Line Hultengren's blog

Unge skal skånes for farlig politik!

Line Hultengren — Mon, 11 Nov 2013 22:53:13 +0000

Af Line Hultengren

Kun 47,1 procent af de unge på 19-29 år stemte ved det seneste kommunalvalg i 2009, mens den generelle valgdeltagelse var 65,8 procent.

Jeg tror, de fleste kan være enige om, at det er et demokratisk problem, hvis en bestemt andel af den danske befolkning ikke stemmer, hvad enten de så hører til den udsatte gruppe, gruppen af danskere med anden etnisk baggrund, eller gruppen der ikke dansede med på ”Rhytm of the night” og ”No limit” i start 90’erne.

Vi synes, det er skrækkeligt, men som regel peges fingrene mod de unge selv, der ”ikke gider interessere sig for samfundet omkring sig”. Dog burde fingrene i virkeligheden pege mod os selv.

Forbud mod "politiske, religiøse eller kommercielle aktiviteter."

Artiklen om regionsrådskandidaten Maja Højgaard, der ikke må dele flyers ud på sit studie, er ikke ny og enestående, tværtimod.

Som lærerstuderende på Zahles læreruddannelse i indre København måtte vi som studenterpolitikere kun få besøg af partier og kandidater, når vi arrangerede valgdebatter, hvor de færreste studerende dukkede op, for de lærerstuderende skulle ikke generes af politikere og andet godtfolk der ville sælge dem noget.

Det var dog ikke sjældent, at skiture, byture og bogudsalg blev promoveret i stor stil på både opslagstavler og i form af sælgere, og selv har jeg mangen en gang besøgt klasser for at råde dem til at melde sig ind i både fagforening og a-kasse.

Nu er de to eksempler jo ret forskellige, men pointen er den, at man på uddannelsesstederne på den ene side viser tiltro til de studerende, som værende selvstændige mennesker, der selv kan tage stilling, og på den anden side siger, at når det gælder partipolitikere, så skal de holde sig langt væk, for så bliver de unge mennesker forvirrede og generede.

Der bliver altså sat en tyk fed streg under, at politikere er farlige og nogle lømler, som man skal skåne unge sind for. De unge vil ikke selv være i stand til at takke nej til en flyer, da politikeren vil være anmassende og grænseoverskridende, da denne kun er ude på at sælge et budskab, og aldrig er interesseret i bare at møde de studerende og lytte.

Og man undrer sig over, hvorfor mange unge ikke føler en særlig interesse for politik, og ikke bryder sig om politikere? De får jo kun mulighed for at se dem i fjernsynet i en ramme, hvor der forventes konflikter, løfter og løftebrud og tomme paroler!

Man skriger på, at politikerne kommer ud og taler med borgerne, men sandheden er, at de mange steder ikke er velkommen.

De unge skal tæppebombes med politik!

Som minimum burde man åbne både ungdoms- og videregående uddannelser for partierne hver dag under valgmåneden. På denne måde præsenterer man elever og studerende for politikerne, som de er 80 % af tiden: almindelige mennesker, der gerne vil lytte og gøre en forskel.

Vi kan dermed sætte en tyk fed streg under, at de unge er kompetente og selvstændige mennesker, der selv kan tage stilling, hvad enten det hedder ja tak eller nej tak til en folder og en snak. På denne måde bliver de jævnligt mindet om, at valget er deres, at de bliver taget seriøst og at de hører til i stemmeboksene.

Hvis vi virkelig vil have de unge til stemmeboksene skal vi tæppebombe dem med politik og politikere. Vi skal starte debatter og vi skal give dem nogle at heppe på og buhe ad. Og så skal vi starte tidligt, mens de er ved at danne deres samfundsorienterede jeg.

Barnlig lærerkampagne!

Line Hultengren — Fri, 04 Oct 2013 18:05:04 +0000

Af Line Hultengren

”Lærere kan fyres hele året - politikere kan fyres hvert fjerde år. Husk valget!”

Sådan skreg plakaten fra Københavns Lærerforening (KLF) af mig, da jeg mødte ind på min skole på Vesterbro i morges. Med en klar reference til Overborgmester Frank Jensens udtalelser om, at uduelige lærere skal fyres, blev der opfordret til at stemme til kommunalvalget d.19.november.

Plakaten kunne også have lydt: ”Æv bæv! Hvis I vil fyre os, fyrer vi bare jer! (Pruttelyde indsættes efter behov)”

Der er ikke nogen tvivl om, at mange lærere stadig bløder efter forårets lockout. De føler sig svigtede af både politikere og skoleledere, og har stadig brug for at sige: Intet glemt, intet tilgivet! Det vil jeg slet ikke gøre mig til dommer over, om er den rigtige reaktion eller ej. Jeg har også forståelse for, hvis den enkelte lærer har lyst til at skrive som på plakaten på Facebook.

Èt er den enkelte lærer, noget andet er dennes og dermed også min fagforening.

KLF må gerne være lidt provokerende, de må gerne være skarpe og frække, men de har også et stort ansvar for, at hjælpe til med at læge sårene og genopbygge tilliden mellem lærerne og deres ledere, og mellem lærerne og politikerne. Nu bærer KLF i stedet ved til bålet, så der kommer til at gå endnu længere tid, før lærerne igen kan stole på de, der lægger rammerne for vores hverdag.

Og hvem er det lige, det gavner? Ingen. Nogle lærere led et alvorligt knæk under lockouten, og disse holdes fast i tanken om, at samfundet med skoleledere og politikere er imod en. Det er ikke sundt.

Vi står overfor en folkeskolereform og ny overenskomstaftale, dette kan vi ikke forhindre. Lad os i stedet få det bedste ud af det, så vi gør det til en styrke og ikke en svaghed i vores arbejde. Det vil være sundt for os selv, godt for vores elever og fordrende for samarbejdet med alle omkring den københavnske folkeskole.

Kære lærerforening, stop barnagtigheden og hjælp os med at slukke ildebrande i stedet for at starte nye!

