbæk Pors, der er uddannelsesforsker ved CBS siger således om skiftet:

”Med skolereformen er man gået fra at tænke i undervisning til at tænke i læring. Læring er noget, som kan opstå overalt, og derfor er man gået på jagt efter læring de steder, hvor der før var en pause fra undervisningen. Man kan sige, at fritiden skal bidrage til det, den før var en pause fra.”

Skoledagene blev derfor radikalt forlænget, så eleverne i udskolingen i dag har en 35 timers skoleuge samt fortsat en del hjemmearbejde oveni. Målet er, at næsten hele børnenes dag skal være struktureret og tilrettelagt af voksne – enten pædagoger eller lærere. Det skulle så gerne kunne sikre en mere varieret skoledag og derfor større læring, men det har så indtil videre mest resulteret i, at danske skoleelever i dag har tæt på verdensrekord i antal årlige timer i skolen.

I regeringens oprindelige oplæg til skolereform fik man et eksempel på den nye sammenhængende skoledag for en elev i 1. klasse. Man kan læse, hvordan eleven, der kaldes Jasmin, i det store frikvarter skal vælge en leg organiseret af ’legepatruljen’, hvor hun får bevæget sig. Hun må i regeringens vision ikke selv finde på noget. Eftermiddagen inden hun omsider får fri, har hun så de såkaldte ’aktivitetstimer’, der for hendes vedkommende handler om ekstraundervisning for at styrke sine læsekompetencer..

Læringsmålsstyringen

Nu har der selvsagt altid været læring forbundet med leg og fritidsaktiviteter, men den har ikke været målrettet eller målbar. Centralt i skolereformen er imidlertid den evidensbaserede læringsmålstyring, hvor fokus er på de målbare kompetencer, både i form af OECDs tilbagevendende PISA målinger, såvel som de danske nationale tests i læsning, matematik, engelsk og naturfagene.

Jeppe Bundsgaard, der er professor ved DPU, Aarhus Universitet, karakteriserede imidlertid i 2016 de nationale tests som direkte ubrugelige:

”For det første måler de så upræcist, at de ikke siger noget brugbart om den enkelte elevs niveau, og for det andet måler de det forkerte, så lærerne, selv hvis de kunne fæste lid til målingen, ikke kan bruge resultatet til at tilrettelægge deres undervisning efter. (…)

Nationale tests bruges nemlig af lærere til at vurdere eleverne, af skoleledere til at vurdere lærerne, af skolechefer til at vurdere skolerne og af Folketinget til at vurdere kommunerne og skolereformen. Den er med andre ord high stakes, som det hedder på amerikansk.

Det betyder, at lærere bliver nødt til at tage den meget alvorligt, også selv om de ved, at den er helt ubrugelig. De må tilrette deres undervisning mod, at eleverne klarer sig godt. Det ville være fint, hvis det var noget vigtigt, der blev målt. Men det er katastrofalt, hvis det fører til, at lærerne begynder at undervise mindre i det væsentlige og mere i noget uvigtigt.”

(Læs også: Nationale tests i skolen er ubrugelige)

Skoler rangordnes som bekendt efter resultater i de nationale tests, så det er ikke overraskende, hvis der kommer en tendens til at skoler og lærere går i retning af teaching to the test-undervisning, hvor eleverne undervises med henblik på, at blive gode til testen, uden at det er et udtryk for, at de er gode til det, man ønsker at måle.

Bedre trivsel for eleverne blev et andet mål, der blev opstillet med reformen. Eftersom mistrivsel blandt mange elever i årtier har været et kæmpe problem, så er det selvsagt et på alle måder positivt mål, men igen i reformen underordnet læringsdagsordenen.

Trivslen skal forbedres. Ikke som et mål sig selv men fordi bedre trivsel giver (potentielt) større indlæring. Med skolereformen har man således opstillet trivselsmål, der nu også skal måles og monitoreres - i lighed med eksempelvis de tilbagevendende APV-undersøgelser af de psykiske arbejdsmiljø på offentlige arbejdspladser - men trivselsmålene er blevet adskilt fra de faglige mål selv om trivsel og faglighed går hånd.

Der er et fokus på trivsel for så vidt trivsel ses som en forudsætning for læring, men ikke fordi børns trivsel er en grundlæggende rettighed i sig selv. Samtidig er reformen knyttet sammen med en stadig stærkere central styring af hele skolens dagligdag.

Der spores en grundlæggende skepsis overfor lærernes evne til selv at tilrettelægge og forvalte undervisningen i den enkelte klasse og på den enkelte skole, og læringsmålsstyringen af undervisningen går derfor hånd i hånd med en stadigt stærkere central styring af hele skolen, hvor der flyttes stadig mere beslutningskraft fra det lokale niveau til det statslige niveau.

”Vi har fået en ministeriel detailstyring af undervisningen helt ned i det enkelte klasseværelse, og det gør det vanskeligere for de enkelte lærere at lave deres undervisning på en hensigtsmæssig måde i forhold til de børn, de nu engang har foran sig. Det resulterer simpelthen i dårligere undervisning og dårligere trivsel. (…) Man har så med skolereformen ganske vist opstillet de her trivselsmål, der nu også skal måles. Men det er adskilt fra de faglige mål, selv om trivsel og læring hænger snævert sammen og er hinandens forudsætninger.”

Sådan sagde skoleforskeren Lejf Moos fra DPU, Aarhus Universitet i maj 2016, der sammenfattede udviklingen som, at Danmark med reformen har fået en ”OECD skole”.

Skolereformen og den nye (test-fokuserede) læringsmålsstyring af undervisningen er således tiltag, der startede på det transnationale niveau i OECD og EU-kommissionen og internationale konsulentfirmaer, for så via ministeriet og kommunerne at bevæge sig helt ned i den enkelte klasse.

En skole i konkurrencestaten

Skal man sammenfatte det uddannelsespolitiske skifte, som afspejles i ”nødvendighedens pædagogik” og de seneste uddannelsesreformer (ikke blot skolereformen), så er det således kendetegnet ved:

Målsætningen for hele uddannelsessystemet – fra skole til universitet – handler entydigt om økonomi, konkurrenceevne og produktivitet.
Uddannelse er gået fra at være en ret og et ønske og en mulighed til at være en (ny) borgerpligt i det nationale arbejdsfællesskab
Når der fortsat tales om ”uddannelse til alle” har det således skiftet karakter fra at være set som en ret og et velfærdsgode, men i stedet er en økonomisk nødvendighed, en social betingelse og et grundlæggende livsvilkår.

Samfundet bliver med andre ord kendetegnet ved uddannelsestvang og med krav om livslang læring. En evig optimering af egne potentialer med henblik på øget produktivitet.

Udvikling af den enkeltes evne til evig selvoptimering og evne for fleksibelt at kunne træde ind i skiftende arbejdsprocesser i produktionsapparater (det være sig af varer eller tjenesteydelser) bliver det altoverskyggende formål for alle uddannelsesinstitutioner.

De demokratiske dannelsesidealer og forestillingen om at skolen skal tjene til udvikling af myndige, selvbestemte, kritiske eller frigjorte borgere forsvinder dermed til fordel for et nyt borgerideal, hvor livsduelighed ses som arbejdsduelighed. Det entreprenante eller opportunistiske individ (rational choice) er dannelses- og individualitetsidealet, og børnene skal igennem skoler og uddannelsesinstitutioner formes til arbejdsduelige, selvmotiverende, selvforsørgende ”medarbejder-borgere”.

Skolereformen og de øvrigt uddannelsesreformer repræsenterer således et skole- og uddannelsessyn solidt indlejret i det politiske skifte fra velfærdsstat til konkurrencestat, som i en årrække har været den røde tråd i Socialdemokratiets, De Radikales og Venstres politik.

(Læs også: Konkurrencestaten - socialdemokraternes nye politiske projekt …)

I konkurrencestaten er det politiske mål således først og fremmet at mobilisere nationalstatens indbyggere til at indgå i den globale økonomiske konkurrence med andre nationalstater. Hovedmålet er optimeringen af virksomhedernes konkurrenceevne ved at skabe den størst mulige effektivitet og udnyttelse af den enkeltes arbejdsevne. Borgerens eneste værdi i konkurrencestaten er evnen til at indgå i og underordne sig produktionslivets behov. Enten ved at indgå disciplineret og nøjsomt i produktionen – eller ved målrettet at forberede sig på så hurtigt som muligt at komme til at indgå i den - og ikke på nogen måde udfordre de betingelser det foregår under. Arbejdets status har forvandlet sig fra at være en økonomisk nødvendighed for den enkelte til i stedet at være en art ’moralsk pligt’ for borgerne. Samfundet består med andre ord ikke længere af demokratisk medborgere, men af simple arbejdskraftressourcer, som staten skal mobilisere.

Den restaurative pædagogik

Hvor tilhængere af reformen har været præget af nyliberalisme, så har de mest højrøstede kritikere i det seneste år modsat været præget af det, man tidligere betegnede som en ”restaurativ pædagogik” med konservative nationalromantiserende træk.

Hvor tilhængerne af reformen henviser til den newzealandske uddannelsesforsker John Hattie, der i en række metaundersøgelser har forsøgt at måle, hvilke faktorer i skolen der påvirker elevers læringsresultater, så henviser de restaurative kritikere i deres kritik af folkeskolereformen og konkurrencestaten således regelmæssigt til Grundtvig og en pædagogisk-filosofisk fortælling om en særlig dansk exceptionalisme, når det drejer sig om grundskolen.

Restauration er et konservativt træk, og restaurativ pædagogik sigter imod at retablere traditionen og de gamle værdier fra før skolen blev endegyldigt omformet af reformpædagogikken. Den restaurative pædagogik tager udgangspunkt i barnets tilpasning til det eksisterende samfund og nationen og har en traditionel dannelsesforståelse med folket, historien og det nationale kulturelle fællesskab eller de europæiske/kristne humanistiske værdier som væsentlige omdrejningspunkter.

Allerede fra 13 år siden (i 2003) slog en af nutidens markante reformkritikere, tidligere formand i Socialdemokratisk Skoleforum Niels Christian Sauer, således på tromme for et opgør med hele reformpædagogikken, det elevcentrede fokus og de nye undervisningsformer, der kom kølvandet på ungdomsoprøret.

”I folkeskolen kom det reformpædagogiske gennembrud som en flodbølge, der rev alt med sig.

Undervisningsformerne ændredes. Lærerstyringen svækkedes, og samtalen styrkedes. Udenadslæren og terperiet gik ud, og tværfaglige, projektorienterede undervisningsforløb kom ind. Elevernes selvvirksomhed kom i centrum, og de fik medindflydelse på organisationsformerne. (…)

Undervisningens indhold ændredes. Målet var ikke længere at formidle pensum, men at konstruere »hele« mennesker under overskrifter som nedbrydning af autoriteter, demokratisering, bevidstgørelse, selvrealisering, aktivisme, miljø, ligeværd, kollektivisme og solidaritet med ulandene. Nye fag og emner væltede ind over skolen. (…)

I stedet for en skole med en specifik dannelsesopgave og en dertil indrettet organisation har vi i dag udviklet en reformpædagogisk skole, hvis hovedfunktion synes at være at kompensere for alle fejl og mangler i opvæksten.”

Dengang trak Niels Christian Sauer så PISA undersøgelserne og påstanden om de 18 procent ”funktionelle analfabeter” frem som argument for at rulle reformpædagogikken tilbage.

Da PISA-undersøgelserne og påstanden om de funktionelle analfabeter siden blev brugt som løftestang for skolereformen slog Niels Christian Sauer dog bak, og manifesterede sig i stedet som kritiker af PISA-undersøgelserne.

Reformkritik som løftestang for konservative dagsordener

Det er således ikke blot den aktuelle skolereform, som de restaurative kritikkere retter skytses imod, Den pædagogiske filosof Brian Degn Mårtensen, som igennem de seneste par år har været en anden af tidens meget højrøstede reformkritikere, skrev således i 2015 i en kronik i Politiken:

”Med skolereformen og de mange andre tiltag i uddannelsessystemet har vi forladt en nordisk skoletradition, der byggede på åndsfrihed og oplysning. (…)

Fra 1970’erne og frem var dansk pædagogik præget af en optagethed af læring og marxistisk inspireret ’frigørelse’, hvilket til tider betød, at læreren ikke måtte være en autoritet i borgerlig forstand, og i en periode fandt mange sågar, at eleven havde ’ansvar for egen læring’.

Udenadslære og paratviden blev i stigende grad anset for uproduktivt, og i stedet skulle man have kompetencer, der kunne anvendes i fremtidens samfund. Gruppearbejde, tværfaglighed og lignende blev moderne, og til slut blev selve ordet ’fag’ næsten et bandeord (i den nye læreruddannelse foretrækker man f.eks. i dag betegnelsen ’moduler’ for det, der skal læres). (…)

Kan det blive værre? Ja, det kan det. Fra 1970 til 2000 kunne vi som samfund faktisk fint holde til lidt slinger i skolesystemet, idet store dele af befolkningen faktisk vidste noget, og tilmed var langt de fleste politikere dannede og havde en bred almen viden. I dag er situationen dobbelt alvorlig: Derouten i skolen er blevet radikaliseret, samtidig med at de første overvejende halvdannede generationer indtager centrale poster i samfundslivet. (…)

Vi skal have åndsfrihed, kultur, faglighed og dannelse tilbage i uddannelsessystemet. Ikke fordi det indiskutabelt er den særegne nordiske tradition herfor, der har skabt et ekstremt velfungerende samfund, et stabilt og konkurrencedygtigt arbejdsmarked, en sund økonomi og et højt niveau af tillid i alle facetter af samfundslivet.”

(Læs hele kronikken: Konkurrencestaten har erobret folkeskolen)

Ligesom Bertel Haarder i 1978 brugte kritikken af U90-oplægget fra Det Centrale Uddannelsesråd (CUR) som en anledning til at kræve et grundlæggende opgør med reformpædagogikken og reformulering af et nyt uddannelsessyn, så benytter de restaurative reformmodstandere således kritik af konkurrencestaten og skolereformen som en anledning til at (gen)fremsætte krav om et opgør med store dele af den progressive pædagogiske udvikling.

Den erklærede modstand mod konkurrencestatspædagogik bruges dermed som en løftestang for en bredere konservativ kritik også mod en lang række de progressive pædagogiske nybrud, som skolen har oplevet siden starten af 1970’erne.

Allerede Bertel Haarder nærede i sin tid som ny undervisningsminister i 1980’ernes en indædt afsky over for andre undervisningsformer end de traditionelle, og hvor tilhængerne af nødvendighedens pædagogik i dag har en åbenhed overfor nye undervisnings- og arbejdsformer – projektarbejde, tværfaglighed, målstyring, teamsamarbejde, it-baseret undervisning, aldersintegrerede undervisningshold og tværgående hold til afløsning fra traditionelle stamklasser osv. – i den udstrækning det kan føre til forbedringer af elevernes målbare kompetencer og performances, så deler de restaurative reformkritikere, som citaterne fra Brian Degn Mårtensen og Niels Christian Sauer illustrerer, den tidlige Haarders skepsis over for nye undervisningsformer og andre måder at tilrettelægge lærernes arbejde og undervisning på.

Idealet er her tilsyneladende den klassiske ”en-lærer-et-fag-en-klasse” baseret på visionen om den engagerede lærer, der i sin fagfokuserede undervisning som en anden Robin Williams i Døde poeters klub løfter og engagerer de tidligere ellers så umotiverede elever til begejstring for klassisk dannelse (for det er som bekendt af en eller anden grund altid de æstetiske og litterære fag, der fylder i denne type film).

Kravet om opgør med reformpædagogikken

Det er ikke en deltagerdemokratisk eller progressiv vision. Ønsket er derimod, at lærerne skal geninstalleres som myndighedspersoner med autoritet og ret til en vis grad af magtudøvelse – som politifolk og i gamle dage præster og sognefogeder – overfor elever, forældre og den øvrige offentlighed, hvor forældrenes rolle mere eller mindre er at give lærerne ret, alt imens børnene på deres side igen skal indtræde i en rolle som skolens små menige, der aftjener deres skolepligt.

Niels Christian Sauer karakteriserede det på følgende måde i sin kronik ”Opgør med reformpædagogikken” i 2003:

”Kravet til skolen om at sætte barnet i centrum er ikke blot malplaceret og umuligt at opfylde. (…) Det er tillige uforeneligt med skolens dagsorden. (…) I skolen derimod må undervisningen være i centrum. (…) Alle tilstedeværende, børn som voksne, må tage det fælles projekt på sig fra det øjeblik, de træder over skolens dørtærskel. (…)

Skolen må besinde sig på betydningen af lovens krav om at dens hverdag skal bygge på demokrati.

Børn er pr. definition ansvarsfri og kan derfor ikke tildeles egentlige demokratiske rettigheder, der medfører økonomisk, juridisk eller personligt ansvar. (…) Skolen er og bliver de voksnes ansvar, og undervisningspligten er, når alt kommer til alt, et uforblommet indgreb i de yngre medborgeres personlige frihed på linje med værnepligten. (…)

Lærere skal de være, ikke reserveforældre, socialrådgivere, terapeuter eller pædagoger. (…). Læreren må bakkes op - navnlig af forældrene - i den vanskelige opgave at træde i karakter som en venlig autoritet, der mødes med naturlig respekt af eleverne. Og hun må understøttes deri af en skoleledelse, der forstår, at læreren ikke bare er en ansat, men også en leder i sin egen ret.

En myndighedsperson med andre ord, udstyret ikke blot med forpligtelsen til at betjene borgerne, men også med et vist mål af udøvende magt i relation til eleverne.”

Det er så også i dette lys, at man bedre forstår de restaurative reformkritikeres modstand mod eksempelvis ideen om de nye offentlige målinger af elevernes trivsel, som med reformen er gjort landsdækkende. Det er jo ellers svært at finde offentligt ansatte, som er modstandere af målinger af eksempelvis deres psykiske og fysiske arbejdsmiljø. Det er således ikke bare fordi eksempelvis spørgsmålene er uklare, og kvaliteten af målingerne derfor ikke er god nok, i givet fald skulle man jo blot kræve bedre målinger, men på grund modstand mod selve det at måle og skabe transparens overfor forældre og det omgivende samfund omkring elevernes faktiske trivsel i den enkelte klasse og på den enkelte skole. Det bliver jo indirekte en vurdering af, om skolerne nu også gør deres arbejde godt nok.

Følger man debatterne i forskellige reformkritiske grupper på Facebook eller i kommentarer til artikler på folkeskolen.dk, så oplever man da også en udbredt romantisering af lærerrollen, som den var engang (især den gamle klasselærerfunktion). Man sidder nærmest tilbage med et indtryk af, at i en ikke så fjern fortid, så eksisterede der hverken mobning eller mistrivsel eller elever der ikke lærte nok i skolen. Underneden aner man en længsel efter forne tiders myndige lærere med større autoritet og magt over for elever, forældre og i lokalsamfundet som sådan.

Skolen har ikke som sådan indbyggede problemer og modsætninger qua selve sin opbygning og samfundsmæssige funktion, men repræsenterer derimod i sig selv en (oprindelig) orden og harmoni, som blot bliver forstyrret af udefrakommende kræfter.

