Pil Christensen's blog

Markedet tænker ikke på klimaet

Pil Christensen — Mon, 05 Jan 2015 16:44:28 +0000

Af Pil Christensen

I den sidste tid har jeg mødt flere mennesker, som spørger hvorfor jeg ikke længere blogger og skriver indlæg i den offentlige debat. Det gør jeg skam, men tiden har hovedsageligt været brugt på en række kommentarer i Dagbladet Information sammen med medlemmer af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning (www.selskabet.info). Jeg har derfor valgt bringe kommentarerne her på bloggen også - én hver uge.

Kommentaren blev bragt i Information d. 14. april 2014 og er skrevet sammen med Lasse Folke Henriksen og Nils Wiese.

Den største trussel mod en bæredygtig fremtid for natur og mennesker er troen på, at markedsmekanismer kan løse klima- og miljøproblemerne. Målrettet og stærk politisk regulering er den eneste vej uden om katastrofen

Alt imens politikere flittigt diskuterer, hvordan vi kan genskabe væksten efter krisen, pumper menneskeheden mere og mere CO2 ud i atmosfæren år for år. De entydige advarsler fra blandt andre FN’s klimapanel, IPCC – senest i den tredje, store delrapport, der udkom i weekenden – har ikke resulteret i passende politiske svar. I stedet står vi i en situation, hvor klimabelastningen overstiger naturens evne til at genskabe økologisk og klimatisk balance, med store og ubehagelige konsekvenser.

Den største trussel er en udbredt tro på, at markedsmekanismer kan løse klima- og miljøproblemerne. Det er på ingen måde tilfældet. Stort set al politisk innovation på området tager udgangspunkt i, hvad vi kan regulere med markedet som koordinerende mekanisme. Dette er netop en af de største forhindringer for de radikale løsninger, som er nødvendige. Det kræver målrettet og stærk politisk regulering, hvis vi skal undgå katastrofen.

Naive væksttanker

Det er en udbredt idé, at teknologiske fremskridt mere eller mindre automatisk vil skabe en så energieffektiv produktion, at klima- og miljøproblemerne forsvinder. Der tales om at afkoble økonomisk vækst fra klimabelastning. En forestilling om, at vi kan skabe vækst uden at belaste klima og miljø yderligere.

Men den tankegang er i bedste fald naiv. For ser man på udviklingen indtil nu, er det ganske enkelt ikke lykkedes nogen steder i verdenen at afkoble økonomisk vækst fra naturødelæggelse.

Man kan ganske vist se, at energiforbruget pr. produceret enhed falder i takt med, at BNP stiger. Men den såkaldte energieffektivitet stiger langt fra nok til, at man kan tale om afkobling.

Den eneste løsning er derfor en ligevægtsøkonomi, hvor den eksisterende energieffektivisering suppleres af tiltag, der sigter mod at begrænse væksten – særligt inden for industrier, hvor miljøpåvirkningen er særligt intens. Grundlæggende handler en sådan økonomi om en balance mellem forbrug og naturlige og menneskelige ressourcer. Det betyder, at økonomien ikke kan vokse sig større, end hvad naturen og miljøet kan understøtte.

I stedet for at stile mod at afkoble klimabelastning fra økonomisk vækst, skal vi altså arbejde for en tilkobling. Vi skal koble klima- og miljøudvikling tættere sammen med den økonomiske udvikling og på den måde samtænke dem i et gensidigt hensyn. Hvordan en sådan tilkobling kan udmøntes politisk, har vi to konkrete bud på:

For det første er det nødvendigt med en CO2-skat, som i det store hele begrænser vækst gennem en betydelig fordyrelse af klimaskadelig produktion. For det andet skal miljø- og klimacertificeringerne, som på nuværende tidspunkt sigter mod at integrere produkters miljøpåvirkning i prisreguleringen, ikke styres efter markedsmekanismer, men underlægges en stærk politisk regulering.

Kunstigt lavet priser

I en markedsøkonomisk tilgang til klima- og miljøødelæggelse er fremtidige omkostninger, som er forbundet med nutidens ødelæggelse af miljøet og klimaet, ikke afspejlet i prisen på varerne. Prisen på de ting, vi køber, er med andre ord kunstigt lavet.

Når man eksempelvis lægger en bøf på 200 gram på sin tallerken, har den belastet klimaet med så mange drivhusgasser, at det svarer til at køre mere end 50 km. i bil. Der er dog intet i konkurrencen mellem forskellige bøfproducenter, som får dem til at indregne omkostninger til fremtidens oversvømmelser, tyfoner, skovbrande og hedebølger i prisen på bøffen.

Derfor skal der systemiske ændringer til, hvis den globale markedsøkonomi ikke skal ødelægge sit eget naturgrundlag. Man kan ikke ændre markedsøkonomien med markedsøkonomiske midler, så enhver løsning må være politisk og med udgangspunkt i civilsamfundet.

EU’s kvotesystem er et forsøg på sådan en løsning. Men det har, for at sige det lige ud, vist sig at være dybt utilstrækkeligt. Det ville være langt bedre at indføre en CO2-skat. Ved at beskatte leverandørerne af fossile brændstoffer fordeles udgiften til alle sektorer i samfundet.

Producenterne tvinges nemlig til at tage højde for de fremtidige omkostninger, som klimaforandringer ville medføre, når de fastsætter prisen på eksempelvis deres bøffer.

Dermed vil prisen på en vare bedre afspejle den klimabelastning, som produktionen af varen er skyld i, hvis skatten vel at mærke sættes tilstrækkeligt højt.

Indfases CO2-skatten på mellemlang sigt, f.eks. over 20 år, så kan virksomhederne nå at omstille produktionen til den nye skat.

Indtægterne bør bruges globalt til at forhindre yderligere klimaforandringer og til at afbøde konsekvenserne af de nuværende forandringer, ligesom de på nationalt niveau skal sikre, at skatten på CO2 ikke bliver en uoverstigelig økonomisk byrde for dem med lav indkomst.

I Danmark kunne dele af indtægterne bruges til en lettelse af det skattefrie bundfradrag. Men der skal også betydelige tiltag til for at løse de ulighedsskabende mekanismer på globalt niveau, da udviklingslande ellers vil gå glip af den store velstandsforøgelse, som de industrialiserede lande har haft gavn af.

Miljøet er et politisk projekt

Der findes også mere decentrale løsninger, som kan bidrage til at få forbruget på miljøbelastende produkter til at falde og i sidste ende måske også ændre virksomhedernes måde at producere på. Det fordrer en mere miljøvenlig (forbruger)adfærd, for langt det meste – hvis ikke al – klimabelastning stammer fra forbrug. Men det kræver også, at miljøorganisationer og andre civilsamfundsspillere handler politisk.

I samspil med forbrugere og politikere kan organisationerne udvikle certificeringer, der tager hensyn til et produkts miljøpåvirkning. For at sætte folk i stand til at handle forbrugerpolitisk er der allerede indført forskellige certificeringer, så forbrugeren kan vælge den – miljøpolitisk set – bedste vare. Det danske røde Ø-mærke er et eksempel på en sådan ordning.

I en markedsøkonomi er virksomheder dog kun interesserede i certificeringer, der kan betale sig. Politikerne har derfor et stort ansvar for at skabe et marked for bæredygtige produkter.

Dette kan ske gennem lovgivning, der til dels opstiller nedre grænser for, hvor store andele af bæredygtige produkter, der importeres og produceres i landene og hermed sikrer en vis stabilitet i efterspørgslen. Dels skal lovgivningen også sætte nogle rammebetingelser for strengheden af de pågældende certificeringer for at forhindre, at billigere og dårligere certificeringer udkonkurrerer gode og strenge, som vi i nogen grad har set det med blandt andet skovcertificeringer.

Risikoen med certificeringer, der ikke bakkes op fra politisk hold, er altså, at forskellige certificeringer risikerer at konkurrere om markedsandele, hvilket kan medføre, at de udvandes i et ’ræs mod bunden’, hvis den kritiske forbrugerbevidsthed ikke følger med og dermed skaber et opadgående socialt pres på den miljømæssige standard.

Pointen er, at vi i dag lever med et marked, der grundlæggende ikke er i stand til at løse de store miljø- og klimaudfordringer, vi står overfor. De tiltag, vi har skitseret ovenfor, kan indføres mere eller mindre med det samme. Men det er langt fra nok. Der er brug for et nyt paradigme, hvor miljø- og klimapolitiske strategier tænkes i tæt samspil med den økonomiske udvikling, et paradigme, hvor hensynet til naturen sættes før økonomien. Vi bliver nødt til at arbejde for en tilkobling i stedet for den urealistiske drøm om afkobling. Den seneste rapport fra FN’s klimapanel illustrerer med al tydelighed, at tiden er ved at rinde ud.

Lasse Folke Henrisken er postdoc ved CBS og Nils Wiese er sociolog. Selskabet for Kritisk Samfundsforskning er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling. Selskabet skriver for Information hver fredag og ved andre særlige lejligheder.

Læs alle Selskabets indlæg i pressen på www.selskabet.info

Markedets endelige slag mod staten

Pil Christensen — Thu, 11 Dec 2014 13:49:34 +0000

Af Pil Christensen

Kommentaren blev bragt i Information d. 5. decmeber 2014 og er skrevet sammen med Lasse Folke Henriksen.

Den vordende Transatlantiske Handels- og Investeringsaftale mellem EU og USA (TTIP) er endnu et forsøg på at sparke væksten i gang gennem mindre regulering af markederne – på bekostning af demokratiet. Den stat, der tidligere dannede rammen for markedet, opfattes som den sidste spændetrøje, der skal sprænges

Forestil jer, at den danske stat vælger at skærpe miljøkrav og hæve afgifter for virksomheder. En række virksomheder finder dette ’konkurrenceforvridende’ og lægger sag an mod den danske stat. Virksomhederne vinder retssagen og lovgivningen rulles tilbage. Konsekvensen er lavere miljøstandarder og store bøder til den danske stat – og dermed den danske befolkning. Virksomhederne er i deres gode ret, for de bakkes op af en række internationale aftaler med bindende karakter – også kaldet TTIP. Scenariet kan være virkelighed om få år, hvis nogle af EU’s mest magtfulde regeringer, en række store virksomheder og kommissionen får deres vilje i de nuværende forhandlinger om TTIP. Derfor byder vi Enhedslistens og en række civilsamfundsorganisationers seneste kampagner mod TTIP velkommen og håber, at endnu flere vil følge.

Paradigmeskifte

Staterne skal ifølge TTIP tvinges til at privatisere en del af økonomien, uanset om befolkningen og de folkevalgte ønsker det. Disse områder kan efterfølgende ikke tages tilbage på offentlige hænder. Det gør TTIP nemlig ulovligt, medmindre hele TTIP-komplekset rulles tilbage.

En del af TTIP er den såkaldte ’Investor State Dispute Settlement’ (ISDS). Den betyder, at hvis virksomhedernes forventede afkast trues af national lovgivning, kan de foretage søgsmål mod staterne: en miljøafgift, en skattestigning, nye og for virksomhederne besværlige arbejdsmiljøregler, der skal beskytte lønmodtagerne. Alt sammen noget, der kan skade afkastet og føre til søgsmål om kompensation eller andre former for sanktioner.