Endnu et nederlag for ligestillingen

Line Hultengren — Wed, 04 Sep 2013 19:40:05 +0000

Af Line Hultengren

Vi har alt at vinde og intet at tabe på at øremærke en del af barslen til fædre, og derfor er frustrationen også endnu større, når regeringen i dag har valgt at droppe at både mor og far får lige ret til at gå hjemme med det fælles barn.

Når vi taler om ligestilling, handler det om lige muligheder, udfoldelsesmuligheder, rettigheder, og listen kunne blive ved. Det handler om, at manden og kvinden står lige, det handler aldrig om at bekæmpe hinanden.

Det er også derfor, at diskussionen om øremærket barsel er så godt et eksempel på den perfekte ligestillingssag. Her kæmper mænd og kvinder ved siden af hinanden om rettigheder, der udløses igennem den samme løsning.

For mændene er den direkte fordel, at de får ret til at tage del i deres egne børns liv, og tage et ligeligt ansvar for familien sammen med sin respektive partner. Ovenikøbet viser det sig, at når han kommer tilbage på arbejdsmarkedet, har han tillært sig flere færdigheder, end han måske havde, før han gik på barsel. De opnår flere kompetencer indenfor konflikthåndtering, mægling, organisering, og meget andet - dette gælder både for mænd og kvinder.

For kvinderne betyder det, at de ikke ofrer deres egen karriere og økonomiske grundlag på kernefamiliens bål. De kommer ikke bagud i forhold til kolleger i fht. at avancere. De bliver ikke straffet på pensionen, ved at have været væk fra arbejdesmarkedet i op til flere år.

Samtidig vil det være tydeligt for ledere, der skal ansætte, at der er lige så meget fornuft i at ansætte kvinder som mænd, da kvinderne i "den fødedygtige alder" ikke nødvendigvis vil gå fra i længere tid end mændene, der tilsvarende er i "den reproduktive alder". Ved lederen tilmed at kvindens partner er en, der har taget en stor del af barslen, sendes der herigennem et signal om, at det ikke nødvendigvis er hende, der skal gå tidligt for at hente.

Fordelen for paret sammen er, at par der deler barslen har større sandsynlighed for at blive sammen og dermed få skilsmisseraten til at dale, og dermed igen spare penge for samfundet.

Hvorfor gør man en win-win situation til en tabersag?

Ser vi på dette ligestillingsspørgsmål fra en samfundsvinkel, er det også kun et spørgsmål om hvor meget man kan vinde, for der er intet at tabe.

På godt dansk er spørgsmålet om øremærket barsel altså en win-win situation. Vi har alt at vinde og intet at tabe.

Alligevel har regeringen nu valgt at droppe øremærket barsel til mænd.

Jeg begriber ikke, hvordan vi kan komme dertil, og her taler jeg ikke bare om, at øremærket barsel rent faktisk er en del af regeringsgrundlaget. Selv hvis det ikke stod der, ville det være oplagt for alle, at vi også i Danmark skal have selvstændige barselsrettigheder til både mor og far.

En god regering retter sig ikke altid efter befolkningen

Meget kan man sige om regeringen, og selv som medlem af det førende regeringsparti, kan jeg til tider finde mig i et sukkende og ærgrende kor. Men vi kan ikke bebrejde regeringen for at gå imod befolkningens ønsker, for sjældent tager den beslutninger, som befolkningen ikke vil have.

Betalingsringen blev droppet, selv efter man havde taget alle tæskene - fordi befolkningen ikke ville have den. En lov imod sexkøb blev droppet, selv efter man internt havde taget en beslutning om det modsatte - fordi befolkningen ikke ville have det. Kønskvoter blev droppet, på trods af økononomer og internationale erfaringer enstemmigt viser, det er vejen frem - fordi befolkningen ikke ville have det. Og jeg kunne blive ved.

Befolkningen siger: Buh! I må ikke tvinge os til at tage barsel!

Regeringen burde sige: Vi vil ikke tvinge jer mere end vi gør i dag, vi giver hele befolkningen flere rettigheder, ikke pligter. De har altid mulighed for at sige nej.

Regeringen siger: Javel Danmark.

Befolkningen siger: Buh! Vi må ikke stjæle barslen fra mødrene, slet ikke når fædrene ikke vil have den!

Regeringen burde sige: Mødre har ikke mere ret over det fælles barn end fædrene har. Alle erfaringer viser at mændene ønsker mere barsel, og så snart der kommer selvstændige barselsrettigheder til både mor og far, tager fædrene også en langt større andel.

Regeringen siger: Javel Danmark.

Befolkningen siger: Buh! Det går ud over de små virksomheder, hvis mændene pludselig skal på barsel!

Regeringen burde spørge: Er det tilsvarende okay, at halvdelen af befolkningen ikke kan eje en mindre virksomhed, fordi det bliver forventet, at de som kvinder skal tage flere måneders barsel? En barselordning skal komme alle (M/K) til gode, om de er lønmodtagere eller selvstændige.

Regeringen spørger: Vil I have sukker til?

Befolkningen er vanedyr, der bliver urolige, når man truer med at tage noget fra dem, de har vænnet sig til. Men regeringen har pligt til at træffe de rigtige beslutninger for befolkningen, også de der umiddelbart er upopulære. Og så må de minde sig selv om, at de ønsker ligestilling, og vejen til ligestilling er bl.a. omfordeling, hvilket betyder at vi må tage noget fra nogen og dele det med nogle andre.

Lige barsel er en af grundstenene for et ligestillet samfund, uden den kommer vi aldrig videre. Lad os fortsætte kampen!

Lad os male Rusland i alle regnbuens farver!

Line Hultengren — Mon, 19 Aug 2013 22:19:44 +0000

Af Line Hultengren

Der skal lægges pres på Putin og resten af Rusland, for at omstøde den meget kritiserede lov imod "homoseksuel propaganda". Det kan der vist ikke være nogen tvivl om, hvis man bare er nogenlunde demokratisk og ligestillet indstillet. Spørgsmålet er bare hvordan.

