Charlotte Lund's blog

Julen har aldrig været mere eventyrlig

Charlotte Lund — Mon, 19 Dec 2016 16:01:48 +0000

Af Charlotte Lund

I hvert fald ikke i årtier. De største juleeventyr handler om ulighed, fattigdom og godgørenhed, det samme kommer julen til at gøre for rekordmange mennesker i år.

1800-tallets berømte juleeventyr rammer ganske godt årets kontanthjælpsloftramte julestemning.

Charles Dickens - Gabet mellem top og bund

Kontrasterne er store i Et Juleeventyr, hvor Ebenezer Scrooges rigdom sættes op imod den jævne befolknings fattigdom - I form af sekretæren Bob og hans underernærede syge søn Tim.

Det er de også i dag, hvor dagpengereformen, førtidspension- og flexjobreformen og ikke mindst kontanthjælpsloftet har fået uligheden mellem mellem de rigstes og de fattigste i samfundet til vokse markant i de sidste par år. I dag modtager de rigeste 10 procent af befolkningen sådan cirka den samme andel af den samlede indkomst efter skat, som de fattigste 40 procent gør tilsammen.

Og alt tyder på at denne udvikling vil fortsætte i det nye år, i modsætning til vores nordiske naboer stiger fattigdommen i Danmark. Andelen af det, som Danmarks Statistik omtaler som "ekstremt fattige danskere" er næsten fordoblet fra 2 procent i 2008 til 3,7 procent i 2015.

Før kontanthjælpsloftet trådte i kraft var der, 40.000 økonomisk fattige i Danmark - og omkring 160.000 "hvis man ser på dem, der falder under fattigdomsgrænsen i et enkelt år". Reformen betyder, at det tal vil stige, samt at i forvejen fattige familier skubbes ud i yderligere fattigdom.

H. C. Andersen - Fattigdom blandt børn

I Pigen Med Svovlstikkerne, beskrives de benhårde konskvenser af en opvækst i fattigdom. Hvordan man overlades til udsathed, og hvor hårdt mødet med jævnaldrenes meget bedre vilkår føles for et barn.

I forhold til børnevelfærd repræsenterer efterårets stramninger på kontanthjælpsområdet et nybrud. Tidligere blev børn langt hen af vejen friholdt for nedskæringer, men kontanthjælpsloftet er skruet sammen på en måde, så det socialt set rammer umådeligt skævt. Enlige mister flere penge end familier med to voksne, og beløbet vokser propertionelt med antallet af børn.

Det betyder, at det er de enlige forsørgere, med flest munde at mætte og flest fødder at skaffe sko til, der månedligt mister flest penge - i forhold til deres situation før kontanthjælpsloftet trådte i kraft.

Udover de umiddelbare konsekvenser i forhold til ikke at kunne få vintertøj, ikke at kunne deltage i børnefødselsdage og fritidsaktiviteter og ikke at kunne fejre jul som deres klassekammerater, så har denne nedgang også konsekvenser på langt sigt. For eksmepel har AE påvist at børns karaktergennemsnit og mulighed for social mobilitet falder betragteligt, hvis barndommen tilbringes under fattigdomsgrænsen.

Johan Krohn - Afhængighed af privat velgørenhed

I Peters Jul, møder vi Fattige Rasmus, der i anledning af julen hives ind i stuen, så også han kan se, hvordan de velbjærgede fejrer jul. Og ikke nok med det, han får også lov til at overtage legetøj og tøj, som husets børn ikke længere bruger.

Den gode vilje fra privat filantropi er også afgørende for at et rekordstort antal familier kan fejre jul i år. Hos Dansk Folkehjælp er antallet af ansøgninger om julehjælp fordoblet siden sidste år, Røde Kors er i år kommet op på på julehjælp til 10.000 børnefamilier og Mødrehjælpen mangler i skrivende stund at kunne give støtte til knap 400 børn.

I diverse støtte-facebookgrupper er der derudover stigende tendens til at folk bliver bedt om at begrunde, hvorfor netop de har brug for at få hjælp.

"Jeg har to æsker legetøj, som jeg gerne vil donere. Opslaget gælder til klokken otte i aften, skriv hvorfor du har brug for det, så udvælger jeg, hvem der skal have det". Det er sikkert sødt ment, men det ender med at fattige mennesker gøres til ufrivillige deltagere i en indbyrdes popularitetskonkurrence.

Vi har med andre ord bevæget os fra et velfærdssamund til et almissesamfund, hvor de nødstedte tilmed skal slås om at få del af støtten.

Ubehageligt lyder det, men om ikke andet er det i fin tråd med de julefortællinger, vi i generationer har anset som minder fra en svunden tid.

Rigtig god jul derude, hvis du ellers har råd til at holde den!

Redaktionel note: Se også linksamlingen »Jul - andre sider af julen« på Modkraft Biblioteket.

Når det bliver rigtigt dyrt at inddrive gæld

Charlotte Lund — Tue, 30 Dec 2014 18:09:37 +0000

Af Charlotte Lund

Finanskrise, asociale reformer og negativ social arv er allesammen massive forhindringer for et mere lige samfund. Men få ting skaber så meget ulighed som gæld. Og det er måske en af de nemmere ting for os at ændre på.

"Han fortalte mig, at han var incestoffer lang tid før han indrømmede, at han var kommet i RKI".

Sådan indledte Line Barfod fra advokaterne Foldschack & Forchhammer sit oplæg i slutningen af oktober, da hun som en af hovedforfatterne skulle fremlægge Rådet For Socialt Udsattes rapport om gæld som ulighedskabende faktor.

Og det udsagn beskriver sådan set meget godt det tabu, som gæld må siges at være i vores samfund. For mange er det omgærdet af stor skam - Skam over ikke at have styr på sin tilværelse og skam over at ligge andre til last - og det er ofte noget, som man står helt alene med.

Skyldfølelse, manglende rådgivning og trusler fra inddrivere betyder derfor også tit at gælden vokser hen over hovederne på særligt de socialt udsatte. At nye quicklån til ågerrenter skal dække afdragende fra de første, at fagforeningen, tandlægen og den varierede kost droppes for at kunne betale skattegælden samt at bunkerne med de uåbnede rudekuverter tager mere og mere plads op under sengen.