Det er bl.a. disse forslag til lovgivning, der gør TTIP til det for den vestlige verden mest vidtgående internationale aftalekompleks indenfor de seneste 40 år. Man skal tilbage til USA’s brud med Bretton Woods og fastkurspolitikken for 40 år siden for at se noget af samme skala og med samme enorme konsekvenser. Da amerikanerne slap dollarkursen løs fra guldets værdi i begyndelsen af 1970’erne, åbnede de en ladeport for valutaspekulation, og jorden var gødet for de næste 30 års nyliberale udvikling i de vestlige økonomier. Udviklingen har været båret af et grundlæggende skift i den måde, vores økonomi fungerer på. Vi har set en bevægelse væk fra investeringer i den reale økonomi, dvs. produktionen af varer og tjenesteydelser, og mod stadigt større investeringer i finansiel spekulation. I 2005 lige før den økonomiske krise satte ind, var den finansielle del af økonomien, herunder spekulation, vokset til næsten fem gange størrelsen af den produktive del af økonomien.

Ophævelsen af Bretton Woods var med til at skabe en ny verdensøkonomisk infrastruktur, hvor finanskapitalen øgede sin magt. En anden del af denne infrastruktur var en bølge af nedskæringer og privatiseringer. I Danmark så vi, hvordan offentligt ejede virksomheder som TDC og lufthavnen blev solgt til private investorer. Et tredje led har handlet om at minimere virksomhedernes omkostninger ved at skabe et øget arbejdsudbud og dermed mere lønkonkurrence og lavere lønninger.

Et kritisk nulpunkt

Set fra nutidens perspektiv er vi muligvis nået tilbage til en slags nulpunkt, hvor de foregående 30-40 års økonomiske infrastruktur ikke rigtig synes at virke mere. Finanskrisen viste, at der er grænser for vækst i en økonomi domineret af de finansielle markeder. Alligevel lod man finansmarkedets logik diktere den politiske reaktion på krisen: generaliseret sparepolitik og tiltag, som vil indskrænke den offentlige andel af økonomien i mange år frem. Men sparepolitikken har ikke haft den ønskede effekt på den økonomiske vækst, som stadig er meget lav her syv år efter krisen begyndte.

TTIP skal ses som endnu et forsøg på at bruge den samme medicin for at sparke væksten i gang, nemlig mindre regulering af markederne – på bekostning af demokratiet. Det er dog særdeles tvivlsomt, hvorvidt TTIP kan skabe vækst, snarere vil det modsatte være tilfældet, som Dan Belusa og Jan Søndergaard forklarede i mandagens Information.

Konkret giver TTIP markederne endnu flere muligheder for at diktere statslige beslutninger end i dag, bl.a. ved at true med outsourcing af arbejdspladser, legal skatteunddragelse og nu altså også ved at kompensere udenlandske investorer for finansielle tab, der opstår som et resultat af demokratiske beslutninger. Med TTIP ser vi en radikalisering i forholdet mellem stat og marked. Den stat, der tidligere dannede rammen for markedet, er nu blevet den sidste spændetrøje, der skal sprænges.

Erfaringerne fra lignende ’bilaterale investeringsaftaler’, som særligt lavindkomstlande har set sig nødsaget til at indgå for at tiltrække investeringer, er dårlige. Her har aftalerne ført til meget store statslige tab og tvunget regeringer til at rulle centrale offentlige reguleringer tilbage for ikke at blive ramt yderligere.

Med TTIP nærmer vi os således noget, der ligner den totale afmontering af enhver form for politisk-demokratisk kontrol med markedet. Demokratiet bliver reduceret til underholdningsorkestre og nationalretter, mens alt, der berører økonomi, arbejdsmarked og miljø, besluttes af teknokrater og lobbyister fritsvævende over Atlanterhavet.

Derfor er det helt centralt at protestere mod TTIP. Modstanden internationalt vokser heldigvis, og forhandlingerne i EU er indtil videre gået i hårdknude, men stærke kræfter arbejder på at realisere aftalen bag lukkede døre. Og aftalen er genstand for intensivt lobbyarbejde fra EU og USA’s erhvervsliv. Det er nu kampen skal tages.

Lasse Folke Henrisken er postdoc ved CBS. Selskabet for Kritisk Samfundsforskning er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling. Selskabet skriver for Information hver fredag og ved andre særlige lejligheder.

Læs alle Selskabets indlæg i pressen på www.selskabet.info

Tilbage til almissestaten

Pil Christensen — Sun, 30 Nov 2014 12:32:46 +0000

Af Pil Christensen

Kommentaren blev bragt i Information d. 28. november 2014 og er skrevet sammen med Kia Ditlevsen.

Ideen om, at alt skal kunne betale sig i økonomisk forstand, er blevet den højeste politiske værdi i samfundet. Derfor kan en længere dagpengeperiode ikke legitimt begrundes med idealet om, at alle mennesker – også arbejdsløse – skal have et godt liv. Så længe folk kan overleve, er vi i mål

Med Dagpengereformen fra 2010 blev dagpengeperioden halveret til to år, og siden 2013 har ca. 40.000 mistet dagpengeretten. En del overgår til den lavere kontanthjælpsydelse, en del forsvinder ud af det offentlige system og en forsvindende lille del kommer i reelt arbejde.

Med de nyligt overståede finanslovforhandlinger er der kastet en redningsplanke ud til en del af dem, der før faldt helt uden for offentlig forsørgelse i form af en såkaldt kontantydelse. Tilbage står imidlertid en voksende gruppe mennesker, der i en periode med lavkonjunktur og strukturel arbejdsløshed ikke kan få job og derfor må leve for kontanthjælpen på mellem 7.000 og 14.000 kroner om måneden, alt efter alder og forsørgelsesansvar.

I sommeren 2014 var flere socialdemokratiske Vestegnsborgmestre ude med en kritik af dagpengereformen, der ifølge dem fører til fattigdom. Kritikken viste sig ikke helt at holde, da en del af de omtalte borgere ikke var faldet ud som følge af de strammede regler. Men borgmestrene havde altså følt sig nødsaget til at trække ’folk går fra hus og hjem’-kortet for legitimt at kritisere halveringen af dagpengeperioden.

Episoden er meget sigende, for det er nemlig ’overlevelsestemaet’, der fylder debatten. Det er lettere at finde politikerdebatter om Fattig-Carina end om det principielle i sikringen af folks levekår under krisen.

Knap var vestegnsborgmestrene blevet sat på plads af partiledelsen, før den offentlige debat handlede om, hvorvidt man kan overleve ernæringsrigtigt med et madbudget på 15-20 kroner om dagen. I en situation som i dag, hvor krisen har bidt sig fast, og dagpengeperioden er historisk kort, er kontanthjælpen ikke en midlertidig ydelse, men et langvarigt forsørgelsesgrundlag for mange. Man kan givetvis komme langt med hvidkål og havregryn, men er målet virkelig et system, hvor man kan overleve, men sandsynligvis ikke holde fødselsdag for sit barn?

Gradvis udhulning

Dagpengesystemet blev grundlagt med de første arbejdsløshedskasser i fagforeningsregi i 1880’erne, og i 1907 blev staten medfinansierende, da et egentligt lovfæstet system blev indført. Formålet var at sikre arbejdernes levekår i tilfælde af ledighed – og fra fagforeningernes side at modvirke løntrykkeri.

Op gennem århundredet udbygges systemet, men med krisen og den stigende arbejdsløshed i 1970’erne begyndte stramningerne. Siden 1990’erne er dagpengeperioden blevet forkortet flere gange: til syv år i 1993; fem år i 1996; fire år i 1999; og altså til to år i 2010.

Det har været gradvise skridt, som er blevet lanceret som nødvendige tiltag, bestemt af udefrakommende omstændigheder. Kriser og længerevarende lavkonjunktur har været et argument, men også den udbudsøkonomiske tese, at folk fastholdes på ydelser, blot fordi de er tilgængelige, er blevet brugt.

Det er ikke kun dagpengesystemet, som er blevet udhulet, det er også de værdier, der ligger bag. ’Nødvendigheden’ i den politiske styring hænger nemlig sammen med en fremherskende logik om økonomisk nyttemaksimering. Ideen om, at det skal kunne betale sig i økonomisk forstand, er blevet den højeste politiske værdi i samfundet. Det betyder, at en længere dagpengeperiode i dag ikke legitimt kan begrundes med idealet om, at alle mennesker skal have et godt liv (også arbejdsløse). Denne værdisætning er ikke legitim for politiske tiltag. Så længe folk kan overleve, er vi i mål.

Ulighed

Dagpengestramningerne fra 2010, der skulle »presse« folk ud på arbejdsmarkedet, har ikke haft nævneværdig beskæftigelseseffekt. Tilbage står de pressede arbejdsløse. I en længerevarende lavkonjunktur, hvor jobbene ikke står og venter, vil reformen derfor medvirke til at øge uligheden, der har været stigende siden slut 1990’erne.

I samme periode som dagpengene blev forkortet gentagne gange, er samfundet på mange områder blevet rigere. Det er altså politiske prioriteringer, der ligger bag udhulingen.

Der føres på den ene side omfordelingspolitik til gavn for de mest velstillede med skattelettelser i toppen og til erhvervslivet. På den anden side forringes vilkårene for dem, der er på indkomsterstattende ydelser som dagpenge, førtidspension og kontanthjælp.

Samtidig rammer det lave forsørgelsesgrundlag de mindst velstilledes muligheder for at sige fra over for urimelige arbejdsvilkår og underbetaling. Dermed rammes på sigt arbejdstagersidens rettigheder i bred forstand. Har man mindre, er man simpelthen nødt til at acceptere mere, når risikoen for at ende på kontanthjælp er for stor.

Velfærdssystemet blev bygget for at gøre op med et almissesamfund, hvor forarmede borgere måtte troppe op på fattigkontoret med hatten i hånden. Alle havde ret til et værdigt liv – også dem, der aldrig fik mulighed for at betale samfundet tilbage.

Overgangen fra fattighjælp til det moderne understøttelsessystem handlede også om, at velfærdsydelser skal være en ubetinget ret, som ikke medfører skam eller stigmatisering. Ideen om, at det skal kunne betale sig, er blevet en ideologisk barriere for at skabe politisk grundlag for, at mennesker i vores samfund kan leve og ikke bare overleve.

Dagens debat vækker mindelser om det konservative almissesamfund, hvor man skal gøre sig fortjent til velfærd og ikke legitimt kan kræve mere end et eksistensminimum. Men er det ikke for lidt i et velstående velfærdssamfund? Det skulle vi mene.

Kia Ditlevsen er sociolog. Selskabet for Kritisk Samfundsforskning er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling. Selskabet skriver for Information hver fredag og ved andre særlige lejligheder.

Læs alle Selskabets indlæg i pressen på www.selskabet.info

Maskinerne kommer – med lavere arbejdstid?

Pil Christensen — Thu, 20 Nov 2014 14:32:40 +0000

Af Pil Christensen

Kommentaren blev bragt i Information d. 4. april 2014 og er skrevet sammen med Rune Møller Stahl.

Arbejdsmarkedet presses af udviklingen indenfor IT- og robotteknologi, der kan gøre store dele af arbejdsstyrken overflødig. Udviklingen bringer dog også et løfte med sig – en mulighed for at omforme arbejdslivet og sænke arbejdstiden for alle.