For Bertel Haarder i de tidligere 1980’ere var de udefra kommende (destruktive) kræfter ungdomsoprøret, universiteternes venstreintellektuelle, de røde lærere og pædagoger og ikke mindst samtidens umotiverede unge.

Vor tids restaurative skolereformkritikere deler Haarders gamle skepsis overfor 1970’ernes ungdomsoprør, marxister og den progressive pædagogik, men ellers er de udefra kommende kræfter, som undergraver skolen, de teknokratiske konkurrencestatspolitikere og universiteternes uddannelsesforskere i et uheldigt samspil med forældre, der over en bred kam opfattes som overbekymrede, og nutidens børn der ses som særligt uopdragne curlingbørn uden forståelse for fællesskabets forpligtelser. For slet ikke at tale om alle de andre faggrupper, der pludselig kommer ind og forstyrrer skolens orden: Socialrådgivere, pædagoger, psykologer osv.

Man sidder tilbage med et indtryk af, at hvis nu bare skolen havde nogle andre børn og forældre - og politikere og uddannelsesforskere og alle andre faggrupper lod være med at forholde sig til hvad lærerne laver i skolen, så ville alt være i sin skønneste orden.

Vi mangler en progressiv skolekritik!

Mens nødvendighedens pædagogik har appel blandt skolelederforeningen og repræsenterer en art politisk konsensus blandt flertallet på Christiansborg og i kommunerne, så har den restaurative pædagogiske kritik for tiden en appel til en del frustrerede lærere i Danmarks Lærerforening, der fortsat er rasende over den daværende regerings frontalangreb på landets undervisere i 2013, og den nye forældreorganisation Folkeskoleforældre, der blev stiftet i protest mod Skole og Forældres ukritiske støtte til skolereformen.

Men den restaurative kritik af skolereformen er ikke en fremadrettet vision om frigørelse, demokrati og lighed, tværtimod repræsenterer den grundlæggende en konservativ skoleopfattelse, der vil trække skolens udvikling tilbage til før reformpædagogikken. Den restaurative reformkritik er således for folkeskolen, hvad Tidehverv er for Folkekirken.

På Facebook har jeg ikke desto mindre regelmæssigt oplevet i øvrigt kloge, progressive og venstreorienterede bekendte dele de argeste konservative debatindlæg, blot de var ”framet” som modstand mod ”konkurrencestaten” og ”skolereformen”. Det er, som om nogle på venstrefløjen i de her år har glemt, at der både findes progressiv og konservativ kritik af staten og samfundsudviklingen – og blot indlæg rummer de rigtige ’buzz-words’, så frakobles den kritiske sans og det gør mig oprigtigt bekymret.

To for mig at se grundlæggende børnefjendske og ikke-demokratiske skole- og uddannelsessyn tager således livtag med hinanden i den aktuelle reformdebat, og har fået lov til at stå uimodsagt for længe. Der mangler grundlæggende den progressive kritiske stemme i debatten om, hvad skolen egentlig skal gøre godt for og hvad problemerne er i skolen, som vi kender den i dag.

Hvad en progressiv skolekritik og et progressivt alternativ kunne indebære, prøver at tage under behandling i del 2 af denne blog: En frigørende skole for børn og unge.

(Dette er første del af en blog i to dele. Læs anden del her: En frigørende skole for børn og unge)

Demonstrationer mod PEGIDA og Hizb ut-Tahrir er en politisk blindgyde

Knud Holt Nielsen — Tue, 29 Nov 2016 10:10:32 +0000

Af Knud Holt Nielsen

I bedste fald er det spild af tid og kræfter, der kunne bruges meget bedre i andre politiske og sociale indsatser mod højreradikalisme og nyfascisme (uanset om det er nyfascisme i de islamistiske eller de nationalistiske varianter), hvis venstreorienterede bruger deres ressourcer på demonstrationer mod grupper som PEGIDA og Hizb ut-Tahrir i Danmark.

Så kort kan det siges, hvis man spørger mig på baggrund af de sidste tre årtiers surt opsparede erfaringer med kampen mod den radikale højrefløj i Danmark, og det er min reaktion på begivenhederne på Nørrebro søndag den 6. november, hvor demonstranter, der tilsyneladende kom fra Antifascistisk Aktion, kastede nogle kanonslag mod en anden demonstration bestående af omkring 20 mennesker, der kom fra ”For frihed”, som er navneafløseren for PEGIDA -Danmark, mens de sidstnævnte demonstrerede mod Hizb ut-Tahrir, der holdt årsmøde i Korsgadehallen.

Erfaringer fra kampen mod Den Danske Forening

Men før vi bevæger os mod Hizb ut-Tahrir og PEGIDA og aktuelle kampe mod nyfascisme i sine forskellige varianter, så lad os lige kaste et blik 25 år tilbage i tiden.

Dengang omkring i 1990 var de nyfascistiske og nationalkonservative partier og bevægelser i Danmark af et temmelig beskedent omfang. Det nærmeste, man kom en parlamentarisk repræsentation for de her strømninger, var Fremskridtspartiet anført af Pia Kærsgaard, der befandt sig i en bitter strid med partistifteren Mogens Glistrup, og som ved valget i 1990 havde indkasseret et historisk dårligt valg med blot 6,4 procent af stemmerne.

Det betød ikke, at der ikke var problemer med højreorienteret og racistisk vold i Danmark. I 1985 havde der været voldsomme racistiske optøjer mod et flygtningecenter i Kalundborg, som i to dage var blevet angrebet af lokale racister med sten og brandbomber. En episode der kom efter en stribe andre overfald mod asylansøgere i Kalundborg det år. Angrebene i Kalundborg i 1985 blev således startskuddet til en egentlig racistisk højrebevægelse i Danmark.

Rundt omkring i Danmark var der racistiske gadebander, der rendte rundt i grønne jakker med sydstatsflag på ryggen og angreb borgere med anden hudfarve eller venstreorienterede. Der var en lang række eksempler på hærværk og brandattentater mod asylcentre, SF-politikeren Lubna Elahi blev overfaldet og slået ned af racister på åben gade i København, og i 1992 kom kulminationen med bombeattentatet mod Internationale Socialister i Søllerødgade, der kostede en ung IS’er livet.

I 1987 havde en blandet flok af højreorienterede dannet Den Danske Forening, der bl.a. omfattede Søren Krarup, Søren Espersen og flere andre, som siden fik en nøglerolle i opbygningen af Dansk Folkeparti. Det var en forening, som fremstillede Danmark som værende i en form for borgerkrig, og som i sin ideologi og retorik drog en parallel mellem sit eget virke og modstandsbevægelsen under krigen. Attentater mod asylcentre og overfald på flygtninge blev i foreningens blad Danskeren opfattet som ”folkelige aktioner” og ”national modstandskamp”. Venstreorienterede, flygtningevenlige politikere, journalister og humanitære foreninger var til gengæld af Den Danske Forening ofte omtalt som værnemagere, fremmedkollaboratører og landsforrædere.

(Læs også Femte-kolonner i Europa og Krarup bag dansk udlændinge-politik)

Den Danske Forening inviterede i årene fra 1988 og frem til en række offentlige møder mod flygtninge og indvandrere rundt omkring i Danmark. Det var et beskedent antal mennesker, der rent faktisk deltog i disse, men de fik ikke desto mindre stor opmærksomhed, fordi der i forbindelse med møderne ofte var omfattende moddemonstrationer fra forskellige venstreorienterede og antiracistiske grupper.

Det sikrede en konstant offentlig opmærksomhed omkring Den Danske Forening, men de mange moddemonstrationer slørede for, at venstrefløjen faktisk gjorde meget lidt for at modvirke effekten af de politiske hovedindsatser, som foreningen faktisk med stor succes fik sat i søen.

Det ene var massive læserbrevskampagner, hvor Den Danske Forening udover Søren Krarups egen flittige produktion af indlæg i pressen, angiveligt havde pensionister til at bombardere aviserne med flygtningefjendtlige læserbreve indsendt i forskellige navne. Læserbrevskampagnerne var med til at tegne et billede i offentligheden af en massiv folkelig modvilje mod etniske minoriteter.

Den anden del var opbygningen af det landsdækkende netværk, der efter 1995 kom til at danne organisatorisk rygrad i Dansk Folkeparti, hvor Pia Kjærsgaard og de øvrige afhoppere fra Fremskridtspartiet manglede både organisation og sammenhængende ideologi for deres nydannede parti.

(Læs også Krarup bag dansk udlændinge-politik)

Mens den radikale venstrefløj fortsatte linjen fra protesterne mod Den Danske Forenings møder og ihærdigt aktionerede mod nyfascistiske smågrupper (der da også i årene frem til 1995/96 forsøgte at etablere en militant racistisk gadevoldsbevægelse), så blev der i Danmark opbygget, hvad der siden blev et af de stærkeste højrepopulistiske og nationalkonservative partier i Europa, alt imens den brede offentlige debat og store dagblade som Ekstra Bladet, BT, Berlingske og Jyllandsposten blev stadig mere muslimforskrækkede og xenofobiske. I dag har Danmark da også en kedelig Nordeuropæisk rekord i fremmedhad og modvilje mod muslimer og romaer.

Måske skulle den aktivistiske venstrefløj dengang hellere have brugt lidt færre kræfter på at stå foran Den Danske Forenings møder og lidt flere kræfter på indlæg i dagspressen og opbygning af netværk og positive aktiviteter i udkantsdanmark og i udsatte boligområder som modtræk mod højrefløjens racisme og fremmedfrygt.

PEGIDA og det danske højrelandskab anno 2016

PEGIDA-Danmark, der i dag kalder sig ”For frihed”, er en dansk aflægger af den højreekstreme tyske PEGIDA-bevægelse, som herhjemme blev dannet på Initiativ af bl.a. Nicolai Sennels. Igennem de seneste to år har de efter tysk forbillede forsøgt sig i København med regelmæssige demonstrationer mod muslimer.

Tilslutningen har været begrænset. Den største demonstration i januar 2015 kunne angiveligt samle op mod 200 mennesker, men for de flestes vedkommende har der tilsyneladende været under 100 deltagere. Ikke desto mindre har der været massive moddemonstrationer, og det har ikke gået stille for sig med røgbomber og kanonslag, når de danske PEGIDA demonstranter er tørnet sammen med venstreradikale moddemonstranter.

Men den danske PEGIDA-aflægger er altså en meget lille bevægelse, og tilslutningen til og gennemslagskraften for deres demonstrationer er endog meget beskeden. Den relativt store energi lagt i gadeaktioner mod den danske PEGIDA-aflægger forekommer derfor en anelse besynderlig al den stund, at Danmarks næststørste parti i Folketinget er Dansk Folkeparti, og at der i dag er yderligere tre nationalkonservative eller nyfascistiske partier til højre for Dansk Folkeparti, der forsøger på at komme i Folketinget.

Det ene parti Nye Borgerlige har samlet stillere nok, og har en realistisk mulighed også for at blive valgt, og de er såmænd allerede budt ind i varmen til hyggesolidaritetsarrangementer på ungdomspolitikernes stamværtshus Toga Vinstue. På spring står så også Danskernes Parti og det såkaldte ”Dansk Samling”, der forsøger at samle stillere nok.

Her følger Danmark det mønster vi kan se over hele Europa, hvor autoritære nationalkonservative eller direkte nyfascistiske partier er på fremmarch over en bred kam, og har regeringsmagten i lande som Polen og Ungarn, hvor de undergraver pressefriheden og domstolenes uafhængighed.

Nationalkonservative og andre højrenationalistiske debattører – ofte tilmed af politisk-religiøst tilsnit – optræder samtidig som fast tilknyttede debattører og bidragydere i flere af Danmarks største dagblade, i Radio24syv og sågar også i programmer i Danmarks Radio (udover deres egen voksende underskov af netbaserede medier). Og vi snakker vel at mærke helt ud til den virkelig bizarre del af det højrenationalistiske overdrev med konspirationsteoretikere, som f.eks. Iben Tranholm fra Radio24syv der f.eks. i ramme alvor fantaserer om, at abortklinikker i virkeligheden er et dække for satanistiske menneskeofringer.

Samtidig har den nationalkonservative bevægelse i kraft af Tidehverv sågar en stærk position indenfor den danske folkekirke med deres solide rødder i den radikale modoplysnings opgør med ideerne om almene menneskerettigheder og universalisme.

Ser man på resten af det danske partilandskab, så er xenofobi og muslimforskrækkelse blevet en så dominerende tendens i gamle partier som Socialdemokratiet, SF, Venstre og De Konservative, at partierne gladelig øver vold på historiske frihedsrettigheder. Især borgerlige politikere taler regelmæssigt for at udfordre – ja bryde – såvel flygtningekonventionen som dele af den europæiske menneskerettighedskonvention

Igennem mere end 15 år har det således været en rød tråd i dansk politik at gøre det så surt og besværligt som overhovedet muligt for borgere i blandede ægteskaber at få børn og ægtefæller til landet. For slet ikke at tale om behandlingen af mennesker, der ifølge flygtningekonventionen har krav på beskyttelse, som skal sendes ned i dyb fattigdom alt imens det skal gøres så svært som muligt for dem også at få deres familier i beskyttelse.

I medierne er der en båndsløjfe af muslimforskrækkelse og xenofobi. Journalister og andre meningsdannere råber på den ene side angiveligt op om ytringsfrihed, samtidig med at de samme mennesker vil have forbud mod, at der vises 14 år gamle Cirkeline-film på DR. Forbrydelsen? At der i Cirkelines univers optræder små indvandrermus sammen med Ingolf og Frederik, og at animatoren Jannik Hastrup i rulleteksterne i forlængelse heraf udtrykker glæde over alle de indvandrere og flygtninge, som igennem tiderne har beriget det danske samfund.

Intet er for småt til, at det ikke kan udløse anti-muslimske udfald fra Christiansborgpolitikere. Selv menuerne i enkelte daginstitutioner påkalder sig regelmæssigt national opmærksomhed. Helt aktuelt taler politikere fra en bred vifte af partier f.eks. for, at ville indskrænke 150 års tradition i Danmark for friskoler og et folkeligt idræts- og friluftsliv, der sikrer udfoldelsesmuligheder for alle mænd og kvinder uanset køn og religiøs orientering.

Dette efterår har bystyret i Århus med socialdemokraterne i spidsen således forbudt svømmeundervisning for muslimske piger, selvom vi historisk ved, at mulighederne for et idræts- og friluftsliv målrettet piger og unge kvinder er en vej til empowerment og selvudfoldelse – ja frigørelse – for den enkelte. At dobbeltmoralen skriger til himlen understreges af, at bestyret f.eks. fortsat vil støtte de grønne pigespejdere, selv om det er en organisation der er erklæret religiøs (kristen) og baseret på en skarp kønsadskillelse (det er kun for piger og kun kvinder må være ledere).

Selv kvinders ret til selv at bestemme over deres egen krop skal indskrænkes af statslige påbud, hvis det står til debattører fra venstre mod højre, der vil have statslige forbud mod unge kvinders ret til eksempelvis at tage et stykke stof på håret.

I den situation virker det ubegribeligt, hvis unge venstreorienterede i ramme alvor tror, at fronten i kampen mod racisme, fremmedhad og nyfascisme står mod en perifer smågruppe, der på sin allerbedste dag måske kan samle 200 mennesker til en demonstration, eller at det bedste politiske middel i denne kamp er kanonslag og røgbomber.

Demonstrationer mod PEGIDA og Hizb ut-Tahrir på Nørrebro

I starten af november kunne man så igen opleve PEGIDA /For frihed i klinch med venstreradikale, da den højreradikale gruppe demonstrerede mod en anden højreradikal gruppe nemlig den islamistiske Hizb ut-Tahrir-bevægelse, der holdt årsmøde i korsgadehallen.

Begivenhederne på Nørrebro fik efterfølgende Leif Donbæk og Casper Gronemann fra henholdsvis SF og Socialdemokratiet til at gå i medierne med en kraftig kritik af Enhedslisten, fordi partiet efter deres mening burde have benyttet lejligheden til at organisere demonstrationer mod Hizb ut-Tahrir.

Hizb ut-Tahrir er ifølge skribenterne Donbæk og Gronemann den største trussel mod demokratiet i Danmark. Intet mindre end den farligste højrestrømning i Danmark. En højreorienteret bevægelse, kan vi altså forstå, med større magt og gennemslagskraft end partier som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, ”Dansk Samling”, Danskernes Parti – for slet ikke at tale om hele underskoven af racistiske, anti-muslimske og fremmedfjendske grupper og netværk.

Selv om Hizb ut-Tahrir altså ifølge socialdemokraten og SF’eren er den største trussel mod demokratiet, så er protestdemonstrationer imidlertid ikke noget, som hverken SF eller Socialdemokratiet selv skal tage sig af, trods det forhold at SF og socialdemokraterne såmænd tilsammen har fem gange så mange medlemmer som Enhedslisten. De to debattører havde da tilsyneladende heller ikke selv fundet tid til at deltage i demonstrationerne den 6. november foran Korsgadehallen.

(Casper Gronemann og Leif Donbæk i Berlingske Tidende: Hizb ut-Tahrir forgifter ungdommen og opildner til kamp mod demokratiet)

I mellemtiden har debatten så bredt sig til Modkraft med indlæg fra både en tidligere konstabel i Afghanistan Emil Arenholt Mosekjær og en lokal Nørrebroaktivist Lisbeth Bryhl.

Lad det være sagt med det samme, så der ikke er nogen tvivl: Militante islamistiske bevægelser repræsenterer – ligesom nationalkonservative og de autoritære højrepopulister – en moderne fascisme.

Der er ingen diskussion om, at organisationer som IS, Boko Haram, Al Shabaab, Al Qaeda osv. begår massive overgreb og undertiden deciderede forbrydelser mod menneskeheden, og de forsøger at omdanne lande i Afrika, Mellemøsten og Asien til teokratiske diktaturstater.

Der er heller ingen diskussion om, at eksempelvis en teokratisk islamistisk stat som Saudi Arabien ikke alene repræsenterer et af de værste diktaturer i verden, men at det også er her (og i andre stater omkring den Arabiske Golf), at man finder nogle af hovedsponsorerne for islamistisk terrorisme.

I NATO-landet Tyrkiet er det regerende islamistiske parti ligeledes ved at sætte retsstaten og fundamentale demokratiske rettigheder ud af kraft, og Tyrkiet har længe de facto støttet væbnede islamistiske grupper i den syriske borgerkrig. Ikke mindst som et led i deres krig mod venstreorienterede og demokratiske kurdere.

Men her det så netop også, at jeg undrer mig over, at det gang på gang så netop er en gruppe som Hizb ut-Tahrir, hvis samfundsmæssige betydning og gennemslagskraft mildest talt er beskeden, der sætter mediemaskinen i selvsving, og at det er organisationens årsmøde, som åbenbart bør være mål for demonstrationer og ikke eksempelvis den saudiske ambassade på Østerbro.

Så lad mig skære det helt ud i pap.

Ligesom jeg ikke har deltaget i nogle af demonstrationerne mod PEGIDA, deltog jeg heller ikke selv i forrige weekends demonstration mod Hizb ut-Tahrir – og jeg har heller ikke umiddelbart tænkt mig at deltage i demonstrationer af denne art i fremtiden, da jeg grundlæggende mener de styrker Hizb ut-Tahrir frem for at svække dem.