Jeg synes, vi har meget at være stolte af i Danmark, bl.a. kan vi være stolte af, at vi i næsten en hel uge kan hylde de mange seksualiteter, der får lov at gro i vores land. Sammenlignet med resten af Europa, har danskerne et af de mest åbne syn på seksualitet, også minoritetsseksualiteterne, og foretrækker du samme køn, begge køn, dig selv som et andet køn, eller noget helt syvende, er der i udgangspunktet plads til det.

Nej, det er ikke rosenrødt, desværre oplever mange LGBT personer også at bliver chikaneret, truet og overfaldet for at udtrykke deres seksualitet, og vi skal hurtigst muligt have gjort en større indsats for at komme hadforbrydelserne til livs igennem registrering af hadforbrydelser og mere lys og overvågning på udsatte områder. Samtidig skal der i skolerne tales langt mere åbent og naturligt om andre seksualiteter, da det er i skoletiden de fleste springer ud og skal føle sig trygge ved det.

Så ja, vi skal stadig være stolte, samtidig med at vi fortsat arbejder for mere tryghed for alle danskere. Vi må dog ikke nøjes med at kigge på os selv, vi må også forsøge at lægge pres på de lande, der ikke har den samme åbenhed. Vi må gå forrest og være rollemodeller.

Boykot af Vinter OL?

Det store spørgsmål har på det seneste været, om vi skal boykotte Vinter OL i Rusland, i håb om, at Putin og hans kumpaner vil lytte til fornuft. Jeg har hidtil været tilhænger af denne strategi, men er kommet på bedre tanker.

Jeg er skolelærer, så lad os bruge et eksempel fra min hverdag. I skolegården går Augustus rundt og slår på alle de andre. Han mobber, han spytter og han gør kort sagt alt det, der får de andre børns forældre til at sige: "Augustus, ham skal I ikke lege med, for han kan ikke finde ud af at opføre sig ordenligt. Hold jer fra ham!".

Tilbage går Augustus rundt i skolegården. Nogle af de andre børn skynder sig at løbe væk, men Agustus, der stadig ikke har lært, hvordan man har en god kontakt til andre børn, han render bare hen til nogle nye ofre og slår på dem, uden rigtigt at have lagt mærke til, at andre er løbet væk og står bag cykelskuret og gemmer sig, fordi de ikke vil lege med ham.

Er sammenligningen for langt ude? Er Putin Augustus? Måske, måske ikke, men pointen er den samme.

Lader Danmark være med at deltage i Vinter OL, er der stor sandsynlighed for, at Rusland ikke vil skænke det en tanke, eller de vil i hvert fald have meget nemt ved at ignorere det, for større er vi heller ikke. Samtidig kan det være lidt svært at forsvare, hvorfor vi ikke skulle deltage, når vi deltog i OL i Kina og mange andre steder, der har mindst lige så voldsomme brud på menneskerettighederne, og denne diskussion kunne komme til at stjæle fokus fra sagens kerne om LGBT rettigheder.

Vores vigtigste mål må vel være, at få signaleret til Rusland og resten af verden, at vi ikke vil tolerere angreb på mennesker pga. deres seksualitet. Så lad os larme i stedet for at tie stille.

Lad os sende alle sportsudøvere og politikere af sted med regnbueflag i alle størrelser og former - og have nok med til at dele ud blandt alle de andre landes deltagere. Endnu er det uvist, om udenlandske statsborgere vil blive anholdt, men for at hjælpe den russiske befolkning, der med sikkerhed ikke kan gøre det samme, så må det være den risiko, man må tage.

Lad os male Rusland i alle regnbuens farver og på den måde latterliggøre deres afskyelige love fra deres egen jord!

Mens vi tæller ned til skolereformen

Line Hultengren — Sun, 11 Aug 2013 21:15:24 +0000

Af Line Hultengren

Sommerferien er ovre for langt de fleste, og dermed starter skolen også igen. For mine egne elever bliver dette deres sidste år i folkeskolen, og de kan derfor være ligeglade med den kommende reform, men for de flestes vedkommende, kan de se frem til en stor ændring af deres skoledag. Spørgsmålet er om skolen er parat til denne ændring.

En rundspørge foretaget af Mandag Morgen viser, at skolelederne langt fra er klar til de øgede krav, der bliver stillet til dem i den nye skolereform. En reform der kræver langt mere indsigt i, hvad der sker i klasserne, når lærerne lukker døren bag sig. En indsigt der skal gøre lederne i stand til at bestemme, hvor meget tid lærerne skal bruge til forberedelse af undervisning og løft af andre opgaver.

Nu har mange stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor det nu skulle være et problem. De har sammenlignet med mange andre arbejdspladser, hvor cheferne også bestemmer, mere eller mindre egenrådigt, hvad de ansattes tid skal bruges på. Jeg fristes til at give dem ret.

Vision op imod virkeligheden

Mens vi tæller ned til skolereformen den bedste verden har ingen lærere noget at skjule, de åbner gladeligt dørene for alle, der vil observere deres undervisning, og går i dialog med deres skoleledere om, hvordan de bedst muligt når deres undervisningsmål.

I den bedste verden har vi veluddannede skoleledere med masser af tid i verden til at observere lærerne grundigt, så de, med deres velfunderede didaktiske og pædagogiske viden, kan gå i dialog med deres ansatte lærere om, hvordan de bedst muligt når deres undervisningsmål.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, men vi har ikke den bedste verden. Med de mange krav og opgaver der også stilles til skolelederne, har de ikke tiden til at sætte sig grundigt ind i alle læreres timer og arbejdsgange, til at kunne træffe beslutninger om, hvordan de fremover bedst kan komme i mål. Derfor har vi i tillid til hinanden lagt det ud til lærerne på bedst mulig vis at vurdere, hvordan de når deres mål for alle elever.