Danmark mister produktionsjob. Det er nok ikke gået hen over hovedet på nogen, der har fulgt med i nyhederne de seneste år. Senest så vi, at Danish Crown i januar meddelte, at de lukker adskillige slagterier. En del af jobnedgangen skyldes krisen, men egentlig har krisen blot forstærket en trend, der strækker sig fire årtier tilbage. Siden 1974 er andelen af arbejdsstyrken, der er beskæftiget i industrien, halveret fra 22 procent til 11 procent. Alene i de sidste 10 år er over 100.000 job i industrien forsvundet. Det er der primært to grunde til: Den ene er en stigende international lønkonkurrence fra især nye industrilande som Kina og i Østeuropa. Den anden er den teknologiske udvikling og medfølgende stigning i produktiviteten, der mindsker behovet for arbejdskraft.

Effektiviseringer gennem automatisering og nye arbejdsgange skaber næsten altid mindre behov for arbejdskraft. En mand i en rendegraver kan flytte langt mere jord end fem mænd med skovle. Hvis vi skal blive ved med at hæve produktiviteten i de næste år, sker det derfor ved at erstatte menneskelig arbejdskraft med maskineri. Derfor er det sådan set rigtigt, når eksempelvis Arbejderbevægelsens Erhvervsråd påpeger, at en del af det manglende opsving skyldes, at erhvervslivet investerer for lidt i nyt maskineri. Men et højere investeringsniveau vil samtidigt betyde, at endnu flere job bliver overflødiggjort.

Udviklingen inden for robotteknologi og IT vil betyde, at tendensen kan blive intensiveret i de kommende år. En nylig undersøgelse fra Oxford Universitet viser, at 47 procent af de amerikanske job trues af teknologisk overflødiggørelse. Det er mest tydeligt i industrien, hvor introduktionen af maskiner og robotter allerede har udhulet beskæftigelsen markant, men også mange administrative job bliver i disse år erstattet af computere eller robotter. I øjeblikket er Googles teknologi til førerløse biler i stand til at køre bedre og mere sikkert end menneskelige chauffører. Hvis denne teknologi udvikler sig med samme hastighed som smartphones og computere, kan det betyde en revolution inden for transportområdet i de næste år. I så fald skal hovedparten af de 123.000 danskere, som i dag arbejder i sektoren, formentlig finde sig et nyt job.

Et nyt arbejdsmarked

Det er ikke første gang, vi ser en sådan omvæltning. Landbruget beskæftigede indtil 2. verdenskrig en tredjedel af arbejdsstyrken, mens tallet i dag er faldet til 2,5 procent. Dengang blev overskuddet af arbejdere opsuget af en voksende industri og servicesektor. I dag er det dog svært at se, hvor de overflødiggjorte arbejdere skal gå hen.

Grundlæggende stiller den kommende automatisering os derfor over for tre realistiske scenarier.

Det første er et scenarie med permanent massearbejdsløshed. Det er den situation, som tegner sig i Sydeuropæiske lande som Spanien og Grækenland, hvor produktionen er flyttet ud af landene. Det andet er en situation som i USA, hvor den faldende beskæftigelse i industrien, bliver opsuget i en ekspanderende servicesektor, med langt dårlige løn og arbejdsvilkår.

Et tredje scenarie er, at vi tackler det faldende behov for arbejdskraft med en koordineret, generel sænkelse af arbejdstiden. Lavere arbejdstid er den klart mest socialt afbalancerede måde at håndtere den udfordring og de muligheder på, som den teknologiske udvikling skaber. Samtidig vil en lavere arbejdstid, betyde en mindre belastning af klimaet, og mere tid til familieliv og fritid.

En model for lavere arbejdstid kan udformes på flere måder. I stedet for årlige lønstigninger, kunne fagbevægelsen eksempelvis forhandle en årlig nedsættelse af arbejdstiden. På den måde vil stigninger i produktiviteten ikke blive omsat i højere forbrug, men i stedet i mere fritid. Vi kunne også se på modeller for arbejdsdelingen, som eksempelvis skraldemandsmodellen fra Århus, hvor fire mand delte fem job og hver tog en uge på dagpenge, sådan at de skabte jobs til en arbejdsløs kammerat. Eller vi kunne gøre det mere fordelagtigt at bruge orlov til forældre- og sygeomsorg. Mulighederne er mange. Det væsentlige er, at den samlede mængde af arbejde sænkes på en organiseret og retfærdig måde.

Says lov holder ikke

Men der er en grund til, at lavere arbejdstid ikke er på den politiske dagsorden. Den herskende opfattelse i finansministeriet og blandt førende økonomer er, at vi skal øge arbejdstiden, fordi man antager, at der er store positive effekter ved et øget udbud af arbejdskraft. Man baserer dette på antagelsen om, at et udbud altid finder sin efterspørgsel, hvis bare prisen er rigtig – en teori kaldet Says lov. I praksis betyder det, at arbejdsmarkedet kan opsuge al den arbejdskraft, der udbydes, hvis lønnen er lav nok. Problemet med denne antagelse er dog, at arbejdskraft ikke er en almindelig vare, der følger reglerne for udbud og efterspørgsel på samme måde som flåede tomater. Derfor kan man sagtens sidde fast i en situation med langvarig massearbejdsløshed, som Danmarks gjorde i 1980erne, eller som lande som Grækenland og Spanien gør i dag. John Maynard Keynes demonstrerede allerede under den store depression i 1930’erne, hvordan Says lov ikke holdt. Man kunne se stabilt høj ledighed år efter år, uden at ligevægten på arbejdsmarkedet indfandt sig.

Det meste af debatten om arbejdspladser herhjemme har de seneste år været fokuseret på den internationale konkurrence. På den ene side står arbejdsgiverne, de borgerlige, der vil presse lønnen ned på niveau med Tyskland. På den anden side fremfører visse fagforeninger og eksempelvis Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at vi kan styrke vores konkurrenceevne gennem et højere niveau af investeringer.

Det er imidlertid et problem, at tro at lavere lønninger er nøglen til at skabe højere beskæftigelse. De danske industriarbejdere er allerede effektive og konkurrencedygtige. Det ses bl.a. i et rekordhøjt overskud på handelsbalancen. Men øget produktivitet giver ikke i sig selv øget beskæftigelse, uanset om den kommer gennem lavere løn eller flere investeringer.

Gode erfaringer fra Holland

Hvis vi fremover vil undgå, at store grupper bliver permanent udstødt fra arbejdsmarkedet, skal vi seriøst overveje nye måder at fordele arbejdet på. Og der findes gode eksempler på, at det ikke er forbundet med økonomiske problemer at sætte arbejdstiden ned. Holland, der er en af Europas mest solide økonomier, har den klart laveste arbejdstid i EU. I 2012 arbejdede den hollandske lønmodtager ifølge den europæiske Labour Force Survey i gennemsnit 31,5 timer om ugen, mens danskeren lå på 34,6 timer om ugen.

Den teknologiske udvikling kan betyde, at vi som samfund kan frigøre os fra en del af det hårde og slidsomme arbejde, der i dag er nødvendigt, og i stedet frigøre tid til familieliv, omsorg eller rekreation i et ellers fortravlet samfund. Men det kræver, at vi finder en retfærdig model for sænkning af arbejdstiden. Alternativet til en fordeling af arbejdet er sandsynligvis en opdeling af arbejdsmarkedet, hvor dem, der stadig er i job, kommer under større og større arbejdspres, mens en stor marginaliseret gruppe bliver presset ud i arbejdsløshed eller underbeskæftigelse. Det er op til os, om robotterne skal sætte os fri, eller om de udvikler sig til job-terminatorer.

Rune Møller Stahl er ph.d.-studerende. Selskabet for Kritisk Samfundsforskning er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling. Selskabet skriver for Information hver fredag og ved andre særlige lejligheder.

Læs alle Selskabets indlæg i pressen på www.selskabet.info

Kan andelstanken skabe nybrud i finanssektoren?

Pil Christensen — Thu, 13 Nov 2014 13:33:01 +0000

Af Pil Christensen

Kommentaren blev bragt i Information d. 28. marts 2014 og er skrevet sammen med Bue Rübner Hansen og Lasse Folke Henriksen.

Coops nye bankinitiativ åbner mulighed for en demokratisering af kredittagningen. Men den tager ikke et opgør med det grundlæggende samfundsøkonomiske problem, at vækstøkonomien bygger på gæld.

Vores alle sammens andelsforening Coop åbnede i efteråret 2013 en bank. Selv om Coop Bank indtil videre kun har 20.000 kunder, har den potentiale til at ændre det finansielle landskab i Danmark. På godt og ondt. En tur i Dagli’ Brugsen efter rundstykker og dagens tipskupon kan snart være ledsaget af en ansøgning om et lån og en forhøjelse af kassekreditten.

Med Coops 1.200 butikker, 1,3 mio. medlemmer, og en endnu større kundebase får banken foræret infrastruktur og en potentiel kundekreds, som er hidtil uset i en dansk sammenhæng. Coop Bank kan som andelsforening måske skabe mere gennemsigtighed og demokratisk kontrol, der kan modvirke den spekulationsøkonomi, vi kender fra finanskrisens skurke. Men det grundlæggende samfundsøkonomiske problem, at vækstøkonomien bygger på gæld, er banken ikke et opgør med.

Tværtimod er der risiko for, at Coop Bank blot kommer til at bidrage yderligere til gældsætningen af den danske befolkning ved at bringe kredit til Udkantsdanmark. Danskernes forbrugslån er steget 50 procent det seneste årti, ligesom den private gæld ifølge Danmarks Statistik er blev mere end tredoblet siden begyndelsen af 1990’erne. Den voldsomme stigning hænger sammen med, at den nuværende samfundsøkonomiske model til dels hviler på lånefinansieret forbrug. Den private gæld er blevet en integreret del af økonomien. Dels fordi vi siden midt-1970’erne har haft en generel opbremsning i væksten i reallønnen for store lønmodtagergrupper, som medførte en relativ svækkelse af købekraften. Dels fordi det private forbrug, som i dag udgør 50 procent af BNP, kun har fået en vigtigere rolle i vores økonomi. Gælden har kort sagt muliggjort opretholdelsen af det stadig vigtigere private forbrug.

Et lukket kredsløb

Coop Bank er blevet markedsført til danskerne med værdier som ærligt, enkelt og gennemsigtigt. Bankens markedsføring minder om den bangladeshiske Grameen Bank, som blev grundlagt af Nobelpristageren Muhammad Yunus. Den medlemsejede bank har i dag 8 millioner medlemmer og bygger på den særegne sociale sammenhængskraft, som kendetegner lokalsamfund verden over. Detaljeret viden om naboernes hverdagsliv bliver ikke kun brugt af banken til at sortere i gode og dårlige kunder, men også til at øve social kontrol over kundernes afbetalingsvaner. Med denne kontrol kommer til gengæld indflydelse på bankens finansielle beslutninger.

Coop Bank har et lignende potentiale for at rodfæste sin bankvirksomhed i landsbyfællesskaberne, hvor brugsuddeleren ofte også er omvandrende centrifugalpunkt for lokalsladder. Bankens sammenkobling af kreditgivning og indkøbssituationens umiddelbare pengebehov kan nemt blive et vigtigt konkurrenceparameter. Coop lever af, at vi forbruger, og hvis de selv kan låne os de penge, som vi skal bruge, kan Coop-forretningen betragtes som et lukket kredsløb. I en samfundsøkonomi, hvor forbrug i højere og højere grad skal finansieres af gæld, kan Coops banktiltag derfor ses som en simpel fremtidssikring. Coop Bank er en del af en mere generel tendens, hvor globaliseringen af det finansielle går hånd i hånd med en anknytning til de lokale fællesskabsformer.