Modsat Casper Gronemann, Leif Donbæk & Co ønsker jeg nemlig ikke på denne måde at optræde som en nyttig idiot for en reaktionær politisk-religiøs sekt .

Hvad vil Hizb ut-Tahrir?

Hizb ut-Tahrirs mål er at forene alle muslimer i én samlet islamisk stat, et kalifat, der omfatter alle nuværende muslimske lande samt Spanien Sicilien og Balkanlandene, som tidligere var provinser under Osmannerne eller Abbasiderne.

Kalifatet er en blanding af et religiøst og politisk idealsamfund. Et totalitært uchronia med afsæt i et idealiseret billede af samfundet under kalifferne i slams tidlige historie. En kalif er som bekendt en blanding af en romersk-kejser og en pave - på en og samme tid den øverste verdslige og åndelige fyrste. Alt syndigt vil brændes væk og kun det rene står tilbage. Demokrati opfattes som uislamisk – og er selvsagt i direkte modsætning til det enevoldsregime som en kalif repræsenterer – og kalifatet skal ledes i overensstemmelse med Sharia.

Hizb ut-Tahrir har tilmed formuleret en grundlov for deres kalifat, der mest af alt fremtræder som det perfekte diktatur. Et tusindårsrige for det rettroende, mens frafaldne muslimer skal straffes ved døden. Kaliffen er valgt blandt de troende, men har i øvrigt uindskrænket magt, er ligesom en romersk kejser hærens øverstkommanderende og Jihad bliver i kalifatet en forpligtelse for alle, så militærtjeneste bliver obligatorisk for alle mænd over 15. Kun partier der baserer sig på islam er tilladte og arabisk er det eneste sprog i staten.

Kvinders rolle er at være i hjemmet som mor og hustru. Kristne og andre ikke-muslimer skal betale en særlig skat, men må i øvrigt godt dyrke deres guder og gå klædt som de ønsker.

Men så er der også krav om at alle sundhedsydelser i kalifatet er gratis, at uddannelse er gratis, at alle borgere skal tilbydes et arbejde og så er det også en slags retsstat, hvor eksempelvis tortur er forbudt. Der er også lavpraktiske regler om at alle betalingsmidler i staten skal kunne indløses med sølv eller guld, og at copyright til bøger o.lign. er forbudt.

(Læs også Hizb ut-Tahrir grundlov for fremtidens kalifate: A Draft Constitution of the Khilafah State)

Det er jo let at se paralleller til både korporativisme, førerprincip (om end i en valgt udgave) og den oprindelige italienske fascismes fortællinger om retablering af en romersk storhedstid i Hizb ut-Tahrirs forestillinger om kalifatet. Men der er også en afgørende forskel. De er ikke voldelige. Kun en legitimt valgt kalif kan føre de troende i krig, og da alle de troende endnu ikke er samlet i Hizb ut-Tahrir og en sådan har kunnet manifestere sig, så har det lange udsigter.

I deres agitation slår de på at fremstå som et alternativ til både kapitalisme, socialisme og demokrati. Deres underlige arkaiske samfundsvision er således båret frem af en række budskaber, der umiddelbart kan have større appel. Omkring årtusindskiftet var det især kritik af Ruslands etniske udrensning af muslimer i Tjetjenien og Serbernes i Bosnien. Siden har det været de forskellige vestlige krige i Mellemøsten, især krigene i Irak og Afghanistan, og ikke mindst Israels besættelse og undertrykkelse af palæstinenserne. Samtidig kritiserer man kapitalismens sociale konsekvenser og den voksende økonomiske og sociale ulighed lokalt og globalt. Men deres midler i Danmark er fredelige og indtil videre er Hizb ut-Tahrir ikke blevet knyttet til voldelige aktiviteter herhjemme.

At de ikke alene udtrykker sympati for væbnet kamp i Mellemøsten og Tjetjenien, men også har udtrykt forståelse for regulære terrorangreb andre steder, er ubestrideligt. Men deres ideologisk-teologiske grundlag er, at kun en legitim kalif, som er blanding mellem en pave og en romersk kejser, kan kalde til hellig krig, og en sådan skal først vælges blandt alle muslimer. Man kan ikke bare lige udråbe sig selv til det, og derfor anerkender de heller ikke Islamisk Stats kalifat.

(Læs også Why ban Hizb ut-Tahrir? They're not Isis – they're Isis's whipping boys)

End ikke PET, som ellers historisk ikke ligefrem har holdt sig tilbage for at se trusler om undergravende virksomhed, peger på, at Hizb ut-Tahrir skulle udgøre en terrortrussel. Tilbage i 2008 hed det ligefrem fra PET’s Center for Terroranalyse, at ”Den høje grad af social kontrol og Hizb-ut-Tahrirs afstandtagen fra vold kan muligvis betyde, at bevægelsen ligefrem kan absorbere radikale personer og hindre yderligere radikalisering i en voldelig retning …". Eller sagt med andre ord: Hizb ut-Tahrir er islamister, men de er ikke militante eller voldelige.

Hizb ut-Tahrir har da – tilsyneladende – heller ikke fungeret som direkte bindeled til rekruttering til eksempelvis Islamisk Stat og lignende i Syrien, hvis man ellers ser på 11 af de danske statsborgere, som indtil videre er døde i kamp som frivillige for forskellige jihadistgrupper i Syrien, modsat eksempelvis Grimhøjmoskeen og den salafistiske smågruppe ”Kaldet til islam, hvis inderkreds ifølge en opgørelse fra 2014 blot består af 10-15 personer.

Et liv i Hizb Ut-Tahrir

I sommers offentliggjorde Zetland et længere interview med et tidligere medlem af inderkernen af det danske Hizb ut-Tahrir. Artiklen giver efter min mening et virkelig godt og tankevækkende indblik i interne forhold i gruppen, hvorfor unge tilslutter sig den, og ikke mindst hvordan nogle af dem forlader Hizb ut-Tahrir igen.

Læs hele artiklen Ytringsfriheden er et fremragende våben mod radikale kræfter – fortæller en afhopper fra Hizb ut-Tahrir)

’S’ – som han bare hedder i artiklen – kom som mange andre medlemmer af Hizb ut-Tahrir ikke fra et særligt religiøst hjem. Hans forældre var kommet til som migrantarbejdere fra Pakistan, de bad ikke, kvinderne i familien gik ikke med tørklæde. Der var heller ikke særlige sociale problemer i hans opvækst, han havde aldrig begået kriminalitet, faderen havde en lille videobutik og moderen havde i en periode arbejdet som pædagog, men han følte sig ikke ligeværdig som borger i det danske samfund. Han havde fornemmelsen af hele tiden at skulle forsvare sig som muslim, havde oplevet enkelte racistiske tilråb og havde generelt en følelse af at blive set ned på. Det var med de erfaringer i ryggen, at han i år 2000 gik ind til sit første møde i Hizb Ut-Tahrir. Efter hans eget udsagn til Zetland, var det især budskabet om lighed og retfærdighed, der ramte ham. ”Hizb ut-Tahrir talte om etnisk udrensning i Bosnien og Tjetjenien, og om at muslimer har brug for en stat, der kan beskytte dem. De talte om, at 10 procent af befolkningen ikke skal eje 90 procent af værdierne, og om korrupte muslimske regimer, der torturerer deres borgere”, som det beskrives i artiklen.

I Hizb ut-Tahrir oplevede den 16 årige unge mand pludselig at kunne se sig selv en del af et stort fællesskab. At der ikke findes racer eller nationaliteter, og at alle muslimer i virkeligheden var en fælles overlegen nation. Han fik en oplevelse af identitet og oprejsning.

’S’ blev herefter langsomt sluset ind i bevægelsen. Meget af tiden gik med studiekredse, hvor man nærstuderede grundlæggerens bøger og lærte passende koranvers udenad, og samtidig skulle man afskære sig mere fra det omgivende samfund. ’S’ var således skuffet over, at hans forældre ikke var religiøse nok. At træde ind i Hizb ut-Tahrir repræsenterer således ofte et form for brud med familien. Mange af de unge i bevægelsen er konvertitter og kommer ligesom ’S’ fra hjem, der ikke er særlig religiøse, eller måske ligefrem kristne eller sekulære. Nogle bliver ligefrem smidt ud hjemmefra efter de er gået ind i bevægelsen, fordi forældrene ikke gider høre på deres prædikener.

Hizb ut-Tahrir beskrives som en ekstremt topstyret organisation, hvor ledelsen kun omfatter omkring fem mænd, der ifølge ’S’ træffer alle strategiske beslutninger. Under ledelsen befinder sig næste trin, de lokale ledelser og de fuldgyldige medlemmer, der ifølge ’S’ tæller op til 80 personer, heraf 15-30 dedikerede, der driver aktiviteterne. Disciplinen internt i bevægelsen er stram og uenighed bliver ikke tolereret. Der er ikke nogen fri meningsudveksling, ledelsen dikterer budskaberne, som så forsvares af tilhængerne og kun de mest loyale og overbeviste lukkes ind i ledelsen.

’S’ var ikke god til at rekruttere, men han var god til at fordybe sig i bøgerne og effektiv til at fastholde tilhængere, som kom i tvivl. Derfor fik ledelsen øjnene op for ham, og han blev lukket ind i inderkernen. Da først han var inde her, begyndte han at få et blik for, hvor korrupt bevægelsen tilsyneladende også er indadtil. Medlemmerne betaler mindst 5% af deres nettoindkomst til bevægelsens drift, og den primære funktion for de lokale afdelinger i Vesten, som eksempelvis den danske, er at sende penge til den internationale ledelse. Når de var i kontakt med emiren, den internationale leder, var et af de første spørgsmål altid, hvor mange penge de havde indsamlet.

Det endte med at ’S’ kom i tvivl. Dét, han blev præsenteret for i Hizb Ut-Tahrir, hang ikke sammen. Han begyndte også selv både at læse klassisk islamisk teologi på arabisk og bøger af vestlige tænkere, og et afgørende vendepunkt for ham blev paradoksalt nok, da Dansk Folkeparti endnu engang ville forbyde organisationen, og den liberale jurist Jacob Mchangama forsvarede bevægelsens ytringsfrihed. Det gjorde et stort indtryk på den unge mand.

’S’ forlod derefter bevægelsen. Han var gift med en kvinde, der også var fra Hizb ut-Tahrir, og hele hans netværk bestod efterhånden af mennesker tilknyttet bevægelsen, noget der tydeligvis gør det endnu sværere at forlade bevægelsen, og da han var ude blev der indledt en voldsom kampagne mod ham. Han var udstødt og tidligere bekendte nægtede ligefrem at hilse på ham på gaden, og som han siger i artiklen:

“I virkeligheden er de [medlemmer af Hizb Ut-Tahrir] rædselsslagne for at tale med en, der kunne sige noget, der gør dem i tvivl. Det er jo euforisk at være komplet overbevist om, at du er bedre end andre. At du er en engel. I denne tid, hvor alle er usikre på alt, folk ved ikke, om de tror på Gud, og der er identitetskrise, er det fantastisk at tro på noget, at have et rum, hvor du kan udtrykke de tanker igen og igen og genforstærke dem og ikke blive modsagt. Den følelse vil de ikke have taget fra sig. Derfor nægter de al form for interaktion.”

En ny-religiøs sekt

Når man læser beskrivelsen af den unge mands vej til og tilværelsen inden for rammerne af Hizb Ut-Tahrir er det vanskeligt ikke at få associationer til de beskrivelser afhoppere har givet af forholdene inden for ny-religiøse sekter som Scientology eller Moon-bevægelsen.

(Lyt eksempelvis til den tidligere ledende danske Scientolog Robert Dam, der fortæller om sine 19 år i Scientology: Robert og Thetanerne )

Det handler om unge mennesker, der søger efter fællesskab, identitet og bekræftelse, og som finder det i en stramt styret bevægelse, hvor tiden går med at lære grundlæggerens tanker udenad, rekruttere nye medlemmer, og ikke mindst hele tiden på forskellig vis at finansiere bevægelsen og den øverste ledelse. Der er ikke plads til tvivl og uenigheder. Der er et indbygget system af isolationisme. Medlemmerne bryder forbindelserne til gamle venner, deres egne familier og omgås efterhånden kun andre mennesker fra sekten, alt imens der skabes en "os" og "dem"-tankemåde, der forstærker følelsen af at være speciel og særlig udvalgt for at fastholde medlemmerne.

Sektmedlemmer placeres med andre ord i en slags mental belejringstilstand, og det er med til at forstærke deres tilhørsforhold til sekten – og gør det endnu vanskeligere at bryde med den. Det er så også forklaringen på, hvorfor lige netop demonstrationer meget sjældent er et effektivt middel i kampen mod ny-religiøse sekter. Hvis en bred gruppe af modstandere fra højre mod venstre stiller sig op med bannere og ballade, så bekræfter det blot sektens tilhængere i, at de ikke alene som gruppe, men også som individer er truet af en fjendtlig omverden (der ses som én stor grød). Det forstærker deres isolation og følelse af tilknytning til sektens grundlag, og deres opfattelse af at de besidder en særlig sandhed, som omverdenen ikke vil have frem.

Det spekuleres der tydeligvis i fra lederkernen i Hizb Ut-Tahrir, og tilstedeværelsen af moddemonstrationer virker klart tænkt ind som en del af iscenesættelsen af deres møder. Flere af kernemedlemmerne i Hizb Ut-Tahrir er veluddannede, de har en glimrende forståelse af dét danske samfund, som de er vokset op i, og deres ageren handler på ingen måde om mangel på integration. Tværtimod.

Hizb ut-Tahrir har som mål at udstille de vestlige lande – herunder Danmark – som grundlæggende dobbeltmoralske, hvor politiske rettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed osv., kun gælder for de (hvide) kristne og sekulære, mens muslimer er tildelt en rolle som andenklasses borgere.

De ved præcis, hvilke knapper de skal trykke på for at få maksimal opmærksomhed fra omverdenen med et minimum af anstrengelser og uden at overtræde nogen love overhovedet. Det er tydeligvis det, der ligger til grund for deres bombastiske udmeldinger og symbolpolitiske markeringer, når eksempelvis deres medlemmer ikke vil have et juletræ i et almennyttigt boligområde, sælge øl i en perifer lokal idrætsforening eller kræver ret til at være iført Niqab til undervisningen på et VUC-kursus.

De ved udmærket godt, at medier og politikere hver gang vil miste enhver sans for proportioner og gå fuldstændig i anti-muslimsk selvsving, hvilket sikrer yderligere fokus på bevægelsen og dens budskaber og dermed potentiel tilgang af nye unge rekrutter

For Hizb ut-Tahrir er det således afgørende, at omverdenen tager dem meget alvorligt, og det er vand på deres mølle, hver gang en eller anden profileringslysten politiker kræver dem forbudt. Hver gang kan de sige: ’Se hvor hykleriske de er, ytringsfrihed er kun friheden til at tale racistisk om muslimer, se hvordan vi ikke har samme rettigheder som danskere, men se også hvor vigtige vi er, og hvor meget de er bange for vores budskaber, når de vil forbyde os’.

Et led i deres agitation er, at alle partier og bevægelser i det danske samfund er den samme grød, og hvis de kan pege på, at venstreorienterede socialister står side om side med højreorienterede, ultraliberalister, nationalkonservative, muslimhadere eller racister ved demonstrationer foran deres møder, så er det blot vand på deres mølle. Det understreger nemlig deres betydning overfor potentielle unge tilhængere – og giver tilmed muligheden for at hævde at venstrefløjen dybest set blot er fremmedfjendske muslimhadere ligesom højrefløjen, og at Hizb Ut-Tahrir derfor repræsenterer det eneste alternativ for unge muslimer, der har en opfattelse af at blive diskrimineret og set som mindreværdige i et dobbeltmoralsk samfund.

Under 0,5 procent af muslimerne i Danmark

Hizb Ut-Tahrir er altså et temmelig usympatisk foretagende, men i den offentlige debat har man desværre tabt enhver proportionssans, når debatten kommer til at handle om Hizb ut-Tahrir, og hvis man ikke har et realistisk billede af omfang og gennemslagskraft af den gruppe, man er oppe imod, så kan man heller ikke effektivt modgå den.

Hizb ut-Tahrir har, ifølge de opgørelser som jeg senest har set, en kernegruppe på maksimalt 400 medlemmer (inkl. medlemmerne i studiekredsene) og så en gruppe løsere tilknyttede sympatisører. De demonstrationer og møder, hvor de har trukket allerflest deltagere, har omfanget været maksimalt 1000 mennesker. For lige at få størrelsesforholdet på plads, så er der i Danmark anslået omkring 250.000 muslimer, og af disse er altså mindre end en halv procent (0,5 %) tilknyttet Hizb Ut-Tahrir som medlemmer eller mere eller mindre aktive sympatisører.

Det svarer sådan omtrent til, hvor stor en andel Jehovas Vidners knap 15.000 medlemmer udgør af det samlede antal kristne i Danmark (kristne her omfattende alt fra almindelige folkekirkemedlemmer til katolikker, græsk-ortodokse, baptister, frikirker, Pinsemissionen osv.).

Hizb Ut-Tahrir deler da også mange fælles træk med Jehovas Vidner. En lukket gruppe, styret af en lille magtfuld inderkreds, der præget af stærk social kontrol isolerer sig i sit eget parallelsamfund. De afviser demokrati, homoseksualitet, ligestilling osv. og drømmer i stedet om et kommende religiøst tusindårsrige på jord.

Nu ville så godt som alle medlemmer af Folkekirken opleve det som totalt meningsløst, hvis det blev forventet af politikere og meningsdannere, at de eller deres lokale sognepræst skulle tage offentligt afstand, hver gang medlemmer fra Jehovas Vidner udtalte noget besynderligt – endsige at de skulle tage opstilling med protestdemonstrationer, hver gang Jehovas Vidner afholder stævner. De fleste vil formodentlig end ikke anerkende Jehovas Vidner som kristne.

Det samme gælder for den danske venstrefløj, som mig bekendt ikke har arrangeret én eneste protestdemonstration mod Jehovas Vidner i de mere end 80 år bevægelsen har eksisteret i Danmark. Da bevægelsen for få år siden samlede mere end 13.000 vidner til sommerstævne på Brøndby Stadion var der således ikke en eneste demonstrant i miles omkreds, og ingen socialdemokratiske politikere og debattører følte i øvrigt dengang noget behov for at tage afstand fra at en homofobisk religiøs bevægelse, der vender sig mod kvinders ligestilling og udgør et anti-demokratisk parallelsamfund, samlede tusindvis af tilhængere i socialdemokraternes eget kerneland på Vestegnen.

En væsentlig forskel er selvfølgelig, at nok missionerer både Jehovas Vidner og Hizb ut-Tahrir, men Jehovas Vidner er et veletableret trossamfund, som langt de fleste medlemmer er født ind. Jehovas vidner har ikke nogle personmæssige overlap til eksempelvis kriminelle miljøer, er gennemført pacifistiske i alle tænkelige situationer, de har ingen politiske ambitioner overhovedet, og de forsøger på ingen måde at udfordre samfundsmæssige institutioner – det være sig uddannelsesinstitutioner eller boligforeninger. Børnene får ikke lov til at deltage i lejrskoler, børnefødselsdage eller juleklip i skolen, men de forsøger omvendt ikke at forhindre opsætningen af et juletræ i lokalområdet for andre.