Og her tages der ikke meget hensyn til om det overhovedet er muligt for den gældsramte at betale. Selvom en kontanthjælp, en ungeydelse eller en pension i dagens Danmark i forvejen ikke rækker langt, er det i dag praksis for på forhånd at trække op til 400 kroner til gældsinddrivelse om måneden. Og landets almene boligsektor oplever i stigende grad, at bankerne - stik imod regler og god bankskik - fastholder opkrævning hos mennesker, der ikke længere kan betale husleje - Og som dermed risiskerer at ende på gaden.

For fattig til gældsanering

Samtidig er reglerne i dag så absurd skruet sammen, at det faktisk godt kan lade sig gøre at for fattig til at få offentlig gældsanering. For at kunne komme i betragtning er det et krav, at man har stabil indtægt og et månedligt rådighedsbeløb på 5.850 kroner.

Det er der mange, som ikke kan leve op til. Det betyder at to tredjedele (Omkring 4000 mennesker årligt), der søger gældssanering, får afslag - og dermed overlades til at synke længere ned i dybet af renter, trusler og håbløshed.

Til sammenligning får mellem 60 og 80 procent bevilliget gældsanering i Finland og Sverige.

»Det er mennesker, som står i en håbløs situation uden udsigt til bare et lysglimt for enden af tunnelen. De er i forvejen i en dyb krise, og mange af dem er selvmordstruede. Det siger sig selv, at et afslag på den gældssanering, der kunne få dem i gang igen, er et kæmpe nederlag. Det gør situationen om muligt endnu mere håbløs. De har ikke andet valg end at leve med gælden, og de bliver skubbet længere ud i retning af afgrunden«, har Annette Mathiasen, projektleder for gældsrådgivning i Forbrugerrådet, udtalt til Politiken.

Og det er ikke tomme trusler, det er en stor sammenhæng mellem social deroute, isolation, depression og selvmord og en håbløs og uoverskuelig økonomisk situation

Vi har med andre ord skabt et samfund, hvis rammer og love medvirker til at fastholde socialt udsatte mennesker i gæld og ulighed. Og som dermed umuliggør opstigning.

Det er et kæmpe problem, som et stykke af vejen kan løses gennem justeringer af de nuværende rammer.

Rapporten anbefaler:

- Et væsentligt løft af gældsrådgivningen. Herunder fast finansiering, kvalitetskrav, uddannelse i gældsrådgivning. En hjemmeside med overblik over regler, rådgivningsmuligheder m.m.

- En særlig lov om gæld, herunder gældsrådgivningen.

- En nemmere adgang til at få gældssanering, når man står midt i kaos, således at særligt socialt udsatte kan få hjælp, imens de er socialt udsatte og ikke først i det øjeblik, hvor de er kommet ud af såvel deres gældsproblemer som deres øvrige problemer, har fået fast arbejde, bolig m.v.

- En mulighed for at få eftergivet/gældssaneret gæld fra en strafbar handling, hvis man har afsonet sin straf og er blevet/er i gang med en resocialisering. Regeringens Udvalg om Forebyggelse og Resocialisering er netop kommet med anbefalinger om, at det skal være muligt at få eftergivet sagsomkostninger. Det vil være et vigtigt skridt i den rigtige retning. Men man er nødt til også at se på den øvrige gæld, som er opstået som følge af den strafbare handling, herunder bødekrav, erstatningskrav m.v.

- En fjernelse af muligheden for at foretage lønindeholdelse på 400 kr. månedligt hos hjemløse og andre socialt udsatte, da det er mange penge, hvis man ikke har nok at leve for.

- Et øget fokus på retssikkerheden for de borgere, der har gæld til det offentlige. Herunder klare regler, tilgængelig vejledning og årlig årsopgørelse fra SKAT.

- En strammere regulering af den finansielle sektor, så det kan blive sværere at komme ud i de store gældsproblemer, som mange rammes af i dag. Herunder bør der indføres et loft over ÅOP (renter og gebyrer), så man ikke kan tage for eksempel sms-lån med renter på mange hundrede procent om året. Desuden bør indføres en straf for banker, der overtræder reglerne og trækker fra folks lønkonto, så de for eksempel ikke har råd til at betale deres husleje.

- En lovfæstet ret til at oprette en budgetkonto (uden kredit), således at man kan sikre, at de faste udgifter bliver betalt til tiden hver måned.

- En oplysningskampagne til borgere omkring gæld, herunder om hvordan man bør håndtere situationen, når man har gæld. Ordningen skal ikke bare rettes mod personer, som har gældsproblemer, men bør også have et forebyggende element

...Og jeg håber at et politisk flertal vil lytte. Staten burde ikke være til for at skabe og fastholde ulighed, men derimod for at arbejde for det modsatte!

Hele rapporten om gæld blandt socialt udsatte kan læses her

Og lad for guds skyld være med blive voldtaget, hvis du er iført netstrømper!

Charlotte Lund — Thu, 04 Dec 2014 23:54:00 +0000

Af Charlotte Lund

I modsætning til de fleste andre forbrydelser er hovedfokus i voldtægtssager på den voldtagne, ikke på krænkeren - Og rekordfå af dem ender for en domstol. Skyldes det at både samfund, politi og retsvæsen stadig er under vildfarelsen, at voldtægt er selvforskyldt?

Vi har et problem i Danmark med at tale om voldtægt. En lang historie med nedarvet fordømmelse af den kvindelige seksualitet og bagatellisering af chikane og overgreb er svær at ryste af os selv i nutidens paragrafstyrede retssamfund. Og det har vi brug for at ændre på.

Ovenstående er min påstand, for voldtægt er en af de former for kriminalitet vi statistisk set kan konkludere mindst om. Men de tal, vi trods alt har, viser et tydeligt billede af at myterne om "Den misforståede voldtægt", "Den selvforskyldte voldtægt", "Den socialt marginaliserede voldtægt" og "Den falske voldtægt" lever i bedste velgående. Selvom vi ved at voldtægt kan have langtrækkende konsekvenser for den krænkede - For eksempel angst, PTSD, og problemer med at genoptage et sexliv.

Halveringer og mørketal

Det Kriminalpræventive Råd skønner at der årligt begås omkring 3.000 voldtægter i Danmark. Af dem bliver kun en omkring 1.000 registeret af enten traumecentre, skadestuer eller offerrådgivninger.

Den største gruppe er de 15-19 årige kvinder, men også børn og ældre mennesker fra plejehjem opsøger traumecentrene på grund af voldtægt. I omkring en fjerdel af disse sager er gerningspersonen ukendt, der er tale om en overfaldsvoldtægt. I de resterende sager er der tale om at krænkeren er en bekendt til eller partner med den krænkede.