Det centrale spørgsmål i denne sammenhæng er om banken – ligesom Grameen Bank – vil inddrage sine kunder i finansielle beslutninger. Indtil videre tyder intet på det. Bankens bestyrelse er næsten udelukkende sammensat af erfarne erhvervs- og finansfolk. Bestyrelsen er kontrolleret af Coops hovedorganisation med formand for COOP Danmark, Lasse Bolander, som formand, Jan Madsen som næstformand (koncerndirektør Coop) og Bjarne Dybdahl Andersen (bestyrelsesmedlem i Coop og økonomichef i Kalundborg Kommune). Michael Ahm er det eneste Coop-eksterne medlem og specialrådgiver i flere store finansforetagender og tidligere ansat i Finansiel Stabilitet og Amagerbanken. Bankens kunder har ingen stemme i bestyrelsen og dermed ingen mulighed for at påvirke bankens forretningsprincipper. Det tyder altså på, at Coop Bank skal drives, som banker er flest – nemlig ud fra strengt finansielle hensyn.

Gældssamfundet

Et lånefinansieret forbrug har bl.a. været muligt, fordi en gennemgribende deregulering af de finansielle markeder gjorde det muligt for bankerne at ændre deres udlånspraksis, så det blev meget nemmere at låne flere penge. Udbruddet af den mest omfangsrige økonomiske krise siden Depressionen i 1930’erne har dog sat spørgsmålstegn ved troen på den vækst, som er en forudsætning for, at vi kan tilbagebetale lånene. Det peger på, at gældens integration i det samfundsmæssige væv vil blive både dybere og bredere.

Øget demokratisk kontrol med dele af kredittagningen løser ikke problemet, men ville kunne skabe grundlaget for lokale diskussioner af, på hvilke betingelser samfundets gældsætning skal ske. Ved at inddrage almindelige mennesker i beslutningsprocesser, der vedrører finansielle forhold, vil gældssamfundet kunne komme til at fremstå som en demokratisk udfordring snarere end et uforanderligt vilkår.

Men hvis andelsbevægelsens indtræden i gældssamfundet skal leve op til sin demokratiske fortid, må Coop sætte et nyt hold i ledelsen og gentænke en forretningsmodel, der ikke kun bygger på kundernes livssituation, men også giver dem medbestemmelse over deres finansielle liv.

Bue Rübner Hansen er ph.d. fra Queen Mary, University of London. Lasse Folke Henriksen er postdoc på CBS. Selskabet for Kritisk Samfundsforskning er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling. Selskabet skriver for Information hver fredag og ved andre særlige lejligheder.

Læs alle Selskabets indlæg i pressen på www.selskabet.info

Gældssamfundet

Pil Christensen — Wed, 26 Mar 2014 17:50:54 +0000

Af Pil Christensen

Denne tekst blev bragt som klumme i Avisen Kommunen 11. marts 2014.

400.000.000.000 kr. Det er hvad finanskrisen har kostet Danmark. Krisen har ikke bare ledt til et stort tab for Danmark som sådan, men har også løftet sløret for et andet økonomisk problem – nemlig størrelsen på den danske privatgæld. Igennem de seneste år er det igen og igen blevet påpeget, at danskerne er et af verdens mest gældsatte folkefærd. Den private gæld steg i følge Danmarks Statistik fra 1994 til 2010 med ca. 230 procent, fra 749.61 milliarder kr. til 2.475.87 milliarder kr.

Den voldsomme stigning i den private gæld hænger sammen med, at den nuværende samfundsøkonomiske model til dels hviler på lånefinansieret forbrug. Den private gæld er blevet en integreret del af økonomien dels fordi vi siden midt-1970´erne har haft en generel opbremsning i væksten i reallønnen i Danmark, som medførte en relativ svækkelse af købekraften, dels fordi det private forbrug kun har fået en vigtigere rolle i vores økonomi – i dag udgør det private forbrug ca. 50 procent af BNP. Et sådant lånefinansieret forbrug har yderligere været muligt, fordi en gennemgribende deregulering af de finansielle markeder, gjorde det muligt for bankerne at ændre deres udlånspraksis, så det blev meget nemmere at låne langt flere penge.

Denne deregulering har rigtig nok givet rum for voldsom fremgang og vækst på de finansielle markeder, men det har været på bekostning af almindelige mennesker. Den økonomiske krise har med alt tydelighed vist, at den vej, der baseres på at almindelige mennesker i større og større omfang forgældes, mens gevinsterne på de finansielle markeder og i bankerne skyder i vejret, ikke er i almindelige lønmodtagere, studerende, arbejdsløse og pensionisters interesse.

Fra at privat gæld før krisen havde åbnet op for flere muligheder, blev det efter krisen det der indskrænkede handlerummet og friheden. Gæld gik fra at være noget alle havde, og hvor man nærmest var lidt dum, hvis man ikke havde udnyttet alle de gode lånemuligheder, til at blive syndigt, skamfuldt og forbundet med skyld.

Der er i dag rekordmange danskere, som har gæld, de ikke kan betale tilbage. Antallet af personer der søger gældsrådgivning er fordoblet siden krisens udbrud og fra januar 2010 til juni 2011 steg den samlede gæld registreret i RKI med 39 procent. Gælden har været støt stigende, men det er først i forbindelse med den økonomiske krise, at den private gæld bliver problematisk for en langt større del af befolkningen. Den private gæld gik fra at være midlet, som kunne indfri vores drømme til at blive kæden der lænkede os – både i økonomisk og moralsk forstand.

Så mens gælden indtager en vigtigere og vigtigere rolle for samfundsøkonomien, bliver den samtidig, særligt under den aktuelle krise, i højere og højere grad et problem for den enkelte og individuelt ansvar. Vi accepterer altså på nuværende tidspunkt en samfundsmodel der baseres på almindelige mennesker i større og større omfang forgælder sig. Det har dybe konsekvenser, ikke kun på et samfundsmæssigt, men også på et personligt og individuelt niveau. Både mentalt og materielt indskrænkes vores frihed.

En af fremtidens vigtigste politiske kampe – det gælder lokalt, regionalt og nationalt – handler derfor om hvordan vi får indrettet en bæredygtig økonomi, der ikke bygger på, at vi hver især skal optage mere og mere gæld.

Venstrefløjen har glemt venstrefløjspolitikken

Pil Christensen — Sat, 15 Mar 2014 17:31:18 +0000

Af Pil Christensen

Denne tekst blev bragt som kronik i Dagbladet Information 13. marts 2014.

Nødvendighedens politik er så stærk en fortælling, at alle politiske ideer, der bryder med dens præmisser, virker umulige. Det kræver mod at komme med alternative ideer, og det mod mangler venstrefløjen. Derfor er den i krise.

Hvorfor har venstrefløjen vundet så lidt på krisen, når den havde ret på så mange områder? Når folk i almindelighed er trætte af grådighedens kapitalisme, krakkede banker og ulighed, hvorfor flokkes de så ikke om venstrefløjspartierne? Svarene er enkle: Fordi venstrefløjspartierne ikke fører venstreorienteret politik. Fordi venstrefløjen ikke har visioner. Fordi det, man kalder forandringsvillighed og omstillingsvilje, ikke peger mod fremtiden, men blot drejer sig om at redde resterne af et velfærdsstatsprojekt, som man ingen ambitioner besidder på vegne af. Man har kun nødvendigheden tilbage. Den tvinger, men skaber hverken tro på fremtiden eller nye ideer.

Hos Enhedslisten, som vel er det eneste røde parti, der ikke direkte er fedtet ind i nødvendighedens politik, bruges de fleste kræfter på at hive og flå i regeringen for at rykke den millimeter til venstre for derpå at forarges, når det ikke sker. Man springer fra enkeltsag til enkeltsag, alt for sjældent sætter man dagsordenen med konkrete løsningsforslag på den mellemlange bane.

Vi står med andre ord i en situation, hvor den brede venstrefløj – fra Socialdemokraterne til Enhedslisten – mangler et sammenhængende, troværdigt politisk projekt, der kan give folk troen på, at der faktisk er andre veje at gå. SF’s totale nedsmeltning, Socialdemokraternes vigende opbakning i befolkningen og den neoliberale politik, som præger regeringen, er symptomer på netop det. Venstrefløjens vej ud af moradset – både sit eget og det økonomiske – er derfor at formulere konkrete reformforslag, der kan få os ud af krisen, men på en solidarisk og bæredygtig måde.

Behovet for ligevægt

Et venstreorienteret projekt handler om at se på, hvordan en egentlig ligevægtsøkonomi, der ikke er afhængig af eksponentiel vækst, kan se ud. I en sådan økonomi er der balance mellem forbrug og de naturlige og menneskelige ressourcer. Det betyder blandt andet, at økonomien ikke kan vokse sig større hele tiden, men i stedet skal finde en form for ligevægtstilstand.

Spørgsmålet om vækst eller mangel på samme er en af venstrefløjens største udfordringer. Den aktuelle krise er kulminationen på flere årtiers faldende økonomisk vækst. Tendensen har været undervejs længe og er en indikator på, at muligheden for at skabe vækst i de industrialiserede lande ser ud til at være ved at forsvinde.

Ifølge data fra Verdensbanken er vækstraten pr. indbygger i OECD-området faldet fra i gennemsnit 4,42 pct. i 1960’erne til 2,26 pct. i 1980’erne. I perioden 2000-2011 var den helt nede på en pct. Der er altså ikke tale om et kortvarigt ’bump på vejen’, sådan som økonomer giver udtryk for, men om en trend gennem et halvt århundrede. En helt afgørende problematik i den forbindelse er, hvordan vi skaber et solidarisk velfærdssamfund i en situation med ingen eller meget lav vækst. Det skal venstrefløjen finde et troværdigt svar på.

En økonomisk omstilling kræver et nyt pengesystem. I dag er penge og gældsskabelsen overladt til private banker, der på den måde styrer næsten hele samfundets samlede pengemængde. En reform af pengesystemet skal have til formål at få både penge og gældsskabelsen under demokratisk kontrol. Det vil sige, at det ikke længere er private banker, men derimod en demokratisk styret institution, der arbejder i befolkningens interesse, som skal stå for produktionen af og kontrollen med penge. Ydermere bør man stile mod, at penge først og fremmest indskydes i den ikke-finansielle del af økonomien og således understøtter den reelle produktion frem for forskellige former for spekulativ virksomhed. Det er helt centrale led i en større målsætning om at omstille til en bæredygtig økonomi, der ikke er til skade for klima, miljø og mennesker.

Lav arbejdstid, lav ledighed

I en situation med lidt eller ingen vækst må venstrefløjen udvikle en strategi, hvor løsningen af arbejdsløshedsproblemet ikke er afhængig af ny, øget vækst.

Den strategi må samtidig tage højde for, at vi igennem en årrække har set en stærk stigning i stress og depressioner. På arbejdspladsen kræves der mere og mere af os. Vi skal løbe stærkere, løse flere opgaver og tage større ansvar. Og i mange tilfælde følger de nødvendige ressourcer ikke med.

Vi står altså i den paradoksale situation, at vi på en og samme tid har en stor gruppe mennesker, der arbejder for meget, og en anden, der gerne vil arbejde, men ikke har muligheden. Det har store konsekvenser for den enkelte arbejdsløse, og for samfundet er det et spild af værdifulde menneskelige ressourcer.