(Læs f.eks. om opvækst i Jehovas Vidner: En helt almindelig aften og Når du keder barnet...)

Hvordan så imødegå Hizb ut-Tahrir?

Ligesom det gælder for PEGIDA /For frihed, så har Hizb ut-Tahrir ingen større samfundsmæssig betydning som politisk bevægelse i Danmark. Hizb ut-Tahrir har ikke indflydelse på nogen væsentlige samfundsmæssige institutioner, og når de lejlighedsvis kan få forvist et juletræ fra en almen boligforening, så skyldes det udelukkende, at kun meget få møder op til afdelingsmøderne i den almene boligsektor og endnu færre stiller op til de lokale bestyrelser.

Men Hizb ut-Tahrir er ikke blot en politisk bevægelse, som PEGIDA/For frihed, det er samtidig – som jeg har argumenteret for – i høj grad en sekt. Selv om man ikke skal forfalde til hysteriske udfald og overvurdere hverken deres omfang eller betydning, så repræsenterer de i den forstand et problem i samfundet al den stund, at de er undertrykkende over deres tilhængere og kan være en belastning for deres umiddelbare omgivelser i lokalområdet.

Men ligeså lidt som demonstrationer og blokader var det optimale middel i kampen mod Den Danske Forening, ligeså lidt er det et rigtigt middel i kampen mod Hizb ut-Tahrir. Her skal der gribes til de erfaringer, vi som samfund trods alt har i forhold til andre ny-religiøse sekter kendetegnet ved social kontrol af medlemmerne.

Det største problem med Hizb ut-Tahrir er, som med andre ny-religiøse sekter, den interne sociale kontrol og undertrykkelse, der finder sted overfor de mennesker, som søger ind i dem. De unge mennesker, som af den ene eller den anden grund er havnet i en undertrykkende sekt, skal hjælpes ud – eksempelvis gennem offentligt støttede exitprogrammer - og tilgangen til sekten skal begrænses gennem oplysning og opbygning af positive alternativer, som kan rumme de mennesker, der tydeligvis af de ene eller den anden grund søger identitet og fællesskab.

Det handler f.eks. om informationsarbejde i lokalområder om de faktiske forhold, intern undertrykkelse, dobbeltmoral og korruption i Hizb ut-Tahrir. Som det tidligere medlem sagde meget præcist i artiklen i Zetland, så er ytringsfriheden faktisk et fremragende middel i indsatsen mod politisk-religiøse sekter.

Da der er en tydelig religiøs dimension også, så er det – alt andet lige – en fordel, hvis man i det arbejde kan lægge berøringsangsten og muslimsforskrækkelsen væk og involvere troende muslimske demokrater, der rent faktisk ved noget om islamisk teologi. Der kan tages kontakt til familier til unge, der i kontakt med Hizb ut-Tahrir, og de skal hjælpes i et respektfuldt samarbejde til at få deres sønner og døtre ud igen. Og der skal skabes positive fællesskaber for de unge i udsatte lokalområder på de unges præmisser, og hvor de mødes med respekt.

Der er med andre ord mange indsatser, der ville kunne gøre en forskel og dæmme op for Hizb ut-Tahrir og lignende politisk-religiøse sekter. Men det sidste venstreorienterede imidlertid skal gøre, hvis det ellers er målet at begrænse tilgangen til Hizb ut-Tahrir og hjælpe unge ud af bevægelsen, er at stille sig op på det modsatte fortov med bannere og råbe side om side med højrefløjspartier og muslimfjendtlige debattører og lokalpolitikere, for ikke at tale om ultraliberalister, nationalkonservative, nyfascister eller racister, med krav om forbud, forskelsbehandling og indskrænkning af grundlæggende politiske rettigheder.

Whatabout Kenya?

Knud Holt Nielsen — Sat, 21 Nov 2015 09:07:21 +0000

Af Knud Holt Nielsen

Fredagens terrorangreb mod cafeer, en rockkoncert og en fodboldkamp i Paris begået af religiøse fascister fra IS har ført til en række forskelligartede reaktioner. De fleste har uden større forhold ubetinget fordømt den fascistiske terror.

Enhedslisten har peget på nødvendigheden af markant øget støtte til kurderne i Syrien og Irak, solidaritet med de mennesker der flygter fra borgerkrigen og IS-terroren i Syrien og senest indførelse af målrettede sanktioner imod de lande – Saudi Arabien og Qatar – hvorfra IS henter en væsentlig del af deres økonomisk støtte.

Modsat vil socialdemokraterne og de borgerlige partier fortsat ikke sige fra overfor - endsige reagere med sanktioner - over for de Golfstater, hvorfra IS har hentet økonomisk og logistisk støtte. De vil heller ikke yde støtte til de syriske kurdere i YPG, der fører an i kampen mod IS i Syrien, alt imens NATO-partneren Tyrkiet kaster bomber – ikke over IS men over kurderne. I stedet vil socialdemokraterne og de borgerlige blot gøre tilværelsen endnu sværere for de mennesker, der flygter til Danmark fra myrderierne i Syrien.

De sociale medier – Twitter, Facebook osv. - har igen fungeret som platform for virtuelle demonstrationer i solidaritet med de myrdede i Frankrig og fordømmelse af IS. Folk har lagt billeder op af Eiffeltårnet som fredstegn, fået franske flag over deres profilbilleder og mere i samme stil. Omkring 10.000 deltog yderligere i en mindehøjtidelighed søndag i København.

Det er ikke så underligt, hvis folk reagerer voldsomt på et terrorangreb i denne her målestok, der rammer en by som mange har besøgt eller har venner fra, som rammer deltagerne i en koncert med et band man måske ville have hørt i Amager Bio, og som rettes mod tilfældige mennesker på gaden i kvarterer der nærmest kan sammenlignes med Vesterbro, Nørrebro og Nordvest.

Kritik af solidaritetsmanifestationerne

Men der har også været en ganske anden reaktion blandt nogle, der har brugt mere energi på at kritisere solidaritetsmanifestationerne for ofrene i Frankrig. Det kan selvfølgelig være rimeligt nok, hvis man bare grundlæggende er irriteret over virtuelle solidaritetsmanifestationer, og synes det er en uforpligtende omgang præget af en art lemminge-effekt.

Jeg er så ikke enig, selv om jeg da synes det er en rimelig kritik at rejse. Jeg skal gerne indrømme, at jeg skiftede mit profilbillede i solidaritet med ofrene for fascistisk terror i Paris, præcis ligesom jeg for et par år siden havde sådan et norsk badge på mit profilbillede efter Breiviks fascistiske terroranslag i Norge. Jeg gik også ind til mindehøjtideligheden ved den franske ambassade, præcis ligesom jeg tidligere har lagt blomster ved den Svenske og Norske ambassade i solidatet med (andre) ofre for fascistisk vold. Selvfølgelig er det symbolske handlinger at demonstrere – uanset om det gøres fysisk eller virtuelt - men symbolske handlinger kan også have væsentlige positive politiske effekter.

Nogle har imidlertid ikke så meget kritiseret selve det, at folk ændrer profilbilleder o.lign., men rejst en kritik af, at folk nu viser al denne sympati med Frankrig og ofrene for den fascistiske terror i Paris overhovedet, for hvorfor har de ikke også lige omfavnet alle andre ofre for terror på kloden?

Et godt eksempel finder vi således her på Modkraft, hvor Peter Kenworthy under overskriften ”Efter Paris: Hvor er interessen for massakrer i Beirut, Kenya og Nigeria?” retorisk spørger: ”Mange har desuden lagt blomster foran den franske ambassade eller deltaget i mindehøjtideligheder for ofrene, ligesom Facebook er fuld af profilbilleder med det franske tricolore-flags farver. Men hvor var den solide mediedækning, blomsterne og Facebook-profilerne da 147 kenyanere blev dræbt af terrorister i april eller da 2.000 nigerianere blev dræbt i januar, i øvrigt på samme dag som angrebet på Charlie Hebdo?”

Kenya? Ja Peter Kenworthy er ikke den eneste, hverken i Danmark eller udlandet, der pludselig nævnte Kenya. I mit Facebook-feed optrådte pludselig spørgsmål om, hvorfor medierne – herunder ikke mindst de sociale af slagsen - ikke havde interesseret sig for terrorangrebet i bl.a. Kenya i sin tid, når de nu i disse dage skrev så meget om terroranslaget i Paris.

Terrorangrebet i Kenya 2. april

Den 2. april stormede medlemmer af den islamistiske terrorgruppe Al-Shabaab, der er en Østafrikansk aflægger af Al-Qaeda, Garissa University i Kenyas Nordøstlige provins. Bevæbnet med AK 47 stormgeværer dræbte de i alt 148 mennesker. De gik rundt og skød systematisk studerende ned, som de vurderede som kristne eller på anden måde ’ikke-muslimske’, f.eks. hvis de ikke evnede at recitere vers fra koranen.

En religiøs fascistisk terroraktion hvor studerende blev massakreret udelukkende på grund af deres tro – eller mangel på samme. På den måde mindede det meget om begivenhederne i Paris, hvor tilfældige koncertdeltagere og cafegæster systematisk blev mejet ned.

Et helt igennem modbydeligt fascistisk terrorangreb, men ét som altså ifølge Modkraft og andre ikke udløste nogen interesse på de sociale medier, og ikke var solidt dækket af medierne.

Hvordan var reaktionerne efter Al-Shabaabs terrorangreb?

De danske medier skriver meget sjældent om begivenheder i Kenya. Den mediemæssige dækning af udviklingen på det afrikanske kontinent er i det hele taget ganske usædvanligt beskeden, med mindre det drejer sig om Sydafrika eller stater i Nordafrika. Der er generelt en bias i mediebilledet. Så langt har Peter Kenworthy og andre en pointe.

Men da terroren ramte Kenya i april 2015, var der faktisk omfattende dækning af begivenhederne mens de fandt sted i alle de store internationale nyhedsmedier: BBC, Al Jazeera, CNN, the New York Times, USA Today og Washington Post (for bare at nævne nogle få).

På de sociale medier blev der lanceret en global twitterkampagne under hashtags som #147notjustanumber og #jesuiskenya. Billedet, der indleder denne artikel blev delt over 250.000 gange på Facebook alene via Young Paris (såmænd også af undertegnede blogskribent).

Der var efterfølgende lystændinger, blomsternedlæggelser og andre mindehøjtideligheder i byer rundt omkring i verden: New York, Paris og såmænd også i København, hvor der bl.a. var en manifestation på vor Frue Plads foran Københavns Universitet.

Og nej deltagerantallet i Danmark var på ingen måde lige så omfattende som efter fredagens terrorangreb i Paris, og det kan man med rette kritisere (der var så også mange flere, der deltog i mindehøjtideligheden på Østerbro efter attentaterne i København i februar 2015, end der var foran den franske ambassade i søndags eller foran den norske ambassade efter massakren på Utøya i 2011). Men derfra og så til at hævde, at de mange mindehøjtideligheder ikke fandt sted, der er der unægtelig et godt stykke.

Også i Danmark var der en omfattende dækning efter terrorangrebet i medierne – i forhold til den dækning der normalt er af Kenya endda en meget omfattende nyhedsdækning af begivenhederne - både på de elektroniske medier DR og TV2 og de store landsdækkende aviser.

Politiken, JP, Berlingske, Information, Kristeligt dagblad, Weekendavisen - og sågar Ekstra Bladet og BT - bragte over 50 artikler om Kenya efter terroranslaget. Selv Dagbladet Arbejderen dækkede efterfølgende mindehøjtideligheden på Vor Frue Plads for ofrene. Det eneste væsentlige danske nyhedsmedie som reagerede med tordnende tavshed og hverken skrev om terrorangrebet i Kenya eller de forskellige mindehøjtideligheder efterfølgende i København var … Modkraft (!).

Og det er så her, at jeg faktisk bliver godt gammeldags forarget. Hvis man rent faktisk interesserede sig for begivenhederne i Kenya april 2015 – eller bare følger med i mainstreammediernes nyhedsdækning – så vil man også vide alt det her. I stedet kan man nu opleve folk, som aldrig har interesseret sig et klap for Kenya, pludselig bruge det fascistiske massemord i april 2015 til en bekvem omgang "whataboutism" når andre mennesker reagerer på terrorangrebet i Paris.

Der er et ord for den slags, og det er ikke særlig pænt ...

Kønnet i sandkassen

Knud Holt Nielsen — Mon, 18 Aug 2014 07:54:03 +0000

Af Knud Holt Nielsen

(Jeg skrev denne blog i slutningen af juni, men med en sommer hvor danske politikere herhjemme konkurrerede om, hvem af dem der er mest højreorienteret i spørgsmålet om borgerrettigheder for etniske minoriteter i Danmark, alt imens Israel bombede palæstinenserne i smadder i Gaza og ISIS korsfæstede kristne og begravede Yezidier levende i Irak, ja så virkede debatten om køn og ligestilling i Danmark lige pludselig uendelig meget som ’first world problems’. Men det er jo også en vigtig debat og stadig vigtige problemer, så nu bringer jeg indlægget alligevel. God læselyst.)

Lad os starte med et lille tankeeksperiment.

Når kvinder i forskellige sociale sammenhænge oftere end mænd mødes med negative for-forståelser, negativ særbehandling, negativ italesættelse, negative forventninger og andre former for diskrimination i kraft af deres køn, så vil vi på venstrefløjen næppe tøve med at karakterisere det som et udtryk for sexisme eller misogyni.

Når homoseksuelle i forskellige sociale sammenhænge oftere end heteroseksuelle mødes med negative for-forståelser, negativ særbehandling, negativ italesættelse, negative forventninger og andre former for diskrimination i kraft af deres seksualitet, så vil vi på venstrefløjen næppe tøve med at karakterisere det som et udtryk for homofobi eller heterosexisme.

Når danske medborgere fra etniske minoriteter i forskellige sociale sammenhænge oftere end det ’hvide’ flertal mødes med negative for-forståelser, negativ særbehandling, negativ italesættelse, negative forventninger og andre former for diskrimination i kraft af deres etnicitet, hudfarve, kultur eller religion, så vil vi på venstrefløjen næppe tøve med at karakterisere det som et udtryk for racisme eller xenofobi.

Men hvad nu hvis det eksempelvis er drengebørn, der oftere end pigebørn bliver mødt med konsekvente negative for-forståelser, negativ italesættelse, negative forventninger og andre former for negativ særbehandling i forlængelse af deres køn? Hvad vil vi så karakterisere det som?

Nu er det sidste desværre bare ikke noget tankeeksperiment, det er faktisk en tendens vi finder i landets daginstitutioner og skoler, men vi kalder det tilsyneladende bare ikke rigtig noget på venstrefløjen, og det fylder heller ikke noget, hvis man kaster et blik på de debatter og artikler, som Modkraft igennem årene har bragt om køn, feminisme og ligestilling.

Anerkendelse eller skideballer til børn …

I 2012 blev der offentliggjort den største undersøgelse hidtil af hvordan børn oplever dét at gå i børnehaver, og nok så væsentligt var børnene selv blevet spurgt i undersøgelsen og ikke bare de voksne omkring dem. Det var så vidt vides første gang børn selv er blevet brugt som informanter på denne måde. Bag undersøgelsen stod en gruppe forskere fra Aalborg Universitet og UCN, der havde samlet resultater fra 3000 børn i 140 institutioner i tolv danske kommuner.

Flertallet af børnene i undersøgelsen var glade for at gå i børnehave, og det er unægtelig positivt og taler til pædagogernes fordel trods årelange besparelser og forringelser af bemandingen i institutionerne. Men går man bag om tallene og nærstuderer resultaterne set ud fra et ligestillingsperspektiv var resultaterne meget bekymrende. Dobbelt så mange drenge som piger trives nemlig ikke i institutionerne. 20 procent af drengene var ikke glade for at gå i børnehave mod kun 10 procent af pigerne. Og det er ikke så underligt, for undersøgelsen vist også, at pigerne oftere mødes med ros og anerkendelse end drengene i institutionerne.

Pigerne bliver betydeligt oftere trøstet af en voksen, når de er kede af det, end drengene bliver. De kan generelt set bedre lide at gå i børnehave end drengene kan. Og særlig stor er forskellen, når man spørger, om de kan lide de voksne, det kan markant flere af pigerne end af drengene. Til gengæld siger drengene, at de bruger computer langt oftere end pigerne gør.

På spørgsmålene: ”Er der nogen dage, hvor du ikke har det godt?” Svarere drengene oftere ja end pigerne. Det samme gælder spørgsmålet: ”Får du meget skældud af de voksne?” Her er forskellen markant – og det er drengene der oplever at få mest skældud.

Spørger man de voksne pædagoger, var børnenes besvarelser da heller ikke overraskende. Pædagogerne i undersøgelsen har – for nu at sige det lidt firkantet – oftere langt mere negative forventninger til drenge end til piger i børnehaven. Pædagogerne opfatter pigerne som nogen, der har højere sociale færdigheder end drengene, mens drengene opfattes som nogle, der er mere udadreagerende. Pædagogerne opfatter drenge som nogle, der oftere får raserianfald end pigerne. Drenge karakteriseres som oftere ”rastløse eller hele tiden i bevægelse”, og drengene gør sig ifølge pædagogernes opfattelse langt oftere skyld i at ”forstyrre de aktiviteter, der foregår”.

Mønsteret går igen, når pædagogerne til gengæld har den forhåndsopfattelse, at pigers kommunikations- og sprogfærdigheder er markant højere end drenges. Piger er sådan generelt set nogle, der opfattes som bedre til at ”formulere deres ønsker verbalt”, til at ”lege med sproget” og til at ”rime på egen hånd”. Det er selvsagt ikke blot væsentligt for børnenes situation i børnehaven. Det er også vigtigt som forudsætning for at lære at læse og skrive og at tilegne sig fagtekster senere i uddannelsesforløbet, som forskerne peger på i rapporten. Eller sagt med andre ord. Piger værdsættes højere end drenge både socialt, kognitivt og færdighedsmæssigt i børnehaven. Kobler man etniciteten i spil, så er det også pædagogernes opfattelse, at minoritetsbørn har ringere sociale færdigheder end majoritetsbørnene og helt galt står det til, når de skal vurdere minoritetsdrenges sociale færdigheder.

Læs resume af undersøgelsen her

Når kønnet i børnehaven så pludselig forsøges bragt i spil på en måde, de voksne bilder sig ind skal være positiv og inkluderende, så bliver det så undertiden i stedet til de her groteske kønsmæssige karikaturer, hvor pigerne skal rende rundt i rollen som lyserøde prinsesser mens drengene skal fægte løs med sværd og være riddere, som om piger ikke også i stigende grad bevæger sig ud i skoven bevæbnet med elverører og rollespilssværd i landets rollespilsforeninger for børn, og som om alle drenge synes det mest fantastiske i verden er at slå på tæven. I den situation er det så gerne, at venstreorienterede politikere melder sig på banen med kritik af kønsstereotyper i børnehaverne, når billeder af opslag fra diverse institutioner begynder at cirkulere på Facebook og i medierne.