Herfra gælder halveringsprincippet øjensynlig.

Ifølge Flemming Balvig, professor i retssociologi, bliver under halvdelen af disse - omkring 440 - anmeldt til politiet (Og af dem har kun tre procent en advokat som bisider). Og omkring halvdelen af disse - omkring 240 - ender i en sigtelse. I omkring halvdelen af disse sager - omkring 120 - rejstes der sigtelse, som med en enkelt undtagelse endte i domsfældelser (Fordelingen var i øvrigt 15 frifindelser, 30 domme for vold eller anden sædelighedsforbrydelse (Herunder anal eller oral penetration) samt 74 fældede domme for voldtægt).

Og det ser ud som om at situationen forværres i disse år. Ifølge Center for Voldtægsofre på Rigshospitalet er andelen af kvinder, der forsøgte at anmelde en voldtægt, men blev afvist, over fire år steget fra to til 6,6 procent.

Ovenstående taløvelse vækker to bekymringer:

Hvorfor er der så få voldtægtsofre, der kontakter pleje- og myndighedspersonale - Og hvad sker der med de to tredjedele, der forsvinder ud i mørketallene?
Hvad er det der gør, at så mange registrerede sager tabes på gulvet inden de når retssalen (selv hvis vi tager højde for frafald, manglende beviser og ingen identificeret gerningsperson)?

Jeg tror at det i høj grad har noget at gøre med de fire før beskrevne myter:

Den misforståede voldtægt

Situationer, hvor gerningspersonen forklarer hændelsen som resultatet af en misforståelse - At vedkommende var under det indtryk at den anden part var med på den. Den indtryk kan sagtens være berettiget, men ifølge professor i strafferet Vagn Greve er grænserne for, hvor meget man "må have lov til at misforstå" ganske fleksible, hvis man ser på sager, der blev frafaldet af netop denne grund. Det er blandt andet sager, hvor den voldtagne har været stærkt beruset, ramt af chok som følge af dette ude af stand til at sige fra, eller følt sig udsat for udtalte eller uudtalte trusler.

Den forholdsvist store forekomst af den slags 'misforståelser' taler for at vi må lave et regelsæt, der giver knap så meget forvirring. Eksempelvis den anbefaling der ligger Istanbulkonventionen - som Danmark tilsluttede sig sidste år - om at ændre den strafferetslige definition af voldtægt fra "Tiltvunget sig samleje ved vold eller trussel om vold" til "fravær af samtykke".

Den selvforskyldte voldtægt

I mediebilledet tales der ofte om at man kan lægge op til en voldtægt. At din adfærd eller påklædning helt eller delvis kan legitimere at der begås en forbrydelse imod dig. En sær overlevering der bygger på en anden myte, nemlig den at mænd (det er i udgangspunktet det køn der er tale om i disse situationer) ikke er i besiddelse af en fri vilje. At man kan 'drives' til at begå et overgreb, hvis man kommer i nærheden af en vis mængde nøgen hud eller bestemt adfærd på et dansegulv.

»Der er ingen tvivl om, at risikoen for at en kvinde bliver udsat for chikane eller voldtægt stiger, hvis hun er klædt ekstremt udfordrende. Derfor er der grund til at opfordre kvinderne til at tænke lidt over, hvilke signaler de sender med deres påklædning«, skrev Århus Stiftidende eksempelvis i forbindelse med byens første slutwalk. Ved danske domstole tages det ofte med i overvejelserne om et skyldsspørgsmål om, hvorvidt den krænkede 'selv lagde op til det'. En betænkning man næppe tynges af i tyveri- eller mordsager, og hvorfor egentligt det?

Det er ikke kun medierne, der laver den beklædningsbaserede dom, ifølge blandt andre Dansk Kvindesamfund gør politiet det også, når voldtægter forsøges anmeldt. Holdningen synes generelt at være at man ikke skal anmelde en voldtægt iført netstrømper, og eftersom hensynet til bevismaterialer betyder at man ikke må skifte tøj efter en voldtægt, giver det unægteligt nogle problemer i forhold til retten til at klæde sig som man vil.

Den socialt marginaliserede voldtægt

Ligesom andre former for vold har også voldtægt en social slagside. Voldtægter forekommer hyppigere blandt socialt udsatte. Mennesker i prostitution, hjemløse og folk der har deres gang på diverse opholds- og væresteder er i større risiko for at blive voldtaget end gennemsnittet af landets befolkning. Dette afspejler sig knapt så meget i antallet af sigtelser, ifølge folk der arbejder med denne gruppe skyldes det en tendens til i lavere grad at have tillid til at denne gruppe fortæller sandheden.

Derudover synes der også at være en vis skepsis i mediebilledet om hvorvidt det overhovedet er muligt at voldtage et menneske, der er i prostitution. Et eksempel på dette er Ekstra Bladets beskrivelse af en sag fra februar 2013, under overskriften "Sigtelse: Politibetjent truede sig til gratis sex" omtales et tiltvunget samleje som 'gratis sex', ikke som en voldtægt - som det jo må siges at have været. Selv efter straffelovens noget kantede definition.

Den falske voldtægt

Selvom det reelle antal af falske voldtægtsanmeldelser vurderes til at være på omkring syv procent - til sammenligning er andelen af falske anmledelser for forsikringssvindel på 12 procent - synes der et være en sejlivet myte om at op imod halvdelen af anmeldte voldtægter i landet er falske. I netop denne slags sager har vi i langt større grad tendens til automatisk ar tænke "Gad vide om det er rigtigt" i stedet for "Gad vide hvordan det er sket".

Her går politiet heller ikke fri. Ifølge statsadvokat Jens Røn viser en undersøgelse blandt politiskoleelever de i gennemsnit tro at omkring 30 procent af samtlige anmeldelser om voldtægt er falske.

Alle fire myter er problematiske, hvis vi vil fastholde visionen om at leve i et demokratisk retssamfund. Derfor er det vigtigt at begynde at tale om voldtægt. Ikke ud fra myter og fordomme, men ud fra fakta og en fælles forståelse om at der er tale om en forbrydelse. Ikke en tvivlsom og selvforskyldt gråzone.

Det er simpelthen ikke godt nok.

Tilføjelse til mit skriv:

Mere end tre ud af fire voldtægtssager endte med frifindelse eller opgivet påtale sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Til sammenligning ender kun syv procent af andre strafferetlige sager uden dom.