I lyset af den manglende vækst og den uhensigtsmæssige arbejdsfordeling må vi arbejde for en lige og fair fordeling af arbejdet. Det kræver en arbejdslivsreform, der sigter på at nedsætte arbejdstiden og samtidig mindsker ledigheden. Her bør man eksempelvis kigge mod et land som Holland, der netop har formået at have lav arbejdstid og lav ledighed, uden at de af den årsag er dårligere stillet økonomisk end os. En bæredygtig økonomi er fuldstændig afhængig af, at der skabes nye forbrugsmønstre og forbrugsmåder. Ligeledes er der grænser for, hvor motiveret man er for fortsat forbrug, når langt mere end de basale behov er opfyldt, og forbrugsvæksten kun kan understøttes ved, at der arbejdes mere eller hårdere. For at opnå økonomisk vækst er vi nødt til både at være mere produktive per arbejdstime og forbruge mere.

I en ligevægtsøkonomi er der ikke tale om, at vi skal gå voldsomt ned i levestandard, vi skal bare ikke hele tiden have mere og mere. Det handler derfor ikke om et opgør med det private forbrug, men om at udvikle nye måder at forbruge på. Og hertil nye måder at drive forretning på, så vi ikke som i dag producerer nye produkter, der smides direkte i skraldespanden.

Lighed før omfordeling

I Danmark har vi oplevet en markant stigning i uligheden, en tendens, der også kan ses på globalt plan. Svaret på den udfordring ligger selvfølgelig i spørgsmålet om omfordeling. Men endnu vigtigere er det, at vi bliver i stand til at skabe mere lighed før omfordelingen.

Den form for vækst, vi har set siden midten af 1970’erne, har ikke kun været mindre, den har også været mere ulige fordelt. En af hovedårsagerne til det skal findes i de finansielle markeders essentielle betydning for økonomien.

Den finansielle økonomi har i løbet af de seneste årtier vokset sig op imod 50 gange større end realøkonomien. Konsekvensen er, at de mange penge, der genereres, ikke kommer store dele af befolkningerne til gode. I stedet hentes enorme profitter ind via spekulation, og de rige bliver superrige. På den anden side stagnerer og falder reallønnen for almindelige mennesker. Et opgør med de finansielle markeders magt er derfor helt essentielt.

Nødvendighedspolitikken er blevet en så stærk fortælling, at alle politiske ideer, der bryder med dens præmisser, virker urealistiske og umulige.

Derfor kræver det mod og vedholdenhed at gennemføre andre politiske ideer. Det mod mangler vi desværre i øjeblikket på størstedelen af venstrefløjen. Det forklarer vores krise.

Pil Christensen er sociolog. Hun er medlem af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning, et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling

Gældsøkonomien forlader os aldrig vores skyld

Pil Christensen — Mon, 14 Oct 2013 18:02:48 +0000

Af Pil Christensen

Denne tekst blev bragt som kronik i Politiken 9.10.2013

Da den længeventede Rangvid rapport kom for et par uger siden, kunne vi konstatere at finanskrisen har kostet Danmark den nette sum af 400.000.000.000. Årsagerne til, at finanskrisen ramte Danmark så hårdt, skal blandt andet findes den politik, som blev ført af den tidligere VKO regering, i en række offentlige institutioner og tilsyns manglende indgriben og i de store danske bankers spekulative virksomhed.

Men en ting er historien om vores samfundsøkonomi og alle de politiske beslutninger og økonomiske forandringer. En anden er historien om, hvad der egentlig skete med os som individer. En af de områder der her bør tildeles stor opmærksomhed er størrelsen og omfanget på den private gæld danskerne sad inde med, da krisen ramte os.

I løbet af de sidste 30-40 år har den private gæld indtaget en helt central rolle i vores samfundsøkonomi. I følge Danmarks Statistik steg den private gæld fra 1994 til 2010 med ca. 230 procent, fra 749.61 milliarder kr. til 2.475.87 milliarder kr. Den samlede danske privatgæld lå i 2011 på 158 procent af bruttonationalproduktet og var dermed blandt de højeste i EU.

At den private gæld er steget så meget, hænger sammen med, at den nuværende samfundsøkonomiske model til dels hviler på lånefinansieret forbrug. Et sådant forbrug har været muligt, bl.a. fordi bankernes udlånspraksis ændrede sig i løbet af de to sidste årtier, så det blev meget nemmere at låne langt flere penge. Men det var ikke kun praksis, som blev ændret – den samfundsmæssige fortælling om gæld forandrede sig også.

Under opsvinget i 00’erne blev det gentaget gang på gang, at man skulle benytte sig af de billige lånemuligheder. Det ville aldrig blive billigere, og personer der ikke udnyttede denne mulighed, blev nærmest anset som dumme. I årtierne før krisens udbrud blev det på denne måde både mere i orden og mere almindeligt at gældsætte sig. En af måderne, hvorpå gælden blev en helt integreret og næsten usynlig del af vores hverdag, var igennem kreditkortindustrien og muligheden for at optage kassekredit, der voksede frem fra midten af 1970´erne.

I forbindelse med mit speciale fra sociologi på Københavns Universitet interviewede jeg en række forgældede danskere. Det var ikke mennesker, som led af købemani og havde brugt hundredetusindvis af kroner på forbrugsgenstande, som vi ser det i programmer som TV3 ´s Luksusfælden. Derimod var det ganske almindelige danskere, der havde det til fælles, at krisen markant havde ændret deres gældssituation.

Alle havde de oplevet, at det var utrolig nemt at optage gæld før krisens udbrud. En del var blevet opfordret af deres bank i breve og mundtligt til at låne penge og adskillige fortalte historier om, hvordan de havde forladt banken med et lån, der var langt større end det, de oprindelig havde planlagt. Samtidig herskede en samfundsstemning, som fik gælden til at fremstå naturlig.

Men med krisens ankomst ændredes opfattelsen af privat gæld sig markant. Gæld gik fra at være noget alle havde, og hvor man nærmest var lidt dum, hvis man ikke havde udnyttet alle de gode lånemuligheder, til at blive syndigt, skamfuldt og forbundet med skyld. Den private gæld gik fra at være midlet, som kunne indfri vores drømme til at blive kæden der lænkede os – både i økonomisk og moralsk forstand.

Som allerede Nietzsche påpegede, kommer det tyske ord ’schuld’ fra begrebet ’schulden’ og på dansk forholder det sig faktisk på samme måde – ordet ’skyld’ kommer af verbet ’at skylde’.

Den private gæld er på den måde sammensat af to former for gæld - en konkret pengegæld og det man kunne kalde en social eller moralsk gæld. Der ligger nemlig ikke kun en forventning om, at den forgældede person betaler sin egentlige pengegæld tilbage. Tilbagebetalingen tager i høj grad også form som en konstant afretning og indretning af skyldnerens handlinger. Den sociale eller moralske gæld betales af igennem en særlig måde at opføre sig fornuftigt på, planlægge, disponere økonomisk, forpligte sig til at arbejde og tilpasse sig særlige markedskrav - både for at beholde og evt. få arbejde.

Fra at gælden før krisen havde åbnet op for flere muligheder, blev den efter krisen det der indskrænkede handlerummet og friheden. Eksempelvis var flere i forbindelse med boligprisernes fald, blevet teknisk insolvente og sad nu som stavnbunde i deres eget hjem. At købe en ejer eller andelsbolig blev ellers før krisen betragtet som noget af det mest sikre. Opfattelsen var, at det kunne ikke gå galt hvis man investerede i mursten. Nogen af dem, jeg talte med, fortalte hvordan de før krisen opfattede det at eje sin egen bolig som lig med frihed. Den opfattelse var markant ændret nu, hvor det var blevet langt mere attraktivt at bo til leje, fordi man altid ville være fri til at flytte.

En anden måde, adskillige følte deres frihed indskrænket, var i forbindelse med jobbet. Hvor arbejde før i højere grad kunne handle om at realisere sig selv, havde de fleste nu langt mere fokus på først og fremmest at beholde deres job, for derved at kunne betale af på gælden. De fortalte om hvordan de undlod at påpege problemer overfor deres chef og generelt nok mere bare dukkede nakken og makkede ret.

Samtidig var det oplevelsen, at banken, der før havde været så ivrige for at låne dem penge, nu ofte ikke engang ville hæve kassekreditten med et par tusind. Fra at være blevet ringet op af sin bankrådgiver og budt på kaffe, måtte de nu trygle om at få nedsat et afdrag. Det konkrete økonomiske råderum, var på den måde for mange af de forgældede jeg talte med, blevet væsentligt indskrænket.

Men det er ikke kun den mere håndgribelige form for frihed, eksempelvis den økonomiske frihed, friheden til at flytte eller skifte job, som gælden er med til at indskrænke. Også en så abstrakt størrelse som fremtiden, er gælden med til at forandre. Fremtiden er almindeligvis forbundet med det åbne og uforudsigelige, men gælden er med til at lukke denne åbenhed. Hvor arbejdet er en måde at sælge sin nutid for en løn, er gælden et løfte om afkastet af fremtidigt arbejde. Når penge lånes, er det gældsoptagerens fremtidsplaner og livsstil, som skal garantere, at han eller hun tilbagebetaler gælden. Men de forgældede følte nu, at gælden i høj grad havde beslaglagt deres fremtid og deres drømme om fremtiden, der enten var bristet eller sat på standby.

I stedet for blot at betale økonomisk tilbage, betaler skyldneren altså også tilbage ved at indrette sit liv og ikke mindst sin forestilling om fremtiden på bestemt vis – hvilket kan ses som en del af den sociale og moralske tilbagebetaling.

At gæld og fremtid hænger sammen, er ikke noget nyt. Det nye derimod ligger i de konkrete fremtidsudsigter, som den økonomiske krise har skabt. Lånebyrden er vokset støt, bl.a. på grund af de private husholdningernes ønske om øget forbrug eller nærmere fremrykning af forbrug. Der er nemlig ofte tale om, at gæld bruges til at indfri et ønske om forbrug nu, understøttet af en forestilling om højere eller vedvarende indkomst senere i livet. På den måde bygger gældsoptagelsen på en forventning til i fremtiden at kunne betale af.

Men den nuværende økonomiske krise, stiller spørgsmålstegn ved, om fremtiden stadig kan være nutidens økonomiske garant. Fremtiden, der før repræsenterede friheden, eller muligheden for at indfri ønsker i nutiden, er måske ved at få en anden karakter, hvor den i stedet bliver det, der binder os i nutiden.

De forgældede personer jeg snakkede med var alle under 40 år, og havde dermed en vigtig ting til fælles, som hænger tæt sammen med den usikre økonomiske fremtid, som krisen har skabt. For mens alle under 40 år i dag gennemsnitligt sidder i gæld med ca. 67.000 kr., har alle over 40 år, gennemsnitligt en formue på over 128.000 kr. Almindeligvis vil dette måske ikke blive betragtet som hverken opsigtsvækkende eller problematisk. Vi stifter gæld, når vi er unge, får familie, køber hus, bil, hund og igennem livet betaler vi af og ender med en formue. Men netop udbruddet af den mest omfangsrige økonomiske krise siden depressionen i 1930´erne, bør få os til overveje denne fortællings rigtighed. Måske er gældproblemet, i langt højere grad et generationsspørgsmål, mere end et spørgsmål om at befinde sig et sted i en bestemt livscyklus.