Nu kan jeg dog ikke ændre på, at kravene til mine skoleledere ændres om et år, og det er jeg i virkeligheden heller ikke så sikker på, jeg har lyst til. Jeg har nemlig lyst til, at mine skoleledere ved, hvad det er, jeg render og foretager mig, jeg har intet at skjule. Jeg har samtidig tillid til min ledelse, at de vil mig det bedste, og vil være med til at stå som garant for, at min elever også har det godt og lærer noget.

Hvad der gælder for min ledelse, gælder dog ikke nødvendigvis for resten af landets skoleledelser.

Det handler ikke om den dovne lærer men den dovne leder

Som lærere er vi desværre en meget udskældt gruppe. Alle i Danmark har gået i skole, og alle har historier om minimum én lærer, der altid viste film i timerne, kom for sent, ikke var forberedt, brugte de samme kopisider 10 år i træk eller generelt ikke gad sit arbejde med alle de møgunger, der krævede ens opmærksomhed.

Men dermed bliver fingeren også peget det helt forkerte sted hen. Den skal ikke pege på gamle lærer Klaus og hans kumpaner, den skal pege på hans ledere, der ikke har taget fat i dem, som de burde, og have givet ham den rette videreuddannelse eller have bedt ham om at finde et andet arbejde. Klaus skal hjælpes eller fyres, så kort kan det siges.

Det sker dog for sjældent i dag, og for mange dårlige lærere, får derfor lov til at rende rundt og gøre livet surt for deres kolleger og elever.

Jeg er bekendt med flere lærerkolleger der ikke længere er medlemmer af a-kassen. "Man kan jo ikke fyres som lærer," lyder svaret. Heldigvis er de fleste lærere også en gave til folkeskolen og skal derfor ikke fyres, men det må aldrig være sådan, at man i en ansættelse tror, man kan tillade sig næsten hvad som helst, uden der er nogen konsekvenser ved det.

Og det er i virkeligheden absurd, for der er ikke noget, der burde gøre det nemmere eller sværere at fyre en lærer, det er til syvende og sidst en ledelsesbeslutning. Er ledelsen kompetent nok, er de inde i deres ansattes dagligdag og resultater og ved derfor, om de er til gavn for arbejdspladsen. Det gælder for folkeskolen såvel som andre arbejdspladser.

Mange skoleledelser er åbenlyst ikke kompetente nok, for hvis de var, ville myten om den dovne lærer ikke være så sejlivet, for ledelserne ville simpelthen gøre noget ved disse lærere. Lederne er således medskyldige i lærernes dårlige ry, det dårlige ry der går ud over alle de andre lærere, der gør deres arbejde til og over forventning.

Jeg vil ikke negligere de mange arbejdsopgaver, der er pålagt landets skoleledelser, men før alt andet bør komme opgaven om, at ansætte, pleje og afskedige, således at det kun er de bedste lærere, der er tilbage i folkeskolen.

Landets skoleledere skal derfor bruge året på at leve op til de nuværende basale krav om god skoleledelse, for bare tilnærmelsesvist at kunne leve op til de kommende krav, der kommer med skolereformen.

Logik for burhøns: Vold er udemokratisk!

Line Hultengren — Thu, 02 May 2013 18:09:29 +0000

Af Line Hultengren

I 2004 deltog jeg i 1.maj demonstrationerne i Filippinernes hovedstad, Manila, med en masse danske og Filippinske politisk aktive unge. For første gang skulle jeg blive instrueret i flugtruter, hvordan jeg skulle undgå politiet og ikke måtte synge Internationale. Jeg trøstede mig med, at jeg i Danmark aldrig følte mig usikker 1.maj.

I 2013 var jeg for første gang bange, fordi jeg deltog 1.maj i Fælledparken i København.

Meget er blevet sagt om urolighederne i både Aalborg, Århus og København, men til min store overraskelse er det ikke alle der tager afstand til handlingerne.

I demokratiets navn bliver det forsvaret, at man hindrer en folkevalgt i at tale og andre i at lytte til denne. I demokratiets navn blev der kastet ikke bare æg og tomater, men også øldåser og fyldte vandflasker, genstande der kan resultere i fysisk skade, mod de folkevalgte talere. I demokratiets navn blev tilhængere af talerne truet, slået og spyttet på foran scenen.

Nej, dette kan aldrig sidestilles med, at politikerne træffer valg, vi ikke er enige i, og at de er gået på valg på andre løfter! Nej, dette kan aldrig sidestilles med, at ikke alle kan komme i tale med politikerne og disse ikke kan lytte til alle! Nej, dette kan aldrig sidestilles med, at politikere laver korridoraftaler, som ikke kan gennemskues af befolkningen.

Det ene er vold og dermed kriminelt, det andet er politiske handlinger der desværre bevæger sig på grænsen af demokratiske forhandlinger. Det første skal vi alle tage afstand til, det andet kan vi være uenige om og have forskellige holdninger til.

Eskild Andreas Halberg skriver i sit indlæg: ”Ytringsfrihed er retten til at kunne have sine holdninger, uden at skulle frygte for korporlig afstraffelse, det har aldrig været en ret til at blive hørt.” Hvad Frank Jensen netop måtte frygte var korporlig afstraffelse og han blev derfor hindret i sin ytringsfrihed.

De sortklædte foran scenen repræsenterede ikke befolkningen eller lærerne

Jeg var selv en af de, der løb op til scenen for at bakke op om min overborgmester. Sammen med mig løb andre jævnaldrende kvinder og unge (og meget unge) DSU’ere, der på ingen måde udtrykte sig truende eller voldeligt. Alligevel måtte jeg personligt finde mig i fysiske trusler, hårde skub og øl i hovedet, og jeg var endda heldig, andre kan fortælle meget værre historier.

De jeg mødte foran scenen var unge mennesker, ikke utilfredse lærere, som nogle medier har beskrevet det. De var sortklædte og efter bedste overbevisning tilhørte de den yderste venstrefløj. Men efter nogle af deres tilråb at dømme, så stod de der bl.a. for at repræsentere mig og mine lærerkolleger.

De har aldrig repræsenteret mig!