"Anja Hareskov Jensen, , der er ledende psykolog på Center for Voldtægtsofre, vurderer, at det ikke er falske anklager, der kan forklare tallene. Ifølge international forskning er kun omkring tre til fem procent af anmeldelserne falske, fortæller hun.

Ifølge juridisk konsulent hos Amnesty International Claus Juul ligger en stor del af ansvaret for de mange henlæggelser af sager hos Anklagemyndigheden.

»Der er en tendens til, at man går rigtig langt for at forsvare den anklagedes sexlyst. For eksempel skader det troværdigheden for et kvindeligt offer, hvis hun har haft rød kjole på og har danset på bordene. Så ser man på hende som, at hun har været ’villig',«

Kilde: Berlingske

Vi er medansvarlige for bomberne over Gaza!

Charlotte Lund — Fri, 01 Aug 2014 07:41:56 +0000

Af Charlotte Lund

Torsdag fik jeg lov til at holde endnu en tale til en Palæstina-demonstration "USA - træk støtten til Israel". Den gik fra USAs ambassade på Østerbro til Israels ambassade i Hellerup:

Uden støtte fra USA og EU kunne Israel ikke besætte Palæstina. Og hvis vi ville det, kunne vi stoppe besættelsen! Så tak til arrangørerne for at sætte fokus på vores medansvar for katastrofen i Gaza.

Da jeg i 2011 første gang prøvede at nå Palæstina via søvejen. På flotillen til Gaza. Var det ikke Israel, der stoppede os. Det var det græske militær der - med opbakning fra EU - stoppede og tilbageholdt os, før vi nåede ud på internationalt farvand.

Og når Israels militær bombarderer civile i Gazas skoler, sygehuse og strande er det ikke med israelske våben. Det er med våben de får af USA og Europa. Enten betalt med støttekroner eller gennem meget gunstige handelsbetingelser. I dag kan vi læse i avisen at USA endnu en gang bekræftet, at de har genopfyldt Israels våbenlager.

Som en del af den såkaldt vestlige verden, der bakker om Israel – uanset hvor mange konventioner de bryder, hvor meget folkeret det ignoreres eller hvor mange bomber der kastes på civile – har vi et stort medansvar for, hvad der sker i Gaza lige nu.

Vi har et ansvar for, hvad der sker hver gang vi ikke siger fra, når en allieret og handelspartner bryder konventioner og demokratiske spilleregler. Og vi har et medansvar for hvad der sker, når den danske udenrigsminister værger sig for at fordømme drabene på de mange civile. Men i stedet kalder Israel en ’ven af Danmark’.

Men Martin Lidegaard skal huske på at man kendes på sine venner. Så hvis vi mener noget med vores demokrati, så har vi en pligt til at sige fra. Hvis du ikke stopper en ven, der er i gang med at lave en frygtelig fejltagelse, så er du ikke en ven. Du er en medløber!

Men det behøver ikke at være sådan. I de sidste par uger har en række lande sagt fra. Blandt andet Bolivia og Venezuela. Det kan Danmark altså også gøre! Og det bør vi gøre.

Og det er ikke kun på EU-niveau og på nationalt niveau vi kan gøre noget. Også i kommunerne har vi et ansvar for, at folks penge ikke medvirker til besættelse og undertrykkelse.

Det sker for eksempel, når vi indgår kontrakter med sikkerhedsfirmaet G4S og rengøringsfirmaet ISS. De leverer bevæbnede vagttjenester til bosættelser, checkpoints og fængsler i de israelsk besatte områder af Palæstina.

I Købehavn har det i mange år været en vigtig kamp for Enhedslisten at sikre, at vi ikke bruger skattekroner på firmaer, der medvirker til undertrykkelse og overgreb. Og selvom det går langsomt, kan det i mange tilfælde lade sig gøre at presse dem til at opføre sig lidt mere anstændigt. G4S har nu trukket sig ud af en række kontrakter i de besatte områder. Og i dag meddelte Danwatch, at ISS netop har solgt deres sikkerhedsfirma, der leverer vagttjenester til bosættelser.

Læs min blog "Stop nu med at fremstille Gaza-katastrofen som en konflikt mellem 'ligeværdige'" her

Det betyder ikke at kampen for kommunal etik er slut. Men det er en vigtig sejr, fordi det simpelthen ikke er rimeligt at folks penge skal gives til nogen, der tjener penge på undertrykkelse. Vi vil ikke være medansvarlige for overgreb!

Og det er vi, når vi med danskernes skattekroner legitimerer virksomheder, der tjener penge på konventionsbrud i besatte områder. Og det skal stoppes helt. I alle kommuner! Så jeg vil opfordre alle til at lægge pres på deres politikere, vi kan simpelthen ikke være andet bekendt!

Og ja. Selvfølgelig skal raketterne mod israelske civile da fordømmes, men det kan aldrig nogensinde retfærdiggøre bombetogter mod civile i Palæstina. Angrebet på Gaza er IKKE terrorbekæmpelse. Det er tværtimod terror mod en forarmet civilbefolkning. Og det burde ikke accepteres af verdenssamfundet!

Fotos fra facebookgruppen: USA - træk støtten til Israel

Stop nu med at fremstille Gaza-katastrofen som en konflikt mellem 'ligeværdige'

Charlotte Lund — Mon, 21 Jul 2014 16:43:58 +0000

Af Charlotte Lund

I søndags holdt jeg følgende tale for til støttekoncerten 'Beats not Bombs - Solidaritet med Palæstina':

De sidste 12 dage har desværre vist, at bomber mod civile ikke er noget som den danske offentlighed – og regering – mener, er noget, der er værd at fordømme.

Udenrigsminister Martin Lidegaard værger sig for at fordømme bombardementerne - primært på civile - med den forklaring, at Danmark er ven med Israel. Men det er da en sølle måde at have et venskab på. Hvis du ikke siger fra, når din ven gang på gang bryder alle aftaler og gør andre fortræd, er du ikke en rigtig ven. Du er en medløber.

Jeg har endnu ikke - hverken blandt danskere eller palæstinensere - mødt nogen, der ikke mener at raketangreb mod Israel er forfærdeligt. Eller at mordene på de tre israelske teenagere ikke skal fordømmes. For selvfølgelig skal det det.

Men det kan aldrig retfærdiggøre et bombardement imod en civilbefolkning. Indtil videre har det kostet 7 israelske og 370 palæstinensiske menneskeliv. Langt de fleste er civile og alt for mange er børn.