Børn agerer efter de forventninger de møder

Vi behandler andre ud fra vores forhåndsforventninger. Har vi negative forhåndsforventninger til, hvad nogen kan, eller hvordan de er, så er der en tendens til at behandle dem derefter. Det er ret beset meget banalt. Og børn har det tilsvarende med at tilpasse sig de forventninger, de mødes med. Mødes de konsekvent med negative forhåndsforestillinger om, hvordan de er og påtaler og skideballer, så vil de også rette deres selvforståelse og deres adfærd ind efter disse, og det er sværere at opbygge en positiv relation til de voksne, som omgiver dem. Og omvendt hvis de generelt mødes med ros og anerkendelse.

Der cementeres nogle forskelle i landets institutioner, der kan præge børns selvforståelse og ageren i år efter de har forladt dem, og det gælder sådan set uanset om, man griber til de socialkonstruktivistiske forklaringsmodeller eller de neurobiologiske forklaringsmodeller, der peger på, at hjernen er formbar – eller ’plastisk’ – særligt i børneårene, og at hjernen som sådan er et kulturelt produkt, som afspejler, hvad den er blevet udsat for.

Nu er det ikke sådan, at pædagoger ikke kan lide drenge. Det ville være en fuldstændig grotesk og helt igennem urimelig påstand uden hold i virkeligheden, som dementeres på daglig basis, hvilket enhver med børn i en dansk børnehave ville kunne skrive under på. Men der er tilsyneladende nogle indlejrede negative forventningsdiskurser til hvad små drenge kan og hvad de gør, der virker bag om ryggen på en del pædagoger, og som resulterer i en negativ forskelsbehandling af en væsentlig del af drengene. Det hænger givetvis sammen med flere ting, men det er næppe helt uvæsentligt i sammenhængen, at pædagogsammensætningen i landets daginstitutioner fuldstændig forrykt kønsmæssigt skæv. Kun 7 % af de pædagoger, der arbejder i daginstitutioner, er mænd, og der bliver nok desværre ikke flere dem, i takt med at hverdagssexisme og hysteri får lov til at sætte en dagsorden indenfor området, hvor mandlige pædagoger i flere institutioner pludselig ikke må skifte ble eller være alene med børn, da de alene i kraft af deres køn opfattes som potentielle overgrebsmænd.

Drenge og piger i skolen

Ser man på skolerne i et ligestillingsperspektiv, kan man iagttage nogle af de samme mønstre.

Dobbelt så mange drenge som piger må gå første skoleår om, der er massiv overrepræsentation af drenge i specialundervisningen, og drenge er i det hele taget oftere, sådan rent statistisk betragtet, mindre glade end piger for at skole i det hele taget, og ikke overraskende ender de også med at pjække mere fra skolen end piger.

Skolebørnsundersøgelsen 2010 fra Statens Institut for Folkesundhed peger således på, at godt nok kan 83 procent af eleverne ’virkelig godt kan lide skolen’ eller ’synes den er nogenlunde’, men der er en markant kønsmæssig forskel. 40 procent af de 11 årige piger ’kan virkelig godt lide skolen’, mens det kun er 32 procent af de 11 årige drenge. Ved udskolingen i 9. klasse er andelen så i samme undersøgelse på et markant lavere niveau i form af 24 procent af pigerne og 18 procent af drengene. Omvendt er det samtidig en tendens at der er flere drenge end piger, som direkte ikke kan lide at gå i skole.

Det samme mønster bekræftes af en stribe andre undersøgelser, eksempelvis peger undersøgelsen ”Psykisk mistrivsel blandt 11-15-årige” fra Sundhedsstyrelsen 2011 på, at 14 procent af drengene og 7,9 procent af pigerne i femte klasse direkte ikke kan lide at gå i skole, for eleverne i 9. klasse i samme undersøgelse er tallene så endnu højere, nemlig hhv. 26,1 procent og 19,4 procent.

Link til undersøgelsen ”Psykisk mistrivsel blandt 11-15-årige”

Drenge er larmende uromagere, piger fnidrer bare …

At drenge oftere er mindre glade for at i skole end piger er imidlertid ikke særlig overraskende, når man går tættere på, hvad der foregår i skolerummet. Der er ganske enkelt en udbredt negativ forventningsdiskurs om, at drenge er mindre ”skoleegnede” end piger, og ser man på læreres adfærd så får drenge da også oftere skæld ud og påtaler og sjældnere ros og anerkendelse end piger. Også selv om børnene eksempelvis kan være lige urolige på tværs af køn. Altså igen sådan rent statistisk betragtet.

I skoler i dag stortrives stereotyper om drenge som forstyrrende og skoleuegnede, mens piger er stille, flittige og hjælpsomme. Men som eksempelvis Jo Krøjer, der er lektor ved Institut for psykologi og uddannelsesforskning på RUC, har peget på, så kan påstanden om at drenge larmer mere end piger i skolen ikke dokumenteres. Tværtimod.

”Forventningen om, at drengene larmer mere, har bund i forestillingen om, at de har et større behov for fysisk aktivitet, som ikke tilgodeses i skolen. Men der er ikke noget i vores forskning, der tyder på den forskel. I 5. klasse er det et problem for alle børn at sidde stille”.

Sådan lød det således fra Jo Krøjer til dagbladet Information i 2011, da hun præsenterede resultaterne af et forskningsprojekt, hvor forskerne igennem et halvt år havde fulgt undervisningen i en Københavnsk folkeskole.

Men reaktionen fra lærernes side overfor urolige piger og urolige drenge var meget forskellig. Mens drengene fik påtaler og skældud og i al almindelighed blev betragtet som (potentielle) uromagere, så var indstillingen til piger var langt mere positiv. Piger i skolen var ifølge deres lærere således ikke uromagere. Det var blot ’pigefnidder’ når de larmede og forstyrrede undervisningen. Eller som Jo Krøjer sagde til Information om resultaterne af forskningsprojektet:

”Når pigerne er urolige i undervisningen, kalder lærerne det pigefnidder, men de betragter det tilsyneladende ikke som forstyrrende for klassen. Pigerne anses for at være mere socialt kompetente end drengene.”

(…)

”Og det mest påfaldende er, at lærerne - trods deres bevidste arbejde med køn - har nogle meget firkantede og gammeldags forestillinger om, hvordan drengeelever og pigeelever er. Lærernes forestillinger overskygger det, der faktisk foregår i undervisningen, og noget af det, eleverne kunne få ud af undervisningen, falder til jorden.”

Læs mere om undersøgelsen

Når det så kom til de fysiske udfoldelser i skolen, hvor pigegruppen i det konkrete studie viste sig at være dygtigere end drengene, så blev dette imidlertid heller ikke anerkendt. Børnene fik dermed indpodet en forestilling om, at drenge var mere fysiske end piger, der omvendt fik indpodet en selvforståelse af at være mere læringsparate, intellektuelle og refleksive end drenge. Det skal siges, at de her stereotyper både kendetegnede mandlige og kvindelige lærere i undersøgelsen.

Og effekten af at få skæld ud og andre mere eller mindre systematisk negative reaktioner fra læreren? Ja det betyder ganske enkelt, at skoleelever lærer mindre, mange elever ikke tør bede om hjælp, hvis læreren først har været vred, og når det så oftest er de ”urolige” drenge og ikke de ”fnidrende” piger, som indkasserer skideballerne, ja så kan der ganske enkelt aflæses en meget ’kønnet’ effekt af det.

Læs mere hos Videnskab.dk: ”Skoleelever lærer mindre, når læreren skælder ud”

I biologiens vold

Nogle taler om, at der skulle være sket en ’feminisering’ af pædagogikkerne i skolen, hvor der skulle være mindre bevægelse og flere stillesiddende aktiviteter end tidligere, og at det så skulle passe bedre til biologiske piger end de biologiske drenge.

Selv om det næppe ligefrem er fremmende for en nuanceret forståelse af, hvad drenge er og hvad drenge måske kan, at skolens undervisere er næsten lige så kønsmæssigt skævt sammensat som daginstitutionerne – blot 30 procent af lærerne er mænd, et forhold som kun bliver mere skævt i de kommende år, eftersom læreruddannelsen rekrutterer 75 procent kvindelige studerende og kun 25 procent mandlige - så er ’feminiseringstesen’ på et langt stræk også noget gebommerligt sludder. Sådan historisk set. Der var lige så meget røv-på-sæde pædagogik - endda mere - hvis vi kigger tilbage på tidligere tiders folkeskole, men her var der ingen, der havde en opfattelse af drenge som særligt skoleuegnede. Tværtimod

Forestillingen om drenge som særligt uegnede til refleksion og læring er en opfattelse, som er vokset frem igennem de sidste tre-fire årtier. En periode som på andre områder ellers har været præget af øget ligestilling. Blot ikke i skolers og institutioners læringsarenaer, hvor forskelsbehandlingen tilsyneladende blot har holdt flyttedag, og drenge nu mødes med negative forventninger og fordomme og forskelsbehandling, som på sæt og vis er en bizar spejling af de institutionelle fordomme om pigers evner for læring og refleksion for 60-70 år siden. Dengang blev piger i skolerne regelmæssigt mødt med opfattelser af, at de ikke egnede sig til læring på et højere niveau, manglede evner for selvkontrol og ikke var i stand til at tænke intellektuelt og reflektere. Og pigerne endte med at agere i overensstemmelse med de forventninger, de blev mødt med, og blev efterfølgende notorisk underuddannede i forhold til deres skolekammerater, som var drenge, der til gengæld fyldte op på landets gymnasier og videregående uddannelser.

Da de første kvindelige studenter fra Aarhus Katedralskole blev studenter i 1906, fik de eksempelvis følgende tidstypiske smøre som afskedssalut fra skolens rektor ved translokationen: ”Ved at give Piger Adgang til Skolen er Alvoren i Skolens Arbejde blevet ringere. Nogle af vore bedste Elever er ganske vist Piger, men gennemgående mangler Pigerne den rette Opfattelse af Begrebet Disciplin, hvad enten det nu kommer af, at de i det hele taget er livligere end Drengene, eller det bunder i Kvindekønnets almene Ringeagt for Regler.”

De negative forventningsdiskurser, som kan iagttages i skoler og institutioner, er da heller ikke et eller andet historisk levn fra patriarkatet. Tværtimod. Eller som Dorthe Staunæs, der er professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) på Aarhus Universitet, og bl.a. har forsket i køn i skolen, skrev i en artikel i Weekendavisen fra 2007:

”I dag er det ikke ualmindeligt at tale om og behandle drenge som uregerlig natur. I et historisk perspektiv er det en interessant diskurs, der indebærer en omvending af en traditionel rollefordeling. Væk er Viktoria-tidens billeder af kvinder tæt knyttet til natur, og som qua den hysterisk livmoder er ude af stand til at tænke intellektuelt. Væk er billedet af den rationelle mand, der herskede over naturen. Væk er Freuds billede af kvindeligheden som Det mørke Kontinent og ind træder billedet af drenge i biologiens vold.”

Dorthe Staunæs pegede på, at drenge opfattes som nogle, der ikke er modtagelige for udvikling så samme vis som piger. De er så at sige i deres ”hormoners vold”. De er kropslige og kan ikke sidde stille og arbejde med intellektuelt stof i længere perioder. Modsat pigerne. Drenge er kun modtagelige for udvikling i en sådan grad, som modningen af deres hjernelapper og hormoner tillader det, og de forventes at være klar til koncentreret intellektuelt arbejde langt senere end pigerne. Drenge kan ikke udvikle sig i kraft af selvrefleksion eller selvledelse som piger, men kun som en konsekvens af hormoner og modning.

Drenge i skolen er i dag er med andre ord blevet underlagt nogle nye negative forventningsdiskurser knyttet til deres biologiske køn og disse negative forventningsdiskurser styrer så, hvordan henholdsvis piger og drenge behandles i skolen.

Piger får i klasserummet tildelt roller som en art ’hjælpelærere’, som skal understøtte lærerens indsats overfor de umodne drenge, der forventes ikke at være i stand til selvrefleksion, og selv om de to køn ret beset kan være lige forstyrrende i timerne, så er det altså kun drengene der betragtes som ’urolige’, der jævnligt skal korrekses.

Magten i klasserummet tildeles ’de fornuftige piger’, der indtræder på lærerens side, mens ’de ufornuftige drenge’ i bedste fald kan forsøge på at falde under lærerens radar i klasserummet. Pigerne får regelmæssigt at vide, at de skal bære over med de ”umodne og hormonforstyrrede” drenge, eller også skal ligefrem de intervenere og korrekse dem på vegne af læreren. Det er et kønnet hierarkisk magtforhold, der vokser frem i klasserummet på denne måde.

De negative forventningsdiskurser overfor drengene betyder imidlertid også, at de modsat pigerne, simpelthen ikke trænes i refleksion og selvledelse, som er blevet en ny tids bærende sociale teknologier i skolen.

Et par konkrete eksempler, som Dorthe Staunæs i artiklen trak frem fra forskningsprojektet ”Skolede identiteter og selvledelsesformer”, peger således på, hvordan de forskellige forventninger til piger og drenge udfolder sig i praksis i skolen. Hun havde bl.a. optaget en række elevsamtaler i udskolingen, og her var det tydeligt, at der var kortere elevsamtaler og konsekvent færre invitationer til reflektere over mål og midler i samtalerne med drengene, mens pigerne omvendt i elevsamtalerne blev bedt om at bære over med drengene, fordi ”drenge er umodne” eller ”i hormonernes vold”.

Og dette mønster kan iagttages allerede fra de helt små børn i indskolingen, længe før at pubertetens hormoner ellers på nogen måde kan hævdes spille ind på hverken det det eller det andet køn. Eller som det hedder i artiklen fra Weekendavisen i 2007:

De forskellige forventninger til elever i drenge- og pigekroppe kunne også spores i brugen af indskolingens sociale teknologier. Det kan ses i et videoeksempel hentet fra en session i Social Træning, som i eksemplet foregår kønsopdelt og under temaet ’venskaber. I pigegruppen sidder man i rundkreds og kan se hinandens ansigter, mens man taler om en film, hvor en pige meddeler en anden, at deres venskab må stoppe. Eleverne bliver så bedt om at reflektere over, hvordan bruddet påvirker den forsmåedes følelser. Venskab undersøges gennem risikoen for at miste, og pigerne trænes i at forstå andres perspektiver, tolke følelser og udvikle empati.

I drengegruppen diskuteres der også venskab. Det foregår ikke i en rundkreds, men ved borde og stole sat i række, så man ser hinandens rygge. Drengene skal ikke sætte sig i andres sted, men bruge egne erfaringer til at fortælle om, hvordan man får venner. Hvor pigerne trænes i refl eksion i form af empati, at sætte sig i den andens sted og at regere på noget udefra, ja så trænes drengene i at tage initiativ og ’malebonde’ – uden at ’sætte sig i den andens sted’ eller forholde sig til andres normer og forventninger.

Efter disse eksempler fristes jeg til at spørge, om det er sådan, at drenge opgives på halvvejen og tilbydes færre muligheder for selv at udvikle sig, hvorimod piger skoles i refleksion på stadig mere sofistikerede måder? Gad vide hvilke konsekvenser de forventninger får for drengenes mulighed for at reflektere og deres lyst til at ”lede sig selv”? Og gad vide om det sæt af forventninger mon kan være en af grundene til at drenge oftere sendes til specialundervisning og falder fra til de gymnasiale og videregående uddannelser?

Dorthe Staunæs’ klumme fra Weekendavisen er ikke online, men man kan læse mere om projektet ”Skolede identiteter og selvledelsesformer” her

Uddannelseskapløbets vindere og tabere

Tilfredshed med skolen virker positivt på indlæringen. Det er et almindeligt anerkendt faktum. Elever lærer mere effektivt, hvis de er glade, tror på sig selv, synes om lærerne og føler, at skolen støtter dem. Omvendt er der risiko for at børn, der ikke trives i skolen, klarer sig dårligt fagligt, falder fra og forlader skolen uden afgangsprøve. Dårlig skoletrivsel hænger endvidere sammen med et lavt uddannelsesniveau eller fravalg af uddannelse senere i livet.

Læs mere på Videnskab.dk: ” Når skolen er værre end spild af tid”

Hvor godt eller dårligt eleverne klarer sig i skolen kan imidlertid ikke adskilles fra eksempelvis klassebaggrund, som endeløse mængder af studier har påvist igennem de sidste fem årtier, og drengene fra den veluddannede middelklasse klarer sig såmænd alligevel trods mere udbredte negative forventningsdiskurser i skoler og institutioner. De bæres frem af deres socio-kulturelle baggrund og den ballast de får med hjemmefra, hvor kønsroller i flere år har været inde i et voldsomt opbrud afspejlet ved, at fædre for første gang nogensinde i større omfang træder ind i rollen som tilstedeværende omsorgsgivende forældre.

Nogle af drengene bliver endda meget dygtige til at bruge deres køn i skolen. Det er de charmerende, kreative teenagedrenge, der med et instrument i den ene hånd fomår at køre rundt med deres (oftest) kvindelige lærere, til stor irritation for nogle af de piger, der godt kan gennemskue, hvad det er, som foregår, og som har valgt andre kombinationer af flid, fedt og snyd som strategier for succes i skolerummet.

Men drengene, der kommer fra knap så god social baggrund eller knap så uddannelsesvante miljøer, de falder igennem, i et samfund hvor uddannelse har stadig større betydning for social position, muligheder på arbejdsmarkedet og generel livskvalitet.

Og ser vi på, hvad der sker i uddannelsessystemet efter folkeskolen i et ligestillingsperspektiv, så er der da også et helt tydeligt og stærkt kønnet mønster.

Der er en overvægt af piger på de gymnasiale ungdomsuddannelser. HTX er den eneste markante undtagelse, men eleverne på HTX omfatter så til gengæld også mindre end 10 procent af de unge. På de videregående uddannelser var 57 procent af de optagne kvinder i 2013, og ser man alene på de lange videregående uddannelser ved universiteter o.lign. så var ca. 56 procent af de studerende kvinder i 2013 (tal ifølge søgninger i Danmarks Statistik).

Unge kvinder på vore breddegrader brager med andre ord igennem uddannelsessystemet i vore dage. Ikke mindst på de videregående uddannelser og herunder indenfor en lang række af de traditionelle hårde 'magtfag' som jura, politologi, medicin mm.

Unge mænd er på deres side overrepræsenteret i statistikkerne blandt dem, der falder ud af uddannelsessystemet og ikke får uddannelser. I 2013 havde 44 pct. af de 35-årige kvinder fuldført en videregående uddannelse, mens det kun gjaldt 31 pct. af mændene. Det er en meget voldsom forskel. Og nej jeg ved godt, at det endnu ikke har afspejlet sig på professor-niveau, hvor årgangene ansat i 1970'erne og 1980'erne stadig fylder solidt i mange fag og der er stadig en vis overvægt af unge mænd på de tekniske uddannelser og indenfor bestemte områder af naturvidenskab.

Den kønnede forskel i uddannelsesvalg – og uddannelsessucces – kan ikke ses uafhængigt af de unges erfaringer fra institutioner og grundskole, og herunder det forhold, at piger igennem deres vandring gennem daginstitutioner og skoler generelt er blevet mødt med positive for-forståelser og anerkendelse og f.eks. ikke regelmæssigt udsat for påtaler eller negative forventningsdiskurser - modsat mange drenge, hvor af en del tilsyneladende ender med at handle i overensstemmelse de negative forforståelser de hele tiden er blevet mødt med.