Ens utilfredshed bliver ikke mere sand, bare fordi man råber højere end sidemanden, så er du stadig bare en der råber. Det eneste man som del af den råbende flok kan håbe på er, at andre vil tro, at fordi man puster sig op, så ser det ud som om man er flere, og dermed repræsenterer flere end man gør. Det du dermed har vundet er, at mindretallet får mere magt end flertallet. Er det det man ønsker?

Der er ingen tvivl om, at mange af mine kolleger, og jeg selv inklusive, har følt sig trådt på igennem sidste måneds konflikt, og deres vrede og frustration er især rettet mod regeringen. Det kan jeg godt forstå. Derfor deltog flere også i ”Vi vender ryggen til regeringen”, hvor de tavse stod med ryggen til scenen.

Denne aktion havde en form, der tog vare på alles interesser: den udtrykte på stærk vis en utilfredshed, men den gjorde det i respekt for andre, der ikke delte denne utilfredshed, og den lod politikerne komme til orde, også selvom man var uenige med dem.

I virkeligheden foretrækker jeg, at 1.maj handler om sammenhold på venstrefløjen, men jeg accepterer også, at dette er dagen, hvor man netop kan ytre sin eventuelle utilfredshed. På denne dag, er der stor mediedækning, så billeder af en folkemængde med ryggen til politikerne ville med garanti og uden tvivl nå medierne.

Voldsmænd har aldrig fået positiv opmærksomhed

For når Eskild Andreas Halberg skriver, at man bliver nødt til at bruge andre metoder, end bare at stå på række og tale pænt, for at blive hørt, er det betragtet ud fra en virkelighed jeg slet ikke befinder mig i. Min virkelighed består af daglige historier i medierne om, hvor utilfredse befolkningen er med regeringen, og disse, sammen med larmende, dårlige meningsmålinger, er kræs for journalisterne.

At tro, at man derfor kun vil lytte, hvis man kaster med ting og hindrer almindelige mennesker i at være til stede, er som teenageren der kun tror, hun får forældrene til at lytte, hvis hun smækker med dørene og bruger bandeord hendes forældre bliver forargede over. Denne version får kun forældrene til at affeje hende som sur teenager, der forhåbentlig kommer over denne fase, og man vil derfor ikke belønne hende med opmærksomhed.

Ud over at handlingerne var forkastelige, var de altså også strategisk åndssvage. Dette risikerer at falde tilbage på det eneste parti, man kunne forestille sig, disse sortklædte unge ville betragte som et talerør – på trods af, at Enhedslisten foretrækker demokrati og forhandlinger.

Jeg er stolt over, at vores politikere stod imod og ikke lod sig kue og overdøve af en gruppe fjolser, som aldrig skulle have deltaget i 1.maj. Det håber jeg de bliver ved med, for man skal insistere på demokratiet, især når det bliver truet.

Appel: Lærere, tag afstand fra Anonymous!

Line Hultengren — Tue, 09 Apr 2013 14:39:31 +0000

Af Line Hultengren

Hackergruppen Anonymous har endnu engang påtaget sig rollen som den lille mands frelser, og har denne gang stormet og nedlagt KL's hjemmeside i sympati med de lockoutede lærere. Det er ikke kun barnligt og dumt, det er skadeligt for demokratiet.

Jeg ville egentlig have taget tiden til at skrive om den konflikt, jeg som lærer står midt i. Jeg ville have skrevet om, hvad vi frygter vil være resultatet, hvis KL trænger igennem med deres forslag om en decentral overenskomst, hvor skoleledelserne alene får hals og hovedret over lærernes arbejdstid. Men dagsordenen blev pludselig stjålet af en flok fjolser med en computer.

På mange måder er vores digitale samfund, og herunder de virale medier, årsag til øget demokratisering i verden. Tænk bare på, hvordan Facebook blev brugt aktivt i forbindelse med Det Arabiske Forår. Vi får muligheden for at skaffe os viden, der tidligere har været svært tilgængelig, og ikke mindst sætter det os i kontakt med mennesker over hele jorden, og skaber derfor flere sociale fællesskaber, end vi kan tælle.

Jeg tror, at mange igennem eksempelvis Facebook, får langt flere politiske emner ind i stuen og ind i deres hverdag, fordi de ikke selv skal opsøge nyhederne, de kommer helt automatisk igennem deres netværk. Ved at like til højre og venstre må man også formode, at mange flere forsøger at tage stilling til samfundet i højere grad end de gjorde før, også selvom det måske er holdninger, der skifter fra uge til uge.

Først og fremmest ser jeg altså internettet og de virale medier som en vej til mere demokrati og en større deltagelse fra befolkningen.

Med demokrati følger der ansvar

Men ligesom med de personlige friheder, som trykke- og ytringsfriheden, følger der et stort ansvar med, og en endnu større dosis grundig kildekritisk sans, når vi går til den viden vi finder. På kort tid kan enkelte mennesker ændre en helt dagsorden og verdensopfattelse, hvis blot de har de rette evner til at overbevise mennesker.

Tidligere ville vi have afvist det med ord som propaganda. Vi ville have vidst at afsenderen havde et bestemt budskab, som man skulle holde sig for øje, og man kunne tage fat i afsenderen og bede om kilder til, hvad end der blev ytret.

I mængden af nyheder vi bliver bombarderet med dagligt, bliver det efterhånden umuligt at hitte rede i, hvad der er fakta og hvad der er propaganda - og vi gider heller ikke spilde vores tid på at undersøge kilderne.

Hvad der ydermere sker, at at vi ikke kan forfølge afsenderne med injuriesager, da vi ofte ikke kender afsenderne. Vi må derfor forlade os på tilliden til vores medmennesker om, at man ikke blot holder sig til den gode tone, og dermed holder sig fra trusler, men naturligvis også holder sig til fakta.

Fra frelser til ond tyran

Netop Anonymous går på ren anarkistisk vis ind og skider højt og flot på alt, hvad vi kan kalde demokratiske spilleregler. Igen og igen sætter de sig i sadlen som ædle riddere, der vil redde skønjomfruer fra onde tyranner.