Der er meget vi bør gøre for at stoppe det her. Men først og fremmest bliver vi nødt til at indse én ting: Der er tale om en besættelsesmagt versus et undertrykt folk. Vi bliver simpelthen nødt til at stoppe med omtale bombardementet af Gaza som en ”en konflikt mellem to ligeværdige parter”.

For det er det ikke.

Foto: Beats not bombs

I 2010 brugte jeg en sommer på at køre med i palæstinensiske ambulancer som fredsvagt. Her oplevede jeg at blive holdt tilbage i mere end tre timer i et tjekpoint med en fødende kvinde i bilen. Vi fik aldrig at vide hvorfor. Diskriminationen af Palæstinensere i deres eget land er skræmmende. Og ofte helt uden begrundelse.

I modsætning til deres israelske naboer risikerer palæstinensere tilfældige konfiskeringer af deres jord, arrestationer og husundersøgelser. Fattigdommen er stor og de bliver dømt efter israelsk militærlov. Det er ikke ligeværd.

Så det er IKKE en konflikt mellem to lige parter. Det er en besættelsesmagt der kollektivt afstraffer et undertrykt folk, der ingen steder har at flygte hen.

Med knap 4500 indbyggere pr km² (Betydeligt højere i hovedbyen, hvor størsteparten af bomberne falder) er Gaza et af de områder i verden, der har den højeste befolkningstæthed. Dertil kommer en ødelagt infrastruktur fra de mange droneangreb, der har bombet landet de sidste mange år. Området er spærret inde mellem Israel og Egyptens hermetisk lukkede grænser og havet er mineret og spækket med israelske krigskobe. Flugt er ikke en reel mulighed.

Engang var vi i Danmark ikke bange for at gå forrest med kritik, når et land brød internationale konventioner. Det skete for eksempel i forbindelse med Tibet omkring årtusindeskiftet.

Det kan vi gøre igen. Og det SKAL vi gøre igen. Så bliv ved med at lægge pres på den danske regering. Bomber mod civile kræver fordømmelse, også når det er vores 'venner' der trykker på aftrækkeren.

Siden i går er tallet af omkomne næsten fordoblet. Desværre. Det gør budskabet ekstra aktuelt. Hvid Fosfor og bombardementer af hospitaler, strande og skoler er ikke terrorbekæmpelse. Det er terror mod en forarmet civilbefolkning. Og det burde ikke accepteres af verdenssamfundet.

2013 blev et møgår for ligestillingen

Charlotte Lund — Mon, 30 Dec 2013 13:30:03 +0000

Af Charlotte Lund

Abort under angreb, løftebrud på barselsområdet, nedgang i den kvindelige repræsentation i de danske byråd og om muligt endnu mere had mod de såkaldte ”feminazis” der plædere for det førstnævnte.

Set fra et feministisk synspunkt har 2013 været et decideret lorte-år. Ikke alene virker det til, at man har slukket for alle serøse bestræbelser på stoppe ulighed på arbejdsmarkedet, snævre kønstereotyper og noget så basalt som at give sit sultne barn en smule ammebryst.

Selv kampe vi for længst troede endegyldigt vundet – ikke mindst kvindens ret til at vælge at få foretaget abort – er under seriøs beskydning af en emsig katolsk lobby.

Endnu en træls påmindelse om at rettigheder ikke bare er noget, vi skal kæmpe for at få – Det er noget vi skal kæmpe for at beholde.

Fjern dine klamme kristne hænder fra min livmoder, tak!

2013 blev året hvor det stærkt abortkritiske højrefløjsparti Fremskridtspartiet som en del af Norges regering - sammen med Kristeligt Folkeparti - blev bannerfører for beslutningen om at læger nu kan nægte kvinder p-piller og abort. Et tiltag, der betyder at der kan blive meget langt mellem læger der rent faktisk lever op til lægeløftet, i de tyndbefolkede dele landet.

I Danmark måtte vi døje med en flok rabiate moralister fra det højrekristne overdrev, der åbenbart ikke var i besidelse af nok næstekærlighed til at stå for fristelsen til skamløst at køre på sårbare kvinder i deres kamp for at kontrollere landets livmødre.

Med en storstillet reklamekampagne og kors langs den jyske motorvej prøvede Foreningen Retten Til Liv at give abortsøgende kvinder skyld med skyld på. Heldigvis første en række klager til at biograferne droppede reklamen – og efterårsstormens hærgede korsmarken til ukendelighed af apokalyptiske dimensioner.

I Europa-parlamentet lykkedes det en ualmindelig aggressiv højrefløj at nedstemme ligestillingsudvalgs betænkning om retten til abort, LGBT-rettigheder og seksualundervisning i skolerne. Trist taget i betragtning af, at det havde været hårdt tiltrængt i en række europæiske lande – Ikke mindst Malta og Færøerne hvor abort er forbudt, og Polen, Ungarn og Luxembourg, der i dag har en så restriktiv abortlovgivning, at det i praksis betyder, at meget få får tilladelse til abort.

Kun Irland har i år gået den anden vej og blødet lidt op på landets meget katolsk-konservative lovgivning på området - men kun hvis kvindes liv er i fare. Heller ikke her er kvindes basale ret til egen krop et issue.

At man sagtens kan den forkerte vej og tage rettigheder fra folk, fik de sidst på året at mærke i Spanien, hvor en ny lov betyder at abort nu kun er tilladt i tilfælde af (påvist) voldtægt eller alvorlige helbredproblemer. Et kæmpe tilbageskred i kvinders situation, fordi det endegyldigt gør op med ideen om at de har ret til at betemme over deres egen krop. Det har man ikke længere i Spanien, uden at der skal andre argumenter på bordet.

Den store barselsbrøler

2013 blev også året, hvor regeringspartiernes begejstring for brud på egne løfter fik store konsekvenser for mødres og fædres rettigheder langt ind i de næste par årtier. Med en øremærket barsel kunne vi måske have grebet fat i uligeløn, kvinder stilling på arbejdsmarkedet og fædres ret til også at blive barnets primærperson ved roden.

Men i stedet blev det pinagtigt rodet rundt med nogle elendige lappeløsninger – De 100 kroner om dagen til fædre, som først blev lanceret som en stor forbedring og efterfølgende blev trukket tilbage, da selv det viste sig for svært at realisere. Og med en mediedagsorden som åbenbart kun mente at der var tale om ”tvang”, når mænd fik rettigheder.

Læs min blog om den øremærkede barsel hos Modkraft

Danmark forbliver det eneste land i Skandinavien uden fædrerettigheder og regeringen har øjensynelig taget alt der har med ligestilling at gøre af to-do-listen, tillykke med det!

