Gitte Bjørndal Velling's blog

Tillidsreform til arbejdsløse

Gitte Bjørndal Velling — Thu, 21 Apr 2016 08:47:38 +0000

Af Gitte Bjørndal Velling

I SF er vi helt pjattede med tillidsreformer. Mindre kontrol og mere tillid til de ansatte– det er næsten et slogan. En hver kommune med en stærk SF afdeling har gennemført tillidsreformer. Så sent som i denne uge har SF fremlagt et forslag om at fjerne hver 10. regel i det offentlige, i tillidens navn.

Men der er også behov for en anden slags tillidsreform! En tillidsreform for arbejdsløse.

Særligt i dagpenge- og kontanthjælpssystemet har staten frataget det enkelte menneske friheden. Ideen om ret og pligt har i dag fået en ny perverteret betydning. Tidligere havde man rettigheder, derfor udførte man sine pligter. I dag er det blevet til, at arbejdsløse først har optjent rettigheder, når de har gjort deres pligt.
Jeg vil et andet system. Jeg vil en tillidsreform til arbejdsløse, særligt de fattigste arbejdsløse - kontanthjælpsmodtagere. Rettighederne skal tilbage til borgerne. Vi skal have et socialt system, hvor rettigheder kommer før pligter.

Ingen rettigheder
Livet som arbejdsløs i Danmark er præget af kontrol og ufrihed. Det er et system, hvor du starter uden rettigheder og måske er heldig nok, til at blive tildelt nogen. Er du i tvivl kan du tjekke avisen.dk eller eb.dk, der dagligt fortæller om syge mennesker, der tvinges i arbejde. 33 arbejdsløse døde i arbejdsprøvning sidste år. Du kan spørge din arbejdsløse ven eller tidligere kollega, hvordan de føler, når de får et brev fra kommunen, der truer med at tage deres kontanthjælp, fordi de ikke har meldt sig raske – selvom de aldrig har meldt sig syge. Hvordan det føles aldrig at kende sin indtægt, fordi kommunen kan lade være med at udbetale kontanthjælpen fra den ene dag til den anden, fordi de ikke mener, du lever op til de krav de har stillet. Du kan spørge enhver arbejdsløs hvordan det er at møde op til afklaringssamtale på jobcenteret og få at vide, at man er blevet afklaret. Ja, du læste rigtigt ”blevet afklaret” til et nyttejob – ikke spurgt, ikke vejledt, ikke hjulpet. Bare tvunget i nyttejob, fordi det var den løsning kommunen valgte at afklare dig til.!
Livet hvor du aldrig ved om pengene går ind næste måned, fordi du ikke ved, om du har levet op til de utallige regler og krav, der stilles til dig. Det er livet som arbejdsløs. Det er et liv i mistillid. Det er et liv hvor pligten snarere er at dokumentere hvor svært du har det, på bekostning af retten til at blive hjulpet.

Et nyt jobcenter
Vi har i den grad brug for en tillidsreform, hvor ressourcerne bruges på at hjælpe mennesker, i stedet for at presse dem med pligter, der ikke hjælper dem. Tænk, hvis man gik ind på jobcenteret og blev mødt med:
"Velkommen til jobcenteret, vi ved at det er svært at blive arbejdsløs. Vi vil gerne hjælpe dig med at finde et job, men indtil du finder et, har vi en række tilbud. Her er en pjece med en række muligheder fx gratis psykologhjælp, opkvalificerings kurser, selvhjulpen jobsøgning, frivilligt arbejde og meget mere. Du får din kontanthjælp, men vi forventer, at du vælger én af de mange tilbud vi har til dig, ind til du finder et job. Vi her for at hjælpe dig. Vi sender de juridiske bestemmelser på e-boks,fordi det skal vi. Men bliv ikke bange, der står ikke noget, som du ikke fik at vide her eller i pjecen. Vi ses om 3 uger, når du har kigget på dine muligheder. Hvis du er tivivl, gerne vil have hjælp eller har fysiske eller psykiske lidelser eller sygdomme, så kan du ringe på det her nummer og få hjælp indenfor 24 timer. "

Det er muligt
Det er ikke en utopi, at vi kan give folk rettigheder før vi forventer, at de udfører pligter. Vi kan gøre tvang til valg. Regler til muligheder. Og samtidig hjælper arbejdsløse med at træffe de valg, der giver dem de bedste muligheder.