Vi har været vant til, at vores samfund kun blev rigere for hver generation, men det er ikke nogen naturlov. Måske bliver vi den første generation siden 2. verdenskrig, der kan se frem til dårligere forhold end vores forældre og her spiller den store private gæld en ikke uvæsentlig rolle.

Men krisen blev ikke kun en måde, hvorpå gæld gik fra at være lig med frihed til ufrihed, også gældens sammenhæng med skyld og moral blev genoplivet. De forgældede, jeg talte med, fortalte hvordan de følte sig flove og skyldige over, at være hoppet på fortællingen om evigt stigende boligpriser og forbrug. En enkelt prøvede sågar at aflyse interviewaftalen med mig, fordi som han sagde, det føltes som at skulle i skriftestolen og bekende sine synder – bare uden det dejlige gitter, man finder hos præsten, imellem os. Samtidig gjaldt det for langt de fleste, at de anså det, som det moralsk rigtige at ville betale sin gæld under nærmest enhver omstændighed. Selvom de også til tider bebrejdede bankerne og VKO regeringen for at føre en uansvarlig politik, var den moralske forpligtelse ofte den dominerende. Man betaler ikke bare tilbage fordi man skal, men fordi det er det rigtige i rent moralsk forstand.

På trods af finanskrise, faldende boligpriser, stigende arbejdsløshed og en række andre samfundsmæssige årsager til, at det kan gå den enkelte person dårligere, følte langt størstedelen af dem jeg talte med en meget individuel skyld. Det var på mange måder deres og kun deres ansvar, at de befandt sig i den situation, de nu sad i.

Den gamle sang om, at ”det er samfundets skyld” er i dag vendt på hovedet, og vi har igennem de sidste 30 år oplevet en stigende individualisering i næsten alle samfundsmæssige anliggender. De risici, som et frit marked medfører, er ikke længere et fælles anliggende, man som samfund beskytter sig mod igennem velfærdsstatens værn. Det er derimod blevet et privat og individuelt ansvar, at håndtere de omkostninger, som finansielle og økonomiske nedture og kriser bringer, herunder problemer med gæld.

At de forgældede følte sig skyldige og tynget af dårlig samvittighed havde blandt andet sin årsag i den måde medierne, efter krisen, begyndte at fremstille gæld og ikke mindst forgældede personer.

Når gældsproblemet forklares i medierne, lægges der godt nok vægt på bankernes udlånspraksis og finanskrisen, men samtidig fremhæves også en problematisk forbrugsadfærd hos de forgældede individer, som årsagen til gældsproblemerne. Gælden er skabt af et ustyrligt og fuldstændigt vanvigtigt overforbrug og individet og dets brister i form af mangel på realitetssans, mådehold og et afstemt forhold til penge fremhæves som årsager til den store gældsbyrde. Årene inden finanskrisen beskrives som festlige, mens gælden i sin nuværende form fremstilles som de moralske og økonomiske tømmermænd, som krisen har skabt.

Men der hersker et paradoks omkring den gældsmoral, som kommer til udtryk i medierne. For mens gælden på den ene side fordømmes som moralsk forkastelig og problematisk, opfordrer både politikere og økonomer igen og igen til, at forbruget kommer i gang. Det er således muligt, at der er en form for dobbeltmoral på spil i den offentlige måde at tale om gæld på. På den ene side er danskerne alt for forgældede, de bør komme til fornuft og lære at ’styre’ sig. På den anden side, er det tilsyneladende genetableringen af et gældsbaseret (over)forbrug, som skal få Danmark ud af krisen.

Denne dobbeltmoral peger på et mere grundlæggende paradoks i gældsøkonomien.

Individualiseringen af både skyld og ansvar skal nemlig ses i konteksten af de politiske og økonomiske forskydninger, der sidste 30 år, har været med til at lægge grunden for en støt stigende privatgæld. Vigtigst at nævne er her for det første den omfattende deregulering af de finansielle markeder, som har ført til at disse markeder i dag udgør en langt større del af økonomien end den egentlige produktion af varer. For det andet en intensivering af en samfundsmodel, hvor et nødvendigt og voksende privatforbrug, i større og større omfang finansieres af privat gæld. Og for det tredje bankerne ændrede udlånspraksisser som netop har muliggjort et sådant forbrug.

Så mens gælden indtager en vigtigere og vigtigere rolle for samfundsøkonomien, bliver den samtidig, særligt under den aktuelle krise, i højere og højere grad et individuelt ansvar. Dette individuelle ansvar for gælden stimuleres og understøttes af den skyld, som er en så grundlæggende del af gældsforholdet.

At penge og økonomi, er områder, som har stor indvirkning på vores liv burde ikke komme som en overraskelse for nogen. Alligevel accepterer vi en samfundsmodel der baseres på at almindelige mennesker i større og større omfang forgælder sig, mens gevinsterne på de finansielle markeder og i bankerne skyder i vejret. Senest så vi hvordan forhenværende direktør i Danske Bank Eivind Kolding blev forgyldt for ca. 23 millioner.

Der bør ikke være nogen tvivl om, at en sådan gældsøkonomi er ikke vores - lønmodtagerne, studerende, pensionisterne og arbejdsløses interesser. Tværtimod har den dybe konsekvenser, ikke kun på et samfundsmæssigt, men også på et personligt og individuelt niveau. Både mentalt og materielt indskrænkes vores frihed. Og med gælden følger ikke kun en økonomisk, men også en tung skyldsmæssige byrde.

Eivind Koldings gyldne håndtryk er en hån mod os alle sammen

Pil Christensen — Mon, 16 Sep 2013 13:08:08 +0000

Af Pil Christensen

I dag har nu forhenværende direktør i Danske Bank Eivind Kolding modtaget en fyreseddel og et gyldent håndtryk på halvandet års løn, svarende til lidt over 20 millioner kr. Hvorvidt det er en god idé at fyre Kolding, kan være svært at sige. Hvad jeg dog ikke er et sekund i tvivl om er, at både det gyldne håndtryk og dets størrelse er helt absurd. Først og fremmest peger det på adskillige ømme punkter, hvad angår Danmarks håndtering af den finansielle krise og bankernes rolle i denne.

Da bankpakkerne blev vedtaget og kæmpe garantier stillet til rådighed for banksektoren, burde der også være stillet krav til eksempelvis størrelsen af gyldne håndtryk, løn og bonusser. Vi ved, at finanskrisens årsager bl.a. skal findes i bank og finanssektorens udbetaling af enorme bonusser. Bonusser som blev udbetalt på baggrund af incitamentsstrukturer, der står i direkte modsætning til almindelige borgeres interesser. At Danske Bank både kan modtage hjælp fra staten i form af garantier og samtidig fortsætte den stil, som i første omgang var med til at køre landet halvt i sænk, er derfor ærligt talt helt ubegribeligt.

Og så er det en stor hån mod alle de mennesker, som har betalt for finanskrisens omkostninger med deres job, med lønnedgang, med mindskelse af sociale ydelser eller forringelse af offentlig service.

Vi kan ikke forvente, at banksektoren selv begynder at opføre sig mere ansvarligt. Først og fremmest fordi hvad der er godt for bankens aktionærer, langt fra altid er det samme som er godt for almindelige bankkunder og borgere i Danmark generelt. Det bør derfor være politikernes opgave at lave regler, der skaber stabilitet og fremmer det brede flertals interesser. Koldings gyldne håndtryk viser, at man har forspildt en historisk chance for at få en del af bankvirksomheden på rette spor. Konkret med et loft over både bonusser, gyldne håndtryk og andre af den slags udbetalinger. Og dertil regler for hvor mange gange større en direktørs eller andre højtplacerede personers løn må være sammenlignet med medarbejdernes.

Når det er skatteborgernes penge, som skal redde bankerne, er det selvfølgelig helt rimeligt, at politikerne stiller krav til bankerne. Krav som fremmer skatteborgernes langsigtede interesser, modsat aktionærernes mere kortsigtede profitinteresser. Det handler først og fremmest om at undgå en lignende krise i fremtiden.

Det store spørgsmål, man står tilbage med, er, hvorfor det ikke er sket? Havde det kun handlet om det konkrete spørgsmål om regulering af gyldne håndtryk, løn og bonusser kunne man have betragtet det som et enkeltstående tilfælde, hvor politikerne havde udvist manglende handlekraft. Problemet er, at det langt fra er sådan et billede der tegner sig.

Derimod er det kendetegnede for regeringen, at den har undladt at tage et opgør med banksektoren for dens rolle i den finansielle krise. Det hænger sammen med en generel udeblivende reaktion på krisen. En krise der burde have været forfulgt af en række af tiltag, med formålet at undgå lignende kriser i fremtiden.

Denne her regerings manglende vilje til et opgør er dybt skuffende, men det er også mere grundlæggende problematisk. Finanskrisens efterdønninger har vist os et tydeligt billede af, hvem der har tjent fedt på tingenes tilstand og hvem der har måtte betale regningen og der kan ikke være nogen tvivl om, at det ikke har været Kolding og ligesindede som har stået forrest i køen her.

6 reformer der kan revolutionere Danmark

Pil Christensen — Mon, 05 Aug 2013 08:23:32 +0000

Af Pil Christensen

Utopier er en mangelvare på venstrefløjen. Derfor har jeg reserveret sommerens blogs til bud på utopier, som jeg skrev for et par uger siden. Når jeg i sidste blogindlæg efterlyste utopier, er det langt fra kun drømmende fremtidssenarier, som kræver miljøkatastrofer og des lige, for at kunne blive til virkelighed, som jeg savner. Det er også langt mere jordnære utopier, som den der kan læses nedenfor - 2. præmie vinderessayet i Det Ny Clartés utopikonkurrence ”En ny vision for Danmark” af Mikkel Kjær og Rune Peter Wiingaard.

Essayet består af en række forslag til gennemgribende reformer af det danske samfund. Både skat, arbejde, forbrug og internationale relationer behandles. De forslag som teksten indeholder, er nogen der ville kunne gennemføres indenfor en overskuelig tidshorisont. Alligevel er teksten udtryk for en utopi – et ikke-sted. For de reformer, der foreslås, er langt fra den danske politiske virkelighed. Faktisk går dansk politik på langt de fleste områder den modsatte vej.

I kommentarsporet til sidste indlæg blev jeg kritiseret for, at venstrefløjen ”ikke mangler syn for det endelig mål (...), vi mangler måder at få folk organiseret omkring konkrete kampe meget meget mere, end vi mangler kloge ord på blogs”. For mig at se er det først og fremmest en klassisk fejl, at tro at de to ting ikke går hånd i hånd – ordene og organiseringen. For at kunne mobilisere folk omkring de konkrete kampe som er i vores hverdag, er kloge (eller mindre kloge) ord om utopier langt fra nok. Men jeg tror, det er en fejltagelse, hvis ikke også venstrefløjen har større visioner om hvordan et andet Danmark, og en anden verden skal indrettes. Jeg tror, det er nødvendigt, at der ligger dybere værdier til grund for de ting, vi i hverdagen organiserer os omkring. Ord og tanker om fremtiden er helt nødvendige, for at mobilisere drømmene om at den kunne være anderledes. Og derpå styrken til også at organisere sig konkret omkring, at arbejde hen mod disse forandringer.

Utopi er ikke-steder og vi bruge dem til at kunne forestille os hvor vi skal hen. Hvis venstrefløjen skal være et alternativ, må vi også kunne beskrive det. Dermed ikke sagt at vi skal bruge lang tid på at finde frem til et konkret fælles endemål. Utopierne og forestillinger om fremtiden kommer altid til at ændre sig i takt med, at verden selv forandres.