Jeg, en minoritet

Som en af de valgte kvinder til kommunalvalget (Og mange tusind tak for det i øvrigt, jeg vil kæmpe med næb og klør for at leve op til den gigantiske tillidserklæring) udgør jeg en stadig mindre minoritet.

Procentdelen af kvinder landets nye kommunalbestyrelser faldt med dette valg fra 31.8 til 29,7. Og bedre blev det ikke at borgmesterandelen faldt fra 17 til pinlige 12 ud af 98. Endnu et sted hvor vi halter voldsomt bagefter vores skandinaviske naboer, der alle har en mere end en tredjedel kvinder i byrådene.

Og jaja, det er også vigtigt at en række andre grupper er bedre repræsenteret, at personens holdninger skal tillægges stor betydning, at det ofte er tilfældigheder der afgør det og blablabla. Humlen er at der er tale om et træls tilbageskridt, hvis man godt kan lide ligestillet repræsentation i demokratiske organer.

Som medlem af Enhedslisten må jeg også sparke indad her. Det kommunalpolitiske jordskredsvalg betød en mangedobling af byrådenesæderne, men også at kun 29 procent af sæderne beklædes af kvinder. EL trak med andre ord landsgennemsnittet ned. Nedslående og noget som vi må arbejde seriøst med de næste fire år.

Heldigvis voksede kvindeandelen i landets regionsbestyrelser til knap 40 procent, og det er altså værd at glæde sig over.

Krigen mod Kvinfo og alt det andet

Derudover har en samlet højrefløj åbenbart erklæret fællesjihad mod kvindeforskning, især af forkningsbiblioteket Kvinfo. Et had der kan tages frem hver eneste gang nogen taler om ligestilling, kvoter eller om retten til ikke at blive sexchikaneret i offentligheden.

2013 blev åbenbart også det år, hvor en flok sure mænd fik fælles laktoseforgiftning overfor modermælk og ville have sulte spædbørn og deres ammende mødre bortvist fra det offentlige rum – bakket op af en skandaløs afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet.

Endnu et trist tilbageslag som end ikke en meget fin event, der fyldte Rådhuspladsen med ammende kvinder, kan råde bod på.

Ikke overraskende faldt Danmark også fra en 7. til 8 plads på Wolrd Economic Forums årsrapport over mest ligestillede lande når det kommer til økonomisk deltagelse, uddannelse, sundhed og politik. Ifølge rapporten er udviklingen i Danmark nærmest gået i stå.

Læs mere om ovennævnte problemer problemer i Anna Sofie Allarps glimrende analyse i Alt For Damerne (Ja du læste rigtigt)

Bevares, der var også gode ting

Jojo, der skete skam også fine ting i år.

Det var et stort ligestillingsmæssigt fremskridt at børneloven blev ændret så medmødre nu ligestilles med deres partnere allerede ved barnets fødsel – og ikke som tidligere skal ligge og rode med en masse adoptionspapirer. På tide må man indskyde.

Istanbulkonventionen blev vedtaget og i mange lande også ratificeret, hvilket betyder en tiltrængt forbedret indsats mod vold mod kvinder. For eksempel i forhold til psykisk vold, seksuel vold og stalking. Konventionen omfatter mange former for vold mod kvinder og omhandler både forebyggelse, beskyttelse, retsforfølgelse og overvågning. Klar forbedring. Og det er awesome.

Derudover så det fine initiativer som Everyday Sexism Project dagens lys, og har i skrivende stund hjulpet tusinder af kvinder igennem trælse situationer, der kom fokus på drenges udfordringer i folkeskolen, Pussy Riot blev frigivet (Godt nok som en del af pr-stunt, men stadig...) og efter flere års arbejde kunne jeg og en række seje kvinder udgive den femte udgave af Kvinde Kend Din Krop.

Så det ser ikke helt sort ud det hele. Og godt nytår for øvrigt!

Ligestillingspolitisk milepæl midt i al valgkampsvirakken

Charlotte Lund — Fri, 15 Nov 2013 10:51:23 +0000

Af Charlotte Lund

I dag lanceres den femte udgave af feminismeklassikeren Kvinde Kend Din Krop. Og jeg og alle andre fra det helt fænomenale kvindekollektiv bag glæder os helt vildt til at præsentere verden for, hvad vi er nået frem til.

Well, blandet med det store forventningspres på om det er lykkedes for os at leve op til den arv, som de fire foregående bøger har sat.

Læs min blog 'Tak for kampen, Suzanne Giese'

Knap tre års diskussioner, analyser, gennemgang af forskningsresultater, frustrationer, samtaler, events, reumert-vindende teaterstykker, betroelser og lancering af ordet 'kussomat' i det danske sprog er ved at lakke mod enden. Og vi nu sidder vi tilbage med den fineste bog, som vi allesammen er enormt stolte og glade over.

Og ja, nok har mange ting ændret sig, men der er stadig brug for kvindekampskrifter her knap 40 år efter at den første udgave af Kvinde Kend Din Krop så dagens lys.

For eksempel slås vi stadig med et løngab på 17 procent, politi og retsinstanser spekulerer stadig i voldtægtsofrets ”medskyld” og efterhånden er idealet for, hvordan en kvindekrop skal se ud, blevet så snævert at de færreste af os passer ind.

Læs min blog 'Hvilke 'signaler' legitimerer overgreb?'

Måske var det årsagen til at en tredjedel af pigerne og en femtedel af drengene i folkeskolens ældste klasser var decideret kede af udseendet på deres kønsdele i en undersøgelse fra fra Sex og Samfund. Og at intimkirugiske indgreb bliver mere og mere almindeligt.

Trist når nu kroppen er så hamrende pæn i al sin fejlbarlighed og mangfoldighed. Derfor gik vi i gang med opgaven, for ingen kvinder fortjener at få at vide at de ser forkerte ud. Hvad enten de er behårede, brugte, barberede eller født i en mandekrop.

Med bogen har vi tænkt os at tage fat hvor seksualundervisningen stadig ikke er helt fyldestgørende. Vi vil informere folk og særligt de unge om deres rettigheder. At der er mange måder at være smuk på - og lige så mange måder at udleve sin seksualitet. At kønsidentitet er noget man tager, ikke noget man finder i en beautybox. Og at egen lyst og grænser ikke skal tilsidesættes.