I virkeligheden viser de skønjomfruen, at det er vold og trusler, der er vejen frem. Således havde den førnævnte onde tyran altså ret i sine metoder, og skønjomfruen får ikke muligheden for at genvinde sin ære, ved at blive ligestillet med alle andre.

Men burde jeg i virkeligheden ikke være glad for den opbakning, vi som lærere får fra Anonymous?

Det må efterhånden stå klart, at jeg ikke mener, det på noget tidspunkt i et demokratisk samfund, kan være i orden at tage trusler i brug og hindre andre i at ytre sig, uanset hvilket budskab de så end har. Civil ulydighed og guerillabevægelser hører til i samfund, hvor demokratiet er trykket under fode, men uanset hvor lidt samarbejdsvillige KL opfører sig, så vil de altså aldrig komme i den kategori.

Vi skal som lærere vise, at vi tror på vores sag, og tror på det demokrati vi er forpligtet til at undervise i og med. Det gør ingen forskel om Anonymous består af 5, 100, eller 2000 tilfældige mennesker, eller 5, 100 eller 2000 tilfældige lærere, for de går lige nu ud og påstår, de taler vores sag, og det skal vi ikke give dem lov til.

Jeg vil gerne opfordre til at både Danmarks Lærerforening og lærerne i Danmark går ud og tager aktivt afstand fra Anonymous' handlinger, hvis ikke vi gør det, gør vi hvad den onde tyran (i dette tilfælde KL) gør, og så er vi ikke et hak bedre.

Enhedsskolen bliver kvalt!

Line Hultengren — Thu, 21 Mar 2013 21:43:47 +0000

Af Line Hultengren

Konflikten om folkeskolen har efterhånden nået et niveau, hvor mange af os lærere efterhånden har svært ved at gennemskue hvad det hele handler om, og hvorfor i alverden vi med stor sandsynlighed ikke må vende tilbage til vores elever efter påskeferien.

Konflikten startede i virkeligheden allerede i efteråret, hvor regeringspolitikere udtalte at de forventede at lærerne også ville hjælpe til med at sikre tilblivelsen af den nye folkeskolereform, bl.a. igennem deres kommende overenskomstforhandlinger.

Med rette blev der råbt vagt i gevær, for ingen politiker skal blande sig i overenskomstforhandlinger, og uanset hvor god en reform må være, så skal finansieringen hentes igennem andet end de involveredes lønninger.

Men netop den varslede reform af folkeskolen, var dengang ikke nogen torn i øjet på hverken lærerne eller Danmarks Lærerforening, der igennem deres storstilede kampagne om lærere med vilje til folkeskolen, satte fokus på de mange undervisningstimer, der er sivet ud af folkeskolen over årene. Timer vi gerne så vende tilbage til klasserne, så vi rent faktisk har tid til at gennemføre al den spændende undervisning vi vil.

Myter skabes i begge skyttegrave

Så hvordan kan det så være, at den nye storstilede kampagne handler om, at flere timer intet giver, straffer børnene og tager deres fritid? Hvorfor dette fokus på rædslerne i en helhedsskole, i stedet for kampagner der udelukkende handler om utidig indblanding fra politikere i forhandlingerne?

Fordi det er noget forældrene og den almindelige dansker forstår.

Men der bliver jeg vred, for hvis jeg som underviser ikke kan få mine elever til at forstå, så betyder det altså ikke at jeg ændrer budskab eller fakta, så ændrer jeg formidling.

Jovist, jeg har hørt min egen statsminister udtale på en generalforsamling forleden, at kun 6 % af lærerne underviser 24 lektioner om ugen. Det er mytedannelse. Men myterne skabes der faktisk også fra mine egne folk, når budskabet bliver at alle børn med skolereformen skal være i skole fra kl.8-16 hver dag.

Jeg er ikke illoyal overfor min fagforening og mine kolleger, når jeg skriver det, jeg forlanger bare, at vi taler sandt, uanet om det kan gøre budskabet sværere at forstå for nogle.

Enhedsskolen er et godt, socialdemokratisk projekt

Meget sandt er blevet sagt om, at mine elever bliver kvalt i denne konflikt, men det gør helhedsskolen også. Og det kan vi ikke være bekendt, for helhedsskolen er et godt projekt, der forsøger at give alle børn lige muligheder for læring.

I enhedsskolen går man efter at skabe en mere sammenhængende hverdag for børn, men hvad vigtigere er, at man især hjælper de børn, der har svært ved at få hjælp til lektierne hos mor og far.

Men enhedsskolen er krævende og den kræver bl.a. mange anderledes fysiske rammer, som de fleste skoler ikke kan imødekomme i dag, så at kræve dens indførelse nærmest overnight, er en umulig opgave. Jeg vil gerne være med til at skabe en fremtid, hvor alle skoler er enhedsskoler, men det skal ske over flere år, så skolerne og lærerne kan følge med og være medejere af projektet.

Jeg frygter, at vi med denne konflikt hindrer, at vi ikke før om mange år tør tale om enhedsskoler igen, og vores elever fortjener anderledes.

Så lad os sammen holde fokus på det virkelige problem: Utidig indblanding og uenigheden om hvorvidt vores overenskomst skal forhandles lokalt eller centralt. Enhedsskolen er ikke problemet eller årsag til konflikten.

Ligestilling anno 2013

Line Hultengren — Sat, 16 Feb 2013 13:48:28 +0000

Af Line Hultengren

Ligestillingsdebatten er normalt ikke noget der når forsiderne i nogen særlig grad, alligevel har vi i de sidste måneder kunne høre debatterne om prostitution, øremærket barsel til fædre og kvoter i den politiske top i primetime. Men det er med blandet glæde at jeg lytter til disse debatter, for når alt kommer til alt, føres der stadig en skyttegravskrig med de mest hadske ord og trusler, vi kan forestille os. Er dette ligestillingsdebatten anno 2013?