Uddannelsesmedaljens bagside

Piger og unge kvinder går med andre ord deres sejrsgang i uddannelsessystemet, og tillykke med det, historisk er det jo en enestående bedrift, at kvinder har bevæget sig fra en absolut marginaliseret position indenfor uddannelsessystemet til i stedet at udgøre flertallet af de studerende på mindre end seks årtier. Det er intet mindre end en revolution.

Men det er selvfølgelig ikke, fordi der ikke også er en bagside ved pigernes uddannelsessucces og de positive forventninger, som pigerne er blevet mødt med i forhold til deres evne til at begå sig i uddannelsessystemet. På det seneste har man i stigende grad peget på problematikken med de såkaldte 12-tals piger i gymnasierne, der vil være perfekte på alle parametre - både uddannelsesmæssigt, socialt og kropsligt, og uanset hvor udbredte de såkaldte 12-tals piger så er som fænomen, så er 21,3 procent af pigerne i alderen 16-24 år eksempelvis stressede mod kun 11,3 procent af drengene ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2010.

Det er altså ikke fordi, at piger ikke også har trivselsproblemer, men de knytter sig mere til eksempelvis deres kropslige selvforståelser. Spørger man eksempelvis børn om deres vurdering af deres eget helbred, så vurderer piger oftere, at de har et dårligere helbred end drenge, og at de oftere har eksempelvis hovedpine eller mavepine end drenge. Og selv om der er flere overvægtige drenge end overvægtige piger (12 procent af de 15 årige drenge og 8 procent af de 15 årige piger), så er langt flere piger overbeviste om at de er for tykke end drenge (43 procent af de 15 årige piger mod 23 procent af de 15 årige drenge, ifølge i følge tal fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2010). Det er da også blandt pigerne at problemer med spiseforstyrrelser er langt mest udtalt. Så hvor drengene generelt har det bedre med deres krop, så har pigerne det generelt bedre med det at gå i skole.

Skulle man sammenfatte de forhold i en simpel ligestillingsmæssig betragtning, så er målet selvsagt ikke, at piger bliver mindre glade for at gå i skole og flere drenge udvikler spiseforstyrrelser, men derimod at man begynder at arbejde målrettet med både at modvirke de negative skolediskurser, som drenge udsættes for og de negative kropsdiskurser, som piger udsættes for.

Den lyserøde sti og omverdenens reaktioner …

Ved det nyligt overståede Nordisk Forum i Malmø, hvor feminister var samlet fra hele Norden, var der blandt de mange indslag også en udstilling arrangeret af Sveriges Kommuner og Landsting, den svenske organisation, der svarer til danske KL, der skulle vise, hvordan vi definerer os selv og de nye generationer. Man kunne gå på en lyserød sti forbi dukker, kosmetik og høje hæle på den ene side eller med legoklodser, barbergrej og grillkul på den anden. Pointen var at illustrere, hvordan vi fra første til sidste dag i livet bliver defineret som køn gennem de ting, vi omgiver os med.

En ide der kan føre til mange overvejelser, men det er jo ikke bare ting, som former os. Det er relationer og reaktioner, så hvis det nu skulle have været en sti, som viste børnelivets kønsdannelse i vandringen igennem institutioner og skoler, så ville der være brug for endnu et væsentligt element, der kunne vise, hvilken reaktion børn får i institutionerne og skolerne, afhængigt af, om de så vælger at skele til den ene side eller til den anden side. For hvis det skulle give et billede af, hvordan børn formes, så skulle der således stå en stor voksen på den ene side og tildele ros og anerkendelse til de forbipasserende, og en på den anden der uddelte vilkårlige påtaler og undertiden skideballe. Så kunne man jo ellers fundere over, hvordan det påvirker børns selvforståelse og lyst til fortsat læring eller ej.

Jeg startede med at skrive, at venstrefløjen ikke rigtig kalder det for noget, så snart det er drengebørn, der udsættes for negativ forskelsbehandling og negative forventningsdiskurser, som tilfældet er i institutioner og skoler. Heri ligger der for mig at se en væsentlig del af problemet, hvis vi ellers mener det med ligestilling alvorligt, for det nytter ikke noget, hvis vi sætter kikkerten for det blinde øje i det øjeblik virkeligheden viser sig at være mere sammensat end de måske forenklede forståelser, vi læner os op ad.

En forudsætning for at ændre ved samfundsproblemer er, at vi starter med at sætte ord og begreber på de samfundsforhold, vi gerne vil ændre.

Vi er nødt til at begynde at sætte begreber på, hvad vi burde kalde den forskelsbehandling, som drenge udsættes for i institutioner og skoler, og erkende at det handler om meget mere grundlæggende forhold i den pædagogiske praksis og tilgang til børnene, end spørgsmål om blåt eller lyserødt, riddere eller prinsesser. Og at det absolut ikke løses ved at børn ikke længere må være i besiddelse af et biologisk køn og derfor fremover skal tituleres ’hen’ eller andre besynderlige sproglige symbolpolitikker og svenske absurditeter, der træder i stedet for en håndtering af de egentlig problemer i institutions- og skolerummet.

En nødvendig forudsætning for at kunne bryde med den negative forskelsbehandling er, at lærere og pædagoger i deres uddannelser og efterfølgende bringes til at forholde sig selvkritisk og refleksivt til deres egen praksis og institutionelle stereotype for-forståelser af køn, som et første skridt til et brud med de sexistiske diskurser og kønsspecifikke fordomme, der lige nu på daglig basis åbenbart stadig florerer rundt omkring i mange institutioner og skoler.

Gæsteblog: Urafstemning i Enhedslisten – et spørgsmål om loyalitet

Knud Holt Nielsen — Mon, 23 Jun 2014 10:35:04 +0000

Af Knud Holt Nielsen

Debatter i Enhedslisten har det med at skylle over i andre medier, og det gælder også den urafstemning om to forskellige kandidatlister, som medlemmer er i gang med i disse dage, og som allerede har været anledning til skriverier i bl.a. Dagbladet Information og ikke mindst på en stribe forskellige debatgrupper på facebook, men en åben og mere grundlæggende debat her på Modkraft ville nu nok være mere produktiv og fremadrettet.

Jeg giver derfor i denne uge ordet til Lasse P.N. Olsen fra Enhedslisten i Aalborg, som har lånt min blog som gæsteskribent med en række principielle betragtninger om det lille parti Internationale Socialister i forhold til Enhedslisten set i lyset af urafstemningen, hvilket forhåbentlig kan blive anledning til en god – og principiel (!) – debat her på Modkraft.

God læselyst
Knud Holt Nielsen

----

Urafstemning i Enhedslisten – et spørgsmål om loyalitet

Af Lasse P.N. Olsen

Alle Enhedslistens medlemmer skal til urafstemning den 19-27. juni, hvor vi skal vælge mellem to forslag til fordeling af de 21 prioriterede folketingsvalgkredse, som årsmødet skulle fordele. Enhedslistens vedtægter indeholder nemlig nemlig en betydelig mindretalsbseskyttelse således, at hvis et forslag til kandidatliste ikke kan opnå mindst 2/3 flertal blandt de delegerede på årsmødet, så skal der være urafstemning i hele organisationen mellem de to lister, som opnåede størst opbakning på årsmødet.

Den ene liste (liste 1) manglede 7 stemmer i at opnå 2/3 flertal, og derfor har et mindretal benyttet muligheden for at sende spørgsmålet til urafstemning.

Flere har spurgt mig efter, hvad jeg tænker om de to lister, og det er der kommet denne lidt lange gennemgang ud af. De to forslag er identiske på de 19 ud af 21 pladser, men der er for mig at se én forskel på listerne, som er afgørende for, hvilken liste jeg stemmer for:

Den ene liste (liste 2) giver en valgkreds med relativt god valgchance til et medlem af Internationale Socialister (IS), den anden (liste 1) gør ikke.

IS er et lille-bitte parti, og årsmøde efter årsmøde har vist, at deres opbakning i Enhedslisten er forsvindende lille. Derfor er jeg lidt bange for, at jeg med dette indlæg kommer til at tale dem op til noget, de ikke er. Det er ikke hensigten.

Men jeg synes grundlæggende, at Enhedslistens medlemmer (og vælgere) har krav på at vide, hvad IS er for en størrelse, så en evt. beslutning om at opstille en IS'er til Folketinget tages på et så oplyst grundlag som muligt.

Jeg har bestræbt mig på at lade beskrivelsen af IS læne sig opad deres egne ord, og det er en ganske taknemmelig opgave, fordi IS i lighed med talrige af både nuværende og hedengangne smågrupper på venstrefløjen er storproducent af alenlange skrifter om deres politik og praksis, som bringer en del klarhed, hvis man abstraherer fra de mest svulstige og floskuløse proklamationer.

Det er dog langt fra alt, der er offentligt tilgængeligt, og jeg kan forestille mig, at man ved læsning af IS's interne medlemsblad "IS-bryderen" (det var i hvert fald titlen så sent som for et års tid siden, tidligere var det et trykt blad, mens det i vore dage er det mailbaseret) kan få et bedre indblik i partiets virke – men det er kun for medlemmer, så det har jeg ikke adgang til.

Hvordan forstår IS demokratisk centralisme i dag?

IS er organiseret ud fra princippet om ”demokratisk centralisme”, og den praksis er gældende i deres arbejde såvel uden for som i Enhedslisten. Dette organisationsprincip stammer fra det russiske kommunistparti udviklet under zarvældet.

Men ét er dengang - hvordan forstår IS demokratisk centralisme i dag? Det spørgsmål besvarer de selv:

”Men hvis man ikke ved afslutningen af en sådan diskussion, tager en beslutning som alle medlemmer følger - hvis der ikke er centralisme - så er der ikke tale om reelt demokrati. En diskussion der ender med at alle medlemmer bare gør hvad der passer dem - uanset om de tilhører flertallet eller mindretallet - er ikke demokratisk.”

”Et revolutionært partis mål derimod er at samle størst mulige dele af arbejderklassen i kampen mod kapitalismen. For at kunne gøre det, må alle medlemmer være overbeviste om partiets politik og de må alle handle samlet for at kunne lede arbejderklassens kampe.”
(Kilde: http://www.socialister.dk/detmenervi/socialisme/default.asp?chapter=8&page=5)

Alle medlemmer af IS er altså forpligtet til at følge IS's partlilinje og ”handle samlet” på baggrund af denne. Hvordan IS vælger at organisere sig internt, er deres egen sag. Men når IS arbejder som ”parti i partiet” i Enhedslisten, er det noget andet.

Hvis der opstår konflikt mellem Enhedslistens og IS's politik på et givent område, hvilken linje skal en IS'er i Folketinget så følge?

Dette spørgsmål kan jeg ikke besvare med sikkerhed, men vi kan måske få et fingerpeg, hvis vi kigger på, hvordan IS forholder sig til andre IS'ere med tillidsposters ageren i Enhedslisten.

I 2011 besluttede IS's landsledelse at udtrykke beklagelse over, at IS-medlem Hans Jørgen Vad ikke havde stemt imod Enhedslistens deltagelse i finansloven fore 2012 (han undlod at stemme). Landsledelsens beslutning blev senere bakket op af IS's landsmøde. (kilde: http://socialister.dk/landsmoede/2012/is_el_finanslov.php)

Jeg sad i Enhedslistens Hovedbestyrelse sammen med Hans Jørgen Vad, da Enhedslisten indgik sin første finanslovsaftale nogensinde, og eksemplet med finansloven for 2012 er særlig interessant, fordi ingen – hverken i HB eller i Enhedslisten – gav mig bekendt udtryk for andet, end at indgåelse af finansloven var i fuld overensstemmelse med den årsmødevedtagelse, som udstikker rammerne for Enhedslistens mulighed for at indgå en finanslovsaftale.

At IS er politisk uenig i indgåelsen af finanslovsaftalen (og den årsmødevedtagelse, den udspringer af) er fint nok, men at IS gør sig til dommer over HB-medlemmer, som agerer i henhold til en årsmødevedtagelse, er ikke fint nok. Det handler ganske enkelt om loyalitet, og som HB-medlem og folketingsmedlem skal det værre Enhedslistens beslutninger og politik, man arbejder ud fra – ikke IS's.

Din fjendes fjende …

Og det er ikke kun i forhold til finanslovsaftaler, at IS's og Enhedslistens politik er i konflikt. Enhedslisten vender sig imod overgreb og drab på civile, uanset hvem der foretager dem, og uanset hvor de foregår. Menneskerettigheder er grundlæggende og ikke noget, man kan gå på kompromis med. IS, derimod, støtter ubetinget Hamas og Hizbollah ud fra en logik om, at ”din fjendes fjende er din ven”:

”Internationale Socialister/ISU står ubetinget på samme side som fx Hizbollah og Hamas, når de kæmper mod imperialistisk undertrykkelse.”
(Kilde: http://www.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=28505)

Og ja, jeg har læst disclaimeren om, at deres ubetingede støtte ikke er ukritisk, men den type semi-forbehold tror jeg ærligt talt, at ofrene for selvmordsbomber på caféer eller for missiler i boligområder er temmelig ligeglade med. Og det virker temmelig naivt at tro, at der i patriarkalsk funderede, homofobiske og politisk reaktionære grupper som Hizbollah og Hamas findes kræfter, som ”...kæmper mod kvindeundertrykkelse, homofobi eller andre konservative ideer.”

Artikler om sådanne kræfter glimrer da også ved deres fravær i de numre af IS's egen avis, som jeg har kigget igennem.

De politiske uenigheder mellem IS og Enhedslisten er mange, men jeg vil lade det blive ved disse to eksempler. Min hensigt med dette indlæg er ikke at skabe debat om det rigtige eller forkerte i Enhedslistens og IS's politiske linjer, men blot at illustrere at der er konflikt imellem dem – og at man ikke kan arbejde fuldt loyalt for begge linjer.

Det erkender IS også selv. I et forslag vedtagelse fra deres landsmøde i 2012, som faldt pga. stemmelighed, man kan læse, at:

”Den udvikling Enhedslisten har gennemgået på det seneste, med ja til Libyenkrigen og ja til finansloven, har gjort det tydeligere at det er nødvendigt at opbygge en selvstændig revolutionær organisation. Dels for enkeltpersoner i Enhedslisten, og dels fordi vores to projekter adskiller sig mere og mere fra hinanden.”
(Kilde: http://socialister.dk/landsmoede/2012/hvorhen_el.php)

Hvad vil IS i Enhedslisten?

Det rejser så spørgsmålet om, hvad IS egentlig vil i Enhedslisten, når de er så uenige med Enhedslisten på centrale områder, at de to partiers projekter adskiller sig mere og mere fra hinanden. Dette spørgsmål besvares i samme forslag til udtalelse:

”Vores primære mulighed i Enhedslisten er at vinde enkeltpersoner for et aktivistisk og revolutionært perspektiv.”

Og senere samme sted hedder det sig:

”De IS-medlemmer, som arbejder aktivt i Enhedslisten er ansvarlige over for IS som helhed og skal formulere sig omkring deres arbejde.”

”Enhedsliste-arbejdet i København kan ikke overlades til enkeltpersoners indsats.”

I en egentlig vedtagelse af lidt nyere dato, nemlig fra IS's landsmøde i 2014, forklarer IS endnu mere konkret, hvorfor de arbejder i Enhedslisten, som de ellers samme sted karakteriserer som et venstrereformistisk parti med et ”ensidigt fokus på parlamentarisk arbejde”:

”IS er i Enhedslisten, fordi Enhedslisten er den store port til venstrefløjen.”
(Kilde: http://www.socialister.dk/landsmoede/2014/is_og_enhl.php)

Men det handler om mere end om blot at gå gennem ”den store port til venstrefløjen” for at hverve enkeltpersoner til IS. Når IS'ere stiller op til tillidsposter i Enhedslisten, sker det ”...som led i en kollektiv prioritering.”

IS erklærer åbent i samme landsmødevedtagelse fra februar i år, at de ønsker at modarbejde Enhedslistens medlemmers fælles beslutninger:

”Vi vil derfor arbejde for, at der bliver formet en mere afklaret venstrefløj, som kan udstikke en alternativ linje til den officielle linje i Enhedslisten.”

Her springer det i øjnene, at den demokratiforståelse, som man har i internt i IS, overhovedet ikke er gældende i forhold til IS's ageren i Enhedslisten.

For IS gælder det som nævnt, at ”en diskussion der ender med at alle medlemmer bare gør hvad der passer dem - uanset om de tilhører flertallet eller mindretallet – ikke [er] demokratisk”, mens det for IS i Enhedslisten gælder om at udstikke en alternativ linje til ”den officielle” og demokratisk vedtagne.

Enhedslisten har ikke demokratisk centralisme (hvilket jeg er godt tilfreds med), men det springer i øjnene, at IS'ere forlanger én type adfærd af sig selv og hinanden i forhold til IS's fælles beslutninger, og de forventer en modsat type adfærd af sig selv og hinanden i forhold til Enhedslistens fælles beslutninger.

Det siger noget om, hvor loyaliteten vejer tungest.

Denne gennemgang bringer mig så frem til følgende spørgsmål, for diskussionen kan for mig at se koges ned til et spørgsmål om loyalitet:

Hvordan kan et medlem af IS repræsentere Enhedslisten loyalt i Folketinget, når ...

IS har demokratisk centralisme og som konsekvens heraf forpligter deres medlemmer på at arbejde for IS's partilinje, uanset om de er enige i denne eller ej, og som vedtager udtalelser om enkeltmedlemmers ageren i Enhedslisten?
IS er uenig med Enhedslisten på flere områder i en sådan grad, at IS med et ledelsesmedlems egne ord har et politisk projekt, som adskiller sig mere og mere fra Enhedslistens?
IS åbent erkender, at de vil udstikke en alternativ politisk linje end den, Enhedslistens medlemmer beslutter?
IS er i Enhedslisten, fordi det er den store port til venstrefløjen med det formål at hverve medlemmer til sig selv og ad den vej opbygge en organisering uden for Enhedslisten?

Mit bedste bud på et svar er, at det ikke er muligt at arbejde loyalt for Enhedslisten, hvis man samtidig arbejder loyalt for IS. Det er den afgørende årsag til, at jeg ved urafstemningen stemmer på Liste 1 og vil opfordre alle andre enhedslistemedlemmer til at gøre det samme.

Politisk aktivisme er et håndværk, hvor man skal kunne bruge hovedet …

Knud Holt Nielsen — Sun, 27 Apr 2014 07:33:28 +0000

Af Knud Holt Nielsen

Det er vist de færreste, der ikke har bemærket, at en blandet gruppe af overvejende yngre venstreradikale har taget initiativ til en fløjteaktion den 1. maj, hvor de vil overdøve Helle Thorning-Schmidt når hun taler fra fagbevægelsens scene i Fælledparken.

Aktivisternes angivelige ambition er, at samle meget bredt blandt dem, der er utilfredse med regeringens politik indenfor en lang række områder: ” Lærerlockout, salg af DONG og Nets, nedskæringer på SU'en, løndumping, dagpengeforringelser, ydmygende kontanthjælpsreformer og skattelettelser til de rigeste”, som de selv skriver på aktionens Facebookside.