For mig at se indeholder nedenstående essay en lang række gode forslag til en gennemgribende forandring af vores samfund. Noget af det særligt centrale ved denne tekst, er understregning af at vi har et valg. Jeg mener, det er en af de definerende ting ved politik som sådan. Det er desværre også en af de ting, som virker glemt i dansk politik for tiden.

Igen og igen argumenteres der i dansk politik med henvisning til nødvendigheden. En nødvendighed der ofte er lig med neoklassiske økonomers fremskrivninger og forudsigelser. Økonomien behandles som et naturfænomen, der nærmest fuldstændig uafhængigt af vores gøren og laden, skyller ind over os, og det eneste vi kan gøre, er at tage de nødvendige forholdsregler.

Men hvis særlige økonomiske teorier alligevel dikterer politikken, er der vel ikke brug for politikere, men bare teknokrater? Denne tilgang til økonomi, som et apolitisk fænomen, er et demokratisk problem. Hvis vi fjerner valget, fjerner vi en grundsten fra det politiske. Det er en af de vigtige pointer i dette essay, som viser os, at valget af en anden vej end den nuværende, slet ikke er så langt væk, som vi måske går og forestiller os.

Dermed ikke sagt at teksten ikke indeholder problemer og kan kritiseres på adskillige punkter – det håber jeg også, i vil benytte kommentarsporet til. Et af problemerne er eksempelvis det til tider lidt snævre fokus på Danmark, da flere af tiltagene vil være svære at gennemføre uden globale aftaler eller enighed på EU plan. EU og mulighederne for at forhandle her nævnes, men med et EU domineret af højreorienterede regeringer, så bliver opgaven, nok langt fra nem – og hvad stiller vi op med det?

Flere forslag i essayet er nogen, jeg mener, er helt centrale i en positiv forandringsproces. Eksempelvis måder at dele arbejdet på, mindre forbrug og dermed mindre gæld, samt en omlægning og gennemgribende forandring af økonomien, særligt den finansielle og bankmæssige del. Forslagene kan alle kritiseres for at mangle uddybelse og præcision, så jeg kan kun opfordre forfatterne, samt andre læsere til at gå videre med denne opgave!

God fornøjelse.

En ny vision for Danmark

En epoke er ved at slutte. Nutidens altdominerende idealer om globalisering og konkurrence er begyndt at blive så destruktive, at hverken planeten eller menneskene kan være med. De førende naturvidenskabelige forskere advarer om, at de planetare grænser er ved at blive overskredet, og at en fortsættelse af status quo kan medføre et kollaps for dagens globaliserede samfund som sådan. Materialismen, der fremhæves som vejen til lykke, gør os ikke lykkeligere. Den økonomiske vækst har særligt i de rige lande fået en mere og mere syg karakter. Mennesker ses som en slags robotter, der skal præstere stadig mere, arbejde hurtigere og hurtige for at få muligheden for at forbruge stadigt flere ting. Desværre medfører det hastige arbejdstempo og de stigende krav stress og sygdom, der rammer en foruroligende stor del af befolkningen. Kemikalier og luftforurening belaster vores stressede immunsystemer yderligere, og resultatet er en lang række fysiske og psykiske sygdomme hos særligt de unge. Idealerne om at enhver er sin egen lykkes smed og at fælles løsninger truer individets frihed, medfører en exceptionel ringe evne til at løse nutidens problemer. Ud over de økologiske problemer har læger den sidste tid advaret om, at overforbrug af antibiotika kan medføre, at fremtidens sundhedssystem ikke længere vil kunne helbrede alvorlige sygdomme pga. resistente bakterier. Mange af disse ting har vi vidst længe, men alligevel evner verdenssamfundet ikke at tage kollektive beslutninger om at begrænse brug af antibiotika, ligesom det er fuldstændig ude af stand til at kontrollere CO2- udledninger eller fordele verdens sparsomme ressourcer bedre.

Vi tror på at vi har et valg. Menneskeheden kan vælge at fortsætte nutidens destruktive spor og leve med de omfattende negative konsekvenser det uundgåeligt vil medføre. Eller vi kan vælge at skabe et samfund, hvor den økonomiske udvikling fungerer i et sundt og dynamisk samspil med naturen, og som skaber masser af menneskelig trivsel. Vi kan vælge at tro på fællesskabet og kollektive løsninger, der bliver skabt af stærke og handlekraftige individer. Fællesskabet går ind og sætter via en stærk stat nogle sunde rammer for ressourceforbrug og sikrer samtidig, at ressourcerne fordeles retfærdigt mellem mennesker. Markedet går ind og sikrer, at de sparsomme ressourcer udnyttes på den mest optimale måde.

Der behøver ikke være en konflikt mellem individ og fællesskab eller mellem marked og stat. Selve konflikttankegangen, troen på at vi alle er i evig konkurrence med hinanden, er en central drivkraft i at menneskeheden kollektivt ikke formår at løse klodens miljømæssige og sociale problemer. Kæmp eller flygt- impulsen er en ældgammel impuls, der hjalp vores forfædre med at overleve møder med farlige rovdyr. I dag lader vi os ubevidst styre af samme tankegang, så vi kæmper mod hinanden (eller flygter fra nutidens problemer), men der er ingen grund til at leve i et evigt alarmberedskab. Vi kan i stedet vælge at skabe et samfund baseret på glæde, lighed, frihed, sammenhold, kærlighed, kreativitet, tryghed, og håb.

Hvad nu hvis vi vælger at lade disse følelser styre os i stedet, og indretter hele vores samfund baseret på at skabe følelser, vi alle inderst inde ønsker os at opleve så meget som muligt af? Hvad nu hvis vi vælger at skabe et Danmark, der eksisterer i pagt med naturen, og som ikke forbruger flere ressourcer, end hvad naturen gendanner hvert år? Hvad nu hvis vi forpligter os til hinanden, og indretter økonomien på at tjene vores reelle menneskelige behov?

Livet heldigvis er fyldt af muligheder for at vælge, hvad vi ønsker at skabe. Vores finansminister påpeger ofte, at han gør det eneste rigtige og gennemfører de nødvendige reformer. Men er det nødvendigt med mere ulighed, høj arbejdsløshed, stress og en økonomisk udvikling, der på ingen måde kan beskrives som miljømæssigt bæredygtig? Ja, hvis vi vælger at tro på mainstream økonomernes fortænkte modeller af virkeligheden. Nej, hvis vi vælger at lytte til de økologiske økonomer, der fortæller os at det er muligt at have en økonomisk udvikling, der tager hensyn til både mennesker og planeten.

Derfor vil vi nu beskrive en række politiske forslag til, hvordan Danmark rent konkret kan blive omformet til et samfund der har som overordnede mål at opfylde menneskers reelle behov. Vi vil beskrive, hvordan Danmark kan komme til at fungere i samhørighed med naturen, så vore børn og børnebørn kan komme til at opleve et fantastisk land domineret af skøn natur og et rigt kulturliv. Den britiske tænketank New Economics Foundation har arbejdet med at beskrive, hvordan dette i praksis kan opnås i Storbritannien. Vi har ladet os inspirere af deres arbejde, men har skræddersyet vores forslag til Danmark. Vi opdeler forslagene i seks punkter for at gøre det mere overskueligt.

Punkt 1: Den store grønne skatteomlægning

Det er altafgørende at ændre priserne, så de afspejler de sande miljømæssige omkostninger ifm. produktion og transport af en vare. På denne måde vil produkter, der har medført en stor belastning af miljøet blive beskattet højt, fx ved at indføre markant større afgifter på CO2. Dette vil skabe et incitament til mindre ressource-intensiv produktion og forbrug. Det er vigtigt at understrege, at den øgede beskatning på ressourceforbrug og forurening skal suppleres af reformer, der sænker skatten på arbejde. Den mest optimale tilgang er, at indfase skatterne gradvist over tid, som den britiske regering har valgt at gøre med afgifter på CO2-udledninger gennem deres klimalov. Dette betyder, at virksomheder på den ene side presses til at ændre sig og samtidig får fordel af de langsigtede rammer, der gør det nemmere at planlægge investeringer. Dette kan også gøres for knappe ressourcer som fosfor, der vil blive stor mangel på i fremtiden, og som er afgørende for, at vi kan dyrke landbrug.

Regulering, afgifter og statslig støtte til fx vindkraft var nøglen til Danmarks store succes med at udvikle grønne teknologier i 1970’erne og frem. Danmark blev særligt hårdt ramt af oliekrisen, bl.a. fordi landet dengang ikke selv producerede olie. Derfor valgte politikerne at indføre striks regulering på en række punkter og aktivt støtte miljøteknologier som vindkraft, byggeri mv.. Vi mener at tilsvarende tiltag, skræddersyet til nutidens Danmark, vil være gavnlige, og bør indføres i langt større grad end i dag, ved at introducere strengere krav til producenter. I forlængelse af dette er det vigtigt med en gennemgribende reform af det danske landbrug, der både skal gøres mindre i omfang og mere miljøvenligt. Vi mener desuden at støtten til landbruget primært skal gives mhp. at facilitere dette skifte, hvilket højst sandsynligt vil indebære øget støtte til økologisk landbrugsdrift og mindre til den konventionelle. En betydelig stigning i afgifter på miljøskadelig produktion vil hjælpe denne udvikling på vej. Vi er klar over at langt de fleste subsidier til det danske landbrug kommer fra EU, og at dette indebærer, at vi må forhandle vores reformønsker i EU sammenhæng. Vi kan skabe et landbrug i balance med naturen og samtidig skabe nye fantastiske naturparker, til glæde for hele befolkningen.

Punkt 2: Den store omfordeling

Hvis Danmark indfører en grøn skatte- og afgiftsreform, som den der er præsenteret i ovenstående

punkt, vil uligheden i samfundet stige, fordi de svage grupper altid rammes uforholdsmæssigt hårdt af sådanne tiltag. Derfor er der god grund til at øge den økonomiske omfordeling. Desuden viser meget forskning at en mindskelse af fattigdom og ulighed vil øge den menneskelige trivsel. Økonomisk ulighed skaber flere sundhedsmæssige og sociale problemer, og fremmer desuden materialisme og statuskonkurrence mellem individer. Derfor er det afgørende at sætte ind for at sikre at de ressourcer vi vælger at bruge, fordeles retfærdigt, så vi sikrer en høj lighed i Danmark. For at opnå dette foreslår vi en række lighedsfremmende politikker:

For det første skal der gøres noget for at reducere indkomstuligheden. Dette kan gøres ved at øge topskatten, indføre en millionærskat og muligvis samtidig sænke bundskatten. Pointen er her at det er muligt at beskatte den rigeste del af befolkning mere og samtidig sænke bundskatten, for på denne måde samlet set at sænke skatten på arbejde. Det er vigtigt at understrege at dette bør implementeres gradvist, ligesom stigningen i de grønne afgifter og skatter. For det andet mener vi, at formuerne i Danmark bør fordeles mere ligeligt. Her er det særligt vigtigt at øge boligbeskatningen, da det vil føre til større lighed, fordi de velhavende beskattes mest af denne skat. Fastfrysningen af boligbeskatningen har medvirket til, at Danmark blev uforholdsmæssigt hårdt ramt under finanskrisen, og den fortsatte boligboble er desuden med til at gøre Danmark mere sårbar for nye kriser i fremtiden. Derudover vil det være hensigtsmæssigt at øge skatten på arv.