"Man skal være parat til at blive svinet til fra alle kanter. Hvis du f.eks. udtaler dig om feminisme og ligestilling, skal du ikke være sart. Så skal du kunne klare reaktionerne" Sådan må Elisabeth Møller Jensen fra Kvindfo advare de debattører, der har en holdning til ligestilling. Og således skal især kvinderne tage sig i agt, hvis de overvejer at gå ind på den politiske scene.

Igen og igen bliver det bevist at kvindelige debattører må lægge ører og øjne til lidt af hvert, når de "tillader sig" at have en holdning, og da især hvis de har en holdning til kønnene og deres rolle i samfundet. Trusler, her især seksuelle trusler, er hverdagskost.

Jeg har ikke tænkt mig at gå ind i en analyse af hvorfor man(d) reagerer med denne hadske tone, for jeg er ikke sociolog, men jeg vil tillade mig at komme med en analyse af, hvad konsekvenserne af dette vil have.

Vi har ikke brug for flere kvinder i samfundsdebatten

Således skrev bloggeren Anne Sophia Hermansen og fulgte op med en analyse af den danske, livmoderbeskuende kvinde, der bør holde sig ude af debatterne, hvis ikke hun har en international politisk vinkel til sine holdninger.

Således skrev hun med sarkasmen flydende ud til alle sider. Ikke sandt? Bloggeren der fik sit store gennembrud ved at skrive om det dårlige udbud af mænd til de krævende singler. Kvinden der i et blogindlæg har opfordret andre kvinder til at deltage i debatterne, vel vidende at de skulle stå imod lidt af hvert, kan vel ikke pludselig ophøje sig selv til den debatterende kvinde hun selv agter så højt, der kun skriver interessante indlæg om Syrien?

I virkeligheden er det ligegyldigt om ASH og andre, her især liberale debattører, skriver med spandevis af glimt i øjnene og såmænd bare vil starte en debat, for slutresultatet er det samme: færre kvinder ønsker at deltage i debatten. De enten ikke tør eller ikke gider spilde deres tid på børnehave mudderkast.

Og det er et grumt, demokratisk problem, når halvdelen af befolkningen ikke ønsker, eller er bange for at deltage i de politiske debatter, uanset hvilke emner de så brænder for. Selvom det ikke er indkodet i vores DNA at kvinder absolut vil beskæftige sig med børne og unge området, så bestemmer vores person og baggrund, hvad vi interesserer os for.

I samfundet hvor debattørerne kun tegnes af rige, gamle, hvide mænd, skal der ikke mange hjerneceller til at regne ud, hvilke emner der aldrig vil blive behandlet.

Men det er desværre sådan at samfundets debattører synes at se ud. Selv min egen regering synes ikke at kunne mønstre nok kvinder til at lede landet eller som minimum påvirke den politiske dagsorden. Alt for få kvinder stiller op til valgene, langt de fleste vælger familien, for de ved at et liv i politik går hårdt ud over hjemmefronten,

Mændene vil beholde deres arena for sig selv

Der rejser sig flere spørgsmål igennem dette. Skal vi fortsat kunne bryste os af at have et repræsentativt demokrati, må vi som minimum kunne prøve at imødekomme det faktum at halvdelen af den danske befolkning er kvinder. Men er den politiske vej overhovedet noget for kvinder?

I mit eget parti har vi forsøgt os med en kampagne, for at få flere kvinder ind i politik. Med en masse kvindelige rollemodeller vil vi lokke kvinderne til. Vi vil lokke, ikke presse nogen. Men hvor meget hjælper det? Når alt kommer til alt, er politik en mandeverden, og vi kvinder er der på mændenes nåde og præmisser.

Det hedder skæve og lange arbejdstider, der tager kvinden væk fra hjemmet. I den verden vi lever i, er dette ikke ligegyldigt, for det er stadig primært kvinden der tager det største ansvar og slæb i hjemmet, ikke mindst fordi det ved barslen sætter den tone. Du er ikke en rigtig kvinde, hvis ikke du også er en rigtig mor, og netop det bliver bevist hver gang kvindelige politikere bliver spurgt til, hvordan de nu får det hele til at hænge sammen derhjemme. (Og bare det at vi stadig skriver kvindelige politikere og ikke bare politikere, siger en hel del).

Så skal vi ikke bare bøje os for presset, og indse hvad ASH og mange andre siger: Kvinderne hører til i hjemmet.

Gu' skal vi ej! Vi skriver 2013 og den politiske verden skal følge med udviklingen ligesom alt andet. Vi må indrette det sådan at både mor og far kan passe familie og politisk karriere, uden at det går ud over nogen af delene. Vi må vågne op fra den drøm der har lullet os ind i troen på, at vi har ligestilling, og det bare handler om at tage ordet og magten. Systemet skal ændres ligesom kulturen, og nogle gange kommer det første først.

Nina Bang serverede kaffe i sin første tid som minister, I dag hedder vores statsminister Helle Thorning og hun hælder kaffe op til sig selv. Men det er ikke blevet meget nemmere at være kvinde i politik, selvom mange år er gået, og det har vi alle et ansvar for at ændre på - ikke mindst når vi debatterer

Mangfoldighed i debatten

Nettet indbyder desværre til en mere hadsk tone, da du kan sende indlæg anonymt, uden navn og uden ansigt, og du behøver ikke koncentrere dig om modtagerens reaktion. Men jeg vil ikke slå et slag for afskaffelse af internettet - alligevel -, jeg vil opfordre til afskaffelse af anonymiteten og indførelse af den gode, demokratiske dialog. Den vi fører med respekt for hinanden. Det handler nemlig om manden og kvinden, ikke om bolden.

Det kan slet ikke være til forhandling, at vi skal have en mangfoldighed i deltagerne i samfundsdebatten, hvad enten de er opstillede til valg eller flittige bloggere, kun på den måde kan vi fortsat kæmpe for et lige samfund med en stemme til alle. Det er derfor en trussel mod demokratiet, når hadske bloggere og kommentatorer holder bestemte befolkningsgrupper ude af debatten, hvad enten hadet bliver kastet mod kvinder, jøder, homoseksuelle eller andre.