Det er ikke noget, der sker efter revolutionen. I dag er der forskellige muligheder kontanthjælpsmodtagere – de får bare ikke lov selv at vælge. De får losset krav på krav i hovedet, uden mulighed for at sige fra. Hvis de siger nej eller ikke lever op til kravene, så ryger kontanthjælpen.
Vi kan med en tillidsreform ændre det. Det er helt simplet. Sæt rettigheder først og lad folk vælge selv.

Men det kræver at vi som samfund anderkender arbejdsløse og viser dem tillid.
Også vi, der ikke er arbejdsløse, må erkende, at det ikke er for sjov, at borgere bliver arbejdsløse. Ingen har lyst til at give sig selv en usikker indtægt, et hav af dokumentation og presses ud i nyttejob. Vi skal anderkende at alle ønsker at bidrage, men ikke alle har mulighed for det. Så lad os få et system, der giver arbejdsløse muligheder for at bidrage, i stedet for at dynge dem til med usikkerhed, regler og pligter.

Det Magiske Tal

Gitte Bjørndal Velling — Wed, 26 Aug 2015 16:57:46 +0000

Af Gitte Bjørndal Velling

Det eneste, der tæller, er tal. 1.g'erene, der nu starter i gymnasiet, er blevet lokket med højt fagligt nivau, fordybelse og læring, men det er i sidste ende tallene, deres gymnasietid måles på. For de magiske tal afgør hvilken uddannelse, de kan tage bagefter.

Mit magiske tal var 9,5. Det var karakter-snittet for at komme ind på statskundskab, det år jeg startede i 1.g. Presset for at nå dét tal overskyggede alt andet.Foran mig lå den tid, mine forældre havde fortalt om. Den skulle være den bedste i mit liv. Jeg ville få lov at fordybe mig og bruge tid sammen med andre unge mennesker, der elskede at lære. Den tid oplevede jeg ikke. Jeg oplevede en gymnasietid med ét formål: 9,5. Der var ikke plads til fordybelse og til at stille dumme spørgsmål. Det handlede i stedet om at svare rigtigt og få højest mulige årskaraktere. Sådan var det for mig - og for mange af mine klassekammerater.

Nogle ansvarlige voksne sagde, vi skulle slappe af og være ligeglade med tallene. Der var også nogle unge, der sagde det samme. Dem kaldte de ansvarlige voksne for uansvarlige og dovne.Tallene kan ikke ignoreres. De er virkelige, og deres effekt på gymnasiet er altoverskyggende. Enhver gymnasieelevs fremtidsmuligheder afgøres af et tal. Tallet har magten til at sortere dig fra til drømmeuddannelsen. Selv den søde studievejleder måtte erkende, at et højt snit var den eneste garant for at vælge den uddannelse, man ønskede.

Det var derfor, alt kom til at handle om 9,5. Jeg var ikke en stræber. Jeg var ingen superstudent. Jeg var en almindelig gymnasieelev, og 9,5 var tilfældigvis mit magiske tal. De af mine gymnasiekammerater, der ikke kendte deres magiske tal, måtte forsøge at få så højt et tal som muligt.

Karakterræset skader ikke kun de studerende, men også undervisningen. I stedet for at lære, så lærer man at score højre karakterer. Jeg lærte hvad dansklæren definerede som en kronik efter en helt fast form, således at jeg kunne skrive et 10-tal. Jeg lærte, at det bedst kunne svare sig at løse de to sidste hjemmeopgaver i matematik, for når resten af klassen havde svaret på de tre første, så kunne jeg række hånden op og plukke et 10-tal mere. Det er ikke sådan, gymnasiet skal være.
Den måde, hvorpå studerende optages på videregående uddannelser, ødelægger gymnasiet og fjerner lysten til læringen og fordybelse.

Løkkes røde tud er ikke sjov

Gitte Bjørndal Velling — Wed, 04 Mar 2015 12:40:00 +0000

Af Gitte Bjørndal Velling

En øl i hånden og en rød næse, sådan ser vi ofte Lars Løkke protrateret på mediernes satiresider. I går langede ekstrabladet ud efter Løkkes drukvaner og fortalte om det store alkoholforbrug på den tidligere statsministers flyrejser[1].
Det bliver fremstillet som sjovt, grinagtigt og er en måde at tage autoriteten fra manden. Men det er faktisk alvorligt.