For det tredje mener vi, at arbejdet bør fordeles bedre, hvilket indebærer en reduktion af den betalte arbejdstid. Det er en mulighed at sænke den ugentlige arbejdstid til fx 32 timer, for på denne måde at skabe rum for at flere kan komme ind på arbejdsmarkedet (på sigt kan arbejdstiden muligvis sænkes yderligere). Samtidig vil kortere arbejdstid afhjælpe nogle af de samfundsmæssige problemer som fx stress, og have en positiv sideeffekt i form af øget fritid. Vi er klar over at det er særdeles kompliceret at gennemføre dette forslag, da det vil kræve en lang forhandlingsproces mellem arbejdsmarkedets parter. Formålet er at vi deles om arbejdet, så alle får mulighed for at bidrage, og alle samtidig får mulighed for at udleve passioner i deres fritid, hvilket også vil styrke lokalsamfund og skabe mere velvære og mindre sygdom. I tilfælde af at der i fremtiden bliver et større behov for arbejdskraft, bør arbejdstiden naturligvis hæves til det mest hensigtsmæssige niveau.

Punkt 3: Den store lokalisering

Dette punkt handler om at produktion og forbrug i langt højere grad skal være lokalt funderet, hvilket Indebærer, at de varer der forbruges, fortrinsvis skal være nationalt producerede. Alle varer behøver selvfølgelig ikke produceres lokalt, der skal foretages en kvalificeret vurdering af, hvad der er mest hensigtsmæssigt for miljø og samfund. Det foreslås, at staten styrer det offentlige forbrug langt mere aktivt, gennem åbent at erklære at man vil prioritere produkter, der er lokalt og miljørigtigt produceret. Denne garanti skal være over en lang tidsperiode, så virksomheder kan planlægge efter det og indstille deres produktion på at blive så lokalt forankret og miljømæssigt bæredygtig som muligt. I nogle tilfælde vil dette indebære at det offentlige indkøber produkter, der ikke umiddelbart er de billigste på markedet, men dette opvejes af, at der på længere sigt skabes mere samfunds- og miljømæssig værdi. Fx vil større lokal, og dermed national, produktion være gavnligt i form af skabelsen af arbejdspladser. Igennem de sidste mange år er produktion og arbejdspladser blevet outsourcet til udlandet. Dette forslag vil modvirke denne proces og bidrage til at revitalisere lokalsamfund.

Punkt 4: Den store reform af produktionsmønstre

Dette punkt handler om at ændre måden, der produceres og forbruges på, så der kommer langt mere fokus på at producere varer, der er langtidsholdbare og velegnede til reparation. I forlængelse af forrige punkts forslag skal det offentlige prioritere varer, der er så langtidsholdbare som muligt, og som er produceret mhp. at kunne repareres. Dette vil bidrage til, at danske producenter vil have et stærkt incitament til at producere varer, der opfylder disse krav. I forlængelse af dette skal der etableres en særlig pulje, der uddeles til at støtte projekter, der fremmer denne udvikling. Disse projekter bør forsøge at hjælpe danskerne til at blive bedre til at prioritere lokalt forbrug, genanvendelse, deleordninger og reparation.

Vores andet forslag er at starte en konstruktiv offentlig debat om materialismen negative sider og hensigtsmæssige alternativer. Formålet bør være at igangsætte et skifte fra den nuværende forbrugskultur, hvor mere altid er bedre, til en tilstrækkelighedskultur hvor man i højere grad værdsætter det, man allerede har. Dette vil indebære, at politikerne ikke længere opfordrer til øget forbrug, som fx daværende finansminister Claus Hjort gjorde ifm. finanskrisen. I stedet bør politikerne indføre restriktioner for reklamer i det offentlige rum og forbud mod reklamer henvendt til børn.

Punkt 5: Den store reform af økonomien

Hovedformålet med dette punkt er, hvordan det finansielle system kan indrettes, så det i langt højere grad er til gavn for samfundet og miljøet. Afsnittet handler desuden om, hvordan statens ressourcer udnyttes bedst muligt. Vores første forslag er, at der gradvist indføres restriktioner på private bankers muligheder for kreditskabelse. Dette indebærer, at det i udgangspunktet er forbudt at skabe penge via långivning, medmindre det er til investeringer, der genererer ægte samfundsmæssig værdi. De såkaldte ”fractional reserve requirements” kan dermed under særlige omstændigheder sænkes fra 100 pct. ned til et minimum på 10 pct., når banker låner ud til investeringer, der vil skabe social eller miljømæssig værdi.

Forslag nummer to indebærer en opdeling i opsparings- og investeringsbanker, der vil have en stabiliserende effekt på det finansielle system. Det betyder, at borgerne kan vælge at sætte deres penge i opsparings- eller investeringsbanker. Investeringsbankerne vil kunne tilbyde et højere muligt afkast, men deres højrisikable spekulative investeringer betyder, at staten ikke længere vil stille garanti med skatteydernes penge. Efter finanskrisen har den danske stat fx været nødsaget til at udstede garantier til danske banker for næsten 4.500 mia. kr.

Vores tredje forslag er oprettelsen af en grøn offentlig investeringsbank, der skal sikre offentlige og private midler til at investere i infrastrukturprojekter ifm. udviklingen af vedvarende energi og bæredygtig transport. Som et eksempel på hvilken model en grøn investeringsbank kunne have, fremhæver vi den nordiske investeringsbank, der arbejder med fokus på bæredygtige projekter, og som den danske grønne investeringsbank med fordel kunne lade sig inspirere af og samarbejde med.

De tre første forslag vil være med til at skabe en langt mere konstruktiv finanssektor, der er med til at kanalisere midler til de mest hensigtsmæssige miljømæssige og sociale projekter, hvad enten det er offentlige eller private. Nutidens opsvulmede finanssektor der fremmer økonomiske bobler som den stadige boligboble i Danmark, vil ikke længere være en konstant kilde til økonomisk ustabilitet og spekulativ grådighed. Danskerne vil blive mindre forgældede og dermed mere trygge og frie.

Vores fjerde forslag er at give særlig statslig støtte til at udvikle miljøvenlige og jobskabende industrier. En del af denne støtte bør udgøres af adgang til billigere lån til at igangsætte nye projekter gennem den grønne investeringsbank. Den grønne cleantech-industri udgør allerede en stor del af den danske eksport og er en af de eneste sektorer der vokser i disse år. Det er særdeles vigtigt at styrke indsatsen på dette område, for at bevare det forspring danske virksomheder har i dag. Det kan medvirke til at skabe arbejdspladser og vækst i de grønne sektorer af økonomien. Siden Danmark kan vinde så meget på det, er det essentielt at staten aktivt støtter de grønne industrier gennem en strategisk industripolitik, der følger op på de gode takter fra energiforliget. Det amerikanske analyseinstitut McKinsey har i en meget omtalt rapport fra 2011 beskrevet, at i det forrige århundrede konkurrerede virksomheder primært på arbejdskraft og kapital, men i dette århundrede vil det primære konkurrenceparameter blive ressourceeffektivitet. Danmark kan gennem en grøn skatteomlægning, regulering af miljøstandarder, en grøn offentlig indkøbspolitik og støtte til grønne industrier gøre danske virksomheder en stor tjeneste, ved at sikre de er i front, hvad angår ressourceeffektivitet. Der kommer i fremtiden til at være en stor efterspørgsel efter grønne løsninger, der kan afhjælpe EU's store afhængighed af importeret energi, og samtidig kan være med til at løse de globale klima- og miljøproblemer. Danmark kan vise andre lande, hvordan dette skifte konkret kan gennemføres, og selvom priser på fossile brændstoffer for tiden er lave, må vi turde gå forrest og bevise, at omstillingen kan lade sig gøre.

Punkt 6: Den store gensidige forbundenhed

Dette punkt fokuserer på de internationale aspekter af omstillingen. For det første bør Danmark øge og omstrukturere udviklingsbistanden. Den nuværende danske udviklingsbistand er på 16 mia. kr. årligt, men et rigt land som Danmark har råd til at give fx 25 mia. kr. om året. Samtidig bør midlerne i højere grad rettes mod klimatilpasning og hjælp til grøn omstilling.

Vi mener, at Danmark samtidigt skal arbejde aktivt inden for internationale institutioner og EU for at opnå en global bindende aftale for CO2-udledninger. Sideløbende bør Danmark arbejde for at inspirere andre lande til også at blive frontløbere inden for reducering af CO2-udledninger. Siden en global aftale er vanskelig at opnå, er det vitalt, at så mange lande som muligt tager ansvar og går forrest i omstillingsprocessen mod en mere bæredygtig global økonomi. Dette inkluderer desuden andre aspekter end blot CO2 som fx ressourceforbrug, tab af biodiversitet, forurening og beskyttelse af økosystemer.

Danmark bør ligeledes arbejde for en omstrukturering af det nuværende internationale handelssystem. Årsagerne er, at det for det første er konkurrenceforvridende, hvilket skader lav- og mellemindkomstlandenes muligheder for økonomisk udvikling. For det andet er det forurenende, fordi varer ofte transporteres over alt for lange afstande, og fordi der ikke er et tilstrækkeligt fokus på at fremme lokal produktion. Dette indebærer desuden, at Danmark arbejder aktivt for at fjerne skadende subsidier til ikke-bæredygtigt landbrug og energiproduktion. Afslutningsvis bør Danmark forsøge at overtale, andre rige lande til også at øge deres udviklingsbistand for dermed at betale af på de rige landes økologiske gæld til de fattigere lande. På flere af de nævnte områder har Danmark allerede en stærk profil, da der gives en relativ høj udviklingsbistand og ihærdigt forsøges at arbejde for en global klimaaftale. Danmark har altså et godt udgangspunkt for at intensivere og styrke det internationale samarbejde.

Selvfølgelig bliver det svært at gennemføre det punkter vi har beskrevet. Danmark har vænnet sig til at følge udviklingen i verden omkring os: Danskerne er bange for at ændre sig, politikerne tør ikke gennemføre de nødvendige reformer og stærke lobbyer modarbejder aktivt de nødvendige reformer. Derfor tror vi på, at det er vigtigt med en stor informationsindsats for at gøre folk opmærksomme på, hvor fantastisk et land vi rent faktisk kan komme til at leve i. Vi tror på, at det er essentielt at arbejde på mange niveauer samtidigt for at sikre, at borgerne, virksomhederne, de offentlige organisationer og græsrodsorganisationerne alle gør deres bedste for at bidrage til at skabe et Danmark, som vi kan være oprigtigt stolte af. Et Danmark der kan vise vejen, så andre lande vil kunne se, at det er muligt at skabe en økonomisk udvikling, der er miljømæssigt bæredygtig og samtidig have glade borgere i et land med høj beskæftigelse, høj lighed, økonomisk stabilitet, tryghed og frihed og masser af fritid. Når andre lande kan se, hvordan alternativet til nutidens døende epoke egentlig ser ud, så vil de forhåbentligt lade sig inspirere, og selv begynde at gennemføre lignende reformer. På denne måde vil den vision, vi har for Danmark, kunne sprede sig ud i verden og bidrage til at muliggøre, at vores børn ikke længere bør frygte fremtiden, men glæde sig til den! For at dette skal lykkes, er mod og styrke til at turde tænke og handle anderledes fundamentalt.