ASH's blogindlæg, hvad enten det er ærligt eller sarkastisk, får mig, som kvindelig debattør, igen til at tænke, at jeg måske ikke skal blande mig, for jeg vil jo helst skrive om folkeskolen og ligestilling, og det er jo ikke lige så vigtigt som alt det mændende skriver om. Og så ryster jeg på hovedet, griner af mig selv og skriver dette.

Mine danske medsøstre der ikke er vant til at begå sig på den politiske scene, trækker sig igen tilbage til hjemmet, hvor de åbenbart hører til, passer arbejdet og børnene, og roser manden for alle hans fine holdninger. Vupti! Så kom vi tilbage til 50'erne.

Ej blot til lyst

Line Hultengren — Sat, 02 Feb 2013 00:10:11 +0000

Af Line Hultengren

Uge 6 er for mange danske folkeskoler ikke bare en almindelig uge i rækken, det er for de fleste "Uge Sex", hvor der i samarbejde med Sex og Samfund sættes et særligt fokus på seksualundervisning. Men hvor går vi til, når Sex og Samfund mister deres troværdighed?

Sex og Samfund udarbejder hvert år materialer til skolerne, så lærerne kan få hjælp til den til tider svære snak om seksualitet sammen med eleverne. Der sættes fokus på kønssygdomme, den første gang, minoritetsseksualiteter, kønsstereotyper, osv. Alle sammen vigtige emner, der hjælper til, at børn og teenagere kan tale mere åbent om kroppen, egne grænser og andre spørgsmål der optager dem.

Fredag d. 1.februar blev de således udsat for en voldsom kritik fra Dansk Folkeparti, der havde fået adgang til en af foreningens videoer til indskolingen om forskellige familieformer.

I følge DF var det forkasteligt, at man præsenterede en familie med lesbiske forældre som en acceptabel familieform. En form flere og flere børn, og dermed klassekammerater, vokser op i, og som andre børn derfor må kende til, så de kan få en forståelse for det og lære, at også det er okay og hverken ulækkert eller åndssvagt.

Således argumenterer Sex og Samfund, og man skal være Dansk Folkeparti-middelalderlig, for ikke at kunne forstå og bakke op om det.
Sex og Samfund har i mine øjne en værdifuld rolle at spille i samfundet og for folkeskolen. Kun få lærere er uddannede seksualvejledere og nyder derfor stor gavn af foreningens hjælp. Spørgsmål om sex og seksualitet kan i samfundet og for den enkelte være årsag til alt andet end glæde, men årsag til bekymring og frygt, derfor må vi til alle tider kunne være åbne og rådgivende for både børn og ældre.

Hvis ærinde går Sex og Samfund?

Går vi tilbage til 1.februar, bliver billedet af Sex og Samfund dog en anelse mere broget.

Om morgenen kunne jeg nær være blevet kvalt i min morgenmad, da jeg hører nyheden om, at de Konservative vil arbejde for ordnede forhold for de prostituerede på lige fod med andre arbejdere. Morgenmaden kom ikke i den gale hals pga. en overraskelse over de Konservatives naive tilgang til den fiktive tv-serie, Borgen, men pga. min vrede over, at det nu er lykkedes SIO for alvor at komme ind på Christiansborgs bonede gulve.

Og her kommer Sex og Samfund på banen. SIO og andre af deres kumpaner har desværre længe haft fingrene i foreningen, og man er derfor også her imod en kriminalisering af sexkøb.

Det er i sig selv et problem, at man lader sig overbevise af overskuds prostituerede og deres bagmænd, som har en stor økonomisk interesse i at prostitution skal forblive lovligt.

Naturligvis kan vi ikke tillade at holde live i et område, med så mange volds- og voldtægtstilfælde, og hvor tidligere prostituerede for altid er skadede efter mange års kønslig vold. Mange år hvor deres vigtigste opgave er at skille krop og hoved, for at kunne overleve.

Det siger selvfølgelig sig selv, også selv om vi får ondt af skuespilleren der portrætterer en prostitueret, der bliver behandlet groft til en høring i Borgen. Det siger ikke bare sig selv, det siger de tidligere prostituerede, selvom de nuværende siger noget andet.

Lad os igen dyrke den seksuelle frihed

Her kommer så det ekstra lag. Hvordan kan jeg, som ansvarlig lærer, sende mine elever trygt af sted til Sex og Samfund, når jeg ved, de bakker op om køb af kvinder?

Hvordan kan de med troværdighed fortælle, at mine elever skal lytte efter deres krops signaler, og være bevidste om egne grænser, hvis de på den anden side accepterer, at kvinder træner sig selv til at lukke af og ignorere egne grænser, for at kunne blive betalt eller undgå at blive overfaldet af kunden?
At bakke op om prostitution udhuler alt det, Sex og Samfund rådgiver om og underviser i.

Så hvad gør vi så for eleverne og de unge mennesker, der ønsker vejledning om sex, lyst, selvværd og seksuel udfoldelse? Tja, pt. er der ikke andet at gøre, end selv klare arbejdet eller lukke øjnene for det absurde i foreningens dobbeltmorale.

Men tænk, hvis der var et alternativ. Tænk hvis vi i alle større byer havde et kommunalt Lysthus. Et åbent hus vi kunne gå til og få rådgivning, tale med andre om seksualitet, lyster, osv. Købe kondomer og sexlegetøj, få kontakt til steder hvor vi, sammen med reelt ligesindede, kunne udfolde vores seksualitet, og hvor man med troværdighed kunne undervise elever i reel seksuel frihed.

At få et sted, hvor vi både på papiret og i praksis satte åbenhed og seksuel sundhed i højsædet uden fordomme men med holdninger til, hvornår det er frihed for begge eller kun for den med pengene, ville være udtryk for den seksuelle frihed, vi altid bryster os af i Danmark. Prostitution handler om udnyttelse ikke om frihed.