Der er sådan en "høhø-ja-han-drikker-da-vist-også-lidt-for-meget"-stemning omkring dækningen af Løkkes alkoholforbrug. Realiteten er bare, at man som læser ikke kan lade være med at tænke, at en mand, der ikke kan lade være med at drikke i arbejdstiden, har et problem. Alligevel bliver det fremstillet som noget sjovt. Men alkoholmisbrug er ikke noget at spøge med.
Medierne fremstiller det enten som om Lars Løkke har et alkoholmisbrug og gør grin med det - ellers har han faktisk et misbrug, og så er det det, de gør grin med. Uanset hvad er det ikke okay. Alkoholmisbrug er et alvorligt problem. Sundhedsstyrelsen anslår at ca. 122.000 børn i Danmark vokser op i en familie med et alkoholproblem.

Vold, seksuelt misbrug og selvmordstrusler er hverdag for alt mange af de børn og unge, der vokser op med forældre, der drikker eller tager stoffer. Det viser de seneste tal fra organisationen TUBA [2], der er en rådgivningsorganisation for unge, der er vokset op i misbrugshjem. De har spurgt 1399 unge fra misbrugsfamilier om deres opvækstvilkår i undersøgelsen.

Da jeg gik i folkeskole oplevede jeg, hvordan klassekammerater, venner og veninders barndom blev påvirket af deres forældres alkoholmisbrug. Lugten af fastbrændt kylling på en pande blandet med stanken fra flere dages åbnede flasker med hvidvin og en sød dunst af bræk. Det er et af mine tydeligste minder fra min venindes hjem. Hendes mor lå på sengen, der stod i stuen. "Det var det jeg sagde. Vi skulle ikke være taget hjem til mig" sagde min veninde vredt til mig, mens vi gik ud i køkkenet og vaskede en pande af og stegte et par pølser til frokost.

Skam, utryghed, sorg og svigt er hverdagen for børn i familier med alkoholmisbrug.

De børn fra min skole, der voksede op i hjem med alkoholmisbrug er idag unge voksne som jeg selv. Nogen af dem har med besvær efterhånden fået kæmpet sig til en ungdomsuddannelse, men en del af dem har ikke. Og videregående uddannelser har de ikke i sigte. Kvikke børns resurser gik til spilde, og deres mulighed for succes blev begrænset, fordi nogle voksne ikke kunne styre deres brandert.

Mine forældre drak ikke, men i følge sundhedstyrelsen har 1/3 af danskerne et menneske med et alkoholproblem i familien – enten i kernefamilien eller blandt andre familiemedlemmer. Dem er jeg en af, og det er mange af jer, der læser med her også.

Alkoholmisbrug ødelægger familier, skaber splid, smadre børns chancer og at vokse op med alkoholmisbrug i familien påvirker børn langt ind i deres voksenliv. Alkoholmisbrug er ikke for sjov. Det er ikke fair at tage de forfærdeligheder børn vokser op med og gøre dem til satire på bagsiden af en avis, for at tage autoriteten fra en statsministerkandidat. Det er ikke sjovt for hans børn, hvis han faktisk har et alkoholmisbrug og det er forkert at forsøge at gøre misbrug til noget grinagtigt og underholdene. Det er ikke en okay måde medierne håndterer Lars Løkke på.

[1] http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/nye-loekke-bilag-fly...

[2] http://www.tuba.dk/

Stop velfærdsnasserne

Gitte Bjørndal Velling — Wed, 22 Jan 2014 00:23:41 +0000

Af Gitte Bjørndal Velling

I Danmark har vi et problem, for der er nogen, der vil nyde uden at yde.

De gør brug af vores fælles velfærdsydelser for milliarder af kr. hvert eneste år, men betaler ikke en øre i skat. De gør, (ifølge det Økonomiske råd) at Danmark går glip af mellem 7 og 14 Mia. kr. om året i skatteindtægter[1]. De er velfærdsnassere af værste skuffe.

Jeg taler ikke om indvandrerne. Jeg taler ikke om de studerende. Jeg taler ikke om de arbejdsløse eller om de samlevende par, der her i det nye år må leve for kun 1 indtægt. Jeg taler ikke om SU-ryttere eller de mange unge, der står uden en læreplads.
Det er de multinationale virksomheder, der ikke betaler skat. Virksomheder som Burger King og Q8 betaler ikke en øre i selskabsskat.
Disse virksomheder nyder godt ,at Danmark ifølge verdensbanken er det bedste land i Europa at drive virksomhed i[2]. Det skyldes bl.a., at vi har en infrastruktur, der virker, og et højt uddannelses niveau. Disse virksomheder nyder godt af, at Danmark har et socialt sikkerhedsnet, som gør arbejdsmarkedet fleksibelt. De nyder godt af, at de ikke skal betale sygesikring til deres medarbejdere, for hvis nogen bliver syge kan de komme på hospitalet uden at forsikringen skal vises frem eller pengepungen skal op af lommen.
Virksomheder som Burger King og Q8 nasser på alle de danske velfærdsydelser. Ydelser som vi kun kan have, fordi vi betaler skat – men det gør Burger King og Q8 ikke!