I skrivende stund aner (her søndag den 27. april) aner jeg selvsagt ikke, hvordan den aktion kommer til at forløbe, når den endelig ruller af stablen om et par dage, og man skal jo altid passe på med at lege spåmand. Men indtil videre har fløjteaktivisternes initiativ haft den stik modsatte effekt af det, de angiveligt tilstræber og tjent mere til at svække modstanderne mod den siddende regerings nyliberale politik.

Hvor debatten for ikke særlig lang tid siden handlede om den brede utilfredshed med regeringen, så har fløjteaktivisterne igennem deres forbløffende kluntede og uigennemtænkte indsats på forbløffende kort tid formået at ’re-frame’ hele sagen, så det nu ikke længere er Socialdemokratiets løftebrud og Thornings modsætninger med eget bagland, der står i centrum. I stedet handler alting omkring 1. maj nu om aktivisternes eget forhold til demokrati og ytringsfrihed. Det er vist et eksempel på politisk aktivisme, der mest af alt tåler sammenligning med Jesper Olsens indsats i kampen mod Spanien ved VM i 1986.

Socialdemokrater i fagbevægelsen har ligefrem fået et bekvemt afsæt til nu at gøre 1. maj til en støttebegivenhed for Helle Thornings abstrakte ’ytringsfrihed’ og mobilisere til fordel for denne uden at de længere på nogen måde skal forholde sig til, at statsministeren eksempelvis systematisk har forringet levevilkårene for deres egne arbejdsløse eller nedslidte medlemmer. I skrivende stund har tilslutningen til støttegruppen for Helle Thorning i fælledparken 1. maj da også for længst overhalet tilslutningen til fløjteaktionen på Facebook.

Med mindre man lever isoleret i sin egen lille politiske guldfiskebowle, var det nemt at forudse, at medierne ville køre benhårdt på ytringsfrihedsvinklen lige fra det øjeblik aktionen blev lanceret som "Overdøv Helle Thorning 1. maj" og hvor aktionsformen fra starten tydeligvis var væsentligere for initiativtagerne end hvad der bedst kunne fremme de angivelige politiske mål (der nu også fremtræder som en lidt svævende smørebrødsseddel).

Havde man i stedet helt fra starten (!) lagt op til en bred vifte af forskellige fredelige protestformer og en samlet overskrift, der rettede sig direkte mod regeringens svageste punkter - ”Råb Helle op – hun vender det døve øre til befolkningen” eller ”nej til løgne og løftebrud” (eller hvad man nu ellers kunne forestille sig) - frem for blot hendes mulighed for at komme til orde, så havde resultatet sikkert fortsat været mere eller mindre kakofonisk støj og masser af buhråb i Fælledparken, men det havde ikke på forhånd tildelt statsministeren en aldeles ufortjent offerrolle og det havde ikke betydet at hele diskussionen forventeligt ville handle om fløjter eller ej, små venstreradikale subkulturer og statsministerens ytringsfrihed frem for de ødelæggende sociale konsekvenser af regeringens politik.

Set fra en ren håndværksmæssig betragtning er der simpelthen tale om et ringe stykke aktivistarbejde, som nu har taget modstanden mod regeringens talrige svinestreger som gidsler. Og det er der ingen undskyldning for.

Kend dit terræn og forstå konteksten

Aktioner er, når det handler om at skabe bredere mobiliseringer, blot et middel til at et mål - eksempelvis om at skabe nogle politiske forandringer. Bestemte aktionsformer er ikke et mål i sig.

Hvis aktionsformen på forhånd kommer til fuldstændigt at overskygge målet, det politiske sigte, så er aktionen forfejlet. Og det nytter ikke at give andre skylden for egne fiaskoer, selv om det er et populært greb blandt venstreorienterede smågrupper (så slipper man også for besværlig kritisk selvrefleksion), for oftest er det simpelthen et resultat af, at man ikke selv har gjort sit eget forarbejde ordentligt

Hvis man som politisk aktivist vil lave succesfulde politiske aktioner og kampagner, der mobiliserer bredt, så skal man derfor have et godt kendskab til det terræn man vil bevæge sig i og den kontekst man befinder sig indenfor. Det terræn man som politisk aktivist agerer indenfor i Danmark består ikke at bjerge eller jungler, og handler ikke blot om geografi men også om forståelse af det mediemæssige og sociale landskab og de institutioner og aktører (med deres egne med deres egne indbyggede logikker), som er ens potentielle med- og modspillere i processen. Man skal kunne formå at forstå og udnytte det terræn man nu engang befinder sig inden for til sin egen fordel. Humor, fantasi og uforudsigelighed er blandt de vigtigste redskaber i den aktivistiske værktøjskasse.

Man skal reflektere over, hvad man vil opnå, hvem man vil henvende sig til, hvilken kontekst man indgår i, hvordan man får flere til at slutte op og hvordan man på forhånd kan lukke af for de modangreb, som ens modstandere vil komme med. Det er på den baggrund, at man vælger bestemte aktionsformer.

Forældreoprør i børnehaven

Jeg kunne godt tænke mig, at komme med et helt konkret eksempel fra et par år siden. Inden for et helt andet område.

I efteråret 2007 havde man et meget omfattende forældreoprør mod nedskæringer på daginstitutionsområdet i København. Det kulminerede med aktioner på mere end 375 daginstitutioner, hvorefter politikerne på Rådhuset simpelthen smed håndklædet i ringen og totalt opgave de fleste af deres nedskæringer.

Det var en lille gruppe forældre på tværs af forskellige bydele og daginstitutioner, der løb aktiviteterne i gang, koordinerede dem fra start og til slut og som lagde den overordnede linje for slagets gang.

Udgangspunktet var ellers ret dårligt da nyheden kom ud, om at Københavns Kommune planlagde besparelser på byens børn på op imod en kvart milliard kroner. Københavns Forældre Organisation (KFO) var i krise. Der var ikke rigtig nogen aktivitet og de fleste bestyrelsesmedlemmer var på vej ud af foreningen. Der var i den grad brug for ny energi. Men det lykkedes ikke desto mindre i al hast at indkalde til et åbent møde for forældre i de Københavnske daginstitutioner om nedskæringsplanerne.

Der mødte en mindre mængde forældre op. Der var inviteret repræsentanter for de pædagogiske fagforeninger og den kommunale forvaltning, som kunne svare på spørgsmål om nedskæringsplanerne. Forældrene stillede spørgsmål og sagde hvad de mente om kommunens spareplaner. Herefter blev pædagogerne og forvaltningen sendt hjem, og der var en åben drøftelse kun blandt de fremmødte forældre bagefter.

Ved mødets afslutning blev der nedsat en lille koordinationsgruppe på en 15 stykker fra forskellige daginstitutioner, der ville indgå i det videre arbejde. Den fik mandat til at handle på KFOs vegne og adgang til foreningens hjemmeside. Og så rullede det ellers derfra.

Der blev udpeget et par talsmænd, og da alle var forholdsvis almindelige københavnske småbørnsforældre, var det ikke svært at finde nogle, der kunne tale med autencitet og børn på armen. Der blev også diskuteret kommunikation og pressestrategi og hvordan man skulle håndtere de forventelige angreb om at være forkælede curlingforældre o.lign.

Der blev afholdt et par efterfølgende store mobiliseringsmøder, hvor alle forældre kunne møde op og diskutere med politikere og de pædagogiske fagforeninger (de blev så smidt hjem, så forældrene fortsat kunne diskutere indbyrdes, om hvad der kunne gøres). Der lavet nogle mindre forældredemonstrationer, buldret i pressen, sms kæder blev organiseret og der blev skrevet på livet løs til bestyrelserne i de Københavnske daginstitutioner. Og til sidst blev der så opfordret til to aktionsdage i alle de københavnske daginstitutioner som kulminationen på aktiviteterne.

Børneforældrenes politiske atombombe

Når det handler om velfærdskampe inden for daginstitutionsområdet er ulovlige strejker stort set virkningsløse. Kommunerne tjener tværtimod penge på pædagogstrejker, der oftest kun rammer forældrene.

Det var heller ikke første gang, der havde været protester blandt forældrene i daginstitutioner, men de foregående gange var man trods ret store mobiliseringer endt med rene nederlag og undertiden også splittede forældregrupper på de enkelte institutioner, hvor nogle typisk følte, at de var blevet taget som gidsler af andre forældre, mens andre forældre følte at nogle af deres medforældre ikke havde været tilstrækkeligt solidariske.

Den mest slagkraftige aktionsform, der har udviklet sig siden 1998, er forældreblokader af daginstitutioner. (På kommunikationsforum i sin tid udnævnt til ”børneforældrenes politiske atombombe” – Kommunikationsforums analytiker troede dog fejlagtigt, at det var de pædagogiske fagforeninger, som styrede slaget i 2007 og ikke en lille gruppe forholdsvis almindelige forældre).

Forældreblokader er den aktionsform, som politikerne er mest bange for, men samtidig er det også for mange en kontroversiel aktionsform, der for mange ’almindelige’ forældre opleves som direkte militant og derfor kan give enorm ballade på de enkelte institutioner, hvis der ikke er næsten 100 procents opbakning, og den åbner for et frontalt modangreb fra politikere og meningsdannere i pressen om at selvbestaltede venstreekstremister, der ikke har arbejde at passe, nu chikanerer stakkels ’almindelige’ lønmodtagerforældre, som ikke kan få deres børn passet.

Det kunne med andre ord nemt være endt med at blive blevet til en debat for og imod forældreblokader, for og imod en bestemt aktionsform, frem for en debat omkring forholdene i daginstitutionerne og mobilisering mod politikernes nedskæringsplaner .

Koordinationsgruppen var fuldt ud klar over, at hvis forældre – også forældre som ellers sympatiserede med sagen og var vrede – følte at de blev påtvunget en bestemt aktionsform, så ville der ikke blive så omfattende protester og der kunne opstå splittelse og ikke samling på de enkelte institutioner.

Aktionsformen kunne simpelthen overskygge sagen, hvilket kun ville gavne politikerne. Samtidig vidste man også udmærket, at hvis bare man kunne få forældrene på de enkelte institutioner til at mødes, og der blandt disse var en opfattelse af, at der var en bred pallette af mulige protestformer, så ville man ikke alene få protesterne bredt mere ud, men de fleste forældre ville såmænd også ende med at blokere deres daginstitutioner. Når blot aktionsformen var et resultat af deres eget valg på den enkelte institution.

Koordinationsgruppen opfordrede derfor blot til aktivitet lokalt og udsendte et aktionskatalog med op imod 28 forskellige velbeskrevne forslag til protestaktiviteter, man kunne rulle ud på den enkelte daginstitution i løbet af to fælles aktionsdage. Det var en rigtig fin ’to-do liste’, hvoraf nogle forslag var endog meget flippede og fantasifulde, og som strakte sig fra det særdeles fredsommelige som ’forældrekaffe mod nedskæringer’ til det mere hårdtslående ’forældreblokader af institutioner.

Da modangrebene i pressen ganske forventeligt satte ind med vinklen ’I tager almindelige forældre som gidsler’, så kunne koordinationsgruppen svare meget nøgternt og fuldt ud med rette, at man jo fuldt og helt lagde det op til forældrene på de enkelte institutioner at beslutte, hvordan de ville reagere, og at man jo derfor havde udsendt et aktionskatalog med en stribe forskellige forslag til lokale aktiviteter.

Forældrene på de enkelte institutioner følte de havde et valg mellem en bred vifte af mulige aktiviteter, og følte ikke at de blev påduttet noget (ekstremt), som de ikke selv havde valgt. Og flertallet af institutionerne valgte (big surprise) at blokere.

Og kommunalpolitikerne? Ja de lagde sig stort set fladt på maven og opgav de fleste af nedskæringerne i de kommunale budgetforhandlinger, da aktionerne efterfølgende eksploderede på de københavnske daginstitutioner.

Aktivisme er et håndværk, hvor man skal bruge hovedet

En væsentlig lære af forældreoprøret i 2007 er, at hvis man fra start opstiller et handlerum med flere forskellige muligheder for protest indenfor den samme kampagne, aktion – you name it – i stedet for at låse sig fast på et enkelt udtryk eller en enkelt aktionsform, der risikerer at overskygge protestens politske sigte, så når man længere ud, får flere til at slutte op og gør det sværere for modstanderne, at marginalisere eller isolere protesten.

For mig at se er de samme overvejelser nødvendige at gøre sig forud for hver eneste gang, man vælger at kaste sig ud større protestaktioner, hvis målet ellers er at skabe bred mobilisering.

Man skal tænke grundigt over, hvordan man ’framer’ den protestaktion, man sætter i værks – og man skal overveje hvilken ’mod-framing’ man vil blive udsat for. Man skal kunne tale med autencitet og vælge sine talsmænd herudfra. Hvis man eksempelvis vil aktionere midt under fagbevægelsens 1. maj, så er det f.eks. nok ikke lige de kommende embedsmænd fra statskundskab, man skal sætte i front som talsmænd i første omgang. Gør som japanerne og iagttag modstanderne og forsøg på at forstå, hvordan potentielle med- og modstandere i den konkrete sammenhæng vil tænke og dermed forudsige, hvordan de muligvis vil reagere.

Og mere end noget skal man skal reflektere over det terræn, man vil bevæge sig ind i (det være sig geografisk, mediemæssigt, socialt, kulturelt eller for sags skyld symbolsk) og man skal forstå den kontekst man indgår i.

Politisk aktivisme og bevægelsesarbejde er i den virkelige verden nemlig først og fremmest et håndværk, der kræver at man også formår at bruge indersiden af hovedet.

Konkurrencestaten - socialdemokraternes nye politiske projekt …

Knud Holt Nielsen — Thu, 02 Jan 2014 13:48:55 +0000

Af Knud Holt Nielsen

Hvad er det egentlig for en regering vi sidder med, og hvorfor gør den som den gør? Det er egentlig et temmelig godt spørgsmål.

Det er banalt at konstatere, at den socialdemokratisk ledede regering har gennemført nogenlunde det stik modsatte af, hvad den gik til valg på, og den er efterfølgende blevet historisk upopulær i befolkningen. Undertegnede blogskribent kan i hvert fald ikke erindre en regering, der så hurtigt blev så upopulær blandt sine egne vælgere. Der er ikke meget, der tyder på, at regeringen vil overleve næste valg, og ikke mindst socialdemokraterne har udsigt til en lang ørkenvandring, i takt med at meningsmåling efter meningsmåling bekræfter den miserable folkelige opbakning til det parti, der ellers i det meste af det 20. århundrede lå stabilt over de 30 procent af vælgerne. Det kan forekomme besynderligt selvdestruktivt. Ja direkte meningsløst. Ikke desto mindre er der faktisk mening med socialdemokraternes tilsyneladende galskab.

Jeg vil vove den påstand, at venstrefløjen, her to år efter at den socialdemokratisk ledede regering afløste VKO og mere end syv år efter at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal greb magten i socialdemokratiet og SF, stadig ikke forstået rækkevidden af den ideologiske nyorientering, som først og fremmest socialdemokratiet har gennemlevet, og som begrebsligt sammenfattes ved at partiet i dag konsekvent at omtale sig selv som et ’centrum-venstre parti’. Et begreb, der blev opfundet i 1990’erne, men som fra 2005 blev den samlende overskrift for socialdemokratiets ideologiske nyorientering.

Tværtimod sidder man efter min mening fast i to grundlæggende misforståelser. Den ene er forestillingen om, at socialdemokratiet (stadig) er et ’reformistisk’ parti, og at partiets aktuelle gøren og laden skal forstås i lyset af den reformistiske socialisme, som historisk har udgjort hovedstrømningen indenfor den danske arbejderbevægelse og hvor der ikke ses nogen grundlæggende forskelle på socialdemokraternes politik i dag og så partiets opbygning af velfærdsstatens i årtierne efter krigen, partiets krise- og reformpolitik i 1930’ernes eller for den sags skyld den tidlige kommunesocialisme i årene før og efter 1. verdenskrig. Denne forestilling gør sig ikke alene gældende blandt tilhængere af socialdemokratiets aktuelle udvikling, når de skal forsvare regeringen, men også blandt leninistiske smågrupper, der så gerne bevæbner sig med 100 år gamle citater fra diverse afdøde internationale personligheder i den socialistiske bevægelse, når de skal forklare socialdemokratiets aktuelle ageren som et udslag af ”reformisternes anslag til alle tider mod arbejderklassens sande interesser”.

Den anden forestilling finder man blandt mere refleksive politiske iagttagere på venstrefløjen, som forklarer regeringens gøren og laden med, at socialdemokraterne mangler et selvstændigt politisk projekt og derfor blot flyder med den dagsorden, som de borgerlige har sat.

[Læs eksempelvis Pelle Dragsted: Venstrefløjen skal være venstrefløj igen i CEVEAS Magasinet Politik]

Begge dele er fejlslutninger. Det socialdemokrati, der sidder med regeringsmagten, er ikke et ’reformistisk’ parti. De er faktisk overhovedet ikke socialister i nogen som helst meningsfuld betydning af ordet. Til gengæld har de i allerhøjeste grad et langsigtet politisk projekt, der meningsfuldt sammenknytter regeringens ageren indenfor hele velfærdsområdet.

Regeringens reformer, der er blevet rullet ud indenfor skatteområdet og overfor skolerne, de studerende, de arbejdsløse, de handicappede og de socialt udsatte, er heller ikke udtryk for at de radikale er en slags ’regeringens onde ånd’, men afspejler helt grundlæggende socialdemokraternes dominerende samfundsforståelse og langsigtede politiske mål i dag. De gennemfører ganske enkelt en politik, der er i overensstemmelse med deres ideologiske grundforståelse. Men denne grundforståelse er en ganske anden end den, der prægede socialdemokratiet for bare 30-40 år siden og repræsenterer et ideologisk brud, som de færreste måske helt har forstået rækkevidden af.

Konkurrencestaten som både mål og målestok

En af de mest markante og ærlige politiske udtalelser i 2013, der kaster lys over socialdemokratiets ageren i regeringen, kom i september måned fra Bjarne Corydon, da han i Politiken fastlog, at konkurrencestaten var socialdemokraternes mål. ”Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”, lød det således fra den socialdemokratiske finansminister.

Bjarne Corydon har siden gentaget udsagnet flere gange, senest i december måned i Berlingske Tidende efter en større konference på CBS, så der ikke tale om at han på nogen måde er blevet misforstået. Men hvad er ’konkurrencestaten’ egentlig for en størrelse? Begrebet stammer herhjemme fra Professor Ove Kaj Pedersen fra CBS, der har indkredset en række de grundlæggende ideologiske forandringer, der er sket med velfærdsstaten siden 1990’erne, og ikke mindst i synet på forholdet mellem stat og borger. Han peger således på, at Danmark er i færd med at forandre sig fra en velfærdsstat til det han betegner som ’en konkurrencestat’.

[Fra velfærdsstat til konkurrencestat. Interview med professor Ove Kaj Pedersen i Magasinet Asterisk]

I konkurrencestaten er det politiske mål således først og fremmet at mobilisere nationalstatens indbyggere til at indgå i den globale økonomiske konkurrence med andre nationalstater. I velfærdsstaten var hovedmålet at skabe lighed mellem landets borgere og rettigheder var universalistiske. I konkurrencestaten står der imidlertid ikke længere en forestilling i centrum om at sikre den enkelte borgers demokratiske og sociale rettigheder, men hovedmålet er derimod nu optimeringen af virksomhedernes konkurrenceevne ved at skabe den størst mulige effektivitet og udnyttelse af den enkeltes arbejdsevne.