Læs min blog 'Mandekamp er klassekamp'

Vi håber den bliver set skridt på vejen mod at køn er en gave og ikke en begrænsning. For ingen kan være tjent med at skulle presses til leve op til andres snævre og hjemmestrikkede moral om hvad en 'rigtig kvinde' eller 'rigtig mand' må og ikke må. Det er frigørelse i ordets egentlige forstand.

Vi fejrer bogen, dens fans og alle der har bidraget i dag fredag den 15. november klokken 17 i Sjællandsgade bad. Og du er inviteret!

Se invitationen på facebook

Den største trussel mod vores værdier er ulighed

Charlotte Lund — Wed, 06 Nov 2013 09:33:57 +0000

Af Charlotte Lund

Hvis man endelig skal tale om danske værdier er lighed et godt sted at starte. Idealet om lighed – og alt hvad det indebærer af velfærd, solidaritet og ligestilling – er temmelig fundamentalt for, hvad jeg forstår ved et godt samfund.

Det er det som landet er kendt for, det vi brander os på internationalt og i mine øjne det, der gør det til at holde ud at bo her.

Og i modsætning til højrefløjens skræmmekampagner mod etniske mindretal er der faktisk tale om udryddelsestruede værdier her.

For uligheden vokser i Danmark. Big time.

Din egen skyld

Ifølge OECD er vi det land i verden, hvor uligheden vokser hurtigst. Og siden 2001 er vi faldet fra en første- til en sjetteplads på listen over Vesteuropas mest økonomisk lige lande. En nedadgående kurve som regeringsskiftet ikke har formået at knække.

Presset på varmestuer, julehjælp og gældssanering er i stigning. Og det har store menneskelige konsekvenser.

Og hvad værre er: Proportionalt med at flere og flere mennesker ryger under fattigdomsgrænsen falder ønsket om at ændre på det. Regeringspartierne lader til nu at mene at ulighed ikke er noget problem.

"Uligheden betyder, at sammenhængskraften og solidariteten i samfundet langsomt begynder at krakelere. Når afstanden mellem rig og fattig bliver større, giver det flere problemer, som eksempelvis kommer til udtryk i form af stigende kriminalitet. Det får folk til at ændre deres syn på deres medmennesker og samfundet generelt. Det er i dag en mere udbredt opfattelse, at folk nok selv er skyld i det, hvis de er fattige eller ryger ud af arbejdsmarkedet. Både blandt befolkningen og politikerne på Christiansborg", vurderede formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, i Information da OECD-rapporten kom ud sidste år.

Med andre ord får nogle mennesker mindre værdi end andre, hvis vi accepterer ulighed som en samfundsmæssig grundpræmis.

Og det sucks ubeskriveligt meget, for et samfund uden lighed som kerneværdi er et på flere måder fattigt samfund.

Lighed frigør

Globalt kan man se at de lige samfund er de mindst korrupte, tryggeste (I modsætning til fx USA kan vi i Danmark trygt lade vores unger gå i skole selv) og giver de bedste betingelser for et værdigt liv.

Lighed er demokratisk. Lige adgang til uddannelse, hjælp og støtte øger alles mulighed for social opstigning.

Lighed er rettigheder, kædeansvar og sociale klausuler, så arbejdsstyrken ikke deles op i et ulige a og b hold.

Ikke mindst er lighed det modsatte af enshed. For lighed forudsætter accepten af at nogen har brug for mere støtte end andre.

Og den forkaster ideen om at køn kan koges ned til to snævre stereotyper. Det er ikke et spørgsmål om at alle uanset køn skal ligne hinanden. Men derimod at give alle den samme frihed til at udleve vores køn, som vi har behov for det. Også når det kommer til ret til ligeløn og barsel.

100 års lighedskamp på møddingen

Selvom vi langtfra er i mål er vi kommet langt med ligheden i dag. Det danske samfund er på mange måder et mere demokratisk, trygt og solidarisk samfund end mange andre lande. Der er lige adgang til skoler, hospitaler og ældrepleje samt hjælp til nogle af samfundets svageste.

Sådan har det ikke altid været. Arbejdsgivere kunne engang skalte og valte med arbejdstid, løn og arbejdsforhold. For flertallet betød det et liv i fattigdom. Men så fandt folk hinanden i fælles ønske om lighed.

I mere end 100 år har vi kæmpet for sociale og demokratiske fremskridt, ofte i meget hård kamp mod højrefløjen. Det har skabt tryghed uden historisk sidestykke og givet os allesammen mulighed for i højere grad at kunne overskue at blande sig i udviklingen af samfundet.

Det er lighed. Og derfor er det så sindsvagt vigtigt at værne om den!

I en tid med rendestenene fulde af flyers, tandpastasmil dinglende i alle lygtepæle og æteren tyk af overfriske slogans, er det vigtigt at minde sig selv om at kommunevalget – som de fleste andre valg – i bund og grund handler om lighed.

Vil vi have mere af det eller mindre af det?

Vi må aldrig tage vores rettigheder for givet

Charlotte Lund — Mon, 23 Sep 2013 05:32:35 +0000

Af Charlotte Lund

De 16.000 kors som den kristne abortmodstanderforening Retten Til Liv netop har hamret i jorden ved siden af motorvejen mellem Horsens og Vejle er en rigtig god anledning til at huske på, hvor vigtigt det er at vi som samfund værner om retten til selv at bestemme over egen krop.

Sortseerkristnes forsøg på at presse yngre kvinder til at gennemføre uønskede graviditeter når nye højder for skingerhed med deres korsmark, der trækker på de samme virkemidler som ku klux klan bruger, når de vifter med kors i troen på at det skulle gøre en pointe mere valid.

Hverken forsøg på at give kvinder i en træls situation dårlig samvittighed eller løsrevne forskningsresultater er særligt gode argumenter for at vi ikke skulle have ret til at bestemme over vores egne kroppe.

Det er aldrig nemt at stå i en situation med uønsket graviditet, men hvad enten man vælger at gennemføre den eller gennemgå et ubehageligt indgreb bliver beslutningen ikke nemmere af at blive skammet ud af en flok rabiate religiøse.

Og ligemeget hvor meget pseudovidenskab som Iben Thranhom fra foreningen kan smide på bordet i sin kronik i Politiken er det altså svært ved at ignorere det overgreb, det ville være at tvinge folk til at gennemføre uønsket gravididter.

Hvem ejer vores kroppe?

Retten til egen krop er en grundfæstet ret i demokratisk samfund, og angreb på den minder os om, at det ikke er nok at kæmpe for at få rettigheder, det er lige så vigtigt at kæmpe for at beholde dem.