Det er helt åndsvagt at tænke på, at ham nede på Q8 tanken, der sælger mig smøger, betaler mere i skat en den virksomhed, han arbejder for. Det er unfair overfor alle os, der betaler skat, at nogen nyder godt af fællesskabet men nægter at betale til det. 7-14 mia. kr. er mange penge. Til sammenligning ville gratis tandlæge hjælp til alle koste 5,3 mia. kr. og at rulle den gensidige forsøgerpligt tilbage ville koste 0,3 mia. kr. Det er også unfair overfor de små og mellemstore virksomheder i Danmark, som betaler selskabsskat, at nogen af de helt store spillere ikke betaler deres del. Det kan aldrig være fair, at de store nasser på de små.

De lovlige nassere
Hvis man ikke har et overskud som virksomhed, er det naturligvis helt okay, at man ikke betaler skat. Men her må man også bruge sin sunde fornuft. Q8 har ikke betalt skat i Danmark i 31 år[3]. Det virker ikke ret plausibelt, at de i 31 år har solgt produkter i Danmark og mistet penge på det. Hvis det i virkeligheden var tilfældet, var de nok stoppet.

De fleste af de multinationale selskaber, der ikke betaler skat i Danmark, gør det helt inden for lovens rammer. Der findes mange smuthuller, hvor virksomheder helt lovligt kan snog sig uden om skattebetaling. De kan handle med sig selv gennem deres datter-selskaber, og på den måde flytte overskud fra lande som Danmark med en almindelig virksomhedsskat til skattelylande, hvor der er ingen eller næsten ingen virksomhedsbeskatning. Til trods for at det er lovpligtigt at handle til markedsprisen, er der store problemer med såkaldt transfer pricing, fordi det kan være svært at fastslå hvad markedsprisen for fx virksomhedsspecifikke konsulentydelser er. I Holland har man en særlig lovgivning for virksomheder, der gør, at der ikke er nogen skat på patenter. Det betyder at virksomheder kan registrere deres varemærke i Holland og lade deres danske afdelinger betale store gebyrer for at bruge varemærket. På den måde flyttes pengene til Holland.

Der er mange huller i lovgivningen, som skal lappes, og mit håb er, at vores nye skatteminister Jonas Dahl vil være mand for at få stoppet velfærdsnasserne, og få dem til at betale skat i Danmark. Men det er ikke nok, vi er nødt til at gøre virksomheder som Burger King og Q8 opmærksomme på, at vi ikke tolerer velfærdsnassere. Her betaler man altså for det man bruger, også hvis man er et multinationalt selskab.

[1] https://www.mm.dk/pdf.php?id=40996

[2] http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/10/28/205207.htm

p://politiken.dk/indland/politik/ECE1385096/benzinselskabet-q8-har-ikke-betalt-skat-i-danmark-i-29-aar/

Lukkede døre for demokratiet

Gitte Bjørndal Velling — Sun, 15 Sep 2013 20:35:45 +0000

Af Gitte Bjørndal Velling

D. 19 november er der kommunalvalg i alle kommuner i Danmark, samtidig er der også regionsvalg.
Ugerne op til valget bliver noget ganske særligt for mig, for selvom jeg har oplevet et kommunalvalg før, er det denne gang mit smilende ansigt, der er på en af plakaterne.
Jeg ser frem til valgkampen, til at kravle i lygtepæle, til at få røde kinder af koldt vejr, til at diskutere politik, til at lave sjove happenings, dele flyers ud, hænge bannere ned fra broer og særligt til fantastisk sammenhold og samarbejde med mine kammerater.

Men for mange unge på min alder, er kommunalvalget ikke noget man ser frem til med spænding. Mange ved end ikke hvilken dag det er. Værst er alt er det kun lidt over hver 3. ung under 25 år, der ved at de vil stemme til valget.
http://politiken.dk/politik/Kommunalvalg/ECE1924983/unge-gider-ikke-stem...

Derfor er det vigtigt at man som politisk engageret (uanset partifarve), kommer i snak med unge, og får dem til at tage stilling. Men flere uddannelsesinstitutioner vil ikke lade de politiske ungdomsorganisationer komme i kontakt med eleverne. De vil ikke lade os dele materiale ud og tale med eleverne, nogen vil end ikke lade os ligge materiale og plakater så eleverne kan se det.