Borgerens eneste værdi i konkurrencestaten er evnen til at indgå i og underordne sig produktionslivets behov. Enten ved at indgå disciplineret og nøjsomt i produktionen – eller ved målrettet at forberede sig på så hurtigt som muligt at komme til at indgå i den - og ikke på nogen måde udfordre de betingelser det foregår under. Arbejdets status har forvandlet sig fra at være en økonomisk nødvendighed for den enkelte til i stedet at være en art ’moralsk pligt’ for borgerne.

Samfundet består med andre ord ikke længere af demokratisk medborgere, men af simple arbejdskraftressourcer, som staten skal mobilisere. Den konkurrencestatslige politik er således et afgørende brud med hele med den del af den socialistiske tradition (herunder væsentlige dele af socialdemokratiet), der netop fokuserede på menneskets frigørelse og demokratiseringen af hele samfundet – herunder produktionslivet.

Idealet er den sunde og ranke og disciplinerede produktive samfundsborger – der uden at kny tilpasser sig autoriternes skiftende krav og som ikke gennem forkert livsstil gør sig potentielt omkostningstung.

Når konkurrencestaten er såvel endemålet som målestokken borgernes vurderes ud fra, så ses der selvsagt også med skepsis på de borgere, der i en konkurrencestatslig optik ikke opfattes som ’produktive nok’ ved ikke i tilstrækkelig grad at formå at kunne tilpasse og underordne sig produktionslives umiddelbare krav. Eksempelvis mennesker med sociale problemer, mennesker med handicap, arbejdsløse og ikke mindst børnene og de unge. Netop de grupper som den siddende centrum-venstre regering målrettet har forringet rettigheder og vilkår for i løbet af sin korte levetid.

Uddannelse som en pligt

At konkurrencestaten netop er det samlede politiske projekt for den siddende regering og socialdemokraterne, selvom flere socialdemokratiske politikere ikke bryder sig så meget om at benytte selve ordet, understreges af et andet interview fra august 2013, som ellers ikke vakte den store opsigt. Berlingske Tidende havde således bedt Christina Antorini fremlægge sin drøm om, hvordan hun mener et drømme-Danmark skal indrettes i 2050. Den giver på mange måder et tankevækkende billede af, hvad det egentlig er topministre i den siddende regering har som deres langsigtede positive mål.

[Interview med Christine Antorini om hendes “Drømmedanmark anno 2050]

Den socialdemokratiske undervisningsministers drømme-Danmark er et land, hvor fagforeningerne omsider er knækket som organisationer for kollektiv interessevaretagelse, og ministeren glæder sig til at kollektive overenskomster stort set er afskaffet til fordel for ”individuelle aftaler på virksomhederne”, og hvor eksempelvis reguleringen af arbejdstid er afløst af arbejdsuger, der skifter vilkårligt fra uge til uge afhængig af de opgaver ledelsen udstikker.

I 2050 arbejder borgerne mere eller mindre til de dør, og således underviser bedsteforældre efter pensionsalderen eksempelvis i skolerne i form af den såkaldte ”Morfarordning”, som ministeren kalder det i sin vision. Daginstitutioner er fusioneret med skolerne, og barndommen er således fuldstændig skolegjort.

Samtidig er borgerne i Antorinis drømme-Danmark i realiteten underkastet et benhårdt regime af konstant optimering af egne kvalifikationer på arbejdsmarkedet. Hun ønsker ligefrem en revision af Grundloven, som udvider den nuværende undervisningspligt med en »lære-hele-livet-paragraf«, der forpligter borgerne til at søge kontinuerlig videreuddannelse gennem alle livets faser.

Eller som ministeren siger: »Hvis mine børn bidrager bedst til samfundet ved at tage en uddannelse, så har jeg som forælder en forpligtelse til at sørge for det. Hvis de kan tage et arbejde, så skal de tage et arbejde”.

Samfundets borgere (uanset alder) har således kun værdi i den udstrækning de enten indgår i arbejdslivet – og her vel at mærke er indstillet på et grænseløst arbejde underordnet arbejdsgiverens behov – eller konstant søger at (op)kvalificere sig til produktionens behov (det være sig af varer eller tjenesteydelser).

Det er påfaldende som Antorinis konkurrencestatslige vision om forholdet mellem borger og produktionsliv giver associationer til en slags bizar privatkapitalistisk udgave den totale underordning af menneskene under produktionens behov, som ellers kendetegnede den hedenfarne arbejder- og bondestat på den anden side af Østersøen.

Disciplingen af børn og unge

Lad os sige det som det er. Christine Antorinis drømme er i deres essens grundlæggende et benhårdt opgør med reformpædagogikkens børnevenlige fokus på barndommen som en særlig fase af livet med en særlig værdi og med forestillingen om uddannelse som et middel til frigørelse. Et opgør med hele den politik overfor børn og unge, som ikke mindst socialdemokrater var arkitekter bag fra 1950’erne og til 1980’erne Det er samtidig et benhårdt opgør med regulering af arbejdsmarkedet og kollektive lønmodtagerrettigheder. En samfundsvision som hverken er socialistisk eller for den sags skyld liberal, men derimod autoritær og kommunitaristisk/socialkonservativ. Om end det nu er i en miljørigtig version og med mange højhuse. Netop Christine Antorini omfavnede da også allerede i sin tid som SF’er begejstret kommunitarisme som det nye ideologiske omdrejningspunkt, så er det da også mindre overraskende.

Hele Ny nordisk skoleprojektet, der i sin tid blev lanceret af Christine Antorini, Nanna Westerby og Lars Olsen i debatbogen ”Uddannelse for de mange” var da også grundlæggende et bud på en konkurrencestats-pædagogik, hvor børnene og de unge fra daginstitutioner til ungdomsuddannelser skal optimeres med henblik på at maksimere konkurrencekraften, og der til gengæld skulle ske et opgør med eksempelvis de almendannende, individuelt frigørende og demokratiske målsætninger, der prægede uddannelsessystemets udvikling i årtierne fra slutningen af 1950’erne.

[To menneskesyn tørner sammen. Interview med Jens Erik Kristensen]

Det er de 10-15 procent af en ungdomsårgang, der har vanskeligt ved at klare sig i uddannelsessystemet, der trækkes frem, når regeringen skal begrunde sin politik. Men realiteten er, at de såkaldt svage unge blot benyttes som en løftestang for bredere indgreb overfor alle børn og unge, i stedet for den målrettede individuelle indsats, som de udsatte unge reelt har brug for.

Den kommende heldagsskoles voldsomme indgreb i børns og unges muligheder for et selvvalgt fritidsliv og hele skolereformens indbyggede opgør med fritidspædagogikken, er således bare toppen af isbjerget af en mere omfattende statslig disciplineringsproces af nationens yngste medborgere.

Barndommens eneste formål er at forberede børnene på voksentilværelsen ude i produktionslivet. Barnelivet har ikke nogen egentlig værdi i sig selv. Og hvad der foregår daginstitutioner, skoler og fritidstilbud skal reduceres til, hvad der kan understøtte indlæringen af (skole)mæssige kundskaber i en snæver forstand. Eller som Jan Thorhauge Frederiksen, der forsker i de pædagogiske professionsuddannelser, konstaterede i et debatindlæg i Politiken (26.6.2013) om regeringens reformer af det pædagogiske område:

”Med folkeskolereformen og lærerkonfliktens forløb lød startede en målrettet indsats mod udygtige og usunde børn - med andre ord: mod potentielt omkostningstunge borgere. At nogen skulle kunne ønske sig noget andet for deres børn end livslang sundhed og skolesucces, er åbenbart utænkeligt og i hvert fald ikke en opgave for lærere og pædagoger. At blive sociale, trives, have venskaber, være selvstændig, kreativ og indgå i et demokrati bliver til stadig mere perifere pædagogiske ideer - selv om det netop er dem, der er kernen i den danske pædagogiske historie og tradition.

Den tradition er vi ved at skille os af med, uden forskningsmæssigt belæg og uden at skele til, at det er den, vores nuværende demokrati og velfærdsstat hviler på.”

Det er i lyset af konkurrencestaten, at man bedre forstår regeringens forskellige udspil indenfor børne- og ungdomsområdet: Skolificeringen af førskoleområdet og opgøret med bredere fokus på børns sociale udvikling og fri leg. Reduceringen af kreativ udfoldelse og bevægelse til ikke at være positive mål i sig selv, men blot midler til optimering af indlæringen i fag som dansk og matematik indenfor en stadig mere snæver kundskabsfokuseret læringsforståelse. De regelmæssige angreb på unge, der ikke går den snorlige vej igennem uddannelsessystemet, men som eksempelvis tillader sig at tage på efterskole eller udvikle sig på andre af livets områder. Afdemokratiseringen af uddannelsesinstitutionerne og den stadig stærkere disciplinering af de unge på ungdomsuddannelserne. Frontalangrebene på organisationerne for undervisere og forsøget på fuldstændigt at deregulere uddannelsessektoren til fordel for en uindskrænket ledelsesret – som udover forårets langstrakte lockout af alle landets lærere og skoleelever i efteråret førte til, at formændene for 12 gymnasiebestyrelser skulle stå skoleret i undervisningsministeriet fordi de havde tilladt sig at lave lokale aftaler med deres medarbejdere. Og endelig ikke mindst den voldsomme disciplinering og umyndiggørelse af de studerende med fremdriftsreform og SU-forringelser, der netop har fået protesterne til at rulle på universiteterne.

Venstrefløjen i kamp på to fronter

Kernen i socialdemokratiets nye konkurrencestatslige centrum-venstre ideologi – selve deres nye ideologiske DNA - uanset om den så fremføres af partiets yngre arbejderistiske intellektuelle eller af den socialdemokratiske top repræsenteret ved Bjarne Corydon, Christine Antorini eller Mette Frederiksen – er således et afgørende brud med den del af den socialistiske tradition (herunder væsentlige dele af socialdemokratiet), der netop fokuserede på menneskets frigørelse – ikke mindst fra lønarbejdet - og demokratiseringen af hele samfundet – herunder produktionslivet.

Det er ikke mindst de yngre i socialdemokratiet med rødder i politiske ungdoms- og studenterforbund fra 1990’erne og 00’erne, der har ført an i skiftet fra reformistisk velfærdsstatstænkning til konkurrencestatstænkning indenfor velfærdsområderne, selvom de næppe har reflekteret over rækkevidden af den ideologiske transformation, de har medvirket til at initiere. Det grundlæggende ideologiske skifte vil derfor kun blive stadig tydeligere i de kommende år i takt med at de sidste traditionelt tænkende socialdemokrater i bogstaveligste forstand uddør.

Socialdemokraterne kan således næppe (længere) trækkes synderligt til venstre, ledelsen af partiet i er i hvert fald ikke blevet væsentligt udfordret i de senere år fra noget, der blot kunne minde om en substantiel venstrefløj i partiet, og først og grundlæggende deler fremmest partiets yngre medlemmer ikke længere nogen langsigtede mål med den socialistiske venstrefløj. Tværtimod er deres mål reelt det stik modsatte – en forstærket udbytning af arbejdskraften og på sigt en mere autoritær styring af borgerne.

Det sætter venstrefløjen foran en langstrakt ideologisk kamp, hvor målet i første omgang må være i at samle hele den tredjedel af befolkningen, der i dag betragter sig selv som socialister, under en fælles politisk platform, for den egentlige ideologiske modsætning står i dag mellem demokratiske socialister (af alle slags) på den ene side, og på den anden side både de borgerlige med deres stadig mere omfattende neoliberalistiske privatiseringsdagsorden såvel som det såkaldte ’centrum-venstre’ i form af socialdemokraternes nye konkurrencestatsdagsorden, der i disse år på flere områder skaber et mindre humant og mindre frit og deltagerdemokratisk samfund.

Hvordan den socialistiske venstrefløj i praksis kan gøre det, burde være hovedoverskriften for diskussionerne i de kommende år.

De grå mænds stemme…

Knud Holt Nielsen — Thu, 05 Sep 2013 13:36:03 +0000

Af Knud Holt Nielsen

Jeg gik i 10. klasse i sin tid. Jeg havde brug for at stoppe op, prøve at gå i skole på en anden måde og blive lidt mere moden og få lidt mere selvtillid, inden jeg startede på gymnasiet. Det var det bedste skoleår, jeg havde. Det samme har hundredetusinder af andre unge danskere gjort. De har taget 10. klasse, mange på en efterskole, og de har fået muligheden for at udvikle andre sider af sig selv og finde ud af, hvad de egentlig gerne vil i livet. Det er et år, som er givet rigtigt godt ud, når det kommer til livskvalitet, og jeg håber meget, at mine egne børn – når den tid kommer – f.eks. vil tage på efterskole.

Kommunernes Landsforening (KL), Metal og Dansk Industri (DI) vil imidlertid nu forhindre de fleste unge i at kunne tage 10. klasse. De unge skal starte hurtigere på en ungdomsuddannelse – og bagefter selvsagt endnu hurtigere på en videregående uddannelse – og ifølge et fælles udspil fra dem skal muligheden for en 10. klasse kun være for de få og mere snævert rettes mod erhvervsuddannelserne. Tidligere har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd været ude med lignende udfald mod unge, der tillader sig at tage en 10. klasse i stedet for at haste igennem den snorlige vej gennem uddannelsessystemet, og krav om at 10. klasse blev begrænset til de såkaldt ’svage elever’. Det interessante er i denne sammenhæng, at selvsamme erhvervsråd for blot 7 år siden pegede på, at 10. klasse tjente til at nedbryde negativ social arv, men rådet har øjensynligt siden foretaget et politisk kursskifte i synet på unge og deres rettigheder og muligheder for at kunne udvikle sig.

Det er desværre ikke bare et utroligt dumt og fantasiløst forslag, men det er udtryk for en bredere tendens i tiden. Børn og unge skal paces frem i uddannelsessystemet så hurtigt som muligt. Det eneste i tilværelsen, der tilskrives værdi, er øjensynligt så hurtigt som muligt at træde ind i produktionen og så ellers arbejde indtil man (næsten) dør. Unge må ikke stoppe op og tænke sig om, som mange af os ’voksne’ gjorde dengang vi selv var unge. Og dét det selvom de unge aldrig er startet hurtigere på de videregående uddannelser og har taget så få omveje på vejen dertil end i dag. I hvert sammenlignet med mine egne jævnaldrende i 40’erne.

Da jeg hørte om udspillet om at begrænse adgangen til 10. klasse, kom jeg til at tænke på Michael Endes børnebog ”Momo”. Det er et eventyr om, hvorfor mennesker får så travlt, at de glemmer at bruge tid på de virkeligt væsentlige ting i tilværelsen, selv om så mange bliver så ulykkelige af det. Det skyldes ”de grå mænd”. De grå mænd er i bogstaveligste forstand ’grå’. I grå jakkesæt, med grå biler, grå cigarer, grå bowlerhatte og grå attachemapper. De stjæler menneskenes tid og alting bliver stadig mere trist, sterilt og ensrettet. Indtil barnet Momo til sidst får stoppet dem.

Nu er det jo ikke sådan, at KL, Metal og Dansk Industri er ”grå mænd”, der ryger menneskenes tid i deres cigarer. Men i deres forslag hører jeg ikke desto mindre de grå mænds stemme fra eventyret.

Det er nemlig et goldt menneskesyn, der i disse år breder sig, når det handler om børn og unge, selvom det ofte ’markedsføres’ under et slet skjult figenblad af hensyn til såkaldt ’svage’ unge, der bruges som løftestang for en bredere disciplinering af de unge (i stedet for en målrettet individuel indsats, som nogle unge kan have for). I sidste ende er det nemlig ikke bare børnene og de unge, der taber på den stadig voldsommere ’effektivisering’ af børnelivet og ungdomslivet. Det er os alle sammen, når vi skaber et samfund, hvor vi mister blikket for virkeligt væsentlige ting i tilværelsen.

Frikadellepolitikere

Knud Holt Nielsen — Mon, 12 Aug 2013 10:23:43 +0000

Af Knud Holt Nielsen

Børn i børnehaver og vuggestuer skal have mad i institutionerne. Maden skal være sund, børnene skal kunne lide den og de skal gå mætte fra bordet. Det handler om at sætte børns trivsel og sundhed i centrum og det er faktisk helt ufattelig banalt.

Hvem skal så bestemme, hvad der kan stå på menuen i en Københavnsk daginstitution? Ja det er jo også et rimeligt tåbeligt spørgsmål, for svaret er lige så enkelt: Det skal forældrenes demokratisk valgte repræsentanter i forældrebestyrelserne på den enkelte institution sammen med den lokale ledelse. De skal træffe de mest fornuftige lokale beslutninger, som er mulige indenfor de budgetter og de ressourcer, de nu engang har til rådighed.

Præcis ligesom det er de lokale forældrebestyrelser sammen med den lokale ledelse, der skal træffe beslutninger om alle mulige andre daglige detaljer.

Beslutninger skal træffes lokalt i forhold til de børn (og de forældre), der nu engang er på den enkelte institution. Og er man lokalt utilfreds med de demokratisk valgte forældrerepræsentanter i børnehaven, så kan forældrene vælge nye repræsentanter. Længere er den ikke.

Det er et sundt nærdemokratisk princip, frem for at politikere og andre meningsmaskiner konstant skal diktere helt ned i absurde detaljer, hvordan hver eneste dag skal tilrettelægges i den enkelte institution.

Eftersom der er forskellige børn (og forældre) i forskellige institutioner, så vil man også lokalt træffe forskellige valg. Derfor er der også forskel på menuen i forskellige institutioner her i København (og kan i øvrigt også være stor forskel på, hvordan det ser ud i en børnehave her på Vesterbro, hvor jeg og mine børn bor, og så en børnehave i Herning). Og derfor er der nogle institutioner i København, der har svinekød på menuen og andre der ikke har. Kød er så generelt møgdyrt, hvis det skal være af en ordentlig kvalitet, og institutionernes budgetter er meget barberede, så det er sjældent, at kødet fylder mest på menuen og mange er derfor mere eller mindre vegetariske.

Det er derfor grotesk at opleve, hvordan politikere rækkende fra Dansk Folkeparti til den Socialdemokratiske frikadellestatsminister Helle Thorning-Schmidt her i sommerens agurketid reelt agiterer for at sætte nærdemokratiet i institutionerne ud af kraft med frontalangreb mod daginstitutioner, fordi de ikke kan acceptere, hvis eksempelvis en lokal forældrebestyrelse og institutionsledelse ikke propper (nok) gris i børnene. En institution er åbenbart mindre dansk og en trussel imod vores kultur, i følge vores statsminister, hvis den eksempelvis er vegetarisk og ikke smækker frikadeller på menuen.

Og dét må siges at være en vaskeægte bombe under helt fundamentale nærdemokratiske værdier, som vi ellers sætter centralt her i landet, og et udtryk for en helt ekstrem disrespekt for forældrerepræsentanterne i de lokale institutionsbestyrelser!