Ligesom når folk vil sætte restriktioner på retten til at amme sit barn, kan korsfarere med hang til kvindeundertrykkelse også rokke ved grundlaget for vores kropslige selvbestemmelse.

Selv hos folk, der støtter fri abort, begynder tanken om et grad af forbud at vække indpas. Og det er et problem, for rettigheder kan ikke gradbøjes efter hvad andre måtte mene om vores motiver.

Hjemmestrikkede holdninger om at "nogle bruger abort som prævention" er simpelthen ikke argument nok for at fjerne generelle rettigheder. Og jeg mangler i øvrigt stadig at møde en kvinde, der så sin abort som en præventionsform - eller som ikke tog den beslutning meget alvorligt.

Hvis rettigheder ikke gælder alle, er der ikke meget ved dem. Så det er altså flintrende ligegyldigt om den abortsøgende kvinde er teenager eller 35-årig mor til to, om hun var fuld, blev voldtaget eller glemte præventionen.

Alternativet stinker

Gradbøjning af folks ret til at bestemme over egen krop kan være første skridt på vejen til amerikanske tilstande, hvor begrænsninger på områder langsomt vinder indpas, og skal derfor afvises på det skarpeste.

Og selvfølgelig skal sundhedspersonale give alle god, opfølgende og kompetent behandling - ikke agere moralpoliti for udvalgte gruppers motiver. Det manglede da bare.

Alternativet til fri abort er ikke 'ingen abort', det er illegal abort. Og dem rummer historien så mange gruopvækkende eksempler på, at der ikke er meget idyl over at drømme sig tilbage til tiden før 1973.

Derudover kunne det også være interessant at begynde at tale om et barns ret til at være ønsket. Ikke mindst fordi der jo i forvejen findes alt for mange uønskede børn i verden.

Tidligt svigt forkrøbler et menneske og kommunerne melder om stor mangel på plejeforældre, så det er også svært at finde gode argumenter for at tvangsgennemføre uønskede graviditeter på dén konto.

Det ville klæde Retten Til Liv at tage disse overvejser med i deres hensynsløse blodrus mod kvinder i en sårbar situation. Nå ja, og så måske også noget generel næstekærlighed...

Hvad med taberkvinderne?

Charlotte Lund — Sun, 15 Sep 2013 05:42:04 +0000

Af Charlotte Lund

Det meget lidt flatterende begreb 'tabermænd' er både blevet brugt og misbrugt i debatten. Fedt med fokus på emnet, men problematisk at det overskygger det faktum, at begge køn lander på samfundets bund.

Krise, faldende behov for ufaglærte og sønderhullet velfærd får folk til at falde til bunds. Det er velkendt, ganske trist og et problem som pinedød skal løses. Men kan det virkelig ikke gøres uden at smide sexisme på bordet?

Af uransagelige årsager er konspirationen om at stærke-kvinder-medfører-social-deroute-for-mange-mænd i en fjollet form for yin/yang-logik ikke så ualmindelig i den offentlige debat.

Her kunne det indvendes, at det mest af alt ligner et temmelig ubehjælpsomt forsøg på at rulle ligestillingen tilbage. Flere rettigheder til én gruppe tager jo som bekendt ikke rettigheder fra andre - hvad enten det gælder kampen mod sexisme, racisme eller homofobi.

På bålet med elitefeministerne!

Jeg blev opmærksom på det for et år siden, da jeg skrev en nekrolog over Suzanne Giese, selvom den mest af alt var en hyldest til én af pionererne inden for kvindernes kropslige og politiske frigørelse afførte den alligevel kommentarer om at netop hendes type stod bag mænd på samfundets bund. Intet mindre.

"Jeg vil sandelig mene at udfoldelsesmulighederne med tiden bare er blevet hæmmet hos den mandlige part. Den moderne kvinde, eller hendes eftertragtede rolle, er omdannet til en højtuddannet storsnudet primadonna, mens en større og større andel af især mandesiden efterlades til forrådnelse i taberstigma, ensomhed og arbejdsløshed, ignoreret af elitefeministerne".

Problemet ved det udsagn er, at der drages en parallel mellem nogle kvinders sociale opstigning og andre mænds ditto nedtur, hvilket giver anti-feminister som eksempelvis Manfo en glimrende ræveudgang for at forkætre kvinder med ambitioner uden for hjemmets fire vægge. Interessant nok uden samtidigt at give Asger Aamund-typer ansvar for at nogle kvinder ender på samfundets bund.

Først og fremmest er det ikke kvinder der skaber 'tabermænd'. Det er en klassedefineret samfundstruktur, der ikke prioriterer velfærd og social rretfærdighed for dem der allermest behøver det. Al den fingerpegning af kvinder besværliggør bestræbelserne for at løse problemet i en sådan grad, at man kunne få den mistanke at tabermanden kun hives på bordet for at sparke til ligestillingstilhængere, ikke for at løse en social ulighedskatastrofe.

Sofasoverne, såbare og SFI-rapporter

Taberne i den kønskamp bliver - ikke overraskende - dem der stemples som tabere i forvejen. Både tabermanden, som tages som gidsel i kampen mod feministerne, og taberkvinden, hvis situation ikke levnes mange ord.

Men det betyder ikke, at hun ikke findes. Det gør de i et desværre voksende antal.

Ifølge SFI er antallet af hjemløse kvinder - i takt med finanskrisen - vokset fra omkring 1100 i 2009 til 1280 i dag. Det betyder, at de udgør knap en fjerdedel af den samlede gruppe af hjemløse. Hertil kommer de såkaldte sofasovere, der - ligesom kvinderne på herbergene - lever en tilværelse mellem nødvendighedsprostitionen og en ganske stor risko for seksuelle overgreb.

Jeg opremser ikke ovenstående tal for at neglegere problemet med mænd på samfundets bund, dertil er det et alt for stort. Jeg gør det, fordi at det for vores allesammens skyld er vigtigt at se på de egentlige årsager, så vi kan blive i stand til at løse det- I stedet for den efterhånden noget trivielle feminisme-bashing.

Så kære debattørtyper, gider I ikke lade være med at tage samfundets bund som gidsler i jeres kamp mod bestyrelseskvoter, kvinder i ledende stillinger eller hvad pokker I ellers er sure over? Det er ganske enkelt for dumt at reducere et strukturelt problem til en kamp om, hvem der har det værst. Det bliver vi jo allesammen tabere af.