Kommunalpolitik er vores hverdag; det er byens skoler, børnehaver, ældrepleje, sportshaller, spillesteder og det er det der bestemmer om der ungdomsboliger nok, om virksomheder der arbejder for kommunen skal sikre lærepladser og ordenlige arbejdsforhold og meget mere.
Det er ikke uvæsentlige ting. Det er noget de fleste ønsker indflydelse på, men når skolerne lukker dørene, så vi ikke kan komme i kontakt med eleverne, mindskes deres mulighed for demokratisk indflydelse.
Det er lettere at tage stilling, hvis man hører forskellige perspektiver, og diskuterer med folk af forskellige meninger, men desværre tillader flere uddannelsessteder kun diskoteker, køreskoler og andre kommercielle virksomheder afgang til skolerne.
Det er sært, at skolernes ledelser vurdere at eleverne sagtens kan gennemskue reklamer for ”No limit” (århusiansk diskotek), men ikke må udsættes for politiske flyers, da dette er for farligt.

DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, Gymnasieskolernes Rektorforening, Danske Erhvervsskoler og Undervisningsministeriet har endda udarbejdet et kodeks for at gøre det lettere at komme i kontakt med eleverne. Her opfodrer man skolerne til at lukke samfundsengagerende foreninger ind. Efter kodekset kom er det blevet lettere, men man møder alligevel ofte modstand blandt skolernes personale. http://duf.dk/fileadmin/user_upload/DOKUMENTER/Maerkesager/Demokrati/PUB...

På nogle uddannelsesinstitutioner, som VUC Århus, vil de ikke have vores ”propaganda” og siger at de arrangere en paneldebat, så eleverne skal nok høre det politik, de har brug for. Det er ubehageligt at en skole kan tro så lidt på sine elever. Og det er ubehageligt, at blive stemplet som nogen, der vil skade eleverne. Skolens ledelse holder de politiske diskussioner, der opstår når de politiske ungdomsorganisationer besøger skolerne, væk fra eleverne. Det mener jeg er skadeligt for samfundsengagementet. Hvis flere unge skal stemme d. 19 november, er skoler som VUC Århus nødt til at ændre deres holdning, og tro på, at eleverne godt kan tage stilling, i stedet for at afskære dem fra den politiske omverden.

Arrogance, sexisme og it-nørder

Gitte Bjørndal Velling — Mon, 05 Aug 2013 18:45:24 +0000

Af Gitte Bjørndal Velling

(nørd alert, der vil i dette indlæg indgå ord Trine Bramsen ikke forstår)

I et blogindlæg på Version2.dk langer Socialdemokraternes it-ordfører Trine Bramsen ud efter landets "IT-nørder". Hun skriver i sit indlæg at nørder går med hvide tennissokker i sandalerne og er utiltrækkende og usexede og taler mærkeligt. Samtidig opfordrer hun dem til at gå mere ud, og møde hendes single-veninder i stedet for at sidde og spille WOW. Der er nemlig brug for nørdernes attraktive arvemateriale, som hun skriver.

Da jeg først læste indlægget, følte jeg mig ramt. Ramt af fordomme, ramt arrogance, ramt af mangel på menneskelig forståelse.
Jeg er nørd, og det er jeg stolt af. Og jeg føler mig som en sexet nørd!
Mit fritidsliv rummer primært politik, men hver onsdag aften spiller jeg pen and paper rollespil i en warhammer 40k setting.
Jeg er mere til Star Trek end Star Wars. (satser på at det ikke koster mig stemmer til kommunalvalget, at det kom frem ;).. ).
Jeg elsker at spille Minecraft med min kæreste. Jeg har brugt en del tid på cosplay og har deltaget på j-popcon som både Jessie fra Pokemon, Princess Mononoke og Seras Victoria fra Hellsing.
Når jeg læser skønlitteratur er det stort set kun fantasy. Alt i alt er jeg er nørdet, og synes brætspilsaften er mindst lige så underholdene som en bytur. Og det er okay!

Men så kommer den her statskundskabs-prinsesse og siger at nørder er usexede. Det er ligesom tilbage i folkeskolen, hvor mine interesser og mit tøj ikke var godt nok til de populærer pop-prinsesser, der styrede klassen.

Jeg blev virkelig forarget. Forarget over Trine Bramsens fordomsfuldhed, (for alle it-professionelle er ikke nørder), hendes arrogance og over hendes mangel på forståelse af, at mennesker vælger at bruge deres liv anderledes end hun gør. Og så vil hun gøre sig til herre over hvad, der er sexet.

Ikke bare fordomsfuldt og arrogant, men også sexistisk

Da jeg var færdig med at være forarget, blev jeg rigtig vred. Vred over hvor sexistisk hendes indlæg egentligt er. Det er i virkeligheden det største problem.

Prøv at overvej scenariet: en mandlig sundhedsordfører kritiserer kvindelige sygeplejersker for ikke at være sexede nok, og prøve at give dem gode råd, fordi han er overbevist om at hans single-venner gerne ville i bukserne på dem, hvis bare det gjorde mere ud af sig selv.

Hendes indlæg gør mænd til sexobjekter, fordi hun formår at gøre it-professionelles faglige kompetencer ligegyldige så længe de it-professionelle ikke er sexede, kommunikationsdygtige og lever op til den aktuelle kulturelle mandlige kønsstereotyp.
Dernæst formår hun i samme indlæg, at optagne den ensformige mandlige kønsstereotyp, som hun mener alle mænd bør leve op til, ved at fortælle at it-professionelle er det stik modsatte af dette.

I et enkelt indlæg formår Trine Bremsen at gøre sig til fortaler, for samtlige intolerante vinkler til politisk kommunikation.

Links:
Trine Bremsens blog
http://www.version2.dk/blog/opraab-til-it-noerderne-smid-tennissokkerne-...
Et fagligt svar:
http://www.detfalskested.dk/2013/08/05/kaere-trine/

Den snerpede og den forkælede feminist

Gitte Bjørndal Velling — Tue, 18 Jun 2013 23:12:42 +0000

Af Gitte Bjørndal Velling

Skal man tro Merete Riisager (LA) i Berlinske d. 18. juni. http://www.b.dk/politiko/forkaelet-feminisme

Så er feminister forkælede moderne kvinder, der blot vil have alting til at handle om dem.

Som jeg ser det, er et af de største problemer ved at være moderne feminist er netop, at der bliver set ned på en, når man påråber sig sin ret til at være menneske, til at være feminist og til at være imod diskrimination. Når man siger hvad man mener, bliver man kaldt snerpet, tudende eller forkælet.

Den forkælede

Merete Riisager skriver i sit indlæg: ” Derimod kan man demonstrere sig til lovgivning på området, og her hopper kæden helt af. I et frit samfund må det være muligt for private foretagender at sætte retningslinjer op for deres gæsters ageren. Hvis retningslinjerne er urimelige eller opfattes sådan, er det muligt at finde andre græsgange”. Her mener jeg hendes kæde hopper helt af. På trods af at hun er liberal, og man derfor må gå ud fra, at hun er tilhænger af de liberalistiske frihedsidealer, mener hun alligevel, at det er helt okay, at virksomheder opstiller regler, der kun er møntet på det ene køn. Jeg mener at regler, der kun rammer kvinder, og som forhindrer kvinder i at amme, er diskrimination.
Men ønsker man derimod lovgivning, der forhindre diskriminerede regler, er man i hendes optik forkælet.
Det relevante i sagen om restaurationer, der ikke vil have ammende kvinder som kunder, er ikke hvor mange eller få restaurationer, der har sådan et regelsæt, men derimod at det er lovligt for dem at have det. Diskriminationen er lovlig. Det er problemet, og derfor er det principielt, og værd at råbe op om. Det handler ikke om at være forkælet, men om at være imod diskrimination, der hvor den er.

Der er en træls kultur omkring feminisme, der gør at mange ser ned på feministiske protester.
Det meste bunder i uvidenhed, ofte fordi folk tror at der er ligestilling mellem kønnene i Danmark. Trods en gennemsnitlig lønforskel mellem mænd og kvinder i Danmark på 18,5 % og et forsvindende lille antal kvinder på bestyrelses og direktions-gangene, formår de borgerlige debattører, at vride debatten, så mange får den opfattelse, at der er ligestilling.
Debattører som Merete Riisager, forsøger at gøre den feministiske kamp til noget, der kun handler om massevoldtægter i Indien og om danske kvinder, der bærer tørklæde. Denne fordrejning af debatten gør netop, at danske feminister udstilles for forkælede.
Der er 3 meget klarer pointer historien: 1) mænd og kvinder er lige i Danmark 2) kvinder andres steder har det værre end dig 3) Du har ikke noget at brokke dig over.
Når man mødes af argumenter, der fjerner ens etos gøres man magtesløs og svag, og det er svært at komme tilbage i debatten, når man først er blevet stemplet som en forkælet brokrøv.

Den snerpede

Jeg blev kaldt en snerpet feminist af en kvindelig bekendt. Det skete efter at jeg fortalte hende om en oplevelse jeg havde haft på en festival:

Jeg stod i køen til en hæveautomat, og pludselig bliver jeg taget på røven af en fyr, der står to pladser bag mig i køen. Da jeg havde hævet mine penge, gik jeg hen til ham, og spurgte om han havde fået noget ud af det. Han så noget forvirret ud og svarede nej. Inden han kan nå at sige mere, sagde jeg: ”Godt, for du har lige krænket mig som menneske, som kvinde og som seksuelt væsen”. Jeg vendte mig om og gik, og han råbte efter mig: ”Er du lebbe eller hva?!”

Min kvindelige bekendtes reaktion på historien er ”Du er da lidt snerpet, hvis du ikke kan holde til at få et klap i røven, når du har hotpants på. Der er ingen grund til at skælde ham ud, bare fordi han synes din røv er go’”.

Historien og min bekendtes reaktion på den, falder direkte ind i nogle af de store kønspolitiske diskussioner. Først og fremmest bekræfter både historien og reaktionen, at der ikke er ligestilling mellem kønnene. Historien viser en mand, der synes det er helt i orden at trænge ind i en kvindes seksuelle svære, uden hendes tilladelse. Jeg stod med ryggen til fyren, og derfor kunne hverken han eller jeg vide, om jeg på nogen måde var interesseret i intim kontakt, men han vælger at tage den kontakt alligevel. Det fratager mig, mit frie valg, til at vælge en intim kontakt fra. Det gør mig svag. Min bekendtes reaktion viser, at hun mener, at jeg skulle acceptere at fyren tager mig på røven, lige meget om jeg var interesseret i, at han gjorde det eller ej. Med andre ord, er det mig, der er forkert på den, fordi jeg ikke accepterer, at han fratager mig mit valg.
Den bagvedliggende præmis i dette, er den middelalder-agtige holdning, at en mands seksualitet er mere værd en kvindes. Man antager, at en mand ikke er i stand til at styre sin seksualitet, og derfor må man som kvinde finde sig i det – ellers er man snerpet. Det er bare hans måde at udtrykke et kompliment. Sanne Søndergaard har en interessant pointe om dette i sin kronik i politikken d. 15. Juni. Hun spørger, hvorfor vi lærer drengebørn, at et nej er et nej, og det skal man acceptere - men ikke du har et nej, til du bliver spurgt. http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1997565/min-krop-er-saa-staerk-at-...

Den anden del af historien omhandler samme tema, som Sanne Søndergaard skriver om, nemlig skylden. Har man først accepteret præmissen om at manden ikke kan styre sin seksualitet, acceptere man også, at kvinden står med ansvaret. Da manden ikke kan styre det, må kvinden. Min kvindelige bekendte mente, det var relevant for historien, hvilket tøj jeg havde haft på. Hun spurgte selv ind til det. Jeg fortalte hende, at jeg havde haft høje sko, hotpants og en hvid stropbluse på.
Det gjorde det i hendes optik, mere legitimt, at fyren tog mig på røven. Det skyldes netop, at hun har accepteret den præmis, at fyren ikke har kunnet styre sin seksualdrift, og at jeg derfor selv har bedt om et klap bag i, ved at gå i tøj, der gør at min røv ser godt ud.
Ansvaret ligger altså i hendes, som i så mange andres, optik på mig. Det er mig, der ikke har beskyttet mig mod fyrens seksualdrift ved at have det forkerte tøj på, og det er mig, der er snerpet, fordi jeg fortæller fyren, at jeg ikke synes det er okay, at han tager på mig.
Tager man denne forståelse af kønnene og seksualiteten til sit yderste betyder det, at det er kvinders skyld, hvis de bliver seksuelt forulempet eller voldtaget, og den eneste måde, man kan beskytte sig mod dette, er ved at iklæde sig ikke seksuelt tiltrækkende tøj fx burka.

Feministen
Når jeg fortæller venner, bekendte og folk jeg møder, at jeg er feminist, tror de fleste, at jeg mener, at kvinder er bedre end mænd, og at kvinderne skal overtage verdensmagten og undertrykke mændene, som straf for århundreders undertrykkelse af kvinder. Feminisme ses af mange unge, som enten noget uddødt (da der jo er ligestilling mellem kønnene) eller en form for kvindschauvinisme.
Men det har ingen gang i verden, at være feminist er at mene at mænd og kvinder skal have lige muligheder, og at anerkende at det ikke forholder sig sådan på nuværende tidspunkt.

Med misforståelsen af selve ordet feminisme, med danske-kvinder-har-det-godt-og-skal-ikke-brokke-sig diskursen og ikke mindst ved accept af kvindeundertrykkende adfærd og regler er den danske feministiske debat gledet ud på et sidespor. I vores nabolande særligt i Norge og Sverige diskuteres køns-politik åbent og seriøst, mens man herhjemme bliver kaldt snerpet eller forkælet, for i det hele taget at nævne emnet.

Ungdommen nu til dags

Gitte Bjørndal Velling — Tue, 14 May 2013 18:08:37 +0000

Af Gitte Bjørndal Velling

Forkælede cafe-studerende, SU ryttere, dovne kontanthjælpsmodtagere, elever der burde finde sig en læreplads, arbejdsløse dimittender, folkeskoleelever uden sans for konkurrenceevne og erhvervsliv, langsomme universitetsstuderende, fordrukne Prag-turister. Det er åbenbart ungdommen nu til dags den er helt gal med.

Hver gang sparekniven skærer en luns af, råber jeg op. Jeg gør min stemme gældende og tager aktiv del i den demokratiske proces, men hver gang bliver jeg kaldt ung, doven og forkælet.
Det er som om at min generation fejler i alt hvad vi gør, og det er vores skyld, hver gang noget går galt. Det er vores egen skyld, at vi er arbejdsløse eller ikke kan finde en læreplads. Det er bare fordi vi har for høje forventninger og ikke gør en ordentlig indsats. Det er fordi vi er forkælede, at vi klarer vores studier for langsomt og får dårligt. Det er fordi vi har en kræve mentalitet, at vi demonstrerer.
Det er derfor vi skal straffes, piskes og have mindre udbetalt om måneden, så vi rigtigt kan lære hvordan livet er og blive voksne. Det er os der får regningen.

Det er simpelthen for dumt.
Det kan da umuligt være vores skyld, at der ikke er arbejde og penge i statskassen. Det kan da umuligt være ungdommens mentale tilstand, der får banker til at krakke og økonomier til at knække. Den økonomiske krise har skabt arbejdsløshed i hele Europa og særligt ungdommen rammes hårdt. Mens arbejdsløsheden blandt folk over 30 år i Danmark er stagneret er den forsat stigende for unge mennesker. Her betaler unge igen for krisen. En gang i form af arbejdsløshed, og en gang i form af nedskæringer, for at straffe os for arbejdsløsheden.
Da kimen til den økonomiske krise blev lagt, var jeg omkring 10 år gammel. Jeg har aldrig i mit liv spekuleret i aktier, købt eller solgt obskure finansielle produkter, givet skattelettelser i opgangsperioder eller været en del af magtens elite med mulighed for at føre uansvarlig økonomisk politik. Det er der heller ikke mange andre unge, der har. Vi får regningen 2 gange, men har ikke del i skylden.

Det er ikke fair, at unge skal betale for en fest vi ikke har været med til. Det er ikke fair at vi skal kaldes dovne og forkælede fordi vi lever i et land og en verden ramt af arbejdsløshed og krise. Det er ikke fair, at vi kaldes krævende, når vi demonstrerer, for lidt hverdags retfærdighed, for arbejde, su til at leve af og lærepladser.

Jeg er træt af folk, der mener jeg ikke er god nok, fordi der står 1991 på mit sygesikringsbevis. Træt af folk, der mener jeg er ung og naiv og ikke ved noget om politik, når jeg ikke kan se, at unge skal bidrage mere. Jeg kan se noget, som folk på 50 masser af livs- og erhvervserfaring åbenbart ikke kan se. Jeg kan se mine kammeraters problemer, lærepladsmangel, arbejdsløshed og forsinkede studier sker mod deres vilje, og vi får skylden for det, og får mindsket vores levegrundlag.

Alt imens vokser indkomstgrundlaget og formuerne i vores bedsteforældres generation. Tal fra Arbejdernes erhvervsråd viser at personer over 60 år ejer 75% af de samlede nettoformuer i Danmark. De ældre generationer har bil hus og aktier der giver afkast, mens de yngre generationer i stigende grad for gælder sig og studerende ikke har råd til psykologhjælp og en tandlæge regning. Der er ved at ske et skred i generationerne. I retorikken, i arbejdet og i indkomsten.
Unge der oplever langvarig arbejdsløshed har 50 mindre chance for at få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet end unge der ikke har været langtidsledige. Unge der ikke får en uddannelse vil være en udgift for samfundet frem for en indtægt. Unge der ikke får erhvervserfaring tidligt efter endt uddannelse bliver valgt fra. At skabe et skred mellem generationerne er skadeligt for vores samfund.